I kamp mod loven.pdf - Hovedbiblioteket.info

Vestre Fængsel ved Juletid.
I KAMP MOD LOVEN
UDE paa det yderste Vesterbro, ad Valbykanten til, er der et Strøg,
hvor de mest forskelligartede Institutioner har sat hinanden
Stævne.
Carlsberg-Bryggerierne, Vestre Kirkegaard, Idiotanstalten paa
Gamle Bakkegaard, Destruktionsanstalten, de københavnske Sporvejes
Remise og Administrationsbygninger paa Enghavevej, Arbejdernes
Forsamlingsbygning sammesteds og endelig Vestre Fængsel
ligger her Side om Side. Med en Smule Tro paa, at intet her i
Verden er tilfældigt kunde man finde en hel lille Livssymbolik afspejlet
deri.
Der mangler jo dog intet, hverken Liv eller Død, hverken Kamp
eller Sejr, hverken Arbejde eller Nydelse.
Hverken Livets Retside eller dets Vrang.
Til Vrangsiden hører først og fremmest Fængslet. Der er Hospitalet
for de sociale Sygdomme, Fattigdommen, Lasten, Fordærvelsen,
Villiessvækkelsen. I endnu højere Grad end de Hospitaler, der
antager sig de legemligt syge, har det sine uhelbredelige Patienter.
Som Lovgivningen nu en Gang er indrettet, slippes de Gang paa
Gang løs for efter kort Tids Mellemrum at komme igen. Fængslet
Stor-København 9

130 LYSENE I FÆNGSELSVINDUERNE
bliver den altid trygge Borg, hvorfra de undertiden drager ud paa
Røvertogt rnen som til syvende og sidst for disse Mennesker bliver
det eneste faste Punkt i den hele smuldrende Tilværelse.
For adskillige af Stamgæsterne har da Fængslet heller ikke noget
afskrækkende. De betragter Opholdet der som Aftjening af en Art
Værnepligt, der nu en Gang hører med til de Byrder, deres Fag
paalægger dem. De erlægger derigennem deres Tribut til den samfundsmæssige
Orden paa samme Maade, som andre Næringsdrivende
erlægger Skatter og Næringsafgifter. I Overensstemmelse hermed
er Forholdet til Politiet heller ingenlunde uvenligt. Snarere betragtes
dets Embedsmænd som Folk, hvem man nu en Gang er henvist til
at samarbejde med, og man bestræber sig derfor for at gøre dette
Samarbejde saa behageligt og urbant som muligt.
Men foruden disse Forbrydelsens Kærnetropper, hvem Drik,
Dovenskab eller nedarvede Anlæg har drevet ind paa de ubanede
Veje, huser Fængslerne ogsaa mellem Aar og Dag adskillige, for
hvem det blev Strandingsstedet efter en stormfuld Sejlads eller et
fortvivlet Krydstogt op mod Vind og Strøm.
Gaa forbi vestre Fængsel en Aften ved Sensommertid, efter at
Mørket er faldet paa. Det store kastelagtige Bygningskompleks vil
da for en stor Dels Vedkommende ligge hen i Mørke, kun med Lys
i enkelte af de smaa, jernstængede Vinduesglugger. Kom igen lidt
henad Efteraaret, og Gaslyset vil glo ud af de fleste af Vinduerne.
Og eftersom Vinteren strænges — eftersom der bliver knappere
med Arbejde og med Mad og eftersom Frosten tager bidskere og
bidskere Nap i Fattigfolks slidte Klude, kommer der flere og flere
Lys deroppe paa Borgen. Lys paa Møllen, som maler Mennesker
til Samfundsvrag! Ved Juletid er der fuldt Blus overalt. Naar Strøget
straaler i Festbelysning, hvorfor skulde saa Fængslet ikke ogsaa
skinne i Illumination? Saa føles Fattigdommen, Forladtheden bitrere
end nogensinde ellers. Og Forbrydelsens Reserve møder under Fanerne!
Dens staaende Styrke tør maaske snarere siges at have sin Sæson
i de Maaneder, da Vejrliget er blidere.
For nærmere at komme disse faste Folk ind paa Livet sætter
vi os i Forbindelse med et Par af Opdagelsespolitiets kyndigste
Medlemmer, som med redebon Elskværdighed paatager sig at være
vore Førere paa en Tur gennem det københavnske Forbryderkvarter.

HAR VI ET FORBRYDERKVARTER? 131
Noget saadant i samme Betydning, hvori Ordet bruges i Verdensstæderne,
har vi nu ganske vist ikke. I Danmarks Hovedstad er
Forholdene ikke saa store, at Lovens Modstandere for sig alene
lægger Beslag paa hele Gader, hvor de og ikke Samfundets regelmæssige
Vogtere er Herskere og Herrer. Hos os groer Forbrydelsen
Side om Side med Fattigdommen og den Fordærvelse, der ikke
tager selv
— men som
sælger sig.
Som de løse
Fugle, de
lovløse Eksistenserer,foretrækkerde
oftest tilfældigeRugepladser
som
Beværtninger
og Logihuse
for et
Hjems Hygge.
Og naturligvis
har de
deres Stamknejper.
Der Helsingørsgade.
er de altid sikre paa at komme i godt Selskab, der træffer de ligesindede,
med hvem de uden Fare for at blive misforstaaede kan afhandle
faglige Spørgsmaal.
Knejpen vælges især efter Hensynet til Værtens Personlighed.
Det er ikke enhver givet at være Forbrydervært, men Egenskaberne
er forskellige efter den specielle Art af Forbrydere, der
holder til paa det paagældende Sted. 1 Voldsmændenes, de egentlige
Bøllers Knejpe kræves der en Mand, der forener et behageligt
Væsen med Bestemthed. En af de populæreste Indehavere
af en saadan Kafé er forøvrigt en Kvinde, en garderhøj, herdebred
Dame, hvis Overlæbe prydes af et koket lille Overskæg og
som er i Besiddelse saavel af en betydelig Autoritet som af mægtige
Legemskræfter. Naar det er Lukketid, tager hun uden videre de
9*

132 FORBRYDERKNEJPER
genstridige, som ikke vil forlade Lokalet, ved Kraven og sætter dem
paa Døren, og undertiden faar hendes Mand sig en Omgang ved
samme Lejlighed. Hun bærer et Kendingsnavn, som ikke er gengiveligt
for høviske Øren. Helt andre Egenskaber kræves af den,
der skal være Vært i en Tyvebeværtning og da især, naar han har
I „Blodkoppen".
den Ære jævnlig at huse de Herrer, hvis Specialitet er Udplyndring
af fulde Folk. Da de fulde Folk kun sjældent er i Stand til at give
et paalideligt Signalement, ja i mange Tilfælde af forstaaelige Grunde
ikke en Gang gør nogen Anmeldelse til Politiet, beror alt her paa,
at Værten er diskret.
Man maa forøvrigt ikke tro, at Værterne i disse Huller selv er
af samme Kaliber som de Folk, de daglig beværter. Som Regel er
de borgerligt uangribelige, flere af dem meget velstaaende. Værten i
en af Helsingørsgades værste Kipper har saaledes en større Landejendom
i Hovedstadens Nærhed. Hver Uge tilbringer han et Par

I DETENTIONSLOKALET 133
Dage der ude og optræder der som en solid, velstaaende Gaardejer.
Men de fleste Dage sidder han bag Skænken i den smudsige Snask
og udskænker Mælketoddy og „runde" til Tyve, Alfonser og Voldsmænd.
Det er paa det Strøg, der begynder tæt ved Nyboder, og som
strækker sig gennem Adelgade, Helsingørsgade og videre paa den
anden Side Gothersgade gennem Brøndstræderne og Vognmagergade,
at vi træffer de fleste af de Beværtninger, her er Tale om.
Dem gælder da ogsaa det Togt, vi sammen med de to Opdagere
begiver os ud paa.
Et naturligt Udgangspunkt for en saadan Tur er Store Kongensgades
Politistation. Og den er det saa meget mere, som man i Stationens
Detentionslokale har Lejlighed til at studere en Kunstgødning,
hvoraf mangen Forbrydelse faar Vækst: Drukkenskaben.
To af de tre bælmørke Lukafer, hvoraf Detentionslokalet bestaar,
er for Øjeblikket optagne. Den vagthavende Overbetjent aabner
Dørene en for en og lader det svindende Dagslys skinne derind,
og i hvert af Rummene bliver en Bunke af Laser og Klude levende,
og et Par mørkeblindede Øjne stirrer os sløvt og uforstaaende i
Møde.
Den ene af de to Cellebeboere er en gammel Svensker, der i
Knaphullet bærer en Afholdsstjerne. Det forhindrer ikke, at han
hører til Detentionslokalets Stamgæster. Da han har spurgt Overbetjenten,
om han ikke godt kan gaa hjem nu og faaet til Svar at
det vist er bedst, at han bliver en Times Tid eller to endnu, bemærker
han spagfærdigt, at han synes ellers nok, det er længe, de
beholder ham denne Gang, vender sig taalmodigt om mod Væggen
og sover videre.
Den anden befinder sig endnu paa det Stadium af Rus, da den
endnu ikke er helt forvandlet fra Fyrighed til Dorskhed. Han er
ikke utilbøjelig til at indlede en lille Passiar, og for at lade os forstaa,
at vi har en Gentleman for os, bemærker han: „Ja, jeg skal
sige de Herrer, at man har jo nok været her no'en Gange, men det
har altid været for Kæfer og ikke for no'en Branche." Ved en
„Branche" forstaas den i Kvarterets Smaagader brugelige Jargon
Straffelovens Forbrydelsesarter, saasom Tyveri, Røveri, Brandstiftelse,
Vold o. s. v. — i Modsætning til lettere Udskejelser som Fuldskab
og Optøjer.

134 MELLEM RØVERE
Vi gaar ud for at stifte nærmere Bekendtskab med „Brancherne'^
Repræsentanter.
1 en Knejpe i Adelgade-Kvarteret er Hovedkvarteret for dem,
der særlig dyrker de fulde Folk. Det er i de senere Nattetimer, at
Paa Post
i Vognmagergade.
disse Specialister øver deres lykkeligste Bedrifter, og en af deres
flittigst dyrkede Jagtgrunde er Nørreboulevard.
En kjoleklædt og hvidslipset Herre kommer, duvende for et
Overmaal af Ballast fra Aftenens Gilde, sejlende frem under Boulevardens
diskrete Trærække og søger sig en Ankerplads paa en af
Bænkene. I samme Øjeblik er Specialisten, der ovre fra Fortovet

MANDEN, DER PLYNDRER FULDE FOLK 135
har iagttaget hans Manøvrer, paa Siden af ham. Maaske er Herren
saa overvættes drukken, at han straks synker hen i Dvale, og i saa
Fald gøres der straks et dristigt Greb ned under Frakkens Omslag,
der hvor Tegnebogen formodes at være. Maaske er han ikke mere
medtaget end, at man kan indlede en venskabelig Konversation med
ham, under hvilken Hænderne vimser op og ned ad hans Person
for at finde de Steder, hvor Portemonnæen, Uret og andre Værdigenstande
befinder sig. Saa gælder det om saa diskret og behændigt
som muligt at befri Ejermanden for deres Tynge. Maaske synker
han mere og mere sammen, eftersom Nattekulden gør sin Virkning
gældende. Den barmhjertige Mand, der har taget sig af ham, lægger
ham da ømt og kærligt til rette paa Bænken, nusler om ham som
om han var et lille Barn, taler hans lallende Betænkeligheder til
Ro og ser med et glad Smil, hvordan han efterhaanden synker
dybere og dybere i en tryg Søvn. Naar han vaagner op, fordi
Morgenvinden napper i hans spiritusømme Krop eller fordi Solen
ubarmhjertigt gløder ned paa hans værkende Isse, gør han maaske
den pinlige Opdagelse, at hans Støvler er borte og erstattede af et
Par hullede og flossede „Sutter", at hans Pels er forsvundet og at
der paa hans Hoved i Stedet for den høje Hat, han bar igaar, sidder
en gammel, fedtet og sandsynligvis ikke ubeboet Cyklekasket.
I mange Tilfælde vil Offeret ydmyg og flov liste sig hjem og
undlade at gøre Anmeldelse til Politiet, og i saa Fald forbliver altsaa
Specialisten i uantastet Besiddelse af Nattens Udbytte. Risikoen
for Tyve af denne Art er da ikke stor, naar Kupet først er udført,
men naturligvis er den ikke helt ringe under selve Forbrydelsens
Udøvelse. Røveren kan let blive ubehageligt forstyrret; i Ly af det
samme Mørke, som tjener ham til Skjul, kan en Politihjelm bevæge
sig til Skuepladsen for Forretningen og pludselig dukke frem i faa
Skridts Afstand; eller han kan blive overrumplet af tilfældige Nattevandrere,
eller endelig kan han have overvurderet det Trin af Utilregnelighed,
hvorpaa hans Offer befinder sig og blive ubehagelig
overrasket ved, at den tilsyneladende døddrukne Mand pludselig
optræder paa en uforskammet energisk Maade.
Navnlig af Hensyn til denne sidste Eventualitet maa Specialitetens
Udøvere være i Besiddelse ikke blot af Dristighed til at vove
et Kup men ogsaa af et indsmigrende og tillidvækkende Væsen,
der hos Ofrene afvæbner enhver Mistanke om, at de skulde nære

136 I LOGISHUSET
slette Hensigter. Og i Virkeligheden: da vi sidder bænket i et Selskab
af ikke mindre end seksten Herrer, hvoraf de fleste dyrker
Professionen og hvoraf enkelte har berømte Navne i Forbrydelsens
Krønike, er Indtrykket i Grunden ganske fordelagtigt. En harmløs
Elskværdighed og først og fremmest et uopslideligt Humør, hvis
Grundfarve er ikke mindre ægte københavnsk end det, der udfolder
sig ved Berninas eller å Portas Stamborde, giver Sammenkomsten
sit Præg. De er heller ikke fremmede for en vis honnet
Ambition. Da vi for en ydet Tjeneste har skænket en af dem en
Halvtredsøre, helmer han ikke før vi gaar ind paa at lade ham optræde
som ædel Giver af en Omgang i en af Helsingørsgades mere
mondæne Kaféer. „Nu har den Herre givet ud paa mig; nu maa
jeg nok ha' Lov at traktere med en lille Genstand."
Indtrykket af Vennesælhed og Omgængelighed strækker sig til
selve det lille gæstfri Asyl, hvor Røverne holder til. Beskeden
Hygge, skyldfri Munterhed, det er det Indtryk, som saavel Stedet
som dets Gæster efterlader. Forhuset, hvor Gæstestuen findes, har
vel et Par Aarhundreder paa Bagen; lille, skævt og affældigt som
det er, synes det afstikkende rønneagtigt selv i denne ikke synderligt
standsmæssige Gade. Den giver imidlertid sin Ejer en god og
sikker Indtægt. De Heste af Værelserne er indrettet til Logishus; i
hver Værelse findes 4 -6 Sengesteder, opredt med Halm, Pjalter
og Utøj, og for hver Nats Leje betales 25 Øre. Det vil sige, at et
saadan usselt Rum kan indbringe mellem 30 og 45 Kr. om Maaneden.
Det Logishus, vi træder ind i, bestaar af to Eneværelser og et Par
Sovesale. Eneværelserne, der ligger i Stuen, er forholdsvis anselige
Rum, og for at understrege, at de ikke er bestemt for den almindelige
Pøbel, er der paa Døren ind til dem anbragt Indskriften „Officers-Messe".
For at anses for værdig til at optages i et af disse
Luksusrum maa man mindst „staa til" Forbedringshuset, hvormed
man er rykket op i Tyvenes Aristokrati. For Tiden er det ene Værelse
tomt; dets sidste Beboer har for kort Tid siden ombyttet det
med Fribolig i et af Statens Etablissementer. Men hans Kontubernal
er hjemme og gør Honnør. Det er en garderhøj og bringebred Herre,
der ikke gør nogen Røverkule af sit Hjerte.
Med ham kommer vi hurtigt til at staa paa den bedste Fod. Og
ogsaa med Politimændene fejrer han et venskabeligt Gensyn. Det
forhindrer imidlertid ikke, at han kan tillade sig en Smule faglig

TYVEN OG OPDAGEREN 137
Kritik. „Du, Opdager," siger han, „hvad kan Du i Grunden opdage?
Kan Du opdage, at jeg forleden stjal 40 Kr. fra en Vognmandskusk?"
Man vil forstaa, at Tonen, saaledes anslaaet, meget hurtigt bliver
overordentlig ligefrem.
Alligevel: den, som ser opmærksomt til, kan i enkelte Øjeblikke
fange et Glimt af Begærlighed eller Ondskab, der lyner ham i Møde
fra et af disse Menneskers Øjne. Da føler man Rovdyrkløerne
spændte under de bløde Hudfolder. Og man forstaar et Optrin,
der senere, da vi sidder bænket i Gæstestuen, foregaar uden at nogen
af Deltagerne deri søger at paakalde Opmærksomheden derfor. En
af Bøllerne er bleven mere og mere udfordrende i sit Væsen. Han
har sunget for os, og han har danset en Art Krigsdans, der minder
om de vildes, men da vi med Tak for de ydede Kunstpræstationer
slaar paa Ønskeligheden af at trække os tilbage, vil han slet ikke
slippe os. „Nu skal vi først rigtig til at have det gemytligt," siger
han, og paa en underlig bugtende og snigende Maade rykker han
os nærmere og nærmere paa Bænken, hvor vi sidder. Da ser vi
paa en Gang en af Politimændene strække en Arm ud, tage den
store, stærke Karl i Nakken, holde ham ud fra sig og derpaa slænge
ham hen ad Bænken. Det bliver gjort, som var det i en Leg mellem
to gode Venner, men vi ser det onde Glimt blusse op i Bøllens
Øjne, og da vi et Øjeblik efter fornyer vort Ønske om at bryde op,
er han spag som et Lam og gør ikke noget Forsøg paa at holde os
tilbage.
Et Par Minuter senere har vi taget Afsked og drejer om ad
Adelgade.
Det er en lun Sommeraften, og den solbagte Luft ligger tung og
doven mellem Husrækkerne.
En egen Luft er det, denne Proletargadernes Atmosfære. Den er
kvalm og tung, betændt af allehaande menneskelige Dunster, af
gammelt Snavs og alskens Affald, der i aarevis hobes op eller ligegyldigt
kastes, hvor det er nærmest og nemmest. Fattigdommen og
Lasten — det er de to Traade, hvoraf Gadens Fysiognomi nu ved
Aften er tvundet sammen. Hvad der findes af honnet og anstændigt
Smaakaarsliv, det skjuler sig i hvert Fald paa denne Tid af Døgnet
mest indenfor Hjemmenes fire Vægge.
Midt i Gaden ligger der et skummelt, forfaldent Treetages Hus.

138 JESUS" 1 ADELGADE
Kun i et Par
af Vinduerne
vidner nogle
Antydninger
af Gardiner
om, at Huset
har en Beboer,
og udenom
disse to
Vinduer, saa
langt omtrent
enMenneskearm
kan række,er
Fagaden
vasket, mens
den ellers er
sortbrun af
Snavs. Aliede
andre Vindu-
er er tomme
og starblinde.
Man skulde
anse Ejendommen
for
mærket af et
Sagn om, at
der gik Spøgelser
her op
og ned ad de
slidte Trap-
Indgangen til et Logishus.
per.
Saaledes forholder det sig dog ikke. Manden, der ejer Huset,
lider af den fikse Ide, at han er Jesus og det triste og snavsede Hus
en Himmeriges Kongebolig, hvor det ikke kan tilstedes almindelige
dødelige at bo. Han vægrer sig derfor haardnakket ved at leje nogen
af dets Lejligheder ud, og undertiden kan man henad Aftenstid se
ham i det aabne Vindue, prækende for Mængden nede paa Gaden.
Selvfølgelig: saadan noget hører kun hjemme i de mørke Slugter af

AMATØR-FORBRYDERE 139
menneskelig Tankeforvildelse, hvor vi andre, der har Fornuftens
Brug, forgæves søger at kaste Forstaaelsens Skær. Men aner man
dog ikke bag disse vildsomme Frelserfantasier noget af den sugende
Trang til at blive et Forsyn for Proletargadens forvildede Tilværelser?
Nede i Helsingørsgade dumper vi ned i et Selskab af lovløse
Eksistenser. Ogsaa her er det i et Logishus, der staar i Forbindelse
med en af de Knejper, hvis Stamgæster overvejende er Forbrydere.
Kun er Gæsterne her af en mere harmløs Art end i den Kippe, vi
først besøgte. De, der her holder til, dyrker Forbrydelsen nærmest
som Amatører. De er Løsgængere og Tiggere men gaar ikke af Vejen
for et Lejlighedstyveri, hvor Forholdene synes at maatte begunstige
et heldigt Udfald.
Herskede der en utvungen, kammeratlig Tone mellem Politiets
Mænd og Forbryderne paa det første Sted, saa er den her
næsten hjertelig. I
det lille, overdaadig
snavsede Rum,
hvor der lugter,
S i ii se Tavle. KR. OK.
som havde man
kogt Suppe paa W e u j S p e i k t 1„ ..
§maa Børn, bænkes
vi i en fortrolig
Klynge, og efter
at den obligate
Omgang 01 er
kommen paa Bordet,
begynder StedetsStamgæsterat
opfriskegamle Historier
om, hvordan
den Opdager
fangede den der
og hvordan en af
hans Kolleger var
mindre heldig hist.
Maaden, hvorpaa
disse gamle, for-
En Spisetavle fra et Logishus.

140 GAMLE VENNER
vorpne Drenge tiltaler Politimændene, minder med sin Blanding af
Hengivenhed og Ærbødighed om den, hvormed fordums Skoleelever,
der nu er voksne Mænd, opfrisker Skoletidens Minder sammen
med en afholdt Lærer, som de tilfældigt har mødt ude i Livet.
Kun kender man alene Tiltaleformen „Du"; det mere slebne „De"
anses for overflødigt overfor Folk, som man kender saa nøje. „Kan
Du huske," siger en til en af Opdagerne, „da Du tog mig og Bræddestablen
nede ved Nørrevold? Du var sgu nobel imod mig, det ved
Gud, Du var. Du tog mig med ned paa en Beværtning og gav mig
Lobescowes og 01, og bagefter stak Du mig et Par flade. Du har
altid vaaren en Stadsmand; det skal jeg attestere."
Politimanden og den gamle Forbryder fordyber sig med tydelig
Erindringsglæde i de fælles Oplevelser, og med Rørelse mindes
man Bræddestablen, hvilken celebre Bølle allerede i nogle Aar ikke
mere har tilhørt Lavet men ernæret sig ved mere borgerlige og
mindre berømmelige Sysler. „Ak ja, Stavlen!" sukker hans fordums
Værkfælle, „han var en Svend fra Fad! Det var i det hele
taget anderledes Tider den Gang, end som det er nu!"
Under alt dette har en Mand, der med sine runde Kinder, sine
barnligt smilende Øjne og sit skægløse Ansigt minder om en stor,
gammel Dreng, siddet stille hen og smilet, og der falder en Bemærkning
om, at han ikke tager Del i Samtalen. „Han generer sig," er
der en af Kammeraterne, der siger, „der er no'et i Vejen med hans
Støvler." Og da vi skal have at vide, hvori det mystiske bestaar,
saa er det, som den gamle Dreng fortæller, at han for et Par Dage
siden har stjaalet dem fra en Mand, der laa og sov paa en Bænk.
Og han strækker dem frem og viser os dem med synlig Stolthed;
de er næsten ganske nye, med gode, tykke Saaler. Der er, som han
sidder der og betragter Resultatet af en Nats lykkelige Arbejde, et
ubeskriveligt Udtryk af skælmsk Undseelse i hans Ansigt. „Men
Du holder jo nok Kæft," siger han bønligt til Politimanden. „Naar
han ikke har meldt det, saa savner han dem vel ikke. For Resten
staar jeg til Forbedringshuset, og man kommer der jo nok alligevel
en Gang med det første. Et Glas 01 til? Ja, mange Tak. Kommer
man først paa Huset, saa er der noget til, at man igen faar saadan
et godt Glas 01."
Af adskillig mindre hyggelig Art er Selskabet i de Forbryderknejper,
der ligger i Vognmagergadekvarteret. Her har Alfonserne

I „NORDPOLEN" 141
og Bøllerne deres Tilholdssted i en Knejpe, mens man inde ved
Siden af kan tilbringe nogle behagelige Timer sammen med nogle
af vore mere celebre Bondefangere. Lige overfor ligger det berømte
„Nordpolen", hvor man vil finde nogle af de laveste af den Slags
Damer, der sælger sig, bænkede sammen med deres opvartende
Kavallerer og iøvrigt med et tilfældigt Slæng af Voldsmænd og
I „Nordpolen".
andre Lovovertrædere. Og er man fortrolig med de Mysterier, der
foregaar i de nærmeste at Aabenraas skumle Kældere, vil man vide,
at der her findes en af Byens mere søgte „Basser". Ved en „Basse"
forstaas en Hasardspilhule, hvor tilfældige Gæster, og navnlig udenbys,
plyndres af forfarne Bondefangere og Falskspillere. Det er i
det hele kriminalhistorisk Grund, vi staar paa. Steder som „Nordpolen",
„Transvaal", „Det lille Apotek", „Dukkehjemmet" o, s. v.
forekommer atter og atter i Kriminalrettens Domsprotokoller.
Vi vælger at aflægge „Nordpolen" et Besøg. Det stemmer os
for Brystet, da vi efter at være klatret ned ad den stejle Trappe
befinder os i et Lokale, hvor en Snes Mennesker trænger sig sam-

142 MELLEM FURIER
men i to Rum, hvert for sig af Størrelse som et Pigekammer i en
ældre københavnsk Ejendom. Et Lokale, hvor den ubeskriveligste
Stank af Last og dyrisk Ligegyldighed lægger sig tyngende paa
Aandedrættet og hvor Kærligheden til Snavset har overtrukket de
nøgne Vægge med en fedtet og klæbrig Patina.
Af de to Rum er det ene Skænkestue, det andet „Dameværelse".
Ved denne elegante Betegnelse forstaas, at Stedets Furier her har
deres Residens. Ikke alene opholder de sig der paa de Tider af
Dagen, da de ikke virker i deres Kald, men de sover her ogsaa
hvilende paa Borde og Bænke eller simpelthen paa Gulvet, hvor
det tommetykke Snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig
Masse. Naar Dagens Jagt efter de usle Skillinger, de behøver til
megen Brændevin og en Smule Mad, er endt, og Kavallererne er
gaaet ud for at forsøge, hvad Nattens Timer kan kaste af sig, synker
det hærgede Kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet
af Last, arret og pint af Utøj, stinkende af Spiritus.
Vi stifter Bekendtskab med tre af disse Kvinderester, og i Sandhed,
om en stor Kunster ud af sin Fantasi vilde opridse de tre
Hekse fra „Macbeth", han vilde næppe kunne frembringe tre Skikkelser
af mere forvoven Hæslighed end disse. Tre graanede og
rynkede, rystende og savlende Morliller, ingen sikkert under de
tres, den ene lille, kroget, skaldet, med et Par graadigt spillende
Øjne i et gulskjoldet og poset Ansigt, den anden udtæret, graagrumset,
lang og mager, den tredie stor, spiritusrød, udbuldnet som en
raadden Frugt. Og saa forsikrer man os, at de alle tre endnu dyrker
Erotik og — finder Kunder!
Ogsaa her opfriskes mellem Politiet og Forbryderne gamle Anholdelseshistorier,
men mere end i de andre Huler har vi Fornemmelsen
af, at vi takseres efter de „Omgange", vi ser ud til at have
Villie og Evne til at spendere. Det bliver en Gang 01 over det hele
og en „Karaffe", hvorved forstaas en Karaffe Brændevin og en
Kande Mælk, der nydes sammen med Spiritussen. Men en af Kvinderne
beklager sig: „Skal vi nu igen have Spiritus? Hele Dagen
igennem har jeg faaet Omgange men ikke en eneste Mundfuld Mad!"
Vi blødgøres og giver hende en Femogtyveøre, som hun straks anvender
— til mere Spiritus!
Alt som disse nye Forsyninger lægges til den øvrige i Dagens
Løb indtagne Ballast, bliver Stemningen mere og mere livfuld. Der

BASSERNE" 143
fortælles Historier og siges Vittigheder, og man forstaar, at ingen af
Delene er beregnet paa nogen udviklet Smag. Paa en Gang træder
to af de gamle Kvinder frem paa Gulvet og begynder at opføre en
Dans. De løfter koket op i de lasede Skørter; de smyger sig og gør
de latterligste Krumspring, og med hæse, brændevinslallende Stemmer
synger de dertil.
Hvilket Optrin af barok Hæslighed! Et komisk Optrin ganske
vist, men af en Komik, der snarest kunde faa en til at fælde Taarer!
Hvor Forbrydelsen er stemt i de laveste Registre af menneskelige
Tilværelsesformer, er den imidlertid ikke farligst. Folk, der af
menneskeligt Væsen egentlig kun har bevaret Talen og den oprejste
Gang, er det forholdsvis let for Politiet at have Krammet paa, og
der er hos disse Væsener ikke den Evne til at tage sig sammen og
føre en Beslutning igennem, der fører til det dristige og farlige Kup.
Vil man opsøge dem, der for Alvor er en Trudsel mod den offentlige
Sikkerhed, maa man gaa til Bondefangerknejperne og „Basserne".
Livet her er imidlertid langt mindre udpræget end i de Huler,
hvor det laveste Udskud holder til. Det er jo for de Herrer, der
her har deres Operationsfelter, en Nødvendighed at optræde med
saa stor ydre Agtværdighed som muligt. Derfor er deres Stambeværtninger
at se til som alle andre, snarere en Smule mere pillent
agtværdige. Af praktiske Grunde forlægges de forskellige Hovedkvarterer
desuden temmelig hyppigt. Har Politiet opdaget en Spillebule
paa Vesterbro, dukker den Dagen derefter op paa Nørrebro.
Nørrebro, navnlig Kvarteret omkring Ravnsborggade, er iøvrigt
netop det Strøg, hvor Spillerne med Forkærlighed holder til. Er
man heldig, kan man i en Beværtning, der ellers søges af hæderlige
Arbejdere, faa Øje paa et Par Herrer, hvis fedtede Ravrørelegance
vidner om, at de næppe fortjener sig Livets Ophold ved det mest
regelmæssige Arbejde. Mens Billardkuglernes fede Skvæt, naar de
tørner sammen, optager de fleste af Gæsternes Interesse, har de
fundet sig en hyggelig Krog, hvor de spiller Kort sammen med en
yngre Mandsperson af et naivt, agrarisk velhavende Udseende.
Men foreløbig er Spillet saare uskyldigt, og det er mest for et Syns
Skyld, at de fedtede Kort dunkes i Bordet med saa stort et Eftertryk.
Thi man spiller meget lavt, solidt fedtet og strengt redeligt.
Og den unge Karl fra Landet føler sig paa en Gang smigret over

144 I BAGSTUEN
Bekendtskabet med de to flotte Københavnere og fuld af Tillid til
deres rolige Vægtfylde. Han har desuden vundet en Smule, og han
sidder og ser paa de to Medspilleres Ravrør og regner ud, at hvis
han fremdeles har Heldet med sig, kan han maaske i Morgen købe
sig et Magen til.
Inden dette Maal er naaet, bliver det imidlertid Lukketid. Vor
Landbo, der er bleven en Smule hed i Hovedet af Spillelidenskab,
finder dette højst kedsommeligt. Og da Værten er en god Ven af
de to fine Herrer og paa dette Venskabs Vegne tilbyder dem at
fortsætte Spillet inde i hans private Lejlighed, er Landboeren den
første til at tilraade, at man tager imod dette Tilbud.
Scenen forlægges saa til en lille Stue bag det egentlige Beværtningslokale.
Her som der er alt præget af støt Agtværdighed. Der
er helt hyggeligt, naar Døren ind til Beværtningen er lukket og
Skodderne sat for Vinduerne. Og alligevel er det ganske pirrende,
naar Værten erklærer, at man maa passe paa ikke at faa Politiet
rodet ind i Historien, da d'Hrr. Betjente har en sygelig Forkærlighed
for at blande sig ind i Ting, som ikke kommer dem ved. Nu
f. Ex. i, at en Mand lader et Par Venner spille Kort i hans private
Stue.
Naa, Manden fra Landet sidder da ogsaa i Begyndelsen i et
vedvarende Held. Ravrøret viser sig i hele sin veltilrøgede Glans
for hans Blik, og han er mere end tilfreds, da det bliver foreslaaet,
at man skal spille om en noget højere Indsats. Men mærkeligt nok:
saa snart dette Forslag er vedtaget, begynder hans Held at svigte
ham. Med rivende Hast forvandles hans Vinding til Tab.
Den fedtede Lærredspung med Skillingerne der hjemme fra
kommer frem. Men heller ikke den modstaar ret længe de Angreb,
der gøres paa den. Jo mere Uheld vor Ven fra Landet har, des
vildere spiller han, i et svimmelt Haab om at genoprette det tabte
med et Slag. Des lettere et Bytte er han for sine københavnske
Venner. Naar Morgenen gryer, lister han sig bleg og nedbøjet langs
Husrækkerne i den store fjendtlige By, plyndret for hver en Stump
af Værdi han havde paa sig.
Det kan hænde, at Politiet en Nat pludselig bryder ind i „Bassen".
De Penge, som forefindes, konfiskeres, og det tilstedeværende
Selskab maa finde sig i at vandre paa Stationen. Men naar Affæren
er retsligt afgjort, genopstaar Spillebulen paa et andet Sted i Byen.

Efter Maleri af Erik Henningsen
UROLIGE TIDER

I KRIMINALMUSEET 145
Dens Stamgæster er Forbryderverdenens Nomader; de ligger i et
bestandigt Opbrud for at finde stedse lykkeligere Jagtgrunde.
Ønsker man en dybere Indsigt i de københavnske Forbryderes
Arbejdsmetoder, frembyder Politiets Kriminalmuseum paa det gamle
Domhus et righoldigt Materiale.
1 to smaa Stuer i Bygningens søndre Fløj er disse Forbrydelsens
Relikvier installerede, gennem hvilke Politimanden søger at
studere den danske Forbryders Psykologi, hans Metoder, hans Teknik.
Mangen Museumsgenstand genkalder i Erindringen blodige
Dramaer, der i lang Tid vakte gysende Opmærksomhed. Der mangler
vel ikke en eneste af de Genstande, som Forbrydelsens Heroer
gennem den sidste halve Snes Aar har brugt til Udførelsen af deres
Gerning.
Men den store, ualmindelige Forbrydelse virker med et vulkansk
Udbruds overraskende og forfærdende Magt. Sandsynligvis
er ogsaa den undergivet visse Love, udspringer af sine Aarsager,
som man blot behøvede at kende for med fuldkommen Nøjagtighed
at kunne forudsige, hvornaar og hvorledes Katastrofen vilde
blive moden til Udbrud. Men saa dybt ligger de gemt i det menneskelige
Sind, saa tyst er de sløret af dets Nat, at disse blodige og
uhyggelige Gerninger synes os en Naturstridighed, et oprørende
Brud paa al Rimelighed, der Gang paa Gang træffer os uforberedte.
Anderledes med de mindre og mere dagligdags Forbrydelser. De
følger visse Regler, som i hvert Fald for en Del ligger lige for
Dagen. De øves for Størstedelen af Folk fra de samme Samfundslag,
og det er heller ikke vanskeligt at opregne Hovedtrækkene i
de sociale Tilstande, hvor man maa søge deres Udspring.
Lavest paa Rangstigen staar Plattenslagerne, der virker ved Bønskrifter.
Disse Bønskrifter trykkes for det meste i Tyskland; de er
udstyrede som Salmebøger, med et gyldent Kors paa det sorte Bind.
Indholdet er en forvirret Hoben religiøse Fraser, isprængt med
de mest hjerteskærende Udmalinger af den Nød og Elende, der
søges afhjulpen. Det er i Reglen affattet paa tysk, og hertil har saa
Plattenslageren selv som oftest føjet en dansk Oversættelse. Om
det Sprog, hvori de er holdt og den ortografiske Kultur, der præger
dem, faar man et Begreb af følgende i Flæng udplukkede Sætning:
„For deres Øjne Ulukkelige henstaar Moder til die smaa Børn inge
Medunk for unge Kone og ligesaa for Gamle alt blev ødelagt naar
Stor-København 10

146 FALSKE BØNSKRIFTER
en Haand eller en Fod mangler Mine Brødre og Søstre i Christus
hav Medlidenhed med mig." Naar man tilføjer, at den nedbøjede
Ansøger henviser til, at man kan søge nærmere Oplysning hos
„Pastor Becker, Lilleasien", maa det vist indrømmes, at han har
gjort hvad man med Rimelighed kunde forlange for at male Plattenslagerskiltet
tydeligt paa sin Pande. Ikke desto mindre er det ikke
lykkedes ham at udelukke al Misforstaaelse: der er virkelig en Del
„Brødre og Søstre i Christus", der har tegnet sig for mere eller
mindre klækkelige Bidrag.
Mens der ud af disse Bønskrifters Blade stinker en ynkelig,
naiv og fræk Løgnagtighed, saa vajer der ligesom en Vimpel af
uforskammet Frejdighed over den Afdeling, der er forbeholdt Bondefangerne.
Disse Herrer er Forbrydelsens Amatører. De har ikke de
professionelle Indbrudstyves Fagdygtighed, er overhovedet ikke ensidige
men dyrker ofte flere Forbrydelsesarter paa en Gang, saaledes
Falskspilleri, Lommetyveri, Røveri og Alfonseri. Foruden at
være dem en Levevej er Forbrydelsen dem tillige en Sport. Naar
der nede i „Bassen" skaales i Anledning af et Mesterkups heldige
Udfald, føler de en Stolthed næppe mindre end den, hvormed Vinderen
i et Grand-prix-Løb segner om i sine henrykte Venners
Arme.
Bondefangerne er Arvtagerne efter den klassiske Komedies store
Gavtyve, og der udføres den Dag i Dag Kup, der sættes i Scene
som hele Intrigestykker, og hvis Roller ikke fordrer noget helt
ringe Skuespillertalent. Hvad siger man f. Ex. om den Bondefanger,
der - - udgaaet af Dybensgades Kærnetropper —• optraadte i en
mindre Provinsby som Korrespondent til et Verdensblad og i denne
Egenskab forstod at dupere Borgerskabet saadan, at han blev modtaget
i de bedste Hjem og forlovet med en ung Dame af god Familie?
Eller om det Trekløver fra Vognmagergade, der optraadte
overfor en Møbelhandler som enfoldige Bønderfolk fra Landet?
De vilde købe hans Forretning, hed det, og i flere Dage spillede de
deres Rolle saa godt, at Manden, der mente at have nogle naive
Sjæle for sig, som det vilde være let at gøre en god Forretning med,
lod sig fralokke ret betydelige Beløb. Naar en af den Slags Sager
er for, har man i Kriminalretten en lystig Dag. Skade, at de fortræffelige
Aktørers Publikum skal indskrænkes til Opdagelsespolitiets
og Kriminalrettens Embedsmænd.

BONDEFANGERE 147
Den, der venter gennem Museets Bondefanger-Afdeling, at faa
Indblik i moderne Forbrydertekniks Snedighed, i djævelsk Udspekulerthed
og raffineret Opfindsomhed, saaledes som man kender
det fra fantasifulde udenlandske Forbryderromaner, vil imidlertid
skuffes. D'Hrr., __,.
som lever af deresMedmenneskers
Dumhed,
har saamænd ikke
gjort sig synderlig
Ulejlighed,
og de har heller
ikke behøvet det.
De har i Reglen
blot behøvet at
ryste Træet, saa
er Pæren straks
faldet ned til dem.
Ganske vist findes
der i Museet
en Bondefanger-
Katekismus, udarbejdet
af en af
Lavets Medlemmer
under hans
Fængselsophold,
Og der giveS her Et °P brudt Pengeskab.
Anvisning paa en
Række Kneb, der kan anvendes i Spil. Men hvad der er udstillet, er
ellers ganske primitive Hjælpemidler, Spillekort, der er mærkede med
en sort Finger midt paa, Tærninger, der har fem Øjne paa to Felter osv.
Betydeligere Iver for den gode Sag synes at udfoldes af d'Hrr.
Indbrudstyve. Over Museets Samling af falske Nøgler, Blændlygter,
Dirke, Bor, Tænger og hvad en Indbrudstyv ellers kan have Brug
for, er der virkelig et svagt Pust af Kriminalroman og Europa.
Den, der interesserer sig derfor, kan her studere et Afsnit af Kampen
mellem Laasen og Dirken, noget tilsvarende til den mellem Panserpladerne
og Torpedoerne. Foreløbig synes det at være Dirken, der

148 LAASEN OG DIRKEN
har Overtaget. Museet ejer en mistrøstende Samling ikke blot af
disse Redskaber men ogsaa af opbrudte Laase. Den viser, at selv
den snedigst konstruerede Yale-Laas ikke kan modstaa det smidige
Tyveredskab, der sniger sig ind i dens intimeste Konstruktions-
Hemmeligheder og pirrer det hele fra hinanden som Barnet river
sit Legetøj itu for at se „hvad der er indeni". Heller ikke nytter
det synderligt, at man søger at forskanse sit jordiske Mammon bag
solide Jernvægge. For den fagdygtige Tyv er Jernet som Pap at
klippe i, og ved ihærdigt Arbejde aabner sig det ene beskyttende
Lag efter det andet, indtil han naar ind til det, som er ethvert
Pengeskabs Kærne, naar Jernhylstrene er fjernede: de ædle Metaller
og Pengesedlerne.
Et helt andet Billede end denne velovervejede, sindige Haandværksflid
frembyder den Afdeling, der skal illustrere Voldsforbrydelserne.
Om de fleste af de Redskaber, man her finder, gælder
det, at deres naturlige Bestemmelse var en helt anden end den at
udgyde Menneskeblod. Her er Køkkenøkser og allehaande Knive,
Vægtlodder og Hammere, Jernhaandtag og Haandværksredskaber,
Stemmejern og Bor. Alle disse Sager er kun blevet triste Dokumenter
i den danske Kriminalhistories Annaler, fordi de tilfældigvis
var ved Haanden i det Øjeblik, da Blodet kogte over og den, der
førte det ødelæggende Slag mod et andet Menneske, begyndte at se
rødt. Mere ond Beregning er der i saadanne hjemmelavede Voldsredskaber
som f. Ex. en Todtenslæger, dannet af et Tørklæde, hvori
en Mursten er indsvøbt. Det er et frygteligt Instrument, der nok
kunde have gjort det af med sin Mand, hvis det var blevet ført med
tilstrækkelig Kraft!
Sammen med Voldsredskaberne er saa udstillet en Samling
Selvmordsredskaber. Det er helt underligt at staa foran alle disse
døde Ting, disse rustædte Barberknive, disse anløbne Revolvere,
paa hvilke Mundingen undertiden endnu er sort af Krudtslammet
efter det sidste Skud — og saa tænke paa, at de hver især har været
et Menneskes sidste Tilflugt -— har været ham som et levende,
barmhjertigt Væsen, der i et Nu opererede det Liv bort, der var
blevet ham en Forbandelse.
Det er jo iøvrigt kun i uegentlig Forstand, at disse Ting kan
siges at høre hjemme i et Kriminalmuseum. Nemlig for saa vidt
som ethvert Selvmord maa give Anledning til en Politiundersøgelse.

VOLDSMÆND 149
Volds- og Selvmordsredskaber i Kriminalmuseet.
Denne Undersøgelse foretages af Københavns Opdagelsespoliti.
Det er en Institution, hvis blotte Navn henleder Tanken paa fanta-

150 VORE OPDAGERE
stiske Kriminalroman-Dramaer, paa djævleblændt Skarpsindighed
og raffineret Sporhundeevne. I Virkeligheden er en Opdagers Bestilling
af en adskilligt jævnere og mere borgerlig Art.
Man faar strax Indtrykket heraf, naar man gæster Hovedkvarteret
paa det gamle Domhus paa Nytorv. Det er et fredeligt og roligt
Kontorlokale, hvor der i og for sig ligesaa godt kunde føres
Bog over hvilkesomhelst andre Sider af Menneskelivet som over
Fra Politikammer«
Forbrydelser. Ganske vist befinder der sig i Lokalets Baggrund en
Skranke, og bag denne Skranke staar en Bænk, hvorpaa der for
det meste sidder 3—4 tarveligt klædte Personer, og naar man ved,
at de udgør de sidste Timers Høst af anholdte, saa kan man maaske
nok fornemme som en Stirren af Forbrydelsens Medusaansigt. Men
man maa da ogsaa have positiv Viden om det rette Forhold for at
forestille sig, at disse beskedne Mennesker, der sidder saa roligt og
fredeligt og venter, er Forbrydere, der staar paa Fængselets Tærskel.
De er at se til som jævne Folk er flest, og paa deres Ansigter er
ikke den mindste Ophidselse at spore.
Indtrykket af rolig og lidenskabsløs Kontoradministration er da
heller ikke saa helt misvisende for Bedømmelsen af hele Opdagelsespolitiets
Virksomhed. Mangen Forbrydelses Gerningsmand opdages

FORBRYDELSENS BOGHOLDERI 151
virkelig gennem en Art snildt anlagt Bogholderi. Naturligvis maa
Politiet have et Holdepunkt at gaa ud fra. Den, der anmelder Forbrydelsen
har maaske rettet Mistanken mod en bestemt Person,
eller ved en Besigtigelse af Gerningsstedet har Politiet selv faaet en
saadan. Men selv om det skulde slaa fejl, kan maaske Arkivet give
værdifulde Oplysninger. Det indeholder bl.a. et Register over samtlige
anmeldte Forbrydelser, og ved hver enkelt er der en nøje Beskrivelse
af alle
de nærmereEnkeltheder.
De fleste
Forbrydere
har deressæregneMethode,
saa det
kan jo
I Kriminalrettens
Forværelse.
Til højre en Samling stjaalne Cykler.
tænkes, at der ved den Maade, hvorpaa den nu anmeldte er begaaet,
klæber visse Ejendommeligheder, som leder Mistanken i en bestemt
Retning. Nøjagtig paa samme Maade, som et Maleris kunstneriske
Særpræg leder Kenderens Tanke paa en bestemt Mester, selv om
han ikke har signeret Værket.
Har man saaledes først faaet fat paa en Traadende, vil man ofte
ved Hjælp af Bogholderiet være i Stand til at udrede hele den begaaede
Misgernings filtrede Nøgle. Har den mistænkte været straffet
før, tager man for sig hans „Generalia-Blad". Herved forstaas
et Papir, der indeholder Meddelelser om hans forbryderiske Fortid,

152 HVORDAN EN FORBRYDELSE OPDAGES
hans Specialiteter, hans Straffe — kort sagt alt hvad der kan hjælpe
til at fastslaa eller afkræfte Mistanken og tillige ofte give et Vink om,
hvor han for Tiden bedst er til at faa i Tale.
Men det hænder jo ogsaa, at den mistænkte er en Nybegynder.
I saa Fald følger man gennem Mandtalslisterne hans Opholdssteder
gennem de sidste Aar, og naar man har faaet dem at vide, undersøger
man i Stilhed hans Færd, de Skudsmaal, han faar af de Mennesker,
han er kommet i Berøring med, hans økonomiske Forhold
og hvad der ellers kan afgive Fingerpeg om, hvor vidt han kan antages
at have begaaet Forbrydelsen.
Endelig kan det tænkes, at Personen nok er kendt men at man
ikke ved hans Navn. Er han kendt i en vis Kreds under et Øgenavn,
har man et Register over Øgenavne, og man behøver da blot at slaa
op i det for at finde ud af, hvem der skjuler sig under det benyttede
Pseudonym. Eller der kan slet ikke opgives noget Navn, men der
er oplyst et eller andet Kendetegn, f. Ex. at han har et Modermærke
paa Kinden. Vel! saa søger man Protokollen over særlige Kendetegn,
i denne Protokol Underafdelingen om Modermærker og her
under atter dem, der findes paa Kinden. Saafremt vedkommende
ellers er en af de Professionals, som nyder den Ære at være opført
i denne Forbrydelsens Vejviser, vil det ikke volde Vanskeligheder
at finde ham.
Har man saa faaet fat i Personen, er det imidlertid muligt, at
han benægter at være den, han antages for at være. En skæbnesvanger
Lighed med en Forbryder har jo før bragt en ærlig Mand
mange Aars forsmædelig Fængselsstraf, og man kan følgelig ikke
paa dette Punkt være varsom nok. Det maatte allerede anses for et
Fremskridt, da Fotografien gjorde det muligt at indrette Forbryderalbumer.
Men i de senere Aar har man faaet en ganske anderledes
paalidelig Methode til at fastslaa Identiteten gennem de Bertillonske
Maalinger af forskellige Dele af den mistænktes Person samt gennem
Fingeraftrykkene.
Naar det da ved disse Hjælpemidler er slaaet fast, hvem det er,
man har for sig, og hvorpaa Mistanken mod ham grunder sig, begynder
det egentlige Arbejde med den sigtede for at faa ham overbevist
om sin Skyld. Fra Arresten paa Nytorv eller paa Enghavevej
eller endelig — naar Arrestanten er en Kvinde — paa Christianshavn,
føres Arrestanten over „Sukkenes Bro", den dækkede Gang,

I FORHØR 153
der forbinder de to Sider af Hestemøllestræde, eller i Cellevognen,
„Salatfadet", til det Kriminalkammer, hvor hans Sag behandles.
Der strider han saa, Dag efter Dag og Time efter Time, den
ulige Strid med en Assessor, der paa Forhaand er overbevist om
hans Skyld og paa hvem hans Benægtelser ikke gør synderligt Indtryk,
fordi saa godt som alle Arrestanter nægter, til det Punkt er
I Politiets Maalekammer. Der tages Fingeraftryk.
naaet, da Beviserne skyller ind over deres sindrige Bortforklaringer.
Man kan vel endda i Reglen gaa ud fra, at jo frækkere og mere
hærdet en Forbryder er, des mere himmelhøjtideligt vil han forsikre
om sin Uskyld, og jo fjernere enhver forbryderisk Tanke er fra
den uskyldigt mistænktes Sind, des mere vil han føle sig rystet og
oprevet af Tanken om at staa som sigtet foran en Dommer, og des
mindre vil han kunne samle sine Tanker om en fornuftig Imødegaaelse
af den rejste Mistanke. Man har set Folk falde sammen og
tilstaa Misgerninger, de aldrig kunde tænke sig at begaa. Men den
professionelle Tyv, der er vant til Turen, lader sig ikke anfægte synderlig
af saadanne Smaauheld som, at man har fundet Tyvekosterne
hos ham. Enten har han fundet vedkommende Genstand paa Gaden,
eller ogsaa har han købt den af en ukendt Trediemand, og dette

154 STIKKERE" OG „PANSERE"
fastholder han ved alle Himlens og Helvedes Magter, til man ogsaa
har fundet stjaalne Genstande i hans Logis og han er blevet genkendt
af Vidner eller maaske simpelthen forraadt af en „Stikker".
Ved en „Stikker" forstaar man en Forbryder, der forraader en
Kammerat for Penge. I al Almindelighed kan man vel nok sige, at
Medlemmerne af det københavnske Forbryderlav er gode Kammerater,
der i hvert Fald overfor „Panserne" holder sammen. Men
Undtagelser er ikke sjældne, og Motivet er her ofte Misundelse over
det heldige Kup. Heller ikke er det ualmindeligt, at Tyvene stjæler
fra hinanden indbyrdes, og et saadant Tyveri har undertiden givet
Politiet ret haarde Nødder at knække. Man har fundet Tyvekosterne
hos en Person, men han har kunnet bevise sit Alibi paa den Tid,
da Tyveriet blev begaaet. Forklaringen er, at han ikke har stjaalet
dem fra den retmæssige Ejer men fra en Kammerat, der atter har
stjaalet dem fra denne.
I en By af Københavns Størrelse udvikler der sig let en vis
Forstaaelse — man kunde næsten sige Samarbejde — mellem Opdagerne
og Forbryderne. Man kender hinandens Arbejdsmethoder
og staar i Grunden ikke uvenligt til hinanden. At det alligevel ikke
er noget Driverliv at være københavnsk Opdagelsesbetjent, vil
fremgaa af nogle Tal. Denne Afdeling af Politiet raader over ialt 55
Mand, hvoraf dog nogle er sysselsat med Kontorarbejde, saa at den
Styrke, der opererer ude i Marken, kun bliver ca. 40 Mand. Disse
40 har gennemsnitlig 8000 anmeldte Forbrydelser til Undersøgelse
om Aaret, hvilket giver omtrent 200 pr. Mand, og som mistænkte
for disse Forbrydelser anholdes gennemsnitlig noget over 2000 Personer
om Aaret. Det er trist at maatte sige det, men det Arbejde,
der saaledes er lagt paa det københavnske Opdagelsespolitis Skuldre,
er altfor stort og i stadig Stigen. Altfor stort kunde det nu nok
kaldes, selv om det i og for sig var ganske lille, thi hver eneste
Forbrydelse er en for meget. Men Tallet er desuden for stort i Forhold
til Tallet paa Forbrydelser, der andetsteds begaas i de store
Byer. Gennemsnitlig falder der i København hvert Aar 466 Forbrydelser
paa 100,000 Indbyggere.
Det er Politiet, der ledsager Forbryderen paa det første Stykke
af Ruelsens og Forbedringens skærvelagte Vej. Det næste Afsnit
tilbagelægges under Kriminalrettens Auspicier. Den mistænkte overgives
til et eller andet Kriminalkammer, og det er saa Assessorens

I„SKABENE" 155
Sag at tilvejebringe en Forstaaelse om det faktiske Grundlag for
den senere Dom.
Arrangementet i et saadant „Kammer" minder en hel Del om
det, der sædvanlig bruges ved en Examen: i Midten et stort Bord,
ved hvilket Examinator — Assessoren — samt Protokolføreren og
Retsvidnet som Censorer. Men det er paa et højst forskelligartet
Grundlag, at Kandidaterne møder frem til Examinationen. Nogle er
rustede med den forhærdede Ro, som frembringes af det nøje Kendskab
til hele Forhørets Teknik; andre forfjamskede, nedtrykte af
Sorg og Skam. 1 „Skabene", hvor Forhørskandidaterne anbringes,
til deres Tur kommer, gives der dem Lejlighed til at lade de flydende
Sindsrørelser bundfælde sig. „Skabene" er en Række Venteværelser
der i deres ydre Udstyr minder en Del om visse nødvendige
Udenomsbekvemmeligheder; de faar deres sparsomme Lys fra en
Lysaabning foroven i Døren. Her tilbringer Arrestanten ofte 3—4
Timer i Ensomhed, og talrige er de Væginskriptioner, hvorigennem
de skiftende Beboere har givet deres Stemning Luft eller har meddelt
sig til Kammerater, der formodedes senere at ville komme til
at bebo „Skabet" for nogle Timer.
Omsider er saa alle Examinationens Led gennemgaaet. En Aktor
og en Defensor har vekslet nogle Indlæg om Sagen. Disse Indlæg
er særdeles ligegyldige: saavel Aktor som Defensor kommer nemlig
først til at sysselsætte sig med Sagen paa et Tidspunkt, da den gennem
Forhørerne og Dommerens Protokollationer deraf har faaet
den Form, hvori den vil blive paadømt, og det vigtigste for de to
Sagførere er da, at de faar sig tilkendt Salær. Naar Aktor har indstillet
til Lovens strengeste Straf og Defensor til den mildeste eller
Frifindelse, optages Sagen til Doms, og naar saa endelig Misdæderens
Fortjenester har faaet deres Værdsættelse, anbringes han bag
Fængselets Mur. Hvis han ikke er dømt til Straffearbejde, hvilket
for de mandlige Forbryderes Vedkommende udstaas udenfor Byens
Grænser, vil han i den nærmeste Fremtid have sit Hjem i Vestre
Fængsel. For Kvindernes Vedkommende bliver Christianshavns
Straffeanstalt eller det dermed i Forbindelse staaende Kvindefængsel
Stedet, hvor de soner deres Skyld. Boer den skyldige paa Frederiksberg,
er det endelig Københavns Amts Arresthus paa Blegdamsvejen,
der aabner sine Døre for ham.
lait huser de københavnske Fængsler gennemsnitlig ikke mindre

156 ORDENSPOLITIET
end 11,000 Personer om Aaret, og disse Mennesker tilbringer tilsammen
ca. 130,000 Dage om Aaret indenfor deres Mure. Det vil sige, at
der aarlig medgaar ialt ca. 350 Aar af Københavnernes Tid til Fængselsophold.
Det er et nationaløkonomisk Tab, der ikke er helt ringe.
Imidlertid falder Flertallet af disse mange Fængselsdage langtfra
paa de egentlige Forbrydere. Mellem Aar og Dag befolkes Fængslerne
af langt flere skikkelige Folk, der afsoner Bøder for mindre
Pudsning hos det beredne Politi.
Forseelser eller Underholdsbidrag, Varetægtsarrestanter, hvis Sag
sluttes uden kriminel Tiltale. Alle disse Mennesker er Opdagelsespolitiet
og Kriminalkamrene uvedkommende. I Ordningen af deres
Mellemværende med Statsmagten spiller gerne Ordenspolitiet en
Hovedrolle. I den populære Opfattelse repræsenteres Begrebet Politi
da heller ikke af den civilklædte Opdager men af den uniformerede
Gadebetjent.
Københavns Ordenspoliti bestaar for Tiden af 51 Overbetjente
og 670 Inspektions- og menige Politibetjente. Men Tallet forøges
selvfølgelig stadig, eftersom Byen vokser. Selv om det skulde blive
fordoblet, er der imidlertid ingen Grund til at frygte for, at der
skulde mangle Folk, som var villige. Skønt Gagerne er beskedne,

TILGANGEN TIL POLITIET 157
plejer der at være 7—800 Ansøgere, naar en ny Udvidelse har
fremkaldt en Bekendtgørelse om 50 ledige Pladser. De Betingelser,
som enhver maa fyldestgøre, om han skal kunne gøre sig nogensomhelst
Forhaabning, er at han har været Militær og fra Tjenesten
har en ulastelig Forholdsattest, at han kan staa for den Lægeundersøgelse,
som han bliver underkastet, og endelig, at han kan skrive
ortografisk et Stykke ikke altfor let dansk. Men blandt dem, der saa-
Parolen gives.
ledes er Muligheder, har selvfølgelig kun de Udsigt til at blive de
udvalgte, som møder med vægtige Anbefalinger.
Men skønt det altsaa er muligt at sigte Tilbudene temmelig nøje,
hænder det naturligvis alligevel, at der slipper en og anden med,
som ikke forstaar sin Stilling. Maaske er det en oprindelig skikkelig
og godmodig Fyr, der blot ikke taaler at føle sig som Autoritet.
Magtfylden buldner ud i ham; han ved, at han ikke bærer Sværdet
forgæves, og han tripper daglig af Utaalmodighed efter at vise det.
Desværre lægger det store Publikum mere Mærke til en saadan
end til ti, som taalmodigt og behersket Dag ud og Dag ind slider
Fliserne uden at udmærke sig ved meget Rapportskriveri men følende
sig som Borgernes hjælpsomme Ordensdux.

158 BORGERNE OG POLITIET
De Misstemninger overfor Politiet, som nu og da kommer frem
i Publikum og Presse, har forøvrigt maaske ogsaa en dybere Grund.
Kun i de færreste Tilfælde er Betjenten et Byens Barn; ligesom i
andre store Byer
er Politiets
Flertal fra Provinsen,
dels fordi
Stillingen ej
er stærkt begært
af Københavnerne,
dels
fordi Myndighederne
nærer
nogen Frygt for,
at den indfødte
i for høj Grad
skal fraternisere
med Befolkningen.
Navnlig
den unge Betjent
fra Provinsen,
der ikke
kender KøbenhavnernesMaade
at tage Livet
paa, vil ofte se
med mistænksom
Uvillie paa
Meldingskontoret. Folk Og der vil
Eftersyn af Skudsmaalsbøger og Mandtalslister. '
paa den anden
Side overfor ham være en instinktiv Følelse af, at med ham er et
fremmed Element kommet ind i Byens Liv, oven i Købet med Fordring
paa at spille en herskende Rolle. Barbarerne er trængt ind i
det gamle Kulturfolk og holder det undertvungent, og det gamle
Kulturfolk bøjer sig men knurrer i sine Aviser. Mellem Byens Bøller
og Bisser er der da heller intet Skældsord, som saa hyppigt anvendes
overfor Betjentene som „Bondeka'l".
Dertil kommer, at vi ikke har — hvad der andetsteds findes —

LÆRETID 159
en Politiskole, en Uddannelsesanstalt, hvor den unge Mand, der
ønsker at gaa i Politiets Tjeneste, kan indøve sig i saadanne Færdigheder
og Kundskaber, som kan komme ham til Nytte i hans Kald.
Hans Uddannelse foregaar hos os først efterat han er trukket i
Uniformen og bestaar dels i, at
han en fjorten Dages Tid af en
overordnet Politimand undervises
i de Love, Vedtægter og
Reglementer, som han maa kende,
dels i, at han ledsaget af en
Inspektionsbetjent trækker paa
Post og faar saa meget af Fagets
Praxis, som det er muligt at give
i den korte Tid. Naar denne Læretid
er udløbet, faar han sit Distrikt
anvist. Det er til at begynde med
i et af Byens yderste Kvarterer,
hvor der sjældent sker noget, som
paakræver hans Indblanding og
hvor der derfor ikke er synderlig
Lejlighed til at gøre Dumheder.
Derfra rykker han saa efterhaanden
nærmere og nærmere ind
mod Byens Centrum. Er han i
Besiddelse af herkulisk Skikkelse
og svære Kræfter, har han
Udsigt til at blive anbragt i en
af de Gader, hvor Bøllerne dri-
Regulering af Færdslen.
ver deres natlige Uvæsen. Helt
ufarligt er det jo ikke at være københavnsk Politibetjent. Selv om
han ikke, som hans Kolleger i Verdensbyerne, af og til sendes ind i
et formeligt Slag, hvor det gaar paa Livet løs, er der dog ikke faa,
der mellem Aar og Dag faar ret alvorlige Mærker af Bøllehaand.
Og saa gaar da Betjenten sin daglige Runde, Gade op og Gade
ned, den samme ensformige Tur, enten saa Sne og Slud driver ned
ad hans Regnkappe, eller Sommerens Sol gløder gennem hans
tykke Uniformsfrakke. Hans Tjeneste er gennemsnitlig 8 Timer i
Døgnet; hele Styrken er inddelt i to Hold, og heraf gør det ene

160 BETJENTENS DAG
Tjeneste fra 11 Aften til 6 Morgen, altsaa i 7 Timer, mens det
andet deler Døgnets øvrige 17 mellem sig. Den ene Halvdel er paa
Gaden fra 6—10 om Morgenen og fra 2—6 Eftermiddag, mens
den anden har Timerne fra 10—2 og fra 6—11 Aften. Der er altsaa
dobbelt saa mange Betjente paa Gaden om Natten som om Dagen.
Men desuden maa Betjenten udenfor Tjenestetiden besørge Til-
Beredent Politi.
sigelser, møde i Retten, hver Gang de har skrevet en Rapport,
møde til Gymnastik en Gang ugentlig o. s. v.
Lidt efter lidt uddanner han sig maaske til Filosof. Han gør sig
fortrolig med, at han ifølge en fastslaaet Folketro aldrig er til Stede,
hvor der er noget paa Færde, og at han paa den anden Side daglig
forsømmer mangfoldige Lejligheder til at undlade at indblande sig i,
hvad der ikke burde vedkomme ham. Han ved, at Folket i Følge
det Menneskene medfødte Grusomheds-Instinkt bliver rasende, hvis
han undlader at foretage en Anholdelse, som var krævet af Deltagerne
i et tilfældigt samlet Opløb, men med ligesaa stor Sikkerhed
ved han, at intet er lettere end at vække Gadens Sympati for en Anholdt,
om hvis Synder ingen har Anelse, og nedkalde over Betjentens
Hoved en Lavine af fornærmende Tilraab, fordi han ikke kan „la'e

SYMPATIEN FOR DEN ANHOLDTE 161
ham gaa". og harmfulde Forespørgsler om, hvad Synderen har
„g'ort". Han ved kort sagt, at i alle Gadens smaa og store Dramaer
er det usikkert, om Folkets Sympati skal samle sig om den ene eller
den anden af de oprindelige Hovedpersoner, men at saa meget er
Betjenten noterer.
vist, at Stemningen altid vil være imod den, der indtræder i Handlingen
for at skille Trætten og være et Rettens Redskab.
Og alligevel: efterhaanden kommer han vel denne Befolkning
nærmere. Han lærer at forstaa denne Hastighed i Stemnings-Bølgeslaget,
Letrørtheden, Københavnervitsen — alt det, som giver Gadeopløbet
dets Farve. Han lærer at holde af Københavnerne, som man
holder af store, urimelige Børn, og selv lægger han sig en egen
sejg Gemytlighed til, der ofte virker som en nyttig Bølgedæmper,
Han siger ikke Nej til det Glas 01, der bydes ham af et godt
Hjerte, og dog forstaar han at hævde de blanke Knappers Værdig-
Stor-København 11

162 BETJENTEN SOM FILOSOF
hed. Hvad enten det gælder at anholde en af Fælledens Bøller
eller at holde Drengene fra Isen eller at paase, at Fiskerkonerne
ved Gammelstrand ikke sælger Fisk under den lovbefalede Størrelse
— altid fører han sig med den samme uforstyrrelige Selvfølelse
som Samfundets Repræsentant. Men har han aflagt den
blanke Hjelm og faaet den mere tvangløse Felthue paa, afløses
Værdigheden af en bred, folkelig Gemytlighed, og han er Københavner
som vi andre, en Mand, der ikke tager Verden saa forskrækkelig
højtideligt men som har lært at se paa Livets brogede
Foreteelser med en kritikblandet Forstaaelse.
En Anholdelse.

Fangevognen, „Salatfadet".
I FÆNGSEL
E N og anden har maaske et gammelt skummelt Bardomsminde
om en snæver Gaard, over hvilken hævede sig en høj Bygning
med gitrede Vinduer.
Midt i en lille Bys Idyl laa den, og dobbelt streng syntes den ved
Siden af alle de smaa venlige Huse med de nysgerrige Gadespejle
og Slyngroserne op ad Murene. Det kunde hænde, at som Børnene
bedst var midt i en Leg, saa holdt de op, og Stemmerne blev stikkende
i Struberne, og et Øjeblik var det, som de havde stirret ned
i en Livsalvor, der syntes dem saa meget uhyggeligere, som de ikke
havde nogen Forstaaelse af den. Thi oppe i et af de gitrede Vinduer
havde der i et hastigt Nu vist sig et blegt, sørgmodigt eller ondt
Ansigt, der stirrede ud i Friheden — et Ansigt, der havde syntes
dem som selve Ulykkens forstenede Medusahoved.
Nu er det nok muligt, at Virkeligheden ikke var saa slem, som
den tog sig ud for Barnets letskræmte Fantasi. Maaske var den, der
havde haft Held til under det stedlige Arresthus' primitive Forhold
11*

164 BLEGE ANSIGTER
at kravle saa højt op, at han kunde vise sit Ansigt i Gittervinduet,
en af Byens Drukkenbolde, der Aftenen forud var bleven indbragt af
den tykke Politibetjent og
nu med den største Sindsro
afventede det Øjeblik,
da han atter skulde slippes
ud til Livet og Brændevinen.
Men Bevidstheden
om, at Indespærringen i
Fængsel ofte skete i blodige
og uhyggesvangre AnledningerogbetødFangens
Udespærring fra det menneskelige
Samfund i Aaringer,
lagde et eget Skær
af Ulykkes-Mystik over
Arresthuset, hvor almindelige
Mennesker ikke nogensinde
fik Lov til at sætte
deres Fod, og indenfor
hvis Mure Fantasien derfor
havde frit Spil.
Helt er vel ikke denne
Mystik hævet af den moderne
humane Erkendelse
af, at de, der sidder i Fængsel,
er Mennesker som vi
andre og bør behandles
som Mennesker, eller af
_ ... . c , den større Offentlighed,
Dør i Vestre Fængsel. °
hvormed nu om Stunder
alle kriminelle Sager omgives. Endnu er der i selve Ordet Fængsel
noget ubarmhjertigt, noget af en Mur og en ubønhørlig Skæbne. Men
mere og mere gaar Udviklingen i Retning af, at det, naar en Person
sættes i Fængsel, kun gælder om at berøve ham Friheden, ikke at
tilføje ham noget ondt. Selv om vi her hjemme ikke endnu er naaet
til at give Fangerne Potteblomster i Vinduerne og en Kanariefugl
til Selskab, er dog vore Fængsler langt fra ethvert Begreb om mid-

I „SALATFADET" 165
delalderlige Blykamre eller underjordiske Fangekældere, hvor Fangerne
langsomt pintes til Døde.
Forholdet er da ogsaa det, at lige saa lidt nogen véd sig sikker
for en skønne Dag at ligge paa Hospitalet, lige saa lidt er der nogen
Københavner, som, naar han gaar forbi Vestre Fængsel, kan sige:
„Dér kommer jeg aldrig!" Rent bortset fra, at hvertandet Menneske
en Gang ved Lejlighed paadrager sig en Bøde, og at denne, naar
vedkommende ikke har Raad til at betale, afsones med Fængselsstraf,
og bortset fra, at vel de færreste véd sig sikker paa, at ikke en overilet,
maaske moralsk fuldt berettiget Handling kan bringe dem til at
overskride det kriminelles Rubikon, kan vi alle faa Mistanke paa
os for at have begaaet en Handling, der straffes af Loven, og som
det anses for nødvendigt at sætte os under Anholdelse for. Mere
end en Mand eller Kvinde, hvis Hæderlighed er hævet over enhver
Tvivl — ja, flere af dem, hvis Navne har den bedste Klang i Landets
Historie — har i længere eller kortere Tid siddet bag et Fængsels
Mure. Efter dansk Ret findes der da heller ikke noget, som
hedder vanærende Straffe. Visse Forbrydelser medfører Tab af
borgerlige Rettigheder, men det er selve Gerningen, ikke den Straf,
man har været underkastet, som det kommer an paa.
Naar en Københavner skal i Fængsel, er i Reglen Varetægtsarresten
paa Nytorv det Sted, der først huser ham, saafremt han da
er sigtet for en egentlig Forbrydelse, der medfører hans Arrestation
inden Domfældelsen. Men er Dommen faldet, skal han afsone en
Bøde eller et Underholdsbidrag, eller trækker Varetægtsarresten
længe ud, føres han til Vestre Fængsel eller — hvis Vedkommende
er en Kvinde -— til Kvindefængslet paa Christianshavns Torv, der
tillige er Straffeanstalt for Kvinder fra hele Landet.
Kommer han fra Arresten paa Nytorv, sker Befordringen i Fangevognen,
„Salatfadet". Udenom Fangen, der i sin snævre Kupé kun
faar Luft og Lys gennem nogle Tremmer, bruser — maaske for
sidste Gang i lang Tid — Byens Liv. Ligegyldige Øjne betragter
det populære Køretøj, men Fangen i det trange Rum mærker intet
dertil. Han bare lytter — til Sporvogns- og Cykleklokkernes Klemt,
til den uafladelige Rullen af Vogne og Skratten af tungt Fodtøj, til
Lyden af Stemmer, der sorgløst fosser op og breder sig og dør. Den
forekommer ham som en kær Melodi, hele denne Livets uendelige
Opsang. Men nu stilner den, lidt efter lidt. Køretøjet er naaet ud i

166 ANKOMST TIL FÆNGSLET
Byens Udkant — og nu drejer det fra den brolagte Gade ind paa
en Vej ... Saa lyder atter Hjulenes Skramlen mod Stenbro ... Vognen
er kørt ind i en Gaard, og et Øjeblik efter standser den. Fangen
Fængslet paa Nytorv.
er paa det Sted, hvor han i den nærmeste Fremtid skal have sit Bo.
Han er i Vestre Fængsel.
Hvad der nu sker, er at han føres ind i den vagthavende Betjents
Kontor for at underkastes en Visitation. Alt hvad der paa
nogen Maade kan tænkes at benyttes til Undvigelse eller til at gøre

I VESTRE FÆNGSEL 167
en Ulykke med paa sig selv eller andre, fratages Fangen, ligeledes
alle Pengebeløb paa over 2 Kr. Derefter føres han i Bad, og i Forbindelse
hermed foretages der et grundigt Eftersyn for at fastslaa,
at han ikke har Utøj. Dette er i mange Tilfælde ikke nogen tom
Formalitet — ja, det er hændt selv Fanger, der baade var velklædte
og indtog en vis social Position, at de maatte i Fængsel for at blive
befriet for deres Bestand af visse mindre ansete Smaadyr.
Sine Klæder faar Fangen Lov at beholde, hvis de da ikke er i
en altfor bedrøvelig Forfatning. Ellers iføres han Fængselsdragten,
blaa Jakke og Benklæder. Og derefter føres han til den Celle, hvor
han skal tilbringe sine Timer, saa længe Staten finder det nødvendigt
at sikre sig hans Person. Hvilken Celle det bliver, kan for saa
vidt være ham ret ligegyldigt, som de alle er nogenlunde ens. Men
efter Beskaffenheden af det Forhold, der har bragt Vedkommende
i Fængsel, anbringes han i den ene eller den anden af den store
Bygnings fire Etager.
Man følger her den samme Regel, som gør sig gældende i den
almindelige Opfattelse, naar Talen er om private Beboelseshuse, at
det er finest at bo i de nederste Etager. I Stuen vil man derfor finde
de pæne Folk, der afsoner Bøder, paa anden og tredie Sal Varetægtsarrestanterne,
der jo kan tegne til alllehaande. Og øverst oppe
dem, der er dømt til Fængselsstraf, og hvis Kvalifikationer til at
huses paa dette Sted derfor er de utvivlsomste. Det er sandt, at
netop mellem disse Fanger vil man ofte kunne træffe dem, som den
offentlige Mening helst frikender. Men strafferetlig set staar den ansete
Skribent eller Pressemand, der har faaet nogle Maaneders Fængsel
for den Dristighed, hvormed han har forfægtet sine Meninger,
paa samme Trin som den, der har faaet det samme Lidelsens Maal
for et Bølleoverfald. De er begge sorte Faar i Sammenligning med
det forholdsvis hvide Lam, der nede i Stuen afsoner de tyve Kroner,
han har faaet for i beruset Tilstand at have generet Damer, for
at have udskældt en Betjent eller lavet „Fest" i en Beværtning.
Mens Cellerne ellers er smaa Enfags Rum, udstyrede med en
ganske god Jernseng, der er indrettet til at slaas op ad Væggen om
Dagen, en Bord og en Stol, der er fastgjort til Bordet, og en Hylde,
hvorpaa Arrestanten kan have nogle Bøger samt en lille Dug, en
Kniv, en Gaffel og en Ske, alt af Træ, er der dog en, der er paa to
Fag og udstyret med større Komfort, ganske vist uden al Elegance

168 FÆNGSLETS ARISTOKRAT
men dog net og ikke uhyggeligt. Den er bestemt til Gældsarrestanterne.
Det er nu til Dags sjældent, at Fængslet huser en saadan,
men det kan ske, naar vedkommende Skyldner er en Udlænding,
der kun midlertidigt har opholdt sig her i Landet, eller en dansk,
der har villet udvandre uden at afgøre sine Forpligtelser. Ret længe
bliver dog sjældent Gældsfangen siddende. Det er nemlig Kreditor,
der skal betale hans Ophold i Fængslet, og hvis ikke Fangen selv
I vestre Fængsel. Gaarden, hvori Fangerne trækker frisk Luft.
eller hans Slægt og Venner under Trykket af Indespærringen skaffer
de skyldige Penge, lader Kreditor ham derfor som oftest flyve.
Gældsfangen er Fængselets Aristokrat. Dets Bourgeoisi udgøres
af dem, der er dømt til simpelt Fængsel, og lige med dem behandles
alle Varetægtsarrestanter. De har Ret til at skaffe sig ekstra Forplejning,
enten ude fra eller fra Fængslets store Køkken, hvorfra
der drives en hel Restauratørforretning. Ofte kommer Moderen til
den vanartede Søn eller Kæresten til den raa Bandit, der har mishandlet
hende, og afleverer deres fattige Skillinger til Fængslets Opsyn,
for at den kære Drengs Ophold bag Fængselsmuren kan blive
saa lemfældigt som muligt.
Et Trin længere nede kommer saa de, der er dømt til Fængsel
paa sædvanlig Fangekost. De maa nøjes med, hvad der bydes paa,

I ENSOMHED 169
og det er i al Tarvelighed: et Pund tørt Rugbrød om Morgenen og
to Retter borgerlig Middag samt til Frokost desuden en halv Pot
varmt 01 eller Mælk. Men de lever dog flot i Sammenligning med
Fængslets Proletarer, Fangerne paa Vand og Brød. De maa nøjes
med et Fjerdingspund Brød om Dagen og dertil Vand og Salt. En
Trøst er det, at de maa nyde Skraatobak i ubegrænset Mængde.
Christianshavns Kvindefængsel.
Men alligevel: det værste ved Fængselslivet, i hvert Fald naar
det fortsættes længere Tid igennem, er og bliver vel Ensomheden,
Kedsomheden, de lange Dages ørkesløse Tomhed. Fra om Morgenen,
naar Skæret af en ny Dags Ørken lister sig ind gennem Gittervinduet,
til om Aftenen, naar Mørket slører Cellen, er Fangen henvist
til sig selv. Arbejde kan han faa, om han ønsker det, men for
saa vidt han ikke sysselsættes paa Fængslets Skomager- og Snedkerværksteder
— og det lader sig jo kun gøre, naar han dyrker en af
disse to Professioner — bestaar det i at pille Værk. Ellers er den
eneste daglige Adspredelse den Spadseretur, som tilstaas ham nede
i en af Fængselsgaardene, populært kaldet Bjørnegravene. Af disse
er der ialt 23, grupperede om Bygningens to Gavle og straalende

170 DRAMAER I FÆNGSLET
vifteformigt ud fra de to Udkigstaarne, der er anbragt ved hver af
disse. To Gange om Dagen kommer Fangerne herned for at trække
frisk Luft, en halv Time hver Gang.
Roligt, uden Omskiftelse glider ellers Livet indenfor dens store
Enemærker. Det har sine Dramaer; af og til maa en Fange, der
ikke har kunnet taale den pludselige Afvænning fra Spiritus, ned i
en af de fire Deliriumsceller, mellem hvis fire nøgne Vægge der
intet andet findes end en Madras, og det hænder jo ogsaa trods alle
tænkelige Forsigtighedsforholdsregler, at en ulykkelig Fange ser sit
Snit til at gøre en Ende paa sin Tilværelse og saaledes snyde Samfundet
for den Tid, han har tilbage. Men ingen andre end Fængselsmyndighederne
faar at vide, hvad der er sket. For de ufrivillige Beboere
af Stedet glider Dagen, som om intet var hændet.
Tungere Skæbner end dem, der skjules bag Vestre Fængsels
Mure, vil man dog kunne finde i Kvindefængslet paa Christianshavn.
Her er jo nemlig ikke blot Fængsel; her sidder ogsaa de, der er
dømt til Strafarbejde. Dette Sted har da ogsaa sin egen, skumle Historie.
Her var det gamle „Børnehus", en Opdragelseaanstalt for
vanartede Børn, oprettet af Christian den fjerde. Senere blev det til
Københavns Tugt-, Rasp- og Forbedringshus. Benævnelsen „Rasphus"
kom af, at man sysselsatte Fangerne med at raspe Farver,
hvilket var et overmaade sløvende og sundhedsfarligt Arbejde. En
Gang gav Fangerne deres Utilfredshed saa kraftigt til Kende som
ved — paa Frederik den Sjettes Tid — at gøre Mytteri og stikke
Ild paa Huset. Naturligvis nyttede det dem ikke noget - de naaede
kun at faa Straffen skærpet.
Stærke Lidenskaber har vaandet sig under dette Fængsels Tvang.
Raa og voldsomme Forbrydere har her maattet gennemgaa de Lidelser,
hvormed en tidligere Tids paa en Gang mere naive og mere
barbariske Tænkemaade tænkte at kunne „forbedre" dem. Og dog
var det ikke, da denne Plads fra først bebyggedes, Meningen, at
Borgen skulde være et Sygehus for moralske Sygdomme. Tværtimod!
det Hus, som her oprindelig spejlede sine Tinder i Kanalens
blanke Vand, var bestemt til at danne Rammen om et ubekymret
Liv i festlige og stilfulde Rammer. Det var den rige Adelsmand Kaj
Lykkes Gaard, der var den første Begyndelse til den senere Straffeanstalt;
for omtrent tre Aarhundreder siden genlød Salen af fornemme
Herskabers Tale og Latter; det fineste Selskab samledes her til blæn-

I CHRISTIANSHAVNS STRAFFEANSTALT 171
dende Fester, og Folk, der færdedes nede paa Gaden, saa op til de
oplyste Vinduer med det stille Suk, hvormed de, hvem Lykken ikke
har forkælet, betragter Afglansen fra dem, der er kommet paa Solsiden,
og som derfor
formenes at
have Lyksaligheden
i Eje.
Det var Kaj
Lykke, der solgte
Gaarden til Christianden
fjerde, og
mens Bygningen
gennem forskelligeUdviklingstrin
har naaet sin
nuværende Bestemmelse,
har
der om det oprindelige
Slot som
Kærne rejst sig
det Bygningskompleks,
som nu udgørStraffeanstalten.
Det kan vel
hændes, at ogsaa
i vore Dage den,
der gaar forbi, med
et stille Suk ser op
til Vinduerne. Og
Cellegang i Kvindefængslet med en kvindelig Betjent i Uniform.
Sukket skyldes maaske nu som i Gaardens Glanstid en Betragtning
over, saa blodigt ulige Livets Kaar er fordelt. Men det er nu ikke
mere dem indenfor Murene, der er paa Lyssiden.
Tværtimod! Christianshavns Straffeanstalt huser endda mellem
Aar og Dag nogle af de Forbrydere, der i mest udpræget Grad paakalder
den menneskelige Medfølelse. Det er Barnemorderskerne,
de ulykkelige, som pint af Skam og Fortvivlelse har ombragt det
Væsen, de satte i Verden. Indenfor Straffeanstaltens Lilleverden
nyder de en særlig Agtelse og behandles som en Art Aristokrati,

172 KVINDEN MED FIRTOMMESØMMET
hvilket blandt andet viser sig i, at de anbringes i en særlig Afdeling,
hvis Celler er lidt bedre udstyrede end de andre. De er gennemgaaende
godmodige, maaske svage af Karakter, men uden hvad man
ellers forstaar ved forbryderiske Anlæg.
Straffeanstalten paa Christianshavn har sin Historie. Den har
ogsaa sine Historier — sine Romaner, der kaster sit eget, snart triste,
snart spøgefulde Lys over de Livsafsnit, som levedes der.
Fangegaard i Kvindefængslet.
Saaledes finder man, i det saakaldte „Museum", et Firtommesøm
og en Haarnaal, der er fundet ved Obduktionen af en kvindelig
Fanges Lig. Hun havde — formodentlig i Hysteri — slugt disse
vanskeligt fordøjelige Genstande, inden hun kom i Fængsel og levede
derinde et helt Aar med Sømmet og Naalen stikkende tværs
gennem Tarm og Lever, indtil hun døde af Blodforgiftning.
Naa, det var nu et Vidnesbyrd om, af hvor vanskelig uudforskelig
Tilregnelighed ofte de er, som dømmes til Straf — thi der er
vel næppe Tvivl om, at en Kvinde, som kan finde paa sligt, ikke
burde være død paa en Straffeanstalt men paa et Hospital. Men der
findes andre Relikvier, som taler højt om, at Fængselet ikke altid er

EN KÆRLIGHEDSHISTORIE 173
den Bom for Fremtidsforhaabninger, det ofte anses for at være, men
tværtimod en Bro, der for Fangen fører tilbage til det regelmæssige
Liv i Frihed.
Saaledes ejer Museet nogle Blyplader, hvis oprindelige Plads
har været oppe paa Taget af Frelserens Kirkes Taarn. Hvorledes
er de kommet i Fængslets Museum? vil man spørge. Svaret er, at
de har været brugt som Kærlighedsbreve, der bragte Bud mellem
en forelsket Tømrer oppe paa Taarnet og en kvindelig Fange. Bud-
Fængselskirken i Kvindefængslet.
sendelsen opdagedes ved, at en saadan Plade en skønne Dag fløj
ind gennem Vinduet til Straffeanstaltens Læge. Men efter den Tid
kastedes der fra Taarnet, der ligger i en ret betydelig Afstand, endnu
tre andre Blyplader ned, og disse kom Fangerne i Hænde, naar de
gik deres daglige Tur i Fængselsgaarden, uden at Opsynet opdagede
det. Paa den sidste af dem aftaltes et Stævnemøde paa den Dag, da
den kvindelige Fange vilde blive løsladt fra Straffeanstalten. Hvordan
Fangerne har gjort sig forstaaelige for Tømreren oppe paa
Taarnet, véd man ikke. Men det maa have været ved et eller andet
Tegnsystem.
Ak ja! selv indenfor disse strenge og graa Mure slynger Kærlighedens
Guddomme sine rosenrøde Arabesker. Hvem ved! maaske

174 I TVANGSARBEJDSANSTALTEN
lever nu den tidligere kvindelige Fange og hendes Tømrer som et
lykkeligt Par, urokkelige i den Overbevisning, at hendes Fængselsstraf
var en Prøvelse, som hun maatte igennem for at finde Lykken
ved hans Side. Underligt former Skæbnen sine Paafund. Christianshavns
Fængsel har vel endogsaa været Skuepladsen for den besynderligste
Kærlighedshistorie, som overhovedet kan tænkes, den om
Fangevogtersken, der forelskede sig i en Forbryder, der først var
antaget for at være Kvinde og derfor anbragt her. Nu lever de to
sammen som Ægtefolk, forhaabentlig et fredeligt og tilfreds Samliv.
I Gaarden paa Tvangsarbejdsanstalten.
Dør om Dør med Kvindefængslet, men i en Afdeling af Bygningen,
der er strengt afsondret derfra, har Københavns Kommune
lejet Husrum til sine mandlige Tvangsfanger. Nu da ikke alene
Betleri og Løsgængeri, men ogsaa Vold og Alfonseri kan straffes
med Tvangsarbejde, er der stærk Tilgang til denne Afdeling. Naar
den nye Ladegaard paa Amager tages i Brug, lægges ogsaa Tvangsfangerne
herud, men foreløbig maa altsaa Mændene huses paa Kristianshavn.
De kvindelige Tvangsfanger, hvis Tal siden Prostitutionens
Ophævelse er skrumpet stærkt ind, og som nu næsten kun
rekruteres af Tiggersker, residerer fremdeles paa den gamle Ladegaard
ved Aaboulevarden.
Det er ikke hyggelige Kavallerer, disse Tvangsfanger paa Kristianshavn.
Mellem Voldsmændene og Alfonserne er nogle af Forbrydelsens
mest ondartede Elementer. Og skønt de alle er iført

I DEN TVÆRSTRIBEDE DRAGT 175
Fangedragten, der er af ufarvet Uld med blaa Tværstriber, kan man
dog, naar man ser hele Styrken spadserende sin evindelige Rundgang
i Anstaltens Gaard, næsten for hver enkelts Vedkommende
se, hvilken af de tre Forbrydelsesarter han skylder sit Ophold indenfor
disse Mure: Løsgængeri,
Vold eller Alfonseri.
Løsgængerne har dette sløve,
ligeglade Udtryk, som
Folk, der er vant til at leve
paa Tilfældigheder og tage
hvad Livet nu har bestemt
dem til. Voldsmændene er
dem, der mest præges af
Dyret; de er for Størstedelen
oppustede af Drik
og har ofte noget skulende,
halvt hadefuldt, halvt
ydmygt, i Blikket. Endelig
er d'Hrr. Alfonser lette
at kende paa den usunde
Ansigtsfarve, den frække
Huldsalighed, der præger
deres Væsen, og især paa
Pandelokken, som de som
efter Aftale alle er udstyrede
med.
Men saa farlige alle disse
Folk kan være, naar de
Fængselsbetjent i Tvangsarbejdsanstalten.
er udenfor Fængslets Mur,
saa lette er de at komme ud af det med, naar de er indenfor den.
Da er de lydige og taalmodige Arbejdere, der Dagen igennem klistrer
Papirsposer til Brug for de handlende, der er Anstaltens Kunder,
og fletter Maatter af Læderaffald. Og endnu har ingen af Opsynet
været nødt til at bruge den Sabel, hvormed de udrustedes, da
der for et Par Aar siden havde fundet gentagne Overfald Sted.
Men alene det, at Sablen er der og kan bruges, er efter de vedkommende
Myndigheders Mening af betydelig moralsk Virkning.
Man tør haabe, at dens Virkninger ogsaa i Fremtiden maa indskrænkes
til det moralske Omraade.