Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

Side 267
"Den næste morgen klokken ni så mig, min hustru, mine fire børn, min svigerinde
Fanny, min blinde svigermoder, alle rystende af koldfeber (en form for malaria) i et hus,
med kun George Wardell til at gøre noget for os, da en bande på omkring tredive mænd,
bevæbnet med geværer, med opplantede bajonetter og pistoler i bæltet, kaptajnen med
sværd i hånd og med Stars and Stripes vajende over sig, marcherede lige imod mit
beskyttende tag. Kaptajnen kaldte og krævede, at ejeren af de to vogne blev bragt
ud. Jeg blev løftet op af sengen, ført ud af døren, understøttet af min svigerinde og
jerngelænderet. Jeg blev så spurgt, om tingene var mine. Jeg svarede: 'Ja, det er de'.
Kaptajnen trådte så frem til omkring fire fod fra mig, pegede med sit sværd på min hals,
medens fire andre stak deres geværer med bajonetterne frem mindre end to fod fra mit
legeme, og sagde: 'Hvis I ikke er borte herfra om tyve minutter, er mine ordrer at skyde
jer.' Jeg svarede: 'Skyd væk, for I vil blot sende mig til himlen nogle timer hurtigere,
for I kan se, at jeg ikke er i denne verden mange timer længere.' Kaptajnen sagde så
til mig: 'Hvis du vil give afkald på mormonismen, kan I blive her, og vi vil beskytte jer.'
Jeg svarede: 'Dette er ikke mit hus; derovre ligger mit hus,' og pegede på det, 'som jeg
byggede og betalte for med det guld, som jeg tjente i England. Jeg har aldrig begået
den mindste forbrydelse i Illinois, men jeg er mormon, og hvis jeg lever, vil jeg følge de
Tolv.' Så sagde kaptajnen: 'Det gør mig ondt at se dig og din syge familie, men hvis I
ikke er borte, når jeg kommer tilbage om en halv time, er mine ordrer, at jeg skal dræbe
jer og alle andre mormoner på stedet.'"
På farten
"Men åh, sikken frygtelig banden og sværgen disse mænd udstødte! Jeg skælver,
når jeg tænker på det. George og Edwin kørte mine vogne ned til færgen, og i fem
timer søgte man efter våben hos dem. Pøbelen tog en pistol, og skønt de lovede at
returnere den, når jeg kom over floden, har jeg til denne dag ikke set den. Da jeg kom
til flodbredden, krav lede jeg hen til kanten for at sige farvel til en søster, som skulle
til St. Louis. Medens jeg var der, råbte en af pøbelhoben: 'Se! Se! Der er et skelet,
der siger farvel til døden!' Så du kan forestille dig den stakkels, svagelige kondition vi
begge var i."
Regn i strømme
"Onsdag den 23. september, medens vi var i min vogn i sumpen overfor Nauvoo, kom
der en frygtelig tordenskylle, som gennemblødte alt, hvad vi havde; ikke en tør trævl
havde vi tilbage; sengen var en pøl af vand, min hustru og min svigerinde tømte den i
spandevis, og jeg lå med brændende feber og uden bevidsthed, med alt håret klippet af
for at kurere mig for min sygdom. Mange havde ikke en vogn eller et telt til at beskytte
sig mod den ubarmhjertige blæst. Et bestemt tilfælde vil jeg omtale. En fattig kvinde
stod mellem buskene og svøbte sin kappe rundt om sine tre små faderløse børn, for
at beskytte dem mod uvejret så godt hun kunne i den frygtelige nat, hvor der lød en
fortsat buldren af torden og var glimt af lyn, medens regnen strømmede ned."
Døbt af banditter
"Pøbelhoben greb alle de personer i Nauvoo, som de kunne finde, førte dem ned til
floden og kastede dem ned ... De greb Charles Lambert, førte ham ned til floden og
under banden og sværgen sagde en af mændene: 'Ved alle hellige, jeg døber dig
efter ordre fra templets kommandører', kastede ham baglæns ned og sagde derefter: