FARVEKOLLEKTION - Jotunproff

More documents

Recommendations

Info

Den successive kontrastform er i sin grundsubstans et karakteristisk billede på, hvor abstrakt et begreb vores farveopfattelse er. Ikke desto mindre er det en kontrastform, som er overordentlig vigtig ved praktisk arbejde med farvesætning, da farver kan opstå, selvom de ikke fysisk er til stede i rummet eller på bygningen. Hvis man f.eks. forestiller sig et rum, hvor en varm rødlig gul indgår kombineret med arealer ubetonet hvid, vil den hvide synes kølig blålig, da efterbilledet af den varme gule vil danne et imaginært billede af blåt. Dette kan imødegås ved at ”besmitte”, blande lidt af den gule i den farve. Øjet kræver totalitet, som Itten skriver i sin farvelære, og Goethe taler om, at mennesket naturligt har hele den komplekse farvecirkel i hovedet, og hans farvelære bygger på denne helhedsorienterede menneske- og livsopfattelse. En anden såkaldt imaginær kontrastform er den blandede kontrast, som kan beskrives på følgende måde: Betragter man intenst en orangerød flade, for derefter at flytte blikket over på en gul flade, vil den gule synes grøn, fordi den blandes med det blå efterbillede af den orangerøde. Fænomenet er første gang uddybende forklaret i den franske farveteoretiker Michel Eugène Chevreuls værk ”De la loi du contraste simultané des couleurs”, fra 1839. Simultan-kontrast Hvor efterbillede-kontrasten og den blandede kontrast opstår umiddelbart efter iagttagelsen af en given farve, opstår den simultane kontrast, som ordet siger, samtidigt – simultant – ved registreringen af en kulør eller nuance. i en hvide Kontrastformen kan beskrives ved at sammenstille forskellige toner af samme kulør (monokromatisk harmoni) eller placere forskellige kulører (farvens egen-kontrast) ved siden af hinanden, der vil så i grænseområderne opstå en forøgelse/styrkelse af kulørernes eller nuancernes udtryk. Kontrasten mellem aktive og passive farver Nogle farver (kulører) kan virke stærkt aktiverende og i nogle sammenhænge, afhængig af den kombinatorik der er anvendt, ligefrem stressende, andre virker beroligende og afstressende. Det er, som i de andre omtalte kontrastformer, i mødet mellem modsætningerne, at spændingsfeltet og dynamikken opstår, og i den forbindelse er det vigtigt at gøre sig klart, hvilket farveudtryk der ønskes opnået. De stærkt aktiverende farver har et forholdsmæssigt stort kulørindhold og er typisk kolde røde farver, hvorimod ”betonede” kolde og varme blå og grønne virker beroligende.
Kvalitets- og kvantitetskontrast Ved kvalitetskontrasten forstås farvernes renheds og kulørmæssige mætningsgrad. Den tydeligste kontrast fremkommer her ved betoning af kulørerne i valørdiagrammets maksimalområde. En tydelig kvalitetskontrast er nødvendigvis ikke spor bedre end en svagere kvalitetskontrast, da det afhænger af, hvilken sammenhæng farverne skal indgå i. – Er det et primært rum, i farveplanlægningsmæssige sammenhænge også kaldet et ”langsomt rum”, som et opholdsrum af forskellig beskaffenhed typisk er, kan selv små nuanceforskelle virke spændende, da der er tid til fordybelse og oplevelse. Arbejder man derimod med et sekundært rum, i denne forbindelse et såkaldt ”hurtigt rum”, som f.eks. et gangareal, kan kontrasten med fordel forøges, så forskellighederne farverne imellem nås at registreres og dermed opleves. Kvantitetskontrasten, som er de forskellige farvers arealstørrelse sat i forhold til hinanden, eks. ved lille areal / stort areal er naturligvis af helt central betydning for al farveplanlægning. En farve kan have dominans men for at fremhæve denne farves styrke og skønhed er det netop vigtigt, at pågældende farves modsætninger er til stede. I forbindelse med farvesætning og bemaling af interiør har der i nogle perioder været tradition for, at rum skulle have en farvemæssig arealdominans af en enkelt kulørtone. Man taler således om den gule stue, det røde rum, det blå værelse etc. Men det betyder jo netop ikke, at andre farver ikke har været til stede, men de har blot været der i mindre omfang og været der for at understøtte den pågældende farves arealmæssige dominans. Det er, som beskrevet ved de andre kontrastformer, i samspillet mellem modsætningerne, at forskellighederne for alvor træder i karakter og dermed fremhæves. Det forholder sig i farvernes modsætningsfyldte liv således, at kombineres alle facetter ”rigtigt” kan alle få deres berettigelse og dermed være uundværlige uanset kraft og størrelse.
Page 1 and 2: FARVEKOLLEKTION H.C. ANDERSEN Jotun
Page 3 and 4: Farvenøgleord til 12 af H.C. Ander
Page 5 and 6: Den grimme ælling • Farver i var
Page 7 and 8: Farvernes opståen Farverne opstår
Page 9 and 10: Gul Gul er solens farve og altså s
Page 11 and 12: Blå Blåt sættes ofte i forbindel
Page 13 and 14: Hvid Hvidt sættes ofte i forbindel
Page 15: Hvid-sort kontrasten kan i nogle sa
Page 19 and 20: Illustrationsformer Afhængig af op
Page 21: - Metameri - Monokromatisk En kulø

FARVEKOLLEKTION - Jotunproff

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?