B M Julen 2012 - LungePatient.dk

En sælsom juleaften – fortsat
Så juletræet var droppet, og det var næsten en lettelse,
blev hun klar over, for det havde faktisk været lidt
strengt at få det hele til at klappe i de senere år, hvor
hun havde været ene. Bevares, hendes to piger og deres
mænd havde været flinke til at hjælpe hende med
det alt sammen, så meget som de nu kunne få tid til.
De havde alle deres arbejde at passe, så det blev noget
selvfølgeligt, at juleaften skulle holdes hos mormor.
Tankerne kværnede videre i Kamillas hoved. Skulle hun
klæde sig festligt på, spise julemiddagen siddende på
sin sædvanlige plads for bordenden, lade opvasken
stå og gå ind og sætte sig til klaveret og spille alle de
dejlige julesalmer, og være ene om at synge til sit eget
akkompagnement? Ja, hvorfor ikke! Sådan ville måske
hendes fremtidige juleaftner forme sig.
Nej det troede hun nu ikke, ville ikke tro det. Alt ville
nok ordne sig til det bedre. Men den skilsmisse havde
nu alligevel gjort så meget fortræd til alle sider. Og
nu kom julen og gjorde alt det tragiske endnu mere
tragisk. Drengens farfar havde netop kort før sin død
oplevet at se sin søn knust af sorg over at være blevet
svigtet af den, han elskede, og for farmor var det på
en måde dobbelt tungt at være blevet alene. Om farfar
dog blot var blevet skånet for den sorg. Han havde
været så ubeskrivelig lykkelig for barnebarnet, som de
havde ventet på i så mange år.
Kamilla Karlsen selv var fortvivlet og følte, at hun aldrig
mere kunne blive rigtig glad igen. Skulle drengen nu
være kastebold mellem forældrene? Og mon stedfaderen,
Fridas nye mand, ville være god imod ham? Fru
Karlsen havde ikke engang truffet Fridas nye mand. De
to var vist de eneste lykkelige i dette spil, de glædede
sig til deres bryllupsrejse til Norge, hvor de skulle holde
jul. Bryllupsrejse kaldte de det, skønt det vist var
meningen, at de ville leve papirløst, eller slet ikke flytte
sammen. Fru Karlsen vidste ikke noget. Hun følte det,
som om hun havde mistet sin yngste datter og fået
en ulykkelig søn i stedet. Hendes ældste datter, Ellen,
skulle have vagt på hospitalet juleaften, hun og hendes
mand ville komme om eftermiddagen og ønske glædelig
jul, og efter vagttjeneste ville de mødes hos hans
forældre.
14
Hvis endda hun og farmor kunne
have hjulpet hinanden i deres fælles
sorg, men der havde rejst sig
en mur af uvilje imellem dem. Kamilla
havde følt det, som om hun
skulle bære skylden for, at hendes datter havde svigtet
sin mand, og den skyld kunne hun ikke tage på sig, det
ville knuse hende totalt.
Nej, nu måtte hun tage sig sammen. Kamilla kom til
at tænke på, at hun selv i ungdommeligt hovmod og
uvidenhed, havde sagt:
”Der er ingen, der behøver være ensomme, der er
ikke nogen mennesker, der slet ikke har venner, og der
er altid nogen, der har brug for en, og som man kan
være noget for, hvis man vil”.
Kamilla følte sig beklemt, ramt af sin egen dom, som
havde været let at fælde dengang. Men ordene forfulgte
hende: der er altid nogen, der har brug for en.
Jamen, ikke juleaften, sagde hun halv højt, men straks
blev hun modsagt af en stemme i sit eget indre: Jo,
netop juleaften.
Der var ingen vej udenom, hun måtte sætte sig selv på
en prøve, men hvordan? Hun spekulerede både den
dag og den næste med, men tre dage senere kunne
man læse følgende appel i et af de førende dagblade:
”Vær ikke alene juleaften. Hold jul sammen med
mig og andre, som også er ene. Jeg har plads til ca.
12 stilfærdige og venlige mennesker ved mit julebord.
Vi deler arbejdet og udgifterne. Ring efter nærmere
oplysninger på tlf. nr. …
De følgende dage kimede Kamilla Karlsens telefon fra
morgen til aften. Kamilla skrev navne og adresser ned
og lovede at sende et par ord med nærmere oplysninger.
Hvor var der mange ensomme, mange flere end
hun havde plads til, desværre.
En festkomite blev nedsat, udvalgt af Kamilla selv med
sikker flair for, hvilke mennesker hun kunne tænke sig
at have som gæster i sit hjem. Selv om det var et sammenskudsgilde,
følte hun, at hun var nødt til at optræde
som værtinde og samlende midtpunkt, og hun
kunne allerede mærke, at det var noget, der passede
hende. Hendes energi og livsmod vendte tilbage, og
nu skulle hun og de fem venlige og stilfærdige mennesker,
der udgjorde festkomiteen, tage stilling til alle
de praktiske spørgsmål. Det gik let og gnidningsløst.
Opgaverne blev hurtigt fordelt. Kamilla ville gerne selv
dække bordet og i det hele taget sørge for den festlige
udsmykning af hjemmet, så alle nok skulle komme
i den rette julestemning. Hun var glad for, at to af de
venlige mennesker, en dame og en herre, havde påtaget
sig at sørge for det kulinariske. Sammen med
LungePatient.dk · BM-Julen 2012