Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11

En tragisk historie
Besøget hos Saed Wawie i Hebron er dybt frustrerende. En historie, der efterlader sår i både sjæl
og sind. På billedet ses Saed, som viser sit tag, hvorfra en israelsk sikkerhedspost ses.
Skrevet af Fatema Hussein og Duaa El-Khatib
Langs de smalle gader i den gamle bydel af Hebron i H2
er en række gave- og souvenirbutikker. Stedet er præget
af smalle gader, fladtagede stenhuse og gamle basarer
med grønne døre. Lugten af affald samt madrester
har overtaget den rene luft i de små stræder. En tirsdag
morgen sidder ældre mænd foran deres butikker og ryger
vandpibe, unge drenge prøver at sælge souvenirs til
de få mennesker de får øje på, mens andre råber ”kom
og køb! Kom og køb”! Foran et af de mange fladtagede
huse står 21-årige Saed med tre af hans venner og kigger
rundt omkring. Ved siden af sidder også en af Saeds
venner bag et bord og sælger kopper og krus. Saed ser
ikke ligefrem munter og glad ud, hans frustration ses
tydeligt på hans øjne som er fyldt med sorg. ”Her kommer
der ikke palæstinensisk politi, den her del hedder
H2, så det er under israelsk styre,” siger Saed utilfreds
da han overhører os diskutere internt om, hvorvidt der
er palæstinensisk politi i området. Vi beslutter os for at
spørge mere ind til hans historie i byen Hebron. ”Israelerne
har dræbt to af mine søskende. De smed os ud
af vores hus, så de kunne bruge værelserne. Mens de så
brugte de værelser måtte vi ikke nærme os dem. Gik vi
ind i nogle af de værelser som bosætterne havde beslaglagt,
så ville deres private sikkerhedsstyrker skyde efter
os, siger Saed med vand i øjnene. Saed kigger ned på
gulvet, og derefter op på hans ven og fortsætter:
”Vi er 12 personer der deler 2 små værelser, det er ca. 55
m2. Dørene må slet ikke lukkes, og hvis israelske soldater
ser dem lukket smadrer de dørene. Derfor har vi ikke engang
et dørhåndtag derhjemme, og min mor bliver nødt
til at sove med tørklæde,” siger Saed med en klump i halsen.
Der går ikke lang tid før han bliver opsat på at vise os
sit hjem. Vi starter med at være ret tilbageholdende,
men giver efter da vi kan se hvor insisterende han er.
Han flytter en stor træplade fra den store stenvæg som
er knap to meter fra stedet, hvor vi så ham til at starte
med. Det er mørkt, og der er ikke en lyd. Han bruger
noget lys fra sin lighter til at vise vej af den smalle trappe
som bliver gemt væk af træpladen. Han starter med at
vise os de værelser som de israelske naboer har taget fra
dem. Han siger, at vi helst ikke må gå for tæt på, da
de private sikkerhedsstyrker ikke skåner nogen. Dørene
er hullet af skud, og stole ligger smadret på gulvet.
”De bruger kun de her værelser når de vil chikanere os.
De sætter høj musik på fra klokken tre om morgnen til
mange timer efter. Det er ikke så meget at gøre ved det,
vi bliver bare nød til at leve med det.” Siger Saed Wawie.
Saed tager sin lille bror på to år op fra gulvet og kysser ham.
I etagen overfor bor Saed sammen med sin familie. Nøjagtig
som Saed sagde, så var der ikke et dørhåndtag på
deres hoveddør. Vi så os lidt rundt omkring i lejligheden,
men der var alt for trangt, så vi besluttede os for at
gå ud igen. Vi tog det første skridt ned af trapperne, da