De arkæologiske udgravninger ved Kokkedal Nord - Hørsholm Egns ...

areal, der stiger relativt stejlt videre mod syd. Området, hvor bronzealderbopladsen ligger,
udgøres af en stor bakke, hvis højeste punkt, 17 m o. DNN, befinder sig nordligt på arealet.
Bakken falder jævnt i alle retninger. Bopladssporene befinder sig på bakkens højeste partier.
SSV for bakkefoden, hvor terrænet er lavest (8-9 m o. DNN) antager det karakter af græseng.
Her må området tidligere have udgjort et regulært vådbundsareal. Sydvestligst i det lavt liggende
område findes en ca. 75 x 50 m stor, N-S vendt højning i terrænet. Det er på denne højning, at
lokaliteten fra yngre stenalder er udgravet.
Det omgivende landskab
Topografien ved Kokkedal Nord er typisk for landskabet på egnen, der netop karakteriseres af
små og større bakker afbrudt af lavtliggende arealer. De lave områder mellem bakkerne var
førhen, dvs. inden de omfattende dræninger, som landbruget udførte i 1800-tallet, vådbundsarealer.
Bopladserne ved Kokkedal Nord ligger blot omkring 600 m fra Øresundskysten, der
også i oldtiden havde nogenlunde samme forløb som i dag. Der er altså for både stenalderbopladsens
og bronzealderbopladsens vedkommende tale om kystnære bopladser, men ikke
egentlige kystbopladser.
Fortidsminderne i området
Bopladser fra den tidlige del af bondestenalderen er sjældne i Nordsjælland, og bopladsen ved
Kokkedal Nord er som nævnt den første af sin art på egnen omkring Hørsholm. I den
forudgående periode, jægerstenalderen, og frem til overgangen mellem jæger- og
bondestenalder, omkring 3950 f.Kr., lå bopladserne koncentreret ved den daværende Nivåfjord,
blot 2 km nord for Kokkedal. I slutningen af jægerstenalderen faldt vandstanden, og fjorden
groede gradvist til. I den tidlige del af bondestenalderen anvendte man sporadisk stadigvæk
nogle af bopladserne ved Nivåfjorden som jagtstationer, men ellers flyttede man bopladserne
væk fra kysten og længere ind i landet. At det var herinde, bopladserne lå, afspejles af, at de
samtidige grave, stendysserne, findes i samme område. I dag kan man stadig se dysser – og de
lidt senere grave, jættestuer – omkring Karlebo, i Stasevang og i skoven ved Sjælsø. Oprindelig
har antallet af dysser og jættestuer været langt større, men mange er ødelagt fordi man har
anvendt de store sten til senere bygningsarbejder.
Når bopladserne omkring 3950 f.Kr. flyttes ind i
landet, hænger det sammen med det basale
erhvervsskifte, som markerer overgangen mellem
jægerstenalderen og bondestenalderen. Ca. 3950
f.Kr. introduceres kornavl og husdyrhold i
Sydskandinavien, og i de følgende århundreder
lægger man mere og mere vægten på disse
erhvervsformer på bekostning af jagt og fiskeri.
Nu var det ikke længere mulighederne for jagt og
fiskeri, der afgjorde, hvor bopladserne blev
anlagt, men derimod hensynet til dyrkningsarealer.
Til marker valgte stenalderbønderne
helst højtliggende, veldrænede jorder og samtidig
gerne en let, sandet jordbund.
Fig. 3. Tidstavle, hvor dateringen af de to bopladser
ved Kokkedal Nord er angivet.
5