Artikelsamling om CEDAW - Kvindekonventionen

Recommendations

Info

I regeringens rapport til CEDAW-komiteen fremgår det, at der i perioden fra 1998-2003 har været 275 sager. Regeringen påpeger, at volden i mange af disse sager ikke har været dokumenteret. I 86 af sagerne har kvinderne fået opholdstilladelse i Danmark. De øvrige er blevet udvist. De fleste udenlandske kvinder ønsker at blive i Danmark, da det er forbundet med stor skam at vende tilbage til hjemlandet som fraskilt. I mange lande er det ikke muligt for en kvinde at leve som fraskilt, som vi kender det i Danmark, dvs. have egen bolig, arbejde og klare sig selv. Nogle steder er det forbundet med livsfare at vende tilbage. Disse forhold ignorerer den gældende danske lovpraksis, og man kan stille spørgsmålet, om den danske stats fremgangsmåde overfor disse kvinder er udtryk for det danske folks generelle, moralske niveau. CEDAW formulerer sig i den forbindelse ret skarpt overfor regeringen: ”Komiteen anbefaler, at regeringen straks (without delay) gennemgår sin administrative praksis til fornyet overvejelse angående kravene for opholdstilladelse for udenlandske gifte kvinder, som har været udsat for vold i ægteskabet”. Regeringen skal så ved næste eksamination stå til regnskab for, hvad de har gjort i den anledning. Regeringen er forpligtet til at følge FN´s anbefalinger og henstillinger, men kan ikke direkte straffes hvis de ikke følger dem. Alligevel har komiteens ord stor værdi, da de organisationer, der kæmper for, at regeringen lemper på kravene til kvinderne, dermed får noget at holde sig til. KRISECENTRENE oG DERES øKoNoMISKE GRuNDLAG Krisecentre er for voldsramte kvinder med eller uden børn, og der tilbydes husly og beskyttelse. Der ydes både personlig og praktisk hjælp. Det typiske ophold varer 3-4 måneder, men det kan vare kortere eller længere efter behov. Krisecentrene visiterer selv og fungerer som akutinstitutioner. Hvis der ikke er ledige pladser, kan kvinden og eventuelle børn overnatte på overbelægning, indtil krisecentret har fundet et andet sted til dem. Man bliver aldrig afvist ved døren. Mange kommer efter først at have været i kontakt med andre myndigheder såsom socialforvaltning, politi eller skadestue. Krisecentrene har desuden åben rådgivning, hvor borgere enten via telefon eller ved personligt fremmøde anonymt kan få en samtale om deres situation. En del pårørende til voldsramte søger rådgivning om, hvordan de skal forholde sig, og hvordan de kan hjælpe kvinden. De fleste henvendelser kommer fra kvinder, der er ved at samle mod til at forlade en voldelig eller alkoholisk mand. De har brug for at tale deres situation igennem og få oplysning om deres rettigheder. Der er i krisecentrene i forskellig grad kontakt med tidligere beboere i mere eller mindre planlagt efterværn. Efter de mange år jeg har arbejdet som krisecentermedarbejder, står det efterhånden klart for mig, hvor vigtig en funktion krisecentrene udfylder. Krisecentrene er hvert år, for flere tusinde kvinder og børns vedkommende, de sidste, der griber dem, inden en total menneskelig deroute. Det siger sig selv, at dette arbejde, som varetages af krisecentrene, kræver, at forholdene kvalitetsmæssigt er i orden, og at der er et tilstrækkeligt antal ansatte til at varetage opgaverne. Det er imidlertid også min erfaring, at en del krisecentre stadigvæk baserer sig på minimale bevillinger, på frivillig arbejdskraft og nogle ganske få ansatte. Det ser desværre ud til, at forholdene ikke bliver bedre efter strukturreformen. Krisecentrene skal til at konkurrere på prisen. Efter amternes nedlæggelse skal de fleste krisecentre rent administrativt høre under kommunerne. Når en kvinde flytter ind på et krisecenter, skal den kommune, hun kommer fra, købe en plads af den kommune, krisecentret ligger i. Tidligere havde de fleste krisecentre overenskomst med amterne, hvorefter udgiften blev betalt af stat og amt, og med en mindre brugerbetaling til kvinden. Fremover skal kommunen have den fulde pris fra kvindens hjemkommune. En sådan ordning vil fremme købmandsskab, og det er sandsynligt, at kommunerne vil prøve at spare. Det kan få nogle konsekvenser. Da krisecentrene skal konkurrere på prisen, kan det kun medføre kvalitetsforringelse. Selvom nogle krisecentre kan gennemføre nogle fornuftige rationaliseringer, vil det ikke være tilstrækkeligt til, at de krisecentre, der fungerer uden frivillig arbejdskraft, kan konkurrere prismæssigt med de, der drives med frivillige. Som det ser ud i øjeblikket, vil en konkurrence på kvalitet måske ikke få samme vægt som en konkurrence på pris. C E D A W k O n v e n T i O n e n
Krisecentrene har ifølge Den sociale Servicelov § 93b selvvisitering og fungerer som akutinstitutioner. Når kommunerne skal tage stilling til betaling og prisniveauer, kan det tænkes, at de vil forsøge at få indflydelse på visiteringen. Hele tanken om, at en kvinde, der er udsat for vold, altid skal kunne henvende sig i et krisecenter uden først at skulle have afklaret en hel masse, bliver en saga blot. En af fordelene ved krisecentrene er det lave niveau for bureaukrati, og at det ikke er pengene men mennesket der kommer først. Kommunernes sagsbehandlere vil blive pålagt nye tidskrævende opgaver, og det kan tænkes, at kommunerne forsøger at forenkle sagsgangen ved at pålægge ”deres” krisecenter kun at tage kvinder ind fra egen kommune eller egen region. Herved vil princippet om selvvisitering være i fare. Som det er nu, indlogerer krisecentrene kvinder fra hele landet. På grund af volden er nogle kvinder nødt til at flytte langt væk fra manden. Det værste er, at hvis en kommune ikke kan finde et krisecenter til en rimelig pris, er der ingen forpligtelse til at hjælpe kvinden til et sådant sted. Kommunen kan finde andre og billigere løsninger, for eksempel nogle udslusningsboliger, hvor kvinder og børn så ikke vil få den specielle hjælp, som krisecentrene kan yde. Ifølge § 93 har kvinderne ret til anonymitet på et krisecenter. Da staten og amterne har refunderet store dele af udgifterne, har der mange steder været en brugerbetaling, som kvinderne selv kunne klare. De behøvede derfor ikke at involvere deres kommune. Fremover skal der betales fuld pris, og kommunen skal altid involveres. Den eneste anonymitet, der er tilbage, er kvindens og krisecentrets ret til ikke at fortælle, hvor hun bor. Man kan også stadigvæk henvende sig telefonisk eller personligt i et krisecenter og få anonym rådgivning. Jeg tror, man er på vej i en forkert retning. Erfaringen viser, at når det gælder samfundets svageste grupper, er det mest hensigtsmæssigt, at staten finansierer, da kommunernes økonomi er alt for trængt til at klare denne opgave. De svageste grupper har typisk brug for handling her og nu og fleksibilitet, og de har brug for en lav grad af bureaukrati. Det handler om hurtig hjælp, kvalificeret hjælp og omsorg. C E D A W k O n v e n T i O n e n CEDAW-KoMITEENS ANbEFALINGER oG REGERINGENS KApACITETSuNDERSøGELSE CEDAW-komiteen anbefaler, at regeringen skaffer de nødvendige økonomiske ressourcer til beskyttelse, støtte og hjælp til ofrene. Komiteen anbefaler også oprettelse af et tilstrækkeligt antal krisecentre. Ligestillingsministeriet har i forbindelse med handlingsplanen af 2002 fået foretaget en undersøgelse af kapaciteten på krisecentrene. Her kan man se, at der mangler krisecenterpladser, idet en fjerdedel af alle de kvinder, der ønsker krisecenterophold, ikke kan få plads det første sted, de henvender sig, men må prøve flere steder. Det betyder, at de kan risikere at skulle langt væk fra deres hjemegn for at få en plads. Da henvendelserne er anonyme, er det vanskeligt at opgøre nøjagtigt, hvor mange pladser der mangler, men der er nogle tendenser på landsplan, der viser, at København, de omliggende sjællandske amter, midtjyske amter og Fyn mangler pladser. Udenlandske kvinder opholder sig gennemsnitligt længere i krisecentrene, fordi deres sager typisk er komplicerede og tager lang tid at udrede. Men manglen på pladser hænger også sammen med, at nogle kvinder må blive for længe i krisecentrene på grund af mangel på boliger, fordi deres sag trækker i langdrag, eller fordi kvinden ud over volden også har svære sociale problemer, der kan tage lang tid. Som et eksempel kan nævnes en midaldrende kvinde af tyrkisk herkomst, der var gået fra et voldeligt ægteskab. Hun havde hverken netværket eller pengene til selv at finde et sted at bo. Hendes hjemkommune kunne kun tilbyde hende en lejlighed beliggende overfor eksmandens. Hun var ikke medlem i andre boligselskaber, og hun kunne ikke optages på boligakutlisten i krisecentrets kommune, for hér prioriterede man kommunens egne borgere og børnefamilier. Til sidst måtte krisecentret indkalde til et ekstraordinært møde med akutlisten, hvorefter kvinden fik en bolig via boligselskaberne. I mellemtiden havde hun optaget en plads på krisecentret i lang tid, hvilket betød, at pladsen var blokeret for andre kvinder, der kunne have behov for den. Undersøgelsen af kapaciteten på krisecentrene
Page 1 and 2: A R T I K E L S A M L I N G CEDAW F
Page 3 and 4: C E D A W k O n v e n T i O n e n
Page 9 and 10: KvINDEKoNvENTIoNEN oG FN Kvindekonv
Page 11 and 12: først denne forpligtelse i 2000. D
Page 13 and 14: KvINDEKoNvENTIoNENS FoRbuD MoD STER
Page 15 and 16: C E D A W 1 k O n v e n T i O n e n
Page 17 and 18: Jeg vil pege på to meget vigtige o
Page 19 and 20: kvindevenlig af egen fri vilje. Lig
Page 21 and 22: Artikel CEDAW-konventionen C E D A
Page 23 and 24: TAbEL 1 KvINDEREpRæSENTATIoNEN I D
Page 25 and 26: at ligestilling åbenbart ikke komm
Page 27 and 28: TAbEL LANDENE MED DEN HøjESTE KvIN
Page 29 and 30: C E D A W k O n v e n T i O n e n A
Page 31 and 32: er kvindens egen skyld. Nu ved vi j
Page 33: af mennesker med sociale og psykisk
Page 39 and 40: I FN-protokollen defineres menneske
Page 41 and 42: Lande, der har kriminaliseret købe
Page 45 and 46: Oveni at det samlede antal kvinder
Page 47 and 48: synlighed, i de tilfælde hvor kvin
Page 49 and 50: artikler om bekæmpelse af eftersp
Page 51 and 52: Artikel CEDAW-konventionen C E D A
Page 53 and 54: grafi blev ophævet gennem fjernels
Page 55 and 56: kønnet og i sidste ende sætter gr
Page 57 and 58: Artikel 11 CEDAW-konventionen C E D
Page 59 and 60: HuSMoRFAMILIEN - EN pARENTES I DANM
Page 61 and 62: Først og fremmest har den stigende
Page 63 and 64: Socialdemokratiet og venstrefløjen
Page 65 and 66: Artikel CEDAW-konventionen Artikel
Page 67 and 68: På lederposterne i erhvervslivet e
Page 69 and 70: Fordomme og myter om kvinder og mæ
Page 71 and 72: Artikel 1 CEDAW-konventionen C E D
Page 73 and 74: I en traditionel kollektivistisk fa
Page 75 and 76: kvinden nå at blive genstand for e
Page 77 and 78: være en ligeværdig partner med æ
Page 79 and 80: Alle er født lige, med samme retti
Page 81 and 82: Fadime Sahindal er ikke den eneste,
Page 83 and 84: Jeg har set skammen ramme nådeslø
Page 85 and 86:
C E D A W k O n v e n T i O n e n A
Page 87 and 88:
i handlingsplaner, der har etablere
Page 89 and 90:
har i hvert fald styrket den konser
Page 91 and 92:
AIDS. Implementering af CEDAW-konve
Page 93 and 94:
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Page 95 and 96:
• For det tredje mener jeg, at de
Page 97 and 98:
ders menneskerettigheder. For tiden
Page 99 and 100:
nerne været til diskussion, hvor m
Page 101 and 102:
C E D A W 100 k O n v e n T i O n e
Page 103 and 104:
Drude Dahlerup er professor i stats
Page 105 and 106:
a n s k k v i n D e s a m f u n D D
show all

Artikelsamling om CEDAW - Kvindekonventionen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?