Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

Side 157
"Jeg gik dagligt ind i det østlige værelse i kvistetagen på templet og udøste min sjæl
for Herren." På denne måde, gennem vedvarende, hemmelig bøn, skaffede Heber C.
Kimball sig en åndelig styrke, der var tilstrækkelig til, at han kunne vove sig ud på den
mest frugtbare mission, der nogensinde er åbnet af Kirken.'
Ældsterne når Preston
Ni dage efter sit kald startede Heber C. Kimball tilligemed Orson Hyde, Willard Richards
og Joseph Fielding fra Kirtland. I New York fik de selskab af tre missionærer fra Canada
- ældsterne Russel, Goodson og Snyder. Da de syv mænd rejste uden pung og taske,
arbejdede de med hvad som helst for at skaffe sig midler til at betale deres rejse til
Liverpool - en rejse, der tog tre uger. I Liverpool sagde Ånden til Præsident Kimball,
som svar på deres bønner, at de skulle rejse til Preston, omtrent 50 kilometer borte.
I Preston skriver Heber C. Kimball lørdag den 22. juli, at han aldrig havde været vidne
til noget lignende i sit liv, for det var valgtid, og dronning Viktoria vår netop kommet på
tronen. Et stort banner, som vajede udfordrende over folkemængden, proklamerede
"Sandheden vil sejre!" "Amen!" råbte brødrene, "Sandheden vil sejre!" Og fra den time
begyndte Jesu Kristi evangelium at sejre i den Gamle Verden.
Pastor Fielding hjælper
Den næste dag inviterede Pastor James Fielding fra den engelske kirke, en broder til
Joseph Fielding, ældsterne til at høre ham tale. Ved slutningen af sin tale meddelte han
meget hjerteligt, at præster fra Amerika ville tale i hans kirke den samme eftermiddag
og aften, og han inviterede sin menighed til at høre deres budskab.
Ældsterne tog imod denne uventede chance og talte ved begge møder, og efter
afslutningen af aftengudstjenesten kom adskillige personer frem og bad om at blive
døbt. Da han frygtede, at han ville miste andre af sin flok, lukkede præsten sin kirke
for ældsterne.
De første dåbshandlinger i Europa
Den næste søndag, den 30. juli, den dag der var fastsat til de første dåbshandlinger
i Europa, giver Præsident Kimball en levende beretning om et to timers syn, der viste
mørkets fyrste og hans rasende fæller. "Vi hørte tydeligt disse ånder tale og udtrykke
deres raseri og djævelske planer imod os." Efter at de var blevet irettesat i Jesu Kristi
navn, trak de sig endelig tøvende tilbage, men ikke uden mange trusler imod ældsterne
og deres mission i England.6
"Til trods for min legemlige svaghed efter det chok, jeg havde været ude for, havde
jeg den glæde, omkring klokken 9 om morgenen, at døbe ni personer og hilse dem
velkommen som brødre og søstre i Guds rige ... Et opløb på mellem syv og ni tusind
personer ved flodens bredder var vidne til ceremonien." Søster Thomas Walmsley, der
var syg af tæring, og som var afmagret, så hun kun var skind og ben, "et rent skelet, og
var opgivet af lægerne ... blev båret ned til vandet ... hun blev øjeblikkelig rask, og inden
der var gået en uge, tog hun sig af sine pligter i hjemmet." Hun emigrerede senere til
bjergenes dale, hvor hun levede i mere end fyrretyve år, rask og rørig.7
Tusinder tager imod sandheden
Kort tid efter disse dåbshandlinger ledede Herren Præsident Kimball til at rejse til
Chatburn. Skønt han af sine venner blev advaret om, at han ikke ville finde nogen