[pdf] Aktiviteter hos ældre mænd fra etniske minoriteter

FAGlIGT
ETnISkE
MInOrITETEr
Aktiviteter hos ældre
mænd fra etniske minoriteter
Ønsker til hverdagslivet fra ældre mennesker fra etniske minoriteter, har stor
betydning for den danske ældreforsorg, da etniske minoriteter vil udgøre en ny
gruppe i social- og sundhedsvæsenet i fremtiden. Men der er meget få beskrivelser
af, hvilke ønsker de ældre selv har til deres fremtidige hverdagsliv
Ældre mænd fra etniske minoriteter
synes ikke at have mange aktiviteter i
det offentlige rum.
Nogle af de væsentligste aktiviteter er
lange, daglige gåture. Formålet med gåturene
er at få frisk luft, at møde andre
mennesker. Desuden er gåturene nødvendige
i forbindelse med indkøb, men
gåturene er også en afveksling i forhold
til at være hjemme i boligen hos familien.
En del bosniere nyder at stå ved Randers
Fjord med en fiskestang.” Der er
mange søer i Bosnien, så vi er vant til at
fiske.” For tyrkerne kan der også være
månedslange sommerrejser til hjemlandet.
Flere har kolonihave, hvor de tilbringer
en del af sommeren. Kolonihaven er
en afveksling fra de lejligheder de etniske
minoriteter ofte bor i. Haven giver
gode muligheder for at dyrke grøntsager
og også som et mødested til at grille.
Offentlige parker og lignende kan
være ramme om grillfester med familie
og venner, og det er ofte store familier,
der mødes.
En del mænd kommer i nationale
klubber. Her drikkes kaffe og te, her
snakkes, læses aviser og måske andre
sociale aktiviteter. For mænd, som ikke
behersker dansk, er klubberne et socialt
forum ud over familien. Familiens sygdomme
kan gøre, at de bruger meget
tid på sundhedssystemer
Kvinderne står for gæstebud, pasning
af børnebørn og pasning af familiens
gamle, med mændene som medhjælpere
og chauffører.
Vi oplevede, at de mænd, som var i
arbejde, og de mænd som var alderspensionister,
har position og roller og
får anerkendelse i det danske samfund.
få ønsKer til aKtiviteter
Bosniere og tamiler, som startede tilværelsen
i Danmark som flygtninge,
fortalte med glæde om arrangerede udflugter
til seværdigheder, for eksempel
Den Tilsandede kirke og Jesperhus
Blomsterpark, men det var noget som
skete i starten af deres tid i Danmark,
mens de var på asylcenter.
Det at se fjernsyn fra hjemlandet og
læse hjemlandets aviser spiller en stor
rolle, og under interviews fornemmede
vi de stærke følelser, der er i forhold til
det forladte land; mest tydeligt for
flygtningene – tamiler og bosniere –
Af Janna Sylvestersen, ergoterapilærer
og Ane Andersen, ergoterapilærer
men også for tyrkerne: ”For hvis jeg
vendte tilbage, var der også sket store
ændringer i Tyrkiet i løbet af 30 år.”
Der var meget få egentlige ønsker til
aktiviteter, der blev fremsat.
Vi fortolker ud fra det, der blev sagt
under interviewene, at mændene finder
glæde ved det samme som danske
mænd:
• Ikke noget højt aktivitetsniveau
• Maskuline arbejdslignende aktiviteter
• Mandlige fællesskaber
Men i modsætning til danske mænd
ønsker mænd fra etniske minoriteter
ikke politiske aktiviteter eller aktiviteter
med magt eller indflydelse.
Vi antager, at grunden til at mændene
ikke går efter indflydelse, for flygtningenes
vedkommende kan være en forsigtighedsreaktion,
da de har erfaret,
hvad det kan koste at være profileret
som gruppe. Derudover er en del af
mændene ældre og syge, og har ikke
mere de ressourcer og ambitioner, de
havde før.
Der er også manglende erfaring med
måden at organisere sig på, som det
sker med åbne tilbud i den danske foreningskultur.
•••
ergoterapeuten l januar 2008 l 25

FAGlIGT
ETnISkE
MInOrITETEr
Baggrund
Ønsker til hverdagslivet fra ældre mennesker
fra etniske minoriteter, har stor
betydning for den danske ældreforsorg,
da etniske minoriteter vil udgøre en ny
gruppe i social- og sundhedsvæsenet i
fremtiden. Men der er meget få beskrivelser
af, hvilke ønsker de ældre selv
har til deres fremtidige hverdagsliv.
Sundhedsstyrelsen har i en rapport
fra juni 2005 ”Kortlægning af aktiviteter
om forebyggelse og sundhedsfremme
tilrettelagt for etniske minoriteter i
Danmark” undersøgt forebyggende og
sundhedsfremmende aktiviteter tilrettelagt
specifikt for etniske minoriteter.
Her er påvist, at der er et meget stort
behov for at udvikle aktiviteter målrettet
til mændene. Ikke kun aktiviteter i
offentligt regi, men i lige så høj grad aktiviteter
som organiseres af frivilligt arbejde,
som for eksempel sportsklubber,
boligforeninger, eller af private netværk.
Derfor ønskede vi at høre fra de ældre
mænd fra etniske minoriteters selv,
hvilke aktiviteter de ønskede at deltage
i, sammen med hvem og i hvilke fysiske
rammer.
Hjemmet er traditionelt set kvindens
base, og arena for husmoderaktiviteter
som i et eller andet omfang skal varetages,
uanset alder og kulturkreds. Derfor
tænkte vi også, at mænd fra etniske minoriteter,
som ikke er på arbejdsmarkedet,
nemt kan blive husvilde eller
”hjemløse”.
Hjemliggørelsesprocesser
De ældre mænd fra etniske minoriteter
havde tydeligvis forskellig tilknytning
til Randers og til Danmark. En tilknytning
som ikke havde noget at gøre med
hvor længe de havde boet i Danmark,
tilknytning til arbejdsmarked, familie-
26 l ergoterapeuten l januar 2008
forhold og heller ikke med den fysiske
bolig.
Til at forstå denne forskel er vi blevet
inspireret af Christina Grünenberg og
Peters som skriver om hjemliggørelse,
”belonging” og forklarer, hvad der skal
til, for at nogen føler sig som nomader,
der blot for tiden bor i Randers, mens
andre føler, at de er sendt til Randers i
eksil.
Nomade
Her defineres hjemmet som noget bærbart,
der kan findes alle steder. For nomaden
er hjemmet en social konstruktion,
og kan dannes alle vegne. Nomaden
synes ,at tanken om et rigtigt hjem
er overromantisk og farligt. Hjem skabes
af viljen til at ville, og trang til forandringer.
Nomaden flytter oftest frivilligt.
Eksempel: Den ældre tyrker,
som hjælper sine børn i bageriet fortæller,
hvordan han fandt sig rette i Danmark:
”Man skal bare have noget arbejde,
lære sproget og så er der jo søde piger
alle vegne.”
Eksil
Her defineres hjem som en umulighed,
en som altid skuer mod horisonten og i
hvert fald midlertidigt bor det forkerte
sted, og længes mod hjem(landet). Det
er en fastboende, som har fået revet
rødderne til hjemlandet over. En person
i eksil flytter oftest af nød. Nomaden
synes, at personen i eksil sidder
fast i det samme.
Grünenberg siger, hvilke elementer
der skal til, når et nyt hverdagsliv skal
leves. De vigtigste elementer, når et nyt
hverdagsliv skal leve, konstrueres af
hjemliggørelsesprocesser:
• (Gen)skabelse af hverdags rutiner
• Transformationen af ukendte rum til
at blive kendte navngivne steder
• (Gen)etablere meningsfulde sociale
relationer og positioner
• Følelsen af at være anerkendt som en
værdifuld del af samfundet
Særligt de sidste punkter: At have relationer,
positioner og at følelsen at være
anerkendt i Danmark er problematisk
for de ældre mænd.
Mændene har i mange tilfælde kun boet
i Danmark efter arbejdslivets ophør.
Og i Danmark er det ofte arbejde der giver
relationer og i hvert fald position.
De sociale relationer og positioner
har de ældre mænd som oftest kun indenfor
familien eller deres egen etniske
gruppe.
Den tyske filosof Axel Honneth taler
om tre former for anerkendelse nemlig
den følelsesmæssige, den retlige og den
sociale anerkendelse. For ældre mænd
fra etniske minoriteter er den følelsesmæssige
anerkendelse i forhold til familien
ofte i orden. Den retlige anerkendelse
i forhold til landets love og
regler er også uproblematisk. Men flere
af de ældre mænd gav udtryk for, at de
manglede den sociale anerkendelse i det
danske samfund. Det skyldes sproglige
problemer og manglende accept af etniske
minoriteters levemåde og isolation
fra det danske samfund.
østens mennesKer
Den japansk-canadiske ergoterapeut
Michael Iwama beskriver nogle karakteristiske
kulturforskelle set fra et Vestligt
og Østligt perspektiv.
Ud fra en Østlig forståelse vil mennesker
betragte verden cyklisk, hvor
målet for livet er balance i livet her og
nu inden for det kollektiv, som livet leves
i. Ældre mænd fra etniske minoriteter
vil derfor ofte mene, at perspektivet
er afhængighed og forpligtigelse i

esume
En undersøgelse af aktivitetsønskerne for ældre mænd fra etniske minoriteter i Randers
viser, at ældre mænd fra etniske minoriteter lever et stille og roligt liv, som meget ligner
ældre danske ældre mænds. Mændenes aktivitetsønsker var beskedne og ikke særlig
klare, men de ville gerne høres. Vi vurderer, at de ældre mænd mangler position, sociale
relationer og anerkendelse for at føle sig hjemme i det danske samfund.
forhold til det kollektiv mændene lever i.
I Vesten derimod opleves livet reduktionistisk,
lineært, analyserende og problemløsende.
I Vesten forventer man, at
målet for mennesker er at have kontrol
og dominans og personlig autonomi.
Disse kulturelle forskelle kan måske
forklare, hvorfor mange af de ældre
mænd havde svært ved at have planer
og ønsker for fremtiden, da fremtiden
ikke passer med en kulturel forståelse,
hvor livets perspektiv er at opnå balance
her og nu. Hvor der ikke sker ændringer
uden at det sker i enighed og
harmoni indenfor kollektivet – Iwamas
engelske ord for perspektivet er ”being”.
Denne kulturelle forståelse er i modsætning
til det Vestlige perspektiv, hvor
vi hele tiden sætter mål for alle livets
forhold, fordi vi i Vesten gerne vil have
personlig autonomi til at løse individuelle
konkrete problemer. Iwamas engelske
ord for perspektivet er ”doing”.
Denne kulturelle forskel kan forklare,
hvorfor de ældre mænd fra etniske minoriteter
også havde vanskeligt ved at
forestille sig fremtidige ønsker, da
fremtiden skal forstås kollektivistisk.
dansKe mænd
Seniorforsker Henning Olsen har for
Socialforskningsinstituttet undersøgt,
hvilke aktiviteter danske mænd og
kvinder ønsker som ældre i fremtiden.
Mændenes højst prioriterede aktiviteter
om 10 år ved uændret helbred er: Samliv,
avislæsning, indkøb, madlavning/
TV, reparationer/familiesamvær, opvask,
rengøring/havearbejde.
Kun få har visioner om nye aktiviteter;
fremtiden handler om at fortsætte
de nuværende aktiviteter. Generelt er
mændenes aktivitetsniveau lavere og
mere smalt end kvindernes. Henning
Olsen fortolkning af resultaterne er, at
mændene ønsker aktiviteter med træk
fra arbejdslivet:
• Struktur
• Rationalitet
• Målrettet
• Håndværkspræget
• Sociale sammenhænge med potentiel
magt og indflydelse
Forslagene med henblik på ældre danske
mænds deltagelse i aktiviteter er:
• Inddragelse af mænds særlige behov
ved planlægning af aktiviteter
• Tilbud om aktiviteter der ligner arbejdslivet
• Tilbud om ”mandige” sports- og motionsformer
– med konkurrence, regler
og præstation
• Mandlige aktivitetsfællesskaber, hvor
de kan bekræftes som mænd
anBefalinger
For at få et nuanceret billede af de ældre
mænd fra etniske minoriteter er det
vigtigt at bruge professionel tolk og at
forstå deres kultur, hvor KAWA-modellen
er et bud på en overordnet forståelsesramme
på ikke-vestlige kultur.
For mennesker, der kommer som
borgere i et nyt land, kan et hjem skabes
gennem de fire punkter i hjemliggørelsesprocessen.
Et indsatsområde
kan være, at det offentlige sørger for, at
mændene kender relevante personer og
steder og prøver at give dem en rolle eller
funktion gennem aktivitet, for at de
skal få relationer og anerkendelse.
De ældre mænd fra etniske minoriteter
har sandsynligvis begrænset glæde
af åbne tilbud; en del af den danske foreningskultur,
som de ikke kender. Ved
en personlig invitation vil man derimod
være positioneret og anerkendt
som en velkommen del af et fællesskab.
Vi vurderer, at arrangerede aktiviteter,
for eksempel af boligforening, for-
eningslivet eller kommune, er mere realistisk
end at mændene selv arrangerer
aktiviteter.
Danske ældre mænd og ældre mænd
fra etniske minoriteter synes at leve
meget sammenlignelige liv. Deres aktivitetsønsker
i det offentlige rum er beskedne,
og mændene synes at ønske
mandlige aktivitetsfællesskaber, hvor
de kan bekræftes som mænd.
Den interaktionistiske analyse kan være
den metode, som analyserer, hvordan
konteksten, situationen og intervieweren
påvirker resultatet, og skaber en
mere nuanceret forståelse af historien.
I interviewet får mændene stemme og
rum.
•••
om projeKtet
Ergoterapeutforeningen praksispulje
og Randers Kommune har bidraget
økonomisk til projektet og
JCVU, Ergoterapeutuddannelsen i
Århus har bidraget såvel økonomisk
som med frikøb af timer. Projektet
er et delprojekt i VEGA-netværket,
under Dansk Gerontologisk
Forening
Ane Andersen, ergoterapilærer, tillægsfag
i Medicinsk Antropologi.
25 års arbejde i Århus kommune,
primært med ældre. Har tidligere
været med i praksisforskningsprojekt
af, hvad boligen betyder for
gamles hverdagsliv.
Janna Sylvestersen, ergoterapilærer,
Master i Køn og Kultur.
Forfatterne præsenterede delresultat
af undersøgelsen på Nordisk
Kongres for Ergoterapeuter i
Stockholm i april 2007.
For kontakt; jas@jcvu.dk
ergoterapeuten l januar 2008 l 27

FAGlIGT
Metode
Vi foretog research om ældre mænd fra etniske minoriteter;
demografi, sundhedsforhold. Vi orienterede os om situationen i
hjemlandene og de sparsomme erfaringer, der synes at være
med aktivitetssamarbejde med målgruppen,
Ergoterapeut Mariane Meldgaard, aktivitetsleder i Randers
kommune, skabte kontakt til flere af informanterne gennem
sundhedspersonale. Andre informanter fik vi kontakt med gennem
en tolk, og en enkelt informant fik vi gennem kontakt til
integrationsrådet i kommunen.
Vi foretog 13 kvalitative interviews med mænd mellem 50 og
75 år, efter en interviewguide, og udførte samtidige feltstudier.
Vores inklusionskriterier for informanterne, var primært at de
skulle være forskellige, i forhold til uddannelsesniveau, civilstand
og boligform, og at de kom fra de tre største ikke-vestlige
etniske minoriteter i Randers; Tyrkiet, Bosnien og Sri Lanka.
De fleste var ufaglærte, men bosnierne havde hvad der svarer
til en håndværksuddannelse. Tre af mændene var i arbejde,
mens to var folkepensionister og otte var førtidspensionister.
Mændene var gift og boede i små, pæne lejligheder, eller parcelhuse
i Randers by. Mændene havde børn og mange også
børnebørn, ofte i Randers, som de selv, og i hvert fald deres
koner, havde en omsorgsrolle overfor. Tyrkere og bosniere er
muslimer, og tamilerne er hinduer, men vi oplevede ikke religiøst
begrundet adfærd i forhold til os.
Mændenes sproglige formåen var således, at vi anvendte tolk under
otte interviews, og af de resterende fem var læseniveauet for
de tre sandsynligvis ikke sådan, at de kan læse en dansk avis.
De 13 mænd, vi har talt med, er ikke helt repræsentative for
gruppen. Eksempelvis er alle informanterne gift, hvilket næppe
kan gælde for alle i målgruppen, så måske har vi set de mere
velfungerende mænd, og det kan forklare hvorfor ensomhed
ikke er et resultat i undersøgelsen.
Det, at tolken primært har kontakt med mennesker med tolkebehov
i forhold til sundhedsvæsenet, kan forklare, at mange af
vores informanter havde fysiske sygdomme. Det har betydning
for i hvor høj grad vore resultater kan overføres til andre ældre
mænd fra etniske minoriteter.
Interviewene foregik der, hvor informanten ønskede det, enten i
deres hjem eller på et lokalcenter i byen. Under besøgene i
hjemmet, var der altid andre tilstede; hustru, moder, søn/datter
– enten i rummet eller tydeligvis tilstede i boligen. Det forstod
vi som tegn på, at vi ikke skulle være alene med informanterne,
kombineret med en vis agtpågivenhed og nysgerrighed fra
familiens side.
Alle aftalerne blev punktligt overholdt, hvilket ud fra vores research
kan ses ikke altid at være en selvfølge. Informanterne
var meget venlige og gæstfrie, men overholdt spillereglerne for
28 l ergoterapeuten l januar 2008
så vidt, at selvom flere inviterede os til at komme igen, så var
det på et niveau, hvor vi ikke blev forpligtet personligt.
Interaktionisk analyse
Ud fra en konstruktivistisk synsvinkel, så er der ikke nogle endegyldige
sandheder hos informanten, som intervieweren skal afdække.
Derimod forstås interviewet som et møde, hvor meningsindholdet
bliver forhandlet og skabt i et samspil under interviewet,
af informant og interviewer. Spørgsmålet er således
ikke om der har været en vis interviewereffekt, men hvordan
konteksten, situationen og intervieweren har påvirket resultatet.
Med udgangspunkt i Järvinens kapitel: ”Interview i en interaktionistisk
begrebsramme” fra antologien Kvalitative metoder i et interaktionistisk
perspektiv har vi i analysen, udover meningsindholdet,
derfor fokuseret på interaktionen mellem interviewer og
informant:
• Intervieweren som medproducent af viden
• Kategorisering af medlemskab
• Informantens selvfremstilling; face-work, indtryksstyring,
legitimerende forklaringer
Resultater af interaktionsanalysen er, at vi ikke oplevede specielle
forbehold i informanternes svar, fordi vi er kvinder. Det er jo
ikke er ensbetydende med, at de ville udtrykke sig på samme
vis overfor mænd. Den kategorisering som skete, var, at informanterne
optrådte som gæster overfor vi etniske danskere – de
udtrykte taknemmelighed, var meget positive og betonede ligheder,
mens vi forsøgte at få dem til at være kritiske og fortælle
om forskelligheder. De ældre mænd fra etniske minoriteter føler
måske at de skal stå i taknemlighedsgæld til Danmark, som tog
imod dem, og derfor også at det er svært at stille krav.
Derudover oplevede vi klart, at informanterne var på vagt over
for os: Hvem vi repræsenterede og selve hensigten med
undersøgelsen. Selvom vi fortalte hvem vi var og hvorfor vi
kom, så formåede vi ikke helt at forklare, hvem vi repræsenterede,
og hvad vores formål var. Sandsynligvis også fordi det
var udenfor informanternes erfaring, at det offentlige opsøger
borgeren uden bagtanke.
Vi vurderer, at interviewets meningsindhold blev påvirket, så
informanterne udtrykte lidt af et skønmaleri af deres hverdagsliv.
Informanterne ville gerne hjælpe os ved at fortælle deres
historie, de ville faktisk gerne høres, og bidrage til afdækning
af aktivitetsønsker. Vi fortolker det også sådan, at det giver en
rolle, position og anerkendelse at blive spurgt, og dermed
brugt som ressourceperson.
Tolken var med til at legitimere vores sag, som en kendt og
anerkendt person i de etniske miljøer.

Ali Sunto
Når vi kører af ved motorvejsindkørslen til Randers
fra lufthavnen, siger jeg: Så; nu er vi snart hjemme!
Ali er nu 59 år, han er gift og har to
voksne børn. Han har boet i Randers i
36 år. Han var 23 år da han kom til
Randers. Da Ali kom til Danmark boede
hans far og brødre her allerede.
– Jeg kommer en søndag aften og allerede
mandag morgen klokken seks, er
jeg klar til at arbejde på fabrikken, fortæller
Ali.
Ali har aldrig fået danskundervisning
da han kom for at arbejde. Han havde
planer om at tage tilbage til Tyrkiet, så
snart han havde tjent penge nok. Han
har arbejdet mange forskellige steder i
Randers som arbejdsmand.
– Jeg arbejdede i et sjak med fem andre
i en malerkabine. Da der skulle indskrænkes,
blev de fire andre fyret, men
de beholdt mig, og gav mig oven i købet
en lønstigning, men jeg var også den
hurtigste og dygtigste.
Ali bliver gift med en kvinde fra Tyrkiet.
De har en datter, som i dag er 19
år. Hun arbejder i en børnehave efter
studentereksamen, inden hun skal læse
videre. De har også en søn på 22 år,
som næsten er færdigudlært som håndværker.
Han blev gift sidste år med en
pige fra Tyrkiet, og parret har netop fået
Alis første barnebarn.
Ali arbejdede indtil for 14 år siden.
– Jeg har aldrig fået bistandshjælp. Jeg
vil gerne arbejde. Jeg fatter ikke dem,
der bare får bistand i 20 år. Jeg var bange
for bistand og kontanthjælp.
For 14 år siden kører Ali galt i en bil.
- Vi kører kun 60 km. i timen. Vi ved
ikke hvad der skete, men lige pludselig
svævede vi. Siden har jeg ikke arbejdet.
Jeg havde brækket skulderen, og der var
også noget med ryggen. Lægen sagde til
mig: Ali; du kan ikke arbejde mere. Si-
den har jeg fået førtidspension. Men jeg
vil stadig gerne arbejde et par timer dagligt,
men det er svært at finde et arbejde.
Hverdag
Om sommeren tilbringer ægteparret
meget tid i deres kolonihavehus, som
de har haft lige siden børnene var små.
Konen passer drivhuset og luger
ukrudt. Ali vander og slår græs. Den
flinke nabo klipper hækken. De overnatter
aldrig derude, en vane fra dengang
børnene var små, hvor børnene
foretrak at sove hjemme. I dag er begrundelsen,
at børnene hellere vil besøge
forældrene hjemme, eneste undtagelse
er nogle årlige grillfester.
Ali har været med til at starte en tyrkisk
klub. Han kommer stadig i klubben
en gang om ugen sammen med andre
mænd. En af aktiviteterne er at spille
kort, og taberen betaler kaffen.
Ali køber ofte en tyrkisk avis i kiosken,
da han foretrækker at læse avisen
hjemme i stedet for på biblioteket.
Rengøring, madlavning, indkøb og
vask ordner Alis kone.
- Men når jeg går nede i byen ringer
jeg og spørger om der er noget jeg skal
have med hjem fra Føtex, siger Ali.
Klokken 19 ser familien dansk Tvavis,
og derefter bliver der slået over på
tyrkisk fjernsyn.
Næsten hver dag kommer børnene på
besøg.
I vinterhalvåret er der kedeligt, er Ali
og hans kone enige om. Ali ville godt
have et arbejde et par timer, som kunne
supplere hans pension, men det er jo
svært at skaffe. Ægteparret siger, at der
ikke er noget for gamle mænd fra etniske
minoriteter i Randers. De kunne
forestille sig nogle værksteder, de kunne
lave lidt i.
Hvis Ali var gammel i Tyrkiet, ville
han hele tiden blive inviteret på kaffe
hos naboerne, men her er der ingen der
inviterer ind. Alligevel er det i Randers
han føler sig hjemme.
– Når vi kører af ved motorvejsindkørslen
til Randers fra luftfavnen, siger
jeg: Så; nu er vi snart hjemme!
fremtid
Alis planer for fremtiden er først og
fremmest knyttet til familien. Ægteparret
vil gerne hjælpe deres egne børn,
støtte svigerdatteren, som endnu ikke
kan dansk, og passe barnebarnet. Desuden
har Ali meget kontakt med sine
brødre. Faderen døde i Danmark, for få
år siden. Moderen, som stadig bor i Tyrkiet,
plejer ægteparret at besøge et par
måneder hver sommer. Brødrene har
forsøgt at få moderen til at bo i Danmark,
men det vil hun ikke.
Ali siger, at der er et tæt fællesskab
med de mennesker, der flyttede til
Danmark omkring 1970. Han mener,
at disse mennesker er meget bedre til at
støtte hinanden, end dem som er kommet
til Danmark i 80’erne. Samtidig
klager han over, at mange af dem er døde.
– Vi skulle arbejde hårdt. Bosnierne,
som kom senere end os, har haft det
meget lettere og har haft bedre tid til
fritidsinteresser, siger han.
Ali siger mange gange, at han gerne
vil have arbejde et par timer, men at
han ikke kan løfte.
Ali slutter af med at sige, at alting var
bedre i både Tyrkiet og Danmark i gamle
dage.
•
ergoterapeuten l januar 2008 l 29