De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo efter ... - DIIS

Valget af Nürnberg var både praktisk og symbolsk. Ganske vist var
det internationale militærtribunal officielt placeret i Berlin, men der
var gode grunde til at gennemføre retssagen i Nürnberg. Byen var et
arnested for nazismen og hjemstedet for de berygtede Nürnberg-love
fra 1935, som blandt andet fratog jøderne retten til tysk statsborgerskab
og kriminaliserede ægteskab og seksuelle forbindelser mellem jøder og
tyske statsborgere. Det var også her, at de kæmpemæssige nazistiske
partikongresser med optog og demonstrationer med hundredtusindvis
af deltagere blev afholdt, hvilket f.eks. Leni Reifenstahl har skildret i
filmen Viljens triumf om partidagene i Nürnberg i 1934. Desuden var
justitspaladset med den tilhørende fængselsbygning forholdsvis uskadt
af de allieredes bombardementer.
Blandt de eftersøgte nazister kunne man ved krigens slutning stryge
nogle af de mest prominente navne fra de forskellige lister, der var ved
at blive udarbejdet. Føreren Adolf Hitler, propagandaministeren Joseph
Goebbels og SS-lederen Heinrich Himmler havde alle begået selvmord,
mens lederen af hovedkontoret for rigets sikkerhed og stedfortrædende
statholder i protektoratet Böhmen-Mähren, Reinhard Heydrich, var
blevet dræbt ved et attentat allerede i 1942.
Der var i alt 24 anklagede, heriblandt lederen af den tyske arbejdsfront
Robert Leys, som begik selvmord få dage efter at have modtaget anklageskriftet,
og våbenfabrikanten Gustav Krupp, der var blevet udvalgt som
repræsentant for den gruppe erhvervsfolk, der økonomisk medvirkede til
Hitlers oprustning. , Anklagen blev imidlertid frafaldet på grund af den
75-årige Gustav Krupps fremskredne senilitet. Man kunne nemt have
anklaget sønnen Alfried Krupp, der havde overtaget firmaet i 1943, men
det skete ikke ved denne lejlighed (han blev i 1948 ved en efterfølgende
retssag under afnazificeringsprogrammet idømt 12 års fængsel og løsladt i
1951). Blandt de 22 øvrige anklagede kom 21 til at sidde på anklagebænken.
Martin Bormann var forsvundet, men endnu ikke erklæret død, og
man gennemførte retssagen mod ham in absentia. Se figur 1.
Som det fremgår, blev der afsagt 12 dødsdomme, hvoraf de 10 blev eksekveret
ved hængning den 16. oktober 1946. Hermann Göring begik
selvmord få timer før henrettelsen. Martin Bormann var omkommet
under flugt i Berlin i starten af maj 1945. Resterne af hans lig blev fundet
i 1972 og endegyldigt identificeret ved en DNA-test i 1998.
Tre blev idømt livsvarigt fængsel, to fik 20 års fængsel, én fik 15 års fængsel
og én fik 10 års fængsel. Desuden blev tre frifundet og løsladt. Det sidste
var nok så bemærkelsesværdigt og har medvirket til at give Nürnbergdomstolen
et positivt omdømme, fordi det vidnede om en retfærdig
retssag. Det var samtidig udtryk for vanskelighederne ved at ‘ramme
rigtigt’ i udvælgelse af de anklagede og formulering af anklagerne i den
første retssag af denne karakter. Ved den efterfølgende Tokyo-domstol
DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo
15