Lobsang Rampa Lægen fra Lhasa

herned og gøre dine egne notater og drage dine egne konklusioner. Det betyder, at du skal studere og
studere. Du skal udforske disse huler, for der er mange af dem og de strækker sig mange kilometer
under os."
Et øjeblik stod han og så på inskriptionerne. Så læste han noget af fortidens historie for mig.
Meget af det, han sagde dengang, og af det, som jeg studerede senere, kan simpelthen ikke fremstilles
i en bog som denne. Den almindelige læser ville ikke tro det, og hvis han gjorde det og kendte nogle af
hemmelighederne, så ville han måske, som andre har gjort det tidligere, bruge de indretninger, jeg har
set, til sin egen fordel for at få herredømme over andre, til at ødelægge andre, lige som nogle nationer
nu truer med at ødelægge hinanden med atombomben (husk at Rampa skrev dette ned under den kalde krigen -
R.ø.anm.) Atombomben er ikke nogen ny opfindelse. Den blev opfundet for tusinder af år siden, og den
bragte ulykke over jorden, som den vil gøre det nu, hvis mennesket ikke standses i sin tåbelighed.
I enhver af verdens religioner, i ethvert folks eller stammes historie findes beretningen om
Syndfloden, om en katastrofe, hvor mennesker druknede, hvor landområder hævede og sænkede sig,
og jorden var i oprør. Den findes i inkaernes, egypternes og de kristnes historie. Vi ved, den blev
forårsaget af en bombe, men lad mig fortælle dig, hvordan det skete ifølge inskriptionerne. Min leder
satte sig i lotusstilling med ansigtet vendt mod indgraveringerne på klippen med det strålende lys bag
sig, der med et gyldent skær skinnede på de ældgamle indgraveringer. Han gjorde tegn til, at jeg også
skulle sætte mig. Jeg tog plads ved siden af ham, så jeg kunne se de ting, han pegede på. Da jeg havde
sat mig til rette, begyndte han at tale, og dette er, hvad han fortalte mig.
"For længe, længe siden så jorden helt anderledes ud. Dens bane lå meget tættere på solen, og den
drejede sig den modsatte vej; der var en anden planet tæt ved, en tvillingeplanet til jorden. Dagene var
kortere, og derfor syntes menneskene at have et længere liv. Det var som om mennesket levede i
hundreder af år. Klimaet var varmere, og floraen var både tropisk og frodig. Dyrebestanden var af
kæmpestørrelse, og der var mange forskellige arter. Tyngdekraften var meget mindre, end den er nu,
fordi jorden havde en anden rotationshastighed, og mennesket var omtrent dobbelt så højt som det er
nu, men selv i den størrelse var han en pygmæ i sammenligning med en anden race, som levede
samtidig. For på jorden levede der folk fra et andet system, som var superintelligente. De overvågede
jorden, og lærte menneskene meget.
Menneskene var dengang som en koloni, som en klasse, der undervises af en venlig lærer. Disse
kæmpemæssige giganter' lærte dem meget. De satte sig tit ind i et mærkeligt fartøj af strålende metal
og fløj så hen over himmelen. Mennesket, det stakkels uvidende menneske, som endnu stod på
tærskelen til en vågnende fornuft, kunne slet ikke forstå det, for dets intelligens var næppe større end
en abes.
For utallige tidsaldre siden var livet på jorden
meget fredeligt Der var fred og harmoni mellem
alle skabninger. Menneskene kunne kommunikere
uden at tale - ved hjælp af telepati. De talte kun
med hinanden på normal vis, når de stod ansigt til
ansigt.. Så begyndte de superintelligente, som var
så meget større end mennesket, at strides. Der
opstod anderledes tænkende grupper iblandt dem.
De kunne ikke blive enige på visse punkter,
ligesom racerne i dag ikke kan enes. En gruppe
drog til en anden del af jordkloden og prøvede at
regere Der var stridigheder. Nogle supermennesker dræbte hinanden; de førte hårde krige mod
hinanden og forårsagede store ødelæggelser. Mennesket, som var ivrig efter at lære noget, lærte
krigskunsten, mennesket lærte at slå ihjel. Derfor blev jorden, som tidligere havde været, et fredeligt
sted, nu et uroligt sted. I nogen tid, i nogle år arbejdede supermenneskene i hemmelighed, den ene
halvdel af dem mod den anden. En dag skete en frygtelig eksplosion, og hele jorden syntes at ryste og
køre ud af sin vante bane. Brandrøde flammer for hen over himmelen, og jorden var omkranset af røg.
Til sidst forsvandt uroen og tumulten, men i mange måneder efter sås mærkelige tegn på himmelen,