Den Ny Verdensimpuls - Nyimpuls.dk

godt nok. Pænhed er ikke nok. Det er ikke nok at kende til
alle disse dejlige tanker og så bare gemme sig bag ordet
’kosmologi’. Det er vigtigt, at Det Tredie Testamente
præsenteres med sin rette betegnelse, ligesom det er
vigtigt, at rådet og Instituttet fremstår som en model for,
hvordan centre overalt i verden skal handle og indrette
sig, så mennesker kommer til at forstå tingene og handle
i overensstemmelse med de kosmiske analyser. Og det
kan de kun, hvis rådet og Instituttet går foran og fremstår
som en model.
En svær overgangsperiode
Jeg er her kommet ind på forskellige oplevelser, jeg
har haft i løbet af mine mange års interesse i Martinus
Åndsvidenskab. Nu vil jeg gerne sige nogle ord, som
måske tegner et andet billede af det, der foregår inden
for Martinus Institut.
Allerede inden Martinus forlod dette plan, kunne man
mærke, at der var opstået en mæthed og træthed af at høre
på Martinus. På rådsmøderne talte rådet hen over hovedet
på Martinus, og ved en lejlighed måtte Martinus sige:
”Hvad taler I om?” for at man kunne blive opmærksom
på, at Martinus var tilstede. Man var mere optaget af sine
egne ting end af Martinus og hans tilrettelæggelse af sin
Sags vækst.
I et andet tilfælde tilkaldte Martinus Gerard Oude Groen,
efter at der havde været et rådsmøde. Det var omkring
midnat, da Gerard kom og lukkede sig ind og så, at
Martinus sad ved sit skrivebord og græd. Han gik hen
og tog Martinus om skuldrene, og så sagde Martinus:
”Jeg føler mig som en mus mellem tusinde katte. De vil
kun deres eget.”
Og dette har præget rådet lige siden. Rådet vil kun deres
eget. De vil i hvert fald i meget højere grad deres eget,
end de vil Martinus.
Jeg kan fortælle en historie om en af medarbejderne, der
med mellemrum luftede en historie om, at Martinus havde
sagt, at han godt kunne have skrevet en ’kosmologi’ uden
at referere til noget religiøst. Til det sagde jeg, at det har
han nok sagt, men han gjorde det ikke, og hvis han havde
gjort det, så havde han svigtet sin mission.
En sådan holdning kaldte Martinus også for åndelig
materialisme, og den har haft et vældigt tag i mange
mennesker inden for hans Sag, og det har den fortsat. De
ting, Martinus skrev i lovene, har man negligeret, og det
gør man også den dag i dag.
Jeg har for nylig haft et par besøg af rådets formand og
af to tidligere rådsmedlemmer. Vi har talt om disse ting,
og de fortæller mig, at man foretrækker ikke at gøre,
som Martinus
30
skriver i lovene. De mener, at de forskellige steder har
fundet belæg for deres egen opfattelse. Men det kan kun
være tilpassede sandheder og ikke Sandheden, ligesom
Sandheden ikke er en flertalsbeslutning. Sandheden er
en eviggyldig realitet.
Hvorfor denne artikel
Jeg har i denne artikel været åben og har sagt mange
stærke ting. Jeg havde gerne holdt det, som jeg her har
sagt, inden for Instituttets fire vægge, så det ikke kom ud
til offentligheden, men jeg har nu i 31 år i breve prøvet at
gøre opmærksom på, at Instituttet var på gal kurs, og at
de måtte ændre på mange forskellige ting. Jeg er blevet
bebrejdet, at jeg har skrevet disse breve, og jeg er blevet
skældt ud, men her vover jeg at sige tingene ligeud, også
selv om de måske kan såre nogle mennesker. Det er ikke
min mening at såre nogen, men jeg vil holde mig til
noget, Martinus engang sagde til mig. Han sagde: ”Jeg
har måttet skrive mange alvorlige breve.” Jeg sagde: ”Du
har jo altid skrevet dem venligt.” Så sagde Martinus: ”Ja,
for sandheden kan være hård nok i sig selv.”
Det, der i mine breve er sagt om den fejlagtige og den
rigtige måde at gøre tingene på, er gavnlige for studerende
af åndsvidenskaben at lægge mærke til, for det er de
principper, som det kommende samfund skal styres efter.
Det er den eneste måde, der kan blive harmoni i samfundet
på, det, at man ikke har politik, men at man har disse evige
love og principper at gå efter. Martinus siger: ”Det er i
grunden så let. Det skal bare gå efter analyserne.”
Det, jeg siger i denne artikel, er også et ’alvorligt brev’.
Det er nok mine ord og tanker, men de ideer, der ligger
bagved, er dem, som Martinus har talt og skrevet om
i mange år, nemlig Instituttets væremåde, den nye
administration, og hvor tvingende nødvendigt det er, at