Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

Side 284
staten Iowa, var med et stort emigrant-kompagni i Independence, Missouri, rede til
at begynde en rejse vestpå ad Oregonsporet. "Den store samling af Oregon- og
California-emigranter i deres lejr omkring Independence," skriver han, "havde hørt
rapporter om, at flere andre selskaber var på nippet til at drage afsted fra St. Joseph
længere mod nord. Det fremherskende indtryk var, at disse var mormoner, i et antal af
treogtyve hundrede, og stor bekymring opstod som følge deraf."6.
Eskorte kræves
"Befolkningen i Illinois og Missouri, som for størstepartens vedkommende bestod af
emigranter, har aldrig været på den bedste kant med 'de sidste dages hellige'; og
det er almindelig kendt ude over landet, hvor meget blod der er blevet udgydt i deres
fejder, endda indenfor grænserne af nybyggerkolonierne. Ingen kunne forudsige, hvad
resultatet ville blive, når store bevæbnede grupper af disse fanatikere mødte de mest
fremfusende og dumdristige af deres gamle fjender på de vide sletter, langt udenfor
lovens og den militære styrkes rækkevidde.
Kvinderne og børnene i Independence opløftede et stort ramaskrig, mændene selv
var alvorligt bekymrede, og efter hvad jeg fik at vide, sendte de bud til oberst Kearney
og krævede en eskorte af dragoner ... dette blev afslået."
Grundløs frygt
"Mormonerne havde lige så stor rædsel fra 'hedningerne' som disse havde for dem. Vi
var nu på ... vejen. Det var øjensynligt, ifølge sporene, at store selskaber var nogle få
dage forud for os, og da vi også antog dem for at være mormoner, var vi en del bange
for forstyrrelser."
Da natten kom, begyndte ikke-mormonerne at råbe på "brænde og vand!" Læseren
kan let forestille sig, hvad der kunne være hændt, hvis mormonerne havde slået
lejr, hvor disse fremfusende missourianere ventede at opslå deres telte for natten.
"Efterhånden som vi nærmede os rækken af træer," fortsætter Parkman, "blev en stor
hvid genstand, ligesom et telt, synligt bagved dem. Da vi nærmede os, fandt vi, i stedet
for den ventede mormon-lejr, intet andet end den ensomme prærie, og en stor hvid
klippe ved siden af stien."7. Det ser ud til, at Parkman og hans emigranter ikke vidste,
at mormonerne skulle blive ved Missourifloden indtil foråret næste år, 1847.
Overholdelse af sabbaten
Howard Egan kommenterer, da han skriver om den 18. april '1847, den første søndag
på sletterne for mormonerne, der bevægede sig mod vest fra Winter Quarters: "Nu
til morgen var der kraftige vinde fra syd og meget koldt. I dag, som er den dag, der
af den Almægtige Gud er afsat til, at Hans folk skal hvile, er det ikke vor mening at
rejse. Tre vogne, lastet med pelsværk, passerede forbi nu til morgen; ligeledes fire-fem
pakæsler, kort tid efter, på vej til nybyggerkolonierne. Heber C. Kimball skrev et brev til
sin ægtefælle til morgen og sendte det ved broder Arnes, indholdet har jeg hørt læse,
og det gjorde mit hjerte godt. Det skildrede hans hjertes følelser og hans kærlighed til
sin familie, på det enkleste og smukkeste sprog, som ville trøste sjælen og få hjertet
til at fryde sig.
Vinden fortsatte at blæse så stærkt, og det var så koldt, at det blev anset for klogt
ikke at kalde brødrene sammen for at holde møde. De Tolv trak sig tilbage til skoven
for at rådføre sig med hinanden."8.