O. E. Sonne - del 4. - Bornholms Historiske Samfund

Kaptajn O. Il. Sonnes Optegnelser,
\ctt Johdn Kolord.
UDMARKSSACEN.
Som Medlen al Rigsdagcns Landstiflg fik jeg
Lejlighcd til at virkc for Genncmførelsen a[ en for
Bornholr) ovcrmåadc vigiig Sag, nernlig Ordningen
af Forholdene |ned de bon olnshe Udnarhsjorder,
hvorom dcr i en laDg Aarrække var førl en stærk
Strid nrellcm Gaardmændene og Husnrændene, og
hvorvcd disse sidsic i højeste Grad var lorureiledc.
Forudcn den g ,nlc Ahni ditgssko" beslod de
bornholmske Udnrarker al 22000 Tdr. Land, det
strakte sig som et bredt Bællc tværs over Bornholn
Ira Hellctsbakkernc i lbskcr ovcr til Slotsruinerne ved
Hanlnrcrcn. Paa dcnne Udmark havde Botnholmerne
luldstændig Brugsrct og bcnyttede den til Græsning,
Lyngslet og Tørvcskæt uden nogen Indskrænkning.
1832 bcstcnrte den cnevældigc Konge, at Fællesskabet
mellem Slaien sofi åel og Bornholns Beboere sonr
Bmgerc skulde ophøre, hvorcftcr Udmarkerne blcv
ldskiftcde saaledcs, at der tillagdes Staten 9500 Tdr.
Land, og Restcn flddeltes saalcdes, at hvcrt Sogn lik
sin Dcl i Forhold til dets Hartkom. Dennc Fordeling

2
og Udskiltning mellem Siaten og Sognene var til,
endebragt med 18.18. Bønderne i Sognene mente nu,
at ligesonr Sognene fik deres Del efter Hårikornet,
saaledes maaitc ogsaa Sognencs Andel kunne udskiftes
til Bøndcftc efter Hartkornet, uanset at Kongen
iResolulionen havde givet Bornholmernes Andel
Iil Beboerne son Brugere, og uarsct den Kendsgerning,
ai Hlsmænden€ håvde benyltel Udmårkerne
lige saa irit og fuidsiændigt son Bønderne. Men da
A(toriieieme gav Bønderne Medhold jderes Opfatielse,
begyndie de ai skiiie Udmarkcfie imellem sig,
og dct {ørste Sogn, der satte dette i Værk, var O/såel,
sorn omtreni med 1850 havde ldskiftet Sognets
Udmarker iil Hartkornsejerne og såaledcs fuldstændig
udelukkede Husmændene lra Brugen.
Da deiie var den mest himmelraabcnde Uretiærdighed,
idet Bornholmerne netop havde laåei deres
Part, iordi de yat BflLgete, og ikke fordi de var Hartkornsejere,
og det saaledes jkke kunde gaa an ganske
at udehkke den talrigsie Del ai Brugerne fra al
Andel deri, saa tog jeg nrig paa det ivrigste ai Hus,
mændenes Sag, holdt Møder med dem og bidrog mit
til, at Andragender og Besværinger derom indgaves.
Da Olskersogn havde lilendebragt sin Udskiftning,
indgaves i 1851 til Folkeiinget et at over 1000 Husmænd
underskrevet Andragende, som c. 80 Gaardmænd,
der holdt med Husmændene, iiltraadte, om
at Sognenes Andel maatte blive Kommtneejendom
uden Udskiihring, saaledes at det daarligste beplaniedes,
og det øvrige bortarvelæstedes i mjndre Lodder
til Husmændene. Deite havde imidlertid ingen
anden Følge, end at HLrsmændene henvisies til at
søge Rettergang, og da Sogncudskiftningen fortsaites,
I
i
3
iorenede de sig ogsaa om al gøre det og iik hedil
hi Proces. Inden dennc Proces iik gennemgaaet alle
sine Siadicr, hak nange Aar om, hvori Husmændene
havde mange Bryderier og negen Besvær lor at skaife
de dertil iornødne Penge, der skulde samme[skydes
i Småabeløb af ti1 Dels lattige Deltagere; thi skønt
Inan havde iri Pfoccs, kosiede Sagførelsen dog nange
Penge. Paa Bornholm var det Prokuraior Fogl), der
tog sig af Husnændenes Sag. Endelig opnaaede de
i 1862 Højcsteretsdom for, at de havde Ret til Anpart
i Udnarkerne, men uden at Donnen angav,
hvorledes de skuldc konrme i Besiddelse af denne
Ret. Alisåa citcr såa nångc Aars Kamp, nder hvilkcn
nån nraa beundre det Sarnmenhold og den Udholdcnhcd,
som Husrnændene havde vist, iilkendtc
Landets højeste Domstol dem en Ret, som de ikke
vidsie, hvorledes de skride laa Gavn ai. Med Tak
mindes jeg derlor Indenrigsminisier O a Lehma n,
sonl iog sig ai Sagen og udarbejdede et Lovudkast
til Sagens Ordnirrg, som gik i den al Husmændene
ansøgte Retning. Men da han ved MinisterfoGndringen
i Eiieraaret 1863, hvor det Moniadske Ministedum
ailøstc dct Hallskc, gik al som Minisier, forelagdc
hans Eiicrfølger Indenrigsm jnisler Nu.t2horn
Lovudkastet om. Ord ingen af de bornholmske Utlnarhsjorder
i Landslinget u n der Sam i in ge n I 863-64.
Sonl dcn Gang Inegei inde i Sagen arbejdede jeg
stærkt for Lovens Vedtagclse, var ogsaa i Udvalget,
soDl nedsaites deron -; men ilctc nrenic,
at det var et EjendoInsspørgsmaal, der maatie algøres
/.-og, lødt i Nylrd($ Pftstcg.iid r%,, 1794,
63. Prok{mtor i Ronflc lra 1815.

4
ved Domstolene og ikke al Lovgivningsmaglen. Ved
sidste Behandling ialdi Sagen derfor med 21 Stemmer
mod 21. I Sanrlingen 1865 66 iorelagde den
ny Indenrigsmister Estrup alLer Sagen, og da vedtoges
den eeflsiennlig i Landstingei. I Folketinget
kom imidlertid de samme Ejendomsbetænkeligheder
irem som lorrige Gang i Låndstinget, hvorfor der
blev foreslaaet og vedtaget en Bestemmelse om, at
der skulde nedsærles en dømrne rde Kon'nission påa
5 Medlemmer til at nrægle og, hvis Forlig ikke opnaaedes,
da at dømme i Sagcn. I Landstinget gik
vi ind paa denne ,€ndring, og derefter udkom Loven
ai g, Februar 1866 angøaende Behakdlingen af den
Landsognene paø Bornholnl tillagte Andel i Ud"
Kort Tid derefter ldnævntes Kommissionen, der
kom til at bestaa ai Højesterelsassessore(ne Obelitz
og Repholtz, Amimand yedel), Amtslotvallct .lensen
og mig. I Sonmeren 1B66 holdt vi Mødet i de iorskellige
Sogne overalt paa Boalholm, og overalt opnaaede
vi Forlig, hvortil Amtmand Vedels dygtige
Virk'onhed væsenrlig bidrog. Resulialet var. aI al
Sognenes Andel, bestaaefldc af c. 13000 Tdr. Land,
bestemtes c. 9000 Tdr. Land ai sælges eller borla
efæstes i mindre Lodder, og 4137 Tdr, Land udlagdes
til Skovplantning. Derhos lastsattes Vedtægter,
hvoreiier aarlig skulde sonr olfentlig eller kommunal
Ejendom filplantes rnindst 78 Tdr. Land.
Paa denne Maadc endles omsider Sager, der
havde voldet saa megei Bryderi og stiifet såa megen
t) Eftil Vedel, l. s/s 1824 paa
,% 1!09- Anlmand påå Aornholm
Søbysøgaard fåa !'yn, død
rL 1866 til e/? 1871.
Bitlerhed og Ue ighed imellem Pafte e. Vel blev
jcg dcn Cang ilde sel a[ n]dngc Harlkornsejcrc. men
dog har jeg nu den Glæde, at jeg hor, alle erkender,
at min Virksomhed i derne Sag var godt anvcndt,
og OrdDingen en god Ge ing. En MaDgfoldighed
al Husmænd har dervod iaaet cgne Lodder til Bebyggelse,
de øde Mårker er til Dels alleredc opdyrkede
og bliver det mere og mere, og da nu 22 Aar
er gaaede siden hin Tid, maa Du mindst 1700 Tdr.
Land være l;lplånlede rned Sko!. Der er mig en
Nydelse, naar jeg ser disse Planininger og disse
mange Snraaboliger paa de tidligere raat i deres Urr
tilstand henliggende Marker, at kunne sige iil mig
selv: Du har dog halt en stor Andel i, at dette er
kommet til Steder).
Urder mit Arbejde ned dennc Sag kom jeg til
ai undersøge alle gamle Resolutioner og Bcstemmelser
on Højttngen og landt da en, der hjemlede Husmændene
Ret til gratis Lyngrivning i Almindingen,
saa længe ikkc dei dertil udlagie siore Areal var tilplantet.
Vcd Udnrarkssagens Ordning blev Husmændenes
Felt til Lyngrivning en Del indskrænket, og
den dem tilsagte Ret til Lyngrivning i Almindingen
derfor Doget, som der burde passes paa, da dcr snart
vilde blivc Trang dertil. Jeg skrev en Ariikkel derom
i ,,Bo holns Avis", paavisie Relten, som var und-
') Ovcnslmcndc Opicgnclse. synes il hN'e sl.rel lil Rar
dighed ior J. ,4. Jrl8ers.r vtd Udrbcjdds$ .f Udnrarksagem
Histoie i Hisiorie" ll S. 293 fl.
"Aoml'ol,ns

6
gaaet Opmærksomheden, og tilbød Husnændene mi.n
Assistance. Det varede heller ikke længe, iørend de
søgte den, og jeg henve'rdte mig da til Forstvæsellets
overordnede Autoriteter, som velvilligl kom mig
i Møde, og efter at min Paasiand om Husmændenes
Ret ved den derefter foretagDe Undersøgelse viste
sig åt være rigtig, ankon snait Odre til Skovrideren
paa Bornholm derom, og siden den Tid har de jordløse
Husmænd paa Bornholm hvert Aar faaet anvist
Plads til Lyngrivning i Almindingen og saaledes
kommet lil billigt Brændsel.
Da Udmarkerne delies mellem Staten som Ejet
og Beboerne som Brugere, saa iorbeholdt Staten sig
at tage paa sin Part alle de mangc Lodder, som i
Tidernes Løb var tagne i Besiddelsc al Husmændene,
samt endvidere at laa udlagl de umiddelbart dertil
stødende Arcalcr Ior dermed at kunne anonderer)
Husmandsloddenre i hensigtsmæssige Former og
Størrelser - alt al Velvilje nlod Husmændene. Al
giften laslsattes til 1 Td. Havre pr. Td. Land boniteret
Jord til Takst 8 med Aigiltslrihed i 5 Aar og
halv Skal i andre 5 Aar, og dereflcr luld Skat. Al
gifteD var naaske ikke saå ubillig, naar Boniteringen
al Jorden var sket onhyggclig, Dren da denne var
foretaget i højestc Crad overfladisk uden Bonileringsmænd
af Landmaalere alene, som ofle ikke en Gang
var al Vognen for at undersøge Jorden eller lod grave
i den, saa blev Afgiften paa mange Steder saa høj,
r) ålrunde, sammenlægge.
7
at den umulig kunde svåres. Saa snart derior den
fulde Algift irdlraadte, indgave disse Arvefæstere
hyppigt BesværiDger og Andrågender om Nedsættelse,
men disse rnødte stedse Afstag hos Finansministerefl.
Da jeg blev valgt til Landstinget, tog
l'eg mig ogsaa af denne Sag og holdt flere Møder
med disse Arvelæslere eller ,Kongens Mark-Husmænd",
som de den Gang kaldtes, I denne Sag
havde jeg en udmærket Støtte i den hædertige gamle
lor længst aldøde Landfiaaler Liadt) al Olsker, hvis
Navn jeg derfor ikke her kan undlade at Dævne nl€d
Anerkendelse.
I Samarbejden med Folketingsmændene Kapt. Daø
og Kapt. Lucianus Kofoø) all^llede jeg en Fremstilling
al Sagen bilagt med en Mængde Oplysninger,
og med denne Fremstilling som Grundlag indbragte
jeg i Landstinget et Forslag om, at den[e
Sag skulde undergives en Undersøgelse i Tinget, og
hvis FremstilliDgen fandtes begrundet, da at henvise
den lil Minjstcren. Mit Forslag fandt Bifald hos
Lehmann og Højesterelsassessor Ussla& og uagtet
Fjnansministeren torud erklærede, at Sagen fortjente
Aivisning, lykkedes det nrig dog at lremstille den saa
klart, at der nedsatles et Udvalg i Sagen, hvorai jeg
naturljgvjs blev Medlen, Udvalget kon til det Resultat,
ai mit Forslag burde anbefales lil RegeriDgen.
Maaske håvde nrit Forslag alligevel ikke faaet Flerlal
i Tinget, hvis der ikke imidlertid igen var sket Mi-
')
Ar.trcas Ctttistiat ttL f. paa Lindesgåård (,SkonåCeF
gaad') i Olskcr eÅ 1795, {16rl pix St. H.ltcga.rd i Ohker 3/i t87t.
\ Lucianus Hans.n Kolot, l. 5h 1819 i Pedcakcr, død
8ri 1904 paa Fredrrlkshcrg. Ii)lkelirgsmand for Bh.A.l.Vntgkreds
ira ,% 1858 til iEEl.

8
nisterlorandring. Men dcll y Finansminislet Fenger
saa med mere Velviljc paa Sagcn og lovede Undersøgelse,
hvis Tinget vilde henvise mit Forslag til
ham, og detle skete med stort Flettal.
Finansminister Fenger holdt Ord. Da Undersøgelserne
vat til Ende indbragte han i Samlingen
1871 72 Lovudkast gø.aendc Ombonitering og
"a
Nedsættelse i Algiften øf nogle bortaruefæstetu Udmatksjorder
pa& Borkholm", der netop gik ud paa
ai give Arvefæsterlre det, de bornholmske Rigsdagsmænd
i Forering havde anbeialet, og som jeg i nit
Forslag til Landstinget havde andraget om. Lovudkastet
gik lorholdsvis let gennem Rigsdagen og under
9. December 1871 udkon Loven. Følgen deral
blev, at de Arvefæsiere, som virkelig var blevne lorureltede,
fik en betydelig Nedsættelse i deres Afgiftet.
Jeg havde megen Møjc med denne Sag, Rejser
og Udgifter. Paaskønnelsen blev kun ringe, og naår
jeg undtager enkelte virkelige Erkendtlighedsytringer,
saa blev mit Ord faa Aar dercfter ikke agtet for noget.
Den politiske Spaltning og Agitation drog Husmændene
lra mig, uaglci iugen Bornholmer har arbejdet
såå meget for Hus'nælldele som jeg. Met lever jeg
end ikke at laa noge[ Anerkendelse fra disse Folk,
saa har jeg dog BevidsthedeD hos mig selv om, at
jeg har været dcn til god Nytte og opfyldt min
Pligt som Repræsenlant ior Bornholm.
9
Efter nrl at llavc or)rtalt rloglc ai de vigtigstc TiDg,
hvori jeg dels har medvirkct, dels været i Spidsen
for i mine oflentlige Stillinger, skal jeg anføre nogle
af de Foranstaltninger til Gavn for det ålmitldelige,
jeg Eorn Privatmand har været Anfører for.
1.,NEKSØ SYGE- OO BEGRAVELSESKASSE.
Det første og vigtigste, som jeg søgte at faa da '
net her j Neksø, var e Syge- og Begravelseskasse
i Lighed med den, man allerede i llere Aar havde
hait i Rønne, hvor Arbejdenre mod et ringe ugenl
ligt Bidråg kunde sikre sig en Hjælp at leve for i
Sygdomstillælde. Jeg oplordrede til Stiitelsen ogiik
den stiftet i Maj 1858 med de Love, hvortil jeg havde
cifattet Udkast. Ugebidraget bestcmtes I'l 4 Skilling,
og Sygehjælpen til I Mk. onl Dagen samt fri Medicin,
en Hjælp, som paa den Tid var særdcles god. Begravelseshjælpen
var i Røllnc sat til 20 Rdl., men
da jeg indsaa, at theldige Onrslærrdigheder konde
gøre det vanskeligt for Kassen at ldrede etr saa stor
Begravelseshjælp, besteinte vi, at saa lælge Medlenmet
ej havde irdskudt saå stort Beløb, blev der
ikke at dbeiale hanr nere, e'rd hvad der var indskudi
lra ham. De vigligste Medhlælpere, jeg havde
ved Stiftelsen, var Kænner N, P. Andersetl, Avlstulget
P. C. Dam og Snedker l). Kløl/e/, soDl ogsaa
blev valgte til den første Bestytelse, da jeg paa Grund
al mine oflentlige Hverv ikke øDskede at være deri.
Kassen gik udmærket godl, og Reservefondctl for'
øgedes hvert Aar ikke saa lidt. Delle bragtc åll€rede
efter 6 Aars Forløb nogle Mcdlenrlllcr lil at foreslaa,
at den, der lafbrudl havde bidraget i 12 Aar til Kas-

l0
sen, skulde derelter være iri, nlen ligeiuldt beholde
Retten til Hjælp, hvis de blev syge. Et Par Gange
fik jeg dette uheldig€ Forslag lorpurret, idet jeg søgte
at gøre det indlysende, al Kassen ikke kunde bestaa
med en saadan Beslemmelse; nen i Generaliorsamlingen
1869, medens jeg var i Rigsdagen, Iik man
det desuagtet vedtaget. dog med den konserverende
Besiemrnelse, at Frihed lor Indskld skulde opbøre,
aar Reservefonden gik ned under en vis Størrelse
(4000 Kr.).
Det har ru (1888) allerede vist sig, at Kassen ikke
kunde bestaa med denne Fritagelse for Bidrag; tre
Gange er allerede paabudt Ekstrabidrag af 12 Aars
Medlemmerne, og dette vil blive nødvendigt oftere. -
Men Kassen har torøvrigt vist sin velsignelsesrige
Virksomhed.
2. SKYTIEFORENING FOR NEKSø
OG OMECN.
Da man i det øvrige Danrnark begyndle at danne
Skytteforeninger for lra en tidlig Tid at indøve Ungdommen
i Vaabenøvelser og navnlig i Skydning,
Doget der ogsaa vilde væle til Leitelse ior de værnepligtige,
naar de blev udskrevne til Rekrutter Jor
Armden, indbød jeg i Oktbr. 1863 til ogsaa rt danne en
Skytteforening for Neksø og Omegn. Sagen fandt Ind'
gang, og i Decbr. konslituerede Foreningen sig med
Medlemnrer lra Bodilsker, Poulsker, nogle fra lbsker
og, saa vidt jeg erifldrer, ogsaa nogle fra Pedersker,
medens Mæflgden af Medlemnrenre var ha Neksø.
Bestyrelsen kom til al bestaa ai mig, der valgtes til
Formand, Konsul Heman Mu ch, Vicelormand, og
l1
Kasserer, samt Pa1"ikvliet Findøhus Peterse n, Rerisor.
Desuden bestod Bestyrelsen af de valgle Delingsl
eret L, Lyster, fu. Erthmann. C. C. Jorgense
ira Neksø, R. P. l,4adoig i Bodilsker og Løjtnant
8?d iSflogebæk.
Foreningen bestod med Præmieskydning hvert Aar
indtil 1869, då den hævedes for at gaå op i den imidlerlid
slitlede Bomholns Ants Shylle|orening.
3. NEKSø SPAREKASSE.
I 1866 stiltede jeg Sparekassen i Neksø. Motivet
var navnlig, åt jeg erfarede, hvorledes Tjenestekarle
og Smaalolk, som sparede lidt sammen, ikke havde
anden Maåde at gørc Pengene lrugtbrillgende paa,
end ved at laane dem ud til bekendte. Naar de saa
skulde have dem igen, var de vanskelige at faa, og
stundom var de tabte. Ogsåa troede jeg, at det vilde
lorøge Sparsommeligheden, naar man nenlt og sik'
kert kunde anbringe dem og faa denl tilbage uden
videre Onlstændigheder, nåar mAn ønskede det. Sagen
foiberedtes i 1865, og i Maj 1866 aabnede vi
SparekasseD for Indskud. Mine Medhjælpete til dens
Stifielse var: Paftikulier Fi danus PeteÆe , Køb'
mændene P. Bery og L A. Maftler, Boghandler
lvi&md.ftn og Gaardejer Z. M ndt paa Bækkegaard
i lbsker, men særlig dell førshlævnte. Da Arbejdet
ved denne nystiftede Sparekasse maatie ske gratis,
paatog jeg mig Bogholderiet eller Regnskabsiørelsen,
som under min F aværelse ved Rigsdagen besøtgedes
af Boghandler Wichmann, og Find. Pciersen
overtog Kassererpostell. I Rønnc var begge Poster
Iorenede i een Person, men lil større Sikkerhed lor