Lobsang Rampa Lægen fra Lhasa

landing og kom ned i tæt formation.
Vi spildte ikke tiden men skyndte os ned ad trappegaden og over til sandbanken hvor de var
landet. Her stod to kinesiske piloter ved siden af deres maskiner, travlt optaget af at polere dem.
Huang og jeg gik nærmere og præsenterede os for lederen af den lille gruppe, kaptajn Po Ku. Huang
havde i forvejen gjort det særdeles klart for mig, at intet i verden ville kunne bevæge ham til igen at gå
i luften. Han havde troet han skulle dø efter sin første - og sidste! - flyvetur.
Kaptajn Po Ku sagde: "Åh, jeg har hørt om Dem, og jeg spekulerede faktisk på, hvordan jeg
skulle komme i forbindelse med Dem.” Dette smigrede mig meget, og vi talte sammen et stykke tid.
Han forklarede mig forskellen mellem disse maskiner og den passagermaskine vi havde lært at kende
sidst. Maskinerne her var ensædede og havde kun én motor, hvorimod den første havde været
tremotoret og haft plads til passagerer. Vi havde desværre kun lidt tid til at blive for vi skulle passe
vores stuegang på hospitalet den dag.
Næste dag havde vi imidlertid en halv fridag og vi skyndte os ned til flyene så tidligt vi kunde.
Jeg spurgte kaptajnen, hvornår han ville lære mig at flyve, som jeg havde fået lovning på.
"Jeg har faktisk ingen mulighed for at gøre det,” svarede han. "Jeg er her efter ordre fra Chiang
Kai-Shek, og vi skal kun vise disse fly frem her” Jeg holdt mig så væk fra ham resten af den dag, men
da jeg så ham næste dag, sagde han til mig: "De må gerne prøve at sidde i maskinen, hvis De har lyst.
Det er næsten lige å godt som at flyve i den. Sæt Dem nu bare op og prøv kontrollerne. Se, sådan virker
de... ” Og han stod op inderst på vingen og viste mig de forskellige knapper og hvordan det hele
virkede. Det lignede meget systemet i den tremotorers maskine, men var naturligvis meget enklere.
Samme aften tog han og hans ledsager med os til templet, hvor vi boede - idet de lod politiet bevogte
maskinerne så længe; men skønt jeg trængte ind på dem, kunne jeg ikke få dem til at sige noget
konkret om hvornår de ville begynde at lære mig at flyve. Kaptajnen prøvede ligefrem at slå det hen:
"Åh, De kommer til at vente et godt stykke tid. Træningen tager flere måneder, og først skal De
gennemgå en grundskole, derefter kommer De med op i en tosædet maskine, og De skal have mange
timer i luften, før De får lov til at flyve en maskine af samme slags som vores her.”
Sidst på eftermiddagen næste dag krydsede Huang og jeg atter floden og gik i land på
sandbanken. De to piloter var helt alene med deres maskiner, der stod et godt stykke fra hinanden. Der
var åbenbart noget i vejen med Po Kus ledsagers maskine, for motorhætten var taget af den og der lå
værktøj over det hele. Po Ku havde motoren i sin egen maskine gående og var tilsyneladende ved at
justere den. Han stoppede den, skruede lidt på den og startede den så igen. Maskinen gik temmelig
ujævnt til at begynde med, og han var ret kort for hovedet over for os, så længe det stod på. Så
lykkedes det ham endelig at få den til at gå jævnt, og den spandt som en veltilfreds kat; nu rettede han
sig op og tørrede olien af hænderne med en klump tvist og så lykkelig ud. Han havde netop vendt sig
for at snakke med os, da hans kollega råbte til ham ovre fra den anden maskine. Po Ku ville til at
stoppe motoren, men den anden pilot vinkede så heftigt efter ham, at han bare hoppede ned på jorden
og skyndte sig over til ham.
"Han sagde at jeg godt måtte sætte mig
op, gjorde han ikke?” spurgte jeg Huang,
idet jeg gik helt hen til Po Kus maskine.
"Lobsang, du tænker da vel ikke på at lave
narrestreger,?” ville Huang vide. "Nej,
selvfølgelig gør jeg ikke det. Men jeg kan
sagtens flyve den her maskine, jeg ved alt
om hvordan man skal gøre.”
- "Er du rigtig klog,” sagde Huang.
"Du ville jo slå dig selv ihjel.” - "Snak,”
svarede jeg. "Har jeg måske ikke fløjet med drager alene? Og har jeg måske ikke været oppe med et
aeroplan før - og uden at blive luftsyg!" Det kunne den stakkels Huang ikke give igen på, men nøjedes
med at se modfalden ud - vel vidende at det var så som så med hans egne flyveevner.
Jeg kiggede over mod det andet fly, men de to piloter havde alt for travlt med deres
reparationsarbejde til at bekymre sig om mig. Og der var i øvrigt ingen andre i nærheden bortset fra
Huang. Jeg sparkede altså stopklodserne væk foran hjulene på maskinen og skyndte mig at klatre
ombord, da flyet begyndte at rulle fremefter. Jeg havde fået betydningen af de forskellige knapper og
kontakter forklaret flere gange og kunne godt huske hvor gashåndtaget sad - og jeg vidste hvad der