Den Ny Verdensimpuls - Nyimpuls.dk

Forskeren får hermed det sidste skub ud af det dødvande,
han hidtil har befundet sig i.
Det evige verdensbillede som hypotese
Når kirken bliver stillet et spørgsmål, som den ikke kan
give svar på, siger man ofte, at Guds veje er uransagelige.
Vi ser, at kirken er troens institution. Men troen er ikke
kun en fase i menneskenes udvikling, den er et absolut
nødvendigt skridt på vejen til alviden.
Når den materialistiske forsker får stillet et spørgsmål,
som han ikke umiddelbart kan svare på, siger han, at der
er tale om en tilfældighed. Men en tilfældighed kan aldrig
være forenelig med logik og dermed heller ikke med
videnskab. Der kommer dog en tid, hvor forskeren vil
opdage, at disse såkaldte tilfældigheder er underlagt evige
love og principper, og dermed ser vi, at der ikke eksisterer
tilfældigheder. Men også den materialistiske videnskab er
ikke kun en fase i menneskenes udvikling, den er endnu
et absolut nødvendigt skridt på vejen til alviden.
Den åndelige forsker til gengæld søger efter en
eviggyldig og logisk forklaring på
livet. Grundstenen hertil har han
fundet i det evige verdensbillede,
sådan som det er beskrevet i Det Tredie
Testamente, for kun dét giver ham en
absolut logisk og sammenhængende
forklaring på livet. Og da alt har
en logisk forklaring, findes udtryk
som ‘Guds veje er uransaglige’ og
‘tilfældighed’ ikke mere. Når den
åndelige forsker derfor bliver stillet
over for et spørgsmål, som han ikke
umiddelbart kan svare på, så vil han
gå ud fra dette evige verdensbillede som en hypotese og
vil ud herfra finde svaret.
Den materialistiske forsker har et forklaringsproblem
Den materialistiske og åndelige videnskab kender
begreber som det relative og absolutte faste punkt,
men arbejder forskelligt med dem. Den materialistiske
videnskab arbejder altid med det relative faste punkt
og betragter det absolutte faste punkt som værende af
teoretisk karakter. Derimod arbejder man i den åndelige
videnskab udelukkende med det absolut faste punkt og
betragter her det relative faste punkt som en illusion.
Fra den materialistiske videnskab ved vi som et faktum,
at hver enkelt bevægelse har sit eget relative faste punkt,
hvorfra selve bevægelsen udspringer. Går man videre og
tager konsekvensen af denne tankegang, så burde man
komme frem til, at totaliteten af alle bevægelser må
22
have sit udspring fra et absolut fast punkt. Men da dette
absolut faste punkt hverken kan måles eller vejes, og den
materialistiske forsker udelukkende arbejder med mål
og vægt, hvad skal han så stille op med et absolut fast
punkt, som på denne måde ligger uden for hans opgave-
og interesseområde? Da evigheden og uendeligheden
heller ikke udgør en del af selve verdensaltets bevægelser
og derfor heller ikke kan måles eller vejes, hører disse
begreber heller ikke ind under hans interesseområde.
Som materialistisk forsker studerer fysikeren fysiske
fænomener såsom samspillet mellem masse, tid og rum
og refererer ofte til veletablerede teorier om fysiske
love. Men ligesom alle andre videnskabelige teorier så
gælder disse teorier kun, indtil nogen har modbevist
dem. Forskeren søger således ikke den absolutte og totale
sandhed, men derimod kun lokale sammenhænge. Og så
længe han sætter grænser for sit undersøgelsesområde,
kan han kun skabe et ufuldkomment verdensbillede og
aldrig nå frem til det totale, det sande og evigtgyldige
verdensbillede. Et verdensbillede, som kun baserer sig på
en delvis viden, kan kun give et lokalt eller ufuldstændigt
billede og kan derfor umuligt få betegnelsen Det evige
verdensbillede.
Som nævnt kan det absolut
faste punkt hverken måles eller
vejes. Men uden dét vil der
ikke eksistere nogen bevægelse.
Ingen bevægelse betyder intet
verdensalt, og det vil sige, at
intet liv og en evig stilhed vil
herske. Men da livet er et faktum,
står den intelligensbetonede
materialistiske forsker her med et
forklaringsproblem, for hvorfor
bliver han ved med at ignorere det absolut faste punkt,
også kaldet den årsagsløse årsag eller den første årsag,
hvorfra alt har sit udspring?
Svaret er, at det er et udviklingsspørgsmål. Vi taler
nemlig her om forskeren, den fortabte Søn, som endnu
befinder sig i den udviklingsfase af sit liv, hvor han
kun beskæftiger sig med materien og har glemt, ja ofte
ligefrem benægter sin Faders eksistens.
Den materialistiske forskers ’jeg’
Ligesom alle levende væsener har forskeren et ’jeg’. I sin
søgen efter det sande verdensbillede er det nødvendigt,
at den materialistiske forsker tager alt med i betragtning,
og det inkluderer selvfølgelig også iagttagerens eller
forskerens eget ’jeg’. Da nutidens materialistiske forsker
undlader at vende blikket mod sit eget ’jeg’, er han kun
en forsker af materien omkring sig.
For den åndelige forsker står - i modsætning til den