FARVEKOLLEKTION - Jotunproff

Kontrastformer
Ved alt arbejde med farvesammensætning danner kontrasterne, det være sig kulørkontraster som
nuancekontraster (kulører sat i betoning med hvidt, sort eller begge dele), det basale fundament.
Alt efter hvilken tydelighed man ønsker, kan kontrasterne styrkes eller svækkes. Skal genstande i et
rum så som møbler, tekstiler, malerier etc. fremhæves, er det netop en bevidst bearbejdelse af en
given kontrastform, der kan danne udgangspunktet.
I sin bog ”Über das Geistige in der Kunst”, fra 1912, skriver en af det abstrakte maleris store
pionerer den russiskfødte maler Wasilly Kandinsky:”Der er to store modsætningsforhold nemlig
modsætningen mellem de kolde og varme farver og modsætningen mellem de lyse og mørke farver”.
De to kontrastformer Kandinsky her nævner er da også af meget stor betydning for alt arbejde med
farvesammensætning, men der findes som bekendt også andre og ligeså væsentlige farvepolariteter.
Kontrasten mellem kolde og varme farver
Tager man udgangspunkt i NCS-systemets terminologi, har hver af de fire kulørte elementærfarver
gul, rød, blå og grøn både et varmt og et koldt område, som hver udgør en ottendedel af
kulørtonekredsen.
De varme farver nærmer sig beskueren, hvorimod de kolde fjerner sig. I den klassiske billedkunst
underbygges forgrundens ”hovedoptrin” som regel ved brug af dominans af varme gule, røde og
brune farver, mellemgrunden har ofte grønne toner, og baggrunden, horisonten, domineres af kolde
blå nuancer.
I forbindelse med farveplanlægning af byggeri kan man med en bevidst brug af kulde- og
varmekontrasten få dele, der skal virke iøjefaldende, til at træde frem, og elementer, man ønsker at
”sløre”, til at vige bort ved at bruge henholdsvis mørke, varme og lyse, kolde farver.
Man kan fremhæve og udviske, trække flader og former frem eller skubbe dem i baggrunden, alt
efter hvilket ”billede” man ønsker.
Den maksimale kulde- og varmekontrast opnås ved at kombinere mørke rødorange med lyse
blågrønne farver.
Kontrasten mellem lys og mørke
Den ultimative lys- og mørkekontrast er kontrasten mellem hvid og sort, også kaldet den ”grafiske
kontrast”.
Hvidt er lysets farve og dermed dagens farve, hvorimod sort er nattens og mørkets farve. Det er i
polariteten mellem lys og mørke – dag og nat – hvidt og sort , at kulørerne opstår, skriver Goethe i
”Die Farbenlehre” fra 1810.
Sammensættes hvidt og sort, opstår der et hurtigt kommunikerende billede, som er
fundamentalistisk i sit udtryk, da intet kulør er til stede, som kan distrahere øjets opfattelse af
billedet.