Lobsang Rampa Lægen fra Lhasa

os, og noget efter kom læreren ind og skred adstadigt op til sin pult. Han var en tung mand, tung af
krop og også tungt bevægelig i åndelig henseende. Han havde ganske afgjort en meget høj mening om
sine egne evner, en meget højere mening, end hans kolleger havde om disse hans evner. Han havde
også været i Amerika, og selv om nogle af lærerstaben var vendt tilbage derfra med en viden om hvor
lidt de i virkeligheden vidste, så var han her helt sikker på at han nu vidste alt og at hans hjerne var
ufejlbarlig. Han satte sig og af en eller anden grund tog han en træhammer og slog den voldsomt i
bordet. "Stille!” brølede han, skønt ingen havde givet en lyd fra sig. "Vi skal høre noget om
magnetisme, og for nogle af Dem vil dette være den første forelæsning om dette spændende emne,”
sagde han. Han tog en af stængerne, der var bøjet som en hestesko. Dette er en magnet, og den har et
felt omkring sig,” sagde han. "Jeg vil nu vise Dem, hvorledes man kan tegne dette felt ved hjælp af
jernspåner. Magnetismen vil aktivere hvert enkelt jernpartikel, og jernpartiklerne vil placere sig ad
linjer, der nøjagtig aftegner det kraftfelt, som indvirker å dem.” - "Men nu kan ethvert fjols jo se det,
hvorfor så al den snak,” var jeg så uforsigtig at bemærke til Huang, der sad bag mig. Læreren for
rasende op:
"Åh, det er den store lama fra Tibet - som ikke har det mest elementære kendskab hverken til
magnetisme eller til elektricitet - og han kan se et magnetisk felt, siger han - kan han virkelig det?”
Han pegede inkvisitorisk på mig. "Store lama, kan De virkelig se dette vidunderlige felt, kan De det?
Så er de vist også det eneste eksisterende menneske, der er i stand til det,” snerrede han til afslutning.
"Højtærede hr. professor, jeg kan se det meget tydeligt,” svarede jeg, idet jeg rejste mig op. "Jeg kan
også se lysskæret omkring disse ledninger”. Han tog sin træhammer og slog den rasende i bordet flere
gange i træk. "Nu lyver De,” sagde han. "Det er der ingen der kan se. Men hvis De tror De er så
dygtig, så kom her op og tegn det for mig - så får vi se.” Jeg sukkede da jeg gik op til ham og tog
magneten med hen til tavlen. Her lagde jeg magneten fladt op mod tavlen og tegnede med et stykke
kridt omridset af det blålige lys op, som jeg kunne se komme fra magneten. Jeg tegnede også de
tyndeste krumme striber op, der fyldte selve feltet. Det var meget let for mig; for jeg var født med
denne evne, og evnen var blevet yderligere styrket efter den operation jeg havde gennemgået. Der var
dødstille i auditoriet, da jeg var færdig og vendte mig om. Læreren stirrede på mig, og hans øjne
bulnede bogstavelig talt ud af hovedet af ham. "De har studeret det her før,” sagde han. "Det er bluff”.
- "Højtærede hr. professor,” svarede jeg, "jeg har aldrig før set en af disse magneter. "Nå, ja, jeg
ved ikke, hvordan De bærer Dem ad, men det er godt nok det rigtige felt,” sagde han. "Men jeg vil
stadig hævde, at det er bluff. Jeg vil stadig hævde, at det eneste, De har lært i Tibet, er at bluffe. Jeg
kan ikke forstå det.” Han tog magneten fra mig, lagde et tyndt stykke papir over den og dryssede fint
jernpulver hen over papiret. Han bankede let på papiret med en finger, og jernspånerne lagde sig i
akkurat det samme mønster, som jeg lige havde tegnet på tavlen. Han kiggede på det, han kiggede på
min tegning, så kiggede han igen på jernpulverets mønster på papiret. "Jeg tror ikke på Dem, De lama
fra Tibet,” sagde han. Jeg tror stadig, det er et trick. Han satte sig tungt og tog hovedet i hænderne,
men sprang så atter op med eksplosiv voldsomhed og pegede på mig igen: "De sagde, at De kunne se
det magnetfelt. Men De sagde også, at De kunne se et lysskær omkring disse ledninger.”
- "Det kan jeg,” svarede jeg. "Jeg kan se dem meget tydeligt.”
- "Godt!” råbte han. "Nu kan vi afsløre Dem og bevise, at De er en svindler!” Han snurrede rundt
og skubbede i sin iver til stolen, skyndte sig hen i et hjørne, bøjede sig ned og tog gryntende en kasse
frem med ledninger stikkende ud fra en spole på toppen.
"Her er en meget interessant kasse, kendt som en højfrekvensboks,” sagde han, idet han anbragte
den på bordet foran mig. "Tegn nu dens felt for mig, så skal jeg tro Dem,” sagde han, men så ud som
m han i virkeligheden ønskede at sige: "Vov bare at gøre det!”
- "Godt,” sagde jeg. "Det er let nok. Men lad os få den nærmere hen til tavlen, ellers bliver jeg
nødt til at tegne feltet efter hukommelsen.” Han tog fat i den ene ende af bordet, jeg i den anden, og
således bar vi det hele hen til tavlen. Jeg tog et stykke kridt og vendte mig mod tavlen. "Åh, nu er det
væk alt sammen,” udbrød jeg forbavset; for der var pludselig ikke længere noget blåligt felt at se
omkring kassen, kun ledninger. Jeg vendte mig om mod ham, hans ene hånd hvilede på en kontakt.
Han havde lukket for strømmen, men der var et skær af fuldstændig forbløffelse over hans ansigt. "Nå,
De kan altså virkelig se det,” udbrød han uvilkårligt. "Det må jeg nok sige; det er højst interessant!”
Han lukkede op for strømmen igen og sagde: "Vend Dem bort og fortæl mig, hvornår der er strøm på
og hvornår ikke.” Jeg gjorde som han sagde og var i stand til at sige: "Til - fra - til.”