GRATIS - Overgrunden

Skæbnedrama fra Theresienstadt
Af Kathrine Sørensen, Viborg Bibliotekerne
Velkommen til helvede! Morten Brask
debuterer med noget så sjældent som
en skønlitterær roman om livet - og døden
- i den tyske kz-lejr Theresienstadt under
2. verdenskrig.
I disse grusomme og inhumane omgivelser
følger vi den danske jøde Daniel Faigels
kamp for både at overleve og samtidig
bevare et strøg af menneskelighed.
Men hvad er det dog, der inspirerer en ung
mand til at skrive sin debutfortælling ind
i denne barske og historiske ramme?
Er Havet i Theresienstadt en historie som
vil interessere læserne i dag?
Jeg tænkte af og til over det, mens jeg
skrev på bogen. Er der nogen i dag som vil
læse om en ung, dansk jødisk læge i den
bizarre koncentrationslejr Theresienstadt?
Vi er jo stopfodrede med dokumentarfilm
og artikler om krigen og udryddelsen af
jøderne. Mange har sikkert en følelse af,
at krigen og holocaust er noget fortidigt,
noget der langsomt er ved at støve til,
ligesom Dannevirke og 1864 er støvet til.
Men jeg blev overrasket over den
positive reaktion. Jeg tror, der er en
øget interesse for igen at søge tilbage
i historien, både blandt forfatterne og
mange danske læsere. Og selv en bog, der
fører læseren tilbage til snavset i gaderne
i lejren, til hospitalerne, sygdommene,
ydmygelserne, overgrebene og de døde,
har appel til moderne læsere. Også selvom
mange læsere har givet udtryk for, at de
var bange for, at de ville føle ubehag ved
at blive konfronterede med rædslerne i
en kz-lejr. Nogle læsere har skrevet til
mig, at de følte, det var hårdt at læse om
de grusomme begivenheder, at bogen fik
dem til at drømme om Theresienstadt om
natten. Men de skrev også, at de kom ud
på den anden side med en følelse af at have
’oplevet’ Theresienstadt. At bogen på den
måde har bragt Theresienstadt tilbage i
bevidstheden.
Hvad har inspireret og drevet dig til at
skrive et skæbnedrama om en dansk jødisk
læge i udryddelseslejren Theresienstadt?
Det hele begyndte, da jeg i forbindelse med
50-året for jødeaktionen i Danmark i 1943
skulle skrive en artikel om Theresienstadt.
I den forbindelse interviewede jeg den
tidligere fange i lejren, Ralph Oppenhejm.
Mens jeg sad i hans stue og lyttede til de
ubegribelige ting, han havde oplevet som
ung mand, fik jeg ideen om, at jeg ikke bare
ville skrive en artikel om Theresienstadt.
Jeg ville skrive en roman om lejren. Ikke
som en traditionel historisk roman, men
forsøge, som et litterært eksperiment, at
’ny-konstruere’ livet i kz-lejren. Jeg ville
se, om jeg kunne lave en overbevisende
skildring af en ung mand, som ender
i en lejr, der kunne være taget ud af
Hieronymus Boschs helvedesmalerier og
gøre det så denne uforståelige rædsomme
verden blev lyslevende for læseren. Jeg
blev mere og mere grebet af universet,
arbejdede hele tiden på at destillere den
sproglige fremstilling af den virkelighed
og de mennesker, der lever på randen af
død og angst og håbløshed, i håbet om at
jeg netop kunne skabe en ’ny-konstruktion’
af Theresienstadt.
Midt i elendigheden, uhyrlighederne og
gruen møder hovedpersonen Daniel den
tjekkiske Ludmilla og forelsker sig. Er
kærlighedsromancen en kommentar til
menneskets overlevelsesinstinkt og evne til
at tilpasse sig ekstreme levevilkår? Eller
bare dit behov for et lys i mørket?
Noget af det, der overraskede mig mest,
da Ralph Oppenhejm fortalte om sin
tid i Theresienstadt, var, at kærligheden
blomstrede i lejren. Jeg havde en
forestilling om, at man slet ikke havde
overskud til at forelske sig, når man sulter
og fryser og hver dag frygter for sit liv. Men
der skete utallige forelskelser, og mange
blev gift i lejren, og det synes jeg siger
ufatteligt meget om det at være menneske:
Men størst af alt er kærligheden. Derfor
besluttede jeg, at jeg også ville have denne
dimension med i romanen.
Kærligheden mellem Daniel og
Ludmilla er ikke blot en mental flugt fra
trængslerne. Det er en fundamental søgen
efter den højeste mening i en absurd
verden. Kærligheden er det, som nærer
hovedpersonerne, giver dem livsmod i
en verden af håbløshed. Men den rene
idyl og lykke er det naturligvis ikke.
Kærligheden er nemlig en slags forløsning
for hovedpersonen, Daniel, men også en
besegling af hans skæbne. Jeg har forsøgt
at beskrive Daniels kærlighed til Ludmilla
som en genfødsel af Daniel. Netop den
dag, han møder Ludmilla første gang,
fødes der således et barn på hospitalet,
hvor han arbejder. Det er naturligvis en
metafor for, at Daniel også er genfødt,
at kærligheden er kommet ind i hans liv.
Men kendetegnende nok, er barnet dødt
fra fødslen. På den måde bliver Daniels og
Ludmillas ’lovestory’ og den tragiske måde
den udvikler sig på også understøttende
for den overordnede tematik i bogen: At
alle håb, selv kærlighedens, kan knuses af
skæbnen.
I bogen bruges det metaforisk: Vi alle er
for små til havet, at uanset hvad vi gør
og uanset hvor meget vi kæmper, uanset
hvor højt vi elsker, er vi alle skabt som alt
for spinkle fugle på det alt for store hav.
Det er også derfor, at hovedpersonerne
har fuglenavne (Daniel Faigel (fugl på
jiddisch) og Ludmilla Zippora (spurv på
hebræisk)).
Hvad vil du fortælle med de mange klip
mellem livet i Theresienstadt og Daniels
opvækst i en sjællandsk overklassefamilie,
hvor scenerne er præget af skam og angst?
De mange scener fra barndommens hus
ved havet, som Daniel tænker tilbage
på gennem hele bogen, er tænkt som en
slags spejlende fortælling til hans ophold
i Theresienstadt. Barndomsscenerne er
blandt andet med for at vise, at livet i et
overklassehjem også kan være knusende
for et menneske, ganske som opholdet i en
koncentrationslejr. Hvad der sker i Daniels
barndomshjem og den hemmelighed,
han har måttet bære i sig, siden han
var dreng, er ødelæggende for ham, og
i Theresienstadt vender det tilbage til
ham. Han genfinder moderens sødme
i kærligheden til Ludmilla, men også
faderen, højesteretsdommer Faigel følger
med i form af den dæmoniske SS’er Haindl.
20 | Interview Interview | 21