Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

Ingen frelse uden dåb
13. Kapitel
Gengivelsen af præstedømmet
Side 59
Medens Joseph og Oliver fortsatte deres oversættelsesarbejde, fandt de talrige
erklæringer af de nephitiske profeter, der forkyndte, at dåb var nødvendig til frelse. For
eksempel formaner Jakob, idet han citerer Kristi ord: "Og han befaler, at alle mennesker
må omvende sig og blive døbt i hans navn og have fuldkommen tro på den Israels
Hellige, ellers kan de ikke blive frelst i hans rige. Og dersom de ikke vil omvende sig
og tro på hans navn og blive døbt i hans navn og blive trofaste til enden, skal de blive
fordømt; thi Gud Herren, den Israels Hellige, har talt det." 1 Da hverken Joseph eller
Oliver var blevet døbt, lagde de pladerne til side og gik ud i skoven for at bede angående
deres problem.
Olivers første syn
Medens de to mænd knælede i oprigtig bøn på bredden af Susquehanna Floden den
15. maj 1829, strålede Guds herlighed om dem, og et syn, der beskrives af Oliver,
kom over dem: "Pludselig, som fra evighedens skød, talte Forløseren fred til os. Sløret
blev trukket til side, og en Guds engel iført herlighed steg ned og afleverede det så
længselsfuldt ventede budskab samt nøglerne til omvendelsens evangelium ... Hans
stemme, skønt mild, gennemtrængte vort indre, og hans ord, 'Jeg er jeres nedtjener',
bortjog al frygt ... Det var et budskab fra den Allerhøjeste ... Hvem ville ikke have bøjet
knæ for en sådan velsignelse?
Jeg skal ikke gøre forsøg på at skildre jer mit hjertes følelser, ej heller den
majestætiske skønhed og herlighed, der omgav os ved den lejlighed, men I må tro
mig, når jeg siger, at hverken jorden eller mennesket med alle tiders veltalenhed kunne
iklæde sproget så fængslende og ophøjede ord som denne hellige person. Nej! Ej heller
evner denne jord at give den glæde, skænke den fred eller fatte den visdom, som hver
sætning indeholdt, som han udtalte ved den Helligånds kraft ... Forvisningen om, at vi
befandt os i en engels nærværelse, visheden om, at vi hørte Jesu røst, og den rene
sandhed, som den kom fra en hellig person, dikteret ved Guds vilje, er for mig noget,
der ikke kan beskrives, og jeg skal, så længe jeg lever, altid betragte dette bevis på
Frelserens godhed med forundring og taksigelse."2
Profetens rapport
"Sendebudet, som besøgte os ved denne lejlighed og overdrog os dette
præstedømme, sagde, at hans navn var Johannes, den samme, som i Det nye
Testamente kaldes Johannes Døberen, og at han handlede under ledelse af Peter,
Jakob og Johannes, som havde det melkisedekske præstedømmes nøgler, hvilket
præstedømme, sagde han, skulle overdrages os til rette tid, og at jeg skulle kaldes den
første ældste i kirken og han (Oliver Cowdery) den anden."3
Da Johannes overdrog det aronske præstedømme på de to mænd, brugte han nogle
udtryk, som var temmelig mærkelige for Joseph og Oliver: "I Messias's navn overdrager
jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne til engles betjening