Et åbent sind? Om Holberg's tænkning. Tekster - BA Forlag

læsæ Majestatis udi høyeste Grad, hvor Sagens Beskaffenhed ikke lider, at den almindelige
Lands Proces kand følges.
Dog synes en Skyldig ikke at være forbunden til at give sin egen Forseelse tilkiende, uden han
bliver adspurdt, dersom ellers ved samme Forseelse ingen Skade er nogen tilføyet, hvorfore
Vederlag efter Naturens Ret maa giøres, men omendskiønt man ey er forpligtet frivillig at
bekiende sin Forseelse saa følger dog deraf ikke, som Pufendorf vil have det, at, om en er
beskyldt, han da maa negte og besmykke sin Forseelse for Dommeren; thi naar man tilstaaer,
at Dommeren haver Ret at udforske Sandheden af den Skyldige, saa maa man ogsaa
bekiende, at den Skyl- [148] dige {Skyldige} er forpligtet at sige Sandheden; thi Ret og
Forpligtelse svare altid mod hinanden.
For GUD derimod maa eller kand den ringeste Forseelse ey dølges, hvorfore Cain bedrev ikke
alleeneste en Ugudeligheds, men endogsaa een Daarligheds Synd derudi, at han vilde negte
og dølge sin Misgierning for den alvidende GUD.
Hvad sig anbelanger de saa kaldte Reservationes mentales eller de Conditioner man haver sig
forbeholdne udi Sindet, som for Exempel: Om jeg haver betroet en at forrette noget for mig, og
jeg adspørger ham, om han har giort det samme, han da sværger, at have forrettet det, men
meener noget andet; Item, en beder en anden om Penge, og han da siger, jeg har ingen,
nemlig, at give dig; saadanne Reservationer bør gandske at udrøddes af det Menneskelige
Selskab, eftersom de ere opfundne for at omdreye og forvende Ordenes rette Meening, og
fordreye Talens Brug, saa at ingen videre kand være forsikkret om, i hvad Meening han skal
optage en andens Ord.
CAP. X.
Om Eeders Afleggelse
Efterat vi nu have overvejet, hvad Talen er, og hvorledes den skal bruges, maa vi røre noget
om Eeder, hvorved Talen bekræftes og styrkes.
Eed er een Bekræftelse, hvorved vi sige os fra GUds Barmhiertighed, og ønske hans Straf at
komme over os, dersom vi ikke sige Sanden, hvorfore Eeder have stedse blant alle Folk været
meget kraftige og hellige.
Ingen kand sværge eller directè aflegge Eed, uden ved GUD; efterdi uden ham intet er
alvidende eller almægtigt, hvoraf sees de Jødiske Eeders U-rimelighed, i det [149] de svore