Transkønnet informationer - EMJ-forlaget

og han skulle erstatte T-shirten. Jeg blev blot sendt hjem for at skifte tøj.
Jeg syntes det var enormt uretfærdigt overfor drengen, at han havde fået så meget ballade. Vi
havde jo været lige gode om at slås. Det at jeg var blevet skånet for mere ballade, opfattede
jeg blot som en yderligere ydmygelse, fordi jeg ikke betragtede mig selv som en pige.
Efter sådanne ofte forekommende ydmygelser og nederlag, hvor jeg blev konfronteret med min
egen og omgivelsernes divergerende opfattelser af mit køn, havde jeg brug for at lukke
omverdenen ude og bare være mig selv. Fra jeg var ca. 4 til jeg var knap 10 år, havde jeg et
sådan frirum i mine forældres garderobeskab.
Mine forældres garderobeskab var et stort et af slagsen, hvor man åbner et par dobbeltdøre og
kan gå helt ind i et klædeskabsrum. Til højre side var min fars garderobe og til venstre, svært
barrikaderet med gulv til loft høje stabler af skotøjsæsker, var min mors.
Indersiden af garderobeskabsdørene, loftet og bagvæggen var beklædt med spejle, der kunne
oplyses af knitrende lysstofrør.
I bunden af min fars garderobe, under det tøj, der var for slidt til at gå med, men var for pænt
til at blive taget i brug som arbejdstøj, havde jeg, løbende over årene, gemt et af min
storebrors aflagte sæt JBS undertøjs og en bøllehat.
Når livet blev for surt , krøb jeg ind i garderobeskabet og iklædte mig min storebrors aflagte
undertøj, for at kompenserer for min kønsmæssig manglende habitus. Jeg proppede det lange
hår, min far tvang mig til at have, ind under bøllehatten og knugede armene om knæene,
medens jeg betragtede spejlbilledet af den dreng, jeg inderst inde var.
Dette frirum var nødvendigt, for at jeg kunne holde sammen på mig selv som et helstøbt
menneske og for, at jeg kunne klare omverdenens opfattelse af og forventninger til mig og mit
officielle køn.
Desværre opfattede min mor min tilbagetrækning til mit frirum som noget perverst , der med
vold og magt skulle straffes og bekæmpes og det blev det.
Mit behov for at trække mig tilbage og få fred for omverdenen, i garderobeskabet, var for stort
til, at jeg trods repressalier kunne lade være. Dette kulminerede med min mors fejlopfattelse og
stigende frustration over, at hun ikke kunne stoppe mig. Det skabte en uheldig voldsoptrapning
fra hendes side, der med årene blev værre og spredte sig udover garderobeskabet, hvilket har
forpestet og gennemsyret vores indbyrdes forhold i en meget uheldig og negativ retning.
Jeg både frygtede og hadede min mor, der ligeledes frygtede og hadede min anderledeshed ,
som ingen af os dengang kunne sætte ord på.
Vores forhold blev ikke bedre af, at jeg som ung blev afsløret i at være intimt sammen med en
pige, hvorefter min mor drak sig fuld og i sin brandert, tudende kravlede rundt på gulvet og
forlangte at få af vide, hvad hun dog havde gjort, siden jeg var blevet så pervers .
Med tiden opgav jeg min mor og kom også til at foragte hende.
Desværre gjorde min mor sig aldrig den ulejlighed at lære mig at kende, fordi hun ikke ville
acceptere den jeg er.
Min far var et varmt og hjerteligt men også et noget frembrusende og ubetænksomt menneske,
der forholdt sig helt anderledes til min transseksualitet.Hele min barndom havde han
ekstraordinært travlt med at fortælle mig, at det var meningen og at det var perfekt, at jeg var
blevet en pige, eftersom de havde fået en dreng først.
Min far var glad for og stolt af mig. Han plejede at sige: Du er mig i pigeudgave .
Selvom det blev sagt i kærlig anerkendelse, fyldte den vending mig med sorg og smerte, fordi
jeg vidste, at jeg aldrig kunne komme til at leve op til hans forventninger til mig, og fordi ikke
engang han, min helt og mit store forbillede, så mig, som den jeg var fars dreng.
Som sagt gav min far mig meget kærlighed og anerkendelse, selvom han jævnligt prøvede at
opfordre mig til, at opføre mig mere feminint og ihærdigt, vedholdenhed livet igennem prøvede
at manipulere mig i den retning.
Eksempelvis forbød min far mig af gå til fodbold, da jeg som 8-årig plagede om at få lov til at gå
64