Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

48. Kapitel
Hjælpeforeningen - Rocky Mountain profeti - Den nye og evige pagt
En blomstrende by
Side 205
Meget få byer i Amerika har oplevet en så voksende feber som mormonernes
hovedstad, Nauvoo, gjorde det under sin driftige periode på seks-syv år - 1839-1846.
Heber C. Kimball fortæller i et brev til Parley P. Pratt i England i juli 1841 om byens
fænomenale vækst: "Du ved, at der var ikke mere end tredive bygninger i byen, da
vi rejste for omkring to år siden, men nu er der tolv hundrede, og hundreder andre er
under opførelse ... De (mormonerne) kommer hertil fra alle dele af dette uhyre fastland
hver dag og hver time, og værket breder sig i hele dette land ... Du vil huske, at da vi
byggede vore huse i skovene, var der ikke et hus indenfor en halv mils omkreds. Nu
er stedet, vildsomt som det var dengang, omdannet til en tæt bebygget by.".1
St. Louis Atlas beretter i 1841: "Befolkningstallet i Nauvoo er mellem 8.000 og
9.000, og den er naturligvis den største by i staten Illinois ... De ser ud til at være en
foretagsom, flittig, sober og sparsommelig befolkning." Og de "har ingen konkurrenter
øst for, og vi gætter heller ingen vest for Mississippi.".2
Palæer som hjem
Mange af de huse, som blev bygget af de hellige, var intet mindre end palæer
- familierne Smiths, Kimballs, Taylors, Pratts og Youngs boliger samt en snes andre,
herunder Nauvoo Mansion, med dets toogtyve værelser, bygget af Profeten, står
stadig som monumenter over Nauvoos grundlæggeres idealer. Men højdepunktet i
dette byggeprogram var "Herrens Hus" - Nauvoo-Templet. Det næstvigtigste, Nauvoo
House, som skulle være et kombineret oplysnings-bureau og hotel, skulle finansieres
gennem et vekselerer-firma og omkostningerne ville blive hundredtusind dollars (ca.
700.000 kroner).3 Da det stadig var under opførelse, da de hellige flygtede fra Nauvoo
i 1846, blev det aldrig fuldført.
Hjælpeforeningen organiseres
På grund af den kendsgerning, at hundreder af de nyomvendte, som strømmede ind i
mormonernes hovedstad, til det yderste bebyrdede Kirkens velfærdsafdelinger, kaldte
Profeten den 17. marts 1842 atten djærve S. D. H.-søstre til sig i sit rådsrum, ovenover
hans forretning. Efter omhyggeligt at have gennemgået de akute velfærdsproblemer i
deres voksende by, organiserede han kvinderne i en "Kvindelig Hjælpeforening" - den
første i sin slags i Amerika.
Emma Smith blev valgt til præsidentinde, Elizabeth Ann Whitney til første rådgiver,
Sarah M. Cleveland til anden rådgiver, Eliza R. Snow til sekretær, Phebe W. Wheeler
til assisterende sekretær og Elvira A. Cowles til kasserer. Profeten udtaler: "Jeg gav
mange instruktioner, læste i det Ny Testamente, og i Lære og Pagter om den Udvalgte
Kvinde, og viste, at den udvalgte betød at blive udvalgt til et bestemt arbejde.".4
Nøglen drejet om for kvinderne
Nogle få uger efter, at Profeten havde organiseret Hjælpeforeningen, beretter han:
"Klokken to mødtes jeg med medlemmerne af 'Kvindelig Hjælpeforening', og efter
at have præsideret ved indlemmelsen af mange nye medlemmer, gav jeg en