Et åbent sind? Om Holberg's tænkning. Tekster - BA Forlag

Bjørn Andersen Et åbent sind? Om Holberg's tænkning
e. [XXVI: Guds Alvidenhed] [Fandtes ikke i digital udgave]
Til * *
Jeg havde forgangen Uge den Ære at være i Selskab med C. K. Den samme er en
heel subtil Disputator; thi han forsvarede et Paradox med saadan Konst, at jeg
omsider maatte bede om Opsettelse, for at overveye Tingen nøyere. Vi begyndte
først at tale om en vis Materie, hvorudi jeg var eenig med ham, nemlig, at man maa
heller indskrænke end udstrække vore Religions-Artikler, og undertiden opofre eller
moderere en antagen Meening, for at conservere det heele Religions-Systema.
Herom blev længe talet med Kaaldsindighed og Moderation paa begge Sider, hvorvel
mig syntes, at han undertiden gik for vidt. Men, da han omsider sagde: At, hvis
man stod fra den almindelige Lærdom om futuris contingentibus, og statuerede, at
GUD ikke forud seer pure Hendelser, og Ting, som dependere af Menneskets fri
Villie, kunde man reede sig ud af mange Vanskeligheder, og settes i Stand til at
igiendrive de Objectioner imod andre GUds hellige Egenskaber, i sær hans Godhed
og Retfærdighed, blev jeg heed om Hovedet, og spurte, om han vilde betage GUD
sin Alvidenhed. Han svarede, at, saasom det synes ikke mueligt, at noget kand
forud sees, som dependerer af u-determinerede Ting, det er, af saadanne Ting, som
ikke [112] forud ere beskikkede at skulde skee, saa bliver GUds Alvidenhed ligesaa
lidet nægtet; som hans Almagt, naar man siger, at han ikke kand giøre Ting, som
contradicere hinanden; hvilket dog alle sunde Theologi tilstaae, og var det at ønske,
at de og vilde tilstaae det første, saasom en lige Fornødenhed udfordrer en lige
Lærdom. Cicero siger, at dersom man veed Hendelser [i forvejen], saa ere de ikke
meere Hendelser (rerum fortuitarum nulla est præsensio, & nè in Deum qvidem
cadere videtur.) Le Vayer taler herom saaleedes: At GUD ikke forud seer Hendelser,
er lige saa lidet Beviis paa Mangel af Kundskab, som det er Beviis paa Mangel af
Almagt, at han ikke kand udvirke, at en giort Ting bliver ugiort, eller at han ikke
kand giøre stridige Ting. Jeg sagde da, at man frit kand sige, at GUD ikke kand
giøre stridige Ting, efterdi det er en Fornødenhed saadant at sige, og GUds Almagt
derved i ingen Maade indskrænkes, saasom derved alleene gives tilkiende, at GUD
ikke kand være sig imod, men at han stedse er sig selv lig, og at han ikke kand
fornægte sig selv, være ond, ubarmhjertig, u-retfærdig, det er, øve de Ting, som
stride imod hans hellige og Guddommelige Egenskaber. Anderledes er det, om man
statuerer, at GUD ikke forud seer Hendelser; Thi saadan Lærdom giør Skaar udi
hans Alvidenhed, og viiser en Slags Ufuldkommenhed; Og er Lærdommen desmeere
at laste, efterdi dertil er ingen Nødvendighed. Han svarede dertil: At GUds
Alvidenhed derved ikke limiteres, om man siger, at han ikke forud seer Hendelser;
Tvertimod, hvis han forud seer pure Hendelser, dirigerer han dem ogsaa, og i saa
Maade blive de ikke meere Hendelser. Hvad Fornødenheden angaaer, sagde han, da
er den her lige saa stor, som i den sidste Post, efterdi Lærdommen sigter saa vel til
at conservere GUds hellige Egen- [113] kaber, som Menneskets fri Villie: man veed,
hvor mange Vanskeligheder, saa vel Philosophi som Theologi, have fundet i at
conciliere GUds Godhed og Menneskets fri Villie, med alle deslige Tings Forudseelse.
Jeg svarede dertil, at han confunderede Forudseelse med Prædestination., eftersom
et er at forudsee en Ting, et andet er at beskikke den, og at derudi bestaaer den
Hoved-Tvistighed, som vi have med Calvinianer. Han svarede, at Tvistigheden
bestaar alleene udi Expressioner, og at begge Partier ere eenige udi Tingen, saasom
et almægtigt Væsens Forudseelse fører et Slags Direction med sig. Jeg spurte da,
om han ingen Forskiel kunde see imellem Beskikkelse og Tilladelse; Hvortil han
svarede: Hos et almægtigt Væsen ikke, thi at tillade en Ting som man haver forud
seet, og som man kand hindre, er det samme som at beskikke den; Tilmed betager
saadan Forudseelse Mennesket sin fri Villie: Thi hvad som af GUD forud sees, maa
u-feilbarlig skee, og hvad som ufeilbarligen skeer, derudi er en Fornødenhed. Et
164