Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

En stor isbro
Side 248
Skønt mormonerne var besluttet på at blive i deres komfortable huse indtil foråret,
forberedte de sig dog, da forfølgelserne blev uudholdelige, på at starte i vinterens mulm
og mørke. Som følge deraf kørte nogle af brødrene den 4. februar 1846 deres lastede
vogne ombord på Mississippifærgen; og en time senere forsvandt de over den vestlige
horisont af de snedækte skrænter i Iowa. Efter at have rejst en streng tur på omkring
15 kilometer, slog de lejr ved Sugar Creek for at afvente Brigham Youngs og andre af
de helliges komme.
I de følgende to uger var de langsomme uhåndterlige fladbundede færger lastet til
yderste grænse. Men den 22. februar dækkede en rasende snestorm landet med et tykt
lag sne; da stormen stilnede af, blev vejret desuden frygtelig koldt - tolv grader under
nulpunktet - og lukkede den brede Mississippi fra kyst til kyst. Tusinder af mormorner
- mænd, kvinder og børn - skyndte sig feberagtigt over denne midlertidige isbro. Skønt
de rystede af kulde i frostvejret, troede de af hele deres hjerte, at et venligt Forsyn
sørgede for, at de kom hurtigt over den milevide barriere med deres tunge udrustning.3
Ni børn født
En af disse vinternætter i Sugar Creek, medens fem tusind mormoner lå i lejr i sneen,
blev der født ni børn. Eliza R. Snow beskriver denne betagende scene: "Mødre fødte
børn under næsten alle forskellige omstændigheder, man kan forestille sig, undtagen
dem, som de havde været vant til; nogle i telte, andre i vogne - i regnvejr og i snestorme.
Jeg hørte om en fødsel, som fandt sted i en primitiv hytte, hvis sider bestod af tæpper
gjort fast til pæle, der var stukket ned i jorden, med et barktag, gennem hvilket regnen
dryppede. Venlige søstre stod med fade til at opfange vandet, efterhånden som det
faldt og beskyttede således den nyankomne og dens moder fra et brusebad, da den
lille uskyldige første gang gjorde sin entre i menneskelivet; og gennem tro på den store
hersker over begivenheder, skete der ingen skade på nogen af dem.
Lad det erindres, at mødrene til disse børn født i ødemarken, ikke var vilde, som
var vant til at strejfe om i skovene og trodse storm og uvejr - de som aldrig havde
kendt civilisationens og forfinelsens bekvemmeligheder og skrøbeligheder. De var ikke
af dem, som i den vilde natur ammede deres børn midt mellem siv og rør eller i
bjerghulers ly; de fleste af dem var født og opdraget i de Østlige Stater - havde der
antaget evangeliet, som Jesus og Hans apostle havde lært os det; og på grund af
deres religion havde de samlet sig med de hellige, og ved deres tro, tålmodighed og
energi havde de under prøvende omstændigheder hjulpet med til at gøre Nauvoo til det
som dens navn antyder, 'Den skønne'. Der havde de deres smukke hjem, pyntet med
blomster og forskønnet med udvalgte frugttræer, som netop var begyndt at yde rigeligt.
Til disse hjem havde de netop, uden at få betaling for leje eller salg, sagt et sidste
farvel og var startet, med det lidt af deres ejendele, som kunne læsses på en, to og i
nogle tilfælde tre vogne, mod den vestlige ødemark til - ja, hvortil? Til dette spørgsmål
var det eneste svar på den tid: 'Gud ved!'"4
Ukendt digter i lejren beder
"Gud have medlidenhed med flygtningene, når uvejret raser -
når sneklædte skyer hænger lavt over jorden,
når vinterens kolde blæst, med frost i sit sus,