De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo efter ... - DIIS

straf, skulle mindst tre dommere stemme for. Desuden udpegede hver af
de fire parter en chefanklager. Den i eftertiden mest kendte var (og er)
den amerikanske chefanklager Robert Jackson, der ikke blot spillede en
ledende rolle i forhandlingerne om London-aftalen og opbygningen af
tribunalet, men også udmærkede sig ved mange prægnante formuleringer,
her er f.eks. et berømt citat fra hans indledningstale: “At fire store
nationer, blussende af sejr og ramt af sår, holder hævnens hånd tilbage
og overdrager deres tilfangetagne fjender til lovens bedømmelse, er en af
de mest betydningsfulde tributter, som magten nogensinde har betalt til
fornuften. “ De anklagede kunne hver udpege en forsvarer efter eget ønske,
og der var meget dygtige forsvarere iblandt, f.eks. Otto Kranzbühler, som
i forsvaret af admiral Karl Dönitz formåede at fremskaffe en erklæring fra
den amerikanske admiral og øverstbefalende for Stillehavsflåden, Chester
Nimitz, om, at de tyske ubåde i krigsførelsen ikke havde gjort andet,
end hvad amerikanerne selv gjorde efter at have erklæret uindskrænket
ubådskrig mod japanerne i 1941, nemlig at sænke forsvarsløse japanske
skibe og deres besætninger.
Et praktisk–juridisk problem bestod i at kombinere de angelsaksiske og
kontinentale juridiske systemer. I den kontinentale retstradition, som vi
f.eks. kender i Danmark, lægges vægt på, at anklageskriftet er så præcist
som muligt; hele bevismaterialet fremlægges på forhånd, også til den
anklagede; og dommeren foretager afhøring og stiller spørgsmål, mens
anklager og forvarer spiller en mere tilbagetrukket rolle. I den angelsaksiske
retstradition behøver anklageskriftet ikke være så præcist formuleret;
bevismaterialet lægges frem i retten og kan indeholde mange overraskelser;
og både anklager og forsvarer spiller en meget aktiv rolle. Det er i selve
retssalen, at det afgøres, hvad der tæller med som bevismateriale i sagen.
På denne måde bliver landets lov i vid udstrækning formuleret ikke i
parlamentet, men gennem retssager (case law). Yderligere en vanskelighed
ved Nürnberg-domstolen bestod i at forene det politiske retssystem fra
Sovjetunionen med de vestlige retssystemer, som var baseret på uskyldsformodningen.
I den sovjetiske dommers opfattelse var skyldsspørgsmålet
allerede afgjort på forhånd, og dommernes eneste opgave var at udmåle
straffen. Men på trods af, at de vestlige retstraditioner havde visse indbyrdes
forskelle, var de dog så ensartede i forhold til det kommunistiske
retssystem, at mange afgørelser faldt ud med dommerstemmerne 3-1.
Det endte med, at den sovjetiske dommer afgav dissens vedrørende den
endelige dom.
Der var fire anklagepunkter.
Punkt 1 var en anklage om sammensværgelse med henblik på at begå
forbrydelser mod freden. Dette punkt kom med på amerikansk insisteren,
fordi det angiveligt ville forenkle retssagen: I stedet for at påvise individuel
skyld i hvert enkelt tilfælde kunne man nøjes med at påvise medlemskab
af en sammensværgelse, og hvis sammensværgelsen var forbryderisk, ville
DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo
13