3 - Hjerneskadeforeningen

HOVEDCIRKLEN 

HOVEDCIRKLEN 

Hjerneskadeforeningen 

Nummer 4 · December 2012

Hjerneskadeforeningens lokale afdelinger 

REGION HOVEDSTADEN 

EGEDAL 

Formand: Sanny Freund 

✆ 4818 4031 – 4029 2731 

e-mail: ksfreund@privat.dk 

FREDERIKSSUND 

Formand: Frank Sørensen 

✆ 4752 8703 

e-mail: dursben@mail.dk 

FURESØ 

Formand: Helle Bomgaard 

✆ 2177 5755 

e-mail: helle@bomgaard.com 

HALSNÆS 

Formand: John Mortensen 

✆ 4774 5157 

e-mail: vito.obo@mail.dk 

HELSINGØR 

Formand: Marie Klintorp 

✆ 4970 3130 

e-mail: marie.klintorp@hjsf.dk 

NORDSJÆLLAND 

Formand: Lisbeth Holmgaard 

✆ 2346 9697 

e-mail: sydkajen@mail.dk 

STORKØBENHAVN 

Formand: Lene Juul 

✆ 2229 2201 

e-mail: lenejuul@gmail.com 

REGION SJÆLLAND 

KØGE BUGT 

Formand: Willy Andersen 

✆ 5614 0744 

e-mail: kiwiand@get2net.dk 

SYDSJÆLLAND, MØN OG 

LOLLAND-FALSTER 

Formand: Arne Høegh 

✆ 5486 4300 

e-mail: agh@dlgpost.dk 

VESTSJÆLLAND 

Formand: Lise Kiving 

✆ 2299 3972 

e-mail: lise-n@live.dk 

REGION NORDJYLLAND 

HIMMERLAND 

Formand: Tove Swartz 

✆ 30 52 48 03 

e-mail: toveswartz@mail.dk 

AALBORG/VENDSYSSEL 

Formand: John Andersen 

✆ 2121 3818 

e-mail: john@cityhouse.dk 

THISTED-MORS 

Formand: Anne Marie Lodahl 

✆ 24 42 59 50 

e-mail: frede-lodahl@mail.dk 

REGION MIDTJYLLAND 

HEDENSTED-HORSENS 

Formand: Berit Nybroe 

✆ 7567 3646 - 2274 9546 

e-mail: bnybroe@mail.dk 

MIDT/VESTJYLLAND 

Formand: Elmer S. Gade 

✆ 9712 5461 

e-mail: elmer@gade.mail.dk 

RANDERS 

Formand: Ole Støvring 

✆ 2117 7330 

e-mail: olestoevring@live.dk 

SILKEBORG 

Formand: Anne Grethe Nyborg 

✆ 2984 6114 

e-mail: agpedersen@privat.dk 

SKIVE 

Formand: Tracy Fleur Pedersen 

✆ 2158 0659 

e-mail: hjsf.skive@mail.dk 

VIBORG 

Formand: Niels Jacob Vestergaard 

✆ 4018 3135 

e-mail: njv@vestergaard.mail.dk 

ÅRHUS/ØSTJYLLAND 

Formand: Jette Sloth 

✆ 7841 4488 

e-mail: js@hjerneskadeforeningen.dk 

REGION SYDDANMARK 

FREDERICIA, KOLDING 

OG VEJLE 

Formand: Carsten Lykke-Kjeldsen 

✆ 2720 0839 

e-mail: CL@Munkensdam.dk 

FYN 

Formand: Ingemann Jensen 

✆ 6473 1167 

e-mail: inje@post3.tele.dk 

HADERSLEV 

Formand: Alite Karoline Petersen 

✆ 7453 3743 

e-mail: alite@webspeed.dk 

SYDFYN 

Formand: Lonnie Braagaard 

✆ 2393 3355 

e-mail: lonnie@hobby-art.dk 

SYDVESTJYLLAND 

Formand: Alex Jensen 

✆ 4011 3077 

e-mail: alexjensen54@live.dk 

SØNDERBORG 

Formand: Pia J. Ketelsen 

✆ 2047 4349 

e-mail: f29560@danfoss.com 

AABENRAA / TØNDER 

Formand: Erling Kaspersen 

✆ 7468 7334 

e-mail: eogkkaspersen@hotmail.dk 

Protektor for 


Hendes Kongelige 

Højhed 

Kronprinsesse Mary 

Hjerneskadeforeningens Landskontor: 

Handicaporganisationernes Hus 

Blekinge Boulevard 2 

2630 Taastrup 

✆ 4343 2433 

Fax 4342 2430 

Bank reg.nr. 3348 konto 3348346849 

e-mail: info@hjerneskadeforeningen.dk 

www.hjerneskadeforeningen.dk 

RÅDGIVNING: 

Tirsdag – (telefonrådgivning) kl. 17-19 

Fredag – (telefonrådgivning) kl. 10-13 

✆ 6038 4119 

Socialrådgiver Eva Hollænder 

e-mail: 

eva@hjerneskadeforeningen.dk 

Den sociale rådgivning kan trække 

på bistand fra følgende fagpersoner: 

Speciallæge i neurologi 

Aase Engberg 

e-mail: 

info@hjerneskadeforeningen.dk 

Neuropsykolog 

Henning Olsen 

e-mail: 


Neuropsykolog 

Brita Øhlenschlæger 

e-mail: 


Birgitte 

Jørgensen 

Speciallæge i psykiatri 

Dorte Marie Pedersen 

e-mail: 


Er der behov for en direkte kontakt mellem 

medlem og fagpersoner, vil denne blive formidlet 

af socialrådgiver. 

AKUT STØTTE FOR PÅRØRENDE (ASP) 

Er du pårørende til en person, der pludselig er ramt af 

ulykke eller sygdom, som påvirker hjernen? 

Du kan henvende dig direkte til ASP gennem Hjerneskadeforeningen 

på tlf. 4343 2433 

OM TELEFONRÅDGIVNINGEN: 

Når der rettes henvendelse til rådgivningen, vil vi 

registrere henvendelsesårsager, samt hvilken lokalitet i 

landet man ringer fra. Registreringen skal tjene til at pege 

på generelle behov og mangler for skadede og pårørende. 

Al brug af registreringen vil naturligvis ske i anonymiseret 

form. 

De hyppigste årsager til hjerneskader er: 

Kranietraume: Slag mod hovedet som følge af ulykker 

eller vold. Trafi kulykkerne står for 75% af tilfældene. 

Apopleksi: Slagtilfælde som følge af blodprop eller 

blødning i hjernen. 

Andre udløsende årsager: Infek tions syg dom me som 

hjernebetændelse, tumorer, iltmangel ved hjertestop, 

samt organiske opløsningsmidler.

ANNONCETEGNING: 

Dansk Blad Service ApS 

Vestergade 11 A · Postboks 16 

5540 Ullerslev · Tlf. 7070 1225 

info@danskbladservice.dk 

Alle spørgsmål vedrørende 

annoncer bedes rettet hertil. 

Ambassadør for 


Sanne Salomonsen 

DIREKTION 

Direktør: Svend-Erik Andreasen 

✆ 2232 1644 

e-mail: 

sea@hjerneskadeforeningen.dk 

HOVEDBESTYRELSE 

Formand: Niels-Anton Svendsen 

✆ 2637 3777 

e-mail: 

Niels-anton@niels-anton.dk 

Næstformand: Elmer S. Gade 

✆ 9712 5461 

e-mail: 

elmer@gade.mail.dk 

Mogens Bomgaard 

✆ 4448 4065 

e-mail: 

mogens@bomgaard.com 

Marie Klintorp 

✆ 4970 3130 

e-mail: 

marie.klintorp@hjsf.dk 

Jette Sloth 

✆ 7841 4488 

e-mail: 

js@hjsf.dk 

Tracy Fleur Pedersen 

✆ 2158 0659 efter kl. 15 

e-mail: 

HJSF.Skive@mail.dk 

Frede Schultz 

✆ 4731 3418 

e-mail: 

frede.schultz@youmail.dk 

SUPPLEANT 

Lonnie Braagaard 

✆ 2393 3355 

e-mail: 

lonnie@hobby-art.dk 

Grafi sk tilrettelæggelse og layout: 

Rosengrenen ApS · Tlf. 8695 1566 

Tryk: Glumsø Bogtryk 

indhold: 

HOVEDCIRKLEN 


Nummer 4 · December 2012 

13 

33 

Forside: 

Vi er midt i december måned, 

og 2½ vintermåned 

ligger endnu foran os! Men 

inden har vi endnu engang 

oplevet den fascinerende og 

tankevækkende kombination 

af skønhed og forfald, som efteråret 

på vore breddegrader 

byder os hvert år. 

Rådgivning 

Akut støtte for pårørende (ASP) 

Hvad sker der i din lokalafdeling? 

2 

Adresseændring! 3 

Leder 5 

Retssikkerhed 

En bombe under borgernes 

6 

retssikkerhed 7 

Store fl exjob-forringelser 8 

Dispensation fra regler i BPA 

(Borgerstyret Personlig Assistance) 

Uddannelsesavisen 9 

OBS! Genoptræningsplaner! 11 

Absurd fravalg af genoptræning 13 

Kommentarer til anbefalinger til 

kommunerne fra 

Kommunernes Landsforening 14 

Strukturreformen set i relation til 

Handicapkonventionens intentioner 20 

Millioner ud af vinduet? 23 

Frivillige skal bevare den 

civile ulydighed 

Dr. Madsens testamente 25 

Forskningsprojekt om åreforkalkning 29 

HovedHuset 31 

Hjerneskadeforeningens 

Landskontor er fl yttet i nye lokaler 

En rund fødseldag - 

og et vemodigt farvel! 33 

Det centrale Handicapråd 

Legater 35 

Manuskripter øger 

funktionsniveauet hos borgeren 37 

Mindeord 41 

Hjerneskade, hvad er følgerne? 43 

Skaf fl ere medlemmer 

Donationer til foreningen 45 

Din arv - hvem skal bestemme? 48 

Hvad sker der i din lokale afdeling? 

På det vedhæftede 12 siders indlæg midt i bladet, samt på Hjerneskadeforeningens hjemmeside, 

www.hjerneskadeforeningen.dk kan du bla. holde dig orienteret om aktiviteter i din lokale afdeling. 

Som medlem af Hjerneskadeforeningen hører du til en lokal afdeling, der har egen bestyrelse og 

som står for lokale arrangementer m.m. 

Adresseændring! 

Er du fl yttet? Husk at oplyse din nye adresse til Hjerneskadeforeningen på tlf. 

4343 2433 eller e-mail: info@hjerneskadeforeningen.dk - Du kan også sende din fl yttemeddelelse til: 

Hjerneskadeforeningen, Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Tåstrup 

Hovedcirklen ansvarshavende: Bestyrelsens forretningsudvalg - ISSN 1396-7924 | Redaktion: Svend-Erik Andreasen | Deadline 

2013: Nr. 1: 12. febr. 2013 · Redaktion af dette blad sluttede den 30.11.2012 · Næste nummer udkommer marts 2013. 

Abonnement: Abonnement og medlemskab koster kr. 250,- og tegnes ved henvendelse til Hjerneskadeforeningens kontor. Redaktionen 

modtager gerne artikler til bladet. Helst på CD eller e-mail. Send gerne billeder med. Artikler i bladet dækker ikke nødvendigvis 

Hjerneskadeforeningens synspunkt med undtagelse af lederen. Gengivelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse. 

Hjerneskadeforeningen er en uafhængig brugerstyret interesseorganisation, der arbejder for hjerneskaderamte familier. 

HOVEDCIRKLEN 3

Status år 2012 

Året 2012 nærmer sig sin afslutning, 

og det er tid til at gøre status 

Af Niels-Anton Svendsen, landsformand 

Vores konstruktive dialog med Kommunernes 

Landsforening (KL) var en medvirkende 

årsag til, at KL i september udsendte 10 

anbefalinger til kommunerne, om hvordan 

de burde løse deres ansvar for deres hjerneskaderamte 

borgere. 

Hjerneskadeforeningen hilser anbefalingerne 

velkomne og er enige i, at realiseres 

anbefalingerne, vil vi være nået et langt 

skridt i retning af at få rådet bod på kommunalreformens 

problemer. Problemet er, 

at anbefalinger kan følges, men den enkelte 

kommune kan også lade være! 

I Hjerneskadeforeningen arbejder vi derfor 

på et forslag om morgendagens organisering 

og fi nansiering af det kommunale 

ansvar. Hjerneskadeforeningens forslag vil 

på mange områder ligge tæt op af KLs anbefalinger, 

men vi ønsker anbefalingerne gjort 

bindende, og det kan kun ske ved hjælp af 

Folketinget. 

Den 13. oktober 2012 viste DR1 Dokumentaren 

udsendelsen ”Pigen der ikke ville dø” 

om Carina, hvor hospitalet standsede behandlingen 

med henvisning til, at enten 

ville Carina ende som ”grøntsag” eller hjernedød 

– og de pårørende blev stillet overfor 

spørgsmålet om organdonation. 

Det var en meget stærk udsendelse, som fi k 

mange familier til at skrive til DR om egne 

tilsvarende oplevelser. I Hjerneskadeforeningen 

har vi haft lejlighed til at læse en 

række af disse rystende indlæg. 

I spørgsmålet om organdonation indgår 

mange etiske problemstillinger. Spørgsmål 

som den enkelte selv bør tage stilling til, 

så det ikke overlades til de pårørende i en 

kritisk situation. 

Kriterierne for at man kan erklæres hjernedød 

indebærer bl.a. at der skal foretages 

6 forskellige refl eks-test med henblik 

på at konstatere, hvorvidt hjernestammen 

fungerer. 

Testen skal foretages af 2 læger, hvoraf den 

ene skal være speciallæge i neurologi eller 

neurokirurgi – og der skal gå mindst 1 time 

mellem de 2 undersøgelser. 

Såfremt blot én af disse refl eks-test viser 

reaktion, kan patienten ikke erklæres hjernedød. 

Hjerneskadeforeningen har skrevet til Sundhedsministeren 

med henblik på at få sikkerhed 

for, at lægen – i overensstemmelse 

med lægeløftet – gør sit yderste for at bevare 

den skaderamtes liv. Der må ikke herske 

tvivl om lægens udmeldinger i denne meget 

kritiske fase. 

Organdonation er af største vigtighed for en 

række mennesker med sygdomme, der kan 

afhjælpes via organdonation. 

Hjerneskadeforeningen skal derfor opfordre 

alle til sammen med deres familie at 

drøfte spørgsmålet om organdonation med 

henblik på en stillingtagen til dette svære 

etiske spørgsmål. 

Al dialog med ministre i dette efterår afsluttes 

med en standardbemærkning: ”Vi 

afventer evalueringen af kommunalreformen”, 

som forventes at komme umiddelbart 

i det nye år. 

Hjerneskadeforeningen har skarpt kritiseret 

evalueringsprocessen, hvor man lader de 

embedsmænd, der har stået bag reformen 

evaluere deres eget arbejde. 

Hjerneskadeforeningen er på nuværende 

tidspunkt ikke blevet hørt. Vi vil derfor udforme 

vores egen evaluering og sikre, at 

den når frem til de ansvarlige for den store 

evaluering. 

2012 har været et år med store udfordringer, 

men vores forening har igen formået at være 

en central aktør helt fremme i front. 

Ingen tvivl om, at 2013 bliver et år med 

endnu større udfordringer – men Hjerneskadeforeningen 

er parat til fortsat kamp for 

bedre forhold for vores hjerneskaderamte 

og deres familier! 

I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende 

nytår! – Støt vores forening med 

en julegave og/eller nye medlemmer, så vores 

forening kan gå endnu stærkere ind i det nye år! 

Hjerneskadeforeningen afholder Repræsentantskabsmøde fredag den 19. april til lørdag den 20. 

april 2013 på Trinity Hotel & Konference Center, Gl. Færgevej 30, 7000 Fredericia 

Få teksten læst op 

– adgangforalle.dk 

læser din tekst højt. 

Man kan få teksten på Hjerneskadeforeningens 

hjemmeside læst højt, 

ved at hente et lille gratis program på 

www.adgangforalle.dk 

Link til dette program ligger på 

forsiden af foreningens hjemmeside 

www.hjerneskadeforeningen.dk 


ønsker alle vore medlemmer, 

samarbejdspartnere og annoncører 

en rigtig glædelig jul 

og et lykkebringende nytår 

Bemærk venligst: 

Den 1. december 2012 

fl yttede Hjerneskadeforeningen 

til ny adresse: 

Handicaporganisationernes Hus 

Blekinge Boulevard 2 

2630 Tåstrup 

HOVEDCIRKLEN 5

§ 

§ § § 

§ § 

§ 

§ 

Af Eva Hollænder 

Baggrund 

Næsten alle henvendelser til den sociale 

rådgivning indeholder spørgsmål, der handler 

om retssikkerhed. Det kan være spørgsmål 

til fortolkning af en regel, det kan være 

spørgsmål til sagsbehandling, eller det kan 

være spørgsmål om de oplysninger, der lægges 

til grund for en afgørelse. 

Det Sociale Hjørne vil derfor i dette og de 

følgende numre af bladet beskæftige sig 

med retssikkerhed. 

I dette nummer ser vi på, hvad der ligger i 

begrebet retssikkerhed. I kommende numre 

vil vi se på den rangordning, der er af retskilder. 

Nogle retskilder har nemlig større 

vægt end andre. Vi vil også gå lidt dybere 

ind i særlige retssikkerhedsspørgsmål på 

forskellige områder. 

Begrebet Retssikkerhed 

Der gives ikke nogen entydig defi nition af 

retssikkerhed. De fl este af os har alligevel 

en klar fornemmelse af, at retssikkerhed 

har udgangspunkt i lighed for loven og af, 

at retssikkerhed betyder sikkerhed for, at 

retten sker fyldest, og at afgørelser er bygget 

på og afspejler gældende ret. Retssikkerhed 

i Danmark bygger da også på legalitetsprincippet, 

dvs. princippet om lovmæssig 

forvaltning. 

Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov 

Nielsen har defi neret retssikkerhed 

som det forhold, at borgerne får de ydelser, 

de har krav på efter lovgivningen, mens 

borgerne ikke pålægges andre pligter end 

dem, der efter lovgivningen er hjemmel til 

at pålægge dem. 

6 HOVEDCIRKLEN 

§ 

§ 

§ 

§ 

§ 

DET SOCIALE 

Retssikkerhed 

Ifølge forhenværende landsdommer Holger 

Kallehauge består retssikkerhed i, at al forvaltning 

og myndighedsudøvelse, dvs. også 

kommunernes, sker i henhold til lovgivning 

(= forud fastsatte retsregler), og at der er 

mulighed for efterfølgende domstolskontrol. 

Retssikkerhed og forvaltnings effektivitet 

kan opleves som modsætninger, der bør 

kunne afvejes overfor hinanden. Argumentet 

for at overføre domstolsprocessens regler 

på forvaltningsprocessen er hensynet til 

retssikkerheden, dvs. hensynet til at beskytte 

den enkeltes integritet i forhold til det 

offentlige, hvilket netop bedst tilgodeses ved 

at overføre domstolstræk til forvaltningen. 

Retssikkerhed er altså et middel til at beskytte 

den enkelte borger mod myndighedernes 

magt, herunder magtmisbrug og overgreb. 

Retfærdig prøvelse af en forvaltningsafgørelse 

ved retten eller i et ankenævn skal 

bygge på forud fastsatte og offentliggjorte 

sagsbehandlingsregler, der indeholder retsgarantier, 

som fx ret til partshøring, aktindsigt, 

begrundelsespligt, vejledningspligt og 

klageret (ret til at anke til en højere uvildig 

instans). 

Retssikkerhed er særlig vigtig på alle områder, 

hvor offentlige myndigheder har beføjelser 

til at udøve magt over for eller til at 

kontrollere borgerne, som f.eks. sociale myndigheders 

ret til at gribe ind i borgernes liv. 

Retssikkerhed opdeles traditionelt i materiel 

og formel retssikkerhed. Den materielle og 

formelle side af retssikkerhedsbegrebet supplerer 

hinanden, og begge sider bidrager til 

det samlede retssikkerhedsniveau. 

Materiel retssikkerhed handler om indholdet 

i retsreglerne. Materiel retssikkerhed er et 

udtryk for, at administrationen skal handle 

i overensstemmelse med reglerne. Det betyder 

bl.a., at en borger skal have mulighed 

for at kende sine rettigheder ved gennemlæsning 

af lovgivningen på et givent område. 

Det handler også om, at forvaltningens 

afgørelse skal følge indholdet i loven og 

være i overensstemmelse med grundlæggende 

retsprincipper. Bl.a. skal afgørelsen 

være truffet på et sagligt grundlag og ud fra 

princippet om lighed for loven. Materiel retssikkerhed 

forudsætter, at alle formelle retssikkerhedsgarantier 

er opfyldt, at borgernes 

rets- og handleevne respekteres, samt at 

der er fri og lige adgang til domstolene. Den 

materielle retssikkerhed er knyttet til den 

enkelte sag. 

På det sociale område kan Det Sociale 

Nævn, Beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen 

efterprøve retlige spørgsmål 

på det kommunale bevillingsområde (Lov 

om Retssikkerhed og administration § 69). 

Klagemyndighedens kompetence til at ændre 

afgørelser kan være begrænset til kun 

at gælde for dele af afgørelsen. Den slags 

begrænsninger i klagemuligheder begrænser 

også den grad af retssikkerhed, der ligger i 

at kunne klage. 

Den formelle retssikkerhed handler om, hvordan 

en sag skal behandles fra ansøgning til 

afgørelse. Den formelle retssikkerhed sikres 

ved faste spilleregler som f.eks. forvaltningslovens 

regler om partshøring, aktindsigt og 

begrundelsespligt. Borgerens ret til at klage 

er f.eks. en meget vigtig måde at sikre den 

formelle retssikkerhed på. Hvis der ikke 

kan klages over en afgørelse, er der tale om 

svækket formel retssikkerhed. 

Formel retssikkerhed beskæftiger sig således 

mod myndighedens sammensætning og

§ 

§ 

§ 

HJØRNE 

virkemåde, processens/sagsbehandlingens 

karakter samt den retlige kontrol 

Lighedsprincippet er et grundlæggende princip, 

som skal udelukke diskrimination, det 

vil sige usaglig negativ forskelsbehandling. 

Vilkårlighed er dermed også forbudt. 

Et forbud mod magtfordrejning hører også 

med til den formelle retssikkerhed. Det vil 

sige, at en forvaltningsmyndighed ikke må 

inddrage andre hensyn i afgørelserne end 

dem, lovgiver har haft til hensigt at varetage 

eller beskytte – ethvert andet hensyn anses 

for usagligt. 

§ § 

§ § 

Endeligt er forudsigelighed en del af retssikkerheden. 

Borgerne skal kunne regne 

ikke blot med at få samme behandling som 

andre i en lignende situation, men også at 

fast praksis følges. 

Afsluttende kommentarer 

Retsstaten skal skabe retssikkerhed for alle 

borgere i samfundet i alle relationer mellem 

borgere og myndigheder. En høj grad af 

retssikkerhed indebærer, at borgerne kan 

stole på, at de opnår de goder, ydelser og 

den beskyttelse, som de har ret til efter 

lovgivningen. 

§ 

§ 

§ 

§ § 

Men retssikkerheden er i dag under pres. Det 

har både sammenhæng med den økonomiske 

krise, men også med den monopoldannelse, 

som er sket med kommunalreformen. 

Det er altid forbundet med risiko, når der 

kun fi ndes én leverandør. Og selv om vi 

lever i en tid med mange leverandører i 

forhold til udførelse af bevilgede indsatser, 

så har betalingskommunen monopol på at 

træffe afgørelser. Derfor er muligheder for 

at klage over kommunale afgørelser mere 

betydningsfuld for retssikkerheden end 

tidligere. ■ 

Gode intentioner - men 

store fl eksjobforringelser 

Hele lovforslaget på fl eksjobområdet er præget af mistillid, spareiver og er gennemsyret af tiltag 

og bureaukrati, der skal opfange en eventuelt øget arbejdsevne hos personer i fl eksjob. Det rammer 

mennesker med handicap bredt og urimeligt hårdt – økonomisk og på deres værdighed. 

Af Stig Langvad, formand for Danske 

Handicaporganisationer, DH 

Danske Handicaporganisationer, DH, har 

afgivet et omfattende høringssvar til lovforslag 

vedr. reform af førtidspension og 

fl eksjob. DH tilslutter sig i høj grad refor- 

mens intentioner om, at fl est mulige, som 

kan og vil, skal sikres en aktiv tilknytning 

til arbejdsmarkedet og også intentionerne 

bag ressourceforløb og rehabiliteringsteams. 

DH er markant modstander af reformen 

af fl eksjobordningen, der er et opgør med 

hjørnestene i dansk handicappolitik. Re- 

formens elementer vil ramme mennesker 

med handicap, og som følge heraf nedsat 

arbejdsevne, urimeligt hårdt - økonomisk 

og på deres værdighed. DH vil politisk følge 

op på de væsentligste indvendinger mod 

reformen og søge påvirkning af den videre 

udmøntning af reformen. ■ 

HOVEDCIRKLEN 7 

§

§ 

§ § § 

§ § 

§ 

§ 


§ 

§ 

§ 

§ 

§ 

En bombe under 

Regeringens forslag om reform 

af Statsforvaltningerne er en 

bombe under retssikkerheden, 

som betyder, at klageadgangen 

halveres, så borgerklager 

fremover kun skal behandles i 

én samlet klageinstans i Ankestyrelsen. 



Under dække af større gennemsigtighed, 

kortere sagsbehandlingstid og højere kvalitet 

i sagsbehandlingen vil man gennemføre 

store nedskæringer i statsforvaltningerne, 

DET SOCIALE 

borgernes retssikkerhed 

der vil bombe borgernes retssikkerhed fl ere 

lysår tilbage. 

Borgernes retssikkerhed bliver med forslaget 

nu yderligere forringet. Det sker ved, 

at regeringen vil overlade det til juristerne 

at træffe afgørelsen i sociale sager. Derved 

fjerner man lægmandsrepræsentationen, 

hvor almindelige borgere er udpeget til at repræsentere 

det, som juristerne ikke selv kan, 

nemlig at bidrage med en vis almen viden 

om befolkningens levevilkår og opfattelse – 

f.eks. hvordan det er at leve med et handicap 

i en gennemsnitlig dansk kommune. 

Jeg er rystet i min grundvold. Det er et dybt 

og alvorligt anslag mod borgernes retssikkerhed, 

og så tillader man sig oven i købet at 

fremsætte forslaget med den begrundelse, at 

det skal skabe øget retssikkerhed, der også 

fi nder det dybt kritisabelt, at forslaget blot 

dukker tilfældigt op i pressen. 

Indskrænkningen af klageadgangen til én 

klageinstans er også dybt kritisabelt. Stort 

set alle steder i samfundet, hvor man kan 

klage over afgørelser, er der to klageinstanser. 

Tænk på domstolene med tre klageniveauer. 

Regeringens forslag vil ramme klagesager, 

som vedrører vitale områder som f.eks. fl eksjob, 

førtidspension, hjælpemidler, ledsagelse 

og hjemmehjælp. 

Forslaget er fremsat uden varsel og uden 

inddragelse af relevante aktører, og strider 

derfor mod regeringens løfte om at demokratisere 

lovgivningsprocessen. 

Vi vil i handicaporganisationerne gøre alt, 

hvad der står i vores magt for at stoppe 

dette frontalangreb på retssikkerheden for 

de svageste i dette land. Derfor har vi allerede 

taget kontakt til Margrethe Vestager, 

Folketingets Kommunaludvalg og de andre 

organisationer, som også udelukkes fra nævnene 

i Statsforvaltningen. ■

§ 

§ 

§ 

HJØRNE 

Vedr. dispensation 

fra reglerne om afslag på baggrund af køn ift. 

servicelovens §95 og §96 

Af Stig Langvad, formand for DH 

DH mener ikke, at der med en dispensation 

fra reglerne vil være tale om direkte eller 

indirekte diskrimination på baggrund af 

køn. Ønsket om dispensation skyldes ikke 

§ § 

§ § 

et ønske om at stille personer af det ene køn 

særligt fordelagtigt i forhold til personer 

af det andet køn. Det er DH’s vurdering, at 

ønsket om dispensation er objektivt begrundet 

i et legitimt formål, og at midlerne til at 

opfylde dette formål er hensigtsmæssige og 

§ 

Uddannelsesavisen 

- for unge med særlige behov! 

Alle unge skal have en uddannelse 

- og det er et retskrav, at 

alle unge med særlige behov 

skal have tilbudt en særlig 

tilrettelagt uddannelse. 

Af Svend-Erik Andreasen 

Vær opmærksom på, at Uddannelsesavisen 

for unge med særlige behov udkommer 2 

gange om året. 

Lovgivning og faglige udtryk er der mange 

af, men hvordan ser virkeligheden ud for 

de unge, deres forældre og deres vejledere, 

som befi nder sig midt i junglen af paragraffer 

og regler? 

I Uddannelsesavisen for unge med særlige 

behov, kan man læse om de unges oplevelser 

på specialuddannelserne, om deres 

forældres kamp for at træffe de rigtige valg 

og om vejledernes synspunkter og konkrete 

meninger. 

§ 

§ 

§ § 

Avisen distribueres gratis til specialklasser, 

professionelle i kommunerne og regionerne, 

UU-centrene, produktionsskoler, STU-skoler 

og erhvervsskoler. 

Via Uddannelsesavisen for unge med særlige 

behov, vil man kunne komme i kontakt med 

forældre, lærere, vejledere, sagsbehandlere, 

samt naturligvis eleverne og samtidig sikre 

sig, at man kommer med i udvælgelsesprocessen, 

næste gang en ung med særlige 

behov har brug for det helt rigtige uddannelsestilbud. 

■ 

Danske Handicaporganisationer, DH, har henvendt sig til Social- og integrationsminister Karen 

Hækkerup og på vegne af de ca. 2000 medlemmer af de 32 landsdækkende handicaporganisationer, 

der er bevilliget en borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 95 eller § 96, søgt 

om dispensation fra reglerne om ikke at kunne opslå stillinger med henvisning til et ønske om at 

modtage ansøgninger fra enten mænd eller kvinder. 

nødvendige, hvilket vil fremgå af nedenstående 

argumentation. 

Når en person er bevilget BPA, er det vurderet, 

at vedkommende, pga. sin fysiske og/ 

eller psykisk varigt nedsatte funktionsevne, 

har behov for en ganske særlig form for 

HOVEDCIRKLEN 9 

§

§ 

§ § § 

§ § 

§ 

§ DET SOCIALE HJØRNE 

støtte til at leve et liv ”så normalt som muligt”. 

Denne støtte gives oftest i mange timer 

– i ganske mange tilfælde 24 timer i døgnet. 

Den ansatte varetager mange forskellige 

former for intime funktioner (personlig pleje, 

hjælp med toiletbesøg, hjælp til respirator 

osv.), og deltager i alle de aktiviteter, som 

personen med BPA deltager i (uddannelse, 

erhverv, fritid, ferie, familiebesøg osv.). Det 

er derfor vigtigt, at der er en optimal relation 

mellem personen med BPA og den ansatte. 

Det er vigtigt, at den ansatte kan deltage i 

alle de aktiviteter, som fordres, når personer 

med BPA skal leve et normalt liv. 

Organiseringen af hjælpen foregår typisk 

sådan, at den ansatte arbejder i mange 

timer ad gangen, for at give de bedste 

muligheder for personen med BPA ift. at 

kunne planlægge sit liv mest muligt sammenhængende 

(for at undgå hyppige skift 

af personale). Samtidig er en BPA-ordning 

karakteriseret ved, at personen visiteret til 

en BPA har relativt få ansatte. Dette for at 

sikre et tilstrækkeligt indkomstgrundlag 

for de ansatte, samt sikre den nødvendige 

rekruttering og fastholdelse inden for denne 

særlige branche. Det er netop sikkerheden 

i at have kvalifi ceret personale, der møder 

frem og løfter opgaven, der er helt afgørende 

for, at en ordning med BPA kan eksistere og 

lever op til personens behov for støtte. 

DH skal understrege, at den primære årsag 

til at efterspørge muligheden for at kunne 

rekruttere enten mænd eller kvinder, skyldes 

det faktum, at arbejdet oftest omfatter 

meget intim støtte. En støtte, hvor det kan 

være grænseoverskridende at skulle bede 

andre om hjælp – og det er ikke således, 


§ 

§ 

§ 

§ 

§ 

som det ofte er på andre arbejdspladser, 

at der er mulighed for at vælge en anden 

til at udføre nogle bestemte opgaver. Der 

vil altid kun være en person på arbejde ad 

gangen, og ofte i mange timer ad gangen, 

jf. ovenstående. 

En person med BPA kan fx også opleve ubehageligheder 

eller vanskeligheder ved at 

tage en person af det modsatte køn med, 

når vedkommende 

- Skal klæde om i en svømmehal, hvor omklædningen 

sker adskilt mellem mænd 

og kvinder. 

- Skal benytte et handicaptoilet, når dette 

er placeret i hhv. sektionen for mænd eller 

kvinder. 

- Skal deltage i tætte sammenhænge med 

kammerater eller veninder. 

På samme måde kan en person med BPA 

fi nde det uhensigtsmæssigt fx at skulle have 

lagt makeup af en person af det andet køn, 

som måske ikke har de ”rette færdigheder” 

(oftest når det er en mand). Eller i det hele 

taget få hjælp af en person af det modsatte 

køn i en række forskellige sammenhænge, 

bl.a. på baggrund af interesser m.v. 

DH ved, at der er personer med BPA, der ønsker 

sig muligheden for at kunne rekruttere 

på en måde, så man har en lige fordeling 

I Hjerneskadeforeningen og i en række af 

DH’s medlemsorganisationer er der dyb bekymring 

for den udvikling, der sker på BPAområdet 

i kommunerne. En udvikling - hvor 

praksis bevæger sig længere og længere væk 

fra formålet med BPA’en om en fl eksibel og 

helhedsorienteret hjælp med udgangspunkt i 

borgerens selvbestemmelse. 

S. E. Andreasen 

på tværs af mænd og kvinder. Der kan også 

være fordele i at kunne rekruttere nye ansatte, 

så det sikres, at der er en indbyrdes 

komplementerende blanding af nødvendige 

kompetencer, som tilsammen sikrer, at personen 

vil får de nødvendige forudsætninger 

for at kunne leve et liv som alle andre. 

Ovenstående eksempler er et udvalgt ift. at 

beskrive problemstillingen mhp. ansøgningen 

om en dispensation. 

DH oplever desværre, at der er og har været 

sager/tvister omkring denne problemstilling, 

hvor personer med en BPA-ordning 

uforvarende er kommet til at overtræde de 

nuværende regler. 

DH skal oplyse, at modtagere af BPA allerede 

har dispensation fra kravet om alder, fordi 

det er blevet vurderet, at det er relevant at 

kunne vælge hjælpere, der må forventes at 

have nogenlunde samme erfaring og interesse, 

og dermed er det relevant at kunne 

ansætte medarbejdere på samme alderstrin, 

som borgeren med støtte efter servicelovens 

§ 95 og § 96. ■

OBS! Genoptræningsplaner! 

Lovgrundlaget samt tolkning heraf 

Når man har været udsat for en ulykke eller en sygdom, der medfører hjerneskade, ydes der på sygehusene 

en indledende genoptræningsindsats, hvis varighed og indhold kan være meget forskellig 

afhængig af skadens art og sværhed. 

Som oftest vil der efter udskrivningen være behov for en fortsat indsats, for at den skadede kan genvinde 

det bedst mulige funktionsniveau. 

Af Aase Engberg, dr. med., speciallæge 

i neurologi og formand 

for Hjerneskadeforeningens ekspertpanel. 

Det er af afgørende betydning, at der ved udskrivningen 

udarbejdes en plan, der beskriver 

hvilke former for fortsat genoptræning 

og rehabilitering, der er behov for. 

Af det følgende vil fremgå, at det er hensigtsmæssigt 

som skaderamt og/eller pårørende 

allerede under sygehusindlæggelsen 

at spørge til, hvad planen vil indeholde. Stil 

om muligt spørgsmålet til lægerne senest den 

dag, hvor udskrivnings-tidspunktet fastsættes! 

Og sørg for ved udskrivningen at få en 

kopi af genoptræningsplanen, jf. nedenstående 

bestemmelse §1 stk. 3 fra Sundhedsloven! 

Man gør også klogt i at læse brochuren: 

”Dit krav på genoptræning”, som her i 2012 

er udarbejdet på initiativ af formanden 

for Hjerneskadeforeningens lokalafdeling 

i Sydvestjylland, Alex Jensen, og som kan 

downloades fra Hjerneskadeforeningens 

hjemmeside. 

Men hvad siger Sundhedsloven om genoptræningsplaner? 

Og hvordan må det tolkes? 

Bekendtgørelse 1266 af 5/12-2006 (i medfør 

af Sundhedsloven §140): 

§1 stk. 1: 

Regionsrådet*) skal tilbyde en individuel genoptræningsplan 

til patienter, der har et lægefagligt 

begrundet behov for genoptræning efter udskrivning 

fra sygehus. 

Det må tolkes derhen, at genoptræningsplanens 

indhold er et lægefagligt ansvarsområde, 

uanset om andre faggrupper medvirker 

til udarbejdelse af planen. 

*) tolkning: d.v.s. sygehuset. 

§1 stk. 2: 

Genoptræningsplanen skal være skriftlig, og den 

skal udarbejdes i samarbejde med patienten. For 

en patient, der varigt mangler evnen til at give 

informeret samtykke, kan informeret samtykke 

gives i henhold til reglerne i Sundhedslovens §18. 

Det må tolkes derhen, at det skal stå klart, i 

hvilket omfang patienten kan samarbejde 

herom og give informeret samtykke, og hvordan 

et sådant samtykke ellers kan opnås. 

§1 stk. 3: 

Genoptræningsplanen skal senest udleveres til 

patienten på udskrivningstidspunktet, og den 

skal samtidig efter aftale med patienten sendes til 

patientens bopælskommune samt til patientens 

alment praktiserende læge. I tilfælde hvor en 

patient efter udskrivning fra sygehus har behov 

for specialiseret genoptræning på et sygehus, jf. 

§2 stk. 4, skal genoptræningsplanen efter aftale 

med patienten også sendes til det valgte sygehus. 

Tolkningsproblem: Da den specialiserede 

genoptræning på sygehus skal være på speciallægeniveau, 

må det afklares, om denne 

bestemmelse kan anvendes ved henvisning 

til f.eks. Center for Hjerneskade eller Vejlefjord 

Neurocenter, som begge har sygehusstatus, 

men hvor lægefaglig bistand er på 

konsulentbasis og ikke har koordinerende 

funktion, jf. stk. 4. 

§2 stk. 1: 

Genoptræningsplanen skal som minimum indeholde 

en beskrivelse af patientens tidligere 

funktionsevne, en beskrivelse af patientens funktionsevne 

på udskrivningstidspunktet samt en 

beskrivelse af patientens genoptræningsbehov 

HOVEDCIRKLEN 11

på udskrivningstidspunktet, herunder hvilke 

begrænsninger i funktionsevnen, som genoptræningen 

skal rette sig imod. 

§2 stk. 2: 

Genoptræningsplanen skal angive det seneste 

tidspunkt for bopælskommunens første kontakt 

til patienten med henblik på tilrettelæggelse af det 

fortsatte genoptræningsforløb, herunder rådgivning 

om patientens mulighed for at vælge mellem 

genoptræningstilbud, jf. §4. I tilfælde hvor en 

patient efter udskrivning fra sygehus har behov 

for specialiseret genoptræning på et sygehus, jf. 

stk. 4, skal genoptræningsplanen dog angive det 

seneste tidspunkt for det valgte regionssygehus’ 

første kontakt til patienten med henblik på tilrettelæggelse 

af det fortsatte genoptræningsforløb. 


§2 stk. 3: 

Genoptræningsplanen skal angive, hvorvidt patienten 

efter udskrivning fra sygehus har behov 

for genoptræning, som skal ydes på et sygehus, 

jf. stk. 4. 

§2 stk. 4: 

Genoptræning skal ydes på et sygehus, hvis 

patienten har behov for genoptræningsydelser, 

der kræver et samtidigt eller tæt tværfagligt 

samarbejde på speciallægeniveau med henblik på 

en tæt koordinering af genoptræning, udredning 

og behandling. Genoptræning skal endvidere ydes 

på et sygehus, hvis patienten har behov for genoptræningsydelser, 

der af hensyn til patientens 

sikkerhed forudsætter mulighed for bistand fra 

andet sundhedsfagligt personale, som kun fi ndes 

i sygehusregi. 

Herefter følger i bekendtgørelsen bestemmelser 

om valg af genoptræningstilbud. 

Download evt. hele bekendtgørelsen via 

Google: Bekendtgørelse 1266 af 5/12 2006. 

Hjerneskadeforeningens kommentarer 

til de nævnte bestemmelser er i øvrigt 

som følger: 

En genoptræningsplan efter apopleksi eller 

anden erhvervet hjerneskade adskiller 

sig fra genoptræningsplaner vedrørende 

andre funktionstab ved praktisk talt altid 

at burde omfatte såvel mentale (kognitive, 

adfærdsmæssige og emotionelle) aspekter 

som de som regel lettere observerbare fysiske 

følger i form af nedsat førlighed samt 

begrænsninger med hensyn til personlige 

færdigheder. 

Mens det kan være svært upraktisk at leve 

med de fysiske følger, så viser alle opfølgningsundersøgelser, 

at det i langt de fl este 

tilfælde er de mentale følger, der har størst 

betydning for patienternes livskvalitet. En 

genoptræningsplan, der ikke tager udgangspunkt 

heri, er derfor ufuldstændig. 

Genoptræningen på hospital drejer sig hovedsagelig 

om genvindelse af fysisk førlighed, 

evne til at tage vare på egen person med 

hensyn til hygiejne og påklædning m.v. og 

til en vis grad evne til at kommunikere med 

andre. Genoptræningen efter udskrivningen 

fra hospital drejer sig om at overføre og videreudvikle 

de således genvundne færdigheder 

til de mindre strukturerede rammer uden 

for hospitalet, så rehabiliteringen, d.v.s generobring 

i videst muligt omfang af tidligere 

status socialt og uddannelses/arbejdsmæssigt, 

kan få det bedst mulige udgangspunkt. 

Det er af afgørende betydning for patienten, 

at genoptræningsplanen omfatter alle relevante 

aspekter, så patienten i tide kan søge 

suffi cient neurofaglig assistance, uanset om 

sådan assistance eventuelt ikke omfattes af 

det offentlige tilbud i patientens hjemkommune. 

I så fald burde patienten eller dennes 

pårørende have tilstrækkelig oplysning om 

behovet for genoptræning til at kunne søge 

supplerende økonomisk dækning fra anden 

side, men loven indeholder intet om dette. 

Specielt på grund af tolkningsproblemet 

vedrørende adgang til specialiseret ambulant 

genoptræning (se ovenfor, Bekendtgørelse 

1266 §1 stk. 3 og §2 stk. 4), har der 

den 20/8 2012 været dialog mellem Hjerneskadeforeningen 

og Sundhedsminister 

Astrid Krag – jf. Hjerneskadeforeningens 

brev forrige side. ■

Absurd fravalg af genoptræning 

Der ønskes bedre styr på hjerneskader 

Af Mette Hartlev, Professor, PhD, LL.D 

WELMA - Centre for Legal Studies in Welfare and EU-Market Integration 

Faculty of Law, Copenhagen 

Livet kan forandres voldsomt på et splitsekund. 

Tænk hvor rædselsvækkende det 

vil være at vågne op efter en blodprop i 

hjernen og opleve, at kroppen ikke vil lystre, 

og at man har mistet evnen til at udtrykke 

sig. For mange er der heldigvis hjælp at 

hente – i hvert tilfælde hvis man er en af de 

heldige, der bor på rette sted, eller har en 

pengepung, som kan skaffe adgang til den 

særlige ekspertise. 

Den senere tid har der været en del medieomtale 

af kommunernes håndtering – eller 

mangel på samme – af patienter, som har 

behov for specialiseret genoptræning efter 

en hjerneskade. Kommunerne fi k overdraget 

ansvaret for området i forbindelse med kommunalreformen 

med forventning om, at de 

kunne mobilisere faglig ekspertise til at løfte 

specialiserede genoptræningsopgaver. Men 

det ser ud til, at politikerne har gjort regning 

uden vært. Det skorter således ikke på personlige 

beretninger om, hvordan mennesker 

med hjerneskade har måttet kæmpe med 

og mod det kommunale system i et forsøg 

på at få adgang til den højt specialiserede 

tværfaglige behandling, som fi ndes, men 

som mange kommuner så gerne vil slippe 

for at benytte (og betale). I en kommunal 

optik synes kommunens almindelige tilbud 

om fysioterapi og talepædagogik, at være 

tilstrækkeligt til patienter med hjerneskade. 

De seneste år er 9 ud af 23 specialiserede 

behandlingstilbud på hjerneskadeområdet 

lukket, fordi kommunerne ikke benytter 

dem, og de resterende behandlingscentre 

er latent lukningstruede. Som almindelig 

borger virker det absurd, at man bevidst 

fravælger et kvalifi ceret behandlingstilbud, 

som ikke alene vil kunne give livet tilbage til 

personer med hjerneskade, men som også 

set fra et samfundsøkonomisk synspunkt 

vil være en fantastisk investering. 

Den danske sundhedslov lover ellers patienter 

adgang til behandling af høj kvalitet 

og sammenhæng mellem ydelserne. Det 

forpligter naturligvis og er svært foreneligt 

med udviklingen på hjerneskadeområdet, 

hvor både kvaliteten af og sammenhængen 

mellem ydelserne er blevet markant ringere. 

Udviklingen bringer også Regeringen 

på kollisionskurs med FN’s Konvention om 

Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, 

som sikrer befolkningen ret til den 

højest opnåelige sundhed. Regeringen har 

således en menneskeretlig forpligtelse til 

vedvarende at arbejde for at forbedre sundheds- 

og behandlingstilbuddene. 

Kommunernes Landsforening har nu lovet 

at minde kommunerne om deres ansvar for 

genoptræningen, men hvad hjælper det, når 

kommuner selv kan skalte og forvalte uden 

skelen til anbefalinger fra den sundhedsfaglige 

ekspertise. Der er således behov for langt 

mere radikale indgreb, hvis man skal leve 

op til forpligtelserne efter sundhedsloven 

og de internationale konventioner – og give 

mennesker med hjerneskade mulighed for 

at få livet tilbage. 

Dette indlæg er tidligere blevet bragt i Dagens 

Medicin, d. 28. september 2012. ■ 

HOVEDCIRKLEN 13

Kommentarer til anbefalinger til kommunerne 

fra Kommunernes Landsforening, KL 

”En styrket rehabilitering 

af borgere med hjerneskade” 

Af Aase Engberg, dr.med., speciallæge 

i neurologi og formand for 

Hjerneskadeforeningens ekspertpanel 

Det må principielt hilses velkomment, at 

Kommunernes Landsforening, KL, kommer 

med anbefalinger til kommunerne om, hvordan 

de bedst håndterer den genoptrænings- 

og rehabiliteringsopgave, som de har overtaget 

ansvaret for med kommunalreformens 

ikrafttræden pr. 1. januar 2007. Desværre er 

denne decentralisering sket, uden at der fra 


Kommunernes Landsforening, KL har offentliggjort et nyt udspil med 10 anbefalinger på 

hjerneskadeområdet med henblik på at sikre samarbejde på tværs af fagligheder og budgetter 

i kommunerne - jf. følgende link: 

http://www.kl.dk/Social-service/Borgere-med-komplekse-hjerneskader-skal-sikres-tilbudaf-hoj-kvalitet-id111949/#.UHbyT8VF7BY.mailto 

S.E. Andreasen 

centralt hold er specifi ceret krav vedrørende 

det nødvendige neurofaglige niveau eller 

størrelsen af det patientgrundlag, der er 

nødvendigt for at opnå og opretholde ekspertise 

i genoptræning og rehabilitering af 

også de yngre aldersgrupper. 

Kommentarer til Forord og Indledning 

Udspillet omhandler efter sin titel reha- 

bilitering, men efter sit indhold også den 

del af genoptræningen, der foregår efter 

udskrivningen fra hospital. 

Mens Sundhedsloven taler om almen og 

specialiseret genoptræning, så taler udspillet 

her om rehabiliteringsindsatser på 

kommunalt og specialiseret niveau. Der 

skelnes ikke klart mellem genoptræning 

og rehabilitering.

Citat fra indledningen: ”Kommunerne har de 

sidste fem år haft det fulde ansvar for rehabilitering 

af borgere efter udskrivningen fra 

sygehuset. Kommunerne kan i dag tilbyde 

borgere med hjerneskade en helhedsorienteret 

rehabiliteringsindsats, hvor der er 

fokus på at få borgerens hverdagsliv til at 

fungere med bolig, job, familie og netværk” 

Kommentar: Denne vurdering skaber det indtryk, 

at alle problemer er løst. Det står i kontrast 

til de mange problemer, hjerneskadede borgere 

oplever med: 

- uklar adgang til det kommunale system med 

dets mange forvaltninger, der ikke nødvendigvis 

arbejder sammen, 

- mangelfulde genoptræningsplaner, hvor sygehusene 

ikke må meddele, hvilke former for 

gen optræning/rehabilitering den enkelte har 

brug for, og ud fra således forblommede udmeldinger: 

- en kommunal visitering uden klart defi neret 

bagvedliggende neurofaglig kompetence, samt 

- manglende retningslinier for ventetid, kvalitet 

og intensitet af genoptrænig og rehabilitering. 

Imidlertid fremgår det af indledningen, at 

KL´s aktuelle udspil især er rettet mod den 

gruppe, der har så komplekse hjerneskader, 

at de efter sygehusopholdet har behov for 

en specialiseret indsats. 

Denne gruppe er af konsulentfi rmaet Rambøll 

udregnet til at udgøre ca. 2.500 ud af de 

19.000 borgere, der var indlagt i mere end 

10 dage, ”hvilket kan ses som et udtryk for, 

at deres hjerneskade er kompleks”. 

Tallet forekommer ejendommeligt: 

Sundhedsstyrelsen anvender i sin MTV ikke 

”mere end 10 dage”, men ”mere end 13 dage” 

som kriterium og kommer herved frem til, 

at ca. 4.300 borgere opfylder dette kriterium. 

De to tal er uforenelige; man skulle jo dog 

forvente, at der var fl ere, der var indlagt i 

”mere end 10 dage” end i ”mere end 13 dage”. 

En mulig forklaring er, at mens SST regner i 

forløb, dvs. ud fra kendskab til personnumre 

som sammenkæder på hinanden følgende 

indlæggelser (eks. neurokirurgisk, efterfulgt 

af neurologisk afdeling), så kan dette ikke 

være tilfældet efter den af Rambøll anvendte 

metode, der synes baseret på enkeltstående 

indlæggelser. Det mest relevante er naturligvis 

at regne med hele hospitalsforløb. 

Det mest ærgerlige er dog, at aldersopdelingen 

ikke er oplyst. Som vist i vedhæftede 

bilag, der baserer sig på Sundhedsstyrelsens 

søgninger i Landspatientregisteret, vil der 

pr. gennemsnitskommune (fraregnet de 5 

kommuner med over 100.000 indbyggere) 

tilkomme mindre end én borger pr. år med 

kompleks hjerneskade i hver af de 3 yngste 

aldersgrupper 0-14, 15-24 og 25-34 år og 

mindre end 2 i aldersguppen 35-44 år. Dette 

patientgrundlag er alt for spinkelt til, at den 

enkelte kommune kan oparbejde og vedligeholde 

ekspertise, når det gælder komplekse 

hjerneskader i de yngre aldersklasser. 

Bemærkninger til side 5: ”Mål for udviklingen 

på det kommunale hjerneskadeområde”. 

Her tales udelukkende om rehabilitering, så 

hvordan med genoptræningen? 

Det slås fast, at ”rehabilitering bør ydes tættest 

på borgerens nærmiljø, hvor borgeren 

skal bruge færdighederne”. 

Her mangler en skelnen mellem to grupper 

med forskellige behov: 

1) De overvejende ældre borgere med komplekse 

fysiske udfald, der har behov for 

omfattende rehabilitering for at kúnne klare 

sig i egen bolig, og 

2) Borgere i uddannelses- eller arbejdsdygtig 

alder, som måske, men ikke nødvendigvis 

har omfattende fysiske udfald, men som 

har behov for en højt kvalifi ceret tværfaglig 

indsats med vægt på mentale færdigheder. 

Især for sidstnævnte gruppe er det ingenlunde 

givet, at nærhedsprincippet bør veje 

tungest. 

De borgere, der sætter specialkunnen højere 

end nærhed og har økonomisk mulighed 

herfor, tyer i dag i stigende grad til selvbetaling, 

så udvikling af et A- og et B-hold er 

i fuld gang. 

Der omtales, at indsatserne tager afsæt i 

LEON-princippet, uden at det forklares, hvad 

dette går ud på. 

Bemærkninger til afsnit 3, ”Udspillets ti 

anbefalinger”. 

Det anføres her i linie 5 på side 6, at ”der 

fi ndes meget lidt evidens på rehabiliteringsområdet”. 

Det burde være en sandhed med modifi kationer 

og er uforeneligt med det væld af oplysninger 

om evidens, der er oplistet i SST´s 

MTV fra 2011, der nævnes i samme åndedrag. 

Af MTVéns sammenfatning side 20 fremgår 

følgende: 

”MTV’en dokumenterer overordnet god evidens 

for en lang række interventioner rettet 

mod fysisk dysfunktion. Der vises moderat 

til god evidens for en del interventioner 

på det psykologiske område. På det sociale 

område er der god evidens for forskellige 

pårørendeinterventioner og moderat til god 

evidens for effekt af forskellige andre interventioner, 

bl.a. rettet mod arbejdsmarkedet. 

Endvidere er der interventioner, hvor det er 

veldokumenteret, at der ikke er effekt, ligesom 

der er interventioner, hvor evidensen er 

svag, og yderligere forskning er nødvendig 

for afklaring”. 

Med hensyn til dokumentation for den 

holistisk-neuropsykologiske indsats henvises 

i MTV’en ref. 53: Cicerone K et al. A 

Randomized Controlled Trial of Holistic 

Neuropsychologic Rehabilitation After Traumatic 

Brain Injury. Arch. Phys Med Rehabil 

2008; 89: 2239-2249: 

“The results show the effectiveness of comprehensive 

holistic Neuropsychologic Rehabilitation 

for improving community functioning 

and quality of life after TBI compared 

with standard rehabilitation”. 

Faktaboks på side 6: ”Sundhedsstyrelsens 

forløbsprogram har følgende anbefalinger 

til kommunerne”. 

Her mangler en del af de anbefalinger, der 

fi ndes i ”Forløbsprogram for rehabilitering 

af voksne hjerneskadede” side 20. 

Forløbsprogrammet anbefaler: 

”Rehabiliteringsindsatsen retter sig mod alle 

påvirkede områder af funktionsevnen - i en 

nærmere fastlagt rækkefølge og intensitet. 

Alvorlige mentale funktionsnedsættelser er 

HOVEDCIRKLEN 15

stærkt begrænsende faktorer for resultatet 

af rehabiliteringsindsatsen og kan være 

den væsentligste barriere for den samlede 

funktionsevne på lang sigt. 

Generelt gør følgende sig gældende: 

Alle indsatser iværksættes uden unødig 

forsinkelse, da forsinkelse mindsker chancerne 

for maksimering af funktionsevnen. 

Indsatsen planlægges som et intensivt, 

kontinuerligt forløb og fortsætter så længe, 

der er positiv udvikling af funktioner og 

færdigheder. 

Indsatserne tilrettelægges, så de er repetitive 

samt opgave- og aktivitetsorienterede. 

Hjælpemidler, adaptive teknikker og 

indlæring af kompensatoriske strategier 

integreres i relevant omfang. 

Der er evidens for, at der skal minimum 45 

minutters daglig træning til hvert fokusområde 

for at opnå forbedring. Træning 

herudover er gavnligt, såfremt den enkeltes 

ressourcer tillader det”. 

Specielt det med fed fremhævet forekommer 

at være væsentlige undladelser. 

Et særligt problem er, at kravet om mindst 

45 minutters daglig træning pr. fokusområde 

som betingelse for effekt ifølge det 

af Sundhedsstyrelsen oplyste ligger langt 

fra gængs kommunal praksis. For at undgå 

manglende resultater og ressourcespild på 

grund af for lav intensitet i genoptræningen 

må kravet om 45 minutters daglig træning 

pr. fokusområde så vidt muligt sikres, evt. 

delvis ved, at patienterne forsynes med selvtræningsprogrammer, 

og/eller via oprettelse 

af patientskoler. De patienter, der har råd 

til selv at betale, tilkøber i dag supplerende 

træning i privatdrevne centre, så udviklingen 

af et A- og et B-hold også af denne grund 

er i fuld gang. 

Bemærkninger til de enkelte anbefalinger: 

Anbefaling 1: Alle kommuner skal sikre, 

at borgerne har adgang til specialiseret 

hjerneskaderehabilitering, enten i egne 

tilbud, i tværkommunale tilbud eller ved 

samarbejde med specialiserede tilbud. 

Kommentar: Må hilses velkommen. 

Anbefaling 2: Der skal skabes økonomisk 

bæredygtighed for de mest specialiserede 

tilbud. 

KL anbefaler, at kommunerne aftaler modeller, 

som sikrer et bedre økonomisk sikkerhedsnet 

for de mest specialiserede tilbud, 

end den traditionelle takstfi nansiering giver. 

KL anbefaler, at kommunerne identifi cerer 

disse tilbud og laver de nødvendige aftaler. 

Der er endvidere behov for, at indsatserne 

på de specialiserede tilbud udvikles og bliver 

mere fl eksible, så den specialiserede 

indsats på bedst mulig vis integreres i de 

kommunale tilbud. Det kan fx være i form 

af satellitenheder fra de specialiserede enheder 

ude i kommunerne, eller via kontrakter 

om faglig understøttelse af den enkelte 

kommunes indsats. 

Kommentar: Hvis dette indebærer, at de specialiserede 

centre efterhånden ikke selv har patienter, 

ophører deres ekspertise med at være reel, de 

højt specialiserede tværfaglige miljøer brydes 

ned og grobund for forskning, metodeudvikling 

og uddannelse reduceres kraftigt. 

Anbefaling 3: KL anbefaler en konsolidering 

blandt de specialiserede tilbud på 

hjerneskadeområdet, som resulterer i få, 

særligt stærke vidensmiljøer, som både kan 

bistå kommunerne i rehabiliteringsarbejdet 

og understøtter den faglige udvikling 

og forskning. 

En afdækning, Rambøll har lavet for KL, 

viser, at indholdet i de specialiserede tilbud 

ikke altid er entydigt og gennemsigtigt. Der 

er behov for at udvikle og konsolidere disse 

tilbud med afsæt i standarder for tværfaglige 

og monofaglige kompetencer i den specialiserede 

rehabiliteringsindsats, jf. anbefaling 

5. Der er også behov for, at de to specialsygehuse 

på hjerneskadeområdet i højere 

grad udvikles til særlige vidensmiljøer, som 

understøtter, udvikler og kvalitetssikrer den 

kommunale rehabilitering. 

Kommentar: ”De to specialsygehuse”: Det fremgår 

ikke, om der her tænkes på de to afdelinger på 

hhv. Hvidovre Hospital og Hammel Neurocenter, 

der arbejder med subakut genoptræning af de 

sværest ramte, eller om der tænkes på Center 

for Hjerneskade og Vejlefjord Neurocenter, der 

arbejder med hhv. ambulant og stationær genoptræning 

efter det subakutte forløb. 

Anbefaling 4: Alle kommuner skal have 

en organisering, som understøtter en koordineret 

rehabiliteringsindsats på tværs 

af forvaltningsområder, fx via en hjerneskadekoordinator. 

KL anbefaler, at alle kommuner sikrer en 

stringent, koordineret og tværfaglig indsats, 

fx i form af en koordinator eller koordinerende 

forum med klare kompetencer. 

Hovedparten af kommunerne har i dag en 

hjerneskadekoordinatorfunktion, der både 

kan bestå af en hjerneskadekoordinator og/ 

eller et koordinerende team. De nuværende 

erfaringer med en koordinatorfunktion i de 

komplekse sager, hvor en borger kan have 

kontakt til mange forskellige instanser, er 

gode og bør udbredes til alle kommuner. 

Kommentar: Yderst vigtigt med en koordineret 

indsats. Erfaringerne set udefra er dog ikke entydigt 

gode, da der ikke er specifi cerede krav til 

koordinatorfunktionens neurofaglige niveau og 

visitationskraft. 

Anbefaling 5: Der skal udvikles nationale 

standarder for tværfaglige og monofaglige 

kompetencer i den specialiserede rehabiliteringsindsats. 

Der kræves en række tværfaglige og monofaglige 

kompetencer i indsatsen for borgere 

med behov for en specialiseret hjerneskaderehabilitering. 

Pt. ligger det ikke fast, hvilke 

indsatser, der kræver hvilke kompetencer. 

KL anbefaler, at der udvikles klare nationale 

retningslinjer, som sikrer et bedre afsæt for 

at sikre kvaliteten i de specialiserede indsatser. 

KL vil invitere Sundhedsstyrelsen til et 

samarbejde om at opstille en række faglige 

standarder for tværfaglige og monofaglige 

kompetencer. Udarbejdelsen af standarderne 

tager afsæt i det arbejde, som allerede 

er igangsat i regi af Sundhedsstyrelsen og 

KL med at udvikle kliniske retningslinjer. 

Kommentar: Må hilses yderst velkommen. 

HOVEDCIRKLEN 17

Anbefaling 6: Alle kommuner skal inden 

for én uge have kontaktet borgeren og 

givet borgeren en plan for genoptræningsforløbet. 

KL anbefaler, jf. KL’s udspil om det nære 

sundhedsvæsen, at alle skal have afklaret 

deres fysiske genoptræningsforløb inden 

for én uge. Borgeren skal her have vurderet 

sit genoptræningsbehov, herunder hvornår 

genoptræningsforløbet skal igangsættes, 

samt en begrundelse herfor. KL anbefaler 

ligeledes, at alle kommuner er i en tæt dialog 

med hospitalerne for at sikre, at genoptræningsplanerne 

er fyldestgørende. 

Kommentar: Må hilses velkomment, men hvorfor 

er det kun det fysiske genoptræningsbehov, der 

sættes en frist for? Specielt, da Sundhedsstyrelsen 

som ovenfor beskrevet anfører, at ”Alvorlige 

mentale funktionsnedsættelser er stærkt begrænsende 

faktorer for resultatet af rehabiliteringsindsatsen 

og kan være den væsentligste 

barriere for den samlede funktionsevne på 

lang sigt”. 

Og hvordan med ventetider, før den egentlige 

genoptræning/rehabilitering går i gang? 

Anbefaling 7: Alle kommuner skal med 

afsæt i Voksenudredningsmetoden sikre 

ensartethed og sammenhæng mellem 

udrednings- og rehabiliteringsindsatsen. 

Voksenudredningsmetoden skal suppleres 

med hjerneskadespecifi kke redskaber. 

En væsentlig forudsætning for en god rehabilitering 

af borgere med hjerneskade er, 

at kommunerne sikrer en god udredning 

og stratifi cering af borgerne, så den enkelte 

borger får et tilbud, der svarer til behovet. 

Det skal ske med et fælles redskab mellem de 

forskellige forvaltningsområder og eksterne 

aktører samt med inddragelse af borgeren 

og de pårørende. Her har en systematisk 

sagsbehandlingsmetode en stor betydning. 

KL’s afdækning af brugen af Voksenudredningsmetoden 

(VUM) på hjerneskadeområdet 

viser, at modellen er anvendelig som 

sagsbehandlings- og stratifi ceringsværktøj. 

VUM’en skal imidlertid suppleres med et 

specifi kt hjerneskadeværktøj, hvis den skal 

kunne anvendes. KL anbefaler, at et sådant 

værktøj udvikles i samarbejde mellem KL og 

de centrale social- og sundhedsmyndigheder. 

Ingen kommentarer. 

Anbefaling 8: Alle kommuner skal have de 

samme klare og tilgængelige visitationsretningslinjer 

for rehabilitering af personer 

med erhvervet hjerneskade. 

Flere kommuner er, som en del af arbejdet 

med at implementere forløbsprogrammerne, 

i gang med at udarbejde visitationsretningslinjer 

for hjerneskadeområdet. Disse 

visitationsretningslinjer skal bl.a. gøre det 

synligt over for borgere med en hjerneskade, 

hvilken indsats de kan forvente, herunder 

hvilke specialiserede hjerneskadetilbud, 

som den enkelte kommune samarbejder 

med. Der er behov for, at der på baggrund af 

disse retningslinjer bliver udarbejdet nogle 

nationale visitationsretningslinjer, som alle 

kommuner kan tage afsæt i. 

Kommentar: God anbefaling. Det er vigtigt, at 

visitationen i kommunen afspejler det kendskab, 

som sygehuspersonalet har til patienten. Såfremt 

kommunen ikke mener at kunne fi nansiere det 

niveau af genoptræning, som sygehuset anbefaler, 

må dette straks oplyses for patienten, så denne 

og/eller de pårørende uden unødig forsinkelse 

kan overveje en klagesag og straks kan komme 

i gang med at undersøge mulighederne for alternativ 

fi nansiering, så tab af kostbar tid undgås. 

Anbefaling 9: KL anbefaler, at VISO og 

ViHS’s nationale overblik og viden bruges 

mere aktivt i udviklingen af hjerneskadeområdet. 

VISO og ViHS’s nationale overblik over specialviden 

bør inddrages i KKR’s beslutninger 

i forbindelse med aftaler om sikring af den 

specialiserede viden (Ramme- og udviklingsaftalerne). 

Samtidig skal kommunerne 

også, på baggrund af den viden, de får via 

arbejdet med rammeaftalerne, kunne komme 

med forslag til VISO om specialiserede 

kompetencer på hjerneskadeområdet, der 

bør opdateres, videreudvikles eller udbredes 

(almengøres). 

Kommentar: ViHS har efter nedlæggelsen af Videnscenter 

for Hjerneskade så begrænset beman- 

ding på hjerneskadeområdet, at de må formodes 

at have yderst vanskeligt ved at vedligeholde 

nogen form for overblik. 

Anbefaling 10: Alle kommuner skal dokumentere 

deres indsatser på hjerneskadeområdet. 

En forudsætning for løbende kvalitetsudvikling 

på hjerneskadeområdet er, at alle 

kommuner arbejder mere systematisk på 

at dokumentere og evaluere de kommunale 

indsatser. Der ligger fortsat et stort arbejde i 

at styrke arbejdet med registreringer af test 

og målinger, så det sikres, at rehabiliteringen 

sker på en veltilrettelagt måde. 

Som det også fremgår af KL’s udspil om 

det nære sundhedsvæsen, er en væsentlig 

brik heri også at etablere et øget samarbejde 

mellem kommuner, regioner, staten og 

forskningsinstitutter. KL anbefaler derfor, at 

kommunerne, hjerneskadecentrene, Sundhedsstyrelsen 

og forskningsinstitutterne 

indgår aftaler om, hvordan dokumentation 

og evidens på hjerneskadeområdet de kommende 

år bliver styrket. 

Kommentar: Godt med kvalitetskontrol, men 

vigtigt at få defi neret, med hvilke parametre, 

overfor hvem og med hvilke sanktionsmuligheder, 

såfremt dokumentationen er manglefuld. 

Sluttelig skal opmærksomheden henledes på 

forskellen mellem begreberne ”mental” og 

”kognitiv”. I KLs anbefalingspapir side 13 

punkt 4.2 anføres: ”Et vigtigt indsatsområde 

er, at genoptræningsplanen indeholder en 

kognitiv vurdering.” 

Heroverfor står, at Sundhedsstyrelsen taler 

om betydningen af ”Alvorlige mentale funktionsnedsættelser” 

for rehabiliteringsforløbet. 

Det vil sige, at ikke alene kognitive (forstandsmæssige) 

men også emotionelle og adfærdsmæssige 

funktionsnedsættelser må tages i 

betragtning som stærkt medbestemmende 

for de hjerneskadedes muligheder for at genindtræde 

i uddannelses/arbejdsmæssige og 

sociale relationer. ■ 

HOVEDCIRKLEN 19

Strukturreformen 

2006: Handicapkonventionen vedtages i FN. 

1. januar 2007: Strukturreformen træder i kraft. 

Maj 2009: Handicapkonventionen ratifi ceres 

i Folketinget 

23. august 2009: Handicapkonventionen træder 

i kraft i Danmark 



Da strukturreformen den 1. januar 2007 

trådte i kraft betød det, at mange ansvarsområder 

vedrørende personer med handicap 

blev fl yttet fra de nedlagte amter og ud til de 

nye store kommuner. Netop nu er man i gang 

med en evaluering af strukturreformen, der 

skal vurdere den konkrete udmøntning set 

i forhold til reformens politiske formål. Det 

er vanskeligt at evaluere strukturreformen 

alene. Det er nødvendigt også at tage højde 

for andre elementer, der nødvendigvis har 

påvirket implementeringen af strukturreformen 

på godt og ondt. Det er f.eks. den 

fi nansielle krise og politiske beslutninger 

i peroden som f.eks. overførslen af den vederlagsfri 

fysioterapi til det kommunale 

myndighedsansvar og vedtagelsen af Barnets 

Reform. Alle forhold, der har påvirket 

effekten og oplevelsen af strukturreformen. 

Samtidig skal man huske på, at fortiden 

med amterne ikke nødvendigvis altid var 

problemfri og på vej i den rette retning. 

Man kan vælge mange forskellige målestokke, 

når man skal evaluere strukturreformen, 

og man kan have mange forskellige politiske 

eller personlige ambitioner i forhold til 

resultaterne af evalueringen: 

Den 23. august 2009 trådte Handicapkonventionen 

i kraft i Danmark, da Folketinget 

tidligere på året, i maj 2009, ratifi cerede 

konventionen og derved besluttede, at dansk 

handicappolitik skal udvikles efter intentionerne 

og rettighederne i Handicapkonventionen. 

For mig, som formand for DH 

og ekspertmedlem af den komité, der skal 


holde øje med Handicapkonventionens 

implementering i de knap 120 lande, der i 

dag har ratifi ceret Handicapkonventionen, 

er det helt naturligt at se på udviklingen i 

den danske handicappolitik siden strukturreformen 

trådte i kraft, i lyset af netop 

Handicapkonventionen. 

Derfor vil jeg i det følgende forsøge at tegne 

et billede af, hvordan handicappolitikken har 

udviklet sig siden strukturreformen trådte i 

kraft i begyndelsen af 2007. Og her vil man 

tydeligt kunne se, at udviklingen bestemt 

ikke er forløbet i overensstemmelse med 

hverken de politiske ambitioner eller Handicapkonventionens 

bestemmelser. 

Med vedtagelsen af Handicapkonventionen 

i 2006 i FN vedtog det internationale samfund 

samtidig at skifte fra den såkaldte 

medicinske model, hvor der var meget fokus 

på den konkrete funktionsnedsættelse, til i 

stedet at tage udgangspunkt i den såkaldte 

sociale model, hvor det ikke er den enkeltes 

funktionsnedsættelse, der er i fokus, men 

derimod de samfundsskabte barrierer, der 

begrænser en person med en funktionsnedsættelse 

i at kunne deltage i samfundslivet 

på lige vilkår. Det betyder, at det er 

udfordringerne i forhold til at nedbryde de 

samfundsskabte fysiske, kommunikative 

og holdningsmæssige barrierer, der nu er i 

centrum for handicappolitikken – suppleret 

med retten til at få rimelig tilpasning, hvis 

barriererne ikke kan nedbrydes. 

I takt med at de samfundsskabte barrierer 

nedbrydes, bliver personens handicap reduceret. 

Det betyder, at et handicap som 

begreb ikke er længere noget, der er knyttet 

til det enkelte menneske, men derimod 

skal ses som et udtryk for samfundets begrænsninger. 

Det nye handicapbegreb udfordrer vores 

hidtidige opfattelse af, hvem der tilhører 

gruppen af personer med handicap. Det 

er klart, at alle personer med en langvarig 

funktionsnedsættelse, som oplever samfundsskabte 

begrænsninger, er en del af 

målgruppen for fremtidens handicappolitik. 

I henhold til Konventionen og defi nitionen er 

også personer med sindslidelse og pårørende 

til personer med handicap nu en del af målgruppen. 

Det gælder også personer med en 

funktionsnedsættelse, der ikke nødvendigvis 

giver adgang til støtte efter dansk lovgivning, 

som den er udformet i for eksempel lov om 

social service og lov om kompensation til 

handicappede i erhverv. Der gælder ingen 

aldersgrupperinger – målgruppen er alene 

karakteriseret ved at opleve samfundsmæssige 

begrænsninger, når det gælder deltagelse 

i samfundslivet. 

Handicapkonventionen ændrer derfor på 

den måde, der skal føres handicappolitik 

på – både globalt, nationalt, lokalt og på 

tværs af alle sektorer i samfundet. Der skal 

fokus på afskaffelse af de samfundsskabte 

barrierer, og det skal gavne alle inden for 

målgruppen. Det betyder f.eks., at der skal 

fokus på sikring af tilgængelighed og oplysning 

til både den generelle befolkning og 

specifi kt til personer med handicap. Desuden 

skal det sikres, at der er adgang til den 

kompenserende støtte, der er nødvendig, 

hvis ikke den enkelte kan klare sig selv, det 

være sig med dækning af handicapbetingede 

merudgifter til medicin, personlig assistance 

i hjem og på uddannelse og arbejde, eller 

med tegnsprogstolkning til nedbrydningen 

af de sproglige barrierer mellem personer 

med et hørehandicap og den hørende del 

af befolkningen. 

Grundlæggende bør vi altid kunne sige, 

at vores handicappolitik bevæger sig i 

en retning, hvor den enkeltes muligheder 

for deltagelse i samfundslivet forbedres 

gennem øget personlig autonomi 

og reduktion af afhængighed af hjælp 

fra andre. 

Hvis vi ser på udviklingen i kommunerne, 

regionerne og på nationalt plan siden 2007, 

kan vi næppe konkludere, at der er truffet 

mange strategiske beslutninger, der baserer 

sig på ovenstående principper og visioner. 

Der er mange kommuner, der har en handicappolitik, 

som på mange måder retorisk tager 

udgangspunkt i Handicapkonventionen. 

Men i realiteten har man ikke været i stand 

til at ændre på den kommunale politik. Kun 

på et område, nemlig fysisk tilgængelighed, 

har man på kommunalt plan gjort fremskridt 

i forbindelse med omlægning af de 

nære byområder. 

Handicapkonventionen gælder også for 

kommunerne, det hersker, der ingen tvivl 

om, og det skal tages alvorligt inden for

set i relation til Handicapkonventionens intentioner 

alle sektorer i den kommunale verden. Det 

fremgår bl.a. af artikel 4, 1 (d), at man skal: 

”… tage hensyn til beskyttelse og fremme af 

menneskerettigheder for personer med handicap 

i alle politikker og ordninger…”. 

Det betyder, at kommunerne har pligt til at 

forholde sig til og sikre en udvikling inden 

for alle rettigheder i Handicapkonventionen. 

Men indtil videre har det været holdningen 

blandt kommunerne og Kommunernes 

Landsforening (KL), at Handicapkonventionen 

først er noget, der skal tages alvorligt, 

når Folketinget bevilger fl ere penge. Sådan 

hænger tingene ikke sammen. Alle er forpligtet 

til at efterleve handicapkonventionen 

og tage de nødvendige initiativer til at sikre 

afskaffelsen af de samfundsskabte barrierer. 

Her kunne kommunerne have taget fat i 

de mange gratis løsninger, der fi ndes, gennem 

for eksempel strategisk satsning på 

tilgængelighed i forbindelse med renoveringer 

og ombygninger, indkøb og etablering 

af elektronisk kommunikation mellem de 

administrative myndigheder og borgerne. 

Det ville ikke blot have været gratis, men 

sandsynligvis også have sparet penge på 

den lange bane, fordi det altid er billigere, 

hvis borgerne selv kan klare sig uden at 

skulle have hjælp. 

Der er grundlæggende rettigheder, som fx 

retten til deltagelse i det politiske liv og at 

kunne afgive sin stemme ved et valg, som 

kommunerne sagtens kunne tage mere alvorligt, 

end de hidtil har gjort. For det første 

skal kommunerne sikre, at de mest sårbare 

borgere også gives mulighed for at deltage i 

den demokratiske proces. De skal bl.a. lære 

om samfundsforhold, hvad det betyder at 

kunne stemme og få politisk indfl ydelse – 

også, når det gælder specialundervisningen. 

For det andet skal kommunerne gennem 

specialundervisning for voksne m.v. sikre, 

at det er muligt at deltage på egne præmisser 

i den politiske proces. For det tredje skal 

kommunerne sørge for, at der ikke er nogen, 

der mister deres stemmeret på baggrund 

af handicap. Kommunerne skal sikre, at 

ingen fratages deres personlige myndighed, 

fordi det betyder, at de med udgangspunkt 

i grundlovens bestemmelser også vil miste 

deres stemmeret. Derfor skal man kun 

træffe beslutninger om delvist værgemål, 

hvis en person med et betydeligt handicap 

har behov for støtte i dagligdagen til at 

træffe beslutninger. For det fremgår klart 

af Handicapkonventionens artikel 29, stk. 

1 (a), at det skal sikres: ”… at personer med 

handicap effektivt og fuldt ud, direkte eller gennem 

frit valgte repræsentanter på lige fod med 

andre kan deltage i det politiske og offentlige 

liv, herunder at personer med handicap har ret 

til og mulighed for at afgive deres stemme og 

modtage valg,…”. 

Siden strukturreformen, og endda før denne, 

har kommunerne fremhævet nærhedsprincippet 

som det centrale for borgerne, når 

kommunerne skal tilrettelægge den del af 

velfærdssamfundet, som de har ansvaret 

for. I princippet burde det store fokus på 

nærhed give gode muligheder for at leve op 

til handicapkonventionens artikel 19, stk. 1, 

hvor det fremgår: ”Deltagerstaterne anerkender, 

at alle personer med handicap har lige ret til at 

leve i samfundet med samme valgmuligheder 

som andre, og skal træffe effektive og passende 

foranstaltninger til at gøre det lettere for personer 

med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed 

samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i 

samfundet…”. 

Jeg tror ikke, at ret mange af de 330.000 medlemmer 

i de 32 medlemsorganisationer i DH 

kan skrive under på, at det lokale velfærdssamfund 

er blevet lettere at gebærde sig i. 

De vil heller ikke kunne genkende, at retten 

til at have de samme valgmuligheder, som 

andre. er blevet forbedret. Og kigger man på 

mulighederne for den lille gruppe af personer 

med handicap, der har behov for en bolig 

med en særlig kvalifi ceret støtte, så skal 

man stadig se langt efter valgfrihed mellem 

botilbud, og botilbud, der giver mulighed for 

øget inklusion gennem møder med borgere 

uden handicap på gågaden, i biografen eller 

på det lokale fodboldstadion. I stedet bygges 

der fl ere og fl ere institutioner, hvor fl ere og 

fl ere personer med et betydeligt handicap, 

ofte over 50 personer, skal bo sammen uden 

mulighed for at kunne komme ud blandt 

andre. En udokumenteret forventning til, at 

stort er godt og økonomisk effektivt driver 

byggeriet af institutioner frem igen, til trods 

for, at institutionsbegrebet blev ophævet i 

1998 og gjort politisk uønsket i 1982. Samtidig 

er institutionerne i sig selv med til at 

underminere personer med handicaps ret til 

at kunne leve inkluderet i lokalsamfundet. 

Det er et helt centralt budskab i Handicapkonventionen, 

at handicappolitikken skal 

besluttes i tæt dialog med repræsentanter 

for personer med handicap. I artikel 4, 3, 

fremgår det: ”Ved udvikling og gennemførelse 

af lovgivning og politikker … skal deltagerstaterne 

indgående rådføre sig med og aktivt involvere 

personer med handicap, herunder børn 

med handicap, gennem de organisationer, som 

repræsenterer dem.” 

Det har ført til, at lovgivningen med strukturreformen 

blev ændret, så der i dag er 

etableret et kommunalt handicapråd i hver 

kommune, hvor der skal være en dialog 

mellem repræsentanter for personer med 

handicap, kommunalpolitikere og evt. ansatte 

i kommunerne. Denne lovgivning er 

unik i sin idé og intention. 

Handicaprådene fungerer bedre i nogle kommuner 

end andre. Der er kommunalpolitikere 

og ansatte, der ikke prioriterer dialogen 

højt nok, og der er kommuner, hvor det er 

vanskeligt at rekruttere repræsentanter fra 

handicaporganisationerne, der har mod på 

og ressourcer til at ”bide skeer” med kommunalpolitikere 

og embedsmænd for at få 

en konstruktiv dialog. Der er også kommuner, 

hvor betjeningen af handicaprådet er 

mangelfuld. De steder, hvor dialogen kører 

godt og betjeningen er god, er der ingen tvivl 

om, at kvaliteten i de politiske beslutninger 

er højere, end de steder, hvor dialogen ikke 

har den samme gnist. I sidste ende handler 

det om at give kommunalbestyrelsen og den 

kommunale administration de bedste forudsætninger 

for at vide, hvordan vilkårene 

i kommunen er og opleves af personer med 

handicap. For har man den rette viden, kan 

man træffe de rigtige beslutninger. 

Jeg har ikke haft mulighed for at komme 

omkring alle områder, hvor repræsentanter 

for handicaporganisationerne mener, 

at strukturreformen i sin intention og sine 

løfter har svigtet personer med handicap, 

men jeg håber, at gennemgangen har givet et 

indtryk af strukturreformens udfordringer, 

handicapkonventionens indhold og dens 

muligheder for at kunne anvendes som redskab 

til evaluering af den konkrete politiske 

udvikling i den kommunale verden. ■ 

HOVEDCIRKLEN 21

Millioner 

ud ad vinduet? 

Kommunernes indsats – ifølge 

Medicinsk Teknologivurdering 

– sammenholdt med, hvad der 

anbefales i ”Forløbsprogram for 

rehabilitering af voksne med 

erhvervet hjerneskade”. 

Det er naturligvis vigtigt for 

hjerneskaderamte og deres 

pårørende at vide, hvad landets 

højeste sundhedsmyndigheder 

mener om, hvordan en rehabilitering 

bør forløbe, specielt hvor 

intensiv den bør være for at 

give resultater. 

Af Aase Engberg, dr.med, speciallæge 

i neurologi og formand for 

Hjerneskadeforeningens ekspertpanel 

Af forløbsprogrammet 

side 20 fremgår følgende: 

Planlægning, timing og intensitet 

Planlægning af et rehabiliteringsforløb beror 

på en interdisciplinær, systematisk og 

individuel udredning af personens samlede 

funktionsevne på alle relevante områder. I 

den forbindelse er det vigtigt at inddrage 

betydende sygdomme og funktionsnedsættelser, 

som personen havde forud for den aktuelle 

sygdom/traume, samt de pårørendes 

ressourcer. Udredningen er grundlaget for de 

fælles beslutninger om, hvordan rehabiliteringsindsatsen 

skal tilrettelægges i forhold 

til både indhold, timing og intensitet. Der 

bør anvendes validerede fagligt anerkendte 

undersøgelsesmetoder i det omfang, de er 

tilgængelige. 

Rehabiliteringsindsatsen retter sig mod alle 

påvirkede områder af funktionsevnen - i en 

nærmere fastlagt rækkefølge og intensitet. 

Alvorlige mentale funktionsnedsættelser er 

stærkt begrænsende faktorer for resultatet 

af rehabiliteringsindsatsen og kan være den 

væsentligste barriere for den samlede funktionsevne 

på lang sigt. 

Generelt gør følgende sig gældende: 

Der bør foreligge en skriftlig plan for rehabiliteringsindsatsen, 

som revurderes og 

justeres efter behov. Planen udarbejdes på 

baggrund af målene for rehabiliteringen og 

fungerer som et fælles arbejdsredskab for 

fagpersoner, for personen og de pårørende. 

Rehabiliteringsindsatsen planlægges og 

integreres systematisk i alle daglige gøremål 

og omfatter alle vågne timer. Alle indsatser 

tilrettelægges med opmærksomhed 

på personens ønsker, behov, motivation og 

kapacitet. 

Alle indsatser iværksættes uden unødig 

forsinkelse, da forsinkelse mindsker chancerne 

for maksimering af funktionsevnen. 

Indsatsen planlægges som et intensivt, 

kontinuerligt forløb og fortsætter så længe, 

der er positiv udvikling af funktioner og 

færdigheder. 

Indsatserne tilrettelægges, så de er repetitive 

samt opgave- og aktivitetsorienterede. Hjælpemidler, 

adaptive teknikker og indlæring 

af kompensatoriske strategier integreres i 

relevant omfang. 

Der er evidens for, at der skal minimum 45 

minutters daglig træning til hvert fokusområde 

for at opnå forbedring. Træning 

herudover er gavnligt, såfremt den enkeltes 

ressourcer tillader det. 

Verbal og nonverbal guidning anvendes systematisk 

i mange specifi kke indsatser, dog 

ikke overfor personer som er konfuse. Her 

er det derimod vigtigt at skærme i forhold 

til eksterne stimuli. I planlægningen af rehabiliteringsindsatsen 

inddrages personlig 

og omgivelsesmæssige faktorer”. 

Hvorledes er praksis i kommunerne? 

Af Medicinsk teknologivurdering side 88 fremgår: 

”Dosis af specifi k fysio- og ergoterapi er traditions- 

og ikke evidens-bestemt. I sygehusrehabilitering 

gives oftest en session (45 minutter) af hver 

faggruppe pa hverdage og ingen i weekenden. Det 

svarer til, at patienten modtager specifi k terapi i 

6 % af den vågne tid. I kommunal rehabilitering 

efter sygehusfasen er denne tid mindre med terapisessioner 

to til tre gange ugentligt svarende 

til 3 % af den vågne tid. Der er imidlertid god 

evidens for, at øget terapi særligt i de første seks 

til ni måneder efter apopleksi og anden erhvervet 

hjerneskade kan bedre prognosen, både hvad 

angår ganghastighed, ADL og IADL, tre systematiske 

reviews og et RCT (69, 114-116). Den 

optimale dosis er ikke fastlagt og er formentlig 

individuel”. 

Hvordan stemmer den 

kommunale praksis så med 

Sundhedsstyrelsens anbefalinger? 

Det er ikke svært at se, at den kommunale 

indsats, som den her er beskrevet, på ingen 

måde lever op til kravene om evidens. Det 

ser unægtelig ud, som om kommunernes 

indsats er så lavintensiv, at der ikke er evidens 

for virkning overhovedet. 

Vil det sige, at der hældes millioner af kroner 

ud ad vinduet i form af udgifter til reelt 

virkningsløs træning? 

I hvert fald giver det anledning til, at patienter 

med hjerneskade i rehabiliteringsfasen 

- hvis de orker det - må tilstræbe at 

få genoptræning mindst 45 minutter daglig 

pr. fokusområde, hvadenten det nu drejer 

sig om tale, gang eller andre praktiske færdigheder. 

For undertegnede ser det ud til, at der er så 

langt fra kommunernes tilbud til den intensitet, 

der kræves for at opnå fremgang, at det 

kommunale tilbud må suppleres med egentræning 

eller tilkøbt træning andetsteds. 

Hvis det ikke sker - hvad så med patienternes 

manglende fremskridt og dermed øgede 

hjælpebehov – og hvad med de millioner, der 

spildes i kommunerne på alt for lavintensiv 

træning? ■ 

HOVEDCIRKLEN 23

Et synspunkt: 

Frivillige skal bevare den civile ulydighed 

Jo mere vi lægger bånd på frivilligheden med 

krav om professionalisering og kvalitet, jo 

mere trækker vi energien ud af den. Det er 

et paradoks, som staten i dag står overfor, 

mener lektor og ph.d. Anders La Cour, der 

forsker i frivilligt socialt arbejde og socialpolitik 

på CBS. Senest har socialminister 

Karen Hækkerup (S) løftet sløret for dele af 

en ny stor socialreform, der blandt andet vil 

inddrage fl ere frivillige i offentlige opgaver. 

Området skal professionaliseres, og de skal 

ikke længere ses som blot et supplement 

til de kommunalt ansatte. Anders La Cour 

retter hård kritik mod statens opfattelse: 

på Rigshospitalet vidne til en pudsig episode. 

Sammen med lægen på den neuromedi- 

”Frivillighedspolitikken har viklet sig ind 

i en række alvorlige selvmodsigelser. En 

ny og bedre politik er mere realistisk, tør 

se selvmodsigelserne i øjnene og gøre op 

med nogle af sine mange kæpheste.” ■ 

Dr. Madsens testamente 

Hjernebog. Snurrig, original, lødig, fascinerende. Man kan hæfte mange tillægsord på Peter Lund 

Madsens ambitiøse og romanagtige storværk om menneskets forunderlige hjerne og om den mystiske 

dr. Zukaroff. Men først og fremmest bliver man klogere. 

Hvem: Peter Lund Madsen. Hvad: »Dr. Zukaroffs testamente - en bog om menneskehjernen«. 

Af Lars Henrik Aagaard 

Da Peter Lund Madsen var ung lægestuderende, 

blev han under en sen studentervagt 

cinske afdeling blev han kaldt ned til en 

patient, der var faldet ud af sin seng. 

HOVEDCIRKLEN 25

Da de nåede frem, var der tumult på patientstuen. 

Patienten, en ældre mand, var på det nærmeste 

kommet i slagsmål med to portører 

og en sygehjælper. Han ville ikke kendes ved 

sit venstre ben og forsøgte derfor ihærdigt 

at kyle det ud af sengen. For som manden 

ræsonnerede: Når benet nu ikke var hans, 

så skulle det heller ikke ligge i hans seng. 

Patienten havde haft en blodprop i højre 

side af hjernen og havde derved, uheldigvis, 

udviklet et symptom ved navn neglect. Det 

indebar, at han havde mistet interessen for 

alt, hvad der foregik i venstre synsfelt og 

dermed også erkendelsen af, at hans venstre 

ben var hans eget. 

Den sælsomme historie står at læse i hjerneforskeren, 

foredragsholderen og scenekunstneren 

Peter Lund Madsens moppedreng 

om menneskehjernen »Dr. Zukaroffs 

testamente«. Og historien fortælles for at 

anskueliggøre, at vores verden skabes i vores 

hjerner. Hvilket har nogle foruroligende 

konsekvenser, som vi vender tilbage til. 

Det er et værk, der er lige så snurrigt som 

Hjerne-Madsen selv: Hverken roman eller 

selvbiografi , hverken dagbog eller populærvidenskab, 

men en herlig blanding af 

det hele - dog mest det sidste. Men først 

og fremmest er bogen ambitiøs - et forsøg 

på med fi ktive fortællegreb at beskrive den 

overlegne menneskehjerne i alle dens forunderlige 

facetter. 

Og man må sige, at Madsen lykkes med 

forehavendet et langt stykke hen ad vejen. 

Mødet med en dansk-tysk-russisk forsker 

Bogens indledning er genial. Tiden er skruet 

tilbage til 9. oktober 2006. Madsen er frustreret. 

Han vil skrive en bog om hjernen, men alle 

forsøg ender i en blindgyde, fordi det enten 

bliver for uoriginalt eller for nørdet. Under 

et besøg inde i København passer en ældre 

herre ham imidlertid op. Han hedder Alexander 

Zukaroff, og han har et tilbud. Han 

vil hjælpe Madsen med at skrive sin bog. 

Madsen ender med at tage imod tilbuddet 

fra den veltalende, gammeldags udseende, 

men også irriterende insisterende herre. 

Hvilket fører ham på en både geografi sk og 

mental rejse ind i menneskesindets krinkelkroge. 

Det viser sig nemlig, at Dr. Zukaroff er martret 

af en række sindsoprivende oplevelser, 

der hver for sig afspejler aspekter af menneskets 

sind. På den måde kommer den 

hemmelighedsfulde dansk-tysk-russiske 

forsker, der bl. a. har arbejdet med bakte- 

riologisk krigsførelse i DDR, til at fungere 

som effektiv motor i fortællingen. 

Den fi ktive rammehistorie giver også forfatteren 

øget frihed. Bl. a. kan han foretage 

konklusioner, som der strengt taget ikke er 

videnskabelig dokumentation for, men som 

man intuitivt fornemmer er rigtige, f. eks. at 

i ørredens, slangens og frøens indre hersker 

der kun tomhed og mørke. 

Der er et enormt schwung over fortællingen, 

der begynder med livets og dyrenes udviklingshistorie 

og dermed hjernens evolution 

- fra hjernens enkle basismodel i fl adormen 

over vores fjerne forfædre, fi skenes, væsentligt 

mere komplekse struktur og frem til 

vores mentalt overlegne art Homo sapiens’ 

opståen for ca. 100.000 år siden. 

Går op i en højere enhed 

Undervejs får Madsen fortalt neurologiens 

historie, der indeholder en perlerække af 

fabelagtige opdagelser, og han dissekerer 

hjernen fra A til Z, komplet med hele det 

videnskabelige fodnoteapparat i orden. 

Den videnskabelige del af bogen er krydret 

med en lang række fi ne og illustrative 

tegninger af Ingeborg Nielsen, mens den 

åndelige rejse med dr. Zukaroff har selskab 

af forfatterens egne stemningsfulde og hverdagsagtige 

sort-hvide fotografi er. 

Det lyder formentlig lettere mystifi stisk, 

men næsten alt går op i en højere enhed i 

dette originale og forholdsvis lettilgængelige 

værk, der næppe har sin lige i litteraturhistorien. 

End ikke nordmanden Josteins Gaarders 

fi losofi historiske roman »Sofi es verden« er 

helt så dristigt gennemført på sit fagområde, 

som »Dr. Zukaroffs testamente« er her på 

hjernens banehalvdel. 

Et af de mest interessante afsnit handler 

som sagt om vores virkelighedsopfattelse. 

Hverken mennesker eller noget andet dyr 

ved reelt, hvad virkeligheden er for en størrelse. 

For mellem os og virkeligheden eksisterer et 

fi lter, der består af vores forføreriske sanser 

og bag dem vores lige så forføreriske hjerne. 

Som Madsen skriver: »Alt vi oplever, farver, 

smagsindtryk, lugte og lyde, udspringer fra 

vores hjerner. Den verden, vi oplever i vores 

bevidsthed, skabes af vores hjerner, og den 

eksisterer kun der.«. 

Dannelsesrejse 

Forfatteren er ikke i tvivl om, at enkelte 

intelligente dyrearter - spækhuggere, chimpanser, 

elefanter og selv ravne - har en form 

for selvbevidsthed. 

De kan således bestå spejltesten - erkende, 

at det er dem selv, de ser i et spejl. 

Men det er kun i den menneskelige hjerne, 

at selverkendelsen er opstået, altså evnen 

til at vide, at vi ved, at vi er her, og at der er 

andre, der tænker på samme måde. Parallelt 

kommer sproget og dermed evnen til at 

videregive information til vores efterkommere. 

Vi erfarer, organiserer os, udvikler os. 

Madsens værk er formet som en dannelsesrejse 

ind i hjernens og bevidsthedens dybeste 

grotter. På samme måde er bogens tone 

dannet, nærmest lødig. Det er en gentleman, 

der taler her. Tilmed en let ( selv)højtidelig 

af slagsen. Der tales næsten ikke om sex og 

parringsdrifter, hvilket man, afhængig af 

smag, kan vælge at opfatte som en befrielse 

eller en mangel. 

Skal man komme med et par enkelte indvendinger, 

kan man hævde, at forfatteren sammen 

med sit alter ego, dr. Zukaroff, til tider 

bevæger sig vel langt bort fra sit fagområde. 

En vis sentimentalitet indfi nder sig også mod 

bogens slutning, hvor symbolikken bliver en 

smule tykkere, end godt er. 

Men man bærer gerne over med Madsen, 

for der er strøet så megen fortælleglæde og 

indsigt og så mange aha-godbidder ud over 

siderne, at man konstant får næring til at 

fortsætte læsningen - også for at fi nde ud 

af, hvad han egentlig har gang i, den dunkle 

dr. Zukaroff. 

Fakta: Blå bog 

Peter Lund Madsen er født i 1960. 

Uddannet læge og hjerneforsker. 

Forfatter til adskillige forskningsartikler 

i internationale tidsskrifter. 

Foredragsholder, TVvært og scenekunstner. 

Er i øjeblikket ved at uddanne sig 

til psykiater. 

Denne artikel med omtale af Peter Lund Madsen’s 

nye Hjernebog blev bragt i Berlingske, søndag 

d. 14. oktober 2012. ■ 

HOVEDCIRKLEN 27

Forskningsprojekt 

om åreforkalkning 

Hjerneskadefonden støtter 

et projekt om forekomsten af 

slagtilfælde i Danmark gennem 

25 år og kroniske sygdommes 

betydning for udfaldet. 

Af Morten Schmidt, Læge og ph.d.studerende 

Klinisk Epidemiologisk Afdeling, 

Aarhus Universitetshospital 

Åreforkalkningssygdom er den hyppigste 

dødsårsag i Danmark. Slagtilfælde er blandt 

de hyppigste åreforkalknings-sygdomme or 

dermed også blandt de hyppigste dødsårsager 

i Danmark. 

Der sker i disse år en ændring i befolkningens 

alderssammensætning med en 

stigende andel af ældre. Både risikoen for 

åreforkalkningssygdom samt mange andre 

sygdomme stiger med alderen. Blandt patienter 

med åreforkalkningssygdom er der 

således en stor andel, der samtidig har én 

eller fl ere andre kroniske sygdomme − såkaldt 

”komorbiditet”. Graden af komorbiditet 

er speciel høj for patienter med åreforkalkningssygdomme, 

fordi disse sygdomme har 

risikofaktorer til fælles med mange andre 

kroniske lidelser. 

For at forstå sygdomsforløbet af slagtilfælde, 

videreudvikle forskningen inden for området, 

og ikke mindst for at kunne rådgive og 

behandle patienterne bedst muligt er det 

afgørende at have præcis viden om, hvilke 

faktorer der påvirker risikoen og udfaldet af 

et slagtilfælde. Vi ønsker derfor at undersøge 

udviklingen og overlevelsen af slagtilfælde i 

Danmark gennem de sidste 25 år og komorbiditets 

betydning for udfaldet. Vi vil undersøge 

dette for alle typer af slagtilfælde, dvs. 

både for slagtilfælde der skyldes en blodprop 

i hjernen (iskæmisk slagtilfælde) eller en 

hjerneblødning (hæmoragisk slagtilfælde 

eller subaraknoidalblødning). 

Alt i alt vil projektet inkludere ca. 200.000 

danskere, der i perioden 1984-2008 har er 

blevet indlagt med et førstegangs slagtilfælde. 

Vi har tidligere undersøgt dette for akut 

hjerteanfald og metoden er derfor veludviklet. 

Undersøgelserne vil bygge på data fra 

bl.a. Landspatientregistret, receptdatabaser, 

og CPR-registret. Muligheden for at sammenkøre 

disse registre via CPR-nummeret er 

unik for Danmark, og der er på nuværende 

tidspunkt ikke andre internationale studier, 

der vil kunne belyse denne problemstilling 

i samme størrelsesorden og med samme 

troværdighed. Hyppigheden er slagtilfælde 

gør at resultaterne fra dette projekt vil have 

stor folkesundhedsmæssig og samfundsøkonomisk 

betydning. 

Projektet vil blive gennemført i et samarbejde 

mellem Klinisk Epidemiologisk Afdeling 

og Hjertemedicinsk Afdeling på Aarhus 

Universitetshospital. Yderligere vil en del af 

projektet blive udført på Ohio State University 

i USA hvor undertegnede i 2012 gennemfører 

et 6 måneders forskningsophold. 

Forskningsgruppen inkluderer desuden 

eksperter inden for de relevante områder: 

professor i klinisk registerforskning, dr.med., 

ph.d., Henrik Toft Sørensen; professor i hjertekarsygdomme, 

dr.med., ph.d., Hans Erik 

Bøtker; og lektor i biostatisk Jacob Bonde 

Jacobsen. 

Vi takker mange gange for støtten fra Hjerneskadefonden. 

■ 

HOVEDCIRKLEN 29

HovedHuset 

- et arbejdsfællesskab for mennesker med følger efter en erhvervet 

hjerneskade 

Er du efter din hjerneskade blevet usikker på dine kompetencer og ressourcer? Eller savner du at 

være en del af et arbejdsfællesskab? Så er HovedHuset måske noget for dig? HovedHusets fi losofi 

er, at alle kan noget, og alle er gode til noget! 

Hvad er HovedHuset? 

HovedHuset er et specialiseret tilbud til dig, der har en erhvervet hjerneskade, er i alderen 

18- 65 år og enten lige har afsluttet genoptræning eller har levet med en hjerneskade i 

mange år. 

HovedHuset fungerer som en rummelig arbejdsplads, hvor du sammen med andre hjerneskadede 

og husets medarbejdere varetager de opgaver, der er forbundet med at drive 

huset. Gennem forskellige arbejdsopgaver pejler du dig ind på, hvad du er god til og måske 

mindre god til. Du bliver tilknyttet en kontaktperson med neurofaglig viden, som støtter 

og coacher dig i personlig og faglig udvikling. Dit forløb i HovedHuset er individuelt og 

skræddersyet i forhold til dine ressourcer, barrierer og din livssituation. 

Mere information 

Ønsker du at vide mere om HovedHuset, kan du læse mere på www.hovedhuset.dk. Du 

er også velkommen til at ringe og få en snak med en medarbejder på tlf.nr.: 88 27 17 47 

eller skrive en e-mail til info@hovedhuset.dk. 

Adresse: Den Selvejende Institution HovedHuset, Wittenberggade, 45, 4. sal, 2300 København 

S 

Clubhouse-modellen 

HovedHuset arbejder efter Clubhouse-modellen, der bygger på ligeværd, medindfl ydelse 

og motivation samt styrker og ressourcer. Det centrale i Clubhouse-metoden 

er troen på, at arbejde og det at være en del af et arbejdsmiljø, er udviklende og 

reintegrerende. Derfor er arbejdsopgaver omdrejningspunktet i HovedHuset. 

HovedHuset danner model for 5 lignende huse, de såkaldte ”Arbejdsrehabiliteringsklubber” 

(ARK), i henholdsvis Ålborg, Hjørring, Odense, Slagelse og Lolland 

kommuner. De fem huse er fi nansieret af Socialministeriets SATS-puljemidler. 

HovedHusets tilbud 

• HovedHuset tilbyder afklarende og 

arbejdsrettede forløb til dig, der er 

på sygedagpenge, kontanthjælp, ledighedsydelse 

(fl eksjobgodkendt) og 

revalideringsydelse samt dig uden 

noget forsørgelsesgrundlag. 

• Er du førtidspensionist eller efterlønner, 

tilbyder HovedHuset et dagtilbud 

med fokus på dine ressourcer og din 

udvikling. 

Det er din egen hjemkommune, der skal 

bevillige et forløb i HovedHuset. Kontakt 

HovedHuset for mere information. 

Fakta om HovedHuset 

HovedHuset blev stiftet som et udviklingsprojekt 

af Hjerneskadeforeningen 

i 2006 og blev i november 2011 en selvejende 

institution. I maj måned i år fl yttede 

HovedHuset fra Frederiksberg til 

Amager i nyistandsatte lokaler tæt på 

offentlig transport. 

HOVEDCIRKLEN 31

Hjerneskadeforeningens Landskontor 

er fl yttet i nye lokaler 

Landskontoret har nu fået bopæl 

i Handicaporganisationernes 

Hus og er i den forbindelse 

fl yttet under samme tag med 

hovedparten af DH’s øvrige 

medlemsorganisationer. 


Onsdag den 12.12.12 kl. 12 blev der holdt åbningsreception 

i verdens mest tilgængelige 

kontorhus – Handicaporganisationernes Hus 

på Blekinge Boulevard nr.2 i Høje-Taastrup. 

Den formelle åbning blev forestået af Hendes 

Majestæt Dronningen. Alle gæster skulle 

således være på plads i huset senest kl. 

11.45. Der blev holdt taler og spillet musik 

fra kl. 12.00 – til kl.13.00. Herefter var der frokost, 

samt mulighed for at besigtige huset. 

Rigtig mange ville gerne have været med 

ved åbningen. Brandtilsynet tillod dog ”kun” 

maximalt 800 gæster under arrangementet. 

For alle organisationer med ”bopæl” i det 

nye fælles hus, var det muligt at deltage på 

følgende vis: Alle ansatte i huset påregnedes 

at være med. Herudover kunne hver organisation 

deltage med op til otte gæster, incl. 

eventuelle personlige assistenter. 

Såvel gæster som ansatte overværede åbningsprogrammet 

fra den etage, hvor organisationens 

sekretariat er beliggende i 

huset, hvorfra der var fi nt udsyn til atriet, 

hvor programmet blev afviklet. ■ 

EN RUND FØDSELSDAG – OG ET VEMODIGT FARVEL! 

Marianne Schirrmacher, som fornylig har haft 60 års fødselsdag, 

er sammen med sin mand, Peter stoppet i foreningen. 


Lørdag d. 27. oktober 2012 fyldte Marianne 60 år – Hjerneskadeforeningen ønsker alt godt 

for Marianne og hendes kære i det nye årti, hun nu er trådt ind i. 

Marianne’s succesive opbygning af all-round kompetancer inden for alle funktioner på 

Landskontoret har i årenes løb gjort Marianne til en vigtig medarbejder på 

Marianne 

Schirrmacher 

Peter 

Schirrmacher 

Hjerneskadeforeningens Landskontor – og Marianne har med rette kunne betegnes som en mindst 20-armet blæksprutte. 

Men alt dette er desværre slut nu. Med udgangen af oktober måned er Marianne’s ansættelse i foreningen ophørt – efter 17 år. 

Siden Marianne blev ramt af en alvorlig hjerneblødning i sommeren 2011 har Marianne ikke kunnet genoptage sine arbejdsfunktioner 

på Landskontoret og har efterfølgende erkendt, at hun ikke fremover vil kunne udfylde den samme funktion på Landskontoret, 

som hun tidligere har gjort. Heldigvis har Marianne gjort store fremskridt efter sin hjerneblødning – bla. via en intensiv 

genoptræningsindsats foranlediget og støttet af Hjerneskadeforeningen – og hun gør fortsat fremskridt. 

Med udgangen af november måned er Mariannes mand, Peter stoppet som frivillig medarbejder på Landskontoret, for at kunne 

yde så meget støtte til Marianne som muligt. 

Peter har gennem de sidste 16 år ydet en stor indsats på Landskontoret, idet han i alle årene har tilrettelagt sit øvrige arbejdsliv, 

således at han én dag om ugen har kunnet hjælpe på Landskontoret med alt forfaldende kontorarbejde. 

Kære Marianne og Peter! Hjerneskadeforeningen takker jer begge varmt for alt jeres slid og slæb og for alt hvad I i øvrigt har gjort 

for foreningen i årenes løb. Samtidig håber vi inderligt på alt det bedste for jer begge i årene fremover. 

HOVEDCIRKLEN 33

Det Centrale Handicapråd 

Bliv klogere på Det Centrale Handicapråd i ny årsberetning 


Årsberetningen er en hjemmeside med 

fotos, videoer og tekst om og med rådets 

medlemmer, arbejdstemaer, samarbejdspartnere, 

holdningspapirer og meget mere. 

I Det Centrale Handicapråds nye årsberetning 

for 2011-2012 kan du blive klogere på 

rådet - på en nem og tilgængelig måde. For 

første gang har rådet lavet deres årsberetning 

som en hjemmeside på nettet. Den er 

hurtig at navigere i, teksterne er korte, og 

der er masser af billeder og videoer. 

Har du travlt, kan du læse det letlæste resumé, 

som du fi nder inde på siden. Og har 

du tid til nærlæsning, kan du printe årsberetningen 

ud som en PDF. 

I årsberetningen kan du blandt andet… 

• Læse mere om rådsmedlemmerne og om, 

hvordan de arbejder med hinanden. 

• Få mere at vide om, hvem rådet samar- 

LEGATER 

bejder med - og hvorfor og hvordan. 

• Se videoer med fi re rådsmedlemmer, som 

fortæller om rådets arbejdstemaer. 

• Læse, hvilken helt ny, dansk undersøgelse, 

to specialestuderende fra Institut for 

Uddannelse og Pædagogik er ved at 

lave i samarbejde med rådet. 

• Læse rådets holdningspapirer – ét er 

om inklusion i folkeskolen, et andet 

er om velfærdsteknologi. 

• Se og høre, hvad rådet har sagt i medierne 

i 2011-2012. 

• Downloade idekataloget fra rådets 

beskæftigelsescamp, hvor eksperter 

kom med forslag til, hvordan man 

kan få fl ere mennesker med handicap 

i job. 

• På en video se, hvad der forargede 

formanden, da han besøgte en 

messe for hjælpemidler. 

Takket være bevilling fra Zangger Fonden har Hjerneskadeforeningen mulighed 

for at uddele legater til vore medlemmer. 

Der kan fortrinsvis søges om støtte til sygdomsbehandling, der er 

omkostningskrævende enten som følge af selve behandlingen eller som følge 

af de til behandlingen nødvendige hjælpemidler. 

Vejledende retningslinier for ansøgninger: 

• Der kan tidligst søges tilskud/økonomisk støtte efter 1 års medlemskab 

af Hjerneskadeforeningen. 

• Da det er vigtigt, at midlerne kommer så mange af foreningens medlemmer 

til gode som overhovedet muligt, vil der normalt ikke kunne ydes støtte 

mere end to gange fra fonden. 

• Der kan ikke ydes tilskud/økonomisk støtte til aktiviteter, der er omfattet af 

offentlig forpligtelse. (Først søges kommunen – hvis afslag, vedlægges dette ansøgningen). 

• Der skal foreligge en udførlig begrundelse for ansøgningen. (Dvs., det er 

utilstrækkeligt at begrunde med f.eks. ”dårlig økonomi”). 

• Der kan kun søges til reélle merudgifter. (Dvs., der kan ikke søges til kost, 

lommepenge og lignende). 

• Tilskudsmodtageren har pligt til at oplyse, hvis der ydes tilskud/økonomisk støtte fra anden 

side, idet der fra Zangger Fonden ikke kan ydes et større beløb, end de faktiske merudgifter. 

Ansøgninger indsendes til lokalformanden i den lokale afdeling man tilhører. 

Zangger Fonden er godkendt af Socialministeriet. 

Det betyder, at der ikke skal betales skat af et tildelt legat. 

Du fi nder årsberetningen via dette link: 

http://danskhandicapforbund.dk/nyheder_og_debat/bliv-klogere-paa-det-centralehandicapraad-i-ny-aarsberetning/ 

■ 

HOVEDCIRKLEN 35

Manuskripter øger funktions- 

niveauet hos borgeren 

og forbedrer arbejdsmiljøet for personalet 

Af ergoterapeut Rikke Forslund, 

Rikke Graae Pedersen og 

Christina Folkmann Hansen, 

Hjerneskadecentret BOMI 

Personer med hjerneskade får typisk vanskeligheder 

med tænkningen samt opfattelsen 

og bearbejdningen af sanseindtryk, 

dvs. kognitive og perceptuelle vanskeligheder. 

Det skaber problemer med at forstå og 

udføre hverdagens mange opgaver. Derfor 

er den hjerneskadede i høj grad afhængig 

af, at blive mødt med de rette krav og den 

rette støtte. Det kræver en systematisk faglig 

tilgang. De fysiske omgivelser, hvordan 

aktiviteter tilrettelægges og måden andre 

mennesker møder den hjerneskadede på, 

får stor betydning for funktionsniveauet og 

oplevelsen af succes i hverdagen. Er kravene 

for høje resulterer det ofte i manglende 

succes og nogen gange i uhensigtsmæssige 

reaktionsmønstre f.eks. ”udadreagerende 

adfærd”. Resultatet er negative her-og-nu 

oplevelser og på længere sigt et forringet 

funktionsniveau for den hjerneskadede og 

psykisk nedslidning hos personalet. 

Hjerneskadecentret BOMI har i samarbejde 

med Lolland kommune ved Søndersø Bo- og 

rehabiliteringscenter og Guldborgsund kommune 

ved Bo og støttecenter Saxenhøj og 

Social psykiatrien, etableret projektet ”At 

vide hvor den anden er” bevilget af ForebyggelsesFonden. 

Projektet har nu været 

i gang i 1 ½ år og afsluttes med udgangen 

af 2012. Ergoterapeuter med neurofaglig 

viden på specialistniveau har i perioden 

superviseret personalet på institutionerne 

i.f.t. borgere med bl.a. hjerneskader efter en 

fast ”arbejdsproces”. Formålet med projektet 

er at opkvalifi cere personalet så de bliver 

bedre i stand til at forstå den hjerneskadedes 

vanskeligheder og reaktionsmønstre for 

at kunne yde den rette støtte i hverdagen. 

Projektet er baseret på Mark Ylvisakers og 

Timothy Feeneys arbejde med rehabilitering 

af hjerneskadede i USA. Foreløbige erfarin- 

”Manuskriptmetoden” er fremragende til at bedre både funktionsniveau og medarbejderkompetencer 

ved hjælp af ekspertrådgivning – og er altså en måde at bruge specialistviden på, 

som giver mening for både borgere og personale. 

S.E. Andreasen 

ger viser, at der sker positive fremskridt hos 

den hjerneskadede og at personalet oplever 

arbejdet mindre psykisk belastende. 

Positive hverdagsrutiner og ensartet støtte 

Målet er at skabe positive hverdagsrutiner, 

dvs. rutiner med den rette mængde støtte 

til, at den hjerneskadede oplever succes. 

Ved at arbejde målrettet med at etablere 

og indarbejde sådanne får personen med 

hjerneskade bedre muligheder for at lære 

nyt og antallet af ændringer i hverdagen 

minimeres. Personer med hjerneskade har 

nemlig ofte vanskeligheder på disse områder. 

At lære af egne erfaringer er vanskeligt, 

hvis man ikke kan genkalde sig de 

erfaringer man fi k sidste gang man stod i 

en tilsvarende situation eller måske ikke 

længere husker erfaringer fra før hjerneskaden. 

Samtidig kan det for den hjerneskadede 

være sværere at tænke sig til, hvad der 

kræves i en bestemt situation, fordi evnen 

til at tænke abstrakt, dvs. tænke årsagssammenhænge 

og eventuelt også evnen til at 

kunne koncentrere sig ”om at tænke” er nedsat. 

Endelig oplever rigtig mange personer 

med hjerneskade at have vanskeligt ved at 

magte ændringer i omgivelserne pga. vanskeligheder 

med overblik, planlægning og 

strukturering. Ændringer skaber let stress, 

frustration og kaosfornemmelse. Skal en 

person med hjerneskade lære noget nyt 

er det derfor nødvendigt ”at man bevidst 

går uden om” disse vanskeligheder for at 

opnå succes. At indarbejde faste rutiner og 

vaner er på den måde med til at reducere 

kravene til den hjerneskadede. Det betyder, 

at det er nødvendigt, at personalet støtter 

og hjælper den hjerneskadede på samme 

måde hver gang. 

Udarbejdelse af manuskripter 

Redskabet til etablering af positive hverdagsrutiner 

er manuskripter. Et manuskript er 

en detaljeret plan for, hvordan en konkret 

situation eller aktivitet gennemføres f.eks. 

bad, tandbørstning eller kommunikation. 

Manuskriptet beskriver, hvordan der skal 

støttes, hjælpes og hvorfor og skal følges 

af alle personer, der støtter den hjerneskadede. 

Hvor borgeren har ressourcer til det, 

deltager de i at skrive manuskriptet sammen 

med personalet og de superviserende 

ergoterapeuter. 

Forud for ”manuskriptskrivningen” har personalet 

på baggrund af en samlet beskrivelse 

af problemerne i hverdagen, udvalgt, hvilket 

konkret problem, der skal arbejdes videre 

med. Der er indsamlet viden om, hvad der 

fungerer godt i hverdagen, hvad der er betydningsfuldt 

for den hjerneskadede samt 

dennes mål/ønsker. På dette tidspunkt i 

arbejdsprocessen begynder ”hypotesedannelsen”, 

hvor mulige årsager til problemet 

opstilles. Alle forslag er velkommen så længe 

de er fagligt begrundede. Her skal personalet 

benytte sig af og udvikle deres neurofaglige 

viden om, hvordan kognitive vanskeligheder 

fremtræder i hverdagen, hvilke krav til 

tænkningen og sansebearbejdningen forskellige 

aktiviteter og fysiske omgivelser 

stiller. Almenbeskrivelser som f.eks. det er 

fordi ”han er doven” eller hun opfører sig 

sådan fordi ”hun er forkælet” oversættes til 

HOVEDCIRKLEN 37

”han kunne have nedsat initiativ” og ”hun 

har muligvis nedsat evne til impulsstyring”. 

Når mulige årsager er udtømt gennemgår 

personalet listen og kigger på, hvilke ”årsager”, 

de har mulighed for at gøre noget 

ved. Det er de ”årsager” som forsøges løst/ 

håndteret i et detaljeret manuskript. 

Lad os kigge på et eksempel 

Personalet beder om hjælp til, hvordan de 

støtter Britta. Ligegyldigt, hvad de gør så 

råber, skriger, niver eller spytter Britta når 

de hjælper hende. Det sker når hun skal 

liftes, i badet, når hun sidder ved spisebordet, 

når der ikke er mere kaffe eller når 

hun bare sidder i opholdsstuen sammen 

med de andre beboere. Efterhånden er det 

blevet meget belastende og det er tydeligt, 

at Britta ikke har det godt når hun skriger. 

Britta har haft fl ere hjerneblødninger i begge 

sider af hjernen, har indopereret shunt og 

har haft et alkoholforbrug gennem mange 

år. Britta fl yttede ind på institutionen for 

ca 1 år siden fra et almindeligt plejehjem. 

Der fi ndes ingen neuropsykologiske, ergoterapeutiske 

eller fysioterapeutiske undersøgelser 

på Britta. Britta skal have hjælp 

til alle funktioner i hverdagen, oftest af 2 

personaler pga. hendes adfærd. Hun sidder 

i kørestol, forfl ytninger foregår ved lift 

og sproget begrænser sig til enkelte ord. 

Der er mest ro på Britta når hun ligger i sin 

seng eller hun kigger familiebilleder med 

et personale i hendes egen lejlighed. Britta 

kan ikke selv udtrykke ønsker og mål, men 

personalet oplever, at hun er meget glad 

for mad og kaffe. Personalet beslutter at 

de i første omgang ønsker at arbejde med 

at undgå skrigen, råben, spytten og niven 

under morgenhygiejnen. 

Britta og hendes primære kontaktpersoner 

fi lmes under morgentoilettet. Filmen er 

efterfølgende udgangspunkt for ”hypotesedannelsen”, 

hvor spørgsmålet ”hvorfor 

skriger, råber, spytter og niver Britta under 

morgentoilettet” stilles. Med hjælp og støtte 

fra superviserende ergoterapeuter kommer 

personalet frem til fl ere mulige årsager til, 

at Britta opfører sig som hun gør. Her skal 

nævnes enkelte eksempler på hypoteser: 

• Britta har vanskeligt ved at tolke og adskille 

sanseindtryk - ses ved at stillingsændringer 

udløser skrig feks. ved liftning 

• Britta oplever smerter ved berøring af 

højre arm – skriger og niver når personalet 

berører armen 

• Britta forstår ikke, hvad der skal ske når 

personalet igangsætter nye delhandlinger 

som f.eks. at vaske kroppen. Hun kan ikke 

sætte de mange sanseindtryk sammen og 

koble dem til tidligere erfaringer, til en 

fornuftig forestilling om, hvad personalet 

forventes at gøre når de f.eks. tager sæbe 

på en våd vaskeklud. Hun bliver utryg og 

da Britta ikke er i stand til at fl ytte sig selv 

eller udtrykke sig verbalt reagerer hun 

med at råbe, nive og spytte. 

• Britta får ikke støtte nok i løbet af dagen 

- der er ikke personaleressourcer nok. 

Alle hypoteser er velkomne, sådan at alle 

personalesynspunkter kommer til orde. Afgørende 

for, hvordan manuskriptet udformes 

er som sagt, hvilke hypoteser personalet 

kan gøre noget ved. Et væsentligt mål med 

manuskriptet bliver derfor også at evaluere 

om manuskriptet virker efter hensigten. 

”Virker det” er der en overvejede sandsynlighed 

for at hypoteserne er rigtige. ”Virker 

det ikke” må der afprøves andre hypoteser 

indtil der er en positiv effekt. 

I forhold til Britta udarbejdes sammen med 

personalet et manuskript målrettet de 3 

første hypoteser. Det vurderes, at den 4. 

hypotese ikke er noget personalet kan gøre 

noget ved her og nu, da det vil kræve tilførsel 

af personaleressourcer. Den overordnede 

arbejdshypotese for manuskriptet er ”råben, 

skrigen, spytten og niven er udtryk for at 

Britta ikke forstår, hvad der skal ske og/eller 

oplever perceptions og/eller smerteproblemer. 

Manuskriptet kommer til at indeholde 

3 områder: 

• Hvordan hjælpes Britta til at forstå, hvad 

hun skal i gang med? 

• Hvordan gives tydelige kropslige signaler 

til Britta når hun skal liftes, ved vending 

i sengen, under påklædning og vask af 

krop? 

• Hvordan reagerer personalet, når Britta 

er voldsomt råbende, spytter og niver? 

Under alle punkter gives en præcis og detaljeret 

beskrivelse af, hvordan personalet 

skal gøre og i hvilken rækkefølge. Under 

”hvordan hjælpes Britta til at forstå, hvad 

hun skal i gang med” står der f.eks: 

• Personalet fortæller kort, hvad der skal 

ske før handlingen sættes i gang f.eks. 

”nu skal du have strømper på, vi starter 

med din højre fod”. Personalet afventer 

Sådan ser ”Arbejdsprocessen” ud: 

Identifi cering af problemer i hverdagen. 

Udvælgelse af et konkret problem, der skal 

arbejdes videre med. 

Hvad er borgerens ressourcer og hvad 

fungerer godt i hverdagen. 

Hvad er betydningsfuldt for borgeren og 

hvad er borgerens mål og ønsker. 

Hypotesedannelse – afdækning af mulige 

årsager. 

Prioritering af hvilke hypoteser, der kan 

gøres noget ved. 

Målsætning konkret og målbar i.f.t. problemet, 

prioriterede hypoteser og hvad der 

er betydningsfuldt for borgeren. 

Udarbejdelse af manuskript (i samarbejde 

med borgeren, hvis det er muligt). Bygger 

på etablering af: 

Den rette støtte og de rette krav dvs. forebyggelse 

Positive hverdagsrutiner 

Succesoplevelser 

Meningsfuldhed for borgeren 

Ensartet tilgang fra personalet. 

Afprøvning af manuskriptet over en periode 

Evaluering og justering af manuskriptet, 

gerne sammen med borgeren 

Vil du vide mere: 

Mark Ylvisaker og Timothy Feeney har 

skrevet om Positive hverdagsrutiner i bogen 

”Collaborative Brain Injury Intervention. 

Positive Everyday Routines”. Bogen 

er desværre ikke oversat til dansk. 

HOVEDCIRKLEN 39

at Britta giver accept ved at nikke eller 

mumle i venlig tone. Siger Britta nej/ja 

i vred tone gives Britta yderligere tid før 

der spørges igen. 

• Derefter gives Britta tydelige kropslige 

signaler til, hvad der skal ske. Før f.eks. 

strømpen hen til foden og begynd at trække 

den på uden at starte med at løfte 

benet. Britta viser dig, at hun har forstået, 

når hun begynder at arbejde med. Tal 

ikke samtidig med, at du giver kropslige 

signaler og gentag de kropslige signaler 

fl ere gange i løbet af aktiviteten, da Britta 

sandsynligt ikke kan fastholde en besked/ 

stimuli. 

Under punkt 3 ”hvordan reagerer personalet 

når Britta er voldsomt råbende, spytter og 

niver” står bla: 

• Ved moderat råben: træd et skridt tilbage 

og kig væk et øjeblik (hold en pause). Sig 

”er du klar igen?” eller ”har du ondt?” Når 

du har fået accept går du videre. 

• Ved voldsom reaktion herunder spytten 

og niven: personalet stopper op går et 

skridt tilbage (medmindre Britta hænger 

i liften). Tag hænderne op og sig STOP og 

kig væk. Vent et øjeblik og spørg ”er du 

Mindeord 


Henning Remmen døde stille og fredfyldt den 10. november 

2012 omgivet af alle sine kære. 

I Hjerneskadeforeningen har Henning Remmens død berørt 

os dybt. 

At Henning Remmen så muligheder, hvor andre ikke gjorde 

og at så meget lykkedes for dette karismatiske menneske – 

ikke mindst pga. det frugtbare og inspirerende samspil han 

havde med sin elskede hustru, Else Marie – viser jo bare, 

hvilket dynamisk og kreativt menneske han var – nemlig et 

menneske hvor adskillige af hans beslutninger, aktiviteter 

og handlinger var og blev til stor gavn for mange af hans 

medmennesker. 

Derfor er det også svært at fatte, at skæbnen kan være så hård 

og barsk, at et menneske – som Henning Remmen – med et 

sådant format og en sådan dynamik efter en hjerneblødning 

skulle tvinges til at sidde stille og uvirksom i en kørestol i 

de sidste mange år af sit liv. 

Dén opmærksomhed, omsorg, sociale ansvarlighed, empati 

og situationsfornemmelse, som Remmen Fonden v./Hen- 

klar til at jeg hjælper dig videre”. Afvent 

accept f.eks et ”ja”, et ”nå”, en nikken eller 

mumlen i venligere tone. Når du har fået 

accept går du videre. 

Personalet arbejder nu alle i en aftalt periode, 

efter manuskriptet. Ved evalueringen 

er der sket væsentlige fremskridt omkring 

morgenhygiejnen. Britta er mindre råbende 

og skrigende og når hun råber og skriger, 

oplever personalet at forstå, hvorfor hun 

reagerer sådan. Britta har kun været nødt til 

at nive enkelte gange og spytte har hun slet 

ikke gjort. Endelig kan personalet fortælle, 

at Britta er mere aktivt deltagende i morgenhygiejnen 

end tidligere. Hypotesen om, 

at det primært er perceptionsforstyrrelser, 

smerter ved berøring af højre arm og en 

manglende evne til at forstå, hvad der skal 

ske, der skaber problemer ved morgenhygiejnen, 

ser altså ud til at være korrekt. Den 

viden kan overføres til andre situationer i 

Brittas hverdag. Personalet og de superviserende 

ergoterapeuter gennemarbejder 

”arbejdsprocessen” i forhold til andre problematiske 

situationer, som afdækker andre 

vanskeligheder hos Britta f.eks. nedsat 

impulshæmning og nedsat hukommelse 

og hvordan personalet kan håndtere disse 

i hverdagen uden at komme til at stille for 

store krav til Britta. Efter 5 ganges supervision 

og skrivning af 3 manuskripter, over en 

periode på 4 måneder, er personalet selv i 

stand til at videreføre det neuropædagogiske 

arbejde med Britta. 

Resultat – øget funktionsniveau, 

forbedret arbejdsmiljø 

Det er nu et år siden supervisionen startede 

og effekten er vedvarende. Personalet 

kommer løbende og fortæller om mindre 

ændringer de foretager i Brittas hverdag 

og hvilken neurofaglig årsag, der ligger 

bag deres handlinger. Der er skabt positive 

hverdagsrutiner for såvel Britta som for 

personalet på afdelingen. 

Beskrivelsen af Brittas forløb er et eksempel 

på, hvordan Projektet ”At vide hvor den 

anden er”, med tilbud om supervision af 

ergoterapeuter med neurofaglig viden på 

specialistniveau og en systematisk arbejdsmetode 

omfattende ”hypotesedannelse” 

og ”manuskriptskrivning”, med relativt få 

midler kan skabe positive og vedvarende 

forbedringer for såvel den hjerneskadede 

borger som personalet. ■ 

ning og Else Marie Remmen har udvist omkring Hjerneskadeforeningens 

vigtige humanitære sag på meget afgørende 

og kritiske tidspunkter i foreningens økonomiske liv, vil vi 

altid være dybt taknemmelige for. 

Hjerneskadeforeningen ønsker inderligt alt det bedste fremover 

for Henning Remmens kære og efterladte i denne for 

dem alle så svære og vanskelige tid efter Henning Remmen’s 

død. 

Æret være Henning Remmens minde ! 

HOVEDCIRKLEN 41

Hjerneskade: 

Hvad er følgerne? 

Af Jonas Kristoffer Lindeløv, ph.d. 

studerende i kognitiv neurovidenskab 

Mange mennesker med erhvervet 

hjerneskade oplever ensartede 

problemer. Desværre er 

de ret uhåndgribelige, både for 

patienten, neuropsykologer og 

pårørende. 

Hvad er det værste ved at have en hjerneskade? 

Utallige videnskabelige studier 

har stillet dette spørgsmål til personer med 

erhvervet hjerneskadede. På top 5 fi nder 

man altid følgende: 

Hukommelsesproblemer: glemmer konsekvent 

ting man lige har fået at vide. 

Koncentrationsbesvær: har svært ved at holde 

fokus, hvis der sker fl ere ting samtidigt. Det 

er svært at multitaske. 

Træthed: alting er ekstra krævende og udmatter. 

En eftermiddag til familiefest skal 

følges op af fl ere dages ro. 

Mellem 50% og 80% af alle personer, der har 

været indlagt med en hjerneskade, klager 

over disse problemer i årene efter skaden. 

For mange vil det følge dem resten af livet, 

og generelt set, sker der oven i købet en forværring 

i løbet af de første år efter skaden. 

Uhåndgribelige følger 

Læg mærke til hvor uhåndgribelige disse 

problemer er i modsætning til fysiske problemer. 

Det er nemt at forstå hvorfor en 

person med talebesvær har svært ved at 

udtrykke sig. Eller hvorfor en person med 

spasmer i benene halter. Eller hvorfor en 

person der har mistet sin arm må fi nde 

andre måder at spise på. 

Fysiske følger er lettere at forstå og anerkende. 

Men det er altså ikke de fysiske følger 

der topper listerne over de mest invaliderende 

følger. De mest invaliderende følger 

af hjerneskade er problemer med tænkning. 

Og disse følger er uhåndgribelige, både for 

almindelige mennesker men også for neuropsykologer. 

Uhåndgribeligt for neuropsykologer 

Lad os tage neuropsykologerne først: Neuropsykologiske 

undersøgelser består normalt 

af en serie af enkle opgaver, som laves i et 

uforstyrret lokale. Her fungerer mange patienter 

relativt godt, fordi testningen varer 

relativt kort tid og der er styr på rammerne. 

Hvis man derimod tog patienterne ned i et 

supermarked og bad dem købe ind til en 

fest, vil det for mange være helt umuligt at 

løse opgaven. Der er mange forstyrrelser i et 

supermarked og opgaven er ustruktureret. 

Desværre fi ndes der ikke neuropsykologiske 

tests, som fungerer på den måde, fordi de er 

næsten umulige at standardisere. 

Uhåndgribeligt for pårørende 

Hverdagen er fyldt med situationer, som går 

galt hvis vi husker dårligt, har svært ved 

HOVEDCIRKLEN 43

at holde fokus og bliver hurtigt udmattet. 

Hvis man fx støder ind i en gammel ven 

på gaden, skal man skabe sammenhæng 

mellem mange små stykker information, 

for at have en lille snak. 

Men det er svært for både den hjerneskadede 

og for pårørende at sige præcist hvad 

der går galt i den slags situationer. Af frygt 

for at skille sig ud, har mange personer med 

erhvervet hjerneskade fundet strategier til 

at skjule problemerne. 

For eksempel snakkede jeg engang med 

en person, som virkede meget interesseret 

i, hvad jeg lavede. Der gik noget tid, før 

det gik op for mig, at personen konsekvent 

spurgte ind til den sidste halvdel af min seneste 

sætning. Resten var allerede glemt. Og 

ved hele tiden at spørge ind til mig, undgik 

Støt op om vores vigtige sag! 

Skaf fl ere medlemmer 

til Hjerneskadeforeningen!!! 

personen at rette opmærksomheden mod 

sig selv. 

Arbejdshukommelse 

Der er tit en sammenhæng mellem de problemer 

jeg har nævnt ovenfor og arbejdshukommelse. 

Arbejdshukommelse (Working 

Memory) er en kognitiv funktion, hvor korttidshukommelse 

og styring af opmærksomhed 

tilsammen gør os i stand til at tænke 

komplekse, sammenhængende tanker. 

Det er arbejdshukommelsen der er i funktion, 

når vi kan holde fokus på en samtale 

til familiefesten og når vi planlæger indkøb 

i supermarkedet. Vi skal holde fokus på en 

overordnet plan, samtidig med at vi sorterer 

i alle de tanker og sanseindtryk vi får ind. 

Det vigtige er, at arbejdshukommelse har en 

Burde din nabo, din ven, din bror, din datter eller andre i din 

familie ikke også være medlemmer af Hjerneskadeforeningen? 

Mange fl ere medlemmer i Hjerneskadeforeningen vil give øget 

opmærksomhed, synlighed og gennemslagskraft i samfundet 

og dermed også i det politiske beslutningssystem vedrørende 

vor vigtige sag. 

Indmeldelse på tlf. 4343 2433 eller på www.hjerneskadeforeningen.dk 


modtager med taknemmelighed alle donationer - store som små 

En donation kan f.eks. foretages i forbindelse med den kommende indbetaling af det årlige medlemskontingent. 

Donationer er afgiftsfri for foreningen og kan således ubeskåret anvendes i foreningens arbejde. 

Almindeligt fradrag 2012 

Du kan i 2012 fratrække op til 14.500 kr. af den samlede pengegave til foreningen. 

Beløbet behøver dog ikke blive indbetalt på én gang. 

Gavegivere bedes oplyse CPR-nummer, hvis der ønskes fradrag i skatten, for de beløb der er indbetalt. 

begrænset kapacitet: der er grænser for hvor 

mange forstyrrelser vi kan modstå og hvor 

mange ting vi kan huske på, på én gang. Og 

denne kapacitet er ofte lavere hos personer, 

med erhvervet hjerneskade. Derfor skal der 

mindre til, før deres kapacitet er overskredet. 

Hvad vil det sige at være hjerneskadet? 

Der er mange myter om, hvad det vil sige 

at være hjerneskadet. Mange tænker på 

manglende impulskontrol: uhæmmede og 

voldelige personer. Der er også en del, som 

tænker på folk, som slet ikke fungerer og 

må have hjælp til alt. 

Men de mest hyppige problemer er altså 

mere uhåndgribelige og handler om tænkning. 

De kan tit forstås som en nedsat arbejdshukommelseskapacitet. 

■ 

Hjerneskadeforeningens konto er: Reg. 3348 konto 3348346849 · Mærk venligst med ”gave” 

HOVEDCIRKLEN 45

Udgiver: Hjerneskadeforeningen, Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Tåstrup 

Hvem skal 

bestemme? 

Vi vil være glade for, hvis du vil 

give dette spørgsmål en tanke, 

selvom det måske sådan lige 

kan virke noget svært og meget 

direkte at forholde sig til. 


Direktør 

Arv er et meget værdifuldt redskab i bestræbelserne 

på at forbedre de hjerneskaderamte 

og de pårørendes livsvilkår. 

Tidligere var det opfattelsen, at oprettelse 

af testamenter nok var noget, personer med 

formuer og overfl od ulejligede sig med at 

få gjort. 

Efter den nye arvelov er vedtaget, ser det 

synspunkt i dag ud til at have ændret sig. 

I den nye arvelov er tvangsarven blevet mindre, 

hvorved der er en større del, man selv 

kan disponere over. 

Når vi tillader os at gøre opmærksom på 

det, er det fordi, at vi ved at kun ca. 15% af 

alle danskere har oprettet et testamente. Og 

hvis du hører til dem, der har en holdning 

til, hvordan dine penge skal gøre gavn, efter 

at du ikke længere er her, så vil vi gerne 

fortælle dig om, hvor stor en forskel du kan 

gøre her og nu – og i fremtiden. 

Efter Hjerneskadeforeningen udsendte folderen 

”Hvem skal bestemme over din arv?”, 

har der glædeligvis været rettet mange forespørgsler 

om dette emne til Landskontoret. 

Folderen er lagt på foreningens hjemmeside 

og vil dér løbende blive opdateret. Venligst 

bemærk, at eksemplerne på beregningen af 

beløb til arvinger også er gældende for 2012. 

Hjerneskadeforeningen håber, at du i forbindelse 

med eventuel overvejelse vedrørende 

arv vil tænke på os i en god sags tjeneste! 

Betænker du os i dit testamente, er du med 

til at skabe muligheder for nødstedte hjerneskaderamte 

medborgere og deres pårørende, 

der har brug for en hjælpende hånd. 

Vi kan af gode grunde aldrig efterfølgende 

komme til at takke dig for at testamentere til 

fordel for Hjerneskadeforeningen. Vi kan kun 

takke dig på forhånd – hvad vi hermed gør. 

 

 

Forsiden af Hjerneskadeforeningens folder. Du kan 

se hele folderen på vores hjemmeside. 

Har du brug for rådgivning ifm. udfærdigelse 

af testamente, så hjælper vi gerne. 

Læs folderen på vor hjemmeside, www. 

hjerneskadeforeningen.dk under punktet 

”Hvordan kan jeg støtte?”, eller kontakt os 

på telefon 4343 2433 og få den tilsendt. 

Magasinpost SMP 

ID nr.: 46742

ïî Í×ÜÛÎÍ ×ÒÜÔZÙ ó Ô×ÙÛ ÕÔßÎ Ì×Ô ßÌ ÌßÙÛ ËÜ 

ÛÙÛÜßÔ 

ÚÎÛÜÛÎ×ÕÍÍËÒÜ 

ÚËÎÛÍH 

ØßÔÍÒZÍ 

ØÛÔÍ×ÒÙHÎ 

ÒÑÎÜÍÖZÔÔßÒÜ 

ÍÌÑÎÕHÞÛÒØßÊÒ 

Ø×ÓÓÛÎÔßÒÜ 

ÒÑÎÜÖÇÔÔßÒÜ 

ÌØ×ÍÌÛÜóÓÑÎÍ 

ØÛÜÛÒÍÌÛÜñØÑÎÍÛÒÍ 

Ó×ÜÌóñÊÛÍÌÖÇÔÔßÒÜ 

ÎßÒÜÛÎÍ 

Í×ÔÕÛÞÑÎÙ 

ÍÕ×ÊÛ 

Ê×ÞÑÎÙ 

[ÎØËÍñHÍÌÖÇÔÔßÒÜ 

ÕHÙÛ ÞËÙÌ 

ÍÇÜÍÖZÔÔßÒÜô ÓHÒ 

ÑÙ ÔÑÔÔßÒÜóÚßÔÍÌÛÎ 

ÊÛÍÌÍÖZÔÔßÒÜ 

ÚÎÛÜÛÎ×Ý×ßô 

ÕÑÔÜ×ÒÙ ÑÙ ÊÛÖÔÛ 

ÚÇÒ 

ØßÜÛÎÍÔÛÊ 

ÍÇÜÚÇÒ 

ÍÇÜÊÛÍÌÖÇÔÔßÒÜ 

ÍHÒÜÛÎÞÑÎÙ 

ßßÞÛÒÎßßñÌHÒÜÛÎ

ß®®¿²¹»³»²¬»®æ 

Ê· (²µ»® ¿´´» »² ®·¹¬·¹ ¹±¼ «´ ±¹ »¬ ¹´:¼»´·¹¬ ²§¬;®ò 

¬»¼¹;®¼ò 

ªñ Í¿²²§ Ú®»«²¼ ó ìèïè ìðíï ìðîç îéíï 

»ó³¿·´æ µº®»«²¼à°®·ª¿¬ò¼µ 

Ñ²¼¿¹µ´«¾¾»²æ 

¸¿® ¼»®ª»¼ ¾»¼®» ³±¼ ¬·´ ¿¬ ¬«®¼» «¼º±´¼» ±ò Ë¼±ª»® ¼»² ;®´·¹» 

Ð´¿²´¿¹¬» ¿®®¿²¹»³»²¬»®æ 

Ø«µ ¹»²»®¿´º±®»²·²¹»² ¼ò îîò ¿²«¿®ô µ´ò ïçòðð °; Ù®:¬»¼ó 

¹;®¼ô ´±µ¿´ ïðò 

ó 

ó 

Õ±³ ±¹ ª:® ³»¼ ÿ Ê· ¸¿® ¾®«¹ º±® Ü×Ù ó ´¿¼ ± ¬; ¿³³»² ±¹ 

ª:®²» ±³ ¸·²¿²¼»²ò 

Í:¬ µ®§¼ · µ¿´»²¼»®»² ±¹ ¬·´³»´¼ ¼·¹ò 

³»¼´»³³»® ¬·´ ¿¬ ¬·´³»´¼» ·¹ ¹»²»®¿´º±®¿³´·²¹»²ò Ü»® ª·´ ¾´·ª» 

»®ª»®»¬ »¬ ´»¬ ³;´¬·¼ ó ; ª:® ª»²´·¹ ¿¬ ¬·´³»´¼» ¼·¹ ¸± Íª»²¼ 

ó 

´»³³»®²» ¿³³»² ³»¼ ¼»¬ ²:¬» Ò§¸»¼¾®»ªò 

ó 

¿®®¿²¹»³»²¬ò 

¬«®» ³³òò 

ªñ Ú®¿²µ Í(®»²»² ó ìéëî èéðí 

»ó³¿·´æ ¼«®¾»²à³¿·´ò¼µ 

ªñ Ø»´´» Þ±³¹¿¿®¼ ó îïéé ëéëë 

»ó³¿·´æ ¸»´´»à¾±³¹¿¿®¼ò½±³ 

ó 

ó 

ó

Í±´¸«»¬æ 

Ê· ¹´:¼»® ± ¬·´ ¿¬ ª:®» ¿³³»² ³»¼ ¼·¹ò 

ß®®¿²¹»³»²¬»®æ 

Õ±²¬¿µ¬ 

Ù»²»®¿´º±®¿³´·²¹ò ó 

Ó»¼´»³³(¼»ò 

¬®»¼» ³¿²¼¿¹ 

Þ¿¼³·²¬±²ò 

Ø»®¬»¬·ò 

Þ±©´·²¹ò 

ªñ Ö±¸² Ó±®¬»²»² ó ìééì ëïëé 

»ó³¿·´æ ª·¬±ò±¾±à³¿·´ò¼µ 

Ò§¸»¼¾®»ª ±¹ µª¿®¬¿´óµ¿´»²¼»®ò Ë¼»²¼» ¬·´ ª±®» ³»¼´»³ó 

³»®ò 

Î»¹·±² Ø±ª»¼¬¿¼»² ´±µ¿´¿º¼»´·²¹»® ó 

ó 

ó 

ªñ Ó¿®·» Õ´·²¬±®° ó ìçéð íïíð 

»ó³¿·´æ ³¿®·»òµ´·²¬±®°à¸ºò¼µ 

ØËÍÕ ª±®» º¿¬» ³(¼»® · Ô±µ¿´¿º¼»´·²¹»²æ 

¿®®¿²¹»³»²¬»® · ¿º¼»´·²¹»²òò 

ß®®¿²¹»³»²¬»®æ ó 

ªñ Ô·¾»¬¸ Ø±´³¹¿¿®¼ ó îíìê çêçé 

»ó³¿·´æ §¼µ¿»²à³¿·´ò¼µ 

Ñ²¼¿¹½¿º7 º±® ¸»®²»µ¿¼»®¿³¬» 

· ´±µ¿´¿º¼»´·²¹ Ò±®¼:´´¿²¼ 

Øª¿¼ »® ±²¼¿¹½¿º7»²á 

ó 

ó 

ó 

ó 

ó 

ó

Ô§°«²µ¬»¬ æ 

Ñ®¼·²:® ¹»²»®¿´º±®¿³´·²¹æ 

ß®®¿²¹»³»²¬»® · Î»¹·±² Ø±ª»¼¬¿¼»²æ 

±³ ³»¼´»³¿®®¿²¹»³»²¬»®ò 

Ô±µò¿º¼ò Í¬±®µ(¾»²¸¿ª² ¿º¸±´¼»® º±®¬¿¬ ³»¼´»³¿®®¿²¹»³»²ó 

¬»® ¸ª»® ¼»² º(®¬» ³¿²¼¿¹ · ³;²»¼»²ò Ð;®(®»²¼» »® ³»¹»¬ 

ïëòðð 

«²¼»®¸±´¼²·²¹ò 

Ë¼±ª»® ¼»² ïò ³¿²¼¿¹ · ³;²»¼»² 

Ø±ª»¼¬¿¼»²ò 

ªñ Ô»²» Ö««´ ó îîîç îîðï 

»ó³¿·´æ ´»²»««´à¹³¿·´ò½±³ 

°»½·¿´«²¼»®ª·²·²¹ 

¼·¹ ¿º ¼·» ¬·´¾«¼ò 

¼¿¹ ¼ò îèò ¿²«¿®ô µ´ò ïçòððò 

Ô§¸(¹;®¼ª» ìíô îëðð Ê¿´¾§ò 

;¾²»® ª· ¼(®»²» ¿´´»®»¼» µ´ò 

ª»® ³¿²¼¿¹ µ¿² º; 

¹»²»®¿´º±®¿³´·²¹ô ³¿²ó 

Þ»³:®µ Ø±ª»¼¬®±°°»®²» ¼»®»

ªñ É·´´§ ß²¼»®»² ó ëêïì ðéìì 

»ó³¿·´æ µ·©·¿²¼à¹»¬î²»¬ò¼µ 

¾»¬§®»´»² ¬·´ ¸§¹¹»´·¹¬ ¿³ª:®ò Ò±¹´» ¹¿²¹» »® ¼»® ±¹; ¿²¼»¬ 

º®·¬ º®»³ ±¹ ¼»´¬¿¹ ÿ 

ªñ ß®²» Ø(»¹¸ ó ëìèê ìíðð 

»ó³¿·´æ ¿¹¸à¼´¹°±¬ò¼µ 

«²¼»®¸±´¼²·²¹ò 

ªñ Ô·» Õ·ª·²¹ ó îîçç íçéî 

»ó³¿·´æ ´·»ó²à´·ª»ò¼µ 

ßµ¬·ª·¬»¬»®æ 

Ø«µ ¸ª»® ¬±®¼¿¹ · Í±®(ô µ´ò ïíòððóïéòððæ 

Ì±®¼¿¹ ¼ò íò ¿²«¿® Í´¿¹»´»ô µ´ò ïèòíðóîðòððæ 

Ì±®¼¿¹ ¼ò ïðò ¿²«¿® · Í±®(ô µ´ò ïëòíðóïéòððæ 

Ó¿²¼¿¹ ¼ò îèò ¿²«¿® · Í±®(ô µ´ò ïéòððæ 

²»®¿´º±®¿³´·²¹ò 

Ì±®¼¿¹ ¼ò éò º»¾®«¿® · Í´¿¹»´»ô µ´ò ïèòíðóîðòððæ 

Ó¿²¼¿¹ ¼ò îëò º»¾®«¿® · Í±®(ô µ´ò ïèòððæ 

Ì±®¼¿¹ ¼ò éò ³¿®¬ · Í´¿¹»´»ô 

Ó¿²¼¿¹ ¼ò îëò ³¿®¬ · Í±®(ô µ´ò ïéòððæ

ªñ Ì±ª» Í©¿®¬¦ ó íð ëî ìè ðí 

»ó³¿·´æ ¬±ª»©¿®¬¦à³¿·´ò¼µ 

Ó;²»¼´·¹» ¿®®¿²¹»³»²¬»® 

Ñ²¼¿¹ ¼ò îèò ²±ª»³¾»® µ´ò ïèòððó½¿ò îïòíðæ 

Ñ²¼¿¹ ¼ò îëò ¿²«¿® µ´ò ïèòððóîïòððæ 

Ñ²¼¿¹ ¼ò îéò º»¾®«¿® µ´ò ïçòððóîïòððæ 

Ñ²¼¿¹ ¼ò îðò ³¿®¬ µ´ò ïçòððóîïòíðæ ó 

Hª®·¹» ¬·´¾«¼ 

ÍÒËÍæ Í¬(¬¬» ¬·´ ±½·¿´¬ ²»¬ª:®µ º±® «²¹» »²¸»®²»µ¿¼»¼»ò 

·²¹»² ¸·²¼®·²¹ò Ü»´¬¿¹»´» »® ¹®¿¬·ò 

Ò§¬ µ´«¾¬·´¾«¼æ Ý¿º7 º±® »²¸»®²»µ¿¼»¼» 

ó 

ó 

ßÍÐ ø¿µ«¬ ¬(¬¬» ¬·´ °;®(®»²¼»÷æ 

Ð;®(®»²¼»¹®«°°»æ 

Î;¼¹·ª²·²¹ ±¹ ª»´»¼²·²¹æ ó 

Ç¼»®´·¹»®» ·²º±®³¿¬·±² 

ªñ Ö±¸² ß²¼»®»² ó îïîï íèïè 

»ó³¿·´æ ±¸²à½·¬§¸±«»ò¼µ 

Ü»® ·²¼¾§¼» ¬·´ ±®¼·²:® ¹»²»®¿´º±®¿³´·²¹ ¬·®¼¿¹ ¼ò îîò ¿²«¿® 

ó 

ó 

ó

³» ª»¼ º«´¼³¿¹¬ò 

ßµ¬·ª·¬»¬»®æ 

ªñ ß²²» Ó¿®·» Ô±¼¿¸´ó îì ìî ëç ëð 

»ó³¿·´æ º®»¼»ó´±¼¿¸´à³¿·´ò¼µ 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

¬·´ ±¹ º®¿ «²¼»®ª·²·²¹»²ò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò 

òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò

ªñ Þ»®·¬ Ò§¾®±» ó éëêé íêìê ó îîéì çëìê 

»ó³¿·´æ ¾²§¾®±»à³¿·´ò¼µ 

ªñ Û´³»® Íò Ù¿¼» ó çéïî ëìêï 

»ó³¿·´æ »´³»®à¹¿¼»ò³¿·´ò¼µ 

ó 

ó 

Õ:®» ³»¼´»³³»®ÿ 

Î¿²¼»® ÒÊò 

ªñ Ñ´» Í¬(ª®·²¹ ó îïïé éííð 

»ó³¿·´æ ±´»¬±»ª®·²¹à´·ª»ò¼µ 

ÝÍÊ Î¿²¼»® Þ¿µµ»ª» ïô Ø±®²¾:µô èçîð 

Ê· ¿º¸±´¼»® ¹»²»®¿´º±®¿³´·²¹ ¬·®¼¿¹ ¼ò îçò ¿²«¿® µ´ò ïèòðð 

±¹ ³»¼ ³(®®»¾®(¼ º®¿ µ´ò ïéòððò 

ªñ ß²²» Ù®»¬¸» Ò§¾±®¹ ó îçèì êïïì 

»ó³¿·´æ ¿¹°»¼»®»²à°®·ª¿¬ò¼µ 

ó 

ó 

ó

ó 

²·»¬ ¾®«¹»®»ò 

Í¿³ª:® µ¿ºº»ñ¾®(¼ µ«² º±® ¼» »²¸»®²»µ¿¼»¼» ±¹ »ª»²¬«ó 

»´´» ¸:´°»®»æ 

Ð;®(®»²¼» ¹®«°°»²æ 

ß´´» (²µ» »² ¹´:¼»´·¹ «´ ±¹ »¬ ´§µµ»¾®·²¹»²¼» ²§¬;®ò 

ß 

Þ 

Ý 

ªñ Ì®¿½§ Ú´»«® Ð»¼»®»² ó îïëè ðêëç 

»ó³¿·´æ ¸ºòµ·ª»à³¿·´ò¼µ 

ó 

ó 

ó 

Ü 

Û 

Ú 

¬·´¾§¼» »º¬»® º±®»¹;»²¼» ¿º¬¿´»ò 

Ó¿®»´·¾±®¹Ý»²¬®»¬ ¾§¹ò ïïô °¿®¬»®®» 

ÐòÐò H®«³¹¿¼» ïïô èððð [®¸« Ýò 

Ì´ºò éèìï ììèèô 

Ì®:ºº»¬·¼»®æ 

ªñ Ò·»´ Ö¿½±¾ Ê»¬»®¹¿¿®¼ ó ìðïè íïíë 

»ó³¿·´æ ²ªàª»¬»®¹¿¿®¼ò³¿·´ò¼µ 

ªñ Ö»¬¬» Í´±¬¸ ó éèìï ììèè 

»ó³¿·´æ à¸»®²»µ¿¼»º±®»²·²¹»²ò¼µ 

ó

Ú¿¬» ¿µ¬·ª·¬»¬»®æ ó 

ªñ Ý¿®¬»² Ô§µµ»óÕ»´¼»² ó îéîð ðèíç 

»ó³¿·´æ ÝÔà³«²µ»²¼¿³ò¼µ 

¬·®¼¿¹ ¼ò ïïò 

¼»½»³¾»® Ø(µ±´»¼¿¹ º±® »²¸»®²»µ¿ó 

¼»¼» ±¹ ¼»®» °;®(®»²¼»ò Ü¿¹»² ·²¼»¸±´¼»® ;ª»´ º±®»¼®¿¹ ª»¼ 

ó 

Ñ²¼¿¹ ¼ò îíò ¿²«¿® µ´ò ïèòððóîïòðð ¿º¸±´¼»® ª· ¼»² ;®´·¹» 

¹»²»®¿´º±®¿³´·²¹ 

²§» ¾»¬§®»´»³»¼´»³³»® º®¿ Ê»´»ó±³®;¼»¬ò Ü»® ª·´ ²¿¬«®´·¹ª· 

ó 

Hª®·¹» ¿µ¬·ª·¬»¬»®æ ó 

Ç¼»®´·¹»®» ±°´§²·²¹»®æ 

· ¬»´»º±²¬·¼»²ò 

ªñ ×²¹»³¿²² Ö»²»² ó êìéí ïïêé 

»ó³¿·´æ ·²»à°±¬íò¬»´»ò¼µ 

·²¬»®»»² »® ; ¬±®ò 

º±® Ø»®²»¿¹»² ±¹ ª· ¸¿® ¬±® ²§¬¬» ¿º ¸·²¿²¼»² »®º¿®·²¹»®ò 

ó 

ó 

ó 

ó

³¿²¹» ¼»² ¿º¬»²ò 

ªñ ß´·¬» Õ¿®±´·²» Ð»¬»®»² ó éìëí íéìí 

»ó³¿·´æ ¿´·¬»à©»¾°»»¼ò¼µ 

Ô±µ¿´µ´«¾¾»² Í´¿°°»®¿»² æ 

Ù»²»®¿´º±®¿³´·²¹æ 

ªñ Ô±²²·» Þ®¿¿¹¿¿®¼ ó îíçí ííëë 

»ó³¿·´æ ´±²²·»à¸±¾¾§ó¿®¬ò¼µ 

· ª±®» ±³®;¼» ±³¸¿²¼´»²¼» ¸»®²»²ò Ó»®» ±³ ¼»¬¬» · ²:¬» 

Ê· (²µ»® ¿´´» »² ®·¹¬·¹ ¹´:¼»´·¹ «´ô ¿³¬ »¬ ¹±¼¬ ±¹ ´§µµ»ó 

¾®·²¹»²¼» ²§¬;®ò 

ªñ ß´»¨ Ö»²»² ó ìðïï íðéé 

»ó³¿·´æ ¿´»¨»²»²ëìà´·ª»ò¼µ 

ßµ¬·ª·¬»¬»® · îò ¸¿´ª;® îðïîæ ó 

ó 

ó 

ó 

ó 

ó 

Ð;®(®»²¼» ¹®«°°»²æ 

Í«²¼ ³¿¼æ 

Ð®·½»³¿¼æ 

Ñ®¼·²:® ¹»²»®¿´º±®¿³´·²¹æ 

Ö«´»º®±µ±¬æ 

ßµ¬·ª·¬»¬µ´«¾¾»²æ 

Ò§ ¾±¹ °; ª» Ûº¬»® °®±°°»² µ¿´ ´·ª»¬ ±¹; ´»ª» æ 

ßµ¬·ª·¬»¬»® îðïíæ

Ú§²æ 

ªñ Ð·¿ Öò Õ»¬»´»² ó îðìé ìíìç 

»ó³¿·´æ ºîçëêðà¼¿²º±ò½±³ 

Ò±®¼§´´¿²¼æ 

Ü¿²²§ Ó¿®·²« Ü¿´¹¿¿®¼ 

ò 

ªñ Û®´·²¹ Õ¿°»®»² ó éìêè éííì 

»ó³¿·´æ »±¹µµ¿°»®»²à¸±¬³¿·´ò¼µ 

®»´»ª¿²¬» »³²»®ò 

Í¬±®µ(¾»²¸¿ª²æ 

Ñ´·ª»® Í¿²¼ Ø±®¬¸ 

[®¸«ñH¬§´´¿²¼æ

3 - Hjerneskadeforeningen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?