Af Karen Sjørup Charlotte Kirkegaard Center for ... - Kunst.dk

4.
Findes der en særlig kvindekunst
Vi har spurgt de kvindelige kunstnere, om de ser deres kunst som noget særligt kvindeligt. Det har vi fået
mange forskellige svar på, men helt overordnet vil de fleste af de kvindelige kunstnere gerne have sig frabedt,
at man ser på deres kunst som et særligt kvindeligt udtryk. Men samtidig ser vi også mindst fire måder at se
forholdet mellem det kvindelige og kunsten, som måske umiddelbart kunne synes at udelukke hinanden, men
som måske alligevel ikke gør det.
1. Kønnet betyder ikke noget for det kunstneriske udtryk.
2. Køn er alt.
3. Jeg vil ikke have min kunst reduceret til kvindekunst.
4. Det feminine og det maskuline skal balancere.
4.1 Kønnet betyder ikke noget for det kunstneriske udtryk
Denne gruppe af svar gives af kunstnere, som vil ikke ses som kvindekunstnere, men anerkendes for deres
værk som kunst i universel forstand. Men de har mange forskellige måder at komme frem til dette synspunkt.
En kvindelig forfatter i 40’erne afviser, at der er nogen som helst forskel på kvindelige og mandlige forfattere:
Som forfatter tænker man aldrig på hinanden som værende mand eller kvinde, vi tænker på hinanden som værende
forfatter eller kunstner og menneske, før man er kvinde eller mand. At være kvinde tror jeg altid har været sekundært
i forhold til at være menneske. Det er klart, at kvinder og mænd muligvis godt kan udtrykke sig forskelligt kunstnerisk,
det har jeg ikke tænkt på på den måde.
Denne kunstner mener altså, at der højst kan være tale om nogle mulige forskellige udtryksformer, men basalt
betragter hun kvinder og mænd som ligestillede i forhold til kunsten. Og hun udtrykker det ikke som et ideal
eller fremtidsperspektiv, men som et etableret faktum.
En kvindelig maler i 30’erne har en feministisk og socialkonstruktivistisk baggrund for sin holdning til kvinders
kunst, bl.a. inspireret af den amerikanske filosof Judith Butler, der primært betragter kønnet som en performance,
et udtryk, der bliver skabt i den måde, det udtrykkes, og hvorpå udtrykket perciperes.
Jeg er inspireret af feministiske ideer, Judith Butler, om hvad det kvindelige er, at hver gang man tænker det kvindelige,
så har man allerede sat det i bås, fordi der ikke findes noget, som er uden for sproget. Den biologiske natur er alt
sammen noget, vi har fundet på, som er skabt af normer i samfundet. Det er spændende som kvinde at stå så meget
mellem de to måder at se verden på, man kommer ikke uden om, at kvinder føder børn, men det er jo kulturbestemt,
at kvinden er den smukke, skal se godt ud. Min mandlige anmelder ser et par bryster som, at kvinden gerne vil friste
en mand, at hun har fallosmisundelse, og det synes jeg jo er begrænsende.
(Maler i 30’erne)
Derfor har hun en helt anden baggrund for at fremsætte et udsagn, som umiddelbart kan synes meget lig den
tidligere citerede forfatter:
I mit univers bliver kvinden ikke skabt i forhold til manden. Kvinden skabes i forhold til verden på lige fod med manden.
(Maler i 30’erne)
Hun mener, at værket skal kunne stå alene, at kunstneren må træde ud af sit værk og ikke give det en særlig
kønnet identitet. Samtidig er næsten alle hendes værker bygget op omkring en central pige­ eller kvindefigur,
hvis fortælling om verden udtrykkes i hendes værker:
19