Transkønnet informationer - EMJ-forlaget

Man kan have et ekstremt stort behov for at markere sig eller fremtone maskulint, have
det bedst med at være kønsmæssig neutral, eller have det bedst med at markerer sig
eller fremtone ekstremt kvindeligt.
Der er ingen, der er så tossede , at de vælger at blive transseksuelle, men der er nogle af os,
der er så uheldige at være født som transseksuelle, der vælger at gøre noget ved det.
Langt de fleste transseksuelle har meget tidligt, eller så længe de kan huske, følt sig som og
identificeret sig med det biologiske modsatte køn.
Følelsen af at være havnet i den forkerte krop , eller været blevet kønsmæssigt fejldefineret, er
så stærk, vedvarende og altomfattende, at man ikke kan holde det ud eller forliges med, at
forblive i et kompromis med sin egen selvopfattelse og omgivelsernes opfattelse af sit køn, og
deres forventninger til dig desangående.
Først når alt er prøvet, og man ikke kan forlige sig med at leve i et kompromis. Først dér
beslutter man sig for at gøre noget ved sin transseksuelle tilstand.
Det første og grundlæggende skridt er, at man 100 % erkender over for sig selv og er afklaret
med, at man altid har været, er og vil leve resten af livet i overensstemmelse med sit
identitetsmæssige køn.
Det næste skridt er, at man tør stå frem og erklære sin sande kønsmæssige identitet overfor
sine nærmeste, ens arbejdsplads og overfor resten af ens omgivelser.
Om man vil gå flere skridt fremad i form af hormonbehandling, kirurgiske indgreb og i sidste
instans imod en egentlig kønsskifteoperation er meget individuelt.
Et egentligt kønsskifte lader sig i praksis ikke gøre. Det kan kun lade sig gøre at lave
modificerende eller tillempede tiltag, især for FTM ernes (Kvinde til mand) vedkommende.
Det er meget individuelt, hvor langt den enkelte i praksis kan gå og, hvor gode resultater man
kan opnå. Graden af hvor langt den enkelte vælger at gå, siger derfor nødvendigvis ikke noget
om, hvor transseksuel personen er.
Her i landet er lægelig behandling hen imod kønsskifte meget svært tilgængelig. For de få som
det lykkedes for er det en meget langsommelig, nedslidende og i mere end én forstand
omkostningsfuld vej at gå.
Derfor er det irriterende og i og for sig ret så irrelevant, at omgivelserne ofte er meget
nysgerrige efter at få af vide, om og i hvilket omfang en transperson er i gang med, eller har
fået foretaget, et fuldt kønsskifte.
Kønsidentiteten sidder ikke mellem benene men mellem ørene.
Man føler sig som transseksuel ikke som mere eller mindre mand eller kvinde afhængig af,
hvordan og i hvilket omfang ens krop fremtoner eller ikke fremtoner med kønsmæssige
manifestationer.
Det forholder sig stik omvendt: De der vælger og er så heldige at få mulighed for lægelige
kønsmodificerende tiltag, gør det primært for at få deres krop til at stemme overens med deres
kønsidentitet, sekundært gør de det, for at omgivelserne tydeligere kan se, hvordan de
kønsmæssigt opfatter dem selv.
Man kan derfor ikke bedømme graden af en persons transkønnethed ud fra, hvor langt denne
har valgt og eller, hvor langt vedkommende har haft mulighed for at få kønsmodificeret sin
krop.
Vi tager den lige én gang til: Kønsidentiteten sidder ikke mellem benene men mellem
ørene.
Bedøm derfor aldrig en gave på indpakningen, for så kan du komme til at tage grueligt fejl og
såre et andet menneske.
At være transseksuel betyder ikke nødvendigvis, at man har behov for at markerer sig eller
fremtone ekstremt modsatrettet sit biologiske køn.
En transmand (kvinde til mand) behøver ikke at identificerer sig med og nteresserer sig for
61