Lobsang Rampa Lægen fra Lhasa

Jeg rejste mig g fulgte med ham uden at sige noget, og han viste mig hvor jeg skulle sove. Mine
ledsagere havde allerede lagt sig, rullet ind i deres tæpper. Jeg gik forbi de stille skikkelser - sov de
mon? Det var ikke til at vide. Måske drømte de om rejsen, der ventede dem, og om det glædelige
gensyn med Lhasa den ville ende med. Jeg rullede mig også ind i mit tæppe og lagde mig; men månen
kastede lange skygger, inden jeg faldt i søvn.
Jeg blev vågen ved lyden af tempeltrompeter og gongonger. Det var på tide at stå op og gå til
morgenandagten. Først når den var overstået, kunne man få noget at spise, og jeg var sulten. Men da
jeg efter andagten sad med mad foran mig, havde jeg alligevel ingen appetit. Jeg var så syg om hjertet,
at jeg kun spiste ganske lidt. Mine ledsagere derimod fik sig et ordentlig foder - det var afskyeligt, som
de huggede i sig, syntes jeg; de styrkede sig rigtig til deres forestående rejse. Efter morgenmaden
spadserede vi lidt rundt. Vi sagde ikke ret meget nogen af os. Der var ikke rigtig noget at sige. Til sidst
sagde jeg: "Giv min lærer og vejleder, lama Mingyar Dondup, dette brev og denne gave. Sig ham, at
jeg vil skrive tit. Fortæl ham, at I har kunnet mærke, hvo meget jeg savner hans selskab og hans
vejledning.” Jeg famlede under min kåbe og fandt en pakke frem: "Og denne her til den Lønligste Ene.
Giv også den til min vejleder, så vil han sørge for, at Dalal Lama får den.” De tog imod tingene, og jeg
vendte mig bort; for jeg ønskede ikke, at de skulle se, hvordan følelserne over-vældede mig, en
højtstående lama. Heldigvis var de også selv ret bevægede; for der var - trods den efter tibetansk
målestok store rangforskel - groet et stærkt venskab frem mellem os. De var kede af, at vi skulle
skilles, kede af at lade mig tilbage i en fremmed verden, som de afskyede, mens de skulle tilbage til
vort elskede Lhasa.
Vi spadserede lidt rundt mellem træerne, kiggede på de små blomster, der dækkede jorden,
lyttede til fuglenes kvidren og betragtede de lette skyer på himlen. Så var tiden inde. Vi gik tilbage til
det gamle kinesiske lamakloster, der lå dér mellem træerne på bakken, med udsigt over Chungking og
over byens to floder. Der var ikke meget at sige; der var ikke meget at gøre. Vi tøvede lidt, vi følte os
alle vemodige. Så gik vi hen til staldene. Mine ledsagere gik langsomt i gang med at sadle deres heste,
og de tog bidslet af min hest, der så trofast havde båret mig hele vejen fra Lhasa, og som nu - det
heldige bæst! - skulle tilbage til Tibet Vi vekslede endnu et par ord, kun ganske få, så sad de op og red
af sted mod Tibet, efterladende mig dér hvor jeg stod og stirrede efter dem ned ad vejen. De blev
mindre og mindre, til sidst forsvandt de ud af syne i et vejsving. Endnu kunne jeg se støvskyen, de
havde fået til at rejse sig; lyden af deres hestes hovslag døde bort i det fjerne. Jeg stod dér og tænkte på
den svundne tid, uden nogen som helst lyst til at give mig i kast med den kommende. Jeg ved ikke
hvor længe jeg stod dér, mismodigt fortabt i mine drømmerier; men jeg blev bragt tilbage til
virkeligheden af en behagelig stemme:
"Ærværdige lama, nu glemmer De vel ikke, at der er mennesker her i Kina, som gerne vil være
Deres venner? Jeg er til Deres tjeneste, ærværdige lama fra Tibet, også jeg er student i Chungking.”
Jeg vendte mig langsomt og fik øje på en ung kinesisk munk lige bag mig. Jeg tror nok han var spændt
på, hvordan jeg ville reagere over for hans tilnærmelse; for jeg var jo abbed, en højtstående lama,
mens han bare var en almindelig kinesisk munk. Men jeg var glad for at møde ham. Han hed Huang,
og det var et menneske, jeg senere var stolt af at kunne kalde min ven. Vi kom hurtig til at lære
hinanden godt at kende, og jeg blev meget glad for at høre, at han også var medicinsk student og
ligesom jeg skulle begynde studiet den følgende dag. Han stod netop også foran at skulle i gang med
studiet af de besynderlige ting, der hed elektricitet og magnetisme, og det viste sig oven i købet at han
skulle følge de samme to kurser som jeg, så vi sluttede os straks til hinanden. Nu vendte vi om og gik
tilbage mod klosterets indgang.
Da vi gik gennem porten, kom en anden kinesisk munk os i møde og sagde: "Vi skal ind og melde
os på universitetet. Vi skal skrive os ind i et register.” - "Det har jeg allerede, gjort,” sagde jeg. "Det
ordnede jeg alt sammen i går.” - "Jovist, ærværdige lama,” svarede han, "men det her drejer sig ikke
om årslisten, som De indskrev Dem på sammen med os. Nu gælder det et broderskabsregister, hvor vi
skal indskrives, fordi alle vi på universitetet skal være brødre, ligesom de er det på amerikanske
universiteter.”
Så vendte vi da om og fulgtes ned ad stien igen, stien, der fra klosteret førte ned gennem træerne
og var kantet med blomster, og fra stien drejede vi ud på landevejen fra Kialing til Chungking.
Sammen med disse to unge mænd, der var på noget nær samme alder som jeg selv, forekom turen
hverken så lang eller så sørgmodig. Snart stod vi igen foran universitetets bygninger, der nu skulle
være vort tilholdssted om dagen, og vi gik derind. Den unge kontorist i den blå lærredsdragt var glad