Lobsang Rampa Lægen fra Lhasa

ekrutteret en politistyrke af banditter og slyngler, som ikke gjorde det ringeste for at genoprette ro og
orden. "Krigen kommer, Rampa,” sagde han, "krigen kommer. Vi har brug for alle de læger, vi kan få
fat i, og tilmed læger, der også er piloter. Vi må fremskaffe dem.” Han tilbød mig et hverv i den
kinesiske hær og lod mig, forstå jeg måtte flyve så meget jeg havde lyst til.
Generalen var en imponerende mand, op imod to meter høj, med brede skuldre og et vældigt
hovede. Han havde deltaget i mange felttog og havde før vanskelighederne med japanerne indtraf,
troet at hans soldaterdage nu var forbi. Han var også digter og boede i nærheden af Månetemplet. Jeg
syntes om ham, han var en mand, jeg kunne komme overens med, en klog mand.
Tilsyneladende var der især een episode, som japanerne havde iværksat for at have et påskud til at
invadere Kina. En munk var blevet dræbt ved en ulykke, og de japanske myndigheder krævede, at
borgmesteren i Shanghai skulle forhindre boykot af japanske varer, opløse Den nationale
Befrielsesorganisation, arrestere lederne af boykotten og udrede erstatning for drabet på den nævnte
munk. For at bevare freden og med tanke på Japans overvældende militære styrke accepterede
Borgmesteren dette ultimatum den 28. januar 1932. Men kl. 22,30 den aften hvor borgmesteren faktisk
var gået ind på dette ultimatum, begyndte den japanske marine at erobre en del gader i Den
internationale Bydel og dermed at bane vejen for en ny verdenskrig. Alt dette var nyt for mig. Jeg
vidste intet om disse forhold, fordi jeg havde opholdt mig på rejser i andre egne.
Under vor samtale kom en munk, klædt i gråsort, for at sige os at den Højeste Abbed Tai Shu var
her, og at vi var nødt til at tage ham med i samtalen. Jeg måtte fortælle ham om begivenhederne i
Tibet, om de sidste ceremonier for min elskede 13. Dalai Lama. Han fortalte mig til gengæld om den
tyngende frygt, han og andre nærede for Kinas sikkerhed. "Ikke sådan, at vi frygter den endelige
udgang på krigen,” sagde han, men ødelæggelsen, døden og lidelserne, som vil gå forud for den.”
De øvede begge pres på mig for at få mig til at påtage mig hvervet i de kinesiske styrker. Og så
kom slaget. "De må tage til Shanghai,” sagde generalen. "Dér har vi i højeste grad brug for Deres
kunnen, og jeg foreslår, Deres ven, Po Ku, tager med Dem. Jeg har allerede gjort forberedelser til det,
det er kun op til Dem og ham at acceptere.”
"Shanghai?" spurgte jeg. "Det er et frygteligt sted at opholde sig. Det bryder jeg mig faktisk ikke
meget om. Men jeg ved også, det er nødvendigt jeg tager af sted, og derfor accepterer jeg.”
Vi talte frem og tilbage, mens aftenskyggerne sænkede sig om os, og dagen gled over i skumring,
så vi til sidst var nødt til at skilles. Jeg rejste mig og gik ud i gården, hvor den ensomme palme så
vissen og hensygnende ud i varmen med hængende brunlige blade. Huang sad tålmodigt og ventede på
mig, men undrede sig over, at samtalen varede så længe. Tavse begav vi os på vej forbi den larmende
slugt og over den lille stenbro ned mod vort lamakloster.
Der lå en vældig sten, dér hvor vi drejede ind på stien, og den kravlede vi op på og havde frit
udsyn over floderne. Små dampere tøffede omkring. De røgsøjler, der steg op fra deres skorstene, blev
grebet af vinden og blæst ud til sorte bannere. Ja, der var flere dampere nu, end der nogensinde havde
været før jeg rejste til Tibet. Flygtninge strømmede ind, flere for hver dag, trafikken voksede; folk der
kunne se ind i fremtiden og danne sig et indtryk af hvad Kinas besættelse ville komme til at betyde.
Den allerede overbefolkede by fyldtes til bristepunktet af nye menneskemasser.
Da vi så op mod nattehimlen, så vi store stormskyer drive sammen, og vi vidste, at senere på
natten ville en tordenstorm rulle ned fra bjergene, oversvømme egnen med skybrudsagtig regn og døve
os med sit ekko og bulder. Var dette et varsel om de trængsler, der ventede Kina? Det kunne se sådan
ud. Luften var spændt, ladet med elektricitet. Jeg tror vi begge sukkede i fællesskab ved tanken om
fremtiden for det land, vi begge var så stærkt knyttet til. Men natten var over os. Skybruddets første
tunge dråber gjorde os våde. Vi vendte os samtidig og gik ind i templet, hvor abbeden ventede os,
spændt på at få at vide hvad der var sket. Jeg var virkeligt glad for at se ham, drøfte sagerne med ham
og modtage hans ros, fordi jeg havde påtaget mig dette hverv.
Vi talte til langt ud på natten, mens
tordenens bulder og regnens larm slog mod
tempeltaget og ind imellem overdøvede os.
Til sidst lavede vi os et leje på gulvet og
faldt i søvn. Med morgenens komme, efter
den første gudstjeneste, gjorde vi klar til at
tage af sted igen og begynde på endnu en
livsfase, en mere ubehagelig etape.