Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

Tegnene til Columbia College
Side 51
Profetens dagbog gengiver Martins beretning om hans besøg på Columbia College:
"Jeg rejste til New York City (omkring 240 km mod øst) og overgav tegnene, som var
blevet oversat, tilligemed oversættelsen af dem, til professor Charles Anthon, en mand
som var berømt for sin litterære kundskab. Professor Anthon udtalte, at oversættelsen
var korrekt, endnu mere end nogen han før havde set oversat fra ægyptisk. Jeg
viste ham så dem, som endnu ikke var oversat,, og han sagde, at de var ægyptiske,
kaldæiske, assyriske og arabiske, og han sagde, at det var rigtige skrifttegn. Han gav
mig et bevis, som bekræftede for folket i Palmyra, at det var virkelige skrifttegn, og at
oversættelsen af dem, der var blevet oversat, også var korrekt."
Da professor Anthon imidlertid af Martin fik at vide, at en engel havde ledet fundet
af guldpladerne, "tog han det (beviset) og rev det i stykker," fortæller Martin, "idet han
sagde, at der ikke fandtes sådan noget som tjenende engle, og at hvis jeg ville bringe
pladerne til ham, ville han oversætte dem. Jeg fortalte ham, at en del af pladerne var
forseglet, og at det var mig forbudt at bringe dem. Han svarede: "Jeg kan ikke læse en
forseglet bog." Jeg forlod ham og gik til Mr. Mitchell, som bekræftede, hvad professor
Anthon havde sagt både om skrifttegnene og om oversættelsen."
Denne oplevelse tilfredsstillede på afgjort måde Martin Harris. Så overbevist var han
om Josephs mission, at han ved sin tilbagekomst til Harmony erklærede, at han var
rede til at vie sin tid og sin ejendom til dens sukces. Til dette formål rejste han til sit hjem,
200 km borte, ordnede sine sager, og den 12. april 1828 var han tilbage i Harmony,
rede til at hjælpe med ved oversættelsesarbejdet. 4
Tre krav fra Martin
Den 14. juni 1828 havde Joseph og Martin, efter fire ihærdige måneder med
oversættelse, fyldt 116 sider folioark, hvad der udgjorde omkring en fjerdedel af
pladerne i Mormons Bog og dækkede fire hundrede år af nephiternes historie. De havde
i virkeligheden nået Mosiahs Bog, side 134 i den nuværende (engelske) udgave af
Mormons Bog.
For at hjælpe med til at lindre de polemiske følger, som uden tvivl ventede Martin
hjemme, krævede han af Joseph de 116 sider af manuskriptet for at læse det for sin
tvivlende hustru og andre medlemmer af sin familie. Han følte sig overbevist om, at han
på denne måde kunne tilfredsstille sin familie og så straks vende tilbage for at hjælpe
med oversættelsesarbejdet.5
Da Martins hjælp syntes så nødvendig for Joseph, søgte han gennem Urim og
Tummim tilladelse til at lade Martin få manuskriptet. Mod forventning var svaret nej.
Da han imidlertid blev presset af Martin, spurgte Joseph endnu en gang og fik igen et
negativt svar. Den aften skriver Joseph, da Martin var rede til at tage afsted for at rejse
hjem: "Efter stærk anmodning spurgte jeg igen Herren, og der blev givet ham tilladelse
til, at han kunne få skrivelserne på visse betingelser, som var, at han kun viste dem
til sin broder, Preserved Harris, sin egen hustru, sin fader og sin moder, og en Mrs.
Cobb, en søster til hans hustru." 6
Dagen efter Martins afrejse fødte Emma den 15. juni sit første barn, en dreng, som
kun levede nogle få timer, og hun selv svævede mellem liv og død i flere dage. Efter
næsten to uger havde Profetens bønner bevæget Herren, og Emma var på vej til
helbredelse.