pdf-version - Dansk Netværk for Musikpædagogisk Forskning

Dansk Netværk for Musikpædagogisk forskning 31. oktober 2002 4
Det jyske Musikkonservatorium Jens Brincker
Mere specielt tror jeg også på, at projektet: ”En tidssvarende systematisk musikvidenskab” kan
krones med held. Ikke således at danske musikkonservatorier alene kan gennemføre dette projekt,
men således at de kan være med til dets gennemførelse, selv bidrage og nyde godt af andres bidrag.
Det hænger sammen med, at på trods af alle omvæltninger, som har rystet musiklivet i de sidste 100
år, så er der ét begreb, som er blevet stående så godt som uantastet: Nemlig værkbegrebet. Det blev
antastet i 1950’erne af Stockhausens momentform og John Cage’s ubestemthed. Herhjemme også i
1960’erne af Per Nørgårds fragment række. Men selv disse ikonoklaster har siden bekendt sig til
værkbegrebet. Stockhausen med et mega-musikdramatisk værk der endog overskrider de
Wagnerske dimensioner. Per Nørgård med symfonier og koncerter, Cage med korværker og sågar
en opera. Og værkbegrebet synes også at leve i bedste velgående inden for de rytmiske genrer, som
jeg ikke skal gøre mig klog på.
Carl Dahlhaus hævder, at værkbegrebet er paradigme for en systematisk
musikvidenskab, der kan overskride grænserne mellem disciplinerne og forene tilsyneladende
”tilfældige” karakteristika i et system 1 . I tilgift dertil kan man spørge sig, som værkbegrebet også, i
kraft af musikkens vareform i det moderne samfund, er midtpunkt for enhver musiksociologi?
Hvorom alting er: Musikværket er det begreb, som på én gang konstituerer den kompositoriske
skabelsesakt og musikoplevelsen; det er den modalitet hvorunder komponistens intention formidles
af den udøvende til lytteren med pladeselskabet, tv/radio eller internet som muligt mellemled; det er
bindeleddet mellem den musikteori, der er overleveret os fra forrige århundreder, og vor egen tids
musik. Vi komponerer musikværker, vi opfører musikværker, vi lytter til musikværker. De har en
begyndelse, en midte og en slutning; de forener et forløb og en form der på en eller anden måde
konstitueres af elementer som melodi, klang, rytme; det gør dem tilgængelige for analyse.
Det nutidige musikværk som fænomen repræsenterer for mig at se en enorm udfordring for den
musikforskning, der vil tage sit udgangspunkt i den kunstneriske oplevelse – i ”forståelsen” af
værket. Jeg kan ikke se, at denne musikforskning kan drives på et mere kvalificeret grundlag end på
de kunstneriske læreanstalter, på konservatorierne. Jeg kan heller ikke se, hvordan et nutidigt,
videnskabeligt og præcist fagsprog, der dækker den musikalske virkelighed, såvel i perceptionen af
ny musik som i den receptionsæstetiske omgang med det klassiske repertoire, kan blive tilvejebragt
uden en musikteoretisk forskning på konservatorierne. Dette fagsprog er, som jeg indledningsvis
antydede, en forudsætning for en frugtbar dialog mellem fagmusikere og fagpædagoger og dermed
for en videnskabeligt funderet og tidssvarende musikpædagogik.
1 ”Und der … Konnex, der das Grundmuster der europäischen Musikkultur der letzten Jahrhunderte bildet, lässt sich …
aus dem emphatischen Werkbegriff als systematischer Mitte entwickeln oder deduzieren, einem Werkbegriff, von dem
man darum ohne Übertreibung behaupten kann, er stelle das ästhetische ”Paradigma” dar, das eine scheinbar
heterogene, geschichtlich ”zufällige” Ansammlung charakteristischer Merkmale als Teilmomente eines Systems – und
insofern als Gegenstand einer die Grenzen zwischen Diszipline überschreitenden Systematische Musikwissenschaft –
kenntlich macht”. Carl Dahlhaus i: Carl Dahlhaus/Helga de la Motte-Haber (ed.): Neues Handbuch der
Musikwissenschaft bd. 10, Wiesbaden (Athenaion) 1982, s. 100.