Listen” på internettet - Danske AJS og Matchless Kørere

More documents

Recommendations

Info

$) ) A.J.S. \$

P11 – Endnu en Matchless/Norton hybrid Oversættelse/kompilering: Christian Gyde Følgende artikel er en fortsættelse af artiklen om Atlashybriderne i sidste nyhedsbrev. Atlas-hybriderne bestod, som beskrevet, af den kraftfulde Norton Atlas 750cc motor kombineret med det solide Matchless duplex-stel. Forfatteren til den første artikel, Paul Morin, har også lavet en artikel om Norton P11. Denne er også en Matchless/Norton hybrid, og derfor har jeg fundet det relevant til nyhedsbrevet. P11 in action Under mit forarbejde til oversættelsen af artiklen er jeg rendt ind i en af de personer, der var involveret i udviklingen af P11. Internettet kan faktisk bruges til andet end distribution af underlødigt billedmateriale. Han har korrigeret nogle af Paul Morins oplysninger og sendt fotomateriale til mig, som ellers har haft plads i hans familiealbum. I er blandt de få personer, der ser disse billeder. Atlas-hybriden G15CS/N15CS, som beskrevet i sidste nummer, var en svær fætter på 215 kg. i rå tilstand. Da den blev lanceret i 1964 var den ganske konkurrencedygtig med sine helt uhørte 60 heste. I løbet af få år var den imidlertid for tung i forhold til konkurrenterne, og man måtte finde på noget nyt, som kunne genvinde den tabte ære for fabrikkens scramblere. Indenfor de eksistrende scramblere var den hæderskronede G80’eren endt som G85 – et 500cc etbenet uhyre med en kompression på 12.5:1, dele i glasfiber og et let og stærkt stel. Vi har et par enkelte stykker i Danmark, også blandt listens medlemmer. 2 De første G85CS’ere var bygget på fabrikkens Racerafdeling og havde dyrt udstyr monteret. Det sølvlakerede G85CS Duplex-stel var lavet af Reynolds 532 krommolybden bronzeloddede letvægtsrør, understel, enkelt toprør og sænksmedet kronrørssamling i stål. Bestemt ikke nogen billig løsning, men stærkt og let. Bagsvingeren havde fælles træk med Featherbed-ste llet. Forgaflen var en let 'Teledraulic' scrambler type. Forhjulsnavet var af 1963 Matchless-typen med brede bremsebakker, dog med finnerne drejet af. Baghjulet var fra Matchless G50/AJS 7R road-racerne, lavet i magnesium og modificeret til kraftige eger på en 18” WM3 fælg. Bagnavet var trimmet yderligere for at give plads til bagkæden og ventilationshullerne var lukkede, inden den skulle ud i sand og mudder. En meget kapabel maskine, men 500cc klassen var ikke længere kraftig nok til at konkurrere i et langdistance ørkenscramble, som kunne strække sig fra 300 km til 1.500 km. Dette er en speciel amerikansk diciplin. De har et par ørkener derovre og er jo om nogen konkurrencemennesker med benzin i blodet. Konceptet er simpelt. Hvem kommer først, uden små lig skelen til liv og førlighed. Da der ikke var tale om små kringlede baner som i Europa, var kravene noget anderledes. Venderadius og agilitet var mindre vigtig end rå muskelkraft og holdbarhed i konstruktionen. Kongstanken var da at kombinere G85-stellet med Atlasmotoren. Distributøren i USA, Berliner Motor Corp., havde rettet henvendelse til London med sin idé, men fået afslag – ikke teknisk muligt. Steve’s G85CS I Californien, hvor det store marked for desert scamblers fandtes, havde ZDS Motors de n lokale distribution af Matchless/AJS og Norton. Den lokale ZDS teknik-guru Bob Blair fik til opgave at bevise, at Berliners idé kunne fuldføres. Hvis forsøget lykkedes, skulle fabrikken på Plumstead Road lave en serie på 2.500 maskiner.
Her kommer min nye penneven ind i historien. På billedet ovenfor ses 4 mænd – fra venstre Jack Simmons (kører), Steve Zabaro (min kontakt – også kører), Bob Blair (ZDS) og Bud White (ørkenracer kendt fra ’40-erne og ’50’ernes løb). Billedet er taget i 1966, ca. samtidig med at arbejdet på P11’eren startede. På ladet af bilen ses to Atlas Hybrider, klar til løb. Billedet er taget i 1966 foran ZDS Motors i Los Angeles. ZDS var som nævnt distributør, og havde derfor fri adgang til reservedele til at bygge P11’eren af. Norton-delene, så som Atlas-motor, tog man ud fra lageret. Matchless-delene – stel, baghjul, saddel med videre – tog man fra Steve Zabaros nyligt havarerede G85CS. Maskinen på foregående side er Steves G85CS, taget dagen før han strøg forover på den. Forgaffel og forhjul blev bukket sammen ved denne lejlighed, og man måtte tage disse dele fra reservedelslageret. Bob Blair stod for idé -udviklingen. Steve deltog i projektet som ”skruenøgle -operatør”. De startede med ophænget af motoren. Stelbefæstningerne på G85’eren skulle flyttes og der blev skåret nye motorplader i Duralmin. Motoren og gearbox sad snart tæt i stellet, godt klemt inde i det, der var beregnet til en etbenet motor. Forgaffel og hjul rørtes der ikke ved – det var standard G85. Tanken fra N15CS’eren anvendtes i stedet for glasfiber-tanken fra G85’eren. En stor ”U” bro forstærkede forgaflen og der anvendtes aluskærme. Der blev fremstillet specialdele som f.eks. en centralt placeret 5 liters olietank i aluminium, alu-luftfilterhus, alustyrdæmper, alubeskyttelsesplade under motoren og et par smukt svungne oplagte udstødninger. Maskinen var klar til test. Den blev sendt afsted, ind i ørkenen hvor den skulle konkurrere, kom hjem bulet og forslået, og blev repareret om og om igen indtil den var de r. Hele maskinen blev sendt tilbage til Plumstead Road sammen med Bob Blair, klar til at hjælpe med at den første produktionsserie. Maskinen blev skilt ad i forsøgsværkstedet og undersøgt nøje. Steve så aldrig resterne af sin G85CS igen. Til gengæld forærede ZDS ham en ny G85 som kompensation. I marts 1967 rullede den første serieproducerede P11, nr. 121007, af samlebåndet. P11 prototypen, september 1966 Motornr. 121007 til 129145 – I alt 2.500 maskiner Den første serie havde en stærkere forga ffel end prototypen. Indmaden var scrambler teknik og var ikke specielt anvendelig til alfarvej. Serien havde 3 gallon tanke med runde Norton tankmærker, små nydelige antydninger af lyddæmpere og kørelys. Bagnavet fra prototypen af magnesium var erstattet med standard-Matchless nav fra gademodellerne, dog med finnerne drejet af, så det matchede fornavet. Sædet havde sort glasfiberbund, og var magen til den røde bund fra G85’eren. Bortset fra olietanken var bagenden magen til G85’eren. Prototypen havde Monobloc karburatorer og magnet, hvilket man på produktionsmodellen havde erstattet med Concentric karburator og batteritænding. Maskinen var gjort ”Road Legal”, udstyret med lys, speedometer og omdrejningstæller. Der var ingen støtteben, hverken bag-, side - eller centralben. Det var jo ikke for sjov, det her. 3
Page 1: Indhold: - Indledning - Madpakketur
Page 5 and 6: Efterfølgeren P11A fik udstødning
Page 7 and 8: ” Et slag for hver lygtepæl” S

Listen” på internettet - Danske AJS og Matchless Kørere

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?