nr. 10/2012 - Brødremenighedens Danske Mission

akte mig en buket blomster og seks æg som gave fra
dem. Efter korsang fra børnene og fotografering kørte
vi tilbage til kontoret, hvor der var arrangeret middag
sammen med alle kirkens ledere. Her fi k jeg lejlighed
til at tale over dagens løsensord, som drejede sig om
enighed og kærlighed til Gud og hinanden - alt sammen
noget, som er nødvendigt for at kunne få et sådant projekt
på benene. Samarbejde og villighed til også at give
afkald for at kunne koncentrere sig om det væsentlige,
man har besluttet sammen.
En ære at være med
For mig var det et positivt møde med en kirke, der både
har vist vilje til at gøre noget og evner til at føre det
ud i livet, som andre kun snakker om. De har allerede
over 300 forældreløse børn fordelt på fl ere menigheder
rundt om i provinsen og mange af dem, jeg snakkede
| 10-2012
med ind i mellem, viste gode kompetencer med henblik
på det forestående arbejde. Det er en ære for mig at
være med til at hjælpe sådanne mennesker på vej.
På søen igen
Efter endnu en nat i en for blød seng var vi klar til at
tage afsked tidligt næste morgen. Men papirerne med
tilladelse til at tage af sted var (som sædvanligt) endnu
ikke kommet fra hovedkontoret, så den blev halv elleve,
inden vi kom derfra. Motoren var i mellemtiden blevet
boltet fast så det gik bare derudad den første time, indtil
bølgerne begyndte at gøre livet surt for os. Sprøjtene
gjorde os drivvåde, og regnbyger sørgede for yderligere
afkøling de følgende fem timer. Da solen endelig brød
frem, hammerfrøs vi og skyndte os at tage overtøjet af,
så det kunne tørre i fartvinden. Det viste sig på trods
af Magellans garantier, at min GPS ikke kunne holde til
den omgang vand, den havde fået, så nu var vi lige så
dårligt stillet som på vejen op. De planer, jeg havde lagt
for hjemturen, måtte ændres til igen at følge bjergenes
konturer. Vi prøvede at skyde lidt genvej ved at tage den
klare stjernehimmel til hjælp, og jeg forklarede Nemes,
hvilken stjerne han skulle styre efter, så det afkortede
ruten lidt. Alligevel blev det midnat, før vi nåede Moba,
hvorfor vi måtte kaste anker og overnatte i båden endnu
en gang. Det tillades ikke at gå i land efter mørkets
frembrud.
Ting tager tid
Om morgenen gik vi så i land, fi k afl everet dokumenterne
til de forskellige instanser og fi k lov til at tage hen
til Lubambos hus, hvor vi fi k os et bad og morgenmad.
Igen kom tingene til at trække ud både det ene og andet
sted, hvorfor bølgerne allerede stod højt, da vi plaskvåde
fi k os hevet om bord i båden for at krydse søen.
Hvad vi kunne have gjort på tre timer tog os nu 4½, og
det meste af vejen var der bump, som fi k det til at jage
gennem ryggen helt op i hovedet. Det mindede lidt om
den bil, vi lejede i Uvira for at komme ud til jordstykket.
- Der var ikke én af støddæmperne som virkede, og hver
gang vi passerede en stor sten eller et hul røg fjedrene
helt i bund.
Jo mere Congos bjerge blev hyllet i dis, jo mere håbede
jeg, at GPS’en, som jeg havde lagt til tørre i solen, ville
virke. Normalt vil vi sejle i en dis, hvor vi ikke vil have
landkending en times tid, og vi vil være helt overladt
til Nemes’s instinkter. Solen stod i zenit og kunne ikke
hjælpe os. Bølgerne ude midt på søen skiftede pludseligt
og gik modsat hinanden, som om søen havde fået
midterskilning. Lige som bjergenes silhuetter i Congo
forsvandt bag os, tonede Tanzanias bjerge frem, og vi
kunne styre hjem.
Stadig fortrøstningsfuld
Det blev en anstrengende og anderledes tur end ventet,
og somme tider følte jeg, at jeg nok er ved at blive for
gammel til den slags, men den glæde, det er at kunne
kommunikere med ens brødre og søstre ansigt til ansigt,
gør, at udfordringen tages op en anden gang uden de
store betænkeligheder. Når Gud er for os, hvad kan da
være imod os? ■
16 17
DET NYE PROJEKT
Området til projektet er klar, og pengene til at bygge
et børnehjem til 50 særligt traumatiserede forældreløse
børn er givet af en privat fond. Siden missionær
Knud Elmo Knudsen skrev sin artikel om »Et nyt projekt
bliver til« har en virksomhed givet tilsagn om at give
penge til opførsel af en Primary School (grundskole) til
ca. 300 børn og til en sundhedsklinik. Den virksomhed
har også givet børnehjemmet, Peters House og en håndværkerskole
i Sumbawanga samt betalt 50 % af udgifterne
til bygning af Kipili Bådmissions nye båd.
Der er god plads til de tre nævnte bygninger på det
område på ca. 6 tdr. land, som Brødrekirken i Congo har
fået stillet til rådighed lidt udenfor Uvira. Stedet vil blive
et godt sted for såvel børnehjems- som skolebørn, og
det vil blive et vigtigt center for Brødrekirken i Uvira, ja
for Brødrekirkens menigheder i provinsen Kivu Sud.
Der mangler endnu noget
De forskellige bygninger kan bygges for de penge, som
fonden og virksomheden har givet. Når bygningerne i
løbet af 2013 står færdige, bliver der brug for yderligere
donationer, sådan at børnehjem, skole og sundhedsklinik
kan få inventar og udstyr, men det har BDM nævnt
for såvel fonden som virksomheden og mødt forståelse
for.
Første vigtige skridt
Det er planen, at missionær Daniel Bøytler fra Sumbawanga
har ansvaret for byggeriet, og at han i længere
perioder skal bo i Uvira.
BDM håber meget, at en virksomhed eller fond vil betale
for et mindre hus på området. Daniel Bøytler skal
bygge det hus og siden bo i det under byggeprocessen,
men huset skal, når de forskellige bygninger er klar til
brug, overtages af lederen af børnehjemmet. ■