Af Karen Sjørup Charlotte Kirkegaard Center for ... - Kunst.dk

8.
Perspektivering: Kvindekunst og/eller kunstnerisk kvalitet
I forbindelse med offentliggørelsen af først Litteraturkanon i 2004 og siden Kulturkanon i 2006, hvor en række
kvindelige litterater, kunstnere og forskere kritiserede den stærke underprioritering af kunst udført af kvinder,
foregik der en skelsættende diskussion om forholdet mellem køn og kunstnerisk kvalitet, hvor såvel begrebet
om køn i kunsten som begrebet kunstnerisk kvalitet blev sat til debat.
I forbindelse med kritikken af, at kun en kvindelig forfatter, Karen Blixen, var repræsenteret i litteraturkanonen,
afviste formanden for udvalget Jørn Lund i et interview i Berlingske Tidende d. 29.9.2004 kritikken med, at
litteraturkanonen skulle udgøre et retvisende billede af traditionen: Fordi kvinder igennem historien ikke har
haft de samme muligheder for at ytre sig litterært som mænd. Vi har valgt ud fra to hovedkriterier: kvalitet og
brugbarhed i skolen. Vi har ikke haft kønnet som pejlemærke. Man gør sandheden en bjørnetjeneste, hvis man
slører de historiske kendsgerninger. Vi skal se den fortid og tradition, som vi hænger fast i, lige i øjnene. Der
er tale om en historisk asymmetri, som ikke skal sminkes.
Litteraten Maja Bissenbakker Frederiksen skriver som replik til dette udsagn, at kravet om flere kvinder på
listen dermed fremstår som udtryk for subjektive politiske agendaer, som hverken har noget med litteratur
eller forskning at gøre: Man kan fx bemærke, at den kvindelitterære kritik ifølge Lund forsøger at ”sminke”
sandheden og at ”sløre” de historiske kendsgerninger. Sminke kan som bekendt konnotere kvindekøn, mens
slørets dobbeltbetydning både peger på det gedulgte, på parisermodehatte, på brudeslør og selvfølgelig på en
vestlig fantasi om den tilslørede arabiske kvinde. Kendsgerninger forvanskes til usandheder, idet de iklædes
kønnede og etnisk markerede tegn. Metaforbrugen er med andre ord i god tråd med et videnskabsideal, som
betragter videnskabelighed som ensbetydende med evnen til at fremstå umærket af køn og etnicitet. Dette er
til gengæld en position, det er forbeholdt nogle subjekter at indtage, mens andre er forment adgang: Kun en
kanonliste, som åbenlyst er domineret af mandlige forfattere, kan fremstå som én, der ikke har haft kønnet
som pejlemærke.
Der er ingen af vore interviewpersoner, der anfægter begrebet ”kunstnerisk kvalitet” som et almengyldigt
begreb for, hvad der er kunst, og hvad der ikke er, hvad der er stor og nyskabende kunst, og hvad der blot er
mere reproducerende kunstproduktioner. Men samtidig refererer de næsten samstemmende til det dilemma,
at kvinders kunst reduceres til ”kvindekunst” og dermed også tillægges en afvigende rolle i forhold til rigtig
kunst. De taler om, at de jo ikke kan løbe fra, at de er kvinder og derfor taler med en kvindelig stemme eller
udtrykker sig med en kvindelig krop, men de accepterer ikke, at denne kvindelige stemme eller kvindelige krop
dermed reducerer deres kunst til en særlig afart. De betragter sig selv som kunstnere, slet og ret.
Samtidig oplever de kvindelige scenekunstnere et stort dilemma mellem deres egen opfattelse af deres egen
stemme og krop, deres eget billede af sig selv som mennesker og som kvinder, og så de kvindelighedskonstruktioner,
som den herskende dramatik placerer dem ind i. Flere af kunstnerne udtrykker det direkte, at
de er mennesker først og derefter kvinder.
Bissenbakker refererer i forbindelse med kanondebatten også litteraten Jens Andersen for i en artikel i Berlingske
Tidende d. 29.9.04 at sige: Efter de nye kanonlister at dømme, vil danske kvinders indlæring i maskulin
identitet og identifikation fortsætte langt ud i fremtiden. Navlebeskuende mandelitteratur bliver de ikke fri for.
Alle de piger og unge kvinder, som i det kommende årti vil være i flertal på landets gymnasier, har ikke en
anden og mere forjættende udsigt til poesi og prosa med kvindelige problemstillinger, end deres mødre og
mormødre havde engang.
Bissenbakker bifalder i artiklen denne kritik, men fremhæver også, at det er svært ikke at blive slået af argumentets
heteronormative undertoner. At målet stadig synes at være mødet mellem to fundamentalt væsensforskellige
køn.
45