Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

Side 139
På denne måde gik de, pludselig og retfærdigt, til deres eget sted. Campbell var blandt
dem, der savnedes. Han flød ned ad floden seks-syv kilometer, og landede på en stabel
drivtømmer, hvor ørnene, musvågerne, ravnene, kragerne og vilde dyr åd hans kød af
knoglerne, for at hans egne ord kunne gå i opfyldelse, og efterlod ham som et frygteligt
eksempel på Guds hævn."s.
Planer sprængt
Den 19. juni 1834, da de frygtede, at en pøbelhob på to hundrede mænd skulle
krydse floden fra Jackson County, slog Zions Hær lejr for natten mellem Fishing Rivers
flodarme. Omkring solnedgang red fem medlemmer af pøbelen ind i lejren "og under
megen banden og sværgen sagde de: 'I vil se helvede før det bliver morgen!'
Da disse fem mænd var i vor lejr og svor hævn, antydede vinden, torden og skyer,
der samlede sig, at et uvejr nærmede sig, og kort tid efter at de havde forladt os,
begyndte regn og hagl at falde," fortsætter Joseph. "Uvejret var frygteligt ... Meget
lidt hagl faldt i vor lejr, men fra en til halvanden kilometer omkring os, slog sten eller
isklumper kornet og grøntsagerne ned, og flåede endog barken af træer ... Lynene
glimtede uophørligt ... tordenens rullen var frygtelig. Jorden skælvede og rystede ...
det syntes som om befalingen om hævn var gået ud fra kampenes Gud ... vore fjender
svor, at vandet steg en meter på en halv time i Little Fishing River. De berettede, at en
af deres mænd blev dræbt af lynet, og at en anden fik sin hånd revet af ved, at hans
hest trak hånden ud mellem bjælkerne på en lille kornlade, medens han holdt hesten
fast indenfor."
Omkring fyrretyve af disse pralhalse, der var gennemblødte og slukørede, "begav
sig på 'tilbagetoget' til Independence, for at slutte sig til hovedparten af pøbelhoben,
fuldt tilfredse med ... at når Jehova kæmper, ville de hellere være fraværende."9.
Koleraens plage
Profetens dagbog for den 24. juni beskriver de plager, som ramte lejren: "Omkring
midnat gav den (koleraen) sig tilkende i sin mest ondartede form. Vore øren blev hilst
med skrig og stønnen og klager fra hver kant; selv de, der var på vagt, faldt til jorden
med deres geværer i hånden, så pludseligt og kraftigt var anfaldet af denne frygtelige
sygdom. I begyndelsen forsøgte jeg at lægge mine hænder på dem, for at de skulle
blive raske, men jeg opdagede hurtigt, af smertelig erfaring, at når den store Jehova
forkynder ødelæggelse over noget folk, og gør sin beslutning kendt, må mennesket ikke
forsøge på at standse Hans hånd. I det øjeblik jeg forsøgte at irettesætte sygdommen,
blev jeg angrebet, og havde jeg ikke afstået fra mine forsøg på at frelse en broders liv,
ville jeg have ofret mit eget. Sygdommen angreb mig som en høgs kløer, og jeg sagde
til brødrene: 'Hvis mit værk var udført, ville I være nødt til at putte mig i jorden uden
en kiste' ... Ældste John S. Carter ... gik frem for at irettesætte mig, og ved dette blev
han øjeblikkelig angrebet og blev det første offer i lejren. Han døde omkring klokken
seks om eftermiddagen; og Seth, Hitchock døde omtrent en halv time efter. Erastus
Rudd døde omtrent samtidig."
En herlighedens bolig
"Omkring otteogtres af de hellige led af sygdommen, og af dem døde fjorten. Da
det var umuligt at skaffe kister, rullede brødrene ligene ind i tæpper, kørte dem på