Transkønnet informationer - EMJ-forlaget

kønsmæssig balance i søskendeflokken.
Mine forældre, der var fra henholdsvis 1932 og -35, havde på hver deres måde svært ved at
forstå og accepterer, at jeg kønsmæssigt var anderledes . Det er nok hovedårsagen til, at jeg i
27 år levede et uudholdeligt dobbeltliv, før jeg relativt sent i livet, mange år efter mine forældre
døde, valgte at tage de første skridt imod et egentligt kønsskifte og 100% sprang ud som
transmand.
Jeg bryder mig egentlig ikke om begrebet: at springe ud , da jeg altid har været, den jeg er.
Jeg kan bedre lide at kalde det: at slå over , da det jo egentlig bare er at gøre det 100%,
som man altid har gjort og altid har haft mest lyst til at gøre.
Der er aldrig et rigtigt tidspunkt at slå over på. Det vil altid skabe problemer i form af
misforståelser, uforståenhed, udfordringer og en masse både positiv og negativ
opmærksomhed, som jeg personligt helst ville have været foruden.
Når man hele livet har været anderledes , vil man bare gerne være og opfattes helt normal.
Det er skønt at kunne slappe af, bare være sig selv hele tiden, og slippe for at blive tvunget til,
at skulle spille skuespil for at undgå problemer og leve op til andres virkelighedsopfattelse. Det
er en form for lykke, som jeg sætter stor pris på og er taknemmelig for endelig dagligt at kunne
nyde.
Der er ofte en stor skyldfølelse forbundet med at være transseksuel.
Man har skyldfølelse over ikke at slå til i forhold til ens biologiske køn.
Man har skyldfølelse over ikke at kunne leve op til ens forældres, søskendes og den øvrige
omverdens forventninger til en.
Man har også skyldfølelse over, ikke at kunne leve op til ens egne forventninger til en selv, for
man vil jo gerne være lige som alle andre - som barn ville jeg i hvert tilfælde gerne, men jeg
kunne ikke.
Min mor var en traditionel kvinde, der til trods for, at hun som andre kvinder i 1960érne
70érne kom ud på arbejdsmarkedet, fortsat stod for alle de huslige forpligtelser og pasning af os
børn. Det var en for stor opgave for hende, der voksede hende over hovedet og druknede hende
i et ulykkeligt ægteskab, med en utro mand, et lavt selvværd og et vedholdende
alkoholmisbrug.
Min mor insisterede på, at jeg jævnligt skulle have kjoler og nederdele på.
Jeg var ferm til at hive søm lidt ud af væggene, hvorpå jeg senere kom til at flå mine skørter
itu og opfandt avancerede faldteknikker, som kunne flå mine kjoler i stykker.
Allerede som 4-årig var jeg udspekuleret nok til, for at slippe ud af et hvidt strutskørt, at
komme til at læne mig op af en nymalet sort væg. Det afstedkom, som så mange gange
senere, en grundig gang klø fra min mors side, som jeg ofte var villig til at tage for at slippe ud
af skørterne.
Min mor blev ked af det og vred, hvilket medførte skam- og skyldfølelser, især når jeg havde
ødelagt en af de kjoler, min mor selv havde syet til mig.
Man kan ikke klatre ordentlig i træer og lege i skørter, uden at de hæmmer ens
bevægelsesfrihed. Man ser tøset ud i dem, og jeg hadede at gå med dem især i skolen, hvor
drengene hev op i vores små lårkorte 60ér og vores patchwork-befængte 70érskørter, hvilket
ofte førte til slåskampe, når jeg blev nød til at rette op på mit krænkede selvværd.
Under en af de utallige slåskampe i skolegården med en dreng, der havde hevet op i min
nederdel, som jeg ikke turde ødelægge, fordi min mor selv havde syet den, var drengen
kommet til at flå min T-shirt itu, så et af mine gryende bryster blev blottet. Jeg følte mig
særdeles ydmyget, flov og var samtidig rasende på drengen.
Gårdvagten greb fat i og holdt os i hver sin udstrakte arm. Jeg forsøgt svært pinligt berørt at
dække over det blottede bryst, medens gårdvagten bebrejdende og skarpt sagde: ”Pæne piger
slås ikke , hvorefter han slap mig og ruskede og skældte drengen voldsomt ud, fordi han
havde været oppe at slås med en pige og ødelagt hendes tøj. Drengens forældre blev kontaktet
63