H02272 Diabetes.indd - Novo Nordisk

Type 2-diabetes
Fedtvæv og hormoner
Hvor type 1-diabetes er en sygdom, der får dødelig
udgang, hvis ikke den behandles med insulin dagligt, som regel
fl ere gange, er det karakteristisk, at personer med type 2-diabetes
producerer for meget insulin i hvert fald til at begynde med.
Man taler om det metaboliske syndrom, som er ændringer af
omsætningen af fedt og kulhydrat i kroppens stofskifte. Disse
ændringer optræder som følge af insulinresistens, dvs. cellernes
nedsatte evne til at reagere på insulinpåvirkning. Det resulterer i
forhøjet blodtryk og forøget risiko for et forhøjet indhold af den
farlige kolesterol, der medfører åreforkalkning. Den forhøjede
insulinproduktion kompenserer i første omgang for insulinens
utilstrækkelige virkning. Senere nedsættes insulinproduktionen
nok på grund af slid på beta-cellerne. Men hvorfor opstår der
insulinresistens hos personer med type 2-diabetes?
Vi ved, at ca. 80% af alle personer med type 2-diabetes er
overvægtige eller regulært fede. Det kan udtrykkes med BMI eller
Body Mass Index. Inden vi derfor nøjere kan svare på spørgsmålet
om sammenhængen mellem fedme og insulinresistens,
skal vi en lille tur omkring kroppens fedt, for det er nemlig ikke
bare en inaktiv masse, der fi ndes i fedtcellerne i fedtvævet. Vi
ved, at fedtvævet må betragtes som et aktivt hormonproducerende
væv, der producerer mere end 20 forskellige identifi cerede
hormoner og signalstoffer, hvoraf i hvert fald nogle er vigtige i
forbindelse med kroppens energistofskifte. Forståelsen af disse
hormoners virkemekanisme er sandsynligvis nøglen til forståelsen
af insulinresistens, og hvorfor det er så svært at tabe sig.
Et af hormonerne, der dannes i fedtcellerne, er leptin. Det
påvirker centret for appetitreguleringen i hypotalamus på en
sådan måde, at optagelse og forbrug af energi så vidt muligt
holdes konstant. Herved kan det konstante indre miljø (homeostase)
opretholdes. Hvis man forsøger at tabe sig, produceres
24 Diabetes og insulin
“Mit gennemsnitlige blodsukker ligger på
4-7 (mmol/L red.). Jeg er ved at øve mig på
at mærke, hvornår blodsukkeret er enten for
højt eller for lavt. Jeg får piller, der nedsætter
mit blodsukker, og noget andet, der giver mig
mere insulin. Nu, hvor jeg gerne vil være gravid,
skal jeg bruge insulin i stedet for pillerne,
der kan være fosterskadende.”
Camilla, 24 år
der mindre leptin, og derved nedsættes stofskiftet, samtidig
med at appetitten øges. Det betyder, at mængden af fedt hos
mange svinger ganske lidt omkring en bestemt værdi.
Men hvis der er et højt indhold af fedt i blodet over længere
tid, nedsættes leptins evne til at opretholde kroppens homeostase.
Det betyder, at jo mere fedtvæv, jo mere leptin dannes
der, og jo mere sulten bliver man, altså en selvforstærkende
effekt. Hvad det er, der udløser ændringen i reguleringen, så
homeostasen ikke længere opretholdes, ved man ikke så meget
om. Der er tale om en slags leptinresistens, som måske bl.a.
skyldes, at leptin forhindres i at passere blod-hjerne-barrieren
og dermed i at dæmpe appetitten via appetitreguleringscentret
i hypotalamus.
Fedtvævet infi ltreres ofte af makrofager. De vil normalt blive
tiltrukket, hvis der er opstået en betændelsestilstand – også
kaldet infl ammatorisk tilstand – der kunne skyldes en bakterieinfektion,
og det vil resultere i, at bakterier inklusive forskellige
stofskifteprodukter fra såvel bakterier som immunforsvarsceller,
pus m.m. fjernes. En infl ammatorisk tilstand kan også opstå,
selv om der ikke er bakterier til stede. Makrofager vil tiltrækkes
af dannelsen af forskellige stofskifteprodukter, og det kan være
medvirkende til insulinresistens – mener nogle, måske fordi
nogle af fedtcellerne ødelægges af immunforsvaret.
Fedtvæv producerer også adiponectin, et andet af de hormoner,
som kun produceres af fedtceller. Niveauet af adiponectin
falder, når mængden af fedtvæv stiger – og samtidig stiger insulinresistensen.
Hvordan disse faktorer præcist hænger sammen,
ved man fortsat ikke, men både arvelige og miljømæssige
faktorer er sandsynligvis på spil.
Hormonet påvirker henholdsvis lever- og muskelceller. I levercellerne
forbedrer det virkningen af insulin, dvs. fremmer omdannelsen
af glukose til glykogen, samtidig med at leverens