De arkæologiske udgravninger ved Kokkedal Nord - Hørsholm Egns ...

J.nr. HØM 301 og HØM 305
KUAS j.nr. FOR 2003-2122-0193
De arkæologiske udgravninger ved
Kokkedal Nord i Hørsholm Kommune
Ole Lass Jensen
Hørsholm Egns Museum
November 2004

Indholdsfortegnelse
1. Indledning……..…………………………………………..……………………………….. 2
2. Baggrund for udgravningerne……...…………………..…………………………….…….. 3
3. Landskabet og fortidsminderne …………………..…………………………………..…… 4
Landskabet ved bopladserne……………………………………………………………....... 4
Det omgivende landskab…………………………………………………………………… 5
Fortidsminderne i området…………………………………………………………………. 5
4. Udgravningernes metode……………………………………………………………...…… 8
5. Udgravningernes resultater………………………………………………………………… 10
Stenalderbopladsen………………………………………………………………………… 10
Bronzealderbopladsen……………………………………………………………………… 16
6. Sammenfatning og perspektiver……………………………………………………...……. 19
Litteraturliste………………………………………………………………………………….. 20
1

1. Indledning
Forud for byggemodning af det 6 hektar store areal ”Kokkedal Nord” udførte Hørsholm Egns
Museum arkæologiske udgravninger på arealet i foråret 2004. Udgravningerne omfattede to
fortidsminder. De arkæologiske undersøgelser blev koncentreret om en boplads fra den tidligste
del af bondestenalderen, dvs. fra tidsrummet ca. 3700-3500 f.Kr. Denne udgravning har
resulteret i en række nye og meget spændende oplysninger om de tidligste bønders liv på
Hørsholm-egnen. Desuden blev der foretaget en begrænset undersøgelse af en senere boplads på
arealet, nemlig en boplads fra begyndelsen af den yngre bronzealder, omkring 1000 f.Kr. De
arkæologiske fund fra bronzealderbopladsen omfatter bl.a. nogle fine eksempler på tidens
karakteristiske lertøj.
_____________________________
1 km
Fig. 1. Kortudsnit, hvor undersøgelsesområdet ved Kokkedal Nord
er markeret med rødt.
Den foreliggende rapport er en såkaldt ”bygherrerapport”, der på kortfattet og overskuelig vis
fortæller om udgravningsresultaterne fra Kokkedal Nord. Rapporten omhandler begge de
undersøgte lokaliteter, dvs. både stenalderbopladsen og bronzealderbopladsen.
2

2. Baggrund for udgravningerne
I forbindelse med Hørsholm Kommunes kommende salg af det ca. 6 hektar store areal,
”Kokkedal Nord”, til boligbyggeri udførte Hørsholm Egns Museum en arkæologisk
forundersøgelse på arealet i oktober måned 2003. Forundersøgelsen skulle afklare, om der
fandtes væsentlige fortidsminder, som i henhold til museumsloven skulle undersøges
arkæologisk forud for det kommende anlægsarbejde.
Forundersøgelsen påviste spor af fortidsminder i to delområder i form af bopladsspor fra
henholdsvis yngre stenalder, ca. 3700-3500 f.Kr. og yngre bronzealder, omkring 1000 f.Kr. Der
er tidligere redegjort for forundersøgelsen i museets rapport fra oktober 2003.
Allerede under forundersøgelsen stod det klart, at bopladsen fra yngre stenalder hørte hjemme i
en tidlig del af denne periode, blot nogle få århundreder efter, at man herhjemme begyndte drive
agerbrug. Bopladser fra den tid kendes kun i begrænset omfang fra Danmark, og er navnlig
sjældne i Nordsjælland. Fra egnen omkring Hørsholm er bopladsen den første af sin art. Der var
derfor ikke tvivl om, at vi havde at gøre med et væsentligt fortidsminde, som skulle underkastes
en nærmere arkæologisk undersøgelse, inden anlægsarbejdet kunne gå i gang.
Anderledes forholdt det sig med bopladsen fra bronzealderen. Bopladserne fra den tid er langt
bedre belyst, og da bopladsen samtidig var stærkt ødelagt af den moderne landbrugsdrift, blev
det besluttet at nøjes med en begrænset undersøgelse af dette fortidsminde. Konkret blev en stor
affaldsfyldt nedgravning udvalgt til nærmere undersøgelse, mens der ikke blev foretaget videre
udgravninger på den øvrige del af bopladsen.
Det blev aftalt med Hørsholm Kommune, at de arkæologiske udgravninger ved Kokkedal Nord
skulle udføres i april og maj 2004. Udgravningerne blev ifølge museumsloven betalt af
kommunen indenfor en budgetramme på 233.352 kr.
3

3. Landskabet og fortidsminderne
Landskabet ved bopladserne
Undersøgelsesområdet omfatter et ca. 6 hektar stort areal, som udgør den nordlige del af matr.nr.
3a, Vallerød By, Hørsholm. Arealet afgrænses mod vest af Lågegyde, mod nord af P.M. Daells
Allé og mod øst af golfbanerne ved Kokkedal Slot. Mod syd grænser området op til et ubebygget
Fig. 2. Kortudsnit, hvor bopladserne ved Kokkedal Nord er markeret. Samtidig er vist øvrige stenalder-
og bronzealderfund fra nærområdet.
4

areal, der stiger relativt stejlt videre mod syd. Området, hvor bronzealderbopladsen ligger,
udgøres af en stor bakke, hvis højeste punkt, 17 m o. DNN, befinder sig nordligt på arealet.
Bakken falder jævnt i alle retninger. Bopladssporene befinder sig på bakkens højeste partier.
SSV for bakkefoden, hvor terrænet er lavest (8-9 m o. DNN) antager det karakter af græseng.
Her må området tidligere have udgjort et regulært vådbundsareal. Sydvestligst i det lavt liggende
område findes en ca. 75 x 50 m stor, N-S vendt højning i terrænet. Det er på denne højning, at
lokaliteten fra yngre stenalder er udgravet.
Det omgivende landskab
Topografien ved Kokkedal Nord er typisk for landskabet på egnen, der netop karakteriseres af
små og større bakker afbrudt af lavtliggende arealer. De lave områder mellem bakkerne var
førhen, dvs. inden de omfattende dræninger, som landbruget udførte i 1800-tallet, vådbundsarealer.
Bopladserne ved Kokkedal Nord ligger blot omkring 600 m fra Øresundskysten, der
også i oldtiden havde nogenlunde samme forløb som i dag. Der er altså for både stenalderbopladsens
og bronzealderbopladsens vedkommende tale om kystnære bopladser, men ikke
egentlige kystbopladser.
Fortidsminderne i området
Bopladser fra den tidlige del af bondestenalderen er sjældne i Nordsjælland, og bopladsen ved
Kokkedal Nord er som nævnt den første af sin art på egnen omkring Hørsholm. I den
forudgående periode, jægerstenalderen, og frem til overgangen mellem jæger- og
bondestenalder, omkring 3950 f.Kr., lå bopladserne koncentreret ved den daværende Nivåfjord,
blot 2 km nord for Kokkedal. I slutningen af jægerstenalderen faldt vandstanden, og fjorden
groede gradvist til. I den tidlige del af bondestenalderen anvendte man sporadisk stadigvæk
nogle af bopladserne ved Nivåfjorden som jagtstationer, men ellers flyttede man bopladserne
væk fra kysten og længere ind i landet. At det var herinde, bopladserne lå, afspejles af, at de
samtidige grave, stendysserne, findes i samme område. I dag kan man stadig se dysser – og de
lidt senere grave, jættestuer – omkring Karlebo, i Stasevang og i skoven ved Sjælsø. Oprindelig
har antallet af dysser og jættestuer været langt større, men mange er ødelagt fordi man har
anvendt de store sten til senere bygningsarbejder.
Når bopladserne omkring 3950 f.Kr. flyttes ind i
landet, hænger det sammen med det basale
erhvervsskifte, som markerer overgangen mellem
jægerstenalderen og bondestenalderen. Ca. 3950
f.Kr. introduceres kornavl og husdyrhold i
Sydskandinavien, og i de følgende århundreder
lægger man mere og mere vægten på disse
erhvervsformer på bekostning af jagt og fiskeri.
Nu var det ikke længere mulighederne for jagt og
fiskeri, der afgjorde, hvor bopladserne blev
anlagt, men derimod hensynet til dyrkningsarealer.
Til marker valgte stenalderbønderne
helst højtliggende, veldrænede jorder og samtidig
gerne en let, sandet jordbund.
Fig. 3. Tidstavle, hvor dateringen af de to bopladser
ved Kokkedal Nord er angivet.
5

I de første århundreder af bondestenalderen har jagt og fiskeri dog stadig spillet en væsentlig
rolle i ernæringsstrategien, så faktisk kan de tidligste bønder herhjemme bedst betegnes som
halvagerbrugere. Netop dette forhold er bondestenalder-bopladsen fra Kokkedal Nord et godt
eksempel på, for her er der fundet såvel pilespidser, der jo indirekte påviser jagt, som stykker af
kværnsten, der indirekte påviser kornavl.
At de første stenalderbønder tog ophold ved Kokkedal mere end blot et enkelt sted illustreres af
tre andre fund fra nærområdet. I forbindelse med boligbyggeri ved Kokkedal Station udgravede
museet i 1988 resterne af en gravhøj fra den tidlige del af bondestenalderen. Der er tale om en
såkaldt langhøj, der rummede en enkelt grav. Højen var delvist træbygget, og denne type
gravhøje anses for at være forløbere til de lidt senere stenbyggede dysser. Fra parcelhuskvarteret
lige nord for Kokkedal Station stammer et brudstykke af en sleben flintøkse, der ligeledes hører
hjemme i den tidlige del af bondestenalderen. På markerne øst for Hørsholm Rådhus er der også
fundet en økse fra samme tid, men i dette tilfælde er der tale om et sjældent pragteksemplar: En
27 cm lang, velformet økse tilhugget af grønsten. På marken er der også fundet forskellige
flintredskaber, som tyder på, at der her skjuler sig en regulær boplads fra bondestenalderen.
Efter en kort årrække forlod stenalderbønderne bopladsen ved Kokkedal Nord, og først mere end
2000 år senere slog oldtidsmennesker sig atter ned på stedet. Det skete omkring 1000 f.Kr., i
begyndelsen af den yngre bronzealder, hvor man anlagde en boplads på den høje bakke ovenfor
stenalderbopladsen. Hvor stenalderbopladsen var ret beskeden i udstrækning – omkring 3000 m 2
– så lagde bronzealderbopladsen beslag på et mere end 10.000 m 2 stort areal.
Der kendes flere bronzealderfund i nærheden af bopladsen, både samtidige fund og lidt ældre
fund, dvs. fund fra ældre bronzealder. I ældre bronzealder og begyndelsen af den yngre
bronzealder, mellem ca. 1500 og 1000 f.Kr., var kyststrøget ud for Kokkedal tæt bebygget. Det
har sat sig meget synlige spor i landskabet i form af store gravhøje. Langs en 1,5 km lang
strækning af kysten ud for Kokkedal lå oprindelig mindst 13 gravhøje på toppen af bakkerne og
skrænterne ud til sundet. Flere af højene er stadig bevaret, det gælder f.eks. den nordligste af
højene, den store ”Jens Olsens Høj”, og flere af højene på kystskrænten ved Mikkelborg.
Gravhøjene blev oprindelig bygget over begravelser af højtstående personer i løbet af ældre
bronzealder, men senere, bl.a. i yngre bronzealder, hvor bopladsen ved Kokkedal Nord var i
brug, anvendte man også højene som begravelsespladser.
Højenes oprindelige grave bestod af store sten- eller trækister, hvor den døde blev begravet
sammen med sit personlige udstyr: Bronzesværd, dolke og dragtsmykker for mændenes
vedkommende og bronzesmykker for kvindernes. De døde blev begravet ubrændte, men senere, i
yngre bronzealder, ændredes gravskikken. De døde blev nu brændt, og de brændte knogler blev
anbragt i enten en urne eller en lille stenkiste, som blev gravet ned ved foden af gravhøjen.
Fra gravhøjene ved Mikkelborg kendes flere gravfund, der er gjort af bl.a. Nationalmuseet i
1880´erne. Således blev der i 1881 udgravet en delvist ødelagt høj med tre grave fra ældre
bronzealder, hver under sin stendynge. Den ene var en barnegrav med bevarede tænder fra et
barn mellem fire og ti år. Med sig i graven havde barnet fået en flad bronzeskive, en knap af
bronze og et lille lerkar. De to øvrige var begravelser af voksne mænd. Ved det ene skelet lå en
pincet af bronze og en ildslagningssten af flint, mens den sidste grav indeholdt en bronzedolk
med rester af en læderskede, rester af uldtøj og skår af forskellige lerkar. I en anden høj fandtes
en stenkiste fra ældre bronzealder. Her lå en velbevaret skelet af en mand udstrakt på ryggen og
6

hyllet i en dyrehud (fig. 4). Hen over brystet og maven var der bevaret stumper af groft vævet
uldtøj, måske fra et lændeklæde eller et tæppe, og her lå også en dragtnål af bronze (Leth-Larsen
1986, s. 45). I en anden gravhøj ved Mikkelborg lå der i en lille stenkiste med brændte
menneskeben to knive og en pincet af bronze (fig. 4). Denne grav er fra yngre bronzealder, og
bronzesagerne er – arkæologisk set – samtidige med bopladsen fra Kokkedal Nord.
Fig. 4. T.v. stenkisten fra Mikkelborg. Hen over mave- og brystregionen på det velbevarede skelet ses
rester af uldtøj med en dragtnål af bronze (Fra Vilhelm Boyes beretning 1881 på Nationalmuseet).
T.h. bronzepincetten og en af bronzeknivene fra stenkisten med de brændte menneskeben, der ligeledes er
fundet ved Mikkelborg. (Tegning: Anne Sylvest).
Bronzealderens mennesker ernærede sig først og fremmest af kornavl og agerbrug. Husdyrholdet
afspejles både af gravfundene, hvor der er fundet uldtøj, og af fund fra bopladsen ved Kokkedal
Nord, hvor der er fundet knogler af enten får eller ged.
7

4. Udgravningernes metode
De to bopladser ved Kokkedal Nord var ikke kendt på forhånd, men blev først opdaget ved den
forundersøgelse, der blev udført i efteråret 2003. Ved forundersøgelsen blev der systematisk
trukket lange søgegrøfter med gravemaskine, hvor muldlaget blev fjernet i to meter brede,
parallelle baner. På den måde blev det muligt at se, hvilke spor af fortidsminder, der var bevaret
på stedet, ligesom bopladsernes udstrækning kunne afgrænses. Da de egentlige udgravninger
blev udført i foråret 2004, blev der også anvendt en gravemaskine til at fjerne pløjemulden, som
dækkede resterne af bopladserne (fig. 6).
Fig. 5. Oversigtskort over udgravningerne ved Kokkedal Nord. Både søgegrøfterne fra
forundersøgelsen og de efterfølgende udgravningsarealer er vist (de hvide områder).
8

Fig. 6. Gravemaskinen i færd med at afdække
stenalderbopladsen.
De affaldslag, eller kulturlag, som
oprindelig har ligget tilbage på
bopladserne, var over det meste helt
ødelagt af den moderne landbrugsdrift
– kun på stenalderbopladsen var der en
rest af dette affaldslag bevaret. Det var
først og fremmest de nedgravninger,
som oldtidsmenneskene foretog, der
var bevaret. Det drejer sig om f.eks.
nedgravede bålsteder og kogegruber
samt huller, der var gravet for at skaffe ler til lertøjet eller til klining af husene. Mange af de
huller, der blev gravet med et eller andet formål for øje, blev siden fyldt med affald fra
bopladsen, bl.a. ituslået lertøj.
I forbindelse med den maskinelle afdækning blev udgravningsfladen rengjort manuelt med skovl
eller graveske, så alle nedgravningsspor fremstod tydeligt mod den lyse råjord. Dernæst blev
udgravningsfladen, alle nedgravninger m.v. opmålt elektronisk med en totalstation, så der
bagefter kunne fremstilles computerbaserede planer over bopladssporene. I forbindelse med
denne opmåling fik hvert nedgravningsspor et løbenummer – et ”anlægsnummer”, så
nedgravningen, og de fund, der efterfølgende blev gjort heri, kunne identificeres entydigt.
Næste skridt var at undersøge og udgrave nedgravningerne. Først blev den ene halvdel af
nedgravningerne udgravet, så der fremkom et snit eller en profil gennem nedgravningen. Alle
snit blev registreret på tegninger og beskrevet mht. farve, form, indhold af genstande osv. – bl.a.
med henblik på en tolkning og datering af nedgravningerne.
Udgravningsarealet på stenalderbopladsen omfattede ca. 2400 m 2 , hvortil kommer søgegrøfterne
fra forundersøgelsen. Antagelig er mellem 80 og 90 % af det samlede bopladsareal udgravet,
således at bopladsen må anses for at være nærmest totalt udgravet. På bronzealderbopladsen
blev der som nævnt kun undersøgt et meget begrænset udsnit i forbindelse med den egentlige
udgravning, nemlig 92 m 2 . Til gengæld blev der her udgravet mange søgegrøfter ved
forundersøgelsen, således at der i alt er undersøgt ca. 3300 m 2 af denne boplads, svarende til ca.
33 % af det samlede bopladsareal.
Fig. 7. Nogle af nedgravningerne på
stenalderbopladsen er her ved at blive
undersøgt nøjere.
9

5. Udgravningernes resultater
Stenalderbopladsen
På stenalderbopladsen blev der registreret 49 nedgravninger fra oldtiden foruden et affaldslag,
som dækkede et 150 m 2 stort areal. Nedgravningerne udgjordes først og fremmest af gruber af
forskellig størrelse, form og funktion. Nedgravningerne var ikke jævnt spredt, men lå
koncentreret i tre-fire klynger. På oversigtsplanen fig. 8 ses en klynge med mange og
forholdsvist tætliggende nedgravninger østligt i udgravningsfeltet. En anden, velafgrænset
klynge ses mod sydvest. Nord herfor, nogenlunde centralt i udgravningsfeltet ses en lidt mere
diffus koncentration af nedgravninger. Endelig forekommer der en lille samling nedgravninger
nordligst i udgravningsfeltet.
Det er kun i få tilfælde muligt at afgøre, hvilket formål gruberne oprindelig har tjent. Nogle
gruber er opfyldt med trækul og brændte sten og har givetvis fungeret som nedgravede bålsteder
eller kogegruber, hvor maden blev tilberedt. Denne type kogegruber er kun fundet i to tilfælde,
som begge lå i den sydvestlige klynge af nedgravninger. Ud over brændte sten og lidt brændt
flint samt trækul indeholdt kogegruberne ikke fund som f.eks. redskaber eller lerkarskår.
Fig. 8. Udgravningsplan over stenalderbopladsen ved Kokkedal Nord.
10

Den mest almindelige type gruber på bopladsen var små nedgravninger fyldt med mere eller
mindre mørkfarvet sand. Gruberne havde et tværmål på mellem 0,4 og 3,3 m og en dybde på
indtil 0,5 m. Som regel indeholdt gruberne lidt spredte trækulsstykker, og nogle af dem har
sikkert fungeret som bålsteder. Andre af gruberne kan være gravet for at skaffe sand til at blande
i den lermasse, som man brugte til fremstillingen af lerkar eller til lerkliningen af husene (se
senere). Hvorom alt er, blev mange af gruberne bagefter brugt som affaldskuler, hvor bl.a.
ituslået lertøj og kasserede flintredskaber blev smidt. Oprindelig har mange af gruberne sikkert
indeholdt organisk affald som slagteaffald o. lign., men sådant materiale var ikke længere
bevaret.
Fig. 9. En af de små sandfyldte gruber halvt gennemskåret. Til venstre
skæres gruben af en nyere grøft.
Lerkarskårene fra gruberne stammer fra tidens karakteristiske lerkar med afrundet bug og
tragtformet hals, også kaldet ”tragtbægere”. Faktisk har denne lerkarform givet navn til den
tidlige bondestenalder i Danmark, som også kaldes for ”Tragtbægerkulturen”. Fra to af gruberne
i den østlige klynge af nedgravninger stammer flere lerkarskår fra ganske tilsvarende bægre som
de, der er vist på fig. 10. Det drejer sig bl.a. om skår, der lige under randen har tre bånd med
snoreornamentik (fig. 11). Mønsteret er opstået ved, at man har presset en tosnoet snor ind i det
våde ler, inden karret blev brændt. Andre skår har den karakteristiske lodrette afstribning på
bugen, som hyppigt ses på lerkar fra den tidlige del af bondestenalderen (fig. 10).
11
Fig. 10. Der er kun fundet
brudstykker af lerkar på
bopladsen, men eksemplerne
her viser, hvordan karrene
oprindelig så ud. Tegning:
Eva Koch.

Fig. 11. Skår fra tragtbæger mønstret med indtryk af
tosnoet snor under randen. Skåret blev, sammen med
andre brudstykker af lerkar, fundet i en af bopladsens
gruber.
I nogle af gruberne blev der fundet kasserede
flintredskaber og flintafslag fra tilhugningen af
redskaber. Flintredskaberne er dog fåtallige og
tæller bl.a. fem skrabere, et flintbor og stumper af
to-tre slebne flintøkser foruden brudstykker af
flintflækker, der sikkert blev anvendt som knive.
De fleste flintredskaber blev fundet i en stor,
naturlig sænkning i undergrunden, der lå i
udgravningens nordlige del (fig. 8). Sænkningen
dækkede et areal på omkring 150 m 2 og var fyldt
med et lyst sandlag, der var indtil 15 cm tykt. I
sandlaget blev der fundet flintafslag og kasserede
flintblokke, skrabere og to pilespidser af flint (fig.
12). Pilespidserne er vigtige, for de vidner om, at
man drev jagt fra bopladsen. At der også fandt
korndyrkning sted er indirekte påvist af to store
brudstykker af en kværnsten, som blev fundet i en
af gruberne.
To af bopladsens gruber var ganske specielle. Gruberne lå blot 5 m fra hinanden i den lille
klynge af gruber på bopladsens sydvestlige del. Den ene grube målte 1,8 m i tværmål og var
indtil 0,6 m dyb. Gruben var tæt pakket med store, rødbrændte lerstykker. På mange af
stykkerne ses der tydelige aftryk af kraftige grene og kløvet tømmer (fig. 13). Der er tale om
stykker af lerklining, sandsynligvis fra ydervæggene på et nedbrændt hus. Aftrykkene viser, at
_________
2 cm
Fig. 12. T.v. ses en af bopladsens flintskrabere, mens de to pilespidser ses t.h. Pilespidserne er
såkaldte ”tværpile”, der ikke har egentlig spids, men en bred tværstillet æg.
12

huset havde en slags bindingsværkskonstruktion. Lignende stykker lerklining med aftryk af
grene og tømmer er fundet på enkelte andre bopladser fra den tidlige bondestenalder, men i
forhold til de fund er mængden af lerklining fra Kokkedal Nord meget stor. Da mange af
stykkerne var meget møre, og derfor ikke kunne optages i hel tilstand, blev kun omtrent
halvdelen af lerkliningen hjembragt fra udgravningen – alene dette materiale tæller 493 stykker
med en samlet vægt på 30 kg.
Fig. 13. T.v. ses gruben med den brændte lerklining halvt gennemskåret. Nederst i gruben rager et stort
stykke af en kværnsten ud af jordvæggen. T.h. et udvalg af lerklining med tydelige aftryk af grene og
kløvet tømmer.
Ud over at lerkliningen kan fortælle om byggekunsten for mere end 5500 år siden, gemmer de
brændte lerstykker på andre vigtige informationer. På overfladen af stykkerne ses af og til aftryk
af plantefrø. En kommende naturvidenskabelig analyse af aftrykkene kan bl.a. fortælle, hvilke
kornsorter, der blev dyrket på bopladsen. Selve et sted, hvor det nedbrændte hus stod, er ikke
påvist med sikkerhed. Men 25 m øst for gruben med lerklining blev der fundet spor fra to
nedgravede stolper, som meget vel kan stamme fra en huskonstruktion. At der ikke fandtes flere
spor af huse skyldes formentlig, at de er ødelagt af den moderne pløjning.
Den anden grube, der var af omtrent samme størrelse som den første, indeholdt også en stor
mængde brændte lerstykker, men denne gang er der tale om flade stykker på 2-3 cm´s tykkelse,
Fig. 14. Den øvre del af det store lerkar, der
blev fundet på bunden af den ene grube med
brændt lerklining.
13

og kun ganske få bærer aftryk af grene. Disse stykker kan også stamme fra kliningen af et hus,
men forskellen mellem lerstykkerne i de to gruber er påfaldende. Måske stammer de flade
lerstykker ikke fra ydervægge, men fra en anden del af huset, f.eks. et gulv. I gruben blev der
gjort andre påfaldende fund: På bunden af gruben lå store, sammenhængende dele af et knust
lerkar, et stort tragtbæger (fig. 14), og spredt i gruben blev der fundet 10 små og større stykker af
slebne flintøkser, der var brændt ved kraftig varme (fig. 15).
Fig. 15. Æggen af to brændte flintøkser, som
blev fundet i en af de gruber, der også
indeholdt brændt lerklining. Stykket t.v. er
sammensat af tre fragmenter, der lå spredt i
gruben.
Der er stykker fra to, muligvis tre forskellige økser. Nogle af de brændte øksestykker har kunnet
sættes sammen, så de danner et lidt større parti af øksens ægende. I gruben lå også andre brændte
flintsager, 113 i alt, der omfatter både flintafslag og knuste flintstykker foruden en brændt
flintflække (kniv), der var brækket i tre stykker.
Indholdet i gruben – den store mængde brændt lerklining, det knuste lerkar og de brændte
flintøkser – tyder på, at der ikke er tale om en almindelig affaldsgrube, men derimod om særligt
udvalgte genstande, der f.eks. er nedlagt i forbindelse med en offerhandling. Netop fra den
tidlige bondestenalder og de følgende århundreder kender vi utallige offerfund fra hele landet.
Det gælder særlig fra moserne, hvor der er hensat lerkar, nedlagt offerdyr og slebne flintøkser.
Sådanne offerfund kendes også i flere tilfælde fra egnen omkring
Hørsholm. Det gælder bl.a. et fund fra en mose i Usserød, der
omfatter tre store og meget smukke, slebne flintøkser, der var
nedlagt sammen (fig. 16).
Det er sikkert i en sådan sammenhæng, at man skal se det
knuste lerkar og de brændte flintøkser, der er fundet i gruben ved
Kokkedal Nord. Her er der bare ikke tale om ofringer i en mose,
men på tørt land – i udkanten af en boplads. Brændte flintøkser,
der er fundet i en sådan sammenhæng, at de må tolkes som
ofringer, kendes også fra andre bopladser i Danmark og Skåne.
Fig. 16. To af de i alt tre flintøkser, der blev ofret i en mose i Usserød
i begyndelsen af bondestenalderen omtrent samtidig med, at bopladsen
ved Kokkedal Nord var i brug. Den længste økse måler 34 cm.
Foto: Nationalmuseet.
14

Tre små gruber, der lå lidt for sig selv nordligst i udgravningsfeltet, skilte sig også ud fra de
almindelige gruber på bopladsen. Gruberne, der havde et tværmål på mellem 0,5 og 1,3 m, og en
dybde på kun indtil 18 cm, var fyldt med sort, trækulsholdigt sand, trækulsstykker og små
hvidbrændte knoglefragmenter. Knoglerne er analyseret af Pia Bennike, Retsmedicinsk Institut,
Københavns Universitet, og det har overraskende vist sig, at nogle af knoglerne sandsynligvis
stammer fra menneske (Bennike 2004). Knoglerne, der er fra hhv. lårben, mellemøre og
nakkeben, er fundet i to forskellige gruber (markeret på oversigtsplanen fig. 8). Muligvis
stammer alle de brændte knoglestykker i de tre gruber fra menneske, men stykkerne er så små, at
det ikke kan afgøres med sikkerhed.
Eventuelt er de tre trækulsfyldte gruber brandgrave, altså begravelser af kremerede lig.
Brandgrave kendes normalt ikke fra bondestenalderen, og det er derfor muligt, at gravene hører
til den yngre bronzealderboplads på bakken ovenfor stenalderbopladsen. Netop i yngre
bronzealder er ligbrænding den mest almindelige gravskik. Gruberne med brændte
menneskeknogler behøver imidlertid ikke at være begravelser, men kan være menneskeofringer.
Sammen med ofringer af bl.a. økser, lerkar og dyr var menneskeofre et relativt almindeligt
fænomen i bondestenalderen. Hvorvidt menneskeknoglerne skal forbindes med den ene eller
anden af de to bopladser bliver afgjort af en kommende kulstof 14-datering af knoglerne.
Datering af stenalderbopladsen
Det er de fundne lerkarskår og flintredskaber, der er baggrunden for, at vi kan datere bopladsen
til den tidlige bondestenalder. Keramikformerne og deres ornamenter gennemgik relativt hastige
ændringer i løbet af bondestenalderen. Gennem ændringerne i keramikstile er det muligt at
inddele bondestenalderen i forskellige tidsafsnit, og dermed er lerkarrene vigtige instrumenter til
en mere præcis datering. Keramikken fra Kokkedal Nord synes at repræsentere to forskellige
tidsafsnit af den tidlige bondestenalder. En større samling lerkarskår fra en af nedgravningerne
på bopladsens østlige del stammer fra et kar med karakteristiske, lodrette striber på bugen (fig.
10). Sådanne kar skal dateres til tiden mellem 3500 og 3100 f.Kr. I en nærliggende grube er
fundet skår, der stammer fra lidt ældre kar, dvs. fra tiden mellem ca. 3700 og 3500 f.Kr. Det
gælder f.eks. skåret vist fig. 11. Samme tidlige datering gælder det store tragtbæger, der blev
fundet i gruben med de brændte flintøkser, og skår af et tragtbæger, der lå gruben med den
brændte lerklining, der bar indtryk af træværk.
Stenalderbopladsen har med andre ord været i brug mindst to gange i bondestenalderen. Første
gang i bondestenalderens tidlige del, mellem 3700 og 3500 f.Kr., anden gang på et tidspunkt
mellem 3500 og 3100 f.Kr. De fleste bopladsspor synes at stamme fra bondestenalderens tidlige
del, mens foreløbig kun en enkelt eller et par af nedgravningerne er fra tiden efter 3500 f.Kr. De
arkæologiske dateringer vil i den nærmeste fremtid blive suppleret med kulstof 14-dateringer af
trækul fra udvalgte gruber, så bopladsen kan tidsfæstes mere præcist. Særligt vigtigt er det at få
en snæver datering af de to gruber med brændt lerklining, for at det kan fastslås, hvor tidligt i
oldtiden byggeskikken med bindingsværkskonstruktion optræder.
At dømme ud fra de forholdsvis få nedgravninger og den begrænsede fundmængde har
bopladsen kun været anvendt i kort tid – måske et par år. Udpining og vinderosion af de lette,
sandede jorder, som man dengang foretrak til opdyrkning, har sammen med hastigt
fremvoksende ukrudt formentlig været årsagen til, at datidens marker blev flyttet med
forholdsvis korte mellemrum.
15

Bronzealderbopladen
Først mere end to årtusinde senere slog oldtidsmennesker sig atter ned ved Kokkedal Nord. Det
skete omkring 1000 f.Kr., i begyndelsen af den yngre bronzealder, hvor der blev anlagt en
boplads på den høje bakke ovenfor stenalderbopladsen. Som tidligere nævnt var der tale om en
relativt stor boplads, der dækkede et areal på mere end 10.000 m 2 . Ligesom det var tilfældet på
stenalderbopladsen, udgøres bopladsresterne af forskellige nedgravninger, først og fremmest
kogegruber og nedgravninger, der sekundært var opfyld med bopladsens affald. De affaldslag,
som oprindelig har dækket store dele af bopladsens overflade, var for længst ødelagt af pløjning.
Det samme gælder stolpespor af de huse, som givetvis fandtes på bopladsen.
Fig. 17. Den store grube på bronzealderbopladsen under udgravning.
De dårlige bevaringsforhold var en medvirkende årsag til, at udgravningen på bronzealderopladsen
blev begrænset til en enkelt af de store, affaldsfyldte nedgravninger. Formålet med
udgravningen af den store grube var at fremskaffe et repræsentativt udvalg af den keramik, der
havde været i brug på bopladsen. Selvom bopladser fra den yngre bronzealder er relativt
almindelige, så har vi på Nordsjælland kun få fund af keramik fra periodens tidlige del. Med
henblik på bl.a. regionale sammenligninger af bronzealderens keramikstile var det derfor
relevant at få sikret en del af keramikken fra Kokkedal Nord. Samtidig indeholder gruberne ofte
organisk materiale som forkullede frø, trækul og dyreknogler, der kan informere om livet på
bopladsen.
Den udgravede grube lå på selve toppen af den store bakke, centralt i bopladsområdet. Gruben
målte 6 x 4 m og var over 0,5 m dyb. Antagelig er det store hul gravet for at skaffe ler til klining
af et af bopladsens huse. Huset må have ligget tæt ved nedgravningen, men der var ikke bevaret
spor af det. Bagefter har man brugt hullet som affaldsplads.
Fundene fra gruben omfatter først og fremmest lerkarskår. Skårene tæller 511 stykker, hvoraf
mange har kunnet samles til større partier af kar. Skårene ser ud til at stamme fra 12 forskellige
lerkar, der både omfatter grove kogekar og finere bordservice som smukt formede kopper og
skåle (fig. 19-20).
16

Fig. 18. Udsnit af profilvæg gennem den store grube på bronzealderbopladsen. Man ser tydeligt, at
gruben indeholder forskelligt farvede lag. Det tyder på, at gruben ikke er opfyldt på én gang, men over et
lidt længere tidsrum.
Den fine keramik – bordservicet – udgøres af lave skåle med en højde på 6-8 cm og en
mundingsdiameter på mellem 16 og 25 cm. Skålene er velbrændte og tyndvæggede med en glat
yderside. Nogle af skålene er forsynet med en båndformet hank, så måske er der tale om store
drikkekopper (fig. 19).
Fig. 19. To af de lave skåle eller kopper fra den store grube på bronzealderbopladsen.
Husholdningskarrene er fremstillet af en noget grovere lerblanding, hvor leret er æltet sammen
med knuste granitkorn. Nogle af karrene har fået påsmurt en endnu grovere lerblanding på
ydersiden, inden de blev brændt. Lerkarrenes ru yderside har sikret et godt greb omkring karrene,
når de skulle flyttes. Den samme funktion har de lodrette knopper, der ses på nogle af karrene,
(fig. 20) sikkert haft. Husholdningskarrene har en simpel, S-formet profil og er gennemgående
relativt små med en højde på 20-25 cm og en tilsvarende mundingsdiameter. Nogle skår stammer
fra større lerkar – antagelig forrådskar – men her har det ikke været muligt at fastslå karrenes
størrelse.
Mange af de grove lerkar har været anvendt som kogekar. Det ses af, at der er fastbrændt
madskorpe – ikke bare på indersiden, men også på ydersiden under randen, som følge af, at
17

Fig. 20. To af kogekarrene fra den store grube på bronzealderbopladsen. Karret t.v. er udvendigt
påsmurt en grov lerblanding (beklaskning) og har desuden lodrette knopper under randen – begge dele
har modvirket, at karret gled, når det blev håndteret. På begge kar ses rester af fastbrændt madskorpe.
indholdet er kogt over. Det er i øvrigt muligt at undersøge madskorpen mikroskopisk for rester af
eventuelle plantefrø, fiskeskæl og lignende, så det indhold, der er kogt i karret, kan bestemmes.
Gruben indeholdt også forskellige genstande af flint, bl.a.
mange flintafslag fra redskabsfremstilling, tre skrabere og en
lille mejsel (fig. 21).
Gruben må have rummet en stor mængde organisk materiale
som slagteaffald og måltidsrester, men det er kun de brændte
dyreknogler, der er bevaret. De i alt 47 små stykker knogle fra
gruben er analyseret af Inge Bødker Enghoff, Zoologisk
Museum, Københavns Universitet. Kun fem knoglestykker har
kunnet bestemmes, og de stammer alle fra enten får eller ged
(Enghoff 2004).
Fig. 21. Flintmejsel fra den store grube på bronzealderbopladsen.
18

6. Sammenfatning og perspektiver
Udgravningerne ved Kokkedal Nord har givet tre nye og vigtige oplysninger. Stenalderbopladsen
er den første af sin art på egnen, og dermed har vi først og fremmest fået ny viden om
de tidligste bønders landskabsudnyttelse i lokalområdet. Dernæst giver fundet af de to
nedgravninger med den store mængde lerklining og de brændte økser sjældne informationer om
datidens byggeskik og offerritualer.
De trækulsfyldte gruber med brændte menneskeknogler må også betegnes som et væsentligt
fund, og det uanset om den kommende kulstof 14-datering viser, at disse fund skal knyttes til
stenalderbopladsen eller bronzealderbopladsen. Hvis de brændte menneskeknogler er samtidige
med stenalderbopladsen, vil de være et yderst sjældent eksempel på en offerskik i den tidlige
bondestenalder. Hvis gruberne i stedet viser sig at være samtidige med bronzealderbopladsen,
og dermed skal betragtes som brandgrave, vil vi stå med et af de meget få eksempler på
begravelser i yngre bronzealder, som er foretaget udenfor gravhøjene.
Udgravningerne ved Kokkedal Nord har dermed sikret oplysninger om væsentlige fortidsminder,
der ellers ville være gået tabt, når arealet i nær fremtid bliver bebygget.
HØRSHOLM EGNS MUSEUM
30. november 2004
Ole Lass Jensen
19

Litteraturliste
Bennike, Pia, 2004: Antropologisk undersøgelse af knoglemateriale fra Kokkedal Nord II,
Hørsholm sogn, Frederiksborg amt. Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet, rapport
24. november 2004.
Enghoff, Inge Bødker, 2004: Rapport over bestemmelse af knogler fra Kokkedal Nord.
Zoologisk Museum, Københavns Universitet (ZMK 32/2204).
Leth-Larsen, Bodil, 1986: Oldtidsminderne i Hørsholm. Museumsforeningen for Hørsholm og
Omegn.
20