als forum 80 til 89 - ALS Gruppen Vestjylland

for at lette lidt på det hele.
Mit bagland var og er det bedste fra Slagelse Sygehus og Rigshospitalet hvor jeg
fik støtte og
vejledning. Den endelige beslutning krævede mere og det var der masser af.
"kærlighed" fra
min to døtre, svigersønner og 5 børnebørn alle sammen drenge. Martin det mindste
barnebarn
var spæd men kom til at spille en meget afgørende rolle i min beslutning.
Familen med
børnebørnene var på besøg og og lille Martin blev tørret om mulen med en ble.
Jeg kom på
hospitalet senere på natten og fik bleen med og medens jeg kæmpede med at få
luft havde jeg
den specielle duft af baby....Martin ville jeg se vokse op sammen med de andre
børnebørn. Jeg
blev indlagt på Rigshospitalet på respirations afdelingen øst. Operationene var
problemfri. Jeg
husker da jeg begyndte at vågne. Den vidunderlige følelese af, at jeg havde luft
der blev
pumpet ned i lungerne helt uhindret. Men jeg vågnede helt op og opdagede, at
heller ikke
denne gang var træerne vokset ind i himmelen. Den første tid gik med
lungebetændelse, høj
feber, røntgen, nåle og stikpiller. Efter ca. 14 dage hvor der blev afprøvet
flere forskellige tuber
gik det galt. Da personalet kaldte på mig kunne jeg høre mit navn langt væk fra.
Jeg ønskede
ikke at vende tilbage til livet. Der var så fredeligt, der hvor jeg var. Efter
ca. en måned var det
igen vendt. Jeg skulle ingen andre steder hen. Jeg skulle lære, at leve med det
handicap det er
at være bundet til en maskine med en slange i halsen. I stedet for at hoste
eller rømme sig
skulle en hjælper stikke et plastrør ned i lungerne og suge alt slim og sekret
op. Det bliver aldrig
behageligt, men det bliver hurtigt noget der bare skal gøres. Ialt var jeg på
Rigshospitalet
respirations afdeling 3072 øst i 3 måneder. Hvis der findes engle i
menneskeskikkelse på jorden
kender jeg en del derindefra som hjalp mig gennem den første svære tid.
Der er mange timer at tænke i, og alligevel glæde sig over, at trods en
forbandet sygdom, så er
der håb om en forlængelsee af livet til at få øje på. Den sidste måned på
Rigshospitalet gik med
at ansætte og uddanne det personaleteam der skulle passe på mig 24 timer i
døgnet resten af
mit liv. Vi holdt ansættelsessamtaler inde på afdelingen på Rigshospitalet. Min
svigersøn var
med til samtalerne og vi fik ansat en bred vifte af "piger" i alle aldre. Dette
har så senere været
en klar fordel, fordi de er meget forskellige, og jeg har en anderledes hverdag,
da jeg har
interesser som jeg deler med den ene og så deler jeg en anden interesse med
f.eks en anden
af hjælperne. Jeg kan da nævne, at det er nogen som kan lide at køre ud i min
bil og handle i
butikker sammen med mig, nogle kan lide at tilberede og spise fisk sammen med
mig, andre kan
lide at køre til vandet og kigge, andre igen hjælper mig med at skrive f.eks