TEMA: SENIORARKITEKTERNE OG ... - Arkitektforbundet

7/2007
TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR,
DESIGN, BY OG LAND

Annemarie Lunds biografi om Jørn Palle
Schmidt tager udgangspunkt i hans virke
som landskabsarkitekt gennem mere end
50 år og her især i anvendelsen af plantninger
og plantemateriale. Jørn Palle Schmidt
har i sit virke med stor spændvidde skabt
grøn form omkring bebyggelser ved at
gentage, bearbejde og variere de motiver,
der kan uddrages fra landskabets plantninger.
Med stor indlevelse i og fornemmelse for
menneskers basale behov har han skabt
plantninger, der udviser robusthed og frodighed
samt udstråler vitalitet og frugtbarhed.
GRØN FORM ∙ GRØNT MODSPIL
En bog om landskabsarkitekten
Jørn Palle Schmidt
Af Annemarie lund
176 sider
24 x 29,7 cm
Indbundet, illustreret
ISBN 978 87 7407 367 3
Vejledende pris: 375 kr.
GRØN FORM ∙ GRØNT MODSPIL
ANNEMARIE LUND

Annemarie Lunds biografi om Jørn Palle
Schmidt tager udgangspunkt i hans virke
som landskabsarkitekt gennem mere end
50 år og her især i anvendelsen af plantninger
og plantemateriale. Jørn Palle Schmidt
har i sit virke med stor spændvidde skabt
grøn form omkring bebyggelser ved at
gentage, bearbejde og variere de motiver,
der kan uddrages fra landskabets plantninger.
Med stor indlevelse i og fornemmelse for
menneskers basale behov har han skabt
plantninger, der udviser robusthed og frodighed
samt udstråler vitalitet og frugtbarhed.
GRØN FORM ∙ GRØNT MODSPIL
En bog om landskabsarkitekten
Jørn Palle Schmidt
Af Annemarie lund
176 sider
24 x 29,7 cm
Indbundet, illustreret
ISBN 978 87 7407 367 3
Vejledende pris: 375 kr.
GRØN FORM ∙ GRØNT MODSPIL
ANNEMARIE LUND

Efter 32 fine og spændende år på SBI (Statens Byggeforskningsinstitut, red.) stoppede jeg
maj 1999 – 14 dage efter at jeg var fyldt 60.
Det var en vidunderlig overgang. Skønt at kunne sove længe om morgenen. Dejligt at
kunne bestemme over min egen tid. Tid til familien, til rejser, til det gamle hus fra 1906
og til sommerhuset, men også til alle de ting, jeg ellers havde måttet forsømme eller stjæle
mig tid til.
De før så hyppige hovedpiner og diskusprolapserne svandt ind i antal. Forskønnelsesforeningen
og de mange udvalg og bestyrelsesposter kunne passes bedre. Indimellem
også en lille angst for at kede sig, men ikke ret længe ad gangen. Det var dog ikke helt
slut med erhvervsarbejdet; jeg er stadig landskabsarkitekt for en længere vejstrækning
i Sønderjylland, og der er en del foredrag.
Jeg oplever, at tingene tager meget mere tid end før. Hvor jeg tidligere ud over SBI-arbejdet
kunne klare op til 50 foredrag om året og kunne skrive en kronik på en nat, kan
jeg nu ikke længere nå tilnærmelsesvis så meget. Jeg har stadig ikke fundet ud af Power-
Point, og jeg synes, at computeren tager enormt meget tid. Til gengæld kommunikerer
jeg gennem den langt mere, end jeg før gjorde med fax, breve og telefon.
Jeg får mange breve fra venner, der føler stor tomhed, efter de er holdt op med at arbejde.
Jeg synes, man skal blive ved med at holde kontakten til faget. Henning Larsen har
engang ganske rigtigt sagt: “Arkitektur er et gammelmandsfag”. Og der er brug for ens
hukommelse og erfaring. De bedste timer er dem, man ikke får noget for, for dem be-

stemmer man selv over. Og jeg synes i høj grad, der er brug for det, jeg har lært. Tag nu
bare diskussionen om Tivoli-højhuset fx. Sådan en historie kunne nemt være kørt af
sporet uden en vis træning i at håndtere byplansager.
Og så ligger der stadig uendelig mange ting og venter ‘på bedre tider’. Det er jo grusomt,
som man hober ting op gennem så mange år. Jeg er blevet helt flink til at forære væk
til museer, samlinger, arkiver o.lign., og de påstår i det mindste, at de bliver glade for
genstandene.
Noget andet er så, at det jo ikke bliver ved på den måde – det må man se i øjnene.
Albert Mertz sagde engang: “Det er rart at blive gammel, men der er ikke noget ved
at blive skrøbelig”.
Den tid, den sorg. Steen Eiler Rasmussen betroede mig engang: “Der er to ting, man
skal gøre, hvis man vil have en rar tilværelse som gammel: Man skal samle på venner
og på interesser”. Så det prøver jeg på. Lige nu er der en bog, der skal skrives, og en udstilling,
der skal forberedes.
Så livet er dejligt.

stemmer man selv over. Og jeg synes i høj grad, der er brug for det, jeg har lært. Tag nu
bare diskussionen om Tivoli-højhuset fx. Sådan en historie kunne nemt være kørt af
sporet uden en vis træning i at håndtere byplansager.
Og så ligger der stadig uendelig mange ting og venter ‘på bedre tider’. Det er jo grusomt,
som man hober ting op gennem så mange år. Jeg er blevet helt flink til at forære væk
til museer, samlinger, arkiver o.lign., og de påstår i det mindste, at de bliver glade for
genstandene.
Noget andet er så, at det jo ikke bliver ved på den måde – det må man se i øjnene.
Albert Mertz sagde engang: “Det er rart at blive gammel, men der er ikke noget ved
at blive skrøbelig”.
Den tid, den sorg. Steen Eiler Rasmussen betroede mig engang: “Der er to ting, man
skal gøre, hvis man vil have en rar tilværelse som gammel: Man skal samle på venner
og på interesser”. Så det prøver jeg på. Lige nu er der en bog, der skal skrives, og en udstilling,
der skal forberedes.
Så livet er dejligt.

“Gå en tur i skoven”.
– Sådan lød det gennemgående svar, da
landskabsarkitekt Ph.d. Ulrika Stigsdotter
for et par år siden spurgte ca. 1000 testpersoner,
hvilket råd de ville give til en
ven, der følte sig meget stresset.
Ulrika Stigsdotter er en af hovedkræfterne
bag den meget anerkendte terapihave
i den skånske by Alnarp. I efteråret
2006 blev hun ansat på Københavns Universitet
under Det Biovidenskabelige Fakultet
på afdelingen for Skov & Landskab
med det formål at omsætte erfaringerne
fra Alnarp til en dansk terapihave mod
stress og udbrændthed. Og en af de erfaringer,
Ulrika Stigsdotter tager med sig fra
Alnarp, er, at mennesker fortrinsvis søger
den vildtvoksende natur. Det, der virker
stressnedsættende, er den sanselige oplevelse
af bladenes grønne frodighed, blomsternes
farver, duften af muld, vandets rislen,
fuglenes kvidren og insekternes summen.
Berøringen af dyrs bløde pels er en
anden beroligende faktor, og sammenfattende
er det ‘manglen på krav’, som er det
altafgørende. Det er nemlig ikke ens egen
have og ikke ens egne kæledyr – med krav
om perfekt udseende og pasning. Her
handler det om den kravløse nydelse i nuet,
præcis som en tur i skoven kan være det
– og det er unægtelig en tankevækkende
modvægt til tidens bastante krav om det
perfekte arbejde, det perfekte udseende,
den perfekte partner, de perfekte børn,
det perfekte hjem, den perfekte have...
I Alnarp har de fantastisk gode resultater
med at helbrede mennesker, der er ud-
brændte af stress, og som måske gennem
flere år har opgivet at leve en normal tilværelse.
Efter et ophold i terapihaven i
Alnarp på fire måneder kan op imod 80 %
af deltagerne vende tilbage til en normal
tilværelse. Det er resultater, der er i særklasse,
og derfor kan det heller ikke undre,
at det har givet genklang verden over.
I Alnarp har de siden 1980’erne været optaget
af landskabsarkitektur og sundhed,
og her har de forsket i, hvordan natur og
parker påvirker netop vores sundhed og
livskvalitet. En af pionererne er professor,
landskabsarkitekt og biolog, Patrik Grahn,
som har været initiativtager og leder af
terapihaven, siden den startede op i 2002.
Tankerne om haveterapi har deres ophav
i USA, hvor de begyndte at dukke op
for omkring tyve år siden. Men noget nyere
fænomen er det egentlig ikke, for sådanne
tanker fandtes også hos blandt
andre de antikke grækere og senere romantikerne
i England. Imidlertid har haveterapi
i dag fået fornyet relevans i forbindelse
med stress som ‘vor tids folkesygdom’.
Det grønne lindrer – og det er efterhånden
ret veldokumenteret. Undersøgelser viser
fx, at en grøn udsigt fra en hospitalsseng
gør, at patienterne behøver mindre medicin,
er venligere mod personalet og bliver
hurtigere udskrevet sammenlignet med de

patienter, der ikke har samme grønne udsyn.
Det lyder meget enkelt, men i Alnarp
ser det trods alt lidt mere sammensat ud.
Det er ikke en symptombehandling men
en helhedstanke, der ligger bag terapihaven.
Et hold af forskellige faggrupper er
tilknyttet stedet, og de mennesker, der opsøger
terapihaven, tilbydes både afspænding,
samtaleterapi, tegneterapi og havearbejde
ud over det ‘bare’ at opholde sig
i det grønne. Ved at give sig tid til at mærke
efter kan deltagerne finde en god balance
mellem (have)arbejde og hvile, og
det er noget helt centralt, de kan tage med
sig, når de skal tilbage til et arbejdsliv.
Der er flere grunde til succesen i Alnarp.
Dels er der det grønnes lindrende effekt
og helhedstanken om at finde en bedre
balance mellem arbejde og hvile, og dels
er der den vigtige omstændighed, at terapihaven
er tilknyttet Lantbruksuniversitetet,
for det har givet mulighed for en
højt kvalificeret forskning og dermed en
løbende udvikling af terapiformen.
På verdensplan er Alnarp unik med sin
kombination af haveterapi og forskning,
som netop også efterstræbes i Danmark.
Tidligere havde haven fx et rum, de
kaldte ‘mormors have’ for at deltagerne
kunne genkalde sig gode minder fra barndommen;
men forskningen har vist, at det
er den vildtvoksende natur, mennesker
først og fremmest søger. “Den vilde naturs
lindrende egenskaber er noget af det,
vi vil indarbejde i den nye terapihave i
Arboretet,” fortæller Ulrika Stigsdotter
og fortsætter: “I det hele taget er det en
fordel for den danske terapihave, at den
kan tage det bedste fra Alnarp, og at de
nyeste forskningsresultater og erfaringer
kan blive indarbejdet i projektet.”
Det teoretiske grundlag for haveterapien
er stadigvæk nyt, og det er en søgende
proces med flere teorier, men Ulrika
Stigsdotter vægter teorien om, at vi har
to typer af opmærksomhed. De kaldes
henholdsvis Directed Attention System
og Soft Fascination – ‘styret opmærksomhed’
og ‘spontan fascination’. Når vi
bruger ‘den styrede opmærksomhed’ i
bylivet, modtager vi ca. 11 millioner informationer
i sekundet, men den menneskelige
hjerne kan kun kapere 15-20 informationer
i sekundet, og resten må frasorteres.
Det er dette sorteringsarbejde,
der er så krævende og stressende. Det,
der ikke sorteres bort, går over Hippocampus,
der oversætter sanseindtryk til
sprog, og videre til pandelappen, hvor det
bearbejdes kognitivt. Systemet har kun
begrænset energi, og når den er brugt, er
det, kroppens stressberedskaber slås til.
Når vi befinder os i naturen, fungerer
hjernen anderledes. Her bruges ‘den spontane
fascination’ – den sorterer ikke indtrykkene,
men scanner i stedet omgivelserne,
og det kræver ikke energi. Indtryk-

kene går hen over Amygdala, som er center
for følelseslivet, og det giver tankevækkende
nok en kortere og mindre belastende
vej i hjernen.
Ser man det i et bredere tidsperspektiv,
er det ikke så mærkeligt, at vi indimellem
har svært ved at håndtere det stressende
storbyliv. Hvis man forestiller sig, at hele
menneskets tid her på jorden sættes til et
døgn, udgør den tid, vi har levet i huse,
nemlig kun ca. 5 sekunder, relativt set, og
hjernen har derfor ikke haft tid nok til at
tilpasse sig bysamfundet.
På det mere personlige plan minder disse
teoretiske tanker mig om engang, jeg var
på en hektisk rejse til London for se på
moderne arkitektur. Om natten drømte
jeg om en rolig og sanselig intens ridetur
i den grønne danske bøgeskov. Med disse
nye ‘teoretiske briller’ på er det nemt at
forstå, at denne hektiske intellektuelle byrundtur
bare var for meget, og at drømmen
fortalte mig, at jeg havde brug for
aflastning i naturen. Der skulle nok også
have været afsat tid til en gåtur i en af
Londons parker!
Ulrika Stigsdotter startede sin ansættelse
med at finde et egnet sted til den kommende
danske terapihave, og valget faldt
på Arboretet i Hørsholm. Stedet rummer
mange af de kvaliteter, som eftersøges:
Der er mange store træer, artsrigdom,
frodighed, ugenerthed, vand – dvs. søer
– lige i nærheden og en mose på selve det
udvalgte område samt en eller anden mere
udefinerlig god atmosfære. Dernæst kunne
hun gå i gang med at tegne på den egentlige
udformning af haven. Den forventes
at ligge klar i slutningen af dette år.
I selve skabelsesprocessen har Ulrika
Stigsdotter et vigtigt arbejdsredskab med
sig fra Alnarp, og det er de otte arketypiske
rum (se faktaboks). Nok så interessant
for en landskabsarkitekt. Hun fortæller:
“De otte rum kommer fra konkrete
sociologiske undersøgelser i Sverige, og
det interessante er, at man har fundet frem
til de nøjagtig samme resultater i andre
lande også, bla i Holland”. Ulrika fortæller
videre: “Når det handler om terapihaver
for udbrændte, er der et klart mønster
i, at det er arketypen ‘Den vildtvoksende
natur’, der søges mest, og ‘Festen’ der kan
være sværest at rumme. Deltagerne vil
især i starten af et forløb gerne være alene
i den vildtvoksende natur i fred for andre’.
I Arboretet er der rigtig gode forudsætninger
for at skabe disse vildtvoksende

grønne rum. De vil derfor få stor vægt i
udarbejdelsen af haven, mens fx Festen
vil få en underordnet rolle. Tilstedeværelsen
af Festen er dog også vigtig, for når
deltagerne begynder at kunne rumme den,
er de ved at være klar til at komme tilbage
til deres normale tilværelse.
De arketypiske rum skal selvfølgelig ikke
ses som rigide rumformer, men derimod
er det op til landskabsarkitekten at udforme
dem så vedkommende til lejligheden
som muligt. Landskabsarkitektens genkendelige
redskaber til dette er arbejdet
med farver, former, stofligheder og rumfornemmelse
i øvrigt, men Ulrika Stigs-
dotter understreger: “Haverummene skal
ikke være kunst. Det er brugskunst, og
det er den proces og de aktiviteter, der kan
foregå i rummene, der er det altafgørende”.
Associationen går umiddelbart til
C.Th. Sørensens skrammellegeplads, hvor
børn fik rum til at skabe huler, huse og
tårne af skrammel. Det skete med stor
kreativitet og livsglæde. Det var en pædagogisk
meget fremsynet idé, som stadigvæk
har svært ved at finde sin form, for
hvad gør man, når hulerne, husene og
tårnene er bygget færdige?
Processen og aktiviteterne er det afgørende
her, men der er desværre ikke nogen

enkel løsning på, hvordan man skaber
rum med rummelighed i mere end en betydning.
Det er nærliggende at spørge,
hvad man som landskabsarkitekt kan byde
på i den sammenhæng. Måske kunne der
leges videre med tanken om den historiske
inspiration i forbindelse med de arketypiske
rum. Der er fx ‘Det rofyldte rum’
med vandets piblen, grøn frodighed, og
det afskærmede rum (der holder omgivelserne
ude) som i Alhambra. Eller hvad
med Padovas artsrige renæssancehave
Orto Botanico, hvor cirklerne og kvadraterne
er formfuldendte og hvilende i sig
selv som et næsten religiøst centrum? Det
kunne være et godt eksempel på et ‘Sted
til fordybelse’, som var man trådt ind i en
anden verden? Måske kunne man i ‘Lysthaven’
få en stressramt til at trække på
smilebåndet over et manieristisk påfund
som fx i den italienske Villa Lante, hvor
man lokkede damerne i deres fine lange
kjoler til at stå et bestemt sted med en
smuk udsigt, for derefter at trykke på en
knap, der sprøjtede vand op under kjolerne?
Eller hvad med et rum til fest i det
livsglade, frodige, til tider svulstige formsprog,
hvor der bare er for meget af alt
som i haven Villa d’Este ved Rom? Kan
man hente inspiration i det monumentale
aksiale rum som i Versailles? Og kan man
appellere til de finere strenge i sindet med
romantikkens pastorale mystiske haverum
som i den engelske park Stourhead?
Ideer kan der være nok af, men det spektakulære
giver ingen mening her. En terapihave
skal selvfølgelig udformes med omtanke
og i al respekt for det menneske,
der er blevet ramt af udbrændthed, og
som har brug for helbredelse.
Med kombinationen ‘landskabsarkitektur
og sundhed’ er der igen opstået en mulighed
for at diskutere meningsfuldhed og
indhold både i teori og praksis. På Det
Biovidenskabelige Fakultet på afdelingen
for Skov & Landskab har de længe været
optaget af det grønne og sundheden, men
der har nok ikke været så gunstigt et miljø
for at udvikle disse tanker i Danmark.
Indholdsdebatten har i mange år på det
nærmeste været reduceret til et kikset
70’er hippiefænomen, der var landet forkert
i årtierne.
Begrundet i lægevidenskaben og sociologien
har den vildtvoksende og artsrige natur
nu fået en ny central rolle. I efteråret
2006 vandt tegnestuen SLA en konkurrence
om en ny park i Københavns Nordvestkvarter,
og her var det træerne og ikke
mindst artsvariationen i træerne, der var
det bærende element. Om forslaget siges
det, at de mange træer bringer naturen ind
i Nordvestkvarteret. Kan man forestille
sig, at det bliver en omsiggribende trend?
Internationalt har Danmark været bagefter
på dette forskningsområde, men med
etableringen af Danmarks første egentlige
terapihave er der for alvor taget hul
på ‘landskabsarkitektur og sundhed’ i
Danmark. Det bliver spændende at følge
udviklingen fremover.

enkel løsning på, hvordan man skaber
rum med rummelighed i mere end en betydning.
Det er nærliggende at spørge,
hvad man som landskabsarkitekt kan byde
på i den sammenhæng. Måske kunne der
leges videre med tanken om den historiske
inspiration i forbindelse med de arketypiske
rum. Der er fx ‘Det rofyldte rum’
med vandets piblen, grøn frodighed, og
det afskærmede rum (der holder omgivelserne
ude) som i Alhambra. Eller hvad
med Padovas artsrige renæssancehave
Orto Botanico, hvor cirklerne og kvadraterne
er formfuldendte og hvilende i sig
selv som et næsten religiøst centrum? Det
kunne være et godt eksempel på et ‘Sted
til fordybelse’, som var man trådt ind i en
anden verden? Måske kunne man i ‘Lysthaven’
få en stressramt til at trække på
smilebåndet over et manieristisk påfund
som fx i den italienske Villa Lante, hvor
man lokkede damerne i deres fine lange
kjoler til at stå et bestemt sted med en
smuk udsigt, for derefter at trykke på en
knap, der sprøjtede vand op under kjolerne?
Eller hvad med et rum til fest i det
livsglade, frodige, til tider svulstige formsprog,
hvor der bare er for meget af alt
som i haven Villa d’Este ved Rom? Kan
man hente inspiration i det monumentale
aksiale rum som i Versailles? Og kan man
appellere til de finere strenge i sindet med
romantikkens pastorale mystiske haverum
som i den engelske park Stourhead?
Ideer kan der være nok af, men det spektakulære
giver ingen mening her. En terapihave
skal selvfølgelig udformes med omtanke
og i al respekt for det menneske,
der er blevet ramt af udbrændthed, og
som har brug for helbredelse.
Med kombinationen ‘landskabsarkitektur
og sundhed’ er der igen opstået en mulighed
for at diskutere meningsfuldhed og
indhold både i teori og praksis. På Det
Biovidenskabelige Fakultet på afdelingen
for Skov & Landskab har de længe været
optaget af det grønne og sundheden, men
der har nok ikke været så gunstigt et miljø
for at udvikle disse tanker i Danmark.
Indholdsdebatten har i mange år på det
nærmeste været reduceret til et kikset
70’er hippiefænomen, der var landet forkert
i årtierne.
Begrundet i lægevidenskaben og sociologien
har den vildtvoksende og artsrige natur
nu fået en ny central rolle. I efteråret
2006 vandt tegnestuen SLA en konkurrence
om en ny park i Københavns Nordvestkvarter,
og her var det træerne og ikke
mindst artsvariationen i træerne, der var
det bærende element. Om forslaget siges
det, at de mange træer bringer naturen ind
i Nordvestkvarteret. Kan man forestille
sig, at det bliver en omsiggribende trend?
Internationalt har Danmark været bagefter
på dette forskningsområde, men med
etableringen af Danmarks første egentlige
terapihave er der for alvor taget hul
på ‘landskabsarkitektur og sundhed’ i
Danmark. Det bliver spændende at følge
udviklingen fremover.

Henning Larsens Fond udskrev sidste år en konkurrence om,
hvem der kunne tage de bedste fotos af arkitekturens sjæl. Nu
er vinderne fundet – dvs. der blev ikke udpeget nogen egentlig
vinder, men i stedet to andenpræmier og en tredjepræmie. Dommerkomiteen
fandt ikke, at det rigtig var lykkedes nogen af del-
tagerne at indfange selve sjælen, det udefinerlige ekstra, der gør
arkitekturoplevelsen til noget særligt.
Ikke desto mindre er der kommet en række pletskud ud af
konkurrencedeltagernes indsats. Her viser vi et udpluk – resten
kan ses på www.spaceimage.dk

Den vestafrikanske lerarkitektur er forholdsvis
ukendt, men udgør ikke desto
mindre en af de mest betydningsfulde
kategorier inden for traditionel afrikansk
kunst.
De karakteristiske lerbygninger står
som storslåede eksempler på menneskets
kreativitet og tilvejebringer informationer
om vigtige spørgsmål og sammenhænge
i vestafrikansk kulturhistorie. Den traditionelle
arkitektur er nemlig uløseligt forbundet
med afgørende sociale strukturer,
som den udvidede familie, men desværre
trues begge traditioner i stadig større
grad af en næsten ukritisk længsel efter
modernisering i takt med opnåelse af en
højere levestandard.
Vestafrikansk lerarkitektur er et eksempel
på, hvor tæt forbindelse der er mellem
mennesket, dets nære omgivelser og den
kulturelle udvikling. Arkitekturen forekommer
hovedsagligt i det såkaldte Sahelområde
– en overgangszone mellem Sahara-ørkenen
mod nord og de fugtigere tro-
piske regioner mod syd. Sahel-området er
præget af tornekrat, buske og enkelte træer,
der hurtigt visner i den gloende hede

og den udtørrede jord. Zonen strækker
sig i en bredde af 300-500 km fra Atlanterhavet
tværs over Afrika til Det Røde
Hav nord for Etiopien. Mange lande i
Sahel hører til de fattigste i verden bla
pga. de ubarmhjertige biologiske og geografiske
forhold. Et land som Mali, der
ligger i Sahel-regionen, lider således af udtalt
ressourcemangel, når det kommer
til bestandige byggematerialer som sten
og skov. Alligevel har landet fostret en
af verdens smukkeste og mest særegne
arkitekturtraditioner.
Mali gennemstrømmes af Niger-floden,
hvis vand sammen med landets tørre jord
skaber et ydmygt men ikke desto mindre
unikt byggemateriale: mudder. I en møjsommelig
proces hugges ler-massiver op
fra undergrunden, brækkes op, blandes
med vand, arbejdes igennem og blandes
ofte med andre bindestoffer, som strå eller
jord fra termitboer.
Det våde ler støbes i forme til lersten,
som tørres i solen og efterfølgende sættes
sammen med fugtigt lermørtel, men ofte
klaskes det våde ler direkte op på enkle
stilladskonstruktioner af lange træneg.
Denne trækonstruktion forbliver synlig,
og dette er et af de iøjnefaldende kendetegn
ved den vestafrikanske lerarkitektur.
Træskelettets arme stikker vandret ud fra
bygningernes bløde lerklining, og på tagkanten
rækker de lodret op. Tagkantens
‘træspir’ er dog ofte beklædt med ler gentagne
gange, og fremstår derfor som bløde
ubehjælpelige skydeskår, som på et sandslot.
Og ligesom sandslottet står som vokset
direkte op af stranden, således gælder
det også for vestafrikansk arkitektur: Lerbygningerne
er ikke sandslotte, men mudderslotte
der både i farve- og overfladestruktur
gentager Sahel-zonens tørre slette.
Bygningernes ler er ubrændt. Træressourcerne
i området tillader ikke andet.
Dette bevirker, at bygningerne har ringe
modstandskraft og let bliver medtaget af
vejr og vind generelt og den årligt tilbagevendende
regntid i særdeleshed. År efter
år må man igen og igen reparere og for-

stærke bygningerne, og dette leder hen til
endnu et karakteristika for den vestafrikanske
arkitektur: Det arkitektoniske billede
er ikke statisk, det er midlertidigt. Det
er organisk og under stadig forvandling.
Den vestafrikanske arkitektur er så særpræget,
at det naturligt rejser spørgsmål
om baggrunden for formdannelsen. Det
er indlysende, at ressourceknapheden og
de få tilgængelige byggematerialer stiller
snævre rammer for mulige arkitektoniske
udtryk og på sin vis dikterer den faktiske
fremtoning som en rent praktisk foranstaltning.
Det udvendige træskelet tjener
således et konkret praktisk formål: Efter
regntidens ødelæggelser kan man klatre
på det permanente stillads og udbedre de
skader, der hvert år opstår.
Men er forklaringen på bygningernes
udseende virkelig så enkel? Er formsproget
udelukkende et resultat af konkrete
byggetekniske overvejelser, eller er der
andre faktorer, der spiller ind? Meget taler
for det sidste. Fx kan man ikke med
praktiske overvejelser forklare, hvorfor
tagkantens lodrette ‘træspir’ bibeholdes
og beklædes med ler. Tværtimod skaber
bevarelsen af spirene ekstra arbejde, der
endog er vanskeligt at udføre.
Det er navnlig på de sakrale bygninger,
som fx lermoskeerne i hhv. Djenné og
Mopti, der ydes en ekstra arbejdsindsats
for et tilsyneladende rent dekorativt formål.
En vilje til udsmykning er naturligvis
ikke ukendt, når det kommer til moskéarkitektur,
men den man finder i Vestafrika
er så ganske anderledes, end den man
ser i øvrige dele af verden, hvor det navnlig
er minareter, kupler og vinduespartier,
der udsmykkes, eller i sig selv udgør udsmykningen,
som en form for arkitektonisk
signatur. Dermed ikke sagt, at vestafrikanske,
og deriblandt maliske, moskeer
ikke rummer elementer fra en mere traditionel
moskéarkitektur. Det gør de, men
de maliske moskeers formsprog synes ikke
desto mindre at være opstået i en syntese
mellem Islams byggeforskrifter og de oprindelige
kulturers traditionelle udtryk.
Ser man fx på formsproget i masker, på
tekstiler og inden for øvrige kunsthåndværk
i den vestafrikanske kultur, er det
tydeligt, at der er afgørende paralleller til
arkitekturen, som ikke lader sig ignorere

eller kan bortforklares via diverse praktiske
hensyn. Masker ligner simpelthen
bygninger (eller visa versa!)
Spørgsmålet er nu, om også de
symbolske betydninger, der tilskrives
masker og træskærerarbejde, er indlejret
i arkitekturen.
Hos Dogonfolket er antilopen et meget anvendt
symbol. Den symboliserer den
hårdtarbejdende landmand, der må strides
med den tørre og golde jord i Dogonland.
Derudover er den yndet for sin skønhed,
sin styrke og sit mod. Det er tydeligt, at
der er formmæssige paralleller mellem antilopemaskerne
og fx facaden på den store
moské i Djenné. Overfører man maskens
kraft til moskeen, opstår en mulig sammenhæng
mellem formen og den funktion,
som bygningen tjener. I billedlig forstand
valfarter man således til antilopen for at
tilbede Allah, for her igennem at finde
styrke og mod til at udholde tilværelsen.
Det er imidlertid ikke kun Dogonfolkets
formsprog, der citeres i arkitekturen. Talrige
masker og objekter fra andre maliske
folk, som Fulani, Bambara, Malinke,
Sarakole, Dyula, Songhai og Senufo,
viser spor af lignende udtryk.
Materiale, udformning og iboende symbolik
synes at være meget tæt forbundne,
og den maliske kultur og Islam er sammensmeltet
på en enkel og naturlig måde.
Islam har i Mali tilsyneladende iklædt
sig et animistisk antræk, og derfor er der
overensstemmelse imellem udformningen
af de animistiske genstande og den muslimske
moské. “Vi er 99 % muslimer, men
100 % animister,” sagde en gammel malier
til mig under opholdet, og denne sætning
synes fornemt at illustrere det forhold,
at den oprindelige religion og dens
formsprog fortsat er dybt integreret i
samfundet – ikke mindst i arkitekturen.

Hvorfor tog du til Vestafrika?
“Jeg har altid haft stor lyst til at gå
meget undersøgende til værks og samtidig
har jeg altid haft en stor kærlighed til
materialet ler. På Akademiet benyttede
jeg derfor flittigt ler som arbejdsredskab
i forbindelse med mine projekter.
Jeg tilbragte mit tredje studieår på La-
boratoriet, og det var dér, interessen for
alvor begyndte. Laboratoriet er et studietilbud
på akademiet, hvor de studerende
tager udgangspunkt i et eksisterende
arkitekturværk. I mit tilfælde var det det
ægyptiske tempelanlæg Karnak, der blev
udgangspunkt for en lang række undersøgelser
og eksperimenter.
Som led i mine undersøgelser blev jeg
opmærksom på de mange fordele, leret
besidder som repræsentationsmateriale.
Det er for det første et meget spontant
materiale, som øjeblikkelig fremkalder
en form eller et udtryk i bearbejdningen.
Man kan hurtigt ændre eller afprøve for-
skellige arkitektoniske strukturer, og på
kort tid får man oparbejdet et tredimensionalt
materiale. Man er 1:1 med stoffet;
konstant i en form for direkte dialog, berøring
og kontakt med det færdige resultat.
Desuden er man fritaget fra forud at
kommunikere via andre medier som fx
computeren. Billedskolens keramikværk-
sted blev i de år et åndehul for mig. Jeg
fik råd og vejledning og dertil indsigt i de
processer, Billedskolens elever arbejdede
med. Jeg udførte både skulpturelle og grafiske
projekter og eksperimenterede med
forskellige lertyper og brændinger – og
det blev efterhånden mere og mere tydeligt,
at det var i det tværfaglige felt mellem
arkitektur og billedkunst, jeg fandt
både min inspiration, min begejstring og
min styrke.
I forhold til arkitekturen blev det oplagt
for mig at udforske leret nærmere.
Jeg ville undersøge, hvor og hvordan
ler blev brugt som byggemateriale –

navnlig som traditionelt eller oprindeligt
byggemateriale. Det var i den forbindelse,
jeg første gang stødte på Malis storslåede
lerarkitektur.”
Hvordan realiserede du din drøm?
“I 2000 stod jeg som færdiguddannet
arkitekt, men havde aldrig fået fulgt projektet
om leret og den oprindelige arkitektur
ordentligt til dørs. At rejse til Vestafrika
for at studere den unikke arkitektur
lå derfor lige for. For at kunne realisere
projektet søgte jeg forskellige fonde
om hjælp til finansiering. Jeg havde fået
ansættelse i et arkitektfirma, men pludselig
en dag lå der til min store glæde og
overraskelse et positivt svar fra bla Statens
Kunstfond. Jeg var ikke et øjeblik i
tvivl om, at jeg skulle realisere min drøm.
Jeg sagde det trygge job op efter et halvt
år, og intetanende om, hvad der ventede
mig forude, pakkede jeg rygsækken og
drog til Vestafrika. Oprindelig havde jeg
planlagt at være væk i ca. 6 måneder,
men det endte med en 14 mdr. lang rejse
udi en rigdom af vestafrikansk arkitektur
og kultur.”
Hvordan var det at arbejde i Vestafrika?
“Jeg indledte min rejse i Ghana, hvor jeg
i den første tid opholdt mig på sidelinjen
af et hold arkitektstuderende fra København,
inden jeg på egen hånd rejste videre
nordpå gennem Burkina Faso til
Bamako, som er hovedstaden i Mali. Jeg
besluttede hurtigt at bosætte mig i Ségou,
som er landets næststørste by og ligger
ca. 250 km nord for Bamako. Ségou er
dog væsentligt mindre end Bamako både
hvad angår indbyggerantal, trafik og almindeligt
afrikansk virvar. Byen ligger
ud til landets livsnerve, floden Niger. Det
er en utrolig hyggelig by, hvor der vokser
træer langs brede boulevarder. Jeg fik hurtigt
god kontakt til lokalområdet og befolkningen,
og byen blev en god base og

et fint udgangspunkt for de observationer
og analyser, jeg foretog. Jeg fik desuden
god kontakt til lokale kunstnere, som jeg
udvekslede tanker og ideer med. Specielt
fik jeg stort udbytte af at deltage i workshops
hos to internationalt anerkendte
kunstnere: billedhuggeren Dolo og tekstilkunstneren
Doumbia.”
Hvordan var hverdagen?
“At bo og arbejde i Mali er på mange
måder en meget intens og sanselig oplevelse.
De mange lyde fra gadens blikkenslagere,
knallerter, gamle biler (med og
uden lydpotte), æselkærrer og imamens
kald til bøn fem gange dagligt skaber tilsammen
en skøn symfoni, som man hører
fra solopgang til solnedgang. Lyset og
farverne, arkitekturen og maliernes smukke
og farverige beklædning er indtagende.
Dufte fra fortovskøkkeners kulgriller og
fra det lokale marked med kød og grønt
blandes med den evige duft af myntete
og os fra køretøjer. Mali udsætter én for
et bombardement af sanseindtryk, der
på én og samme gang er fascinerende,
overraskende og overvældende.”
Hvad har du personligt kunnet bruge
dine erfaringer til?
“Før min rejse til Vestafrika havde jeg
opholdt mig et år i Østafrika, i Kenya.
Mit udbytte fra rejserne har været kolossalt,
og jeg betragter begge som en form
for dannelsesrejser. Det er spændende at
lære en ny kultur at kende, og det er forbløffende,
så meget man samtidig lærer
om sin egen. De oplevelser, indtryk og
erfaringer, opholdet har givet mig som
menneske og arkitekt, er uvurderlige og
har stor betydning for mit professionelle
virke i dag, selvom kontrasten til den
nordeuropæiske arkitektverden er enorm.
Modsat vestlige forhold oplevede jeg som
arkitekt i Afrika en langt større frihed,
indflydelse og ansvar. I Afrika har man
hele tiden kontakt med materialet, hvilket
jo er utrolig vigtigt som arkitekt. Det
har givet gode erfaringer og en forståelse
for faget, som det ville tage meget længere
tid at opnå herhjemme.
Skal du tilbage til Vestafrika?
“Lige nu arbejder jeg på tegnestuen
Arkitekturværkstedet, hvor vi har travlt
med projekteringen af Torvehallerne på
Israels Plads i København, men jeg har
en stor kærlighed til Afrika og vil meget
gerne vende tilbage en dag – i en kortere
eller længere periode.”

En verdensrekord står for fald i Dubai.
Det blev klart forleden, da kranerne
på Burj Dubai-bygningen (Burj = tårn)
nåede op i luftlag, hvor ingen kraner
før har befundet sig. Men officielt har
skyskraberen først gjort sig fortjent
til titlen “Verdens højeste bygning”,
når højhuset står klar til indflytning
til september 2009. Den endelige højde
bliver indtil videre hemmeligholdt
pga. frygten for konkurrerende byggeprojekter, men den spås
til at blive et pænt stykke på den høje side af 700 m. Det er det
amerikanske arkitektfirma Skidmore, Owings & Merrill (SOM),
der står for udformningen af det elegante tårn, som kommer til
at rumme kontorer, lejligheder og verdens første Giorgio Armani-hotel.
www.burjdubai.com www.som.com
Foreningen Danske Designere har indført nye og skarpere optagelsesregler.
Dermed er det slut med det automatiske optag af
dimittender fra bla arkitektskolerne. “Nu åbner vi for mennesker,
der professionelt beskæftiger sig med design – og som altså
ikke nødvendigvis er uddannet designere på den klassiske
måde,” meddeler Danske Designere. De nye optagelsesregler skal
afspejle “en virkelighed, hvor tilgangen til at arbejde professionelt
med design har ændret sig markant, ligesom designernes
metode og kompetence anvendes i stadig mere forskelligartede
sammenhænge.” Læs mere på www.danishdesigners.com
“Munden løber i vand, som
glasuren løber langs krukkerne,
og man føler trang til
at sætte tænderne i.” Så begejstret
beskriver en professor
fra det engelske Royal
College of Art de keramiske
værker, som multikunstneren
Per Arnoldi udstiller på Holmegaard Glasværk. Værkerne,
der er skabt i samarbejde med Kählers keramiske værksted, forener
traditionelle glasur- og dekorationsteknikker med et moderne
formsprog. Den gamle familievirksomhed Kähler blev
tidligere på året blev overtaget af Holmegaard A/S, der med
denne udstilling viser, at man har tænkt sig at føre de stolte
traditioner videre.
“Per Arnoldi og Kähler” til 11. november, Det Levende Glasværk,
Holmegaard. www.kahlerdesign.com www.holmegaard.com
Fredag den 12. oktober er det igen Kulturnat i København. Tæt
på 300 forskellige museer, gallerier, cafeer, ministerier, teatre og
mange flere kaster dynen af sig og inviterer på alverdens oplevelser
for et Kulturpas til 75 kr.
Er man en hund efter arkitektur, er der masser at gå efter:
Dansk Jødisk Museum har sluppet den engelske komponist Simon
Bainbridge løs til at skabe musik, der kaster lyden omkring
i Daniel Libeskinds arkitektur (se foto). Komplot Design
lyssætter Kunstindustrimuseets forgård. Lysdesigner Jesper
Kongshaug sætter lys på bygninger, bolværk, statuer og træer
i byrummet, der strækker sig fra Gammel Strand over Christiansborg
Slotsplads til Børsrampen og Holmens Kirke. Statens
Værksteder for Kunst og Håndværk holder åbent hus. På
Kunstforeningen Gl Strand skaber Viera Collaro en lysskulptur.
Ørestad Nord Gruppen og lys- og mediekunstgalleristerne Illumenarts
inviterer på aftenvandring i Ørestad Nord. Dansk
Arkitektur Center har masser på programmet, fx den sanselige
bådtur “Byens lyd fra vandet” med kunstnerisk guide. Kunstakademiets
Arkitektskole holder bla tegnekonkurrence for både
børn og voksne. Eller hvad med at rulle en 20 km tur gennem
byens gader med Friday Night Skate?
Mulighederne er utallige og helt umulige at nå på en aften.
Men så er der jo næste år og næste år igen...
Hav en fantastisk nat! www.kulturnatten.dk

Kulturnatten som begreb opstod i den skånske by Lund, der holdt
sin første kulturnat i 1985. Derfra spredte ideen sig til andre byer
i Sverige og senere til Danmark.
København afholdt sin første kulturnat i 1993, hvor 45 kulturelle
institutioner åbnede dørene for publikum. Sidste år åbnedes
over 300 kulturelle døre for over 65.000 københavnere, og flere
og flere byer rundt om i landet er efterhånden sprunget med på
kulturnat-vognen. Kulturnætterne er ikke koordinerede. De
gennemføres spredt over året og har forskellige temaer. København
og flere større byer holder dog normalt kulturnatten fredag
nat før skolernes efterårsferie.
Kulturnat i Århus, 12. oktober: www.kulturnataarhus.dk
Kulturnat i Aalborg, 12. oktober: www.kulturnatten.com
I hvor høj udstrækning kan man tillade sig at anvende nye materialer
ved en renovering? Hvordan kan bygningen udvides?
Må facaden ændres? Det er nogle af de tvivlsspørgsmål, man
står overfor, når bevaringsværdige bygninger skal tilpasses nye
tider og nye behov. For at finde kvalificerede svar på de mange
spørgsmål har Lokale- og Anlægsfonden bedt en række arkitekter
om at skrive ‘testamente’ for deres nyopførte bygninger,
hvor de redegør for deres tanker og intentioner med byggeriet.
Ordningen, der har fået navnet “Arkitektens røst”, skal være
med til at fremtidssikre de bevaringsværdige bygninger og vejlede
fremtidige generationer, der ellers kan være i tvivl om, hvor
meget man kan tillade sig at ændre på bygningens oprindelige
udformning. www.loa-fonden.dk
Computeren har givet arkitektfaget
nye inspirerende redskaber
til at styre de kreative processer,
men når det drejer sig om at ‘tegne
med hjertet’, kan den gode
gammeldags håndtegning stadig
stå distancen. Det kan man forvisse
sig om på udstillingen “Tegning – et værktøj” på Arkitektskolen
Aarhus. Her kan man nyde over hundrede originale
håndtegninger og akvareller fra Statens Kunstbibliotek, Samlingen
af Arkitekturtegninger, og desuden vises en række eksempler
på arkitekters skitsebøger og opmålingstegninger.
“Tegning – et værktøj” til 28. september, Udstillingsbygningen,
Arkitektskolen Aarhus. Udstillingen kan også ses på nettet:
http://rum1.aarch.dk/index.php?id=97808
Der er grøde i australsk design. Det så man tydeligt på
den netop overståede festival Sydney Design Week,
hvor der bla var premiere på denne geniale konstruktion:
Think Chair – stol og læselampe samlet
i én minimalistisk form. Designerne,
Huseyin Sami and Gary Galego, har
hentet inspirationen i tegneseriernes
verden, hvor enhver lys idé som bekendt
udmønter sig i en pære, der
svæver over den tænkendes hovede.
www.workshopped.com.au
Kanazawa Glass Award er for glaskunsten, hvad Oscar-uddelingen
er for filmverdenen, og i år går hovedprisen, the Grand
Prize, for første gang til en dansker. Det er den internationalt
kendte glaskunstner Lene Bødker, der får den fornemme japanske
pris for værket “Section”, som hun har støbt i glas og derefter
behugget med hammer og mejsel. Skulpturens form får den
til at minde om en torso eller en træstub, mens den levende,
skrammede overflade afspejler forgængeligheden i naturen – et
gennemgående tema i Lene Bødkers arbejder.
www.lenebodker.dk

Selvom arkitektseniorer er lige så forskellige
som andre aldersgrupper, oplever
mange, at samfundet, kollegerne og ledelsen
skærer alle over én kam og definerer
dem som ‘kommende efterlønnere’ eller
‘pensionister’.
ARKITEKTFORBUNDETs næstformand,
Hans Christian Kirketerp-Møller,
og ARKITEKTFORBUNDETs faglige
konsulent, Ib Sander-Hansen, tegner her
et billede af arkitektseniorernes arbejdsmarked:
Hvad kendetegner en arkitektsenior?
Hvor arbejder seniorerne? Hvilke
problemer er de oppe imod? Og hvordan
får man skabt en mere offensiv platform
for de ældre generationer?
“Mit navn er Søren Olsen. Jeg er 80 år og
har netop fået til opgave at omdanne et
tørreloft til beboelse. Men jeg er lidt i
tvivl om, hvordan jeg afregner honorar.”
Citatet stammer fra en samtale, som AR-
KITEKTFORBUNDETs specialkonsulent,
Ib Sander-Hansen, for nylig havde med
en arkitekt.
“Arkitekter er efter min opfattelse ekstremt
fagligt engagerede. For mange er arkitekttitlen
ikke blot en stillingsbetegnelse.
Arkitekt er noget, man er hele livet igennem.
Selvfølgelig er det langt fra alle, som
arbejder, til de er 80+. Men mange arkitektseniorer,
som har afsluttet et ansættelsesforhold,
fortsætter deres virke som
arkitekt med egen tegnestue eller som debattør
og skribent i medierne,” fortæller
Ib Sander Hansen, der understreger, at
arkitekternes faglige passion er medårsag
til den forholdsvis lave ledighed blandt
ældre arkitekter.

ARKITEKTFORBUNDETs næstformand,
arkitekt cand.arch. Hans Christian
Kirketerp-Møller, er selv senior og ansat
i det offentlige.
“Det er rigtigt, at vi som arkitekter har
mulighed for at starte egen tegnestue uden
nogen egentlig startkapital, og det er korrekt,
at mange seniorer også vælger at gå
den vej. Det kan være en gammel drøm,
som man gerne vil realisere, eller det kan
være en måde at trappe ned på, som man
ikke har haft mulighed for i ens tidligere
ansættelsesforhold.”
Men hvad med de arkitekter, der vælger
at gå på pension, når de runder 62 – og
dem som ikke nødvendigvis har lyst til at
springe ud som debattør eller selvstændig,
når de er nået pensionsalderen?
“Selvom billedet af den hårdtarbejdende,
passionerede arkitekt er det mest fremherskende,
findes der også arkitekter, der
går på normal pension på lige fod med
DJØF’ere og andre akademikere,” siger
Hans Christian Kirketerp-Møller.
“I det offentlige er der en del arkitekter,
der vælger at benytte sig af efterlønsordningerne,
når de fylder 60. De fleste fortsætter
nok med at dyrke deres interesse
for arkitektur, design og planlægning,
men det betyder ikke nødvendigvis, at de
fortsætter med at udøve faget,” forklarer
ARKITEKTFORBUNDETs næstformand,
som mener, at billedet af den hårdtarbejdende
arkitekt risikerer at lægge et pres
på seniorerne.
“Jeg tror, det er vigtigt, at vi som fagforbund
holder fast i, at arkitektstanden
ikke alene består af de fuldstændig kompromisløse
arkitekter. I takt med at arkitekter
finder nye jobfunktioner uden for
arkitektvirksomhederne som følge af en
større tværfaglighed, vil arkitektstanden
også ændre værdier og dermed holdninger
til arbejdslivet. Og det er godt,”
mener Hans Christian Kirketerp-Møller,
“for alt for mange arkitekter brænder ud
før tid, fordi de glemmer at stille krav til
forholdene på deres arbejdsplads.”
Men kan man overhovedet tale om en
‘grå-guld-problematik’ for arkitekter, hvis
mange arbejder til de segner, og hovedparten
af de offentligt ansatte har mulighed
for at aftale sig frem til en seniorordning?
Svaret er Ja.
“Der er ikke tvivl om, at den ledige arkitekt
på 55+ er oppe mod hårde odds
i kampen om jobs. Og det til trods for, at
han eller hun sidder med en langt større
erfaring end en fagfælle på 30,” forklarer
Ib Sander Hansen. I virkeligheden er den
ledige senior offer for arbejdsgivernes
dobbeltmoral. På den ene side efterspørger
man kvalificeret arbejdskraft, og på
den anden side går man i en stor bue uden
om seniorerne.
“Forestil dig at sidde som 55-årig og
kunne læse i avisen, at virksomhederne
mangler arbejdskraft – og samtidig vide,
at man ikke selv har fået respons på de
første 50 ansøgninger, man har sendt ud.
Det er frustrerende, og det er det problem,
som mange ledige seniorer løber ind i.”
“Selvom de ledige seniorer er hårdest
ramt, er der også mange ældre i job, som
oplever det at blive senior som ubehageligt,”
siger Ib Sander-Hansen. Mange føler
sig raske og parate til at tage en ekstra
tørn, men bliver mødt med fordomme og
forventninger om nedtrapning fra både
kolleger og arbejdsgivere – og det kan virke
hæmmende. Og Hans Christian Kirketerp-Møller
mener, at livet som senior i
det offentlige er langt at foretrække i forhold
til et liv som senior i en privat arkitektvirksomhed.
“Fordelen ved at arbejde
i det offentlige som senior er de mere
ordnede forhold. Forhold, som man ikke
altid finder i de mindre, private arkitektvirksomheder.”
Mange arkitekter bevæger sig da også
fra det private til det offentlige, når
parametre som fx løn ikke længere er
det afgørende.
“De ordnede forhold er nok en af forklaringerne
på, at der i dag er langt flere
ældre i den offentlige sektor end i den
private sektor. Det er tankevækkende,”
siger Hans Christian Kirketerp-Møller.
Spørgsmålet er, hvordan man får seniorerne
ind i arkitektvirksomhederne, og hvordan
man får arkitektvirksomhederne til
at se kvaliteten i de ældres kompetencer
– for hvem har lyst til at søge job i en

virksomhed, hvor man på forhånd ved,
at man vil blive mødt med fordomme?
Svaret ligger ikke lige for.
Selvom mange måske vil mene, at en
seniorpolitik kunne være løsningen på
problemet, så frygter Ib Sander-Hansen,
at påtvungne seniorpolitikker vil virke
mod hensigten.
“Problemet med seniorpolitik alene er,
at vi risikerer en endnu større stigmatisering
af de ældre i arkitektvirksomhederne.
Med en seniorpolitik risikerer de ældre
at få status som en kategori af medarbejdere
med særlige behov”.
“Det er vigtigt, at seniorpolitik og seniorordninger
bliver en integreret del af
virksomhedernes personalepolitik. Dvs.
en personalepolitik, som tager højde for
de ansattes forskellige behov og forskellige
livsfaser uden at pege fingre ad nogen,”
lyder budskabet fra ARKITEKTFOR-
BUNDETs næstformand, der mener,
at virksomheder og medarbejdere skal
blive bedre til at afstemme hinandens
forventninger.
“I mange offentlige virksomheder går
arbejdsgiverne i direkte dialog med deres
seniormedarbejdere. Her fremlægger man
de forskellige muligheder og fokuserer
ikke alene på, hvornår og hvordan seniorerne
bedst muligt kan afvikle deres arbejdsliv.
Det er noget, som arkitektvirksomhederne
kunne tage ved lære af.”
Omgivelsernes fordomme og forventninger
betyder, at mange seniorer sætter sig
selv i bås.
“Jeg oplever, at mange kun ser deres
muligheder inden for ‘systemet’. I stedet
for at se på, hvad de selv har lyst til, rin-
ger de for at spørge om efterlønsreglerne
eller om, hvordan de skal forholde sig til
dagpengesystemet. Selvfølgelig skal man
kende reglerne. Men selvom man er senior,
kan man sagtens have nogle ønsker for
sin karriere med krav til, hvordan ens liv
skal forme sig,” siger Ib Sander-Hansen.
“Uanset hvor du befinder dig i karrieren,
må du vurdere din situation og dine
ønsker. Det gælder, når du er dimittend
og skal finde dit første job, når du gerne
vil udvikle dig eller skifte karrierespor,
når du vil stige på rangstigen, når du
bliver forælder, og når du bliver senior,”
siger Hans Christian Kirketerp-Møller.
“Problemet med seniordebatten er, at
omgivelserne og seniorerne ofte selv sætter
nogle begrænsninger for, hvordan
man skruer en senkarriere sammen. Blot
fordi man har rynker og gråt hår, skal
man ikke skrinlægge alle ønsker for en
spændende senkarriere. Det vigtigste er
derfor, at du som senior selv hopper ud af
båsen og ser på muligheder og ønsker frem
for at se på begrænsninger og systemer.”

virksomhed, hvor man på forhånd ved,
at man vil blive mødt med fordomme?
Svaret ligger ikke lige for.
Selvom mange måske vil mene, at en
seniorpolitik kunne være løsningen på
problemet, så frygter Ib Sander-Hansen,
at påtvungne seniorpolitikker vil virke
mod hensigten.
“Problemet med seniorpolitik alene er,
at vi risikerer en endnu større stigmatisering
af de ældre i arkitektvirksomhederne.
Med en seniorpolitik risikerer de ældre
at få status som en kategori af medarbejdere
med særlige behov”.
“Det er vigtigt, at seniorpolitik og seniorordninger
bliver en integreret del af
virksomhedernes personalepolitik. Dvs.
en personalepolitik, som tager højde for
de ansattes forskellige behov og forskellige
livsfaser uden at pege fingre ad nogen,”
lyder budskabet fra ARKITEKTFOR-
BUNDETs næstformand, der mener,
at virksomheder og medarbejdere skal
blive bedre til at afstemme hinandens
forventninger.
“I mange offentlige virksomheder går
arbejdsgiverne i direkte dialog med deres
seniormedarbejdere. Her fremlægger man
de forskellige muligheder og fokuserer
ikke alene på, hvornår og hvordan seniorerne
bedst muligt kan afvikle deres arbejdsliv.
Det er noget, som arkitektvirksomhederne
kunne tage ved lære af.”
Omgivelsernes fordomme og forventninger
betyder, at mange seniorer sætter sig
selv i bås.
“Jeg oplever, at mange kun ser deres
muligheder inden for ‘systemet’. I stedet
for at se på, hvad de selv har lyst til, rin-
ger de for at spørge om efterlønsreglerne
eller om, hvordan de skal forholde sig til
dagpengesystemet. Selvfølgelig skal man
kende reglerne. Men selvom man er senior,
kan man sagtens have nogle ønsker for
sin karriere med krav til, hvordan ens liv
skal forme sig,” siger Ib Sander-Hansen.
“Uanset hvor du befinder dig i karrieren,
må du vurdere din situation og dine
ønsker. Det gælder, når du er dimittend
og skal finde dit første job, når du gerne
vil udvikle dig eller skifte karrierespor,
når du vil stige på rangstigen, når du
bliver forælder, og når du bliver senior,”
siger Hans Christian Kirketerp-Møller.
“Problemet med seniordebatten er, at
omgivelserne og seniorerne ofte selv sætter
nogle begrænsninger for, hvordan
man skruer en senkarriere sammen. Blot
fordi man har rynker og gråt hår, skal
man ikke skrinlægge alle ønsker for en
spændende senkarriere. Det vigtigste er
derfor, at du som senior selv hopper ud af
båsen og ser på muligheder og ønsker frem
for at se på begrænsninger og systemer.”

Mange seniorer er en attraktiv arbejdskraft.
Langt mere attraktiv end den stressede
familiefar på fyrre. Seriøse virksomheder
med sans for den erfarne arbejdskraft
bør derfor skabe et ‘seniormarked’,
hvor de tilbyder attraktive vilkår og store
udfordringer til de kompetente seniorer.
Det foreslår psykolog Knud Ramian, der
her forklarer, hvorfor alder er den forkerte
parameter at måle sine ansatte på – og
hvorfor mange vælger at gå på pension,
selvom de sagtens kunne klare 10 år til
på arbejdsmarkedet.
Gerontologien (læren om alderdommen,
red.) er ifølge Knud Ramian ubrugelig,
når man skal vurdere folks fysiske form,
kompetencer og engagement.
“Jeg kender en kvinde, der begyndte at
løbe i en alder af 60. I dag løber hun maraton.
Og jeg kender mange 35-årige, som
dårligt nok kan løbe én kilometer uden at
miste pusten. Det er vores individuelle
historie, der er afgørende for, hvem vi er,
og for, hvad vi kan præstere. Jo ældre vi
bliver, desto sværere bliver det at vurdere
mennesket ud fra dets alder. Livsstil,
bla rygning og personlige oplevelser
bliver nemlig langt mere afgørende
end dåbsattesten.”
Videnskaben viser, at jo ældre man er, jo
mere uholdbart et måleredskab er alde-
ren, når det gælder menneskets fysiske
form. Alligevel fokuserer seniorpolitikker
i dag på afvikling og nedtrapning af seniorernes
arbejdsforhold.
“De eksisterende seniorordninger og
politikker er defensive. De tager for givet,
at arbejdspladsen har slidt så meget på
medarbejderen, at det handler om at
finde en god måde at slippe af med den
opslidte arbejdskraft på. Man kan sige,
at seniorordningerne er en slags socialforanstaltning
for ‘den svage senior’.”
Men hvad nu, hvis man ikke føler sig
opslidt som 60-årig? Hvad hvis man har
mod på flere udfordringer og tilhører
gruppen af ‘kompetente seniorer’?
“Arbejdsmarkedet vrimler i dag med
kompetente seniorer, der er produktive,
har et godt netværk og en høj arbejdsmoral,
og som besidder enorme strategiske
færdigheder. De fleste af dem ender i dag

som ‘tabt guld’ for virksomhederne. De
vælger nemlig at gå på pension, fordi
de ikke stilles attraktive jobmuligheder
i udsigt på arbejdsmarkedet.”
Det er imidlertid ens eget perspektiv, som
er afgørende for, om man går i stå eller ej.
“Du vil automatisk tune dine ønsker
ind i forhold dine udsigter og dit perspektiv.
Stiller arbejdsgiveren dig kun nedtrapning
og pension i udsigt, er det klart,
at du som senior mister motivationen og
gejsten for dit job. ”
I stedet burde man ifølge Knud Ramian
skabe et attraktivt ‘seniormarked’.
“Seniormarkedet er stort set ikke-eksisterende.
De færreste virksomheder opslår
stillinger, som efterspørger seniorkompetencer.
Hvis virksomhederne begyndte
at satse på et egentlig seniormarked med
udfordrende stillinger og fleksibilitet, ville
de få tilført enorme ressourcer – og seniorerne
ville få mulighed for at skabe sig
en karriere, hvor de kunne få anerkendelse
for deres særlige seniorkompetencer.”
Psykolog Knud Ramian peger på gruppen
af selvstændige, der klart afspejler, at
mange er fuldt funktionsdygtige, når de
er 60+.
“Mange selvstændige fortsætter til
langt ud over den officielle pensionsalder.
Forklaringen er, at den selvstændige ikke
i samme grad som den ansatte udsættes
for et pres fra arbejdsgiver, kolleger og
samfund til at gå på retræte. Den selvstændige
er herre over sin egen karriere,
og udfordringerne stopper ikke, blot fordi
man er nået en vis alder.”
Men hvordan får vi skabt et arbejdsmarked,
som forstår at værdsætte seniorernes
kompetencer? Knud Ramian mener,
at det kræver et holdningsskift i både erhvervslivet
og samfundet.
“Hvis virksomhederne vurderede deres
ansatte ud fra en række parametre som fx
helbred, produktivitet, kompetencer, net-
værk, viden og engagement, og hvis man
honorerede de ansatte herefter, er jeg sikker
på, at man ville se mange flere ansatte,
som stadig var på toppen af deres karriere,
når de var 65.”
Læs mere:
http://us.geocities.com/knudramian/
Alderdomme.html

Hvordan tackler man bedst
seniorkarrieren?
“Jeg indrømmer, at jeg aldrig selv har været
den store ‘karriereplanlægger’. Alligevel
mener jeg, at man bør overveje, hvad
man gerne vil i resten af sin karriere, når
man runder de 50. Både for ens egen og
arbejdspladsens skyld. Når man runder en
vis alder, bliver man pludselig mødt med
en masse forskellige holdninger og måske
fordomme fra både kolleger, arbejdsgiver
og samfundet i al almindelighed. Vil man
gerne selv være herre over sit arbejdsliv,
også som senior, må man altså gøre op
med sig selv, hvordan man vil skrue resten
af sin karriere sammen – ellers risikerer
man, at en eller anden tilfældighed pludselig
har taget beslutningen for én.”
Hvordan har du planlagt din senkarriere?
“Jeg har selv bedt om at få en ekstra ressource
ind på mit arbejdsområde, som en
form for aflastning. Hvor jeg før sad alene
som miljø- og energiformidler, har jeg i
dag en yngre kollega, som jeg kan sparre
med. Det betyder, at der ikke ligger det
samme pres på mig som tidligere, og det
sætter jeg pris på. Derudover regner jeg
da også med at få adgang til en af kommunens
seniorordninger. Det kunne fx
være en ordning, hvor kommunen gik ind
og betalte for en del af min nedsatte arbejdstid,
hvis jeg fik behov for det.”
Skal virksomheder have en seniorpolitik?
“Jeg mener ikke, man skal fornægte, at
man bliver ældre. På et eller andet tidspunkt
må man erkende, at man ikke kan
køre i samme høje gear, som da man var
på toppen af sin karriere. Man bliver hurtigere
træt, eller man har ganske enkelt
ikke lyst til at presse sig selv så hårdt mere.
Derfor synes jeg også, at alle virksomheder
bør have en seniorpolitik, som tager
hensyn til ældre medarbejderes behov.
Jeg er selv med til at fastsætte den seniorpolitik,
vi har i Roskilde Kommune. Det
er en seniorpolitik, som åbner for nogle
fleksible ordninger for de ældre medarbejdere.
For eksempel har man mulighed
for at gå ned i tid og stadig få fuld pension
– eller få tildelt et mindre stressende
arbejdsområde. Jeg mener, at det er en
tryghed at vide, at man har sådan nogle
muligheder, som senior.”
Hvad er de ældre medarbejderes styrke?
“Som ældre er man jo langt mere fleksibel
end mange af de unge. Man har ikke børn,
som skal hentes i institution eller som er
syge, og man kan give den en ekstra skalle
på alle timer af døgnet. Derudover har
man et kæmpe professionelt netværk, som
betyder, at man kan få mange aftaler igennem
og skabe kontakter, som de færreste
unge medarbejdere vil have mulighed for.
Og endelig har man en enorm erfaring,
der giver overblik – og som man har en
forpligtelse til at videregive til de yngre
på arbejdspladsen.”
“Jeg synes, det er forkert at betragte ældre
medarbejdere som udbrændt arbejdskraft.
En af de klare fordele ved min alder er fx,
at jeg er mindre sårbar. Jeg ved, at min tid
på arbejdsmarkedet ikke varer evigt, og
derfor er jeg heller ikke så bange for at
afprøve nye ting. Det kan være meget berigende
for en arbejdsplads med ansatte,
som godt tør satse – og det er også i virksomhedens
interesse.”

Kan man skelne mellem ung og ældre
arbejdskraft?
“Jeg synes ikke, man skal skelne mellem
tidlig og sen karriere. Selvfølgelig kan ens
udgangspunkt og omgivelsernes forventninger
variere, alt efter om man er ung
eller gammel. Men jeg har da mødt mange
ældre over 65, som er mere dynamiske og
aktive end en hel del unge mennesker.
Forskellen er vel primært, at de gamle har
større erfaring, og at de unge har større
gåpåmod. Ellers er variationerne inden for
hver af de to grupper næsten lige så store
som mellem de to grupper indbyrdes.”
Hvornår vil du trække dig tilbage fra
arbejdsmarkedet?
“Jeg synes, at beslutningen om at trække
sig tilbage er meget individuel. Selv mener
jeg at have et både givende og interessant
job. Og så længe jeg kan tilføre opgaverne
kvalitet – uden at andre giver udtryk for
det modsatte – så vil jeg gerne blive ved.
Dels skylder man vel samfundet at udnytte
de erfaringer, man har opnået, dels
er det – i hvert fald for mig – en daglig
glæde aktivt at være med til at bidrage
til samfundets aktiviteter og kvaliteter.”
Hvad, synes du, er spændende ved dit job?
“Nogle vil nok spørge, om mit arbejdsliv
har samme opgavemæssige kvaliteter og
udfordringer som et mere traditionelt
arkitektarbejde. Det mener jeg i høj grad,
at det har. Det kan godt være, at opgavernes
indhold og udfordringernes kvalitet
er lidt anderledes. Men det at være med
til at planlægge og virkeliggøre en ny bydel,
både hvad angår indhold og udformning,
og at være med til at anlægge og
drive en metro kræver både kreativitet og
kvalitetssans samt evne til at prioritere,
hvilket jo er arkitekternes varemærke.”
Hvordan planlægger du din ‘senkarriere’?
“Karriereplanlægning er en by i Rusland
for mig – også når det gælder min senere
karriere. Så længe jeg synes, opgaverne er
udfordrende og spændende, og så længe
jeg mener, jeg kan tilføre opgaverne kvalitet,
så er jeg parat til at gribe de muligheder,
som byder sig.”
Synes du, at virksomheder bør have en
seniorpolitik?
“Jeg synes, at det kan være en god idé for
en virksomhed at have en seniorpolitik,
forstået i bred forstand. En politik som
viser, at virksomheden er åben over for
seniorers udviklingsmuligheder. Jeg kender
virksomheder, hvor ledende medarbejdere,
når de ikke længere har lyst og måske
kræfter til at varetage ledelsesopgaver,
får mulighed for at blive nogle år i virksomheden
som støtte for de yngre medarbejdere.
Dét, synes jeg, er meget klogt
såvel for virksomheden som for de gamle
og de unge medarbejdere.”
“Jeg mener, at virksomheden kan have
stor glæde af at bruge de særlige erfaringer,
som seniorer sidder inde med, konstruktivt
– både til at øge kvaliteten af
virksomhedens resultater og til at inspirere
og støtte de yngre medarbejdere. Altså
med andre ord: Man kan bruge seniorerne
ved at øse af deres erfaringer og det
overskud, som kommer af stor viden
og indsigt.”

Kan man skelne mellem ung og ældre
arbejdskraft?
“Mine tanker – også i forhold til det at
blive ældre – har altid haft arkitektfaget
som omdrejningspunkt. I mit virke som
arkitekt har jeg altid søgt at have en human
indgangsvinkel til arkitekturen. Det
betyder, at jeg gerne vil skabe en sammenhæng
mellem den samfundsmæssige forståelse
og det færdige produkt. Derfor
har jeg ikke haft specielt fokus på en særlig
‘seniorkarriere’ – men set det som et
privilegium at beskæftige mig med min
forståelse af mit fag. Jeg kan dog se, at
jeg gradvist har tilpasset mine opgaver
til min alder. Hvor jeg før beskæftigede
mig med alle faserne i projekterne, fokuserer
jeg i dag især på opgaver, hvor jeg med
min erfaring kan være med til at gøre
en forskel.”
Hvor længe ønsker du at fortsætte på
arbejdsmarkedet?
“Så længe det lykkes at skabe et fagligt arbejdsrum,
ser jeg mange fordele ved at
blive ældre, selvom der altid vil være overvejelser
omkring de faglige muligheder
kontra økonomi. For at få kabalen til at
gå op, kan de færreste tillade sig at have
den holdning, der hedder: Jeg arbejder
alene af lyst.”
“Selv har jeg nok ikke udvist rettidig økonomisk
omhu – i stedet har jeg valgt at
leve i og med faget på godt og ondt – det
er hårdt, sjovt og udfordrende. Min tilrettelæggelse
af arbejdslivet har betydet,
at jeg har haft behov for at ‘lønsikre’ mig,
i tilfælde af ledighed. Desværre har reglerne
ændret sig. Grænsen for lønsikring
er sat ned fra 60 år til 55 år. For mig virker
disse aldersbestemte grænser for efterløn,
pension mv. meget lidt logiske – og
for mange fungerer de ligefrem som milepæle,
man kan stræbe efter at nå. Det ville
være mere interessant, hvis mulighederne
var til stede, når behovet var der. I dag
må man desværre konstatere, at mange
i forbindelse med en arbejdsløshedssituation,
bliver ‘presset’ til at gå på efterløn
‘helt efter bogen’. Det ville jeg nok have
meget svært ved.”
Hvilke barrierer oplever senioren på
arbejdsmarkedet?
“I en tidligere arbejdsløshedsperiode var
jeg engageret i et seniornetværk. Jeg oplevede
de frustrationer, der opstår, når
folk bliver ledige i en alder af 50+. Det var
tankevækkende at se de ændringer, der
sker, når folk går fra beskæftigelse til ledighed.
Netværkets opgave var bla at
skaffe seniorer i arbejde via virksomhedsbesøg.
Desværre viste de mange møder
med virksomhedsledere, at det kan være
svært at brænde igennem som senior hos
arbejdsgiverne.”
Kan du beskrive den ideelle senkarriere?
“Den ideelle ‘seniorkarriere’ – hvis sådan
en eksisterer – er som at føre en sejlbåd
med hjælpemotor. Der udtænkes en sejlplan,
en afklaring omkring hvor man vil
hen, og så realiseres turen. Når der er
vindstille – må hjælpemotoren træde til.
Er der ikke penge til brændstof – må den
videre sejlads udskydes, til der igen er tanket
op. Blæser båden inde – må de stedlige
muligheder undersøges – er det her,
min havn er? Eller skal man vente på
bedre vejr for at nå de næste mål.
Det nemmeste, som senior, er at blive
hængende i det gode job. Det udfordrende
er at få gjort status – og sætte kurs mod
sine faglige krav og behov. Det sværeste
er at være ledig og mærke barrierer, synlige
som usynlige, tårne sig op.”

“I tider med rimelig beskæftigelse giver det
god mening at fastholde alle medarbejdere,
herunder også de ældre. Derfor er vi
nogle seniorer, som har prøvet at få en
seniorordning op at stå her på tegnestuen
Arkitema. Det har vi gjort ved at fremsætte
et forslag, som tillidsrepræsentanterne
kunne gå videre med til ledelsen. Vores
konkrete forslag indebar blandt andet en
gradvis ret til mere betalt fritid. Men desværre
mente ledelsen ikke, at det lige var
seniorerne, som skulle tilgodeses, ligesom
andre af vores kolleger syntes, at de også
skulle have del i goderne. I øjeblikket venter
vi på et samlet løn- og ansættelsesudspil
fra ledelsen. Et lønudspil, som er for
alle grupper på tegnestuen – og som lader
vente på sig…”
“Som seniorgruppe kan det være svært at
få fremført sine ønsker i en stor organisation.
Man er dybt afhængig af sine tillids-
repræsentanter og sit forbund. Derfor kan
det være frustrerende, hvis man ikke føler,
man får den nødvendige opbakning. For
vores vedkommende har vi haft kontakt
til tillidsrepræsentanter fra tre forskellige
faggrupper, som gennem et samarbejdsudvalg
har fremsat vores forslag for ledelsen
– men vi undrer os selvfølgelig
over, at der endnu ikke er sket noget.”
“Antallet af seniorer på de private tegnestuer
er stærkt stigende, derfor synes jeg,
det er mærkeligt, at man ikke har sat mere
fokus på dette område fra fagforbundets
og tillidsrepræsentanternes side noget før.
Måske det er kommet bag på forbundet,
at der efterhånden også er rigtig mange
seniormedarbejdere på de private tegnestuer?
Under alle omstædigheder håber
jeg, at forbundet vil tage seniorproblematikken
med på dagsordenen ved de kommende
overenskomstforhandlinger – og
at forbundet fremover vil have en klarere
holdning til, hvilke forhold man bør tilbyde
seniorer – også på det private
arbejdsmarked.”
“Den ideelle seniorkarriere på en privat
tegnestue, mener jeg, ville være en kombination
af nedtrapning, mulighed for at
påtage sig andre opgaver samt en lavere
rejseaktivitet. Derudover mener jeg, at
virksomheden kunne drage mange fordele
af at oprette mentorfunktioner til seniorerne.
Der kommer mange nyuddannede
medarbejdere på tegnestuen, for dem vil
en mentorfunktion være oplagt, for at
have mulighed for at trække på de ældres
erfaringer og viden. Det vil give kontinuitet
og opretholdelse af faglig kvalitet –
og som seniorer, vil vi til gengæld kunne
lære noget på andre felter af de unge.”

Sneklædte bjerge splitter Marokko op. I barske ørkenformationer
ved Atlasbjergenes udkant af Sahara, mens langt mere frodige
landskaber strækker sig ud mod atlanterhavskysten.
Fra den mytiske by Marrakech er der bjergpas og snørklet vejforbindelse
til ørkenens oasebyer, som smukt grænser op til floddalene
qued Dra og qued Dadès. Qued betyder, at der kun er vand
i floderne, når der kommer smeltevand fra bjergene, og i de sjældne
årlige øjeblikke hvor regnen giver sine livbringende dråber.
Oasebyernes jordhuse er som tusinder og atter tusinder af boliger
bygget af jord, sand og sten – en byggeskik udviklet og forfinet
igennem århundreder – med spektakulære varianter, alt
efter hvilken del af den otte millioner kvadratkilometer store
Saharaørken, man befinder sig i.
Helt specielt for Marokko er imidlertid, at mange af de oprindelige
jordbyer er bevaret – både menigmands huse og de befæstede
borge, Kasbah’erne, hvor landsbyboerne søgte tilflugt
i tilfælde af fjendtlige angreb. Som fuldkommen modsætning til
de af franskmændene nyere planlagte gade- og bystrukturer med
akser, fremstår disse labyrintagtige byer med kringlede gadefor-
løb, omgivet af huse med næsten hermetisk lukkede facadepartier.
Hemmelighedsfuldheden er total, ligeså nysgerrigheden.
Ikke uden grund. Lukketheden mod offentligheden modsvares
af herlige indre rumforløb – med gårdhaver, dyr og fugle. Boligernes
opholdsrum ligger som perler på en snor omkring gårdhaverne,
som, hvis klimaet tillader det, fremstår med skyggegivende
vækster og vandanlæg – som ens tanker nærmest besættes
af, og hele tiden vandrer tilbage til, så snart man færdes uden
for i den bidende sol. Materialerne er jord, sand, sten og træ
fra nærområderne – der, lige som kamæleoner, falder totalt ind
i landskaberne, uanset om husene er opført i oaserne, ørkenen
eller bjergene.
Overleveringen fra generation til generation af disse lokale
og totalt uprætentiøse materialer, deres konstruktive muligheder,
holdbarhed og æstetiske udtryk har givet den lokale befolkning
en tryghed ved brugen af dem og en berettiget arkitektonisk
værdighed.
Af arkitekt, cand.arch. Hans Peter Hagens

Arkitekternes Pensionskasse
Rentesatser
i AP 2007
Pensionsordninger:
• Livrenter 5 %
Satser er excl. gruppeforsikring
Opsparingsordninger:
• Ratepension 5 %
• Kapitalpension 5 %
Arkitekternes Pensionskasse
Søholm Park 1
2900 Hellerup
Telefon: 39626566
Fax: 39400706
e-mail: pension@soeholmpark.dk
www.soeholmpark.dk

Fremtiden
bygger
på tegl
Danske arkitekter har skabt en stolt byggetradition her i landet. Hos Wienerberger er vi
lige så stolte af at være en del af det. Vi har i årtier leveret teglsten til danske byggerier og
har i dag et af Danmarks største sortimenter af mursten, tagsten og teglblokke. Dermed
giver vi dig den arkitektoniske frihed, der skal til for at forme fremtidens byggetraditioner.
Tegl har uendeligt mange designmuligheder, giver godt inde klima, og næsten
intet vedligehold – derfor hører teglprodukter frem tiden til. Kontakt
os for at høre mere om Wienerberger teglsten eller besøg
vores nye showroom i Brøndby.
Wienerberger A/S
Kirkebjerg Allé 88
2605 Brøndby
www.wienerberger.dk
info@wienerberger.dk
Building Value
Mursten • Tagsten • Teglblokke • Belægningssten
Maskinel Magasinpost
ID-nr. 42475
Afsender:
P. J. Schmidt PortoService ApS
Hjulmagervej 13, 9490 Pandrup