Af Karen Sjørup Charlotte Kirkegaard Center for ... - Kunst.dk

36
Jeg har haft børn hele tiden – den ældste var 3 år, da jeg kom på forfatterskolen. Der er ni år mellem barn 1 og 2
– jeg brugte tiden på forfatterskolen og skulle lige tage mig sammen til at få flere – jeg fik så to drenge med knap 1½
års mellemrum. Jeg tænkte ikke de ni års mellemrum som en del af en karriere – jeg havde travlt med alt muligt, at
skrive, læse, og min mand startede eget firma. At få det første barn var desuden lidt af et chok; som forfatter eller
som kunstner er man altid meget narcissistisk, man har enormt meget brug for at tænke på sig selv – eller måske
bare tænke, glo ud af vinduet, og at skrive tager lang tid. Barnet fyldte meget – tager alle hylderne. Men jeg har altid
vidst, at jeg ville have flere børn. At få børn anden gang var jeg helt afklaret med, at det ville tage den tid, det tog – jeg
skrev derfor ikke i fire år, ville ikke have børnene i vuggestue og passede dem selv og gik på orlov i fire år. Skrev ikke
en linie i de fire år – hvilket ikke har været supergodt for karrieren, for jeg kunne da godt have skrevet nogen bøger i
den tid. Men jeg prioriterede at ville være nærværende for børnene.
Sp. Og det var ikke sådan, at du så kunne skrive om aftenen?
Sv. Nej, det kan man ikke. Jeg kan kun gøre en ting ad gangen. Det er ret opslidende at skrive, det tager rigtig meget
på kræfterne, så det ville jeg ikke. Men jeg tænkte på det hvert eneste sekund. Jeg tænkte på det hele tiden. Altså,
hvis jeg var alene i to sekunder ude på badeværelset, som var det eneste sted, hvor man kunne være alene, så
begyndte ordene at strømme ud gennem hovedet på mig. Det hobede sig op, kunne jeg mærke, men jeg forsøgte
ikke, og det var helt bevidst, at jeg ikke gjorde det, jeg vidste, jeg var ikke bange for, at toget skulle køre imens eller
et eller andet. Det vidste jeg, at det ikke gjorde, for jeg havde prøvet at få et barn før. Jeg vidste bare, at jeg ville tage
den tid, det tog, og få de her børn godt i vej.
(Forfatter i 40’erne)
En anden forfatter valgte at skrive digte, da hendes datter var lille, fordi det tidsmæssigt var overskueligt og
passede ind i, at hun ofte blev afbrudt i sit arbejde. Først da datteren kom i skole, kunne hun afse tid til større
værker og begyndte at skrive romaner.
Det var først, da min datter kom i skole, at jeg begyndte at skrive romaner – og det handlede simpelthen om tid. Man
kan ikke skrive romaner, når man ikke har sammenhængende tid. Da kunne jeg skrive fra 9 om morgenen til ca. 15
om eftermiddagen – og det skema følger jeg stadig.
(Forfatter i 60’erne)
En forfatter har i lange perioder opholdt sig i udlandet, hvor det er normalt og til at betale sig fra at have hjælp
til børnepasning i huset. Hun var således ret privilegeret og kunne skrive uforstyrret bortset fra 1 år, hvor parret
slog sig ned i Danmark:
Det sværeste var det år, vi var i Danmark. Der oplevede jeg virkelig den der normale danske virkelighed. Det er uden
konkurrence det hårdeste år, jeg har haft. To børn på 1 og 3 år, og de var meget syge. Og jeg havde jo også en forsørgerforpligtelse.
Vi havde lige købt hus. Så… Så det hjalp, da vi igen flyttede til udlandet efter 1 år.
(Forfatter i 40’erne)
Men som tidligere konstateret, så er det de færreste kvindelige kunstnere, der har råd til at betale sig fra hjælp
til børnepasning og husarbejde.
De optrædende – og i særdeleshed skuespillerne – der spiller på teatre, har store vanskeligheder med at få det
til at hænge sammen med at have børn – i særdeleshed når børnene når skolealderen. De interviewede kvinder
har for det meste haft partnere eller familie til at passe børnene om aftenen, men ellers er der et gevaldigt
pasningsproblem. For de fleste interviewede har det været fraværet om aftenen i lange spilleperioder, der har
været det største problem.
Turnéer og lange spilleperioder er et helvede. Det kunne være så godt, hvis man var to kvinder, der delte en rolle og
skiftedes til at spille på teateret. Åh, det ville være skønt, specielt hvis det var længerevarende produktioner. Nogle
forestillinger kan jo køre op til et halvt år, og det er rigtig hardcore belastende for familien.
(Skuespiller i 40’erne)