indholdsfortegnelse 1. indledning - AU Library - Kasernen

2.2 ‘The Beginnings’
For at vurdere gyldigheden af bluesmyten vil jeg her dels undersøge, hvornår blues som musikalsk
form er opstået og parallelt hermed diskutere udlægningen af nogle af de fortællinger, der har været
knyttet til dokumentationen af blues’ begyndelse, dels undersøge dens geografiske udbredelse og
herunder forholdet mellem musik fra land og by. Til sidst diskuteres blues stilistiske rødder, specielt
forbindelsen mellem blues og ragtime.
2.2.1 Sangform
Omkring 1900-tallet, hvor ragtime er populær i USA, og hvor termen ’blues’ endnu ikke er taget i
brug som udtryk for en bestemt slags musik, viser amerikanske musikere, både sorte og hvide, en
forkærlighed for musik med et bluesagtigt præg. 34 Det er dog svært at dokumentere, hvor langt
tilbage denne tendens går. Måske går den ikke længere tilbage end 1890erne. Beviserne er for
usikre. Peter van der Merwes skøn er, at den går længere tilbage og har udspring i afro-
amerikaniserede worksongs. 35 Musikeren Sidney Becket (1897-1959), der voksede op i New
Orleans og i sin barndom fik fortalt om slavernes musik på Congo Square, hævder, at der er
musikalske elementer i ragtime, der stammer helt tilbage fra den tid. 36
David Evans påpeger, at ansatser til bluesmelodier var undervejs i det sydlige USA før
århundredeskiftet. W.C. Handy fortæller, at han i 1892 i byen St. Louis i Missouri hørte nogle
guitarister stå en hel nat og spille en melodi ved navn East St. Louis. Det var en sang med mange
vers, og kun en enkelt strofe per vers:
I walked all the way from East St. Louis, and I didn’t have but one po’ measly dime. 37
Variationer over denne tekst var almindelige i den tidlige blues. Ernest Borneman har indsamlet
oplysninger, dateret tilbage til 1890erne, fra pianister om den tidlige boogie-woogie spillestil, som -
34 ’Blues-karakteristika: Bl.a. de blå toner (f.eks. den neutrale terts), den synkoperede rytme og den tredelte form. Peter
van der Merwe: Origins of the Popular Style: The Antecedents of Twentieth-Century Popular Music, Oxford: Clarendon
Press 1989, s. 117, 183, 193, 215.
35 Ibid. s. 74-75.
36 New Orleans’ Place Congo, også kaldet Congo Square blev efter 1817 brugt af slaverne til voodoo-ceremonier på
søndag eftermiddage. Også kvinder var aktive her, ikke kun som deltagere, men også som musikere og ledere af sangen.
(Sally Placksin: American Women in Jazz: 1900 to the Present: Their Words, Lives, and Music, New York: Wideview
Books 1982, s. 5)
37 W.C. Handy og Arna Bontemps (red.): Father of the Blues. An Autobiography, New York: The Macmillan Company
1941, s. 142.
14