EDEN TIL DEN HÆNGTE MAND af Jørn Staus Jacobsen ... - Hjem

havde tilhørt hans familie. Desuden lå Thorvalds armbrøst gemt
væk under ildstedet i Mosegården.
Odd stak pilen ned i koggeret. Hans oprørte sind kredsede om
hævn over dem, der havde hængt Thorvald og efterladt det falske
vidnesbyrd.
Utallige gange havde de jaget og sat fælder for grevens vildt.
Men i dag var Thorvald gået ud for at lede efter en forsvundet ged
og havde efterladt sine våben hjemme.
Han bøjede sig og løftede den livløse krop op på skulderen så let,
som havde det været et kid. Med den frie hånd greb han
armbrøsten og begyndte at gå tilbage mod landsbyen.
Odd havde besluttet, at Thorvald skulle begraves i indviet jord i
den kirke, hvor hans forfædre var stedt til hvile, så længe nogen
kunne huske.
Neden for kirkebakken mistede han fodfæstet og faldt, så lang han
var. Han blev siddende et øjeblik for at puste ud. Det have taget på
kræfterne at gå den lange vej uden hvil.
Hængslerne på kirkedøren peb sørgmodigt, da han åbnede den.
Han lagde Thorvald fra sig i tårnstuen og famlede sig frem til
alteret. Her tog han den syvarmede lysestage og gik tilbage til en
niche, der var indfældet i skibets tykke mur.
Nichen virkede nøgen og forladt. For mindre end to år siden
havde der på dens murede sokkel stået en guldbelagt Maria-figur,
klædt i blåt, med Jesusbarnet i favnen.
2