TRYK HER - Jenle

der er født og opvokset på landet, så
udmærket kan genkende fra min egen
barndomsjul. Som digtet skrider frem, følger
vi særlig faderen, der går i stald og lade for at
fodre dyrene l nat, og få fejet og ryddet op
inden den store højd. Selv træskoene skal
også have nye halmvisker. Denne aen tages
der særlig hensyn l dyrene. Lammet får et
stryg om kinden, dyrene har helt sikkert fået
lidt ekstra i truget denne aen. Ja, selv
lænkehunden skal også mærke, det er jul, så
den løsnes fra sin lænke, hvilken frihed den
knap kan forstå. Et symbol på julefreden?
Inde i stuehuset findes der også
højdsstemning. Moderen har travlt med at
lberede julemiddagen. Alt er gjort pænt i
stand. Gulvet er fejet, og fint hvidt sand er
strøet helt ud på trappen. Huset er fyldt af
julens due. En særlig du af flæskesteg
sger op fra ildstedet. En du, man ellers ikke
var vant l i det daglige; men juleaen er
noget særligt, og med sulten mund er ingen
glad, så derfor er der langt l bunden i julens
sulefad. Også karl og arbejdsmand er påvirket
af stemningen og lister sig slle ind på
bænken og venter på at kunne begynde
måldet i Jesu navn.
Digtet sluer med en strofe, hvor Jeppe
Aakjær fører os ud for at se op mod den høje
naehimmel. Skaberens vidunderlige og
uforklarlige værk, som danner en symfonisk
baggrund for de mange lys fra bønders
julebord!
Jul
Den gamle skorsten hælder slemt
men se, hvor tæt den ryger,
mens nordensne l klokkeklemt
lavt over marken stryger.
Det puster tungt om bondens gård
15
og spreder kavringsduen,
der ud af alle sprækker står
og blander sig med luen.
Og bondens kone går så trind
bag blommede gardiner
og bærer fadet ud og ind
med højdsfulde miner.
Og bonden sidder bred på bænk
og lar sig maden smage
og byder tyendet en skænk
og barnet julekage.
Ja, julen er den fagre d,
da alle skel udslees,
et hvil i årets lange strid,
da alle munde mæes.
Selv ggersken, det gamle skrog,
med posen over nakken
nys gumlende ad gårde drog
med tunge spor i bakken.
Ja, julen, du er mindets fest,
med lys i blanke stager,
da den, der sad vort hjerte næst,
påny mod porten ager;
da sneens fald mod markens favn
hvert hul i jorden sleer
og tegner julens blide navn
i skovens månepleer.
(15. maj 1906)
Digtet ”Jul” ligner meget de to foranstående i
de to første strofer, og der er såmænd ikke så
meget at sige om dem, som ikke er nævnt
omkring de to andre. Men derimod vil jeg
fremhæve særlig tredje strofe. Her kommer