24.07.2013 Views

Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11

Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11

Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Historien om Ghabsiye<br />

Khalil Mohamad El Jalil er en mand, som blev født i<br />

1937 i Ghabsiye. Khalil er øjenvidne, og har oplevet<br />

alt fra det gode til det dårlige i <strong>Palæstina</strong>. ”Hvad skete<br />

der i Ghabsiye, siden min farfar blev nødt til at flygte<br />

ud at landsbyen?” spørger Fatema. ”Nu skal du høre alt<br />

hvad der skete denne dag”, siger Khalil til Fatema, og<br />

starter: ”Den gang havde man en leder i Ghabsiye ved<br />

navn Rabah El-Awad. Rabah havde lavet en aftale med<br />

tre fra Haganah (jødisk paramilitær gruppe). Aftalen gik<br />

ud på at israelerne ikke måtte erobre Ghabsiye, og at de<br />

skulle lade dem være i fred. På denne måde lavede de<br />

en fredsaftale. Men aftalen holdt ikke længe, for fredag<br />

den 21. maj 1948 angreb det israelske militær Ghabsiye.<br />

Det var frygtligt. Alle beboerne i landsbyen blev dybt<br />

chokerede over det de gik igennem. Mange af beboerne<br />

besluttede sig for at lave et fælles møde nede ved en moske.<br />

De ville slutte fred. En mand ved navn Dawood<br />

El-Zene tog op til toppen af moskeen, hvor han stillede<br />

sig med et hvidt flag i hånden, som han viftede fred<br />

med. Men der var intet håb, for israelerne skød ham og<br />

elleve andre med. Beboerne i landsbyen følte sig ikke<br />

trygge ved at blive i Ghabsiye, så de valgte at flygte væk.<br />

Dernæst tog lederen Rabah hen til de israelske ledere,<br />

som han havde indgået en fredsaftale med. ”Vi havde<br />

en aftale, som i brød! Det israelske militær angreb min<br />

landsby”, sagde Rabah. ”Vi brød ikke nogen aftale. Det<br />

israelske militær kendte ikke til vores aftale. Vi beklager<br />

meget og undskylder,” sagde israelerne. I slutningen<br />

af 1948 og omkring starten af 1949 begynder folk at<br />

vende hjem til landsbyen, Ghabsiye. Men over halvdelen<br />

var allerede flygtet til Libanon, Syrien eller Jordan.”<br />

”Israelerne lod os ikke være i fred”, siger Khalil. Han<br />

fortsætter: ”For den 24-25. januar 1950 kom det israelske<br />

militær igen til landsbyen. De beordrede os til<br />

at tage ud af landsbyen inden for 2 døgn. Beboerne<br />

var så bange, at de skyndte sig ud fra Ghabsiye. De<br />

søgte tilflugt i andre landsbyer ved siden af Ghabsiye.<br />

Men ikke alle glemte deres landsby, og derfor prøvede<br />

de flere gange at vende tilbage igen men uden held.<br />

I september 1951 prøvede de endnu engang at vende<br />

tilbage til hjemmet i Ghabsiye, men denne gang var<br />

det ikke alle, der blev smidt ud. For 14 af dem blev<br />

taget med for at møde de israelske officerer. Nogen<br />

blev så fængslet, og andre skulle betale højere skatter.<br />

Den 30. november 1951 tog retssalen en beslutning<br />

om, at folket gerne måtte vende tilbage til deres hjem<br />

i Ghabsiye. Folk var lykkelige, og begyndte så den 8.<br />

december 1951 at flytte hjem til landsbyen. Igen ville<br />

det israelske militær smide dem ud, selvom palæstinenserne<br />

havde vist dem et papir, hvor regeringen havde<br />

underskrevet på, at de gerne måtte blive i landsbyen.<br />

Soldaterne var ligeglade med denne afgørelse og deres<br />

aftale, for den israelske hær havde besluttet at Ghabsiye<br />

skulle være et lukket militært sted, hvor ingen måtte bo.<br />

Det var sidste gang man blev smidt ud af Ghabsiye.<br />

Husene i Ghabsiye var små, og lå tæt op ad hinanden.<br />

Der var en skole og ved siden af en moske. I<br />

1957 valgte israelerne at bombe hele Ghabsiye, så de<br />

kunne plante en masse træer. De ville have, at det skulle<br />

ligne en skov, så ingen kunne vende tilbage igen.”

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!