Hvilken indflydelse har pashtunsk stammekultur p opr rskamp i ...

FORSVARSAKADEMIET 

Fakultet for Strategi og Militære Operationer 

VUT II/L-STK 2008/2009 

Kaptajn M. Biel 

UKLASSIFICERET 


(Foto:www.worldsecuritynetwork.com) 

14. april 2009 

Hvilken indflydelse har pashtunsk stammekultur på oprørskamp i Afghanistan? 

Med udgangspunkt i en kontrastering af centrale oprørsteorier og faktuel oprørskamp i 

Afghanistan gennemføres en komparativ analyse af Mujahideens kamp mod det 

kommunistiske styre og Talibans kamp mod den NATO-støttede regering. Formålet er at 

analysere, hvilke kulturelle faktorer der har betydning for den pashtunske oprørskamp i 

Afghanistan. På baggrund af en diskussion af resultatet vil jeg perspektivere NATO’s 

fortsatte kamp mod Taliban. 

Vejleder 

Niels Bo Poulsen, PhD. 

Centerchef ved Center for Militærhistorie på Forsvarsakademiet. 

Antal ord: 20.991


ABSTRACT 

The purpose of this master thesis is to analyse the impact of Pashtun tribal culture on 

insurgencies in Afghanistan. By contrasting an ‘ideal-type’ insurgency based on key 

insurgency theories and factual insurgencies in Afghanistan, the paper conducts a 

comparative analysis of the Mujahedeen’s fight against the Communist regime and the 

Talibans fight against the NATO supported Afghan government. 

The analysis of the Pashtun tribal system shows that the Pashtun tribal system is a 

complex but ordered anarchy. The case studies show that the impact of Pashtun tribal 

culture on many of the insurgencies dynamics is limited, due to the traditional tribal leaders 

being marginalised by Islamic insurgent leaders with the support of Pakistan. 

The main impact of tribal culture is assessed to be its influence on the fragmentation of the 

insurgency leadership. While a fragmented leadership is not unique to the Afghan 

insurgency, Pashtun tribal culture has intensified this fragmentation. 

On the tactical level, the insurgency remains bound by tribal borders and the intensity is 

influenced more by the seasonal change in the harvest cycle than strategic planning. 

In perspective, cultural awareness will play a central part in the battle for the hearts and 

minds of the Pashtun population. 

UKLASSIFICERET ii


INDHOLDSFORTEGNELSE 

ABSTRACT…………………………………………………………………………………………ii 

RESUME .............................................................................................................................v 

1. INDLEDNING ..................................................................................................................7 

1.1. Problemstilling...........................................................................................................7 

1.2. Relevans. ..................................................................................................................7 

1.3. Formalia. ...................................................................................................................8 

1.4. Problemdiskussion. ...................................................................................................8 

1.4.1. Formål. ...............................................................................................................8 

1.4.3. Oprørskamp......................................................................................................11 

1.4.4. Problemformulering. .........................................................................................12 

1.5. Metode. ...................................................................................................................12 

1.5.1. Undersøgelsesstrategi......................................................................................12 

1.6. Valg af teori. ............................................................................................................13 

1.6.1. Generelt............................................................................................................13 

1.6.2. Stammeforhold. ................................................................................................13 

1.6.3. Svagheder ved de valgte teorier.......................................................................13 

1.6.4. Oprørskamp......................................................................................................14 

1.6.3. Svagheder ved de valgte teorier.......................................................................15 

1.7. Afgrænsning af empiri. ............................................................................................16 

1.7.1. Afgrænsning af aktør. .......................................................................................16 

1.7.2. Afgrænsning af case.........................................................................................17 

1.7.3. Afgrænsning af kilder........................................................................................18 

1.8. Operationalisering af teori. ......................................................................................18 

1.8.1. Analysemodel til oprørskampen........................................................................18 

1.9. Problemformulering og undertitel. ...........................................................................19 

2. ANALYSE AF STAMMEKULTUR OG ISLAM ..............................................................20 

2.1. Formål. ....................................................................................................................20 

2.2. Forholdet mellem stamme og stat. ..........................................................................20 

2.3. Stammeforhold........................................................................................................21 

2.3.1. Max Webers typologi af autoritetstyper.............................................................21 

2.3.2. Antropologiske studier af Pashtunerne. ............................................................22 

2.3.2.1. Pasthunwáli................................................................................................23 

2.3.2.3. Mailmastiá og nanawati..............................................................................23 

2.3.2.4. Institutioner: Khan og jirga..........................................................................24 

2.3.2.5. Egalitær......................................................................................................25 

2.3.2.6. Turburwáli. .................................................................................................25 

2.3.2.7. Stammekrig. ...............................................................................................26 

2.4. Islam i Afghanistan..................................................................................................27 

2.4.1. Generelt............................................................................................................27 

2.4.2. Islamiske traditionalister. ..................................................................................27 

2.4.3. Radikal islamisme.............................................................................................28 

2.4.4. Jihad. ................................................................................................................29 

2.4.5. Opsummering af islam......................................................................................29 

3. ANALYSE AF MUJAHIDEENS KAMP I 1975 – 1992 OG TALIBANS KAMP I 

PERIODEN 1994 – 2008. ..................................................................................................30 

3.1. Formål. ....................................................................................................................30 

UKLASSIFICERET iii


3.2. Lederskab. ..............................................................................................................30 

3.2.1. Oprørsteoriens tanker om lederskab. ...............................................................30 

3.2.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. ..................................................31 

3.2.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. ..........................................34 

3.2.4. Delkonklusioner. ...............................................................................................36 

3.3. Mål. .........................................................................................................................36 

3.3.1. Oprørsteoriens tanker om mål og end state. ....................................................36 




3.4. Ideologi og narrativ..................................................................................................38 

3.4.1. Oprørsteoriens tanker om ideologi og narrativ..................................................38 




3.5. Miljø og geografi......................................................................................................42 

3.5.1. Oprørsteoriens tanker om miljø og geografi......................................................42 

3.5.1.1. Forholdet til civilbefolkningen. ....................................................................43 

3.5.1.2. Baser..........................................................................................................43 

3.5.1.3. Training, tactics and procedures. ...............................................................43 



3.5.2.2. Baser..........................................................................................................45 




3.5.3.2. Baser..........................................................................................................48 



3.6. Ekstern støtte. .........................................................................................................50 

3.6.1. Oprørsteoriens tanker om ekstern støtte. .........................................................50 




3.7. Faser og tid. ............................................................................................................54 

3.7.1. Oprørsteoriens tanker om faser og tid. .............................................................54 




4. DISKUSSION AF RESULTAT AF ANALYSERNE OG KONKLUSION........................58 

4.1. Interaktion mellem dynamikerne. ............................................................................58 

4.2. Konklusion...............................................................................................................58 

5. PERSPEKTIVERING.....................................................................................................60 

BIBLIOGRAFI ...................................................................................................................62 

Bilag 1, POLITISK TIDSLINJE 1839 - 2007 ................................................................... 1-1 

Bilag 2, ORD- OG PERSONFORKLARING ................................................................... 2-1 

Bilag 3, KORT OVER AFGHANISTAN........................................................................... 3-1 

UKLASSIFICERET iv


RESUME 

Formålet med specialet er at vurdere, hvilken indflydelse pashtunsk stammekultur har på 

den igangværende oprørskamp i Afghanistan. 

I kapitel 1 præsenteres problemstilling og relevans, og gennem en problemdiskussion 

afgrænses emnet til at fokusere på pashtunsk stammekultur, Pashtunwáli. Casestudierne 

er afgrænset til Mujahideens kamp fra 1975-1992 og Talibans kamp fra 1994-2008. 

Specialet opstiller med udgangspunkt i en række oprørsteoretikere en idealtypografi, der i 

kapitel 3 anvendes til at kontrastere den aktuelle oprørskamp i Afghanistan. 

Den valgte teori operationaliseres, idet der opstilles en analyse af centrale dynamikker 

med udgangspunkt i den amerikanske Field Manual 3-24, ”Counterinsurgency”. 

I kapitel 2 analyseres de centrale begreber, der indgår i selve case-analysen. Analysen 

af forholdet mellem stamme og stat viser, at Afghanistan traditionelt har haft en svag 

statsmagt, og at forsøg på at øge statens magt ofte har ført til oprør. Analysen af 

stammekulturen identificerer de væsentligste elementer i Pashtunwáli. Analysen viser, at 

pashtunerne er et egalitært folk, der lever i et komplekst, men ordnet hierarki, hvor 

alliancer er midlertidige, og folk er styret af deres æresbegreber. Forbindelsen mellem 

folket og det fysiske landområde er tydeligt afspejlet i både den traditionelle stammekrig og 

i pashtunernes traditionelle ledelse. Endeligt viser analysen af islams betydning, at de 

radikale islamister kun havde lidt til fælles med det traditionelle syn på islam i Afghanistan. 

I kapitel 3 gennemføres en komparativ analyse af Mujahideens og Talibans kamp. 

Analysen viser, at stammekulturen havde indflydelse på en række områder, men at 

væsentlige dynamikker kun var begrænset påvirket. Den primære grund til at 

stammekulturen ikke har spillet en større rolle, er, at de traditionelle stammeledere blev 

marginaliseret af de islamistiske grupper tidligt i case 1, og aldrig siden har genvundet 

deres magt. Lederskabet har i begge cases været påvirket af stammekulturen, hvilket der 

primært har vist sig i form af, at turburwáli (internt fjendskab) har forstærket de 

modsætningsforhold, der ses i andre stammebaserede oprør. 

Stammekulturen har kun haft begrænset indflydelse på det strategiske mål for oprøret, 

da de islamistiske grupper har været toneangivende i begge cases. Grundet de islamiske 

gruppers fremtrædende rolle har stammekulturens indflydelse på ideologi ligeledes været 

begrænset, men den har dog haft en påvirkning af den narrativ, oprørerne har anvendt. 

Forholdet til civilbefolkningen har i særdeleshed været præget af pashtunernes 

pragmatiske holdning til loyalitet og begrebet badal (blodhævn). Pashtunerne støtter den 

side, der virker som det bedste alternativ for deres familie. Oprørskampen er fortsat 

præget af mønstre fra stammekrigen, men der har været en øget brug af terror, hvilket ses 

som et tegn på svaghed i oprøret, da det distancer oprørerne fra befolkningen. 

Støtten fra lande uden for konflikten har haft stor betydning for oprørskampen i 

Afghanistan, men stammekultur har kun haft en begrænset indflydelse på dynamikken. 

Dette skyldes, at hovedparten af den eksterne støtte blev kanaliseret til de islamiske 

grupper af den pakistanske efterretningstjeneste. Den stigende brug af udenlandske 

krigere ses som en svaghed for Taliban, da det er med til at afkoble bevægelsen fra 

befolkningen. 

Stammekulturen har kun haft begrænset indflydelse på faserne i kampen på det 

strategiske plan, men har på det taktiske plan betydet, at tempoet i kampene har fulgt 

cyklussen i landbruget. 

I Kapitel 4 viser analysen af interaktionen mellem dynamikkerne, at de områder, der var 

påvirket af stammekulturen, var det på trods af interaktionen med de øvrige dynamikker. 

UKLASSIFICERET v


Konklusionen på specialet er, at Pashtunwáli har haft indflydelse på oprørskampen på fire 

væsentlige punkter: 

• Den traditionelle rivalisering, der er kendt fra andre stammeoprør, er blevet forstærket 

grundet turburwáli, og den har været medvirkende til, at oprørernes ledelse aldrig har 

kunnet danne fælles front. 

• Badal har været et tveægget sværd for oprørerne. Det er blevet brugt som 

rekrutteringsværktøj, men det har samtidig ført til splid med befolkningen. 

• Det taktiske niveau er fortsat påvirket af stammegrænser og høstcyklussen. 

• Pashtunernes pragmatiske holdning til begrebet loyalitet har haft stor indflydelse, da 

skift af alliancer ikke ses som uhæderligt. Stammerne støtter den part, der har fremgang 

på slagmarken. 

I Kapitel 5 perspektiverer specialet resultatet af analysen. 

• Taliban bør splittes ved at udnytte turburwális indbyggede konkurrence mellem 

stammerne. 

• Antallet af civile tab skal mindskes gennem en reduceret brug af flystøtte. 

• NATO skal opretholde presset på Taliban, og derved øge deres afhængighed af 

udenlandske krigere. 

UKLASSIFICERET vi


1. INDLEDNING 

1.1. Problemstilling. 

Afghanistan har gennem tiderne gennemgået mange oprørskampe - både interne oprør og 

oprør mod ydre besættelsesmagter. Individ og nationalstat har i Afghanistan altid stået i 

skyggen af stamme og klan, og mange af de oprør, Afghanistan har gennemgået, er 

startet som reaktioner mod forsøg på at ændre magtforholdet mellem stamme og stat til 

statens fordel, 1 det fænomen Kalevi Holsti beskriver som ’State-strength dilemma’. 2 

Den afghanske konge Aminullahs forsøg på at indføre en tyrkisk inspireret centralstat i 

1920’erne, kommunisternes magtovertagelse i 1970’erne og NATO’s forsøg på at indføre 

demokrati, er alle stødt på modstand fra stammeområderne. Stammerne har således altid 

spillet en rolle i oprørernes opståen, men graden af indflydelse fra stammekulturen på 

oprørskampene i Afghanistan står ikke klart. Specialets formål er at påvise, i hvilket 

omfang stammekultur har haft betydning for oprørskampene. 

1.2. Relevans. 

Stammekultur er i stigende grad blevet en del af de konflikter, NATO og USA udkæmper, i 

takt med at flere og flere konflikter udkæmpes i det område, Thomas P.M. Barnett i ”The 

Pentagons new map” beskriver som ’The Gap’. 3 Området dækker Afrika, Mellemøsten og 

store dele af Centralasien. Fra Berberne i Nordafrika, kurderne i mellemøsten til 

pashtunerne i Afghanistan og Pakistan, spiller stammesamfund og deres kultur en vigtig 

rolle i forholdet mellem stat og befolkninger i dette område. Meget tyder på, at ’The Gap’ 

også fremover vil danne rammen om dansk forsvars indsats, ikke mindst i Afrika og 

Centralasien. 

Det danske forsvar og NATO har siden 2001 været involveret i en counter-insurgensy 

(COIN)-kampagne mod Taliban i store dele af Afghanistan. Formålet er at skabe en stabil 

og fredelig demokratisk stat, hvor alle befolkningsgrupper er beskyttet af loven. 4 En vigtig 

del af dette er opbygningen af en central stat med voldsmonopol inden for sit territorium, 

samt gennemførelsen af en række reformer af samfundet, der griber ind i stammernes 

traditionelle livsførelse; forhold der traditionelt har ført til modstand fra stammerne. 

Hovedmodstanderen i den nuværende oprørskamp er Taliban og deres støttegrupper 

herunder Hizeb-i Islami Gulbuddin (HiG), Haqqani-netværket og al-Qaeda. 5 Med 

undtagelse af al-Qaeda har alle grupperingerne pashtunsk baggrund, 6 og de har deres 

magtbaser blandt stammerne i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan. 

Stammerne er ikke homogene, og der kan således ikke sættes lighedstegn mellem 

1 

Poullada, Leon B. (1973), Reform and rebellion in Afghanistan, 1919-1929, Cornell University Press, p. 32, 

Chaliand, Gérard (1982), Guerrilla Strategies, University of California Press, Edited by Chaliand, p. 13 og 

Goodson, Larry P. (2001), Afghanistan’s endless war, University of Washington Press, p.19. 

2 

Holsti, Kalevi J. (1996), The State, War, and the State of War, Cambridge University Press, p. 117. 

3 

Barnett, Thomas P.M. (2004), The Pentagons New Map, Putnam’s sons. 

4 

The Afghanistan compact (Februar 2006.) http://www.nato.int/isaf/docu/epub/pdf/afghanistan_compact.pdf , 

hentet d. 3. marts 2009, Præamblen. 

5 

Jones, Seth G. (2007), The State of the Afghan Insurgency, Testimony presented before the Canadian 

Senate National Security and Defence Committee on December 10, 2007, RAND Corporation 2007, 

http://www.rand.org/pubs/testimonies/2007/RAND_CT296.pdf, hentet d. 11. marts 2009, p. 2 og Johnson (2), 

Thomas H. (2007), On the edge of the Big Muddy: The Taliban Resurgence in Afghanistan, China and 

Eurasia Forum Quarterly, (Vol. 5, no. 2 (2007), pp. 93-129), p. 101. 

6 

Johnson 2, p. 119. 

UKLASSIFICERET 7


stammer og oprørere. Stammernes traditionelle modvilje mod centralisering af magten 

spiller dog en vigtig rolle i oprørernes ’information operations’-kampagne. 7 

I vesten har der traditionelt været meget fokus på oprørernes taktik, mens der har 

været mindre fokus på kulturens betydning i den samlede kontekst. 8 Sun Tzu skriver: ”Hvis 

du kender fjenden og dig selv, skal du ikke frygte hundrede slag. Hvis du kender dig selv, 

men ikke fjenden, vil du lide ét nederlag for hver sejr. Hvis du hverken kender dig selv eller 

fjenden, vil du tabe alle dine slag”. 9 Kulturforståelse er en vigtig del af denne viden om 

modstanderen, og begrebet er senest udtrykt som en væsentlig forudsætning for succes i 

en COIN-operation, 10 mere end blot en force multiplier. 11 

En engelsk officer talte i 1930’erne med en pashtunsk mand, der havde været med i 

kampene mod briterne i 1920’erne. Han undrede sig over, hvorfor pashtunerne ikke havde 

forsvaret et højdedrag hårdere, når det nu beskyttede deres huse. Den pashtunske mand 

svarede med et skuldertræk, at det var koldt og havde sneet, de var sultne og kolde, så de 

gik hjem. 12 Eksemplet viser de misforståelser, der kan opstå, når man prøver at forstå 

modstanderens handlinger gennem ens eget normsæt, hvilket i efterretningskredse 

betegnes som ’mirror imaging’. 13 En øget forståelse af, hvordan stammekultur har påvirket 

tidligere oprør i Afghanistan, vil kunne give perspektiver på den oprørskamp, som NATO 

kæmper i dag, og det er en forudsætning for at kunne minimere faren for ’mirror imaging’. 

1.3. Formalia. 

Specialet er udarbejdet efter Forsvarsakademiets bestemmelser for udfærdigelse af 

specialer, idet fodnoter dog anvendes til både refererende og forklarende noter. 

For at øge specialets almene tilgængelighed er brugen af specifikke militære begreber 

søgt minimeret. I de tilfælde, hvor fagsprog er anvendt, er det forsøgt uddybet i noter. 

Betydningen af pashto-ord forklares første gang, men er også samlet i ordlisten (bilag 2). 

1.4. Problemdiskussion. 

1.4.1. Formål. 

Formålet med problemdiskussionen er at diskutere, hvilke centrale begreber specialet skal 

indeholde. Overordnet indeholder specialet to områder, stammekultur og oprørskamp, 

som jeg herefter vil diskutere enkeltvis. 

7 Info Ops defineres som: “a military function to provide advice and co-ordination of military Information 

activities in order to create desired effects on the will, understanding and capability of adversaries […].” 

NATO AJP 3.10 (2007), Allied Joint Doctrine For Information Operations, Pre-ratification draft November 

2007, p. 1-3. 

8 I.F. Stone beskrev det som: ”at beskrive en dans set gennem en glasrude. De (forfatterne) ser 

bevægelserne men kan ikke høre musikken.” Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 258. 

9 Tzu, Sun (1993), The art of war, (Quill William Morrow. Oversat og nyfortolket af J. H. Huang, p. 52. Dette 

er den mest almindelige fortolkning af Sun Tzu på dansk. Original citatet fokuserer mere på trusselbegrebet, 

hvilket her er fortolket til sejr. 

10 FM 3-24, Counterinsurgency (Headquarters Department of the Army 2006), 

http://www.usgcoin.org/library/doctrine/COIN-FM3-24.pdf , hentet d.18. november 2008, p. 1-15. (FM 3-24 

anvender en sidenummerering, der afspejler både kapitel og side. 1-15 er derfor kun én side). 

11 Begrebet ’Force Multiplier’ defineres som:” A capability that, when added to and employed by a combat 

force, significantly increases the combat potential of that force and thus enhances the probability of 

successful mission accomplishment.” US Department of Defence list of definitions (2009), 

http://www.dtic.mil/doctrine/jel/doddict/data/f/02169.html , hentet d. 6. marts 2009. 

12 H.R.C. Pettigrew, Frontier Scouts (1965), citeret i Tapper, Richard (1983), The Conflict of Tribe and State 

in Iran and Afghanistan, Croom Helm Ltd, Edited by Tapper, p.197. 

13 Heuer, Richards J. (1999), Psychology of Intelligence Analysis, Central Intelligence Agency, p. 42. 

UKLASSIFICERET 8


1.4.2. Stammekultur. 

Stammebegrebet opstod i de tidlige engelske antropologers arbejder, og havde ofte et 

primitivt og nedsættende skær. 14 Begrebet stamme er med tiden blevet udvandet, og 

mange antropologer ser det af ligeså lidt analytisk værdi som begrebet race. Der er ingen 

bred enighed om, hvordan begrebet stamme defineres, og i hvilken grad begrebet kan 

analyseres uafhængigt af områder som økonomi og politik. 15 Stammebegrebet er dog 

blevet en fast del af den diskurs, der internationalt omhandler blandt andet Afghanistan og 

Pakistan. Den betydning af stamme, jeg arbejder videre med, er: En befolkningsgruppe, 

der er bundet sammen gennem slægtskab, og hvis medlemmer ser sig selv som en 

separat kultur. 16 Stammerne indgår i større stammeforbund, dog uden at være formelt 

styret af en samlet stammeleder. Ikke alle afghanere lever i rene stammesamfund, og der 

er varianter fra nomader til byboer. Den sociale ramme og det kulturelle værdisyn er dog 

alle påvirket af traditioner fra stammekulturen. 17 

Stammer må ikke forveksles med etniske grupper, 18 men de udgør delelementer af en 

etnisk gruppe. Pashtunerne er således en etnisk gruppe, der består af stammer. Ofte går 

flere stammer sammen i stammeforbund som f.eks. Duranni- og Ghilzaystammeforbundene. 

En stamme er ikke nødvendigvis bundet til et geografisk sted, f.eks. 

er Ghilzay stammeforbundet spredt over store dele af Afghanistan. 19 

Stammekultur er normativ og udgør dermed et sæt regler og værdier, der påvirker alle 

politiske, religiøse, sociale og økonomiske forhold for stammerne herunder ikke mindst, 

hvordan krige kæmpes. Stammekulturen foreskriver således de regler og standarder, som 

et medlem af stammen forventes at leve efter. 20 Stammekulturens regler går forud for 

landets love, 21 og magtbalancen mellem stamme og stat har traditionelt har været årsagen 

til mange af Afghanistans konflikter. 22 Som en del af analysen af stammekultur vil dette 

forhold blive inddraget. 

Afghanistan er ikke en nationalstat, 23 men nærmere en multinational ’helstat’, som er 

sammensat af over 22 etniske grupper, der taler over 30 forskellige sprog. 24 

99 % af stammerne i Afghanistan er muslimer, 80 % er sunni, mens 19 % er shia. 25 I 

Afghanistan eksisterer religion og stammekultur parallelt, idet det traditionelt er 

14 Glatzer (2), Bernt (2002), The Pashtun Tribal System, Kapitel 10 i bogen ‘Concept of Tribal Society, Tribal 

Studies, Vol 5. (Concept Publishers 2002 pp 265-282), 

http://www.inwent.org/vez/lis/afghanistan/glatzer_pashtun_tribal_system.pdf, hentet d. 14. oktober 2008, p. 

265. 

15 Tapper, p. 4. 

16 Ibid., p. 9. 

17 Poullada, p. 13. 

18 Tapper, p. 9. 

19 Dupree, Louis (1973), Afghanistan, Princeton University Press, p. 425 og Glatzer (1), Bernt (2001), War 

and Boundaries in Afghanistan, Engelsk oversættelse af artikel bragt i ‘Weld des Islams’ (Leiden) 41, 3, 

2001, pp 379-399,http://www.ag-afghanistan.de/files/war-a-bound.pdf, hentet d. 14. oktober 2008, p. 9. 

20 R. Hager i Tapper p. 85. 

21 Johnson 2, p. 121. 

22 Poullada, pp 6, 7 og 27. 

23 Fælles sprog, religion og kultur. Goodson, p. 6. 

24 Barth, Fredrik (1987), Cultural Wellsprings of Resistance, kapitel VIII i Afghanistan, The Great Game 

Revisited, edited by Rosanne Klass, Freedom House, p. 189. 

25 CIA (2009), The world Fact book, https://www.cia.gov/library/publications/the-worldfactbook/geos/af.html#People; 

hentet d. 23. november 2008. 

UKLASSIFICERET 9


stammekulturen, der har stået stærkest. I de tilfælde, hvor der opstår modsætninger 

mellem islam og stammekulturen, er religionen blevet tilpasset stammekulturen. 26 

I forbindelse med den massive Saudi Arabiske støtte under krigen mod det kommunistiske 

styre, opstod der en påvirkning i retning mod en mere fundamentalistisk fortolkning af 

islam med udgangspunkt i wahabismen. 27 Ideologien spredtes via madrassaerne 28 langs 

den afghansk-pakistanske grænse, og den udgjorde senere dele af Talibans ideologiske 

fundament. Størstedelen af de afghanske stammer er dog fortsat forankret i den 

traditionelle balance mellem islam og stammekultur. Da islam og stammekultur er tæt 

forbundet, vil det ikke give mening at behandle religion separat i dette speciale, hvorfor 

islams indflydelse inddrages direkte i analysen af stammekulturen. 

Umiddelbart vurderer jeg, at det vil være for omfattende at beskrive alle 

stammeforholdene i Afghanistan, og en yderligere afgrænsning er derfor nødvendig. Jeg 

vælger at lægge mit fokus på de pashtunske stammer, da disse stammer udgør godt 

40% 29 af den afghanske befolkning, og da de ofte har stået bag de oprør, der har været 

gennemført. Pashtunerne er derfor centrale for både regeringen og oprørerne i 

Afghanistan. 30 Den pashtunske kultur har som den dominerende i Afghanistan haft 

indflydelse på de øvrige etniske gruppers kultur, 31 hvorfor en analyse af den vil være det, 

der kommer tættest på en ”afghansk” kultur. 32 Øvrige etniske grupper som tadsjiker, 

hazaraer og usbekere vil kun blive inddraget i det omfang, de har haft indflydelse på de 

pashtunske forhold (se kort på næste side). 

De pashtunske stammer har et fælles kodeks, der går på tværs af den enkelte stamme. 

Dette kodeks kaldes Pashtunwáli. Pashtunwáli fortolkes forskelligt af de enkelte stammer, 

men udgør kernen i deres fælles livsopfattelse og kultur. Stammekultur bliver i specialet 

synonymt med pashtunsk kultur og dermed primært Pashtunwáli. 

26 

Dupree, p.104, Roy (1), Oliver (1995), From Holy War to Civil War, Princeton University, The Darwin Press 

Inc, p. 35, og Goodson, p. 12. 

27 

Roy (2), Oliver (1986), Islam and resistance in Afghanistan, Cambridge University Press, p. 90 samt Coll, 

Steve (2004), Ghost wars, Penguin Books, 2005 udgaven, pp. 284 og 296. 

28 

Islamiske skoler der underviser i religiøse emner. 

29 

CIA. 

30 

Chaliand, p. 333. 

31 

Barth, p. 190, Rashid (1), Abdul (1987), The Afghan Resistance, kapitel IX i Afghanistan, The Great Game 

Revisited, edited by Rosanne Klass, Freedom House, p. 205 og Goodson, p. 16. 

32 

Goodson, p. 127. 

UKLASSIFICERET 10


Figur 1 Kortet viser de største etniske grupper i Afghanistan og Pakistan. 33 

1.4.3. Oprørskamp. 

Oprørskamp 34 er ikke et nyt fænomen i krigshistorien. 35 Det fælles for alle typer oprør er 

ønsket om at skabe politiske ændringer og viljen til at nå dette mål gennem vold. Volden er 

således et middel til at nå målet, ikke målet i sig selv. 36 På dette punkt adskiller 

oprørskamp sig fra traditionel stammekrig, hvor selve kamphandlingen har kulturel 

betydning 37 og tjener til at opnå bytte, ære eller at fremme stammens mål. 38 

Der findes et utal af varianter fra frihedskrige mod kolonimagter til interne kampe om 

fordeling af ressourcer og magt mellem etniske grupper. Siden den kolde krigs ophør har 

stammer og etniske grupper spillet en stigende rolle i oprørskampen. 39 

Oprørskamp adskiller sig fra almindelig krig ved ofte at være asymmetrisk i sin karakter. 

Dette skyldes, at magthaverne har adgang til hele statens magtapparat, mens 

oprørsstyrkerne traditionelt har været i undertal og dårligere bevæbnet end deres 

modstander. Der skelnes mellem to typer oprørskamp: Den, der gennemføres af regulære 

hærstyrker, der kæmper bag fjendens linjer, og den, der gennemføres af deciderede 

33 

The New York Times (21. oktober 2001), http://graphics.nytimes.com/images/2001/, hentet d. 13. 

december 2008. 

34 

Ordet oprørsstyrker og oprørskamp anvendes konsekvent i specialet, og dækker over varianter af ordet 

som f.eks. guerilla m.f.. Oprør defineres i FM 3-24 som:”an organized movement aimed at the overthrow of a 

constituted government through the use of subversion and armed conflict.” FM 3-24, p. 1-1. 

35 


36 

FM 3-24, p. 1-1. 

37 

Vold er en naturlig del af hverdagen i det pashtunsk stammebælte. Da krænkelser af ære ofte betales med 

blod, er fejder udbredt, og selv de traditionelle familiehuse er indrettet som små fæstninger. 

38 

Roy 2, p. 176. 

39 

FM 3-24, p.1-21 samt Alec E. Metz og Harold Ingram (2008), The Taliban divide, The culture and conflict 

review Vol 2, no. 2, March 2008, http://www.nps.edu/programs/ccs/Journal/Mar08/Metz_Ingram.html, hentet 

d. 22. januar 2009, pp. xii og 48-50. 

UKLASSIFICERET 11


oprørsstyrker, der indledningsvis består af små grupper, og som ikke er del af den 

regulære hær. 40 I dette speciale fokuseres der primært på den sidste kategori. 

Alle oprør er unikke, og der er ingen opskrift på, hvor lang tid det tager en 

oprørsbevægelse at nå sit mål, hvis den da opnår det. I det 20. århundrede har der dog 

været en klar tendens til, at oprørskrigene har strakt sig over lang tid. 

Specialet skelner ikke mellem oprørsgrupper og terrorister, da grænsen mellem dem 

ofte afhænger af iagttagerens egne holdninger. For mange oprørsgrupper er terror blot et 

af mange redskaber, som de kan anvende i deres stræben efter magten. 41 

Oprørsgrupper har ofte mange eksterne forbindelser, det være sig til andre stater eller 

grupperinger i nabolande. De eksterne forbindelser er ofte vitale for et oprørs mulighed for 

at føre en langstrakt kamp, men den eksterne indflydelse kommer ofte til at forskyde den 

interne magtbalance i oprørsbevægelsen. Når der fokuseres specifikt på stammekultur, 

betyder ekstern ligeledes ekstratribalt, d.v.s. de forbindelser stammerne får fra øvrige 

etniske grupper internt i Afghanistan. I dette speciale inddrages eksterne forbindelser i det 

omfang, de har haft en påvirkning af stammekulturen. 

For at kunne analysere oprørskampen og stammekulturen, har jeg valgt cases, der 

indeholder et oprør af længere varighed, hvor kampen har været stammebaseret og 

asymmetrisk i sin karakter. 

Der er en række områder, der er nært forbundet med oprørskamp, og ikke mindst 

hvordan de bekæmpes. Specialets fokus er på, hvordan stammekultur påvirker oprørernes 

kamp, ikke på hvordan oprørskampen bekæmpes. Specialet vil således ikke behandle 

COIN-doktrin. 

1.4.4. Problemformulering. 

På baggrund af kapitlets diskussion opstilles følgende problemformulering, idet undertitlen 

vil blive opstillet ved afslutningen af kapitel 1: 


1.5. Metode. 

1.5.1. Undersøgelsesstrategi. 

Da formålet med mit speciale er at efterprøve kausale relationer mellem oprørskamp og 

stammekultur, taler det for overordnet at anvende en forklarende tilgang. Specialet søger 

ikke at opstille en generel forklaring, der kan overføres til andre konflikter, men søger 

derimod en specifik forståelse af Pashtunwális betydning for oprørskampen i Afghanistan. 

Specialet baseres på en stor mængde empiri, og det er derfor empirisk funderet i tæt 

dialog med teorier om oprørskamp og stammekultur. 

Umiddelbart lægger omfanget af specialet op til en singulær analyse, men det vil ikke 

leve op til den tilgang, jeg har valgt. Tilgangen ser jeg bedst opnået gennem anvendelsen 

af en komparativ analyse, hvor jeg søger at påvise de empiriske sammenhænge mellem 

mine variable i to casestudier. Da alle cases er unikke, vil anvendelsen af to cases kunne 

give større generel forklaringskraft af Pashtunwális betydning for oprørskampen. 

40 Tse-tung (1), Mao (1992), On Guerrilla Warfare, Oversat til engelsk af S.B. Griffith II, The Nautical and 

Aviation Publishing Company of America, Second edition, pp. 95-98 og Guevara, Ernesto Che (1968), La 

Guerra de guerrilla, oversat til norsk af Kari og Kjell Risvik, Pax forlag Trondhjem, p. 30. 

41 Chaliand, pp. 15 og 30 samt Guevara, p. 43. 

UKLASSIFICERET 12


1.6. Valg af teori. 

1.6.1. Generelt. 

Da specialet søger at forstå stammeforholds påvirkning af oprørskampen, er det 

nødvendigt at inddrage både oprørsteorier og antropologiske studier. Jeg vælger en 

eklektisk teoritilgang, da formålet med specialet er at uddrage sammenhænge fra empiri 

ved hjælp af teorierne, ikke at be- eller afvise de enkelte teorier. Specialet er således 

induktivt i sin form. 

1.6.2. Stammeforhold. 

For at forklare de dynamikker, der er med til at skabe stammedannelse og dermed 

stammekultur, tager jeg udgangspunkt i den amerikanske antropolog Charles Lindholms: 

’Generosity and Jealousy: The Swat Pukhtun of Northern Pakistan’ (1982). Dette 

antropologiske studie af pashtunerne i Swat i Pakistan berør mange af de dynamikker, der 

binder det pashtunske folk sammen. Studiet behandler primært stammedynamikkerne i 

fredstid, og teorien vil kunne bruges til at belyse empirien ud fra en antropologisk vinkel. 

Antropologen Richard Tappers ’Conflict of tribe and state’ (1983) inddrages som 

generel forklaring af interne stammedynamikker, da dette studie udgør en mere generel 

undersøgelse af dynamikkerne blandt stammefolk i Iran og Afghanistan. Endeligt bruges 

Max Webers 42 typologi af autoritetstyper og legitimitet til at belyse lederskabet rolle. 

1.6.3. Svagheder ved de valgte teorier. 

Lindholms vinkel er primært baseret på studier blandt pashtuner i Swat-dalen i Pakistan. 

Ulempen ved dette er, at hans studier kun dækker en begrænset del af det pashtunske 

folk, og derved kan det være svært at generalisere. Disse ulemper afvejes af de unikke 

forhold, der hersker i Swat-dalen. Grundlæggende er Swat-pashtunerne meget lig de 

pashtunske stammer fra det østlige Afghanistan, idet deres fortolkning af Pashtunwáli er 

meget domineret af nang (ære). De lever dog i noget, der med vestlige øjne bedst kan 

beskrives som et feudal samfund, og de er på den måde knyttet til de pashtunske stammer 

i det sydlige Afghanistan, hvor qalang (leje og skat) er mere dominerende. Studierne af 

Swat har derfor en større generaliserbarhed over for øvrige pashtuner. 

For at gøre Lindholms teorier mere bredt anvendelige, har jeg søgt at bekræfte de 

nøglepunkter, som Lindholm er kommet frem til i den øvrige empiri. En anden svaghed er, 

at Lindholm og Tapper studier er udarbejdet før eller i starten af Mujahideens kamp, og de 

belyser derfor ikke de samfundsmæssige ændringer, som krigen medførte. Dette opvejes 

blandt andet af Roy og Rubins studier, 43 der er udarbejdet efter det kommunistiske styre 

var faldet, og de langsigtede konsekvenser af krigen var blevet tydeligere. 

Analysen af islam bygger primært på den franske forsker Oliver Roys studier, og den er 

ikke et forsøg på at gå ind i en dybere teologisk diskussion af islam i Afghanistan, hvilket 

ligger uden for dette speciales formål og fysiske rammer. Formålet med analysen er at 

finde de dele af islam, der har indvirkning på stammekulturen og oprørskampen. Jeg 

vurderer, at analysen er dyb nok til at tjene det ønskede formål. 

42 Weber (1), Max (1978), Economy and society: An Outline of Interpretive Sociology (Kapitel 3 –The types 

of Legitimate Domination, pp 212 – 254. (online udgave), edited af Guenther Roth og Claus Wittich, 

http://www.scribd.com/doc/441677/Max-Weber-The-Types-of-Legitimate-Domination , hentet d. 15. 

december 2008. 

43 Roy 1 og Rubin (1), Barnett, R. (1995), The Search for Peace in Afghanistan, Yale University Press og 

Rubin (2), Barnett R. (2002), The Fragmentation of Afghanistan, Yale University Press, Second edition. 

UKLASSIFICERET 13


1.6.4. Oprørskamp. 

Oprørsteori beskriver, hvordan oprøret teoretisk burde gennemføres. Disse teorier er dog 

ikke naturvidenskabelige teorier, der kan opstilles som ligninger, afprøves og bevises. De 

er i højere grad en række retningslinjer for, hvordan oprørskamp kan gennemføres, der 

skal tilpasses den enkelte konflikt. Mao Tse-tung understregede dette i ‘On Guerrilla 

Warfare’ (1937), hvor han citerer Clausewitz: ”Wars in every period have independent 

forms and independent conditions, and, therefore, every period must have its independent 

theory of war”. 44 På trods af dette, formes oprør af en række fælles dynamikker. 45 

Formålet med dette punkt er at opstille en Webersk idealtypografi 46 for oprørskamp, 

som jeg kan anvende til analysen af oprørskampen i Afghanistan. Den idealtypiske 

oprørsteori kan således give et billede på, hvordan et oprør ideelt set kan organiseres og 

gennemføres. Når dette bliver holdt op mod, hvad oprørerne reelt gør, kan det påvise 

afvigelser og give anledning til at analysere de bagvedliggende faktorer. Stammeforhold er 

en vigtig del af disse faktorer, men det er ikke den eneste. Når jeg gennemfører min 

analyse, skal jeg holde denne svaghed for øje og søge at udelukke alternative forklaringer, 

når jeg har påvist en betydning, der skyldes stammeforhold. 

Den eksisterende teori omkring oprørskamp er ganske omfattende, og specialets 

omfang kræver en fokusering. Maos teori om den langstrakte krig fra 1937 er en oplagt 

teori at inddrage. 47 Dels er der empirisk grundlag for, at den i et vist omfang blev anvendt i 

Afghanistan, hvor den tadsjikiske oprørsleder, Ahmed Shah Massoud, forsøgte at anvende 

Maos teorier, 48 og dels er der mange lighedspunkter mellem den krig, som teorien blev til 

under, og Mujahideens kamp mod det kommunistiske styre. Begge var langstrakte krige, 

og begge kom gennem alle faser af Maos teori, den sidste dog først efter, at 

Sovjetunionen havde trukket sig ud. Teorien har mindre forklaringskraft overfor 

behandlingen af Talibans vej til magten, da det mere var konventionelle kampe, der blev 

udkæmpet mellem Taliban og Mujahideen. 

Teorien har dog stor forklaringskraft i analysen af Talibans nuværende kamp, da der igen 

er tale om en langstrakt traditionel oprørskamp, der i langt højere grad ligner de kampe, 

som Mujahideen kæmpede mod det kommunistiske styre. 

Ernesto Che Guevara videreudviklede Maos tanker og udgav sin egen teori i bogen ’La 

guerra de guerilla’ (1960), som er baseret på hans erfaringer fra den cubanske revolution. 

Teorien inddrages, da dens grundlæggende tanker om, at oprørerne ikke behøver folkets 

støtte indledningsvis, men at denne kan opnås gennem en destabilisering af samfundet 

gennem oprørskadre, blev forsøgt gennemført i Afghanistan. 49 Teorien blev senere kaldet 

”Foco” af Regis Debray, der sammen med Che Guevara forsøgte at anvende teorien i 

Bolivia i 1967, dog uden held. 50 

Che Guevaras fejlslagne oprør i Bolivia fik en anden oprørsteoretiker, Carlos 

Marighella, til at ændre fokus for oprørsteorien i Sydamerika. 51 Der kom et øget fokus på 

44 

Tse-tung 1, p. 75. 

45 

FM 3-24 p. 1-13, Guevara, p. 28 og Tse-tung 1, p. 75. 

46 

Som opstillet i ’Objektiviteten i Samfundsvidenskaberne’ fra 1904. Weber, Max (1904), Die "Objektivität" 

sozialwissenschaftlicher und sozialpolitischer Erkenntnis. Original fra 1904, udgivet af Mohr/Siebeck 1982. 

47 

Tse-tung 1. 

48 

De fleste oprørsledere i Afghanistan hentede deres inspiration fra deres stammers historie, eller forsøgte 

at imitere hæren i højere grad end de læste militærteoretiske værker. Under krigen mod det kommunistiske 

styre var det således kun Ahmad Shah Massoud, der direkte forsøgte at følge Maos teorier. Roy 2, p. 176. 

49 

Massouds fejlslagne forsøg i 1975. Rubin 2, pp. 103-104. 

50 

S.B. Griffith II, bibliografisk essay i Tse-tung 1, p. 145. 

51 

Ibid., p. 144. 

UKLASSIFICERET 14


bybefolkningerne, der søgtes mobiliseret gennem urban terrorisme, der var et forsøg på at 

vælte regeringen gennem at skabe utryghed i befolkningen ved terror. Den urbane 

oprørsteori har kun lidt relevans for Afghanistan, da oprørerne traditionelt er kommet fra 

landområderne og ikke byerne. I de tilfælde, hvor oprørerne er startet i byerne, har det 

traditionelt været hele hærenheder, der har gjort oprør, ikke urbane oprørere. Der er intet, 

der tyder på, at Taliban er på vej mod en øget anvendelse af byguerillaer, på trods af flere 

spektakulære terrorangreb i Kabul og andre storbyer. Disse angreb skal mere ses som et 

led i den ’information operation’- kampagne, som Taliban kører for at underminere Karzai- 

regeringen. 

I takt med at oprørskampen i Afghanistan fik karakter af en international jihad, øgedes 

indflydelsen fra islamiske kredse. Målet med den islamiske teori er oprettelsen af 

Ummaen, et pan-islamisk mål med globale aspirationer. Den pan-islamiske tanke spiller 

naturligvis en rolle i Afghanistan, men det er min vurdering, at den primært bruges retorisk 

for at skaffe ressourcer. Formålet med de afghanske oprør har altid haft et mere regionalt 

mål, det være sig et samlet Pashtunistan eller blot magten i Afghanistan. Teorien 

inddrages således ikke i idealtypografien, men elementer inddrages til at belyse 

modsætningsforhold mellem stammekultur og islam-oprørskampen. 

Den idealtypografi jeg vil anvende i analysen tager udgangspunkt i FM 3-24’s 

indledende kapitel, der i sig selv er et begrænset forsøg på at opstille en idealtypografi. 

Denne udbygges med Mao og Guevaras teorier, hvilket jeg herefter bredt vil benævne 

marxistisk oprørsteori. Umiddelbart kan to teorier virke som et spinkelt grundlag at opstille 

typografien over, men netop de to teorier har en bredde i tid og kontekst, der gør dem 

anvendelige til formålet. Maos teorier revolutionerede tankerne om oprørskrig 52 baseret på 

kampene i 1930’ernes Kina, men de er siden blevet anvendt i både Vietnam og Algeriet. 

Selv dele af al-Qaedas ledere inddrager teorien i deres skrifter. 53 Guevaras tager 

udgangspunkt i 1950’ernes cubanske oprør. Hans ’Foco’ teori har ikke den store 

udbredelse i dag, 54 men hans generelle tanker om, hvordan oprørskrigen skal føres, er en 

god overbygning på Maos teori, og de medtages derfor i idealtypografien. 

De fleste oprørsgrupper gennem de seneste 30 år anvender marxisternes 

organisatoriske baggrund, selv de der ikke er baseret på kommunistisk ideologi, 55 og en 

forståelse af teorien er derfor af mere end historisk værdi og egnet til at opstille en 

idealtypografi. 

1.6.3. Svagheder ved de valgte teorier. 

Svagheden i en systemisk tilgang er tilbøjeligheden til fokusere for meget på at finde 

ligheder mellem de forskellige oprør, og at man derfor overser de kontekstuelle forskelle. 56 

På trods af at have mange ligheder må man ikke ignorere, at alle oprør er forskellige og 

ikke som sådan tager udgangspunkt i en fælles teori. Specialet har søgt at tage forhold for 

dette ved så vidt muligt kun at inddrage almengyldige regler i idealtypografien. 

52 Chaliand, p. 7. 

53 FM 3-24, p. 1-6 og 1-17. 

54 Ibid., p. 1-6. 

55 Chaliand, p. 10. 

56 Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 257. 

UKLASSIFICERET 15


1.7. Afgrænsning af empiri. 

1.7.1. Afgrænsning af aktør. 

Mit fokus er på stammekultur, ikke etnicitet. Grundlæggende kan de pashtunske områder i 

det sydlige og østlige Afghanistan deles op i tre områder Jonubi, Mashreki og Kandahar. 

Områderne har eksisteret i årtusinder og er primært opstået langs geografiske 

skillelinjer. 57 

Figur 2 Oversigt over Jonubi, Mashreki og Kandahar regionerne. 58 

De tre regioner har hver deres stammekultur og substammekultur, bundet op på begrebet 

’qawm’ der betegner en bestemt gruppe, det være sig efter familiebånd, bosted eller 

erhverv. 59 Qawm er den gruppe, der har pashtunernes primære troskab. Det pashtunske 

samfund er ikke homogent og regionale forskelle fører ofte til konflikt mellem forskellige 

qawm. 

En del af den nuværende konflikt i Afghanistan bunder i magtkamp mellem to af de 

største hovedstammeforbund i det pashtunske stammefællesskab Durrani og Gilzai. Disse 

repræsenterer samtidig forskellige opfattelser af Pashtunwáli, og de har traditionelt været 

modstandere, ikke mindst grundet Durrani stammens indflydelse i centralregeringen. 60 

Durrani stammen kommer fra Kandahar-regionen, og de har traditionelt været 

agerbrugere. De har udviklet et samfund, der er meget feudalt i sin opbygning. Begrebet 

qalang (skat og leje) spiller en vigtig rolle, og magten er centraliseret hos få personer. 

57 

Borek, John (2009), Geography and Insurgency: Understanding the Organization of the Taliban Movement 

(Abstract only, AAG 2009 Annual meeting) 

http://communicate.aag.org/eseries/aag_org/program/AbstractDetail.cfm?AbstractID=26346 

hentet d. 3. marts 2009 og Seminar afholdt af US forsvar 2007, uklassificeret men ikke tilgængelig på 

Internet. 

58 

Seminar afholdt af US forsvar 2007, uklassificeret men ikke tilgængelig på Internet. 

59 

Rubin 2, p. 25. 

60 

Johnson (1), Thomas H. (2007), Understanding the Taliban and Insurgency in Afghanistan, Orbis, (Vol. 51, 

no.1 (Winter 2007), pp. 71-89), p. 78. 

UKLASSIFICERET 16


Ghilzai stammen kommer fra Jonubi regionen og er i højere grad præget af den egalitære 

verdensopfattelse, der præger Mashreki regionen. Begrebet nang (ære) er tæt forbundet 

med dette område. 61 

1.7.2. Afgrænsning af case. 

Afghanistan har været præget af mange krige og oprør, siden det opstod som selvstændig 

stat i 1747. Briterne kæmpede tre krige mod afghanerne i perioden 1839 – 1919, alle som 

led i stormagtspillet mellem Rusland og England, populært benævnt ’det store spil’. 

I 1928-29 blev kongen væltet efter et oprør, der opstod som modreaktion på kongens 

forsøg på at reformere det afghanske samfund. I 1973 kom et kommunistisk styre til 

magten, hvilket seks år senere ledte til den sovjetiske intervention og besættelse i 

perioden 1979 – 89. Borgerkrigen mellem Mujahideen og det kommunistiske styre førte til 

sejr for Mujahideen i 1992, blot for at blive afløst af en ny borgerkrig mellem Mujahideen 

og Taliban i 1994. Taliban sad ved magten frem til 2001, mens borgerkrigen mod 

Nordalliancen fortsatte. Efter angrebene på USA den 9. september 2001, indledte USA en 

invasion ’Operation Enduring Freedom’, der fratog Taliban magten. Den nuværende NATO 

operation i Afghanistan er en videreudvikling af denne operation. 

Figur 3 Nyere afghansk historie og regimeskift. 62 

De tre engelsk – afghanske krige rummer mange interessante vinkler, der stadig er 

relevante på trods af deres alder. 63 Grunden til, at jeg fravælger dem som case, er 

primært, at de alle var af relativ kort varighed, og derfor ikke i samme grad er 

sammenlignelige med den nuværende operation og de problemer, som en langstrakt 

oprørskamp står overfor. 

Jeg vælger at tage udgangspunkt i Mujahideen kamp mod det kommunistiske styre i 

perioden 1975 – 1992 og Talibans kamp først mod Mujahideen og siden mod NATO i 

1994 – 2008. Grunden til at jeg vælger disse to cases er, at de er de nyeste, hvorfor jeg 

derfor vurderer, at de vil være bedst egnede til at perspektivere den fortsatte oprørskamp. 

Mange af de aktører, der kæmper mod NATO i dag, var med under den første krig, flere 

endog på begge sider af fronten. En anden grund til at vælge netop disse cases er, at den 

første primært var et oprør, der opstod internt i Afghanistan og siden blev 

internationaliseret, mens den anden case er et eksternt støttet oprør, der siden har fået 

større indflydelse af stammekultur. Begge cases har varierende grader af religiøse motiver 

61 

A.S. Ahmed i Tapper, p. 196 og Rubin 2, p. 28. 

62 

The Senlis Council (2007), Stumbling into Chaos, 

http://www.icosgroup.net/documents/Afghanistan_on_the_brink.pdf, hentet d. 3. marts 2009, p.10. For mere 

detaljeret tidslinje henvises til bilag 2. 

63 

O’balance, Edgar (1993), Afghan Wars 1839-1992, Brassey’s, London og Heathcote, Tony (1980), Afghan 

Wars, Osprey Publishing. 

UKLASSIFICERET 17


som en del af deres ideologi. Analysen af de to cases vil derfor være egnede til at påvise, 

hvordan balancen mellem stammekultur og religion påvirker oprørskampen, og hvilken 

indflydelse det har på oprørets ledelse. 

Pashtunerne udgør store dele af oprøret i begge cases. Seks ud af de syv Mujahideen- 

grupper, der opererede ud fra Pakistan var anført af pashtunerne, 64 og Taliban er primært 

en pashtunsk funderet bevægelse. 65 Casene er således egnede til at påvise pashtunsk 

stammekulturs betydning for oprørskampen. 

1.7.3. Afgrænsning af kilder. 

Min kildesøgning har afdækket en stor mængde kilder omkring begge cases. Jeg har af 

sproglige grunde været nødsaget til at se bort fra russiske og afghanske kilder på 

originalsprog, men en række af kilderne foreligger oversat til engelsk. Kilderne består både 

af primære og sekundære kilder, men med en overvægt af sekundære kilder. Derfor 

anlægger jeg en fortrinsvis syntesebaseret tilgang til specialet. 

Meget af empirien er præget af at være skrevet af folk, der har været ideologisk eller 

følelsesmæssigt involveret i konflikterne. Jeg har søgt at tage højde for dette ved at 

forholde mig kritisk til deres arbejder, og ved at verificere oplysninger i flere kilder, om 

muligt med forskelligt ideologisk ståsted. 

Grundet problemer omkring sikkerhed med arbejdsstationer og et ønske om at gøre 

specialet bredest muligt anvendeligt anvender jeg kun uklassificerede kilder. De eneste 

undtagelser er anvendelsen ’Feltreglement I’ og ’Oprørsstyrker i Afghanistan’, der er til 

tjenestebrug. Da der kun er anvendt to definitioner og et kort herfra, anses specialet fortsat 

som værende uklassificeret. 

1.8. Operationalisering af teori. 

1.8.1. Analysemodel til oprørskampen. 

Som udgangspunkt for min analysemodel vil jeg anvende de parametre, der er angivet i 

den amerikanske FM 3-24, Counterinsurgency 66 reglement. Reglementet er udarbejdet for 

det taktiske niveau, men de parametre, jeg anvender, er taget fra det indledende kapitel, 

hvor reglementet forsøger at give et helhedsbillede. Punkterne er derfor generiske og 

egnede til at analysere alle niveauer. Reglementet angiver seks dynamiske 

analyseparametre, der er gældende for alle typer oprør. En analyse af disse dynamikker 

vil angive et oprørs styrker og svagheder. De seks parametre er: 

- Lederskab 

- Mål 

- Ideologi og narrativ 

- Miljø (herunder kultur) og geografi 

- Ekstern støtte 

- Faser og tid. 

En vigtig pointe er, at det er interaktionen mellem parametrene, der angiver det samlede 

billede, ikke blot en analyse af enkeltpunkter. Denne analyse gennemfører jeg i kapitel 4, 

hvor jeg vil anvende konklusionerne fra analysekapitlet til at påvise interaktionen. 

Da mit formål er at påvise kulturens betydning på alle aspekter af krigsførelsen, er det 

ikke hensigtsmæssigt kun at inddrage kultur under analysen af omgivelserne, men 

64 

Rubin 2, p. 208. 

65 

Johnson 2, p. 119 og Ewans, Martin (2005), Conflict in Afghanistan, studies in asymmetric warfare, 

Routledge, p. 13. 

66 

FM 3-24, p. 1-13. 

UKLASSIFICERET 18


derimod at inddrage kultur som hjælpespørgsmål i alle punkter. Min analysemodel til 

behandling af casene bliver: 

Dynamik Hjælpespørgsmål 

Lederskab Hvilken betydning har lederskab if. oprørsteorien? 

Hvilken indflydelse har stammekultur på lederskabet? 

Mål Hvad er det strategiske mål og endstate if. oprørsteorien? 

Hvilken indflydelse har stammekultur på det strategiske mål og endstate? 

Ideologi og Hvilken betydning har ideologi og narrativ if. oprørsteorien? 

narrativ 

Miljø og 

geografi 

Hvilken indflydelse har stammekultur på ideologien og narrativerne? 

Hvilken betydning har geografi og demografi if. oprørsteorien? 

Hvilken indflydelse har stammekultur på anvendelsen af geografi og 

demografi? 

Ekstern støtte Hvad er betydningen af eksterne resurser og baser if. oprørsteorien? 

Hvilken indflydelse har stammekultur på eksterne resurser og baser? 

Faser og tid Hvilken betydning har faser og tid if. oprørsteorien? 

Hvilken indflydelse har stammekultur på faser og tid? 

Punkterne omkring oprørsteorien er ens for begge cases. For at undgå at gentage eller 

tilbagevise til tidligere kapitler gennemføres analysen således, at begge cases holdes op 

mod den dynamik, der analyseres. Dette vil også lette forståelsen af den udvikling, der er 

sket i stammekulturens påvirkning af kampene mellem de to cases. 

Case 1 bliver Mujahideens kamp mod det kommunistiske styre set ud fra oprørsteori og 

stammekultur. Case 2 bliver Talibans kamp mod Mujahideen og siden NATO set ud fra set 

ud fra oprørsteori og stammekultur. Efter at have konkluderet på resultatet i kapitel 4, vil 

jeg endeligt perspektivere, hvad resultatet kan give NATO af muligheder og 

begrænsninger. 

1.9. Problemformulering og undertitel. 

Problemformuleringen i specialet er følgende: 


På baggrund af kapitlets diskussion og afgrænsning tilføjes følgende undertitel: 

Med udgangspunkt i en kontrastering af centrale oprørsteorier og faktuel oprørskamp i 

Afghanistan gennemføres en komparativ analyse af Mujahideens kamp mod det 

kommunistiske styre og Talibans kamp mod den NATO-støttede regering. Formålet er at 

analysere, hvilke kulturelle faktorer der har betydning for den pashtunske oprørskamp i 

Afghanistan. På baggrund af en diskussion af resultatet vil jeg perspektivere NATO’s 

fortsatte kamp mod Taliban. 

UKLASSIFICERET 19


2. ANALYSE AF STAMMEKULTUR OG ISLAM 

2.1. Formål. 

Formålet med dette kapitel er at analysere de centrale begreber, jeg har valgt at anvende i 

de senere analysekapitler. 

2.2. Forholdet mellem stamme og stat. 

Det moderne Afghanistan opstod i 1747, da en gruppe stammeledere deserterede fra den 

persiske hær og valgte en Durrani pashtun som konge. Da regenternes magt var baseret 

på støtte fra stammerne, blev regeringsførelsen ofte en balanceakt mellem de forskellige 

stammer, hvilket har givet stammerne betegnelsen ’king makers and breakers’. 67 Frem til 

1978-kuppet havde Afghanistan således haft 231 år med en svag statsmagt, 68 der primært 

var ledet af Durrani-pashtuner. 69 Mange så derfor kuppet i 1978 som Ghilzai 

stammeforbundets hævn mod Durranierne. 70 

Nationalstaten, som den opfattes efter den Westphalske fred, er en europæisk ide, og 

manglen på stammer i Europa var medvirkende til at denne type stat kunne opstå. 71 I 

Afghanistan opstod der aldrig en pan-afghansk identitet. Da kong Aminullah, i et forsøg på 

at samle landet, kaldte sig afghaner, gjorde han sig upopulær blandt de pashtunske 

stammer. 72 På trods af magtkampene er stamme og stat er ikke hinandens modsætninger, 

men de eksisterer i en balanceret interaktion. Staten har autoritet over et område, mens 

stammen har autoritet over personerne. 73 Stammen har brug for en stat, men en svag stat, 

mens staten primært skal balancere mellem stammerne og hindre større magtkampe. 74 

Centrale områder som forsvaret af forfædrenes land og hævn for dræbte 

familiemedlemmer ses ikke som en sag for staten eller stammelederen, men som et 

anliggende for de respektive familier og deres ære. 75 

Ved at give autonomi til stammerne opnår staten en styrke i statsdannelses start, da 

stammerne ikke modsætter sig statens dannelse. Senere i instutionaliseringsfasen vil 

autonomien udgøre et problem, da statseliten ikke er forankret i det civile samfund og kun 

har internt fællesskab. 76 Den afghanske forståelse af begrebet selvstændighed er derfor i 

lige så høj grad en personlig selvstændighed i forhold til regeringen, såvel som en 

selvstændig regering. 77 Da befolkningen samtidig er bevæbnet, er det ikke muligt for 

staten at tvinge sin vilje igennem uden at bruge meget magt. 78 Ved at have bevæbnede 

stammer på sit territorium opnåede Afghanistan aldrig det magtmonopol, der jf. Holsti er 

med til at skabe en stærk stat. 79 

67 

Poullada, p. 32, David B. Edwards i Farr, Grant M. og Merrian, John G. (1988), Afghan resistance, The 

Politics of Survival, Vanguard Books, edited by Farr og Merrian, p. 24 og Sultan A. Aziz i Farr/Merrian, p.55. 

68 

Barth, p. 199. Svage stater har begrænset kapabilitet til at penetrere og regulere samfundet og inddrive 

skatter. Goodson, p. 11. 

69 

Ghilzai stammen er stor, men har traditionelt været for internt splittet til at opnå national indflydelse. 

Poullada, p. 25. 

70 

Roy 1, p. 24 og David B. Edwards i Farr/Merrian, p. 22. 

71 

Rubin 2, p. 9. 

72 

Sultan A. Aziz i Farr/Merrian, p. 55. 

73 

Rubin 2 p.10. 

74 

Roy 1, p. 65. 

75 

Barth, p. 191. 

76 

Rubin 2, p. 13. 

77 


78 

Ibid., p. 199. 

79 

Holsti, p. 102. 

UKLASSIFICERET 20


De fleste stammer er apolitiske, men det eksisterende stamme- og familiebånd er 

traditionelt blevet brugt i politisk øjemed. 80 En svag stat uden meget at tilbyde medfører 

ofte en parallel magtstruktur. I Afghanistan har den enkelte qawm meget lokal magt, men 

har kun svag eller ingen regional og national indflydelse. 81 Stammesystemet giver 

beskyttelse, når statens systemer bryder sammen, f.eks. under en krig. 82 

Stammestrukturen er derfor en stabiliserende faktor i Afghanistan, selvom det ikke støtter 

en central politisk ledelsesmodel. 83 

Kulturen i Afghanistan har traditionelt været forbundet med landområderne. 

Landbefolkningen er mistroisk over for dem, der bor i de større byer, hvor de pashtunske 

idealer som mod og ære ikke trives i samme grad som i landsbyerne. 84 Jo tættere en 

person kommer på magten i Kabul, jo mere fjerner han sig fra stammen. Dette skyldes 

primært, at loyaliteten ikke længere udelt vil være over for stammen. 85 Dette betyder, at 

der opstår en byelite, der er kulturelt, politisk og økonomisk fjernt fra landbefolkningen. Når 

afstanden bliver for stor, kommer der et oprør og en ny leder. Denne cirkulære proces 

gentages så med jævne intervaller. 86 

2.3. Stammeforhold. 

2.3.1. Max Webers typologi af autoritetstyper. 

For at et samfund skal virke, er der et kommandohierarki, som alle må følge. Dette er 

særlig udtalt i moderne samfund, men alle samfund, der ikke er rent anarkistiske, har en 

form for ledelse. For at ledelse skal kunne fungere, kræver det, at lederen har loyalitet 

gennem autoritet. Loyalitet kan være hyklerisk i et forsøg på at fremme egne interesser, 87 

men for at der er tale om autoritet i Webers terminologi, kræver det et minimum af 

interesse i frivilligt at underkaste sig. Autoritet skal med andre ord ses som legitim af dem, 

der underkastes den. 88 Max Weber opstiller tre autoritetstyper: Traditionel, karismatisk og 

rationel/legal. 89 Der er tale om idealtyper, der aldrig findes i den rene form i den virkelige 

verden. Alle typer søger at opnå en tro på dets legitimitet. Målet er således det samme, 

men måden, hvorpå de påberåber sig legitimitet, og den lydighed der opnås, er 

forskellig. 90 

Traditionel autoritet beskriver den type leder, der får sin magt fra skikke. Den er ofte 

arvet og er rodfæstet i historie og traditioner. Eliten udfordres sjældent, da folket ikke 

kender andet. Traditionel ledelse kan være religiøs baseret eller funderet i stamme og 

klan. Den patriarkalske form er den mest grundlæggende form for traditionel ledelse. 

Lederen er her afhængig af, at de undergivne ønsker at følge hans ordre, da han sjældent 

har et regulært magtapparat. 91 

Da lederen ikke har fået sin autoritet af sine undergivne, er denne for autoritet ofte 

forbundet med lav legitimitet. Lederen er således kun leder, så længe han er en god leder. 

80 

Glatzer 2, p. 6 og Rubin 1, p. 23. 

81 

Rubin 2, p. 72. 

82 

Glatzer 1, p. 12. 

83 

Ibid., p. 13. 

84 


85 

Loyalitet går sjældent ud over stammen. Goodson, p. 14. 

86 


87 

Weber 1, p. 214. 

88 

Ibid., p. 212. 

89 

Ibid., p. 216. 

90 

Ibid., p. 213. 

91 

Ibid., p. 231. 

UKLASSIFICERET 21


Lederen styrker sin position ved at fordele økonomiske og materielle gevinster. 92 Det 

klassiske feudalsamfund er et godt eksempel på denne type ledelse. 

I den karismatiske autoritet får lederen sin autoritet qua sine personlige kvaliteter eller 

handlinger. 93 Lederen har ingen historisk ret til ledelsen, der mere har et overnaturligt eller 

religiøst islæt. 94 Den karismatiske leder er ofre revolutionær i sin natur, og forsøger at 

ændre det samfund, som de traditionelle/legale ledere har skabt. 95 Den karismatiske leder 

mangler ofte det hierarki, der findes i både legal og traditionel autoritet. Lederen griber 

personligt ind og fordeler opgaver, som han finder det nødvendigt. 96 

Hans undergivne har bevidst valgt ham som leder, og han har derfor en høj grad af 

legitimitet. Problemet med denne type autoritet er, at lederen hele tiden skal levere nye 

bedrifter for at holde legitimiteten hos sine tilhængere. Dette gør generelt karismatisk 

ledelse uegnet til længere regeringsperioder, men meget egnet i konfliktperioder. 97 Denne 

type leder ender let i traditionel ledelse, når de indledningsvise mål er opnået. 

Rationel/legal autoritet får sin legalitet i kraft af normer og regler. En leder vælges af 

samfundet, der således tildeler ham autoritet på baggrund af et fælles sæt regler. 98 

Lederen skal overbevise sine undergivne om, at han er den bedst kvalificerede 

kandidat til at lede inden for de givne regler. Modsat karismatisk ledelse, har den legale 

leder ikke magt på grund af sin person, men derimod på grund af det job, han bliver valgt 

til. Når lederen forlader sin funktion, har han ikke længere nogen autoritet. 99 Da lederen er 

valgt har han høj legitimitet. 

De autoritetstyper, der oftest findes i stammesamfund, er den traditionelle og de 

karismatiske. 100 

2.3.2. Antropologiske studier af Pashtunerne. 

Afghanistan er et opdelt samfund, men ikke et rent stammesamfund. Loyalitet rettes mod 

forskellige referencegrupper afhængig af hvilket niveau, der analyseres. Jo større gruppen 

bliver, jo mindre bliver loyaliteten mod den. Den største gruppe er den etniske gruppe, og 

her fokuserer dette speciale på pashtunerne. Der er en udbredt grad af mangel på 

pashtunsk nationalisme på begge sider af den afghansk/pakistanske grænse. 101 

Stammetilknytning har traditionelt gået forud for etnicitet, om end stammetilknytningen 

grundet påvirkninger fra de mange kamphandlinger har været under pres siden slutningen 

af 1980’erne. Den næste niveau er stammen, herunder stammeforbund. De pashtunske 

stammer er langtfra homogene, og der er ikke én leder, der taler for hele stammen. 

Endeligt den mindste referencegruppe, qawm, der som nævnt også dækker over andre 

tilknytninger end familiebånd. 102 I de pashtunske områder i det sydlige og østlige 

Afghanistan består qawm ofte af klaner, der så indgår i stammehierarkiet. 103 

92 

Weber 1, p. 239. 

93 

Adolf Hitler er et godt eksempel på denne type leder. 

94 

Ibid., p. 241. 

95 

Ibid., p. 244. 

96 

Ibid., p. 243. 

97 

Ibid., p. 246. 

98 

Ibid., p. 218. 

99 

Ibid., p. 222. 

100 

FM 3-24, p. 1-14. 

101 

Roy 1, p. 24. 

102 

Glatzer skriver, at stamme er qawm, mens understamme er khel. Khel kaldes dog ofte for qawm og 

grænserne er flydende. Glatzer 2, p. 6. 

103 

Roy 1, p. 22. 

UKLASSIFICERET 22


Pashtunerne er bundet af fælles ideologi gennem Pashtunwáli og fælles institutioner. 

2.3.2.1. Pashtunwáli 

Pashtunwáli er summen af alle de værdier og sociale normer der former livet for en 

pashtun, 104 og pashtunerne definerer sig selv ud fra Pashtunwáli. Kun den, der følger 

Pashtunwáli kan kalde sig en pashtun. 105 Et pashtunsk ordsprog siger, at en mand kan 

modstå en hær, men han kan ikke modstå stammeskikken. 106 Pashtunwáli er således 

normativt og kan reelt tvinge folk til at handle mod deres vilje, da de ellers risikerer at blive 

udstødt af stammen. 

En pashtun skal forsvare sin ære, defineret ved begrebet namus. Dette dækker over tre 

ting, der skal forsvaret for enhver pris: Zan (kvinder), zar (guld) og zamin (land). 107 Den 

canadiske økonom Crawford B. MacPherson beskriver det pashtunske stammesamfund 

som en verden af hobbesiansk selvopretholdelse, 108 hvor den individuelle ret går forud for 

alt, hvor der dermed skabes et anarkisk selvhjælpssystem. I realiteten er det dog mere 

komplekst med et utal af alliancer, der søger at balance de, der bliver for stærke. 109 Der 

opstår således et ordnet hierarki, hvor magtkampe ofte ender uafgjort. 

Pashtunwáli bygger på tre søjler: Badal (blodhævn), mailmastiá (gæstfrihed) og 

nanawati (nåde/beskyttelse). Hertil kommer en række underelementer bl.a.: Lighed, 

respekt, loyalitet, stolthed, mod og dyrkelsen af Allah. 110 

2.3.2.2. Badal. 

Blodhævn er tæt knyttet til nang-begrebet. Hvis en pashtun ikke forsøger at opfylde badal, 

vil ens anseelse i stammehierarkiet dale. 111 Blandt de ledende familier skal en fejde 

kæmpes til ende, elles taber man sin ære. Dette betyder, at begge sider i konflikten ofte 

nedslides. Afghanerne har et ordsprog, der siger: ”Ære åd bjergene op”, 112 med 

henvisning til det forhold, at særligt pashtunerne i det bjergrige østlige Afghanistan følger 

nang og dermed badal til den bitre ende. For at mindske disse nedslidnings fejder kan 

badal ændres til blodpenge af et stammeråd kaldet jirga. Det er dog eksempler på at 

hævnmord 113 er blevet gennemført med 30 års forsinkelse på trods af, at der var betalt 

blodpenge. 114 

2.3.2.3. Mailmastiá og nanawati. 

Mailmastiá byder pashtunen at være en god vært og være gæstfri. Nanawati betyder, at 

værten er gæstens beskytter, og det betyder tab af ære, hvis en gæst krænkes, mens han 

104 

Grima, Benedicte (1992), The performance of emotion among paxtun women, Oxford University Press, 

p. 3. 

105 

Lindholm, Charles (1982), Generosity and jealousy, Columbia University Press, p. 209. F.eks. taler men 

ikke pashtu, man gør pashtu. Grima, p. 4. 

106 

Lindholm, p. 204. 

107 

Rubin 2, p. 24 og Poullada, p. 23, idet Poullada dog oversætter zan med ’love’. Zan, zar og zamin er lånt 

fra dari (persisk), og pashtuner lader ofte ’zar’ dække både zar og zamin. (Samtale med pashtutolk på 

forsvarets specialskole den 6. marts. 2009) 

108 

Refereret i Lindholm, p. 80. 

109 Lindholm, p. 85. 

110 Ibid., p. 211. 

111 Poullada, p. 22, Grima, p.4 og Rashid 1, p. 205. 

112 Rubin 2, p. 28. 

113 Badal betyder kun hævndrab for mænd. For kvinder betyder det det at bytte og give ligeligt igen. Grima, 

p. 71. 


UKLASSIFICERET 23


er under ens beskyttelse. Nanawati går endda forud for badal, så længe man er gæst eller 

under beskyttelse af værten. 115 En modstander, der beder om nanawati skal således 

beskyttes, da han ved at bede om nåde reelt har mistet sin ære og sat sig under sin vært. 

Mailmastiá og nanawati er den modvægt til badal, der gør, at det pashtunske samfund ikke 

bryder sammen i vold. 

2.3.2.4. Institutioner: Khan og jirga. 

Ledelsen i qawm er en blanding af autoritet og demokrati, og den er repræsenteret ved 

begreberne Khan og jirga. 116 Lederen af en qawm kaldes khan. Lindholms studier viste, at 

de pashtunske ledere ikke havde en autoritet, der passer direkte på Webers 

idealtypografier. Der er både elementer af den traditionelle autoritet, hvor en søn af en 

stærk familie kan arve khan-titlen, men i ligeså høj grad tale om karismatisk autoritet, da 

stammesystemet ikke udvikler institutionaliseret politisk magt. 117 Autoritetsbegrebet er 

meget pragmatisk, lederen har magt og kan straffe, derfor har han legitimitet. Lederen er 

således kun leder så længe, at han kan opretholde kommandoen, hvorefter der intet givet 

er ved hans ledelse. 118 En khans magt måles i, hvor meget ejendom han besidder, samt 

hvor gæstfri og gavmild han har råd til at være. 119 De politiske forhandlinger på qawmniveau 

forgår således ofte i khanens gæstehus. Da en khans magt er tæt forbundet med 

hans land, har hans status har ingen værdi, hvis han tvinges til at forlade sit 

lokalområde. 120 

Den pashtunske leder er således først blandt ligemænd. Så længe han er det bedste 

kort for sin qawm eller stamme, får han opbakning og ressourcer, fejler han, mister han 

det, dog ikke for bestandigt. En pashtun sagde til en khan, der havde mistet krigslykken: 

”Hvis du bliver magtfuld igen, kommer vi tilbage til dig”. 121 Pashtunernes pragmatiske 

holdning til ledelse kan opfattes som opportunistisk og illoyal i vestlige øjne, men den er en 

naturlig del af magtkampen i stammespillet. Antropologiske studier, der blev gennemført 

af briterne i 18. hundredtallet beskrev, hvordan khan-institutionen generelt var svagere 

blandt Ghilzai-stammen i øst end blandt Durrani-stammen i det sydlige Afghanistan. 122 

Pashtunernes stammeråd kaldes jirga. Jirga har eksisteret i århundrede og er 

institutionaliseret gennem sædvaneret. 123 Selv i områder med stærke khaner spiller jirgaen 

en central rolle og har det sidste ord i store beslutninger. I jirgaen har alle mænd ret til at 

deltage, og der er ingen formand for rådet. Beslutninger træffes i konsensus og det 

egalitære præg understreges af, at rådet ofte sidder i rundkreds, da alle er lige. 124 

Jirgaen kan indkalde stammemilitsen, kaldet ’arbaki’ eller ’lashkar’, såfremt den skal 

gennemtvinge sin vilje. 125 En Lashkar opstilles kun midlertidigt, og har ikke indbygget 

logistik til at operere længere tid uden for eget område. 126 

115 

Grima, pp. 4-5, Lindholm p. 233 og Dupree, pp. 126-127. 

116 

Ewans, p. 11. 

117 

Glatzer 2, p. 6 og Poullada, p. 20. 

118 

Lindholm p. 215. 

119 

Roy 1, p. 25. 

120 


121 


122 

Rubin 2, p. 29. 

123 

Poullada, p.21 og Goodson, p.16. 

124 


125 

Ibid., p. 9. 

126 

David B. Edwards i Farr/Merrian, pp. 44-45. 

UKLASSIFICERET 24


2.3.2.5. Egalitær. 

Det egalitære princip om, at alle i teorien er lige, er en central del af den pashtunske 

selvforståelse. Efter Briterne havde besejret pashtunerne, kunne de ikke forstå, hvorfor 

pashtunerne ikke ville underordne sig britisk herredømme, når de nu var slået. 127 

Det opdelte stammesystem betyder, at man aldrig er besejret af andre. Alliancer vil skifte 

indtil der opnås en ny konfrontation med de stærkeste. Det var denne cykliske historieopfattelse, 

der bl.a. fik pashtunerne til at modsætte sig briterne, da de i pashtunsk optik 

kun var et midlertidigt styre. 128 Det er samtidig denne egalitet, der gør det svært for 

pashtunerne at arbejde sammen over qawm niveau. 129 Den engelske antropolog 

Montstuart Eiphinstone har beskrevet det meget rammende:”It would require less exertion 

to conquer all the surrounding kingdoms than for an Afghan king to subdue his own 

countrymen”. 130 Udover den egalitære indstilling bliver det pashtunske sammenhold truet 

af begrebet turburwáli. 

2.3.2.6. Turburwáli. 

Pashtunerne trækker deres slægt gennem deres mandlige afstamning, kaldet khel, der 

dog ofte blot benævnes som en del af qawm. 131 Enhver khel har et indbygget 

modsætningsforhold til sine naboer, da de konkurrerer om de samme ressourcer. De er 

således splittet internt, men står sammen mod ydre fjender. 132 133 Stammen danner ikke 

socialt hierarki, men definerer nærhed og distance. I en konflikt skal man holde med den, 

der er tættest i blod. 134 Personkonflikter er dybt rodfæstet i pashtunsk kultur, 135 hvilket 

beskrives tydeligt af ordsproget: ”Jeg mod min bror, min bror og jeg mod vores fætter. Min 

bror, min fætter og jeg mod verden”. 136 Modsætningsforholdet fremgår ligeledes i det 

pashtunske sprog, hvor ordet for fætter er turbur, mens ordet for fjendskab er turburwáli. 

Turbur dækker samtidig over det at dræbe en af sin nærmeste familie. 137 Det anvendes 

også til at dække den føromtalte egalitære modstand mod at lade sig lede af andre. 

Pashtunernes teoretiske mulighed for at samle en stærk styrke af krigere mod en 

ekstern fjende, da de, der er af samme blod, er bundet til at forsvare hinanden mod 

fremmede eller fjern familie, modarbejdes således af pashtunernes egalitære indstilling. 

Alliancerne er kun midlertidige, da ingen khan vil acceptere en anden khan som sin leder i 

længere perioder. 138 

Dette har op gennem historien ført til at den samlende skikkelse i de store oprør i mange 

tilfælde har været en religiøs person, da denne stod uden for stammens magtkampe. 

F.eks. var det en karismatisk mullah, Abdul Gaffur, der i 1863 samlede pashtunerne mod 

briterne i North West Frontier Province og ikke en khan. 139 Fænomenet var så kendt i det 

127 


128 


129 

Der er mange eksempler på, at oprør er blevet opløst på grund af uoverensstemmelser over bytter eller 

ledelse. Poullada, p. 183. 

130 


131 


132 

Barth, p. 191 og Dupree, p. 330. 

133 

F.eks. var Durrani-stammeforbundet historisk plaget af rivalisering mellem Popolzai- og Barakzaiunderstammerne. 

Stammerne dannede senere fælles front for at undgå Ghilzai-hegemoni. Poullada, p. 1. 

134 


135 

Poullada, p. 20. 

136 

Lindholm, p. xxvii. 

137 

Ibid., p. 56. 

138 

A.S. Ahmed i Tapper, p. 198. 

139 


UKLASSIFICERET 25


19. århundrede, at briterne havde et navn for den type oprørsledere: ”The mad mullah 

phenomenon”. 140 Fænomenet var særligt fremtrædende blandt stammerne i det østlige 

Afghanistan, hvor nang i høj grad forhindrede, at der blev dannet alliancer mellem de 

forskellige khans. 141 Fænomenet kendes derimod ikke fra Durrani-stammeforbundet i det 

sydlige Afghanistan, hvor qalang er fremherskende. Krigerne var villige til at underordne 

sig mullahen i krig, da han ikke var en af dem selv. Mullahens svaghed er, at han ved at 

påberåbe sig guddommelig ledelse er del af en permanent elite, hvilket strider mod de 

traditionelle pashtunske værdier om ledelse. 142 De fleste mullaher har afgivet magten kort 

tid efter oprøret er lykkedes, hvorefter alliancerne er brudt op og gået tilbage til de 

stammedefinerede loyaliteter. 

2.3.2.7. Stammekrig. 

En stammehær er traditionelt ikke en selvstændig enhed, men er helt enkelt et samfund 

under våben med de styrker og svagheder, som det giver. Krigernes motivation er ofte 

givet da de kæmper for deres ære, stamme og for en del af krigsbyttet, 143 der kan øge 

deres qawms stilling. 144 De tætte familiebånd giver et sammenhold, som de fleste 

professionelle hære træner længe for at opnå. Formålet med kampen er ikke at ødelægge 

modstanderen, blot at skabe en ny balance, hvor ens egen qawm står bedre i hierarkiet, 

blandt andet bundet i ære. Traditionelt har det ikke været terræn, der er blevet kæmpet 

om, men krigsbytte og hævnaktioner med baggrund i Badal. De fortrukne angrebsmetoder 

var raids, 145 baghold og mord. 146 Udsigten til krigsbytte er en væsentlig motivationsfaktor, 

og Poullada beskriver den som en større drivkraft end ideologi og principper. 147 

Ulemperne ved stammehæren er, som tidligere nævnt, uviljen mod central ledelse og 

de interne stridigheder som er nævnt under turburwáli. Da krigerne ikke er fuldtidssoldater 

betyder det, at det lokale samfund er afhængigt af deres arbejde, særligt omkring såning 

og høstperioder. 148 Intensiteten i stammekrig følger derfor i højere grad høstcyklussen end 

en langsigtet strategi. 

Krigerkulturen ses som en naturlig del af det at være pashtun, og alle drenge lærer at 

bruge våben og kæmpe, 149 ikke for abstrakte ideer, men for ham selv, hans ære, ejendom 

og hævn. 150 Dette betyder, at der generelt ses ned på professionelle soldater, der anses 

som dem, der ikke kan andet. 151 Konsekvensen er, at der udover den traditionelle 

140 Edwards, David B. (1989), Mad Mullahs and Englishmen, Discourse in the Colonial Encounter, 

Comparative Studies in Society and History, (Vol. 31, No. 4 (Oct., 1989), pp 649-670), Cambridge University 

Press, pp. 652, 654 og 658. 

141 Rubin 2, p. 44 og Roy 1, p. 144. 


143 Stammerne stillede ofte krigere til rådighed for kongen mod, at de fik en del af krigsbyttet. Rubin 2, p. 42. 

144 Ibid., p. 11. 

145 Begrebet raid defineres som et angreb der har til formål at ødelægge eller erobre et væsentligt fjendtligt 

aktiv med henblik på at forstyrre hans forberedelser eller bryde sammenhængen i hans kamp. Operationen 

afsluttes med en planlagt tilbagegang. HRN 010-001 (2005), Feltreglement I, Hæren, September 2005, p. 

306. 

146 A.S. Ahmed i Tapper, p. 197, Roy 1, p. 63 og Goodson, p. 36. 

147 Poullada, p. 23. 

148 Goodson, p. 39. 

149 Edwards (2), David B. (2002), Before Taliban. Genealogies of the Afghan Jihad, University of California 

Press, p. 162, Yousaf, Mohammad (2001), Afghanistan The Bear trap, Pen and sword books Ltd, the 2001 

reprint, p. 35, og The Senlis Council (2008), Struggle for Kabul: The Taliban advance, 

http://www.icosgroup.net/documents/Struggle_for_Kabul_ICOS.pdf, hentet d. 21. februar 2009, pp. 38-39. 

150 Barth, p. 192. 

151 Roy 1, p. 68. 

UKLASSIFICERET 26


stammekrig, ikke er en tradition for militær tænkning og doktrinudvikling blandt de 

pashtunske stammer. En anden grund til modviljen mod stående militære styrker er, at de 

vil true magtbalancen i de traditionelle samfund, 152 hvor magtanvendelsen traditionelt 

befales af jirgaen. Hvis der kom en stående styrke med faste officerer, ville de kunne 

forskyde magtbalancen. I stammekrigen er der lighedstegn mellem de militære ledere og 

dem, der leder samfundet. 

Da stammekrigeren er tæt forbundet med sin qawm, forlader stammekrigerne sjældent 

deres egen qawms område for at gennemføre opgaver. 153 Dels vil det svække forsvaret af 

hans eget område, og dels vil det kunne lede til konflikter med de qawms, hvis områder 

han vil skulle igennem. Dette gør, at stammekrigeren mangler mobilitet. 

Stammekrig kan grundlæggende ses som en konkurrence om magt mellem ligemænd, 

hvor de pashtunske begreber ære og stolthed spillede en stor rolle. Kampen var ikke 

ideologisk og sjældent politisk ud over magtkampe på stammeniveau. 154 

Da brugen af vold, grundet badal, er en del af hverdagen, og da volden i stammekrig ofte 

er af begrænset intensitet, bliver der ofte ikke den store forskel mellem krig og fred i det 

traditionelle samfund. 155 

2.4. Islam i Afghanistan. 

2.4.1. Generelt. 

Islam og Pashtunwáli har altid været konkurrerende ideologier i Afghanistan. Islam er i de 

pashtunske stammeområderne traditionelt blevet indordnet Pashtunwáli, 156 og således har 

begge kunnet eksistere samtidigt. Da næsten alle pashtuner er sunnier af den moderate 

hanafi skole, 157 har det generelt fungeret godt. Flere Ghilzai pashtuner giver udtryk for, at 

de er dårlige muslimer, og de ikke følger religionen, men derimod Pashtunwáli. 158 

Pashtunernes pragmatiske forhold til islam fremgår klart af dette afghanske folkesagn:” En 

mullah kom til vores by og begyndte at bebrejde os ud for vores uvidenhed og efterladne 

måde at overholde islam. Vi brød os ikke om den respektløse måde, han talte til os på, så 

vi skød ham - nu har vi en fin hellig grav, hvor vi kan bede”. 159 

For at kunne forstå hvordan stammeforhold påvirker oprørskampen, er det derfor i 

ligeså høj grad vigtigt at forstå, hvordan islam påvirker stammekulturen, særligt i krig hvor 

de religiøse lede ofte spiller en anden rolle end i fredstid. Særligt forståelsen af jihad- 

begrebet kræver en nærmere analyse. Da det kun er hazaraerne 160 der er shia-muslimer, 

vælger jeg at se bort fra shia-muslimernes fortolkning af islam, der hentede deres 

inspiration og støtte i Iran. 

2.4.2. Islamiske traditionalister. 

Islamiske traditionalister ser islam som den eneste regel i samfundet. De ønsker sharia, 

men sætter ikke spørgsmålstegn ved regeringen, så længe den er muslimsk og 

152 

Roy 1, p. 63. 

153 

Roy 2, p. 173. 

154 

Roy 1, p. 65. 

155 

Ibid., p. 63. 

156 

Dupree, pp. 126-127, Roy, 2 p. 35 og Poullada, p.21. 

157 


158 

Roy 1, p. 114. 

159 


160 

Etnisk gruppe, der primært bor i det centrale Afghanistan. Udgør ofte underklassen i de store byer og har 

traditionelt været forfulgt grundet deres shia overbevisning og mongolide baggrund. 

UKLASSIFICERET 27


gennemfører sharia. 161 De ser således ikke den manglende religiøse indblanding i magten 

på stammeniveau som værende imod islam. 162 De traditionalistiske mullaher søger 

således ikke magten selv. Dette giver reelt mulighed for en adskillelse af politik og 

religion, 163 hvor den politiske elite har relativt frie hænder, når blot den tilkendegiver at leve 

op til islam. Magtspillet, i såvel Kabul som ude i den enkelte qawm, har således generelt 

kunne foregå uden indblanding fra mullaherne. Det tydeligste eksempel på dette forhold er 

det faktum, at de afghanske mullaher kun to gange, i 1928 og i 1979, 164 har gennemført 

oprør, på trods af at skiftende regeringer har forsøgt at indføre vestlige og sekulære ideer i 

det afghanske samfund. Regeringerne har dog altid sørget for, at den på overfladen 

levede op til islam. Traditionalisterne er meget konservative i deres fortolkning af islam, og 

ønsker en tilbagevenden til den form for islam, der var fremherskende på Profetens tid. 

Hovedparten af de afghanske mullaher har traditionelt tilhørt denne gren af islam. 165 De 

fungerer ofte som enkelt personer ude i den enkelte qawm, og tilhører ingen samlet 

national religiøs organisation med et politisk mål. 166 I specialet benævnes denne gruppe 

traditionalister. 

2.4.3. Radikal islamisme. 

De radikale islamister i Afghanistan trækker deres teoretiske grundlag fra Det muslimske 

broderskab i Egypten, særligt Sayyid Qutbs tekster, der blev oversat til persisk af en 

teologiprofessor ved Kabul universitet, Burhanuddin Rabbani, i 1960’erne. 167 Radikal 

islamisme adskiller sig fra traditionalisterne ved i høj grad at blande politik og religion. 

Radikal islamisme er en revolutionær ideologi, hvilket klart fremgår af Qutbs tekster. 168 

Den islamiske stat skal skabes ved at vælte den siddende regering og ændre samfundet, 

der grundlæggende opfattes som uislamisk, såfremt det afviger fra de tanker, som de 

radikale islamister står for. 169 Statslederen (Amir-ul Momineen, de rettroendes leder) skal 

personificere de islamiske dyder. 170 

I Afghanistan fik denne form for islam grobund i Kabuls universitetsmiljø. Oprindeligt 

var personkredsen samlet omkring Rabbani i partiet Jamiat-i-Islami, men senere blev 

partiet delt i to. Rabbani fortsatte partiet, og stod for en mere moderat linje. De radikale 

kræfter samledes omkring den radikale islamist Gulbuddin Hikmatyar og hans Hizb-i-Islami 

Gulbuddin. 171 De moderate og radikale kræfter havde samme teoretiske udgangspunkt, 

men var uenige om, hvor radikalt teksterne skulle fortolkes. Samtidig havde de radikale en 

personkult omkring lederen (emiren), som man ikke så hos de moderate. Endeligt var de 

radikale mere hierarkiske i deres partiopbygning, og de krævede loyalitet og lydighed. 172 I 

specialet benævnes denne gruppe som islamisterne. 

161 

Roy 1, p. 31. 

162 

Ibid., p. 114. 

163 

Ibid., p. 33. 

164 

Ibid., p. 33. 

165 

Ibid., p. 43. 

166 

Rubin 2, p. 39. 

167 

Roy 2, p. 44, Rubin 2, p. 86 og Sultan A. Aziz i Farr/Merrian, p. 67. 

168 

“Islam is a revolutionary ideology and programme which seeks to alter the social order of the whole world 

and rebuild it in conformity with its tenets and ideals”, Qutb citeret i Roy 2, p. 35. 

169 

Roy 1, p. 30. 

170 

Ibid., p. 35. 

171 

Roy 1, p. 44 og Coll, p. 462. 

172 

Roy 1, pp. 43-44. 

UKLASSIFICERET 28


2.4.4. Jihad. 

Jihad adskiller sig fra traditionel stamme og guerillakrig ved at være en hellig pligt for den 

enkelte muslim. 173 ’End state’ 174 for en jihad er at vælte en regering, der ikke følger islam, 

eller at modsætte sig en vantro invasionsstyrke. Jihad kan opfattes som en ’levee en 

masse’ mod de vantro. 175 Det er en af de få ting, der kan samle stammerne og få 

stammekrigerne til at kæmpe uden for deres egen qawms område, om end dette ikke er 

uden problemer. Ifølge islam skaber jihad fred og enighed på tværs af den traditionelle 

stammeopdeling og kamphandlinger mellem de forskellige dele af jihaden udlægges som 

misforståelser. 176 Denne nægtelse af intern splittelse er en af svaghederne ved hele jihadtanken 

i Afghanistan, da turburwáli og badal sjældent standser, selv under en jihad. 177 

En jihad involverer flere mennesker end en traditionel stammekrig. Dog har der sjældent 

været anvendt en taktik, der adskiller sig fra den traditionelle stammekrig. Der er fortsat 

oftest tale om en dårlig koordineret indsats, hvor den enkeltes mulighed for at udvise 

mod, 178 er det, der tæller højst. At dø i jihad og blive martyr er den højeste ære og 

martyrerne hyldes i vers. 179 I Afghanistan skal martyren dog falde i kamp og ikke gennem 

selvmordsangreb, da dette ses som mod islam og uden ære. Når målet er inden for 

rækkevidde, opstår der derfor ofte de traditionelle interne kampe om, hvem der skal have 

mest krigsbytte og rivalisering om magten begynder. Jihad kan på den baggrund mere ses 

som en kultur end en oprørsstrategi. 180 

2.4.5. Opsummering af islam. 

De radikale islamister udgjorde en intellektuel minoritet, der kun havde lidt til fælles med 

det traditionelle afghanske syn på islam. 181 Fra at have været næsten sekulær på det 

politiske plan, blev politisk islam toneangivende for oprørskampen i Afghanistan. 

Modsætningerne mellem traditionalisterne og islamisterne blev kun i nogen grad holdt i 

ave af den samlingskraft, der er indbygget i jihad, da det var ikke muligt at opstille et fælles 

religiøst mål for jihaden. 

173 Roy 1, p. 63. 

174 Begrebet ’End-State’ anvendes og defineres som den militære sluttilstand, der skal være opnået ved 

operationens afslutning. FR-I, p. 117. 

175 

Roy 2, p. 65. 

176 

Ibid., p. 67. 

177 

Poullada, p. 31og Yousaf, p. 33. 

178 

Ewans, p. 173. 

179 

Grima, p. 155. 

180 

Roy 2, p. 67 og Yousaf, p. 32. 

181 

Ewans, p.14. 

UKLASSIFICERET 29


3. ANALYSE AF MUJAHIDEENS KAMP I 1975 – 1992 OG TALIBANS KAMP I 

PERIODEN 1994 – 2008. 

3.1. Formål. 

Formålet med dette kapitel er at gennemføre en analyse af pashtunsk stammekulturs 

indflydelse på oprørskampen i Afghanistan. Hvert underpunkt indledes med en analyse af 

de oprørsteoretiske vinkler om dynamikken, hvorefter de to cases analyseres med henblik 

på at afdække stammekulturens betydning for dynamikken. Endeligt afsluttes hvert punkt 

med at væsentlige delkonklusioner på baggrund af analysen ridses op. 

3.2. Lederskab. 

3.2.1. Oprørsteoriens tanker om lederskab. 

Lederskab er en kritisk faktor i ethvert oprør. Oprørsteoretikernes tanker kan groft deles 

ind i to hovedgrupper, forhold omkring kommandostruktur og forhold omkring lederens 

egenskaber. Tyngden i skrifterne omhandler det sidstnævnte, hvilket sandsynligvis skyldes 

vigtigheden af gode lederegenskaber i den meget decentraliserede struktur, der 

kendetegner oprørskamp. Teoretikerne er enige om, at alle guerillaer skal have politisk og 

militært lederskab på alle niveauer, da en uorganiseret guerillakrig ikke kan lede til sejr. 182 

Det er den målrettede og fokuserede vold rettet mod opnåelsen af et politisk mål, 183 der 

adskiller oprørshæren fra anarki og kriminelle. Oprørshæren skal have en overordnet chef, 

der udnævner kommandanter i distrikterne. Disse er så ansvarlige for at udnævne deres 

egne lavere ledere. 184 

Modsat de regulære styrker, der har behov for en centraliseret ledelse med henblik på 

at koordinerer ild og bevægelse, kæmper guerillaer derimod i små enheder, hvor det at 

operere selvstændigt er det primære. De højere niveauer bør ikke blande sig for meget i 

deres aktiviteter, 185 men primært give en vision, vejledning og koordinere for at skabe 

sammenhæng. 186 Behovet for centralisering af ledelsen varierer afhængig af hvilken fase 

af oprørskampen, der kæmpes, og hvilken opgave styrken skal løse. Kommandoen skal 

være centraliseret for strategiske formål, men decentraliseret for taktiske. De højere ledere 

kan foreslå naturen af de operationer, der skal udføres, men ikke definere dem. Der skal 

være fuld lokal kontrol over de opgaver, der løses. 187 

Selvom ledelsen er decentraliseret, skal der fortsat laves planer på alle niveauer, og 

alle planer skal indeholde både militære og politiske instrukser. 188 Sammenhængen 

mellem det militære og politiske er et tilbagevendende tema. Det korrupte skal fjernes, og 

den militære effektivitet øges. I den sidste ende er det hele folket, der skal opdrages. 189 

Sammenhængen mellem det politiske og militære er ligeledes af vital betydning, når 

der skal udvælges ledere til oprørsbevægelsen. Den centrale leder skal være en motivator 

for hele oprørsbevægelsen, 190 og har i visse oprør været vigtigere end kvaliteten af 

tropperne. 191 Webers traditionelle og karismatiske autoritet er ofte fremtrædende hos de 

182 


183 

FM 3-24, p. 1-13 og Chaliand, p. 7. 

184 

Guevara, p.141. 

185 


186 

FM 3-24, p. 1-13. 

187 


188 

Ibid., p. 123. 

189 

Tse-tung 1, p 73. 

190 

Guevara, p. 152. 

191 


UKLASSIFICERET 30


højere ledere, da de ikke besidder legitim autoritet. 192 Lederne skal være stærke i deres 

politiske overbevisning, 193 uddannede i oprørstaktik samt gode til at opretholde disciplin. 

De skal være et forbillede for deres folk. 194 Det er naturligvis ikke alle ledere, der starter 

med disse egenskaber, men så længe de er loyale overfor sagen, kan de øvrige 

egenskaber udvikles. 195 

Et interessant sammenfald mellem teoretikerne er deres ideer om, hvorfra lederne skal 

rekrutteres. Den marxistiske oprørsteori ser arbejderne og landbefolkningen som 

grundstenen i oprørsbevægelsen, men når det kommer til udvælgelsen af ledere, er det 

blandt eliten, bl.a. studenter og lærere, de findes. 196 De traditionelle autoriteter som f.eks. 

stammeledere eller religiøse ledere skal enten inddrages i oprøret eller bringes i 

miskredit. 197 Rekrutteringsgrundlaget er forskelligt fra Mao til Guevara. For Mao var det 

nødvendigt at finde folk, der kunne læse og skrive, da en væsentlig forudsætning for 

oprøret var at udsprede propaganda i skriftlig form. Guevara mente derimod at formålet i 

højere grad var at rekruttere ledere med et mentalt overskud til at bekæmpe den sociale 

uretfærdighed. De beskrives som ”mænd, der forstår behovet for forandring i det sociale, 

men som aldrig selv har lidt under uretfærdigheden”. 198 Guevara kan siges at søge ledere, 

der er højere i Maslows behovspyramide, mens Maos baggrund er mere praktisk 

begrundet. 

Uddannelsen af lederne sker af to veje. Den ene er på slagmarken, der opfattes som et 

krigsuniversitet, 199 hvor ledere skabes. Den anden er gennem studier af taktik og 

strategi. 200 Studierne har både karakter af selvstudier og mere formel uddannelse, der har 

til formål at ensrette læringen og udveksle erfaringer. 201 Det er ikke kun lederne, der skal 

videreuddannes. De erfarne soldater skal tage specielkurser, så de kan virke som 

professionelle militære instruktører 202 og dermed virke som en slags 

uddannelsesbefalingsmænd. 

Der skal herske enighed om formålet mellem lederen og hans folk. Disciplinen er 

således selvpålagt, og lederne bør ikke straffe deres folk, da det kan ødelægge 

sammenholdet. 203 Endeligt bør lederen være lokal, da dette vil lette relationerne til de 

civile i området. 204 Hvis der ikke findes ledere, må de trænes. Der må ikke opstå 

uoverensstemmelser mellem officerer fra én egn og dem fra andre lokaliteter. 205 

3.2.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. 

Da oprørskampen i Afghanistan begyndte for alvor efter det kommunistiske kup i 1978, var 

store dele af de potentielle oprørsledere allerede flygtet fra Afghanistan, da stort set alle 

192 

FM 3-24, p. 1-14. 

193 

Chaliand, p. 14. og Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 248. 

194 


195 

Ibid., p. 107. 

196 

Ibid., p. 96. 

197 

FM 3-24, p. 1-14. 

198 


199 


200 

Ibid., p. 107 og Tse-tung (2), Mao (1972), Six essays on Military affairs, Foreign Languages Press, 

Peking, pp.15 og 363. 

201 


202 

Ibid., p. 155. 

203 


204 

Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 251 og Chaliand, p. 14. 

205 

Tse-tung 1, p.107. 

UKLASSIFICERET 31


islamiske ledere var flygtet til Peshawar efter Daoud kup i 1973. 206 Dette åbnede mulighed 

for at khanerne kunne få en mere aktiv rolle; en rolle, som de af flere grunde ikke fik 

mulighed for at udfylde. Khanerne viste sig længere tid om at deltage aktivt i oprøret end 

andre grupper. Dette skyldes sandsynligvis, at de traditionelle ledere havde mere at miste 

ved en oprørskamp og derfor så tiden an og først greb til våben efter den sovjetiske 

invasion, da de var bange for at miste deres indflydelse og ødelægge økonomien. 207 

De Mujahideen-ledere, der valgte at gribe til våben, var primært mullaher og folk fra 

den øvre middelklasse, der havde adgang til uddannelse. 208 De kom ikke fra den fattige 

del af befolkningen eller de traditionelle stammeledere. 209 Grunden til at lederne fandtes 

blandt de veluddannede skyldes en blanding af de faktorer, der blev påvist i den 

marxistiske oprørsteori. 90 % af den pashtunske befolkning var analfabeter, 210 men endnu 

vigtigere så var stammerne primært fokuseret mod det lokale niveau. Det var derfor 

naturligt, at universitetsmiljøet i Kabul 211 og andre uddannelsesinstitutioner udgjorde 

rekrutteringen af ledere til oprørskampen. 

Mullaherne var imod, at magten skulle ligge hos de sekulære khaner, mens khanerne 

ikke ville afgive magt til de religiøse ledere. 212 Mullaherne så oprørskampen som en måde 

hvorpå de kunne opnå større indflydelse og dermed styrke islams position. Mullahens vej 

til magten gik via de islamiske grupper og deres adgang til våben og penge, en mulighed 

de traditionelle Khans ikke havde, hvorved deres indflydelse blev marginaliseret. 213 I takt 

med at krigen ødelagde den landbaserede økonomi, der udgjorde khanernes 

magtgrundlag, mistede de yderligere indflydelse. 214 De khaner, der flygtede, mistede ofte 

hele deres indflydelse, da deres magt var tæt forbundet med deres besiddelser. Når de 

ikke kunne yde for deres qawm, mistede de deres lederskab. 215 

Islamisterne, støttet af den pakistanske efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence 

(ISI), forsøgte at hindre stammelederne og eks-militære, fra den afghanske hær, i at 

deltage i oprørskampen, da de ønskede at monopolisere magten. 216 De fleste af de 

traditionelle stammeledere i Mujahideen blev derfor enten integreret i de islamiske grupper 

eller udkonkurreret af dem. 217 Disse forhold taler for, at stammekulturens indflydelse var 

begrænset, da de veluddannede ofte havde distanceret sig fra deres stammerødder i løbet 

af deres uddannelse, og mullaherne traditionelt havde stået uden for stammen. 

Når stammekultur alligevel spillede en rolle skyldes det, at de fleste Mujahideengrupper, 

på trods af deres islamistiske ideologi, primært var organiseret efter stamme, 

etnicitet 218 og qawms. 219 Både traditionalisterne og islamisterne havde khans og mullaher 

206 

Rubin 2, p. 103. 

207 

Ibid., p. 187 og Rashid 1, p. 208. 

208 

Rubin 2, p. 93. 

209 

Kakar, M. Hassan (1995), Afghanistan, The Soviet invasion and the Afghan response 1979-1982, 

University of California Press, Berkeley, p. 79. 

210 


211 

Rashid (2), Ahmed (2000), Taliban, Islam, Oil and the New Great Game in Central Asia, I.B. Tauris & Co 

Ltd, 2001 Reprint, p. 85. 

212 

Rashid 1, p. 215. 

213 

Kakar, p. 141 og Edwards 2, p. 164. 

214 

Udbyttet faldt med 50 % i perioden 1978 til 1986. Rubin 2, p. 227. 

215 

Kakar, p. 141. 

216 

Ibid., p. 93. 

217 

Ibid., p. 141. 

218 


219 

Rashid 1, p. 207. 

UKLASSIFICERET 32


med, men de var forskellige i ledelsesform, og i hvilken gruppe magten lå. 220 Begge 

gruppers kampenheder var dog organiseret efter stamme eller landsbygrænser og var ofte 

ledt af den lokale mullah. 221 Dermed levede de op til teoriernes ide om, at lederen bør 

være lokal. 

På ledelsesniveau viste stammekulturen sig tydeligst i den udprægede mangel på 

koordination samt i de mange indbyrdes magtkampe. 222 På trods af at næsten alle 

grupperne havde overvægt af medlemmer fra én etnisk gruppe, forhindrede dette ikke 

interne kampe. 223 Særligt i de radikale grupper, hvor magten var meget centreret, førte det 

til konflikt med de pashtunske normer. Dette gjorde det sværere at rekruttere lokalt og 

førte hurtigt til opsplitning i flere grupper. 224 I starten af krigen bestod sunni-grupperne i 

Peshawar således af 100 partier med 60 kontorer i byen. Pakistan tvang dem dog senere 

til at samle sig i syv grupper, 225 ledet af Pashawar-shuraen. 226 ISI udnyttede 

stammeforskellene og gav næsten hele deres støtte til de grupper, der var ledet af folk fra 

Ghilzai stammeforbundet , 227 der ledte tre ud af de syv anerkendte grupper i Peshawar, 

mens ingen af dem havde Durrani-indflydelse. 228 Den eneste gruppe, der blev ledet af en 

Durrani, opererede ud fra Quetta og kunne operere uafhængigt af de syv partier i 

Peshawar, da den havde sin støtte blandt Durrani-flygtninge i Quetta. 229 Khanerne havde 

generelt mere indflydelse blandt de Mujahideen grupper, der opererede i de Durranidominerede 

områder i syd, særligt Kandahar-provinsen, grundet dets mere feudale 

struktur og større indflydelse af qalang. 230 

I et forsøg på at modvirke islamisternes magt afholdt traditionalisterne i 1980 en stor 

jirga. Jirgaen samlede 916 deltagere fra alle de større pashtunske stammer og alle ikkepashtunske 

etniske grupper. 231 De udgjorde dermed en stor trussel mod de radikale 

islamister og ISI’s planer. Traditionalisterne inviterede de islamiske grupper til samarbejde, 

bl.a. ved at henvise til æresbegrebet namus. 232 Ved at spille på stammernes interne 

splittelse, lykkedes det dog hurtigt for ISI og islamisterne, at standse det lovende 

initiativ. 233 

Oprøret var reelt så splittet, at det eneste, der bandt partierne sammen, var en fælles 

fjende. Der var ingen central karismatisk leder, der kunne samle støtte ud over deres egne 

partier, 234 hvilket umuliggjorde en fælles ledelse, da ingen af parterne ville underlægge sig 

de andre. Reelt betød dette, at Mujahideen manglede det politiske og militære lederskab, 

som oprørsteorien anser for vitalt. 235 Stammekultur var kun en faktor i denne splittelse, 

220 

Rubin 1, pp. 36-37. 

221 

Rashid 1, p. 216. 

222 

Yousaf, p. 39. 

223 


224 

Rashid 1, p. 210. 

225 


226 

Begrebet shura opstod først under krigen mod Sovjetunionen. Begrebet er arabisk og refererer til det 

første møde i den muslimske ummah. Kun udvalgte medlemmer kan deltage i shuraen, og den er mere 

formaliseret end jirgaen. Glatzer 2, p. 8. 

227 

Roy 1, p. 88. 

228 


229 


230 

Rubin 2, p. 188. 

231 

Cordovez, Diego og Harrison, Selig S. (1995), Out of Afghanistan, Oxford university press, Ney York, p.2. 

232 

Kakar, p. 96. 

233 

Cordovez, p. 7. 

234 


235 

Ibid., p. 337. 

UKLASSIFICERET 33


men jeg vurderer, at den have en væsentlig indflydelse på splittelsen. Ud over splittelsen i 

ledelsen var forholdet mellem lederne i felten og de højere ledere i Pakistan anstrengt, 

bl.a. grundet stammeforhold. 236 De højere ledere havde normalt tilknytning til et parti, 

mens krigernes loyalitet var til den lokale leder, baseret på de lokale sociale netværk. 

Dette betød, at en leder, der skiftede side, ofte tog alle sine krigere med sig til den nye 

gruppe. 237 Mujahideen opnåede derfor aldrig den loyalitet for sagen, som teorien 

foreskriver. 

Mujahideens manglende kommandostruktur betød også, at gruppelederen også 

fungerede som mellemleder og tog sig af alt fra logistik til føring. 238 Meget af ledernes tid 

blev brugt på at holde grupperne sammen, da den enkelte kriger, grundet pashtunernes 

egalitære indstilling, ofte kom og gik efter egne ønsker. 239 

Mujahideen-lederne erstattede de traditionelle ledere i de områder, hvor disse var 

flygtet, 240 men efterhånden som krigen mod Sovjetunionen nærmede sig sin afslutning, 

begyndte mange af Mujahideen lederne at opføre sig som khans, 241 og de blev reelt små 

lokale krigsherrer. I stedet for en ny elite med en organisation var der blot kommet nye 

ledere, der fulgte de gamle mønstre. 242 Det traditionelle magtspil fortsatte efter krigen; nu 

blot med nye aktører. Den nye elite var islamiske intellektuelle, mullaher og krigsherrer. 243 

3.2.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. 

Taliban udfordrede fra starten de traditionelle ledere, men var også selv primært funderet i 

stammerelationer. 244 Talibans øverste leder Mullah Omar kom fra en fattig familie fra 

Ghilzai-stammeforbundet. I 1980’erne boede han nær Kandahar, men han flyttede senere 

til Uruzgan-provinsen. 245 

Da Taliban blev magtfulde, gik de ikke direkte mod Kabul, men underlagde sig først 

Durrani-stammerne i Kandahar- og Helmand-provinserne. 246 Den amerikanske professor 

Thomas H. Johnson mener, at dette viser, at Taliban i høj grad var drevet af konkurrencen 

med Durrani stammeforbundet. I den analyse mener jeg, at Johnson undervurderer 

Kandahars strategiske betydning. Byen har gennem historien været ”nøglen til Kabul”, da 

den, som hovedstad i det sydlige Afghanistan, er det økonomiske og logistiske knudepunkt 

og dermed forudsætningsskabende for angrebet på Kabul. En anden dimension er det 

forhold, at Kabul i 1994 primært var kontrolleret af Dostum og Massoud, dvs. usbekere og 

tadsjiker. Talibans bevægelse mod Helmand og Kandahar kan derfor også ses som et 

forsøg på at få det pashtunske område konsolideret, 247 og dermed at skaffe øget 

opbakning til kampen mod de øvrige etniske grupper i Kabul. 

Taliban bestod ved sin start primært af Ghilzai-pasthuner fra landdistrikterne, støttet af 

Kakar-stammen. Næsten hele den øverste ledelse var med få undtagelser fra Hotaki- 

236 

Cordovez, p. 60 og Chaliand, p. 331. 

237 

Rubin 2, p. 202. 

238 

Roy 1, p. 69. 

239 

Goodson, p. 39, Rashid 1, p. 221 og Yousaf, p. 34. 

240 

Kakar, p. 127 og Goodson, pp. 97-98. 

241 

Rubin 2, p. 183 og Roy 1, p. 108. 

242 Roy 1, pp. 109-110. 

243 Ibid., p. 107. 

244 Johnson 1, p. 76. 

245 Rashid 2, p. 23. 

246 Johnson 1, p. 78. 

247 Goodson, p. 109. 

UKLASSIFICERET 34


understammen. 248 Andre kilder omtaler dog flere Durrani-pashtuner i ledelsen. 249 Rashid 

angiver, at 14 af lederne var Ghilzai, otte var Durrani og derudover enkelte andre stammer 

bl.a. Kakar. Otte af lederne var ex Hizbe-e-Islami (Khalis) , 250 fordelt på fem Ghilzai og to 

Durrani. Mullah Omar var et af medlemmerne i Khalis Hizbe-e-Islami, hvor han kæmpede 

fra 1989 til 1992. 251 Disse tal underbygger, at Taliban tog Kandahar først, for at mobilisere 

kandahari-pashtunerne. Dette underbygges yderligere af, at Mullah Omar tog residens i 

Kandahar, og at han kun var få gange i Kabul. 252 

Talibans topledelse var Kandahar-shuraen med Mullah Omar i spidsen. Derudover 

bestod den primært af hans gamle bekendte. 253 ”Vi valgte Mullah Omar til at lede 

bevægelsen, han var først blandt lige mænd, og vi gav ham magten til at lede os”. 254 

Denne udtalelse fra en højtstående Taliban ligger tæt op ad pashtunernes egalitære 

indstilling, hvor lederen ofte blev set som ’primus inter pares’. I starten var Talibanledelsen 

styret af konsensus, en blanding af shura og jirga, men med tiden blev den mere 

hemmelighedsfuld og centralt styret, og Mullah Omar blev mere magtfuld og introvert. 255 

Personfokuseringen omkring Mullah Omar flyttede Taliban fjernere fra pashtunernes 

traditionelt egalitære jirga. 256 Mullaher, der forsvarer Taliban, mener derimod, at Taliban 

har forenet de to traditionelle pashtunske magtinstitutioner, khanen og mullahen, og 

samlet den sekulære og religiøse magt. 257 

En Talib beskrev Mullah Omar som sky person og en dårlig taler. Han havde kun lidt 

karismatisk appel. 258 På trods af denne beskrivelse, er der klare træk til ’the mad mullah 

phenomen’ hos Mullah Omar, bl.a. det faktum, at fænomenet oftest opstår, når der er krise 

i Afghanistan; 259 et forhold borgerkrigen mellem de forskellige Mujahideen-grupper i høj 

grad leverede. Efter Mullah Omar i Kandahar lod sig hylde i profetens kappe, 260 blev han 

legemliggørelsen af Max Webers karismatiske ledertype. 261 Som andre karismatiske 

ledere blev Mullah Omar med tiden mere traditionel i sin ledelse. Johnson mente i 2006, at 

Taliban-bevægelsen ville dø, hvis man kunne ramme Mullah Omar. 262 Dette mener jeg 

ikke længere er tilfældet, da hele bevægelsen, efter Omar trak sig mere tilbage, har fået sit 

eget liv. 

Kampen mellem ’hardlinere’ og moderate 263 Taliban-ledere forgår i det skjulte, da ingen 

tør modsige Mullah Omar. 264 Det tydeligste eksempel på spliden var konflikten mellem 

248 Johnson 1, p. 74. 

249 Goodson, p. 107 samt Rashid 2, pp. 40 og 51. 

250 Rashid 2, p. 222. 

251 Coll, p. 288 og Rashid 2, p. 24. 

252 Rashid 2, p. 23. 

253 Ibid., p. 98. 

254 Ibid., p. 23. 

255 Ibid., p. 95. 

256 Johnson 1, p. 80. 

257 Rashid, Ahmed (2006), Pashtuns in Pakistan speaks out against the Taliban insurgency in Afghanistan, 

http://www.ahmedrashid.com/wp-content/archives/afganistan/articles/pdf/Pashtunsinpakistan.pdf , hentet d. 

13. januar 2009. 

258 Rashid 2, p. 24. 

259 Johnson 1, p. 79. 

260 Kappen siges at have tilhørt Profeten Muhammed og opbevares i en særlig helligdom. Den tages kun 

sjældent frem, bl.a. forsøgte kong Aminullah at samle stammerne ved at bruge kappen i 1929. Rashid 2, p. 

20. 

261 Johnson 1, p. 79. 

262 Ibid., p. 80. 

263 Goodson, p. 125. 

264 Rashid 2, p. 104. 

UKLASSIFICERET 35


Mullah Omar og Taliban-lederen Mansur Dadullah i 2007. Den var primært begrundet af 

Dadullahs meget al-Qaeda inspirerede retorik og metoder. Dette stred mod de 

konservative dele af Taliban, hvorfor han blev stukket til det pakistanske militær. 265 

Mansur Dadullah havde overtaget sin brors gruppe, efter denne blev dræbt. Udnævnelsen 

skete på trods af, at han var kendt som en mindre effektiv leder, da Taliban vurderedes at 

være den rette til at holde sammen på broderens netværk. 266 Dette taler for, at stamme og 

familiebånd var vigtigere i udnævnelsen af ledere end evner på slagmarken. En af 

svaghederne ved at bruge prominente stammefolk som ledere, er at deres folks loyalitet 

ligger ved dem og ikke ved Taliban. Et godt eksempel på dette var, da der opstod splid 

mellem de lokale Taliban og udenlandske krigere i Musa Qala. Da Alizai-stammens leder 

Mullah Salam skiftede fra Taliban til regeringen og blev guvernør I byen, 267 fulgte hans 

krigere med. 

3.2.4. Delkonklusioner. 

Jeg vurderer, at fragmenteringen langs stamme- og familielinjer, er det punkt, hvor den 

pashtunske stammekultur har størst indflydelse på lederskab. Fordelen har ifølge teorien 

været, at lederen har været fra lokalområdet og derfor har haft høj legitimitet, men 

krigerens loyalitet har ikke været rettet mod oprørsledelsen eller sagen, men mod den 

enkelte leder. Der, hvor afvigelsen til teorien er mest markant, er den manglende 

centraliserede strategiske ledelse. Kampen mellem islamister og traditionalister skyldes 

ikke alene stammekultur, men selv ideologisk rene grupper som Taliban har vist tegn på 

interne magtkampe mellem stammer og familier. 

Fragmentering langs stamme- eller etniske linjer er dog ikke noget unikt for 

oprørskampen i Afghanistan. I andre dele af verden, hvor den nationale identitet er svag, 

har man set samme rivalisering. Denne fragmentering vurderes eksempelvis at være den 

største svaghed blandt de stammebaserede oprørsbevægelserne syd for Sahara. 268 

Pashtunwáli vurderes dog at have en forstærkende indflydelse på fragmenteringen, 

grundet turburwáli. 

3.3. Mål. 

3.3.1. Oprørsteoriens tanker om mål og end state. 

Analysen af mål indeholder niveauer, det strategiske, det operative og det taktiske. 269 

Målet er drivkræften bag ethvert oprør, da det er selve ideen om målet, der motiverer 

oprørskrigeren til at kæmpe. Uden et klart politisk mål vil oprøret derfor slå fejl. 270 

Oprørskrigeren skal have et præcist koncept af det politiske mål, og disciplinen skal være 

høj, således at soldaterne følger disse mål. 271 Oprørskamp er derfor ikke kun lokal taktik, 

men kræver strategiske overvejelser. 272 

Det strategiske mål er lig med oprørets ’end state’. Oprør tilhører generelt to kategorier: 

De, der ønsker at reformere det gældende sociale system i staten, og de, der ønsker at 

265 

Metz/Ingram. 

266 

Janes (2008), Dadullah sacking highlights Talibans rifts, 

http://www.janes.com/news/security/terrorism/jtsm/jtsm080129_1_n.shtml, hentet d. 3. februar 2009. 

267 

Afgha.com (2009), Massive Taliban defection developing in Helmand, 

http://www.afgha.com/?q=node/4729, hentet d. 21. januar 2009. 

268 


269 

FM 3-24, p. 1-14. 

270 


271 

Ibid., p. 109. 

272 

Ibid., p. 116. 

UKLASSIFICERET 36


bryde med statens kontrol og skabe et område, som de selv kan kontrollere. 273 Det fælles 

træk for alle oprørerne er, at de alle søger at opnå befolkningens accept af deres mål og 

dermed at gøre deres autoritet legitim, 274 hvorfor det er vigtigt, at oprørernes mål er 

sammenfaldende med folkets mål. 275 

På det strategiske niveau ser marxisterne de militære aktioner som en metode til at 

opnå det politiske mål. Selvom militære og politiske forhold ikke er ens, er det umuligt at 

isolere den ene fra den anden. 276 Her udviser Mao en klar inspiration fra Clausewitz, om 

end han angiver Lenin som kilden. 277 De operative mål er de, der leder til det strategiske 

’end state’. Målet er at trække fjenden så langt ind i landet, at han bliver spredt over for 

stort et område og når sit kulminationspunkt. Herefter kan guerillastyrkerne opnå det 

egentlige operative mål, at nedslide fjenden gennem taktiske operationer. 278 

Ødelæggelsen af fjendens styrker ikke er et mål i sig selv. For at underminere 

modstanderens legitimitet, kræver der, at der parallelt opbygges en skyggeregering. 279 

De taktiske mål er ofte mere fysiske og med kortere tidshorisont. Her er målet at ramme 

de svage punkter hos fjenden, herunder særligt bagtrop og flanker, 280 hvilket over tid vil 

nedslide fjendens vilje. 


Da Kong Zahir Shah blev afsat af sin fætter Muhammad Daoud Khan i 1973, var der 

mange, der blot så det som endnu et opgør i den kongelige familie, og dermed et 

eksempel på turburwáli. 281 Der var dog en markant forskel, idet Daoud stod i spidsen for 

en sovjetisk trænet hær, der ikke var stammebaseret. 282 Da hans magtbase ikke i samme 

grad som sine forgængeres var baseret på at balancere stammerne, begyndte oprøret 

hurtigere end ved tidligere oprør. Det var dog først efter, at den sovjetiske invasion i 1979 

gjorde oprørskrigen til en befrielseskrig, at alle etniske grupper og sociale lag deltog i 

oprøret. 283 

På det strategiske niveau var islamisternes mål at vælte en vantro regering og for dele 

af dem oprettelsen af den islamiske verdensstat (Ummah). 284 Over for dette stod 

traditionalisterne, hvis mål for efterkrigstidens Afghanistan var en federal struktur, hvor 

stammer og regional autonomi ville blive respekteret. De var imod oprettelsen af en 

centralistisk islamisk stat. 285 Der var således ikke et samlet mål for Mujahideen - andet 

end at modsætte sig regeringen og de sovjetiske styrker 286 . 

På operativt og taktisk niveau betød manglen på militære tænkere blandt Mujahideen 

(hvis man ser bort fra Massoud, der var tadsjik), at oprørskrigen ofte tog udgangspunkt i 

den form for krig, der var kendt i forvejen, stammekrigen. 287 Målet med kampene blev 

273 

FM 3-24, p. 1-2. 

274 

Ibid., p. 1-1. 

275 

Tse-tung 1, pp. 70-71. 

276 

Ibid., p. 110. 

277 

Ibid., p. 137. 

278 

Ibid., p. 92. 

279 

Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 244. 

280 

Tse-tung 1, p. 73 

281 


282 

Rubin 2, p. 74. 

283 

Kakar, p. 111 og Rashid 1, p. 207. 

284 

Roy 1, pp. 47 og 91. 

285 


286 


287 

Ibid., p. 329. 

UKLASSIFICERET 37


derfor mere fokuseret på at opretholde balance mellem stammerne frem for at ødelægge 

fjenden. 288 Det var således vigtigere at fremme sin egen qawm end at arbejde for at 

fordrive fjenden, hvilket forstærkede de interne stridigheder i Mujahideen. 


Talibans mål er i dag at vælte den afghanske regering, fordrive de udenlandske styrker og 

genindføre den styreform, som Taliban praktiserede i Afghanistan indtil 2001. 289 Dele af 

Taliban er dog ikke overbevist om, at Ummaen kan erstatte nationalstaten. 290 

Forskellen på Talibans og al-Qaeda strategiske mål er tydelige. Taliban er fokuseret på 

magten i Afghanistan, mens al-Qaeda blot ser kampen mod vesten i Afghanistan som et 

led i den globale jihad. 291 Talibans mål er i lige så høj grad etnisk, som det er religiøst. 

F.eks. blev alle embedsmænd udskiftet med pashtuner, kvalificerede eller ej, 292 da Taliban 

kom til magten i Afghanistan. 


Oprørsteorien foreskriver, at den lokale taktik kræver strategiske overvejelser. Dette punkt 

blev aldrig opfyldt i Afghanistan grundet den fragmenterede ledelse. Pashtunsk 

stammekultur har kun haft lidt indflydelse på ’end state’ for oprørskampene, da de 

traditionelle ledere i begge cases har været marginaliseret af islamisterne. Målet har derfor 

i langt højere grad været religiøst eller etnisk baseret. 

Teoriens ide om at trække fjenden ind og nedslide ham har modarbejdet 

stammekulturen, da denne er tæt forbundet med landområderne, hvilket medvirkede til at 

svække stammerne. Det punkt stammekulturen har haft størst indflydelse på, er det 

taktiske niveau, da selv Talibans kampe tager udgangspunkt i stammekrigen udbygget 

med erfaringer fra Mujahideen. 

3.4. Ideologi og narrativ. 

3.4.1. Oprørsteoriens tanker om ideologi og narrativ. 

Ideer er motivationsfaktoren i et oprør, 293 og Marxisterne ser ideologi som det bærende 

element i oprørskampen. I en langvarig krig er overbevisning den nøgle, der får oprørerne 

til at modstå modgang og fastholde troen på sejr. 294 

Der skelnes mellem to typer af oprørskrige, en mod invasion udefra og en mod et 

siddende styre. 295 Den vigtigste forskel på de to er behovet for propaganda. Mao 

beskriver, at et af de stærkeste karakteristika ved oprørskamp mod en invasion, er 

kvaliteten af den interne renhed, idet alle klasser holder sammen. I den revolutionære 

kamp er der derimod behov for propaganda for at samle folket. 296 

Der opereres med to typer propaganda, én rettet mod de civile og én intern rettet mod 

oprørshæren. Propagandaen skal være koordineret af den fælles ledelse, ellers opnår 

288 

Roy 1, p. 63. 

289 

Forsvarets Efterretningstjeneste (2008), Afghanistan trusselsvurdering af oktober 2008, http://feddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/Pressearkiv/2008/Afghanistan20102008.pdf, 

hentet d. 11. februar 

2009. 

290 


291 


292 

Rashid 2, p. 101. 

293 

FM 3-24, p. 1-14. 

294 

Tse-tung 1, p. 109 og Tse-tung 2, p. 270. 

295 


296 


UKLASSIFICERET 38


man aldrig en samlet effekt. 297 Formålet med propagandaen rettet mod befolkningen er, at 

overbevise dem om de politiske mål. Uden denne overbevisning vil oprørerne mangle den 

enighed, der bør eksistere mellem soldaterne og folket. 298 Den interne propaganda har til 

formål at holde moralen høj. Vigtigheden af kun at bruge frivillige fremhæves, da 

tvangsudskrivning vil virke nedbrydende på den ånd, der skal herske i en 

oprørsbevægelse. 299 Oprørerne bør være et eksempel i livsførelse og bør give vejledning i 

ideologiske spørgsmål. 300 Kun ved at leve op til disse krav, kan oprørsbevægelsen sikre 

sig den støtte fra folket, der er nødvendig for at kunne operere (dette punkt behandles i 

3.5). Marxisterne ligger sig i deres altomfattende verdensopfattelse på dette punkt op ad 

religiøse ekstremistiske oprørsgrupper, idet formålet er at styre tanker og handlinger. 301 

De mest magtfulde ideologier taler til følelserne og ønsket om retfærdighed, religiøs 

overbevisning eller befrielse fra fremmed besættelse. Ideologien træder tydeligst frem i 

den narrativ, som oprørerne skaber. De vigtigste temaer er religion, nation og kultur. 

Samtidig spiller samfundets historie en vigtig rolle. 302 

Som nævnt er ideologien væsentlig for at kunne gennemføre en langstrakt 

oprørskamp. Ideologien vil dog ofte have den sideeffekt, at de ideologiske tanker 

forstærkes. Guevara skrev, at den revolutionære i løbet af krigen næsten altid vil blive 

mere revolutionær, 303 hvilket forstærkes i de tilfælde, hvor det drejer sig om ekstremistiske 

ideologier. 304 Dette forhold er vigtigt at holde sig for øje, da det er af betydning for 

forholdet mellem oprørere og befolkning, og da det har stor indvirkning på forsoningsfasen 

ved krigens afslutning. 


Mujahideen afviger fra de fleste oprørsbevægelser ved ikke at være baseret på en fælles 

politisk ideologi. 305 På trods af, at Mujahideen kamp var både en befrielseskrig og en 

oprørskamp, betød Afghanistans sammensatte etniske befolkning, og i særdeleshed 

pashtunernes meget fragmenterede sociale opbygning, at den af Mao omtalte ”interne 

renhed” aldrig opstod i Afghanistan. De radikale islamister, der udgjorde grundstammen i 

Mujahideen, var imod de traditionelle stammeledere og de traditionelle hanafi-mullaher, 306 

men de var internt splittet mellem de fundamentalistiske og de radikale-revolutionære 

grupper. 307 De radikale islamister så ikke jihad som en hellig krig anført af religiøse 

fanatikere, men derimod som en sammenhæng mellem brugen af magt og islam som en 

revolutionær ideologi. 308 309 Jf. islamisterne kan religion og politik ikke skilles. Reelt var det 

det modsatte, der skete. Ideologien var islamisk, mens spillet om magten blev spillet via 

stammerne. 310 

297 Guevara, p. 133 og 134. 

298 Tse-tung 1, p. 110 og Tse-tung 2, p. 270. 

299 Tse-tung 1, pp.107-108. 

300 Guevara, p. 65. 

301 FM 3-24, p. 1-15. 

302 Ibid., p, 1-15. 

303 Guevara, p. 65. 

304 FM 3-24, p. 1-15. 

305 Barth, p. 187. 

306 Cordovez, p.61 og Rashid 1, p. 211. 

307 Kakar, p. 80. 

308 Ibid., p. 81 og 86. 

309 Mujahideen gruppen Jamiat-i-Islami udgav bl.a. en pamflet under titlen ”hvem er vi, og hvad vil vi”. Et klart 

link til den marxistiske oprørsteoris tanke om at udbrede de revolutionære tanker til folket. Ibid., p. 86. 

310 Roy 1, p. 113 og Rashid 1, p. 207. 

UKLASSIFICERET 39


Lederne af de største islamiske grupper Jamiat-i-Islami og Hizb-i-Islami, stod udenfor 

stammestrukturen. 311 Den første var ledt af en tadsjik, mens den anden blev ledt af 

Hikmatyar, der var pashtun uden tilknytning til stammesystemet. Særligt Hizb-i-Islami var 

meget kritisk over for det afghanske samfund, og var tæt på at dømme det uislamisk. 312 

På trods af dette blev deres retorik påvirket af stammekulturen. 

Mujahideens diskurs var en blanding af islam og pashtunske idealer. 313 Mens næsten 

alle Mujahideen-grupperne brugte religiøs symbolik i deres navne og retorik, 314 var 

historier om ære, og om hvordan englænderne var blevet slået, 315 vigtige narrativer. Selv 

Hikmatyar, der startede krigen med en pan-islamisk retorik og som talte for Ummaen, 

anvendte pashtunsk retorik. Da han senere i krigen skulle rekruttere i de pashtunske 

områder, talte han til etnicitet og stammesolidaritet, herunder forsvaret af den pashtunske 

identitet og ære. 316 

Mujahideen-lederne kendte således alle til stammekulturen, men forsøgte ikke at 

integrere den i den politiske islam. Der opstod herved en forskel på retorik og praksis. 317 

Mange af mullaherne havde ikke respekt for de traditionelle stammenormer. 318 Der var 

forsøg på at knække den lokale kultur, blandt andet gennem forbud mod sang og dans ved 

bryllupper, og udskiftning af folkesagn med koranvers. 319 

Mujahideen var en velbevæbnet radikal islamistisk styrke i et samfund, der traditionelt 

havde været imod stærke religiøse dogmer. 320 Dette betød, at oprøret pga. dets 

ekstremisme mange steder blev afkoblet fra det lokale samfund. 321 Det sekulære 

traditionelle samfund var efter krigen svækket og de radikale islamister havde fået 

magten. 322 Dette var mindre udtalt i syd end i øst, selvom der også her var eksempler på, 

at Mujahideen satte de traditionelle ledere uden for indflydelse. 323 De to vigtigste grunde 

til, at Mujahideen i det sydlige Afghanistan var mindre afkoblet fra befolkningen var, at 

grupperne i dette område overvejende var nationalistisk funderet, og at mange af de 

traditionelle ledere, særligt i Helmand og Kandahar, kunne opretholde deres magtbase 

med våben indkøbt for opiumspenge. 324 Selv i de områder, hvor sharia blev indført, var 

indflydelsen fra Pashtunwáli fortsat stor. Sharia blev fortsat tilrettet Pashtunwáli. 

Bortførelse af en kvinde sås således ikke som utroskab, men som konkurrence mellem 

qawms. 325 Formålet var at undgå en aktivering af badal og dermed en eskalering af 

konflikten. 

På trods af ideologi og politik forblev de afghanske oprørsgrupper mere en samling 

individualister end egentlige grupper. Jihad forstærker her den pashunske kultur, da det i 

311 


312 

Chaliand, p. 342 og Rubin 2, p. 88. 

313 

Rubin 2, p. 186. 

314 


315 

Rubin 2, p. 186. 

316 


317 

Roy 1, p. 58. 

318 


319 

Ibid., p. 146. 

320 


321 

Rubin 2, p. 240. 

322 


323 

Rubin 2, p. 244. 

324 


325 

Roy 1, p. 115. 

UKLASSIFICERET 40


bund og grund er individets kamp mod fjenden. 326 Mange afghanerne sagde, at de 

kæmpede for islam og Afghanistan, ikke for et parti, - end ikke det, de tilhørte. 327 


Taliban-lederne kom fra de fattigste og mest konservative dele af Afghanistan, og de 

forsøgte at udbrede deres holdninger til hele landet. 328 De var drevet af deoband-islam, 

dog i en meget ekstrem udgave. 329 Talibans version af deoband-islam var opstået i 

madrassaerne i flygtningelejrene. 330 De fleste blev ledt af semi-uddannede mullaher, og 

deres version af islam var stærkt påvirket af Pashtunwáli. 331 Deoband-islams traditioner 

går mod stammer og feudal struktur. Taliban nærede derfor mistro til stammerne og holdt 

stammelederne uden for indflydelse. 332 

Talibans ideologi var ikke tidligere set i Afghanistan, da de ikke afspejlede nogle af de 

islamistiske trends, som Mujahideen havde haft. De var ikke radikale islamister, og de var 

ikke traditionalister. Taliban repræsenterede ikke andre end dem selv, og de anerkendte 

ingen version af islam ud over deres egen. 333 

Taliban så sig selv som en renselse af et oprør, der var slået fejl. 334 Ved at kalde sig 

Taliban frem for Mujahideen, prøvede Taliban at distancere sig fra den fejlslagne 

Mujahideen regering. De forsøgte at sende et signal om, at de ville rense samfundet frem 

for at gå efter magten. 335 Taliban sagde i starten, at de ville befri Afghanistan og give 

magten til ”gode” muslimer, hvilket var populært i en befolkning, der var træt af 

magtkampe. I 1996 ændrede Taliban deres budskab til, at de- og kun de- skulle regere 

Afghanistan. 336 Dele af den Afghanske befolkning ser ikke længere Taliban som en 

religiøs bevægelse, men som endnu en bevægelse, der kæmper for magt og 

indflydelse. 337 

Mullah Omar stod i 1994 frem ved en storshura iført profeten Muhammeds kappe og 

lod sig udråbe til Amir-ul Momineen. 338 Ved samme lejlighed udråbte han jihad mod 

Rabbanis regering. 

Mange unge Taliban-krigere var opvokset i flygtningelejre i Pakistan og var uddannet i 

islamistiske madrassaer, og de kendte kun lidt til afghansk historie. 339 Dette var en af de 

store forskelle på Mujahideen og Taliban. Mujahideen kendte deres stammerødder og 

kunne huske deres hjemstavn og Afghanistans historie. Mange af Taliban-krigerne havde 

aldrig været i landet og havde ingen minder om den komplekse stamme og etniske 

sammensætning, der havde været i de afghanske byer. 340 

326 Rashid 1, p. 221. 

327 Rubin 2, p. 232. 

328 Rashid 2, p. 110. 

329 Johnson 1, p. 74. 

330 Coll, p. 284. 

331 I 1971 var der ca. 900 madrassaer, mens tallet i 1988 var vokset til 8000 officielle og ca. 25.000 

uofficielle, der samlet underviste en halv million studerende. Rashid 2, p. 89. 

332 Ibid., p. 92. 

333 Ibid., p. 88. 

334 Coll, p. 283 samt Rashid 2, pp. 23 og 25. 

335 Rashid 2, p. 22. 

336 Ibid., p. 95. 

337 The Senlis Council (1) (2007), Countering the Insurgency in Afghanistan, 

http://www.icosgroup.net/documents/Full_CI_Report.pdf, hentet d. 3. marts 2009, p. 51 og Rashid 2, p. 36. 

338 Coll, p. 328. 

339 Rashid 2, pp. 23 og 32. 

340 Edwards 2, p. 294 og Rashid 2, p. 32. 

UKLASSIFICERET 41


En stor del af Taliban-krigere var forældreløse eller vokset op i madrassaer uden at 

kende til kvinder. De accepterede det derfor som noget naturligt, at kvinderne ikke skulle 

spille en rolle i Talibans version af islam. 341 Dette var mod det traditionelle afghanske 

mønster, hvor mænd omgik familiens kvinder. Selv i de mest konservative pashtunske 

stammer, fungerede familielivet på denne måde. 342 Den almindelige landsbybefolkning er 

generelt ikke tilhængere af Talibans ekstreme fortolkning af islam. 343 

Taliban udlægger konflikten som en kosmisk konflikt mellem de rettro og de vantro, der 

dræber uskyldige muslimer. 344 Talibans fire hovednarrativer: 

- De fremmede har invaderet Afghanistan. 

- Præsident Karzai er en marionet for Amerika, og han er ikke legitim. 

- De fremmede har ingen respekt for afghansk kultur og tradition. 

- De fremmede bomber byer og dræber civile. 345 

Taliban bruger ofte Pashtunwáli i deres narrativer. Deres primære fokus er på nang. 346 

Blandt andet ville Taliban ikke udlevere Bin Laden, da de sagde det ville være mod 

afghansk tradition. 347 Her tænkes særligt på mailmastiá, hvor Taliban ville tabe ære ved at 

udlevere en gæst. 


Pashtunsk stammekulturs indflydelse på den ideologiske del af oprørskampen har været 

begrænset, da det bærende ideologiske grundlag har været religiøst. Stammekulturen har 

haft en indflydelse på formen af islam, men den er også her blevet marginaliseret grundet 

påvirkningen fra radikale islamister og deoband-islam. Dette har i begge cases ført til, at 

dele af oprøret har været afkoblet fra befolkningen, hvilket er et resultat af Guevaras 

formaning om, at den revolutionære i løbet af konflikten altid bliver mere revolutionær. 

Stammekulturens indflydelse på narrativerne har været større. Dette skyldes primært, at 

den pashtunske landbefolkning udgør hovedparten af oprørernes rekrutteringsgrundlag, 

og oprørerne derfor har forsøgt at anvende en retorik, der talte til deres kulturelle 

baggrund. Da narrativer og ideologi ikke er afstemt, kan dette være med til at afkoble den 

del af befolkningen, som man søger at hverve. 

3.5. Miljø og geografi. 

3.5.1. Oprørsteoriens tanker om miljø og geografi. 

Punktet dækker ud over miljø og geografi også over kultur og demografi. Dynamikkerne i 

dette punkt træder tydeligt frem på det taktiske plan, hvor de har stor indflydelse på, 

hvordan oprørerne organiserer sig, og hvilken doktrin, herunder de fremgangsmåder, (det 

der militært kaldes Training, tactics and procedures (TTP)), de anvender. 348 

Kultur er i dette speciale inddraget i alle analyser, og analyseres derfor ikke 

selvstændigt i denne delanalyse. Jeg har valgt at dele denne analyse op i tre punkter: 

forholdet til civilbefolkningen, tanker omkring baser og endeligt oprørsbevægelsens TTP. 

341 Goodson, p. 118. 

342 Rashid 2, p. 32. 

343 Jones, p. 4. 

344 Johnson 2, p. 124. 

345 Senlis 2, p. 37. 

346 Johnson 2, p. 121. 

347 Rashid 2, p. 140. 

348 FM 3-24, p. 1-16. 

UKLASSIFICERET 42


3.5.1.1. Forholdet til civilbefolkningen. 

Guerillastyrkerne får deres styrke fra folket, og kan ikke eksistere uden dets sympati og 

samarbejde. Det øjeblik hvor et oprør fjerner sig fra folket, er det øjeblik, hvor håbet om 

sejr forsvinder. 349 Mere poetisk beskriver Mao de civile som det vand, oprørerne skal 

svømme i som fisk. 350 Et af oprørsbevægelsens vigtigste mål er derfor at sikre, at der 

opstår en fælles ånd mellem befolkningen og tropperne. Denne ånd søges opnået gennem 

en række forskellige tiltag. Dels skal befolkningen, som nævnt i afsnittet om ideologi, 

overbevises om det politiske mål. Dette er dog i sig selv ikke nok, og oprørerne skal derfor 

udvise respekt for civilbefolkningens traditioner og normer, 351 ligesom lederne af de 

krigsretter, der oprettes af oprørerne, skal have indgående kendskab til landets love. 352 

Mao mente, at den ønskede opførsel skulle formaliseres, og han henviser til en folder 

med regler for god opførsel kaldet ”The three rules and the eight remarks”, 353 der blev 

udleveret til soldaterne i kampen mod japanerne og siden regeringen. Generelt foreskriver 

teorien, af overnævnte grunde, at behandle civilbefolkningen retfærdigt. 354 Bønderne skal 

støtte guerillaen gennem skatter, men det er forbudt at konfiskere ejendom. 355 Der er dog 

langt fra tale om en blødsøden holdning, og de individer, der ikke kan vindes til sagen, må 

dræbes uden nåde, hvis de udgør en fare. 356 

3.5.1.2. Baser. 

Behovet for baser er en af oprørsbevægelsens svagheder, da det er et af de få stationære 

steder, hvor fjenden kan ramme oprørerne. Mao beskriver en base som et strategisk 

lokaliseret område, hvor guerillaen kan træne, genopbygge og udvikle deres styrker. En 

oprørsbevægelse kan ikke virke over lang tid uden en base. 357 For at baserne kan opfylde 

deres formål kræves det, at fjenden ikke umiddelbart kan gribe ind overfor dem. Dette 

stiller krav til hemmeligholdelse og forsvar. Baser bør placeres i bjerge eller jungler, hvor 

de er lette at forsvare. De kan oprettes i de åbne områder, men kan her kun have 

midlertidig karakter, og kun såfremt at fjenden er meget spredt. 358 

Et problem omkring baser er det modsatrettede forhold mellem ønsket om beskyttelse 

og det faktum, at selve operationsområdet ofte ligger i fjendens bagland. 359 Oprørerne vil 

af den grund ofte være nødsaget til at benytte midlertidige baser, eller tilbagelægge lange 

infiltrationsmarcher, hvilket er både nedslidende og i strid med tanken om, at oprørerne 

bør være lokalt funderet. 

3.5.1.3. Training, tactics and procedures. 

Oprørskamp adskiller sig på mange måder fra konventionel krig. Nøglen til oprørskrigens 

succes er overvågenhed, mobilitet og angreb. 360 Det afgørende er, at bevare egne styrker 

og ødelægge fjenden. 361 For at kunne opnå dette, er det vigtigt at bevare initiativet. 362 

349 

Tse-tung 1, pp. 71-72. 

350 

Ibid., p. 113. 

351 

Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 252, Guevara, p. 46 og Tse-tung 2, p. 245. 

352 


353 


354 


355 

Tse-tung 1, p. 128 og Guevara, p. 116. 

356 


357 


358 

Ibid., p. 126. 

359 

Ibid., p 78. 

360 

Ibid., p. 73. 

UKLASSIFICERET 43


Der findes ingen afgørende slag i en oprørskamp. For at bevare initiativet er angreb en af 

nøglerne til succes. De skal udføres hurtigt og med al kraft. Oprørerne bør koncentrere 

flere mindre styrker mod en svag fjende og ødelægge ham. 363 Herefter bør grupperne 

spredes igen. Mobilitet er afgørende for en oprørsgruppes succes. Forsvar må kun bruges 

til at sinke fjenden. 364 Da modstandernes flyvevåben er effektivt mod store 

troppekoncentrationer og faste forsvarsværker, bør der ikke forekomme stedbundet 

forsvar i en oprørskrig. 365 

Fjendens logistik er et af hans svage punkter, hvorfor det bør være et af oprørernes 

mål. Improviserede bomber 366 og baghold bør anvendes til at ramme fjendens logistik, da 

dette vil tvinge fjenden ind i større konvojer, 367 hvilket vil binde hans resurser. Ved at 

anvende lokalkendskab vil konvojerne fortsat kunne udsættes for angreb. 

Guevara skelner derudover mellem sabotage og terror. Terror bør undgås, da det kan 

ramme civile og derved nedbryde støtten til oprørerne. Han afskriver sig dog ikke brugen 

af terror helt, da det er et effektivt middel til at ramme fjendens frontfigurer. 368 Oprørerne 

bør være betænksomme mod fanger, ellers styrker det fjendens sammenhold. 369 Dette 

udbygges af Guevara, der anbefaler, at de fanger, man ikke kan medtage, slippes fri, efter 

de har fået en moralprædiken. 370 Modsat skal forrædere i egne rækker straffes hårdt, og 

lederen skal få folkene til at hade forræderen. Dette skal tjene som en advarsel for de 

øvrige oprørere. 371 



Det, der afgjorde, om en stamme støttede regeringen eller Mujahideen, var dels gamle 

alliancer eller blot det, at man støttede den part, som ens rivaliserende qawm kæmpede 

mod. 372 Andre stammer skiftede alliance mellem Kabul og Mujahideen alt efter, hvem der 

bød højst, 373 og dermed var det bedste alternativ for deres qawm. Stammerne var ikke 

homogene, og der var både regeringsstøtter og oprørere i samme stamme. De fleste 

indtog dog en mere afventende holdning. For at sikre familien bedst sendte mange familier 

medlemmer til begge lejre, således at man var sikret, uanset hvem der vandt krigen. 374 

Dette er et udmærket eksempel på pashtunernes pragmatiske holdning til loyalitet. Den 

gruppe, der er det bedste alternativ for ens qawm, er den, der får ens støtte. Hvis man er i 

tvivl, spiller man på begge heste. 

361 


362 

Ibid., p. 119. 

363 

Ibid., p. 118. 

364 

Ibid., pp. 78 og 118. 

365 


366 

Guevara skriver ikke ordret improviserede bomber men beskriver hvordan flybomber og anden 

ammunition kan modificeres således, at de kan udløses elektrisk. Han omtaler også, hvordan radioer er 

blevet brugt som fjernudløsere under oprørskampen i Algeriet. 

367 

Ibid., p. 45. 

368 

Ibid., p. 43. 

369 

Tse-tung 1, p. 113, her ser man igen indflydelse fra Sun Tzu, der anbefaler venlighed mod fanger Sun 

Tzu, p. 47. 

370 


371 


372 

Rubin 2, p. 144. 

373 


374 

Glatzer 1, p. 14 og Yousaf, p. 132. 

UKLASSIFICERET 44


Støtten til Mujahideen antog flere former. Når befolkningen gav husly til Mujahideen, 

skyldes det dels sympati og dels mailmastiá. 375 Mujahideens indkomst bestod af direkte 

skatter, herunder den islamiske zakat på 10 % af alle afgrøder, af indirekte skat på 

varer 376 (told), donationer, krigsbytte, og den eksterne støtte fra nødhjælp og 

Pakistan. 377 Ofte opkrævede flere grupper skat, således at folk endte med at betale mere 

end til regeringen. 378 Skatteinddrivning var meget mod den nang-opfattelse af 

Pashtunwáli, der var udbredt i det østlige Afghanistan, og af den grund blev der ikke 

inddrevet skatter i samme grad i øst, da det ville have provokeret stammerne til oprør. Her 

var særligt smugleri og told på smugling en udbredt indtægtskilde. 379 Da Mujahideen 

lukkede en vigtig forsyningsrute til Jalalabad, kom de i konflikt med de lokale stammer, der 

benyttede ruten til smugling. En jirga blev afholdt, og ruten genåbnet. 380 

Den hårdhændede sovjetiske fremfærd 381 førte til en øget rekruttering blandt de lokale 

Mujahideen-grupper. 382 Dette skyldes primært badals krav om, at blod skal hævnes med 

blod. På trods af modstanden mod regeringen, blev de civile frastødt af Mujahideens 

sumeriske henrettelser og brændte huse, da de tætte sociale bånd i stammerne betød, at 

sådanne drab berørte hele det lokale samfund. 383 

3.5.2.2. Baser. 

Mujahideen oprettede senere i krigen større baser (Markaz), udbygget med antiluftskyts 

og tunge våben, 384 udenfor byerne. I de mere befolkede områder var krigerne der kun om 

dagen, mens de i de affolkede områder boede der permanent. 385 Denne type baser var 

ukendte i stammekrigen, hvor krigeren boede og kæmpede i den by, som han forsvarede. 

Oprettelsen af baserne var mindre et resultat af militær strategi end en social / politisk 

omstrukturering. Mujahideen-lederne blev en ny elite, der, som de traditionelle khans, 

tiltrak gæster og fik opbakning gennem fordeling af goder, særligt ammunition og andre 

krigsforsyninger. 386 Særligt baserne i Pakistan var af vital betydning for Mujahideen, og de 

behandles yderligere under analysen af ekstern støtte. 


En typisk Mujahideen-gruppe var bundet til en qawm eller et religiøst netværk, f.eks. en 

madrassa. 387 I et qawm-baseret samfund er forsvaret primært forbundet med det lokale 

område. 388 Dette medførte, at hvis en gruppe skulle operere uden for sit eget område, 

skulle den bede lederne af de områder, de skulle igennem og kæmpe i, om tilladelse. Hvis 

375 

Kakar, p. 127, Rashid 1, p. 206 og Chaliand, p. 332. 

376 

Yousaf, p. 106. Mujahideen fordelte selv våben ind i Afghanistan. Transporten var dog privatiseret, idet 

pashtunske og baluchi smuglergrupper havde monopol på transporterne. Betalingen løb op i 1,5 millioner $ 

pr. måned, hvilket gav grobund for udbredt korruption. Ibid., p. 97 og Rubin 2, p. 197. 

377 

Rubin 2, p. 189. 

378 


379 

Rubin 2, p. 189. 

380 

Ibid., p. 261. 

381 

Op mod 1 million blev dræbt under Sovjetunionens forsøg på at fordrive befolkningen fra grænseområdet 

til Pakistan. Rashid 1, p. 221 og Goodson, p. 60. 

382 


383 

Ibid., p. 128. 

384 

Roy 1, p. 70. 

385 

Rubin 2, p. 229. 

386 

Roy 1, p. 71. 

387 

Rubin 2, p. 188. 

388 

Ibid., p. 190. 

UKLASSIFICERET 45


man opererede uden denne tilladelse, risikerede man, at den lokale gruppe dannede en 

midlertidig alliance med regeringen og så bekæmpede de udefrakommende. 389 

Mujahideen med forbindelse til lokalområdet var ikke optimalt i ISI øjne, da de ikke ville 

angribe ISI udpegede mål, hvis deres egen befolkning havde gavn af det, eller der var fare 

for at civile tab og dermed badal. 390 Et af de bedste eksempler på denne dynamik var en 

episode efter den sovjetiske tilbagetrækning, hvor ISI forsøgte at få Mujahideen til at 

angribe Kandahar-by, herunder at sprænge en vigtig dæmning. De lokale Mujahideenledere 

reagerede ved at sende styrker til dæmningen for at bevogte den mod ISI. Herefter 

sendte ISI Hikmatyar til området med en enhed bestående af Ghilzai pashtuner for at 

udføre opgaven. De blev dog angrebet af de lokale Mujahideen-grupper og måtte trække 

sig tilbage. Mujahideen i Kandahar begyndte herefter at arbejde tættere sammen med 

regeringen og fik lov til at komme ind i byen, dog uden våben. 391 

Mujahideens TTP var præget af lidt teori og doktrin, men der var derimod fokus på 

handling. 392 Mujahideens manglende teoriudvikling betød, at de brugte mange af 

taktikerne fra stammekrig. 393 Svaghederne fra stammekrigen var tydelige. Årets gang i 

landbruget havde markant indflydelse på antallet af krigere og dermed på kampenes 

intensitet, og det var svært at koordinere større operationer grundet uenighed om deling af 

krigsbyttet. 394 

Stammekrigerne havde svært ved at omstille sig til moderne krig. 395 De var gode til 

baghold, men de manglede uddannelse og kommandostruktur til at gennemføre større 

operationer. En anden mangel var specialister, som f.eks. mineryddere. 396 

80 % af de stammebaserede grupper havde ikke over 60 mand. 397 De var hermed på 

niveau med de traditionelle stammemilitser. 



Taliban opstod på et tidspunkt, hvor kommunisternes magt var brudt, Mujahideen-lederne 

havde mistet opbakning, og den traditionelle stammeledelse næsten var udryddet eller 

flygtet. Det var derfor let for Taliban at tage magten over det pashtunske bælte. 398 

Den krigstrætte befolkning så dem som frelsere og fredsskabere, 399 og som en mulig 

styrke til at genskabe pashtunsk magt i Afghanistan. 400 I det pashtunske bælte var der 

mange, der følte, at Taliban var det eneste alternativ til kaos og anarki, og derfor var bedre 

for folket (qawm) end de Mujahideen-krigsherrer, der var før dem. 401 Flere fremtrædende 

Durrani-familier, herunder Karzai-familien fra Popolzai-stammen i Kandahar, støttede 

389 

Yousaf, p. 42 og Roy 1, p. 69. 

390 

Rubin 2, p. 201. 

391 

Ibid., pp. 262-263. 

392 

Roy 1, p. 30 og Yousaf, p. 36. 

393 

Rubin 2, p. 187. 

394 

F.eks. delte to grupper en afhoppet T-55 kampvogn i to stykker og solgte delene, fordi de ikke kunne 

enes om, hvem der skulle have den. Cordovez, p.148 og Goodson, p. 39. 

395 

Yousaf, pp. 36-37. 

396 


397 

Rubin 2, p. 227. 

398 

Rashid 2, p. 97. 

399 

Barfield, Thommas J. (2004), Problems in establishing Legitimacy in Afghanistan, (Iranian Studies 37, no. 

2, June 2004 pp. 263 – 293), p. 290 og Ewans, p. 160. 

400 

Coll, p. 283 og Rashid 2, p. 35. 

401 

Edwards 2, p. 294 og Rashid 2, pp. 27-28 og 213. 

UKLASSIFICERET 46


Taliban. 402 Det sydlige Afghanistan faldt relativt let, da de mange mindre krigsherrer var 

uorganiserede og anarkistiske. Krigsherrerne i nord og vest ydede langt mere organiseret 

modstand. 403 

Taliban har ikke forsøgt at ændre den traditionelle sociale opbygning i de områder, hvor 

stammeledelsen har været velfungerende. 404 Dette har været tydeligst i områderne langs 

grænsen til Pakistan, særligt i øst, hvor stammerne står stærkt. 400 stammeledere i det 

østlige Afghanistan tvang blandt andet Taliban-guvernøren til at udskifte den lokale 

guvernør i protest mod værnepligt og skatter. 405 

De østlige pashtuner var mere påvirkede af pashtuner i Pakistan og sendte deres piger 

i skole. Da pashtunerne i øst krævede undervisning for piger, gik Taliban-guvernøren ikke 

imod. 406 

Under Taliban-regeringen skulle familier i syd sende en søn til at kæmpe for Taliban. 407 

Ud over at skaffe rekrutter, havde det samme virkning som janitsharerne i det Osmanniske 

rige, idet det øgede befolkningens loyalitet. Udskrivningen af soldater og skatter fik med 

tiden flere stammer til at gøre oprør mod Taliban. I 1997 var der oprør mod Taliban blandt 

stammerne i Kandahar på grund af udskrivning af soldater. Taliban blev drevet ud af flere 

byer. ” Taliban lovede os fred, i stedet har vi kun fået krig” . 408 Den stærke Karzai-familie 

ønskede den gamle konge tilbage fra eksil og satte sig i 1999 op mod Taliban. Taliban 

dræbte som svar familiepatriarken og tvang hans søn, den nuværende præsident, på 

flugt. 409 

I år 2000 var der tegn på splid i Taliban. Stammepashtuner udviste stigende harme 

over Talibans strikte regler og stigende korruption. 410 Oprør som disse gjorde Taliban 

mere afhængig af madrassastuderende og folk fra flygtningelejrene, og de fjernede 

dermed bevægelsen yderligere fra den pashtunske landbefolkning. 

De fleste afghanere ønskede efter snart 25 års krig bare fred og stabilitet. 411 Mange er 

ligeglade med, hvem der er ved magten, blot der er fred. En pashtun udtrykte det således: 

”Da Taliban var ved magten, støttede vi dem, nu støtter vi regeringen. Vi har ikke tid til at 

bekymre os om regering eller Taliban, vi tænker kun på at sikre vores familier”. 412 

Regeringens manglende evne til at udbrede sit magtmonopol får mange til at støtte 

Taliban. 413 En pashtun fra syd: ” I vores hjerter støtter vi ikke Taliban, men folk har ikke 

noget valg, fordi regeringen ikke kan yde sikkerhed”. 414 

Den udbredte fattigdom er en faktor, der sikrer støtte til Taliban. 415 En afghansk soldat 

tjente i 2007 60 US$ om måneden. En Taliban kriger kunne tjene op mod 400 $. 416 

402 Coll, p. 283. 

403 Rashid 2, p. 33 og Edwards 2, p. 293. 

404 Glatzer 1, p. 12. 

405 Rashid 2, p. 80. 

406 Ibid., p. 110. 

407 The Senlis Council (3) (2006), Field Notes, 

http://www.icosgroup.net/documents/insurgency_assessment_field_report.pdf, 

hentet d. 3. marts 2009, p. 12. 

408 Rashid 2, p. 103. 

409 Coll, p. 462. 

410 Rashid 2, p. 79. 

411 Johnson 2, p. 104. 

412 The Senlis Council (4) (2007), Taliban politics and Afghan Legitimate grievances, 

http://www.icosgroup.net/documents/taliban_politics_policy_paper.pdf , hentet d. 3. marts 2009, p. 43. 

413 Jones, p. 5. 

414 Johnson 2, p. 108. 

415 Senlis 1, p. 51. 

UKLASSIFICERET 47


Store dele af befolkningen er derudover vrede over koalitionens hårdhændede fremfærd, 

der krænker deres ære. En amerikansk leder af et Provintional Reconstruction Team 

sagde på et tidspunkt: ”Black OPS [specialstyrker] gør mere skade i min provins på en nat, 

end jeg kan rette op på seks måneder. 417 

3.5.3.2. Baser. 

Efter Taliban mistede magten i 2001, har deres tyngde været i Kandahar, Helmand, 

Uruzgan, Zabul, Paktika og Paktya. Alle er langs grænsen til Pakistan eller nær ’safe 

havens’ i det pashtunske stammebælte. 418 Bevægelsen ledelse sidder i Pakistan, hvor 

Mullah Omar og øvrige topfolk formodes at holde til omkring Quetta, 419 og kan derfor ikke 

angribes direkte. Grænseområderne lægger ud over Taliban-baser også baser til HiG, 

Haqqani og al-Qaeda, 420 og der er sket en øget ”Talibanisering” af stammeområderne inde 

i Pakistan. 421 


Det sydlige Afghanistan faldt som nævnt relativt let, og Talibans første militære nederlag 

var mod Massoud i Kabul. Deres svage struktur og dårlige taktik kostede dem i første 

omgang sejren. 422 Indtil da havde Taliban afstået fra plyndringer, 423 men efter nederlaget i 

1997 udførte Taliban flere plyndringer og etniske massakrer. De etniske massakre under 

Talibans kampe var uden fortilfælde i Afghanistans historie, 424 hvor badal har forhindret 

unødige drab. 

Taliban er meget opmærksomme på den skade, som ’utilsigtede skade’ 425 påfører 

NATO. Dette skyldes ikke mindst badal, hvor mange af stammerne ser det som en pligt at 

kæmpe mod NATO, hvis alliancen dræber et af deres familiemedlemmer. 426 Taliban 

forsøger at udnytte dette ved at trække kampen ind i bebyggede områder, for at NATO 

skal ramme civile. 427 Der har dog været eksempler på, at metoden ikke har lykkedes, og at 

de lokale har hævnet sig på Taliban i stedet. 428 

Taliban er i stigende grad splittet mellem dem, der vil følge den gamle ledelse og dem, 

der er inspireret af al-Qaeda. Før han blev fyret, viste Mansur Dadullahs referencer til den 

verdensomfattende jihad en tættere tilknytning til al-Qaeda end Taliban. Han var samtidig 

fortaler for brugen af selvmordsbomber, 429 der ses som wahabi-indflydelse og som er imod 

afghanske normer. 430 Brugen af selvmordsbomber strider mod hele den pashtunske 

416 

Senlis 1, p. 72. 

417 


418 

Rubin 2, p. 187. 

419 


420 


421 


422 

Ibid., p. 35. 

423 

Ibid., p. 100. 

424 

Ibid., p. 80. 

425 

Den danske version af begrebet ’Collateral Damage’. 

426 


427 

Johnson 1, p. 87 og Johnson 2, p. 125. 

428 

Anslået antal civile dræbt i Afghanistan i perioden januar til juni 2007, NATO 245, Taliban 244. Senlis 4, 

pp. 45-55. 

429 

Janes. 

430 


UKLASSIFICERET 48


livsopfattelse, 431 da det ikke forbundet med ære og mod i kamp. Dette er et af de steder, 

hvor indflydelsen fra al-Qaeda er tydeligst. 432 

433 

Den interne splid i Taliban, som brugen af al-Qaeda-metoder medførte, viser, at 

bevægelsen i nogen grad er opmærksomme på Pashtunwáli. Særligt badal med mottoet 

”kill one enemy, make ten” 434 viser denne holdning. De fleste selvmordsbombere har da 

også været hvervet blandt ikke pashtuner. Mullah Omars udgav i 2006 et kodeks for 

Taliban-krigere, 435 med instrukser for korrekt opførsel, ikke ulig det skrift Mao udgav i 

1930’erne. På trods af denne instruks dræber og truer Taliban ofte civile, der arbejder for 

NATO eller regeringen. 436 

Taliban er som tidligere oprørsbevægelser til dels hæmmet af ikke at kunne operere frit 

blandt de forskellige qawms. Hos Taliban i Pakistan (TTP) blev lederen Baitullah Massoud 

advaret af sin næstkommanderende om ikke at angribe ind i den næstkommanderendes 

område, da denne tilhørte en anden stamme. 437 


Stammekulturens indflydelse på forholdet til befolkningen er særligt præget af to forhold. 

Det første er stammernes pragmatiske holdning, hvor man støtter den part, der på det 

givne tidspunkt ser ud til at være det bedste alternativ for ens qawm. Dette medførte i 

begge cases, at oprørerne og regeringen reelt kæmpede en kamp om at overbevise 

befolkningen om, at de er det bedste alternativ. Det andet punkt er badal, hvor kravet om 

blodhævn spiller en væsentlig rolle, særligt i forhold til utilsigtet skade. 

Ideen om baser lå i starten fjernt fra stammekulturens traditionelle krigsform. Efter 

Mujahideen begyndte at anvende baser, er de dog blevet en fast bestanddel af krigen i 

Afghanistan, om end de primært er af midlertidig karakter eller ligger længere væk i sikre 

områder. Stammekulturens indflydelse på dette punkt har været begrænset. 

En af stammekulturens største indflydelser på oprørskampen i Afghanistan er indflydelsen 

på TTP. Idet oprøret i begge cases var qawm-bundet, har den manglende mobilitet mellem 

forskellige qawms været en af oprørernes svagheder. Fokus på qawm er samtidig med til 

at holde fokus på det taktiske niveau frem for at gennemføre planer, der bakker op om det 

strategiske ’end state’. 

Stammekrigens tendens med at følge årets gang i landbruget er stadig en tydelig del af 

oprøret på trods af, at det har udviklet sig de sidste 25 år. Så længe oprørerne baserer 

store dele af deres styrker på lokale krigere, vurderes dette at ville fortsætte uændret. 

431 

Johnson 1, p. 82 og Yousaf, p. 114. 

432 

Jones, p. 3. 

433 


434 


435 

Signandsight (2006), A new layeha for the Mujahideen, Engelsk oversættelse af artikel i det svejtsiske 

ugeblad, Die Weltwoche, http://www.signandsight.com/fetures/1071.html, skriv layeha i søgefelt, hentet d. 

11. marts 2009. 

436 


437 

Yusufzai, R. (2008), The impact of Pashtun Tribal differences on the Pakistani Taliban, Terrorism Monitor 

Volume 6-3 2008, 

http://www.jamestown.org/programs/gta/single/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=4712&tx_ttnews%5BbackPid%5 

D=167&no_cache=1, hentet d. 15. januar 2009 

UKLASSIFICERET 49


Både Mujahideen og Taliban har anvendt metoder, der strider imod den pashtunske 

stammekultur. Særligt Talibans hårdhændede metoder og øgede brug af 

selvmordsbomber afskrækker den pashtunske befolkningen. Mullah Omars instruks tyder 

på, at Taliban er bevidst om denne svaghed, men statistikken viser, at de ikke-pashtunske 

metoder vinder frem. Dette indikerer, at Taliban grundet den strategiske situation, er 

tvunget til at anvende metoder, der fører dem længere fra deres pashtunske bagland. 

Brugen af tilfældige terroraktioner indikerer en mangel på opbakning i befolkningen og er 

generelt et svaghedstegn for en oprørsbevægelse. 438 

3.6. Ekstern støtte. 

I min analyse af ekstern støtte definerer jeg ekstern støtte som den, som oprørerne 

modtager af kræfter udenfor det geografiske kampområde. I forhold til analysen af den 

pashtunske oprørskamp betyder det, at støtten fra pashtuner i Pakistan og Iran regnes 

under denne kategori, mens støtten fra de lokale pashtuner inde i Afghanistan er 

behandlet i punkt 3.5. 

3.6.1. Oprørsteoriens tanker om ekstern støtte. 

Adgang til ekstern støtte og tilflugtssteder har altid været en vigtig faktor i et oprørs 

effektivitet. Ekstern støtte kan give oprørerne politisk, psykologisk og materiel støtte, de 

ellers ikke ville have kunnet opnå. Støtten kan komme fra såvel statslige aktører som 

private og kriminelle grupper. 439 

De valgte teoretikere adskiller sig på dette punkt grundet den historiske kontekst, som 

deres teorier blev udarbejdet i. Mao behandler kun den eksterne støtte ganske lidt, da de 

kommunistiske oprørere kun modtog få forsyninger fra eksterne parter. Den primære 

eksterne støtte var medicinske forsyninger, 440 resten af forsyningerne blev skaffet fra 

folket. Guevara derimod er mere fokuseret på den eksterne støtte. Han beskriver, hvordan 

oprørshæren er afhængig af gaver fra sympatisører. 441 Dette skyldes ikke mindst hans 

tanker om, at en lille oprørskadre (Foco), kan sprede oprøret til lande, hvor forudsætninger 

for oprør endnu ikke er til stede. I takt med at oprørets opbakning i befolkningen stiger, vil 

andelen af støtte fra de lokale øges. 

Ingen af de valgte teoretikere fokuserer på behovet for baser i eksterne områder. Dette 

er dog ikke ensbetydende med, at behovet for eksterne baser ikke er af stor betydning for 

en oprørsbevægelse. Den manglende beskrivelse skal ses som et udtryk for, at der i de 

krige, teoretikerne beskrev deres teori ud fra, ikke var eksterne baser. 442 I Kina kunne 

oprørerne blot trække sig dybere ind i landet, mens det ikke var hensigtsmæssigt med 

eksterne baser i den cubanske frihedskamp, da Cuba som bekendt er en ø. I senere 

oprørskrige, både i Mellemamerika og asien, har adgangen til baser i eksterne områder 

spillet en vigtig rolle. 443 Disse områder giver oprørerne tilflugtssteder, der af politiske 

grunde ikke kan angribes, hvilket øger basernes værdi betydeligt. Tilflugtssteder skal 

opfattes som værende både fysisk og virtuelt i form af adgang til Internettet. 444 

438 


439 

FM 3-24, p. 1-16. 

440 


441 


442 

Kina, Cuba og Jugoslavien er de eneste større oprørskampe, der ikke har anvendt eksterne baser. 


443 

F.eks. Contraerne i Nicaragua og Mujahideen og Taliban i Afghanistan. 

444 

FM 3-24, p. 1-16. 

UKLASSIFICERET 50



De nationalistiske Mujahideen-grupper manglede en fælles samlende ideologi, og de var 

som tidligere nævnt mere bundet til deres qawm og dermed interne ressourcer. De kunne 

dermed ikke konkurrere med de islamistiske grupper, der kunne trække på udenlandsk 

støtte. 445 I 1982 var det primært stamme- og regionale grupper, der udkæmpede 

kampene. De var desillusionerede over ledelsen i Pakistan, 446 men blev i stigende grad 

mere afhængige af dem, grundet ISI’s våbenstøtteprogram. 

Den sovjetiske fordrivelse af befolkningen langs grænsen betød, at Mujahideen blev 

mere afhængig af ekstern støtte, 447 hvilket igen var til islamisternes fordel. 

Modsat de traditionelle khaner, var de nye lederes magt ikke baseret på fordeling af land 

og lokale goder, men var derimod baseret på udenlandsk støtte. Dette gjorde dem mere 

uafhængige af stammerne, men udsatte dem for større indflydelse fra deres udenlandske 

støtter. 448 

De nye qawms holdt kun så længe, krigen var internationaliseret, da khanens/lederens 

magt var baseret på våbenhjælp 449 og fordeling af nødhjælpen. 450 Efter Sovjetunionen trak 

sig ud, mistede Mujahideen meget af den udenlandske støtte. De blev i stigende grad 

afhængie af opiumsmugling, 451 hvilket var mest tydeligt i Helmand-provinsen, hvor adgang 

til opiumsindtægter gav krigsherrerne i Helmand mulighed for at opbygge nye sociale 

institutioner uafhængigt af det lokale stammesamfund. 452 

ISI ønskede ikke en samlet afghansk modstandsbevægelse på pakistansk jord, og de 

førte en ’del og hersk’-strategi. 453 Således blev ca. 67 til 73 % af våbenstøtten 454 givet til 

de radikale islamiske grupper. 455 Pakistans anti-pashtun holdning havde rod i 

pashtunernes konflikt omkring Durand-linjen. 456 457 ISI forklarede den manglende støtte til 

de traditionelle ledere således: 

I dag har det vist sig, at pashtunerne er dårlige guerillaer. Stamme- og klanopsplitning 

gør det svært at oprette en kommandostruktur, da de ledere, der skal 

træffe beslutninger, er oldinge uden forstand på moderne krig. Mobile enheder er 

umulige, da hver gruppe kun må kæmpe på og for ét stykke land. Tadsjiker og øvrige 

minoriteter er mindre bebyrdet med stammetradition. 458 

445 

Rashid 1, p. 208. 

446 


447 

Rashid 1, p. 221. 

448 

Roy 1, p. 107. 

449 

Op mod 20 % af våbenstøtten forsvandt ud i samfundet på begge sider af den afghansk / pakistanske 

grænse og ledte til det, der er blevet betegnet som en ’Kalashnikovization’. Goodson, pp. 131 og 145. 

450 

Roy 1, p. 109. 

451 

Rubin 2, p. 183. 

452 

Ibid., p. 226. 

453 

Yousaf, p. 91, og Rubin 2, p. 181. 

454 

Yousaf, p. 97. Den militære hjælp var i 1980 på 10 millioner US$, men steg i midt 1980’erne til en milliard 

US$. Rubin 2, p. 179. 

455 

Yousaf, p. 105. 

456 


457 

Grænsen mellem Pakistan og Afghanistan kaldes Durand-linjen. Den er opkaldt efter en engelsk 

embedsmand, efter England tvang Afghanistan til at afgive FATA og dele af Baluchistan til Indien. Efter 

oprettelsen af Pakistan i 1947, har Durand-linjen været en kilde til spænding. Senlis 2, p. 22 og Jones, p.10. 

458 

Cordovez, p.162-163 og 169. 

UKLASSIFICERET 51


ISI’s udtalelse var propaganda for de radikale grupper, rettet mod amerikanerne, dog med 

rod i virkeligheden. De grupper, der kæmpede inde i Afghanistan, var i mange tilfælde 

stammegrupper. 

Den pakistanske præsident Zia støttede pashtunerne som led i en langsigtet plan om at 

få indflydelse i Afghanistan, 459 men den pakistanske regering arbejdede for et islamisk 

styre, 460 ikke et nationalistisk. 461 ISI så sig selv som generalstab for Mujahideen, og det 

var dem, der planlagde operationer og valgte mål. 462 ISI trænede Mujahideen og fulgte 

dem ind i Afghanistan. Herudover drev de syv træningslejre i Pakistan. 463 ISI så 

Mujahideen-grupperne som militære enheder, der kunne flyttes rundt på alt efter, hvad 

strategien krævede, mens afghanerne selv så Afghanistan som et område, hvor 

stammeforhold og etniske skillelinjer havde indflydelse på operationerne. 464 

Mujahideens brug af udenlandske krigere gjorde, at grupperne fjernede sig fra 

befolkningen og blev stadig mere upopulære. 465 De udenlandske krigere trænedes i lejre 

på begge sider af grænsen til Pakistan. De blev indsat i grupper såsom ”The Islamic 

Legion”. Grupperne var meget fanatiske, og de havde intet kendskab til afghanske 

traditioner. Deres motivation var pan-islamisk, og mange var i Afghanistan for at træne 

jihad, så de kunne vælte deres egne regeringer. Hikmatyar stod for mange af disse lejre, 

støttet af Pakistan. 466 


Federal Administrated Tribal Area (FATA) i Pakistan er et misvisende navn, da området 

aldrig har været under kontrol af andre end de pashtunske stammer. 467 FATAs lovløshed 

og mangel på regeringskontrol gør det til det perfekte uregerede område, hvilket udnyttes 

af al-Qaeda og Taliban. 468 Talibans forbindelser til pashtunerne i Pakistan, 469 både socialt, 

økonomisk og politisk, var omfattende efter to årtiers krig. Mange Talibanere var født i 

flygtningelejrene 470 og havde pakistanske Id-kort. 471 

ISI havde frem til 1994 støttet islamisten Gulbuddin Hikmatyar. I 1994 så det ud til, at han 

ikke længere kunne opnå magten i Afghanistan, da hans ekstremisme splittede 

pashtunerne, og ISI begyndte at lede efter en ny potentiel stedfortræder. 472 Den 

pakistanske regering støttede Taliban, men ISI var skeptiske over for deres evner, og de 

var overbevist om, at Taliban ville være en brugbar, men begrænset, styrke i det sydlige 

Afghanistan. 473 ISI troede, at Taliban ville acceptere Durand-linjen og lægge en dæmper 

459 Rubin 2, p. 100. 

460 Præsident Zia fortalte Cordovez, der på det tidspunkt stod for FN fredsforhandlinger, at målet for Pakistan 

var at ødelægge den kommunistiske infrastruktur, installere et klient regime (i Afghanistan) og skabe en 

strategisk ”realigment” i Syd-asien. ”Vi har ret til et venligt styre dér (Afghanistan) – det vil blive en ægte 

islamisk stat, del af en pan-islamisk ”rewival”. Cordovez, p. 92. 

461 Kakar, p. 294. 

462 Yousaf, p. 2, og Rubin 2, p. 201. 

463 Cordovez, p.155. 

464 Roy 1, p. 72. 

465 Kakar, pp. 296-297. 

466 Roy 1, pp. 88-89. 

467 Johnson 2, p. 110 og Jones, p. 6. 

468 Johnson 2, p. 112. 

469 De pashtunske stammer der bor på begge sider af linjen er i alle henseender et folk. Poullada, p. 15. 

470 Der bor ca. en million flygtninge i lejre i NWFP og Baluchistan. Johnson 2, p. 113. 

471 Rashid 2, p. 185. 

472 Coll, pp. 292-293 og Rashid 2, p. 26. 

473 Rashid 2, p. 34. 

UKLASSIFICERET 52


på pashtunsk nationalisme. 474 Det modsatte skete, om end Talibans nationalisme var 

mere islamisk inspireret. Taliban begyndte også at støtte pashtunske oprørsgrupper inde i 

Pakistan, blandt andet i North West Frontier Province (NWFP). 475 

Pakistans støtte til Taliban er aldrig blevet officielt bekræftet af Pakistan, men der er et 

utal af eksempler på direkte eller indirekte støtte. 476 I 1997/98 gav Pakistan ca. 30 

millioner US $ til Taliban, herunder 600.000 tons hvede og brændstof/olieprodukter, der 

delvist var betalt af Saudi Arabien. 477 Taliban var i hovedparten analfabeter, men en særlig 

ISI-celle skrev artikler og bøger, der skulle vise, at Talibans ekstremisme var en integreret 

del af pashtunsk kultur. 478 I november 2001 fløj det pakistanske luftvåben hundrede af 

pakistanere ud fra Kunduz. Under disse flyvninger undslap en stor del højtstående 

Taliban- og al-Qaeda-krigere. Frustrerede amerikanske specialstyrker på stedet gav 

operationen navnet: ”operation evil airlift”. 479 Efter Talibans fald i 2001 har bevægelsen 

været styret fra Shuraer i Pakistan. 480 

Pakistan ønsker et svagt Afghanistan under pakistansk indflydelse. Dette skyldes 

primært ønsket om at opnå strategisk dybde i forholdet til Indien. 481 Hele den pakistanske 

hærs opstilling er rettet mod en konflikt med Indien, og kun to svage divisioner er opstillet 

langs den 2430 km 482 lange grænse til Afghanistan. 

Den pashtunske kerne i ISI havde deres egen dagsorden: Mere pashtunsk magt i 

Afghanistan og en styrkelse af radikal islamisme. En ISI officer sagde, at de var blevet 

mere Taliban end Taliban. 483 Pakistan har vist sig mere uvillige til at kæmpe mod Taliban 

end mod al-Qaeda, da Taliban er pashtunske brødre. 484 Dette er særligt udtalt for Frontier 

Corps, da de arbejdede tæt sammen med Taliban i 1990’erne og overvejende består af 

pashtuner. 485 Den store pakistanske støtte fik i 2006 en pashtunsk leder til at sige, at 

Taliban ikke var skabt af det pashtunske samfund, men af den pakistanske hær. 486 

En anden væsentlig støtte i Pakistan er det udbredte madrassa-system. De tusindvis af 

madrassaer i flygtningelejre 487 virker som radikaliseringsakademier, og de føder rekrutter 

til Taliban. 488 Tusindvis af unge pashtuner fra madrasser i NWFP og Baluchistan drog til 

Kandahar i december 1994. 489 De fleste var unge mellem 14 og 24 år, mange var uden 

kamperfaring, men som de fleste pashtuner kunne de alle betjene et våben. 490 Da Taliban 

havde lidt store tab i 1996, begyndte de at tvangsudskrive unge fra Kabul. De pakistanske 

madrassaer lukkede, så de unge ikke havde anden mulighed end at gå med Taliban. 

474 Coll, p. 62. 

475 Johnson 2, p. 100 og Rashid 2, p. 187. 

476 Coll, p. 293, Goodsoon, p. 81, Jones, p. 6. 

477 Rashid 2, pp. 40 og 183. 

478 Rashid (4), Ahmed (2006), Pashtuns want an image change, http://www.ahmedrashid.com/wpcontent/archives/afganistan/articles/pdf/PashtunsWantAnImageChange.pdf, 

hentet d. 13. januar 2009. 

479 Johnson 2, p. 95. 

480 Ibid., p. 109. 

481 Johnson 1, p. 84. 

482 CIA. 

483 Rashid 2, p. 188. 

484 Ca. 20 % af pakistans militær er pashtuner. Johnson 2, p. 115 og Rashid 2, p. 26. 

485 Global Security (2009), Intelligence on Frontier Corps, 

http://www.globalsecurity.org/intell/world/pakistan/frontier-corps.htm, hentet d. 20. februar 2009. 

486 Rashid 3. 

487 Op mod 80 % af flygtningene var pashtuner. Goodson, p. 149. 

488 Yousaf, p. 138, Johnson 2, p. 112 og Goodson, p. 99. 

489 Rashid 2, p. 29. 

490 Ibid., p. 32 og Senlis 5, pp. 38-39. 

UKLASSIFICERET 53


Pakistan ophævede ved samme lejlighed pas og visumpligt for de, der ville ind i 

Afghanistan. 491 I 1999 udgjorde madrassastuderende 30 % af Talibans styrke. 492 

Madrassastuderende var ikke de eneste krigere, som Taliban hvervede i Pakistan. 

Ligesom Mujahideen tiltrak Taliban mange udenlandske krigere. I en af deres offensiver 

var mere end en tredjedel af de 15.000 Taliban-krigere ikke af afghansk herkomst. 493 

Brugen af udenlandske styrker er ikke uden problemer. Dels skaber deres manglende 

forståelse for den afghanske kultur problemer inde i Afghanistan, og dels er de med til at 

destabilisere det nordlige Pakistan. Kampe mellem lokale pashtunske stammer og 

udenlandske krigere (usbekere) er et godt eksempel på, hvad der sker, når der kommer 

for mange fremmede ind i et stammeområde. 494 


Den eksterne støtte har haft stor indflydelse på oprørskampen i Afghanistan, men 

stammekulturen har begrænset indflydelse på den. Dette skyldes, at støtten primært har 

gået ud på at fremme den islamistiske sag, eller, som den amerikanske hjælp, blev brugt 

af Pakistan til at fremme såvel den islamistiske sag og Pakistans egen dagsorden. 

Den eksterne støtte var med til at frigøre oprøret fra stammerne og dermed til en vis 

grad stammekulturen - i hvert fald på ledelsesområdet. Dette kan umiddelbart virke som 

en styrke, men i den langstrakte oprørskamp er det en svaghed, da det er med til at 

afkoble oprøret fra befolkningen. Ved at placere den strategiske ledelse i sikkerhed i 

Pakistan distancerer oprørslederne sig til de lokale ledere inde i Afghanistan. Denne 

afkobling er ikke noget unikt for det afghanske oprør. Andre oprørsbevægelser med 

ledelsen uden for operationsområdet, f.eks. oprøret mod franskmændene i Algeriet, 495 har 

lidt under samme problemer. Pashtunwális indbyggede rivalisering gennem turburwáli har 

dog været medvirkende til at øge problemet. 

Brugen af udenlandske krigere, hvad enten de så er arabiske eller blot fra Pakistan, er 

helt klart en af oprørets store svagheder. Deres manglende kendskab til stammekulturen, 

er den største svaghed. Pashtunerne vil ikke lade sig lede af fremmede, og så er det 

ligegyldigt om de kommer i form af russiske soldater, NATO soldater eller i form af 

oprørskrigere uden afghansk baggrund. Dette gælder også pashtuner fra Pakistan. 

3.7. Faser og tid. 

3.7.1. Oprørsteoriens tanker om faser og tid. 

Ifølge Mao er oprørskrig ikke en selvstændig form for krig, men kun et aspekt af den 

revolutionære kamp. 496 Guevara beskriver det som en spiren til den virkelige krig, hvorfor 

det er vigtigt kun at begynde slag, der med sikkerhed kan vindes. 497 Oprør gennemgår ofte 

en række fælles faser mere eller mindre inspireret af Maos tanker om den langstrakte 

491 

Rashid 2, pp. 53 og 91. 

492 

Ibid., p. 100. 

493 

3000 var pakistanere, 1000 var usbekere fra Islamic Movement of Uzbekistan og flere hundrede var 

arabere under ledelse af Bin Laden. Hertil kom muslimer fra Kashmir, Tjetjenien og Kina. Ewans, p. 154 og 


494 


495 

Chaliand, p. 23 og Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 254. 

496 

Tse-tung, p. 69. 

497 

Guevara, p. 32. Henry Kissinger beskrev det meget rammende således: Guerillaen vinder hvis han ikke 

taber, Den konventionelle hær taber hvis den ikke vinder. Ewans, indledning. 

UKLASSIFICERET 54


krig. 498 Mao så oprørskampen opdelt i tre faser: Den strategiske defensiv, det strategiske 

dødvande 499 og den strategiske modoffensiv. 500 

I den første fase kæmper den regulære hær forsvarskamp. 501 Fjenden er i denne fase 

stærk, og oprørernes primære opgave er at overleve og opbygge baser samt opbygge en 

politisk parallelstruktur. 502 

I den anden fase når fjenden sit kulminationspunkt, 503 og han er her trukket så langt ind 

i området, at store dele af hans styrker må koncentrere sig om at bevogte det erobrede 

terræn, og offensiven vil gå i stå. 504 I denne fase er det primært oprørsstyrkernes opgave 

at angribe fjendens bagland. Mao beskriver oprørerne som myg, der bider fra alle 

retninger, udmatter fjenden og vokser sig stærke. 505 Resultatet af fase to beskrives som et 

strategisk dødvande, men det danner forudsætningen for fase tre. 506 Guevara mente, at 

når oprørshæren var stærk nok, skulle kolonnerne samles til en front, og krigen skulle 

overgå til en regulær krig. 507 Denne fase beskrev Mao som tredje fase, idet fase to ikke 

kan føre til nogen endelig sejr. 508 

Den tredje fase adskiller sig markant fra de to øvrige, idet oprørshæren i denne fase 

overgår til at blive regulære styrker, der kan kæmpe med hæren i de sidste faser af 

krigen. 509 Udviklingen af mobile styrker ses som afgørende i den tredje fase. Før 

oprørshæren er klar til tredje fase, kræves det generelt, at kvantiteten og kvaliteten af 

oprørsstyrkerne forbedres. 510 

En gennemførsel af alle faser er ikke en forudsætning for succes, og der er intet til 

hinder for at gå en fase tilbage, hvis oprøret bliver presset i defensiven. Et oprør kan være 

i forskellige faser i forskellige dele af operationsområdet. Oprørskamp er således en 

mosaik af forskellige faser. 511 


Massoud forsøgte i 1975 et oprør inspireret af Guevaras Foco oprørskamp. Denne type 

oprør kan ikke gennemføres i et land, der har sit magtapparat intakt, og som Guevaras 

forsøg i Bolivia blev det hurtigt nedkæmpet. 512 I starten af oprøret i 1979 havde de 

islamiske grupper taget ved lære af Massouds tidligere forsøg. De havde ikke magt nok til 

effektivt at bekæmpe de sovjetiske styrker, men de var stærke nok til at tage magten fra 

de traditionelle ledere, 513 mens de selv opbyggede deres styrker. 

Den militære organisation i syd forblev stammebaseret. Der opstod ingen nye militære 

institutioner og større koalitioner dannedes ad hoc til større operationer. 514 Mens 

498 

FM 3-24, p. 1-17. 

499 

Oversat fra ’stalemate’ 

500 

Ibid., p. 1-6 og Tse-tung 2, P. 237. 

501 

Tse-tung 2, p. 46-48. 

502 

FM 3-24, p. 1-6. 

503 


504 

Ibid., p. 239. 

505 


506 


507 


508 

Ibid., p. 33. 

509 

Tse-tung 1, p.70 og Tse-tung 2, p. 244. 

510 


511 

FM 3-24, p. 1-7. 

512 

Rubin 2, pp. 103-104. 

513 


514 

Rubin 2, p. 245. 

UKLASSIFICERET 55


stammeområderne forblev fragmenterede, dannede en del af de ikke-pashtunske områder 

regionale koalitioner. 515 

Mujahideen fejlede i overgangen mellem oprørskrig og konventionel krig på grund af, at 

et sådant skifte krævede en mere centraliseret kommandostruktur. 516 Det tydeligste 

eksempel på dette var den fejlslagne Jalalabad-offensiv i marts 1989. Otte højere 

Mujahideen-ledere samlede fem til otte tusind krigere og angreb byen. Der var ingen 

koordination, og det førte til fire måneders belejring og 3000 dræbte Mujahideen-krigere. 

Byen blev ikke indtaget. 517 Dette kan ses som et fejlslagent forsøg på at overgå til fase tre 

i den marxistiske oprørsteori. 518 Det er uklart om Jalalabad-offensiven var påtvunget af 

ISI, 519 men ISI-lederen blev fyret efter den fejlslagne offensiv. 520 

Ud over Massoud 521 var det kun Hikmatyar, der opbyggede en konventionel styrke. 

Hans ”Lashkar i Isar” (”Army of Sacrifice”) var sammen med Massouds styrker, de eneste 

hære, der omgik stammer og lokalopdeling. ’Lashkar i Isar’ var primært rekrutteret i 

flygtningelejrene, hvor madrasser virkede som rekrutteringscentre. Styrken var på 5-6000 

mand. 522 

I det endelige slag om magten i Kabul klarede pashtunerne sig dårligt, da de ikke 

havde moderniseret deres styrker. Kampen stod i højere grad mellem tadsjiker, usbeker 

og pashtuner uden stammetilknytning under Hikmatyar ledelse. 523 

For mange Mujahideen-ledere sluttede jihad med den sovjetiske tilbagetrækning, og de 

begyndte i stedet at kæmpe indbyrdes om lokal magt. 524 Mange Mujahideen-ledere 

begyndte i samme periode, at opbygge våbenlagre i Afghanistan. 525 Når Mujahideen 

havde befriet et område, udbrød der ofte kampe mellem de forskellige grupper. Jihad 

udviklede sig til en kamp om krigsbytte og hævn, 526 og f.eks. ville de lokale Mujahideenkrigere 

hellere beskatte forsyninger til Kabul end at afskære byen, 527 da den fredelige 

sovjetiske tilbagetrækning ikke gav mulighed for krigsbytte. 

Med den sovjetiske tilbagetrækning dødede jihaden ud. De eneste fremmede styrker var 

nu de udenlandske Mujahideen-krigere, og mange ledere kæmpede i stigende grad for 

egen vinding. 528 

Gennem hele krigen var det kun Massoud, der fulgte de militære succeser op med at 

etablere en parallel regeringsstruktur. 529 Mujahideen var derfor aldrig i stand til at stille 

med et overbevisende alternativ til regeringen i Kabul. 530 

515 

Rubin 2, p. 230. 

516 

Roy 1, p. 71. 

517 


518 


519 

Ewans, p. 150 og Yousaf, p. 227 samt Rubin 2, pp. 182 og 250. 

520 


521 

Massoud opstillede fra 1980 en professionel hær. Fra 1985 opstillede han mobile styrker, der kunne 

operere uden for egen qawm. Den professionelle hær gav mulighed for, at unge kunne avancere udenom 

stammehierarkiet. På trods af, at Massouds ændringer primært var fokuseret på militære forhold, og at han 

ikke lavede ændringer på landsbyniveau, blev han modarbejdet af ISI, de radikale islamister og de 

pashtunske nationalister. Rubin 2, pp. 103-104. 

522 

Ibid., pp. 252-253. 

523 

Ibid., p. 265. 

524 

Ibid., p. 247. 

525 


526 

Kakar, p. 265 og Edwards 2, p. 164. 

527 

Rubin 2, p. 256. 

528 

Ibid., p. 183. 

529 


530 

Ibid., p.63. 

UKLASSIFICERET 56



Da Taliban mistede magten i 2001, overgik de til det, oprørsteorien vil betegne som fase 1. 

De trak sig tilbage til de pashtunske områder i det sydlige Afghanistan og begyndte at 

forberede oprørskampen. Fra 2005 begyndte Taliban at være mere offensive igen, et tegn 

på, at de var nået til anden fase i oprørskampen. NATO’s operationsmønstre underbygger 

dette, da NATO fra 2006 udvidede deres operationsområde ned mod de sydlige provinser, 

og dermed blev trukket længere ind i landet. 

I maj 2006 angreb Taliban ved flere lejligheder med enheder på over 100 mand. 531 De 

led massive tab, ikke mindst grundet koalitionens luftstyrker. Denne indsættelse stred 

imod oprørsteoretikernes tanker, da Taliban på ingen måde var i nærheden af at være i 

den strategiske offensiv. Dette kan naturligvis skyldes en fejlfortolkning af situationen fra 

Talibans side, men der kan trækkes paralleller til stammekulturen, hvor behovet for at 

optræde modigt i kamp ofte går forud for de militære mål. 

Det har ikke været muligt at vurdere hvor stor en del af Talibans operationer, der har 

været led i en større oprørsstrategi, og hvor mange der blot er et resultat af øget NATO 

tilstedeværelse i de sydlige og østlige provinser. 


Stammekulturens indflydelse var størst i case 1. De pashtunske stammer nåede aldrig at 

opbygge et effektivt militærapparat og de tabte derfor indflydelse til de øvrige etniske 

grupper og islamisterne. Pashtunernes evne til at lade sig lokke til større offensive 

operationer, drevet af deres ønske om krigsbytte, var ligeledes påvirket af 

stammekulturen. Jeg har ikke kunnet påvise den samme indflydelse hos Taliban i case 2, 

hvilket i høj grad kan skyldes, at Taliban stadig befinder sig i det, som oprørsteorien vil 

beskrive som fase to, og at de derfor ikke har haft evnen til at gennemføre større offensive 

operationer. Taliban har reelt udviklet sig modsat Mujahideen ved at starte som en 

konventionel styrke i 1994 og først efter 2001 at have udviklet sig til en egentlig 

oprørsbevægelse. 

531 Johnson 1, p. 81 og Johnson 2, p. 99. 

UKLASSIFICERET 57


4. DISKUSSION AF RESULTAT AF ANALYSERNE OG KONKLUSION 

4.1. Interaktion mellem dynamikkerne. 

Resultatet af analyserne i kapitel 3 tegner et billede af to oprør, hvor stammekulturen på 

væsentlige områder kun har haft begrænset eller ingen indflydelse. For at forstå 

stammekulturens samlede indflydelse, er det nødvendigt at se på interaktionen mellem de 

enkelte dynamikker, inden der konkluderes. 

Ledelsen af begge oprør var kraftigt påvirket af både ideologi og ekstern støtte. 

Ledelsen var afhængig af støtten for at kunne opbygge oprørsbevægelsen, og den 

ensidige støtte til islamisterne gav ideologien en afgørende rolle i påvirkningen af ledelsen. 

Analysen viste, at stammekultur kun havde begrænset indflydelse på ideologien og den 

eksterne støtte, men at ledelsen i begge tilfælde var påvirket af interne stridigheder, der i 

høj grad skyldes stammekultur. Denne dynamik er kendt fra andre stammebaserede 

oprør, og den er ikke et unikt pashtunsk fænomen. Turburwáli har virket som en forstærker 

af denne dynamik, og det har derved haft en markant påvirkning af en ledelse, der ellers er 

påvirket af faktorer uden større indflydelse fra stammekultur. Dette får det mig til at 

konkludere, at turburwáli er så indgroet en del af den pashtunske kultur, at den også 

fremover vil spille en væsentlig rolle i oprørskampen. 

Ledelsen udstak mål for oprørskampen, men da de i høj grad var påvirket af ideologi og 

ekstern støtte, var det let for dem at overse, om der var sammenhæng mellem deres mål 

og befolkningens mål. Dette førte i begge cases til, at der opstod en afkobling fra 

oprørernes mål og det mål som befolkningen søgte, hvorfor oprørerne ikke levede op til 

oprørsteoriens grundtanke om, at oprørernes ideologi skal være sammenfaldende med 

folkets mål. Som analysen af miljø og geografi viste, så er den pashtunske landbefolkning 

afgørende for ethvert oprør baseret i det sydlige og østlige Afghanistan. Befolkningen er 

det vand, som oprørerne skal svømme i som fisk, og befolkningen er fortsat præget af 

indflydelse fra Pashtunwáli. Den eksterne støtte betyder, at oprørerne kan ignorere 

Pashtunwáli og stadig opnå befolkningens støtte, da pashtunernes pragmatiske holdning 

medfører, at de støtter dem, der er det bedste kort for deres qawm. Da denne støtte i 

højere grad er baseret på magt frem for legitimitet eller fælles mål, betyder det, at støtten 

kan fjernes ved at underminere oprørernes mulighed for at intimidere befolkningen. 

Ligeledes kan oprørerne kun tillade sig at gå på kompromis med badal så længe, at de har 

magt til at kunne skræmme befolkningen. 

Analysen af faser og tid viste, at pashtunerne aldrig fik organiseret sig til den tredje fase 

af kampen mellem Mujahideen og kommunisterne, og derfor mistede de indflydelse. 

Denne dynamik var dog i høj grad påvirket af ekstern støtte, og det står ikke klart, i hvor 

høj grad pashtunernes manglende organisering skyldes intern splittelse grundet i 

stammekultur eller det faktum, at de grundet den skæve fordeling af den eksterne støtte, 

var blevet marginaliseret i forhold til islamisterne. 

4.2. Konklusion. 

Ud fra analysen af de to cases konkluderer jeg, at den pashtunske stammekultur har haft 

indflydelse på oprørskampen i Afghanistan på fire væsentlige punkter. 

• Den traditionelle rivalisering kendt fra andre stammeoprør er blevet forstærket grundet 

turburwáli, og den har været medvirkende til, at oprørernes ledelse aldrig har kunnet 

danne fælles front i længere tid, hvilket har forlænget oprørskampen. 

• Badal har været et tveægget sværd for oprørerne. Det er blevet brugt som et effektivt 

rekrutteringsværktøj, når oprørernes modstandere rammer civile, men det har samtidig 

UKLASSIFICERET 58


været kimen til kampe mellem oprørsgrupper internt, og mellem oprørsgrupper og 

befolkningen. 

• Det taktiske niveau har været og er fortsat påvirket af qawm-grænser og høstcyklusser. 

Det andet forhold mindskes i takt med at oprørerne anvender flere udenlandske krigere, 

men det forstærker til gengæld det første. 

• Pashtunernes pragmatiske holdning til begrebet loyalitet har haft stor indflydelse. Da 

det ikke ses som et tab af ære at skifte side, hvis det gavner ens qawm, er det svært at 

fastholde pashtunernes loyalitet, når man ikke viser fremgang på kamppladsen. Dette er 

hverken regeringens eller oprørernes fordel, men det er en faktor, som alle parter i 

kampen skal holde sig for øje. 

Resultatet af analysen er validt, men grundet sit fokus på stammekultur, så afdækker 

specialet ikke alle de vinkler, der er i problematikken omkring stammer og oprørskamp. 

Såfremt omfanget af specialet havde tilladt det, ville en analyse af strukturelle forhold, 

såsom som f.eks. fordelingen af befolkningen mellem land og by, kunnet underbygge 

analysen af kulturen. En komparativ analyse af stammebaserede oprør syd for Sahara og 

oprørskampen i Afghanistan ville være værd at undersøge, da en sådan analyse ville 

udbygge de resultater, der er fremkommet gennem kulturanalysen. 

Forholdet mellem stamme og stat ville kunne udbygges med en komparativ analyse af 

pashtunerne og nuerne i Østafrika, da begge grupper er egnede til et studie af ledelse i 

stammebaserede samfund. 

UKLASSIFICERET 59


5. PERSPEKTIVERING 

Formålet med dette kapitel er at perspektivere, hvorledes NATO kan anvende 

stammekulturens indflydelse i den videre kamp mod Taliban. 

Øget sikkerhed gennem flere soldater er ikke i sig selv en garanti for at få 

befolkningens støtte. Hvis NATO og regeringen i Kabul skal vinde slaget om ’hearts and 

minds’, 532 så kræver det, at soldaterne kender pashtunsk stammekultur. De hyppige 

rotationer betyder, at koalitionens personel skal være veluddannet i kulturen hjemmefra, 

da de dels opholder sig i landet i for kort tid til at lære det på stedet, og dels, at der ikke er 

plads til heuristik i Afghanistan. 

Turburwáli bør anvendes til at få en kile ind i Taliban og opdele bevægelsen gennem 

en ’del og hersk’-strategi. Denne strategi er ikke ulig den, som tidligere afghanske ledere 

har anvendt for at kontrollere stammeområderne. Det første skridt på vejen var 

udnævnelsen af en Durrani-pashtun til præsident, et træk der fik store dele af Durraniforbundet 

til at støtte regeringen, hvorved Taliban blev mere afhængig af Ghilzaiforbundet. 

Flere forsøg på at påvirke enkelte mindre stammeledere, som tilfældet var med 

Mullah Salam i Musa Qala, vil kunne underminere Taliban yderligere. 

Så længe NATO påfører befolkningen utilsigtet skade, vil badal arbejde for Taliban. En 

øget villighed til at angribe med landstyrker, frem for at bruge flystøtte, vil kunne reducere 

antallet af dræbte civile og dermed påvirkningen fra badal. ”Dræb en fjende, få ti” betyder 

ligeledes, at antallet af dræbte oprører er en dårlig indikator på, om krigen går den rigtige 

vej. En ændring af NATO’s COIN-tilgang til den, som englænderne havde succes med i 

Nord Irland, kunne være et skridt i den rigtige retning, men det ville kræve, at NATO kunne 

acceptere at få flere tab end modstanderen. 

På TTP-området har NATO allerede tilpasset sit operationsmønster til at ramme 

Taliban lige før deres traditionelle offensive perioder, foråret og efter høsten, hvorved 

initiativet tages fra dem. Hvis det lykkes NATO og regeringen at få pashtunerne til at 

betragte dem som det bedste alternativ for deres qawm, vil det øge Talibans afhængighed 

af ekstern støtte, særligt hvad angår antallet af udenlandske krigere. Dette vil forstærke 

afkoblingen fra befolkningen og gøre det vanskeligt at føre en jihad mod de udenlandske 

kræfter i Afghanistan. 

Et af de indsatsområder, som Danmark især har koncentreret sig om, er 

uddannelsessektoren. Dette værdsættes af stammerne, men dog er mange pashtuner 

noget forbeholdne overfor ønsket om, at undervisningen i skolerne ikke blot skal tilbydes 

drenge, men at pigerne skal deltage i undervisningen på lige fod. Det kan derfor undre, at 

meget informationsmateriale omkring disse projekter ofte fokuserer på netop pigerne 533 

(muligvis fordi målgruppen primært er den hjemlige, danske opinion), ligesom det kan 

undre at NATO i flere omgange har haft kvindelige talspersoner. Denne massive 

eksponering af kvinders rettigheder finder ikke umiddelbart forståelse i de pashtunske 

stammeområder og kan være en medvirkende årsag til, at en mere helhjertet opbakning 

og støtte til NATO udebliver. Jeg mener, at der er helt klar evidens for, at vestens mangel 

532 Begrebet opstod blandt briterne i COIN-operationen i Malaysia. Begrebet er ofte fejlfortolket til at man 

skal vinde ved at være flinke og imødekommende. I den oprindelige betydning, betød begrebet, at man 

overbeviste befolkningen om, at man var den stærkeste part, og derved vandt deres tillid og støtte. 

533 Fire ud af fem billeder på udenrigsministeriets Afghanistan hjemmeside fokuserer på piger eller kvinder. 

Udenrigsministeriets Afghanistan portal http://www.afghanistan.um.dk/da, hentet d. 3. marts 2009. 

UKLASSIFICERET 60


på kulturforståelse 534 i høj grad medvirker til, at NATO til stadighed bliver mødt med 

skepsis i disse områder. 

På trods af, at stammekulturen kun i begrænset omfang havde indflydelse på den 

eksterne støtte, så mener jeg, at en løsning af problemet i Afghanistan er uløseligt 

forbundet med situationen i det nordlige Pakistan. Så længe den eksterne støtte, både 

direkte fra madrassaer og i form af baseområder, er til rådighed for Taliban, vil krigen 

kunne fortsættes længe. Da området i stort omfang er befolket af pashtuner, vil den 

kulturelle faktor være lige så vigtig i dette område, som i Afghanistan. 

534 

Hvis en støtte bliver overeksponeret gør det, at modtageren taber ansigt og derfor bliver krænket frem for 

taknemmelig. Yousaf, p. 2 

UKLASSIFICERET 61

BIBLIOGRAFI 


Bøger: 

AJP 3-10 NATO AJP 3.10 (2007), Allied Joint Doctrine For Information Operations, Preratification 

draft November 2007. 

Barnett Barnett, Thomas P.M. (2004), The Pentagons New Map, Putnam’s sons. 

Barth Barth, Fredrik (1987), Cultural Wellsprings of Resistance, kapitel VIII i 

Afghanistan, The Great Game Revisited, edited by Rosanne Klass, Freedom 

House. 

Chaliand Chaliand, Gérard (1982), Guerrilla Strategies, University of California Press, 

Edited by Chaliand. 

Coll Coll, Steve (2004), Ghost wars, Penguin Books, 2005 udgaven. 

Cordovez Cordovez, Diego og Harrison, Selig S. (1995), Out of Afghanistan, Oxford 

university press, Ney York. 

Dupree Dupree, Louis (1973), Afghanistan, Princeton University Press. 

Edwards 2 Edwards, David B. (2002), Before Taliban. Genealogies of the Afghan Jihad, 

University of California Press. 

Ewans Ewans, Martin (2005), Conflict in Afghanistan, studies in asymmetric warfare, 

Routledge. 

Farr/Merrian Farr, Grant M. og Merrian, John G. (1988), Afghan resistance, The Politics of 

Survival, Vanguard Books, edited by Farr og Merrian. 

FE 2 Forsvarets Efterretningstjeneste (2007), Oprørsstyrker i Afghanistan, FE nr. 

150.6.AF-01018 af 4. juli 2007. Denne kilde er klassificeret til tjenestebrug. 

FR-I HRN 010-001 (2005), Feltreglement I, Hæren, September 2005. Denne kilde er 

klassificeret til tjenestebrug. 

Goodson Goodson, Larry P. (2001), Afghanistan’s endless war, University of Washington 

Press. 

Grima Grima, Benedicte (1992), The performance of emotion among paxtun women, 

Oxford University Press. 

Guevara Guvara, Ernesto Che (1968), La Guerra de guerrilla, oversat til norsk af Kari og 

Kjell Risvik, Pax forlag Trondhjem. 

Heathcote Heathcote, Tony (1980), Afghan Wars, Osprey Publishing. 

UKLASSIFICERET 62


Heuer Heuer, Richards J. (1999), Psychology of Intelligence Analysis, Central 

Intelligence Agency. 

Holsti Holsti, Kalevi J. (1996), The State, War, and the State of War, Cambridge 

University Press. 

Kakar Kakar, M. Hassan (1995), Afghanistan, The Soviet invasion and the Afghan 

response 1979-1982, University of California Press, Berkeley. 

Lindholm Lindholm, Charles (1982), Generosity and jealousy, Columbia University Press. 

O’balance O’balance, Edgar (1993), Afghan Wars 1839-1992, Brassey’s, London. 

Poullada Poullada, Leon B. (1973), Reform and rebellion in Afghanistan, 1919-1929, 

Cornell University Press. 

Rashid 1 Rashid, Abdul (1987), The Afghan Resistance, kapitel IX i Afghanistan, The 

Great Game Revisited, edited by Rosanne Klass, Freedom House. 

Rashid 2 Rashid, Ahmed (2000), Taliban, Islam, Oil and the New Great Game in Central 

Asia, I.B. Tauris & Co Ltd, 2001 Reprint. 

Roy 1 Roy, Oliver (1995), From Holy War to Civil War, Princeton University, The 

Darwin Press Inc. 

Roy 2 Roy, Oliver (1986), Islam and resistance in Afghanistan, Cambridge University 

Press. 

Rubin 1 Rubin, Barnett, R. (1995), The Search for Peace in Afghanistan, Yale University 

Press. 

Rubin 2 Rubin, Barnett R. (2002), The Fragmentation of Afghanistan, Yale University 

Press, Second edition. 

Sun Tzu Tzu, Sun (1993), The art of war, (Quill William Morrow. Oversat og 

nyfortolket af J. H. Huang. 

Tapper Tapper, Richard (1983), The Conflict of Tribe and State in Iran and Afghanistan, 

Croom Helm Ltd, Edited by Tapper. 

Tse-tung 1 Tse-tung, Mao (1992), On Guerrilla Warfare, Oversat til engelsk af S.B. Griffith II, 

The Nautical and Aviation Publishing Company of America, Second edition. 

Tse-tung 2 Tse-tung, Mao (1972), Six essays on Military affairs, Foreign Languages Press, 

Peking. 

Weber 2 Weber, Max (1904), Die "Objektivität" sozialwissenschaftlicher und sozial- 

politischer Erkenntnis. Original fra 1904, udgivet af Mohr/Siebeck 1982. 

UKLASSIFICERET 63


Yousaf Yousaf, Mohammad (2001), Afghanistan The Bear trap, Pen and sword books 

Ltd, the 2001 reprint. 

Artikler: 

Barfield Barfield, Thommas J. (2004), Problems in establishing Legitimacy in 

Afghanistan, Iranian Studies 37, no. 2, June 2004 pp. 263 - 293. 

Edwards Edwards, David B. (1989), Mad Mullahs and Englishmen, Discourse in the 

Colonial Encounter, Comparative Studies in Society and History, Vol. 31, No. 4 

(Oct., 1989), pp 649-670, Cambridge University Press. 

Johnson 1 Johnson, Thomas H. (2007), Understanding the Taliban and Insurgensy in 

Afghanistan, Orbis, Vol. 51, no.1 (Winter 2007), pp. 71-89. 

Johnson 2 Johnson, Thomas H. (2007), On the edge of the Big Muddy: The Taliban 

Resurgence in Afghanistan, China and Eurasia Forum Quaterly, Vol. 5, no. 2 

(2007), pp. 93-129. 

Internettet: 

AFGcompact 

The Afghanistan compact (Februar 2006.) 

http://www.nato.int/isaf/docu/epub/pdf/afghanistan_compact.pdf , hentet d. 3. 

marts 2009. 

Afgha Afgha.com (2009), Massive Taliban defection developing in Helmand, 

http://www.afgha.com/?q=node/4729, hentet d. 21. januar 2009. 

Borek Borek, John (2009), Geography and Insurgency: Understanding the Organization 

of the Taliban Movement (Abstract only, AAG 2009 Annual meeting) 

http://communicate.aag.org/eseries/aag_org/program/AbstractDetail.cfm?AbstractID=26346 

hentet d. 3. marts 2009. 

CIA CIA (2009), The world Factbook, https://www.cia.gov/library/publications/theworld-factbook/geos/af.html#People; 

hentet d. 23. november 2008. 

DOD US Department of Defence list of definitions (2009), 

http://www.dtic.mil/doctrine/jel/doddict/data/f/02169.html , hentet d. 6. marts 2009. 

FE Forsvarets Efterretningstjeneste (2008), Afghanistan trusselsvurdering af oktober 

2008, http://feddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/Pressearkiv/2008/Afghanistan20102008.pdf, 

hentet d. 11. februar 2009. 

FM 3-24 FM 3-24, Counterinsurgency (Headquarters Department of the Army 2006), 

http://www.usgcoin.org/library/doctrine/COIN-FM3-24.pdf , hentet d.18. november 

2008. 

Glatzer 1 Glatzer, Bernt (2001), War and Boundaries in Afghanistan, Engelsk oversættelse 

af artikel bragt i ‘Weld des Islams’ (Leiden) 41, 3, 2001, pp 379-399, 

UKLASSIFICERET 64


http://www.ag-afghanistan.de/files/war-a-bound.pdf, hentet d. 14. oktober 2008. 

Glatzer 2 Glatzer, Bernt (2002), The Pashtun Tribal System, Kapitel 10 i bogen ‘Concept of 

Tribal Society, Tribal Studies, Vol 5. (Concept Publishers 2002 pp 265-282), 

http://www.inwent.org/vez/lis/afghanistan/glatzer_pashtun_tribal_system.pdf 

hentet d. 14. oktober 2008. 

Global Global Security (2009), Intelligence on Frontier Corps, 

http://www.globalsecurity.org/intell/world/pakistan/frontier-corps.htm, hentet d. 20. 

februar 2009. 

Janes Janes (2008), Dadullah sacking highlights Talibans rifts, 

http://www.janes.com/news/security/terrorism/jtsm/jtsm080129_1_n.shtml, 

hentet d. 3. februar 2009. 

Jones Jones, Seth G. (2007), The State of the Afghan Insurgency, Testemony 

presented before the Canadian Senate National Security and Defence Committee 

on December 10, 2007, RAND Corporation 2007, 

http://www.rand.org/pubs/testimonies/2007/RAND_CT296.pdf, hentet d. 11. marts 2009. 

Metz Metz, Steven (2000), Armed Conflict in the 21st Centuty, Strategic Studies 

Institute, 

http://www.strategicstudiesinstitute.army.mil/pdffiles/00219.pdf, hentet den 15. 

marts 2009. 

Metz/Ingram Alec E. Metz og Harold Ingram (2008), The Taliban divide, The culture and 

conflict review Vol 2, no. 2, March 2008, 

http://www.nps.edu/programs/ccs/Journal/Mar08/Metz_Ingram.html , hentet d. 22. 

januar 2009. 

NY Times The New York Times (21. oktober 2001), http://graphics.nytimes.com/images/2001/, 

hentet d. 13. december 2008. 

Rashid 3 Rashid, Ahmed (2006), Pashtuns in Pakistan speaks out against the Taliban 

insurgency in Afghanistan, http://www.ahmedrashid.com/wpcontent/archives/afganistan/articles/pdf/Pashtunsinpakistan.pdf 

, hentet d. 13. 

januar 2009. 

Rashid 4 Rashid, Ahmed (2006), Pashtuns want an image change, 

http://www.ahmedrashid.com/wpcontent/archives/afganistan/articles/pdf/PashtunsWantAnImageChange.pdf, 


Senlis 1 The Senlis Council (2007), Countering the Insurgency in Afghanistan, 

http://www.icosgroup.net/documents/Full_CI_Report.pdf, hentet d. 3. marts 2009. 

Senlis 2 The Senlis Council (2007), Stumbeling into Chaos, 

http://www.icosgroup.net/documents/Afghanistan_on_the_brink.pdf, hentet d. 3. 

UKLASSIFICERET 65

marts 2009. 


Senlis 3 The Senlis Council (2006), Field Notes, 

http://www.icosgroup.net/documents/insurgency_assessment_field_report.pdf, 

hentet d. 3. marts 2009. 

Senlis 4 The Senlis Council (2007), Taliban politics and Afghan Legitimate grievances, 

http://www.icosgroup.net/documents/taliban_politics_policy_paper.pdf , hentet d. 

3. marts 2009. 

Senlis 5 The Senlis Council (2008), Struggle for Kabul: The Taliban advance, 

http://www.icosgroup.net/documents/Struggle_for_Kabul_ICOS.pdf, hentet d. 21. 

februar 2009. 

Signandsight Signandsight (2006), A new layeha for the Mujahideen, Engelsk oversættelse af 

artikel i det svejtsiske ugeblad, Die Weltwoche, 

http://www.signandsight.com/fetures/1071.html, skriv layeha i søgefelt, hentet d. 

11. marts 2009. 

UM Udenrigsministeriets Afghanistan portal http://www.afghanistan.um.dk/da, hentet 

d. 3. marts 2009. 

Weber 1 Weber, Max (1978), Economy and society: An Outline of Interpretive Sociology 

(Kapitel 3 –The types of Legitimate Domination, pp 212 – 254. (online udgave), 

edited af Guenther Roth og Claus Wittich, 

http://www.scribd.com/doc/441677/Max-Weber-The-Types-of-Legitimate- 

Domination , hentet d. 15. december 2008. 

Yusufzai Yusufzai, R. (2008), The impact of Pashtun Tribal differences on the Pakistani 

Taliban, Terrorism Monitor Volume 6-3 2008, 

http://www.jamestown.org/programs/gta/single/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=4712&tx_ttnews%5BbackPid%5D=167&no_cache=1, 


UKLASSIFICERET 66

Bilag 1, POLITISK TIDSLINJE 1839 - 2007 

535 Senlis 2, p. 23. 


UKLASSIFICERET 1-1 

535

Bilag 2, ORD- OG PERSONFORKLARING 


Alizai Understamme i Durrani-stammeforbundet. 

Aminullah, Kong Afghansk konge I perioden 1919-1929. Forsøgte at gennemføre en 

række reformer efter Tyrkisk forbillede, hvorefter han blev væltet af 

et stammeoprør. 

Amir-ul Momineen De rettroendes leder. 

Badal Hævn, gengældelse. Badal betyder kun hævndrab for mænd. For 

kvinder betyder det det at bytte og give ligeligt igen. 

Dadullah, Mansur Taliban-leder. Kom i unåde hos Taliban-ledelsen, da han agiterede 

for øget brug af terror og pan-islamisk tankegang. 

Daoud, 

Muhammad 

Fætter til kong Zahir Shar. Væltede kongen og tog magten i 1973. 

Præsident i perioden 1973 til 1978. Dræbt under kup 1978. 

Deoband Deobandi-bevægelsen startede, da en håndfuld islamiske lærde fra 

madrassaen Darul uloom Deoband rejste sig mod de britiske 

koloniherrer i Indien og søgte at rense islam fra 'uislamisk' 

indflydelse. Deobandi-madrasserne støtter Taleban. 

Durrani Pashtunsk stammeforbund, primært fra det sydvestlige Afghanistan. 

Federal 

Administrated 

Tribal Area (FATA) 

Pakistansk provins på grænsen til Afghanistan. Området har altid 

haft udbredt selvstyre, primært ledet af pashtunske stammer. 

Ghilzai Pashtunsk stammeforbund, primært fra det sydøstlige Afghanistan. 

Hanafi En af de fire store islamiske skoler i sunni islam. Den version af 

islam der er mest udbredt i Afghanistan. 

Haqqani, 

Jalaluddin 

Pashtunsk krigsherre der primært opererer i det østlige Afghanistan 

og i Pakistan. Kæmpede med både Mujahideen og Taliban. 

Hizb-i-Islami Radikal islamisk oprørsgruppe ledet af Hikmatyar. 

Hikmatyar, 

Gulbuddin 

Pashtun uden for stammesystemet. Læste på ingeniørstudiet i 

Kabul, hvor han blev medlem af muslimsk ungdom. Flygtede i 1973 

til Pakistan hvor han blev leder af Hizb-i-Islami. Primær modtager af 

støtte fra Pakistan. Regeringsleder i Afghanistan i 1993-4 og igen i 

1996. 

UKLASSIFICERET 2-1

Inter-Services 

Intelligence (ISI) 


Den pakistanske efterretningstjeneste. Stod for fordeling af 

våbenstøtten til oprørsgrupperne i Afghanistan. Favoriserede 

islamisterne og senere Taliban. 

Jamiat-i-Islami Radikal islamisk oprørsgruppe ledet af Rabbani. 

Jirga Stammeråd. Betyder cirkel hvilket understreger deltagernes 

ligeværdighed. 

Karzai, Hamid Afghansk præsident siden 2002. Fra en fremtrædende Durranifamilier, 

fra Popolzai-stammen i Kandahar. Støttede indledningsvis 

Taliban, men gik i eksil efter uoverensstemmelser i 1999. 

Khan Velhavende landejer eller ældste mand i qawm. Leder af qawm. 

Khel Underniveau til stamme. 

Lashkar Hær, særligt brugt om stammehære og militser. 

Madrassa Islamisk skole med religiøst pensum. 

Mailmastiá Gæstfrihed, der skal ydes til alle på ens ejendom, særligt det at give 

mad til gæster. 

Massoud, Ahmad 

Shah. 

Tadsjik. Læste ingeniør på universitetet i Kabul, hvor han blev 

medlem af muslimsk ungdom. Han flygtede til Pakistan og forsøgte 

et oprør i Panjsher dalen i 1975. Leder af Nordalliancen mod 

Taliban, hvor han blev dræbt af al-Qaeda to dage før 9. september 

2001. 

Mujahideen Hellig kriger. En der kæmper i jihad. 

Mullah Religiøs leder på landsby niveau. 

Namus Lov, princip og ære. Det en mand skal forsvare for at opretholde sin 

ære. 

Nanawati Ret til nåde, der skal gives når der anmodes om den. Nanawati 

gælder også ved badal. 

Nang Æresbegrebet i et egalitært pashtunsk samfund hvor 

uoverensstemmelser reguleres med badal. Modsat qalang. 

Omar, Mullah Mullah fra Kandahar. Blev i 1994 leder af Taliban. 

Pashtunwáli Den pashtunske stammekode. 

UKLASSIFICERET 2-2


Peshawar By i det nordøstlige Pakistan. Var under krigen mod kommunismen 

base for de islamistiske oprørsgrupper. I dag base for Taliban og 

HiG. 

Qawm En gruppe forenet af fælles sociale normer. Begrebet kan referere til 

stamme, klan, etnisk gruppe, landsby eller professionel gruppe. 

Quetta By i det nordvestlige Pakistan. Var under krigen mod kommunismen 

base for de traditionelle oprørsgrupper. I dag ledes Taliban af en 

shura der holder til i området omkring Quetta. 

Qalang Skat eller leje. Et hierarkisk pashtunsk stammesamfund, hvor 

khanerne leder ved at fordele goder. Feudal karakter. Modsat nang. 

Rabbani, 

Burhanuddin 

Professor ved universitetet i Kabul. Leder af Jamiat i Islami. 

Salam, Mullah Alizai-stammeleder fra Musa Qala i Helmand-provinsen. 

Shar, Kong 

Muhammad Zahir 

Konge af Afghanistan i perioden 1933 til 1973. Væltet af sin fætter 

Daoud ved et kup i 1973. 

Shura Begrebet er arabisk og refererer til det første møde i den muslimske 

ummah. Kun udvalgte medlemmer kan deltage i shuraen, og den er 

mere formaliseret end jirgaen. 

Tadsjik En etnisk gruppe, der dækker over de persisktalende sunnier i 

Afghanistan. Bor primært i det nordlige Afghanistan. 

Talib Studerende. En der studerer på en madrassa. 

Turbur Fætter. Turbur dækker samtidig over det at dræbe en af sin 

nærmeste familie. 

Turburwáli Det indbyggede fjendskab mellem nære slægtninge. Begrebet 

anvendes også til at dække den generelle egalitære modstand mod 

at lade sig lede af andre. 

Ummah Fællesskabet af alle muslimer i verden. 

Wahabisme Puritansk gren af islam. Opstod i Saudi Arabien, hvor det nu er 

officiel statsreligion. 

Zamin Land, delelement i namus. 

Zan Kvinder, delelement i namus. 

UKLASSIFICERET 2-3


Zar Guld, delelement i namus. 

Zia ul-Haq, 

Mohammad 

North West 

Frontier Province 

(NWFP) 

Præsident i Pakistan efter et militærkup i 1977. Dræbt i fly 

eksplosion i 1988. Støttede islamisterne i et forsøg på at øge 

pakistansk indflydelse i Afghanistan. 

Pakistansk provins på grænsen til Afghanistan. Området har altid 

haft udbredt selvstyre, primært ledet af pashtunske stammer. 

UKLASSIFICERET 2-4

Bilag 3, KORT OVER AFGHANISTAN 


536 Forsvarets Efterretningstjeneste (2) (2007), Oprørsstyrker i Afghanistan, FE nr. 150.6.AF-01018 af 4. juli 

2007, p. 40. 

UKLASSIFICERET 3-1 

536

Hvilken indflydelse har pashtunsk stammekultur p opr rskamp i ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?