FARVEKOLLEKTION - Jotunproff

Grøn
På dansk kommer grønt og ”at gro” fra samme sprogstamme, og vi forbinder jo også den grønne
farve med vækst, grøde, det levende, foråret. Det grønne træ er også livets træ.
Den grønne farve er godt for øjnene og virker beroligende, siger man, og bl.a. derfor anvender man
ved eksamen stadig på nogle institutioner en grøn dug.
Grønt er også håbets, genfødslens og ungdommens farve.
Grønt er i modsætning til gult, rødt og blåt en farve man som bekendt kan blande sig frem til ved
anvendelse af gule og blå pigmenter. Der er da også derfor farvesystemer, bl.a. Ittens, som ikke
tillægger den grønne farve samme status som gult, rødt og blåt hvilke betegnes som hoved- eller
primærfarver. Betragtes den grønne ud fra en farvepsykologisk vinkel, som det gøres i NCS
systemet, er den grønne en hovedfarve og indgår som ligeværdigt medlem i gruppen af
elementærfarver og har samme arealmæssige størrelse som de tre andre kulørte elementærfarver i
farvekredsen.
I Koranen beskrives ” en grøn drøm”, noget af det ypperste man som rettroende muslim kan
opleve, og mange muslimske lande har grønt i deres flag. Disse lande er for en stor parts
vedkommende golde ørkenlande, hvor den grønne netop giver kontrast og virker som symbol på et
håb om snarlig vækst og grøde.
I nogle afrikanske lande anvendes turkisgrønt på porte og døre, da man mener, at farven virker
beskyttende mod onde ånder.
I kristendommen sættes grønt i forbindelse med Helligånden – det udødelige, sejren over det onde.
I den katolske kirkekunst bliver Jomfru Marias moder, Sankt Anna, altid afbildet med grøn
beklædning.
Den grønne farve er også frihedens farve og blev anvendt som bannerfarve for folkets sejr over
tyranni og undertrykkelse, eksempelvis frihedstræet og majstangen.
Grønt bliver i 1536 den lutherske reformations banner- og symbolfarve.
Som signalfarve sættes den også i dag i relation til frihed. Det grønne lys i lyskurven betyder som
bekendt fri bane, frit lejde, fremad.
Som de andre farver, er den grønne også dualistisk og altså ikke kun behæftet med positive
associationer.
Den er også dødsrigets farve og en kold, bleg grøn er Djævelens og Satans farve.
Man taler om at være grøn i ansigtet og grøn af misundelse, og farven kan også stå som symbol for
umodenhed og naivitet.
Ved farvesætning af rum anvendes den grønne ofte på væggene, når man ønsker et stille og lidt
beroligende udtryk. Farven er i den forbindelse betonet/brudt med både hvidt og sort.
Som træværksfarve ud- og indvendigt er forskellige grønne nuancer nogle af de hyppigst anvendte,
f.eks. grøn umbra, portgrøn, vogngrøn, københavnergrøn osv.
Som de andre kulører er grønt i forskellige afskygninger kendt langt tilbage i tiden, bl.a. anvendtes
schweinfurthergrønt, som indeholdt arsenik, til bemaling/imprægnering af træværk på skibe.
Det fortælles at Napoleon holdt meget af grønt, og at han som krigsfange på St. Helena havde
schweinfurthergrønne vægge. Nogle forskere mener, at det var afdunstningen af arsenik fra den
grønne farve, som var årsag til hans død i 1821.