• Forandringer - hvorfor nu det? • Gildernes Højskole ... - Sct. Gilderne
• Forandringer - hvorfor nu det? • Gildernes Højskole ... - Sct. Gilderne
• Forandringer - hvorfor nu det? • Gildernes Højskole ... - Sct. Gilderne
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
SFO i Kompedal<br />
Af Niels Rosenbom, Hjørring GIlde<br />
Nu regner <strong>det</strong>, så <strong>det</strong> var da heldigt, at vi<br />
tændte op inde i den fine bålhytte. Bagekartoflerne<br />
og majsen er lagt i gløderne. Det har<br />
været noget af et job både at vende majsen<br />
og samtidig besvare alle spørgsmålene fra de<br />
nysgerrige unger.<br />
Men lige <strong>nu</strong> er de fleste udenfor og leger i en<br />
vandpyt, vi er kun fire tilbage. Så siger Daniel<br />
pludselig med bitter stemme: ”Jeg får ikke noget<br />
diplom – for der er ikke noget, jeg er god<br />
til!” Ups! Inden jeg får mig samlet til at sige<br />
noget, lyder <strong>det</strong> fra en af de andre – måske var<br />
<strong>det</strong> Jason: ”Nåh – måske får du et for at være<br />
en god kammerat.” Daniel ser lidt skeptisk<br />
ud, men er der ikke en lille gnist af håb i hans<br />
øjne? Så fik jeg mumlet noget om, at nogen<br />
kan skyde med bue og pil, andre kan synge,<br />
nogen er gode til regning, og nogen kan løbe<br />
hurtigt. Og så var <strong>det</strong> at Daniel sagde, at han<br />
skam godt kunne løbe. Det beviste han ved<br />
at spurte rundt om hovedbygningen hele tre<br />
gange i sine lidt for store gummistøvler – og<br />
jeg tog naturligvis tid. Hurtigste runde var 41<br />
sekunder. Nu skinnede solen igen – og Daniel<br />
fik selvfølgelig sit diplom på afrejsedagen.<br />
Det var bare en af mange stjernestunder, som<br />
jeg sammen med pædagoger, spejder- og gildefolk<br />
oplevede, da vi havde 37 børn fra SFO<br />
Søndermarken i Horsens på spejderfritidsordning<br />
fra 8. til 11. juli i den gamle militærnægterlejr<br />
i Kompedal Plantage. Ste<strong>det</strong> blev overtaget<br />
af Kjellerup og <strong>nu</strong> Silkeborg kommunes<br />
og anvendes som lejrskole. Ungerne fik masser<br />
af frisk luft, legede, havde vandkampe, prøvede<br />
at skyde med bue og pil, bygge drager, var<br />
på naturopdagelse med naturvejledere, snittede<br />
med kniv og lavede bålmad. Vi var også<br />
på bustur ind til Aqua i Silkeborg.<br />
Der skulle egentlig have været ca. 50 børn,<br />
men der kom en del sidste øjebliks afbud.<br />
Søndermarkskolen ligger i et indvandrertungt<br />
område, og mange børn kommer ikke ud i naturen<br />
– endsige på sommerferie. Men med en<br />
positiv og iderig skoleleder og SFO-leder blev<br />
der rå<strong>det</strong> bod på <strong>det</strong>. De kontaktede fonde<br />
(og har faktisk allerede fået garanteret midler<br />
til at gentage lejren de to næste år.<br />
12<br />
Den lokale spejderleder blev også kontaktet,<br />
og hun kendte nogle gildemedlemmer, og informerede<br />
også korpset og de blå <strong>nu</strong>ancer. Så<br />
blev der nedsat køkkenhold og aktivitetshold,<br />
og lejren blev en realitet. Vi var meget heldige<br />
med sammensætningen af deltagere. De 37<br />
deltagende børn dækkede stort set hele spektret,<br />
både aldersmæssigt, etnisk og socialt. Vi<br />
voksne kunne nok sætte flere af dem i en eller<br />
anden bås, men <strong>det</strong> superfine var, at der ingen<br />
båse var! Uanset alder og baggrund kunne alle<br />
lege, skændes eller hygge med alle andre.<br />
I køkkenet var <strong>det</strong> en fornøjelse at se selv nogle<br />
af ’rødderne’ komme og ligefrem insistere på<br />
at hjælpe til. Alle voksne har oplevet mange<br />
stjernestunder med disse herlige unger. Vi har<br />
nok ikke ’frelst’ dem, og <strong>nu</strong> er de hjemme i<br />
hverdagen med mange lurende farer. Men<br />
vi ved, at de har fået nogle gode oplevelser,<br />
og håber, at en lille del sætter sig varige spor.<br />
Måske bliver Daniel lidt mere selvsikker, og<br />
måske bliver Dunia, Nicoline, Emil og Jason<br />
spejdere. Måske får Nur og Riana lyst til at<br />
udnytte deres evner som spejderledere?<br />
Da bussen kørte, og vi på køkkenhol<strong>det</strong> sagde<br />
farvel til hinanden, nød vi stilheden og glædede<br />
os til at komme hjem og slappe af – men<br />
vi savnede også allerede ungerne. Så vi skiltes<br />
med et ’på gensyn næste år!’